Tryk på en af Jeppe Aakjærs titler, og du kommer til lyd filen, og teksten.
An Mari trajter Øl
An Wolles Dreng
Jenn Hjemm
Jens hans Hywlbor
Mads Tammesens Maren
Hun gaar igjen-PFGP
Kræmmerdrab-PFGP
Præstens Karl-PFGP
Øwer æ Æwn
En gued sølle jen
En mennesk ska ved hwad en gjør-Vadmelsfolk
An Mari trajter Øl
Udgivet: Sjørup, 7. Feb. 1903
Ann Mari tragter Øl
Nej Fanden sku’ fejst’ sæ da mir te Jens Kræme’!
Her staar sø’n en Stoder og trower, han ska’ læ’ mæ,
hvordan a ska’ brygg’, hvordan a ska’ baag’,
hvordan a ska’ legg’ en Flæskbøst i Laag’!
Og pin’won og gjerre det er jo æ Swi’n;
hwer Pott’ po æ Hyld’ saa kigge han i’en.
Saa ta’r en formøj af hans Miel og hans Maalt,
saa skuld’ en ha’ spaared ham tow Kjanne Saalt;
— ja haar en kjend’ Maagen! Det er aalle saa møj
som den usleste bitte Taar Wand, en ska’ løj,
saa ka’ han lav’ Vejlo og slaa med æ Dar’,
saa det rister i baade Tallerkner og Far’.
— Han blywer da jen Tid længer’ og warr’!
Nej haaj en saa stej sæ endda te Kræn Skræjer;
der kund’ en hejsen ha’ hat æ nø’ bejer!
Han bøj mæ en Bøst saa tyk som mi’ Lor
og Tow af den vildest For i æ Gord
foruden mi’ Løn. — Men dér war jo Bøen,
og han so’ jo Enki; og det er ett søen
aa tur’ med anne dje skjødløs’ Knæjt’,
saa der bløw’ da ingen Brød af den Bejt’.
Det hid’ sæ jo osse, te han vild’ ha’ tavn’ mæ
— ja sø’n te hans Kuen da! — men hwa’ sku’ det gavn’ mæ?
Tho han er jo gammel — og gro o æ Bælle
og snaar da saa grim, som en Mennesk’ ka’ blyw’;
som nu den her sølle Handtiring med æ Yw’
— og a’el sgu ett ha’ en Mand, der er skjelle!
En ska’ ett ta’ enhwer. — Tho de’e da de færrest’,
der ett ka’ gaa og skjelt’ sæ en Kjærrest;
men justemint find’ sæ nøj, en ka’ lid’ o,
en Kaal aa slaa Bund’ po, en Venskab aa slid’ o —
aah, det ka’ endda kost’ jen nø Beswær!
For fand’ en sæ jen, en tyt’, en haaj kjær,
saa ska’ æ nok pass’ — jow det war ett sær’!
te saa er der osse anne o æ Tæ’r.
Nu trowed mæ Synder, te Søren holdt a’ mæ.
— Her gaar a og gjemmer hwer Diel, som han ga’ mæ!
— — Ja, hwa’ a haar’ lid’ for den skjødløs’ Dreng!
A elsker ham — ogsaa saa det er faale!
Hans Billed hænger øwer mi’ Seng;
æ Ramm’ den kost’ mæ en javn Rigsdaale’!
Han kam her, saa tit mi’ Hosbond war ud’,
— søen hen ad æ Awten, nær aalting war still’;
aanej, hwor bløw en da kanter og hwell’,
saasnaar te Søren han pikked o æ Rud’!
Og nær han kam ind, bløw der ingenting spaa’e;
han haaj æ saa godt, som en Mennesk ka’ haa’é;
en læ’ dem regir’ laant mir, end en mo,
om ogsaa en ved, hwad Tak en vil fo;
og ingen ska’ sej’, te a bid heller kratte’ ham —
men laa han forlæng’, ja hwad tho saa wat a ham.
— Og saa ska’ en nu ha’ aa hør’ i æ Bøj,
te den forbandede Flaani Mett Fløj
baade Nætter og Daw’ Staar og drøwsker atte’ ham!
Aa Jøsses, hwor bløw a da lid’ ved æ Los
i Guer po æ Kjergaard; a sto’ med no’ anne
og glowed po Tolle-Thames hans Kos;
a vender mæ om og gaar ad æ Stett’;
hvem trower I, a møder anne end Mett’!
Hun bruser forbi mæ! — søen! — kallepros;
æ Buend — de bred’ saawal som de smal’ —
de blæst’ jo om hind’, som de war gal’,
og a tær forsuer mæ — ja læ’ mæ ett band —
men det er da baade sikker og sand’,
te de haaj kost øwer syv Mark æ Al’!
