Logo for Dialekt gruppen på Jenle

VORHERR OG DEN SLEMM

(Fra Gl. Jehs.’ Bivlskist.)

Udgivet: 1912

Vorherre og den slemm

Som a nu skuld fortæl: Fanden, I ved, det war da saamøj en grimme dreng, da han war minder — og atter hwad en haar hør, ska han nok ett vær bløwen bejer sind — saa rajsen og forskjøt, te han snaar ett war te aa vær i hus ved. Æ faa’r kund ett hold ham te æ hjemmen hwerken for lidt hæ møj, og ingenting nytte han vild ta hans hinner te.
No, saa er æ en maa’n søen i æ dawskjar, de anner Guds bø’n war lig gavn fræ dje dower — de er jo tidle tefars dér o lav — men Fanden, han haaj nu wot ud æ hiele næt lisom han plejer.
Saa kommer Worherr og gaar øwer æ gaa’dsplads; dér møder han jo saa gotten swend.
Han tint jo, han sku ha lusked forbi uden aa blyw græven; men Worherr haar sgi hans øwn med sæ! Han træjer i æ vej for ham, og saa sejer han søen jawn høt — for han war jo nøj opirred:
“Nu dér kommer du, din stø sluri! Haar du nu ijen wot ud paa flanni? Du haar nøj aa rand aa strol atter! Herreguj endda, dæ mennesker en ska ha aa fød paa! Nær en gjord dæ di ret, forvist en dæ æ gord paa staanend fued.
Hwor mon du haar wot?”
“A haar saamænd wot nied o æ jurd,” swored æ Dæwel nok saa koldhøgen.
“O æ jurd! Det war helsen en stej for dæ aa komm!
“Hwad mon du haar dér, du ska ha forretted?”
“Ja tho, en ka da’tt aaltid sejj herhjemm og glyn,” swored han nok saa stønsk.
Men nu ka I tro, han fæ hans refurrium!
Worherr han tint: Da skal a iløwle forsøg, om a ett ska sætt æ gywr paa den kammeraat!
Han løwter hans kjep, som skuld han da ha slawn ham hg i æ stjern.
Han kund jo ett fordrag det her, te æ knæjt aalle war hjemm om æ nætter.
Men aalle saasnaar han mærked, der war aller i æ spil, saa begynd den slemm aa gi godt for; og hudden det gik og hudden det gi ett: Fanden slap da for haak den gaang endno; for det war jo en slinder kannis, saamøj en pløg te aa begaa sæ i æ taal.
Kort aa fortæl: da de nu haaj stavn søen og æwltes lidt, saa sejer Worherr:
“Da du nu haar finstred saa laant omkring, haar du saa ett sit nøj te mi tjenner Job?”
“Jow, det war ett andt sær,” swored æ Dæwel! “Han er lig i æ Daw ved aa legg hans kartofler.
Han sejjer helsen paa en gued plads, den kaa’l!”
“Ja,” sejer Worherr, “det er en biel og walholden mand, og en kaa’l en ka slaa bund paa. War der baare manne af hans slaw, men Gud bejr æ!”
“Ja, hold nu,” sejer Fanden, “nu er æ heller ett ward aa rues ham aa stærk!”
Han gi jo udpaa aa sætt ondt for ham; det er jo hans bestilling.
“Tho,” sejer han, æ skuel, “æ mand ka ha hans gued sider, det næj ter wal ingen, men det er j o en nem sag aa slaa tesid med anner djes.
Holder han sæ saamøj te dæ i æ daw, saa ved han migi nok, æ træjring, hworfor!
Tho du ga ham jo da æ gord kwit og fri for enhwer forhæftels, og du blywer ved aa spedde te hwer dawsens daa.
Han faar jo aal det, han pæger paa og mir te.
Paa den maad er æ helsen ingen sag aa vær en Guds baa’n.
Nej, du skuld lig prøv aa pirre lidt ved ham, saa sku du snaar faa en naaen spil aa si!
Du trowr æ ett?
Det maa surenmæ gjeld, hwad det ska vær, te hwis du baare vil rør ved ham med saa møj som en halmstro, saa ska han undsej dæ, osse lig op i di oven øwn!”
Worherr vild ett trow æ; men æ Dæwel bløw ved hans.
No; de sætter jo saa en bette væddesmol paa æ, te den slemm ett ku faa Job te aa vend sæ fræ Worherr, om saa han sto paa hans hued.
Og han sku jo saa ha lov te aa dryw hans kunster med ham, det ka I nok forstaa.
Det war lig wand paa æ Dæwel hans møll.
Ka han kom te aa lav nø skaarstykker, saa er æ te maad for ham.
Worherr war iløwle bløwen li’som nøj sumpers ved æ. Han vild jo nødde ha æ sølle mand fristed øwer æwn; tho han holdt jo møj af ham.
Og i det sjell samm, som han vil te aa gaa, saa vender han sæ te den slemm og sejer — og da war han møj beveged:
“Nu blywer du wal ett aaltfor haard ved ham!”
Det maatt æ slog jo saa low ham.
“Ja, ja,” sejer da Worherr, “gaa saa ind og faa di dower, inden æ mjælk blywer kold.”