Hwa’, søen Stø’ jen hun haar godt ved aa hed’ sæ,
hun haar jo æ Faar og æ Kjærrest te aa kled’ sæ.
Men hwad haar en’naaen sølle Hjavl wal af Gled’?
Der sto’ a og bid i æ Knud’ af mi’ Kled’;
for hwad ka’ æ hjælp’, te’ en viser si’ Vred’!
En er som en er,
som en bløw af Worherr’,
og mukk’ imod ham er der ingen der tær!
Men ta’ den Kjærrest, en’naaen holder’ ve’,
nej, det sku’ nu aalle ha’ Low aa vær’ te!
Og mo æ ett sejes, saa mo æ wal hwiskes:
En Hjaani som Mætt’ — a tykkes hun sku’ piskes!
Ja hwis a haaj Majt,
som blot a haar Ajt!
— Aae Jøsses endda, tho der taft’ a æ Trajt!
An Wolles Dreng
Udgivet: Sep. 1907
An Wolles Dreng.
MI Søn er bette Pejr, og a haar jo kuns den jen,
og da han bløw en niaars Pold, han maatt jo ud aa tjen,
han blywer tøl te Pejersdaa, om Gud vil vær ham gue,
og atter æ Aalder maa en sej, æ Knæjt æ knøv og stue.
Pejr er ingen kjelle Dreng,
nej, saamøj en hwelle Dreng!”
saa An Wolle,
“der rend aalle
Maag te Hjord
mell æ Gord!
Tho snaar fâr Daa er po æ Sky, og Sejl er po æ Møl!,
han maa jo op, æ bette Kaal, og ue med æ Køll.
Dem rig dje Bøn ka sajtens sow, for dem staar aalt tered,
men fatte Baan maa tidle op aa strid for Fød og Kled.
Pejr faar helsen lær aa rend,
fræ æ Mues til Awers-End,
lisse sore,
øwer Bore,
gjemmel Saând;
hwelle Baan!
Nær Atteror den buser ind med Wand imell æ Knold,
ka en Par bette naagen Færr ja wal blyw wod og kold;
men hwa, Worherr han hjælper wal, saa han ka sto æ ue,
den villest Ar, en Baan ka fo, det er en gue Natue.
Pejr er ingen Frøssenpind,
han gaar glaa mod Vejr og Vind,
om det hwistler
mell æ Tistier
wârr og wârr
laangs æ Kjâr.
Ja, no po Sønde trowr a da, æ bette Knæjt faar fri,
saa skuld do rele komm herom og faa æ Klør aa si;
saa kan do sej mæ, om do tyggs, han blywer bovn og stue;
a trowr da nok, saavidt a sir, han slæjter po æ Mue.
No skal a skam hen aa baag;
tho han skuld wal haa en Kaag,
får han drawer
øwer æ Awer
væk ijen,
bette Swen!
Her sejjer a en jenle Kwind’ saa manne ødlet Daw;
men no te Vinter ska han hjem, sku a saa sejj aa klaw!
Ja, saa ska han jo røjt æ Kow og helsen go te Præjst;
a er da rele vis epo, han sworer mell de bejst.
Pejr er ingen kjelle Dreng,
nej saamøj en hwelle Dreng!”
saa An Wolle,
“han vil aalle
blyw hans Mue
ant end gue.”
Jenn Hjemm
Udgivet. 1. Aug. 1902
Jenn Hjemm
Æ Blaanner de drywer,
og æ Swaanner de flywer,
og æ Fowl de flokkes i æ kjâr;
æ Blaad de salder,
og æ Hawl de ralder,
og æ Blæst den tar i æ Dar.
Men a sejjer ind ved æ Skyw
og tarer æ Dôg af mi Rud;
for nær en æ gammel, og æ Knoger er styw,
er ind saa laant bejer end ud.
Æ Suel den skjenner,
og æ Skyg den gjenner,
og æ Kokk de gaaler saa glaad;
æ Plejl den pikker,
og æ Klokk den dikker,
og æ Ugl — hun sejjer o æ Laad.
Men a ska wal hold mæ i Rumm,
for ind er det mjest af mi Gled;
nær føst det slaar ind med aa bus af Nordowst,
saa blywer æ Brok i hans Red.
Æ Gord blywer gammel,
æ Laad krykker sammel,
og æ Sals haar en Klink i si Dar;
æ Tækki er røwn,
æ Fløj den er fløvn,
og æ Gowl den hwæler te Nar.
Men hwad vil ett hæld og forfald,
om Naadens Visdom ska raad!
Faar a wal end aalle æ Kukmand aa hør,
a høt ham da føst baag æ Laad.
Ja, her haar a sungen
og her haar a sprungen,
og her haar a hat mi Kon Gled;
og her haar a sowed,
og her haar a plowed,
saa snaar æ Tiddaws war tered;
og her haar a gavn med mi Maag,
og her haar a funden mi Fød,
og her haar a tavn mod det bette Krumm Hjem,
ilav mi Forælder de død.
Mi Faar saatt Snaare,
mi Muer hun kaare
imell hun gik med æ Ryw;
men da de bløw kroged;
og æ Øwnsyen doged,
de so som no a, ved æ Skyw;
de listed sæ ud te æ Hjørn;
der kund de saa knøw sto og kig;
no legger de inden æ Kjerregordstett
led nurden den søndele Dig.
Æ Vief hun skriger,
o æ Blæst den stiger,
o æ Popler haar tront med aa swing;
æ Regn den pilrer,
og æ Vildgjæs hwilrer,
og æ Ugl hun letter o æ Ving.
Ja, Ungdom og Gled de er henn,
og Sommerens Daw de er drøwn,
og den der ett mir faar en Lærki aa hør,
han tinker paa dem, der er fløwn.
Jens hans Hywlbor
Udgivet: 14. Maj. 1915
Jens hans Hywlbor
Jens Bruus han haaj ingen anne Vogn
end en Hywlbor,
men han war kjend øwr æ hiele Sogn
for hans Hywlbor.
Den fløjt som Ryler en Ruskregnsnæt,
den tut for Tier, den fløjt for Fjedt,
Jens hans Hywlbor,
Jens hans Hywlbor.
Jens Bruus han hint hans Ywlbrændmen hjem
po hans Hywlbor,
Og det war nøj der haaj Fynd og Klem,
— spør æ Hywlbor!
Dèr lo hans Wanter, dèr hwilt hans Dunk,
dèr gik han sjel lisse strøg og strunk
baag hans Hywlbor,
baag hans Hywlbor.
Jens Bruus han tyt sæ en holden Mand
baag hans Hywlbor,
og spyt teframm øwr en javn Tønd Land
fræ hans Hywlbor.
No haaj han Edels og Hus og Skywl,
og Brændmen nok te en kristle Ywl
po hans Hywlbor,
po hans Hywlbor.
Da Jens war landed paa Dosbjærg Bakk
med hans Hywlbor,
da drap æ Swed fra hans Haag og Nakk
i hans Hywlbor.
“Harens!” raaft Jens. “Kluk-klunk!” swor æ Dunk,
og niedad skor æ med Skump og Skunk
i hans Hywlbor,
i hans Hywlbor!
Det tyt æ Hund’ war for gløj en Vals
der hwirlt en Kytter fræ hver en Sals
mod hans Hywlbor.
De kløj dje Gummer mod Jens hans Bjenn,
saa no begynd sgi æ Bruus aa skjenn
med hans Hywlbor,
med hans Hywlbor.
Det peef og klawed sæ uden Ro
fræ æ Hywlbor;
det war en Jammer aa hør opo
aa en Hywlbor!
Æ Dunk den hopped i hyw Galop,
æ Bruus strat ud, men æ Hund’ holdt Trop
med æ Hywlbor,
med æ Hywlbor.
Med Jet begynd æ aa vrikk og wakk
i æ Hywlbor;
fàr Jens han nowed æ Bund aa æ Bakk,
støwt æ Hywlbor.
Æ Værk stod still, det ga ett en Mjav;
æ Dunk — den trilt ad en Mergelgrav
uden Hywlbor,
uden Hywlbor.
Jens Bruus ha so paa en Knold og græd
uden Hywlbor:
“Mi Ywlbrændmen — no legger æ dèr
— og mi Hywlbor — !
Mi Lyng mo bjerres i Mues og Hied;
men Dæwlen skuld da hint Brændmen mier
po en Hywlbor,
po en Hywlbor!”
Mads Tammesens Maren
Udgivet: Jebjerg. 15. Aug. 1899
Mads Tammesens Maren
Mads Tammeses Maren haaj Bejlere nok;
hwer Søndæ saa rænd dæ paa Towten en Skok.
Men hwa’ ska en gjør mæ di Pigger saa smaa,
hwem alle vil ha, men som ingen maa faa!
De Bejlere spejlede ret deres Stads,
drøw Skøjer og Løjer og Flanni og Fjas;
men ingen dæ war, dæ war rigtig tepas,
for klared han Maren, han stranded paa Mads.
Povl haaj ved hans Kjø’mand for slap en Kredit,
og Pejer han ejer af Haardkuen for lidt.
Jep holdt sæ for kroget, Jens knejsed for rank,
og Wolle haaj aalle en Ør i æ Bank.
Og sø’en gik dæ Or, og sø’en gik dæ Daw’
den Bejlen te Maren gik aalle ilaw’;
snaar bløw hun da vraget som øwergjemt Hø,
for nu war hun graa, hvor far hun war rø’.
Men Maren hun kigger fræ Tammeses Lowt;
nu saaes der aalle en Kjeft o æ Towt;
og Facit det bløw da, te Maren bløw sejn
te Taf for æ Præjst og te Grin for æ Egn.
Husk ændle, I Pigger i Træsko og Skow,
o tæsk, imen’ dæ er nøj o æ Low.
Dæ kommer en Daa — ja det ved Woher’!
da I vi ha alle, men ingen ha jer.
Hun gaar igjen-PFGP
Udgivet: 1923
Hun gaar igjen!
Mell aal andt Skidteri, der faares ved Nættetid’er, er der snaar et nøj saa lied som det, de kalder Gjengaangere.
No gaar der wal nap saa manne som i foromgoddaw, men der er syren mæ nok af dem ino, for den der haar æ Brikker med sæ.
Søen fortæl’er di om en Kuen i Vrou, der war da saa møj slem te aa go og putt æ Peng tesid for æ Mand, hun haaj – helsen war dæ saamænd ett nøj aa sej æ Kuen po, te a ved.
Men den her lied Handtiring war der ved hind: æ Peng forswand for æ sølle Stoder, og ett en Kjeft, and æ Kjælling, kund ved, hwor de war bløwen aa.
Og hun kund ti’, aaestej. Men hør I kons no: Æ Kuen blywer tawn nied, blywer mir og mir simpels, og bejst som det er, saa dør hun da osse og blywer begrawed – “med æ Skind opo”, som det lyder for en gammel Sej.
No, saa kund æ Mand jo da behold de Skjellinger, han forhwerred og fo æ Skatter klaarired.
Men ret læng wored æ ett, saa bløw æ jo opped, te dæ her sølle Kwindmennesk kund ett find Fred i hinne Grav for den her syndige Handtiring imud hinne Hosbond.
No, det war no ett nær enhwer Kuen, der vild ha tawn sæ a saa nær; men den her maa wal ha wot som en Krumm finfølendes, for bejst som det war – mødt Nættertider – saa kund de si æ sølle Kwind’ sto i hinne baar Linned under en Bjælk op i dje Owerstow og smaakratted, pilked, pilked, med æ Negl’ op i den her Bjælk.
De haaj sit hind, affentow, bode den jen og den naaen; og æ Mand war ved aa blyw aalsær ved æ.
Saa en Aftenstaånd kommer æ Pig flywen ind i æ Stow te æ Mand, saa hwid i hinne Hued som en kalked Vægg: “Aae, Jøsses!” hwisked hun, “no haar vi Mari ijen!” Æ Mand – han tar ett flir Urd, men gaar hen og lenned æ Dar ind te æ Owerstow.
Æ Maan skjared lisse klaar ind ad æ Østerrud.
Jow, der stod hun – og pilked ved æ Bjælk, som sædvanlig.
“I Jesu Navn, hwad søger du, bitte Mari?” saa æ Mand og gik hen under æ Bjælk; og der i en usle Revn’ fand han en Markstykk, som han to’ søen imell æ Finger og vist’ hind.
Det war en gued Gjærning han gjord hind dér. Uden jen Urd war æ Kuen forswunden, og aalle nue Menneskbaaen der haar sit hind sind.
Kræmmerdrab-PFGP
Udgivet: 1923
Kræmmerdrab
Tho det war snaar ligesom i den Gord der i Feldembjærg, hwor no Jens Towtum bowr.
Der haaj de osse faat en fremmed Persown te Lej i en aparte Seng en Næt øwer, og der war jo saa osse nøj, der lo og fussied ved æ Dyen, han haaj øwer sæ, og vild kratt en te sæ.
Det war no æ Mennesk hil umulig aa faa Nætrow; og det war saagi ett saa sær, te dér gik Spøggelser, for i den Seng war der engaang bløwen undlywed en Kræmer.
Han haaj faat Kotir dér i æ Gord og haaj jo nok hat en Klat Skjellinger ved sæ – det haaj de Folk jo gjan – og saa haaj de Skumpier, han bowed ved, slawn æ sølle Mennesk ihjæl, hivsked hans Gaasi, og kylt ham i en Blewehwol en Stød nuren æ Gord.
Men hwer evig, jenneste Næt, nær æ Klokk kam hen te den Tid Daws, da denher grussele Gjærning haaj gan for sæ, kund en si en glowend Ildstaang, der rat lig fræ den Vinni, hwor de haaj kylt æ Lig ud og te æ Kjarhwol, hwor de haaj smidt ham nied.
Og det war en red Sag, saalæng de her growsomme Mennesker løwed, te Ywlawten da forswand æ Mand ud af den jen Gaadsled og æ Kuen ud af den naaen, og saa war der aalle en Kjeft der so nøj te dem, far søen om en Pa Staands Mud.
Hwor de saa haaj wot henn, det ska a ett sej.
Saa træffer æ sæ hwerken warr hæ bojer end de engaang gjord en viller Bojel der i Feldembjærre, hvor de jo da osse haaj æ Præjst mej, det war ett sær!
Han sejjer no og lyder po, hvad Folk fortal hinaan om den her Spøgen og Skjesu” dernied i æ Kjar, hwor æ Bejskræmer war putt hen, uden te æ Gjærning war opped. Det war nok saa rejn gudsforskrækkele, hwor det klawed sæ og to’ po dernied i den Kjar!
Og dæ hæ Præjst han war missel ingen Doggerhued, hvad I snaar ska fo aa mærk.
Da han haaj hør, hvad han vild, saa stapped han sæ en gued Pif Tobak, og uden te nue Sjæl mærked, hwad Ajt han haaj, selled han sæ fræ æ Burd og listed i Braandmørk nied te dæ her Kjar.
Hwad der saa dér er gawn for sæ, det er der ingen der ved.
Men ud ad æ Awten kam æ Præjst tebaag, og da war han snaar aal ukjendele; ett en Urd te nue Mennesk de kund fo ud af ham!
Han forlaanged baare aa faa en Tor Wand; saasor han haaj faat det, saa lod han hans Kusk læ for og kjor saa hjem uden Faawal te hwerken Pejr hæ Powl.
Men sind den Daa haar der aalle wot nø Firri aa mærk ved dæ her rædle Kjarhwol.
Præstens Karl-PFGP
Udgivet: 1923
Præstens Karl
Jow, de hæ’ gammel Præjst’, dem skuld de, karenmæ, ett prøw aa ta Baagskow op opo; det war nø Kaal, der kund dje Sager; hwur de saa haaj hætted æ; for der er jo dem, dæ’el sej, te søne nøj kan ingen komm atter, uden aa lær’ æ af den Slemm ‘.
Læ wos saa læ det sto ved si Ward; men vis er æ, te det ska ett vær Torrenhuij jer, der gi sæ aa med den Slavv’; for det vild, missel, go ud øwer æ Persown sjel i æ Uddraw!
Søen fortæles der om en Præjst, der haaj da saamøj en øwerstilt Lyst te aaltid aa gaa og knokkel ind’ po æ Kjerregord – (dér skal a, missel, nok hold mi Nies fræ, atter æ Suel er gan i Bjerre) – men han war no ett te aa hold derfræ, hwerken for ledt hæ møj.
Aalle saasor æ Suel war ringed nied, linned han æ Stætt og kawed sæ ind – som en Skygi, og saa war der ingen der so’ mir te wor Faar den Awten.
No haaj han en Kaal, der war søen nøj aa en Træjring. Han haaj laa Mærk te den her sær Woen, wor Faar haaj, te han aaltid skuld go og dommel derind øwer æ Graw’.
Og han øwerlaa lisse still ved sæ sjel, om ett han skuld ta sæ for aa sætt nø Bøw i ham. Kort aa fortæl:
Han tar en Aftenstaånd en hwid Skjot under æe Aarm og kommer ind po æ Kjerregord lidt far æ Præjst.
Men det bekam ham no ett aalbejst, for wor Faar war ett oplaa te Narspøg.
Han er lig kommen ind ad æ Stætt, da æ Kaal haar faat æ Skjot nied øvver æ Kasilken no ska han jo saa te aa gjør sæ te æ som Spøggels.
Men han mo ha hat for ring Gawer, for æ Præjst rover ham an ret saa det swalred:
“Hwad mon do haar her aa forrett, Farlil!”
Med det samm begynder han aa maan ham i æ Jurd.
No sak sgi æ Maag i æ Kaal; æ Jurd to’ ham lisse laangle.
Han sak te æ Knaagler, han sak te æ Knær, om en Lidt vild han vær under lot Laag!
No begynd dæ hæ før Kaalmennesk aa rol som en Baan; han vrej hans Hinner og tegger te æ Præjst.
Te sidst lod wor Faar sæ da osse formild, da han kund forsto, te dæ hæ Skaarstykker ett war lawed i nø undt Mjenning -æ Præjst vild wal heller ett aa med en hwel Kaal, som helsen te det dawle war ham atter æ Hued – ; nok aa fortæl: han tar ham ved æ Haånd og faar ham hæwnen aa æjurd ijen, skjønt han so jawnhen faast.
No kund æ Kaal godt hold sæ fræ æ Kjerrego aaestej.
Øwer æ Æwn
Udgivet: Bovbjærg: 21. Nov. 1905
Øwer æ ævn’
Haar do hør’, haar du hør’, te Pe’ Døw han er dø’,
og hans Kuen sejjer Enk’ li’saa strag som en Mø!
A kund’ ett gaa forbi; a war nied’ i æ Kjar’
og føl’ atter i æ Skru’, om æ Tørre de war tarr’;
a saatt’ sni ad æ Pwot og kam vejstens æ Haw’ —
— Do haar aalle hat Maagen te Lykk’ i di’ Daw’!
Der er ikki en Enki i hile wor Sown
— ja saa’ a i sejsten! — saa knøv og saa bown.
Hun er rig, hun haar Peng’, hun haar Medler som Skidt,
hun haar Kister som Hus’; — a haar wot der saa tidt —
og dæ’ Ky’r og dæ’ Øg og den Avl, som der stôr!
Det er hejsen nø andt end di’ egn’ Skrantings-Gord.
Fæk do hind’ i di’ Snaar’ — war æ ind’, var æ u’e,
— ja hun sku’ sgi’ snaar løwt’ di’ Hywl i æ Fu’e!
Men do sworer jo ett! Do ska’ lyd’ te mi’ Taal’!
A `el fandenmæ ett sejj’ for døw’ Folk og gaal’!
Tho do ka’ wal forstaa, te en vil dæ di’ Bejst’,
nær en pæger paa den, som en tyt, do ku’ fejst’!
Gjør dæ fin, gjør dæ snøg, sejj’ ett søen og log’!
Ta’ di’ Lejerlu’ aa, smid’ en hen i æ Krog!
Træk æ Øg aa æ Staald, faa æ Saadl laa opo,
og sejj’ ett som en Dorn og tyg aved o æ Skro.
Res dæ no! Vær gilik! Gjør dæ snøg, gjør dæ fin:
Do ska’ hen og ta’ Kys ved den rig’ An’ Katrin’!
Jøsses Kos, bitte Bø’n! for en Kuen do da fôr!
ja, Katrin’ hun ska’ snaar sætt’ dæ Stywr te di’ Gord!
For hun ved, hwad hun vil, og hun haar hinne Sind,
saa do ska’ no’tt lav’ hind aaltfor møj Vind.
Hun er skrap, hun er stærk, hun haar banked æ Sme’,
hun ka hopp’ te æ Lowt, nær æ Gal’ det ta’ ve’.
Men haar det nøj aa sej’, te æ Kjælling er stræng’,
nær do fôr hinne Gord, hinne Jord, hinne Peng’,
hinne nybærend’ Kwier og blankhwonned’ Kal’,
hinne Grunker og Bunker, det Hil’ med det Hal!,
hinne trørre Alens Væv’, hinne Syv-Markes Særk’,
som æ Skræjjer hun sejer, hun goer i te Kjærk, —
hinne Maalt, hinne Gaalt’, om i Saalt’ om ilyw’,
hinne Høns po æ Raan’, hwer en blikkendes Yw’
— hwad hun aatte og ejer, hwer Drip og hwer Drof’:
Ka’ do vind’ hind’ te Kwind’, er æ din’ jo tehof’.
— Naa, der kam nok æ Øg; ja, kom saa ad æ Dar,
men æ Daa er paa Sky, og æ Vejlo er tar.
Ih men bi! Læ’ mæ si: er do snøg om di’ Haag’?
— Nær do no kommer op, held dæ dygtig tebaag,
og sej ett po en Hejst, som do rej po en Raag’;
og pas o, te æ Skro den ett drevler i æ Skjegg,
for søen fôr do aalle æ Sow i di’ Sæk.
Kom no op og astej, men’ det lyser af Daa,
og hold wal ved æ Krikk’, te do ett hwistes aa,
men kom hed’le te Bøj, og Worherr’ vær’ dæ gurd;
saa der ett ska’ gaa Skej a’ di’ Fagter og Urd.
Læ’ mæ si, bitte Do, der er Slyng i di’ Kapp’,
nær di’ Hejst gôr i Sto for Katrin’ hinne Trapp’,
og vær lin i æ Knogl’, men pas wal o æ Furd,
nær do kaaste dæ nied fræ æ Saadl te æ Jurd!
— Hwa’ for nøj, hwa’for nøj! — Hwa’ er do for en Kaal’
Ska’ do søen sto og koj’ for aa now en Krumm’ Saadl’!
Og her haar en gjord’ dæ saa fin og saa snøg,
og saa ka’ do ett kravl’ opo en Kon Øg!
— Ta’ æ Saadl aa æ Krikk’! Sæt di Lejerlu’ o,
og sej do som en Taari og drewl øwer æ Skro!
En gued sølle jen
Udgivet: 11. okt. 1925
En gued sølle jen
Frit efter Frederik på Ransæt
Møj fattte war hun, Line
og hinne stow war kline,
knap star end Rudder-Es;
men hun war wal tefreds
Hind Trøj war lutter Lapper,
æ Skow war uden Kapper,
te Sål bløw sjalden Råd,
men hun war altid glåd.
Hun Krusbær plot i Handfuld,
fir Skilling for en Kandfuld,
om nowe ga hind fem,
så gik hun syngend hjem.
Lidt Rævlingris te Skrupper
hon to, hwor hun ku snop æ,
og sold’em pø-om-pø
og tjent te en Endskal Brø.
–”Gud hjælp jer!” hælst hun åltid
te Folk ved Møll som Måltid,
mjest dem hun tyt fortryt;
sjel sos hun ett forknyt
En Sønda spur hun Stine:
”hud’n hår do æ, sølle Line?”
”Åe Mari! Som en Grøw!
Det er så skjøn å løw!”
Da det bløw simpels mæ hind,
hun så’, far a gik fræ hind:
”Med mæ hår’æ ingen Nø.
A gleer mæ te å dø!”
En mennesk ska ved hwad en gjør-Vadmelsfolk
Udgivet: 1909
EN MENNESK SKA VED, HWAD EN GJØR.
LÆGENS Vogn holdt udenfor Høkerens, mens der gik Bud ind efter en Kasse Cigarer. Lægen la sig tungt tilbage i Agestolen, hvorved Rimkrystallerne i hans Skjæg slog imod hinanden og dryssed ned over Kjørekappens svære Hornknapper. En Tid var Lægen optaget af at betragte Hulningen i de forpustede Hestes Sider, der flapred ind og ud, mens en fin Damp steg op fra Haarlaget og blanded sig med den blaa Frostluft.
Pludselig sønderreves Stilheden af et usmurt Dørhængsel, der med Voldsomhed drejedes om inde i Høkerforretningen. En djævelsk Larm vælted ud af Butiksdøren, og baglænds ud af Larmen kom en stærkt beskjænket Mand i Lædertrøje og Krampetræsko. Huen var faldet ham af Hovedet, men skraas hen over Issen og langt ind mellem de blege, tyndslidte Haar lyste et mægtigt, frisk Saar, hvorfra Blodet delte sig i tre piblende Strømme ned omkring Øjne og Næserod. Saa snart han havde faaet Øje paa Lægen, styred han sine Fjed saa lige, det under de forhaanden-værende Omstændigheder var ham muligt, mod Doktorvognen; med Munden uregelmæssig opvrænget af Eder og Anklager og med de stride Taarer vældende ud af Øjnene klavred han paa alle fire over Vejgrøften, slog en Klo i Vognsiden og raabte op mod Lægen:
„Vil De sej mæ jen Ting, Dogter, — ha ar den jen Kristenmennesk da Lov te aa benytt den aan som Hugg-blok! Hwa!
Her ka De si, hwodden a er bløwen standed. Det ka vær, en haar faat æ Hued øj for aall Daw. Er æ da’tt forfærdlig med æ Mennesk! Te han ka faa sæ sjel te aa gjør æ nrud hans bejst Ven, der aall si Daw haar behan-delt ham wal.“
„Hvem har dog givet Dem den Smøre?” spurgte Lægen, saa snart der var bleven en lille Pavse i den andens uophørlige Ordstrøm.
„Ja, hwor bløw han aa, æ Skinting?” Stodderen ser forvirret ud af sine tinnede øjne. Pludselig raaber han, mens han løfter Fingeren ud over Marken:
„Der render han! A ka kjend ham po æ Lof; han stryger Stien med den fræens Skank. No ka I sjel si æ Swend! Det er justemint ham, der haar gin mæ mi Plaster. Der — hæ-hæ-hæ — der render han, dælenmæ, øwer Bakker og Daal — akkuraat aa sej lisom Kajn, „der han havde slagen sin Broder ihjel!” (Flæber.)
Han trak mæ sgu en slem Singeldus. A ved ett, om a ka kom fræ æ med æ Lyw. Det ka wær, en blywer en Staakkel for søen en Stø Sluri si Skyld. En sku da’tt tro, te han haaj Lov te den Slavs Gjerninger. Ska en Kristen-mennesk ett ajt sæ for, hwad en gjør?“
„Jovist saa!“ svared Lægen og gjorde Mine til at stige af Vognen for at efterse Saarene.
„Hvad var det, der gjorde, at De blev saa uenig med Deres — hm! —Ven? Var det maaske den der?“ fortsatte han og peged paa en stor Brændevinsdunk, som Stymperen holdt krampagtig fast ved Hanken.
Akkuraat, mi Faar; der war æ sgu æ Hummel den snurred. Tho a haar aalle wot af den Slaw — det ka ingen sej mæ po — te a ett vild und anner Folk en Dram, nær de kommer te mæ paa en gued Maad. Men her war æ snaar, som det sku gaa te ved hæven Ret. Han vild jenne haa æ det hiele. Men tho æ Brændvin war da min — a haar sjel baade kjowt og betal æ med den sidst Søsling, a haaj i mi Værri. Og da han no ett ku faa hans Kri igjemmel paa anner Fasowner, saa hugger han æ Dunk ud aa æ Hinner af mæ og sætter mæen her lig oven i æ Stjern, saa æ Lyssen da sto mæ for mi Øwn!
At trowr da, a war sukken te æ Jurd! Det war missel ingen falsk Kjevop den; det war en slem Tryntar aa staa
for! Der war en gued Mjenning med en, det fæk a aa fornimm !
Tror De, Dogter, mæ gammel Orreværk er ward aa klodde po? Skuld a’tt heller kaast mæ i æ O for aa faa en End po æ?
Men tho saa kund en jo lisse godt lædt ham behold æ Brændvin, men han haaj Finger i æ, for saa faar a jo ledtie Gled aa æ iløwle.
Men ska æ Mennesk da’tt ved, hwad han gjør?“
„Jow“, svared nu Kusken, der hele Tiden havde lyttet efter, „det war aalle jen Graån formøj aa meld søen en Skjevl te æ Politi.”
Ved Ordet Politi traadte den saarede to Skridt tilbage fra Vognen, og mens han fægted med Dunken i Luften, udbrød han i den dybeste Harme:
„Meld ham te æ Politi! Læ æ Mand indkald for saa ring en Ting! A trowr, Fanden glow mæ, du primer! Du er nok en jawn Skirer! Æ Politi, det forbandede Kram skuld ha det aa snaag i; snaar som æ Mand haaj gjord sæ skylde i no andt Ondt; tho da haar han da hwerken røwed heller staallen.
A ska ett næjt det: han laa sgu Daller te mæ, søen a nok ska how æ jen Lidt; det kund ha wot gjord saa møj mir lempele. Men nær a haaj lædt ham faat æ Brændvin, saa haaj æ jo heller ett ski, det forstaar sæ! Saa haaj a beholdt æ Hued hiel. (Græder).
Nu staar en jo mæ’æ; det kan en jo sajt si. A haar vis ett manne Graader aa gi aa. Der er en jawn Swej i æ! — Men tho det er jo godt, det saa er gjord af jen si gued Venner.
For a ku jo vær kommen saa møj warr afstej, aaeja endda, a vil sej, om a nu haaj faat en Aarm brækked, hudden sku a saa ha reterired mæ! — Æ Hued haar en jo ett saamøj aa brug te. Men tho det ska jo da helst vær hiel iløwle, det war ett sær.
Men gaa hen aa læ æ Mænd sætt for det — snakk aalle om æ!
Nej, kund en saa endda vær kommen om ad æ Politi dje Dar, det war en hiel anden Sag; dem vild a sgu gjån vær mej te aa sætt æ Gywr po, for det sprekelirer da’tt i andt end anner Folk dje Ulykker.
Nej, Jens war missel bløwen knotre, det er saamøj vis.
Men som a sejer: det war jo halles mi ejen Skyld, a kund jo lædt æ Stonnis tawn æ Dunk, saa war a Gjerning ett ski. Men søen æ’æ mæ’æ! Baagatter ka en aaltid vær klog. (Flæber igjen.)
Og nu er en, som en er.
A vild da’tt trow, æ Hjem er hiel kløwn, men der er sgu vis ett aalting i Want.
— A vild jo nok, han sku ha en Mindeis; for en Mennesk ska ved, hwad en gjør!
Men som Taalen er: A vil ett ha æ Mand saa nø ondt po; æ Mand er faale flink, a laster ett æ Mand. Men det jennest a sejer: Han ska ved, hwad han gjør!“