Udgivet:1923
Vi gaar i Fare, hvor vi gaar
I ved jo wal, te der er nøj de kalder Ellfolk.
Det er søen nø bette Grasværk, der løwer i æ Mueser og Kjar og søne wod Stejer.
Men der er osse nøj, der hied Ellpigger; det er no hiel andt; nø lied forførisk Kram, som I her ska hør.
Søen war der jen Gaang en Kaal – ja tho han war osse fræ Hywsle; – ja, han war da nøj i Familli med ham Skjelle-Jerrik, I ved. –
Han haaj wot nøj sille tefaes – tho han war lowle hægen atter æ Kwot – no war han da saa po æ Vej ad Hjemmen te og haaj faat den laang’ Bien godt oforaa.
Men lig som han stegler forbi en Hyw, som der aaltid haaj wot nø Nekodemus ve – den lo søen lidt ind po æ Awer’, – saa er æ, som der kommer skrid’en en Par Kwindfolk ud fræ dæ hæ Hyw, – lisse laangsom, – alstill hen imud ham!
Det war aal det, han ku si dem bevæg æ Fædder. Han blywer aal sær ved æ, det kan da enhwer forsto.
Men far han ved Urd aa æ aa sej, er de kommen alisi med ham og haar hwer tavn ved en Aarm a’ Fyren, og de klemmer te, saa det gor ham lig te Marre og Bien! Og han maatt væsegued og go imell dem.
De gjord ino ett andt ved ham end de klemt da saamøj værles; men han war rej, te de sku fo dje Aarme om hans Lyw -for de war søen lowle sleg – og der war han ett vis po, han ku tol æ Knog.
Æ Swed hawit jo nied a’ ham, og han sprekulired frem og tebaag, hwordan han da skuld blyw skild ved de Malorisser.
Det war j o nok æ Straf for æ Kvvot, tint han. I Avvten war æ da ham, der haaj taft – bode Øel og Ærm”, – men det ku altsaa ett klaar æ, Gud naad’ ham!
Te al Held kommer æ sølle Kaal imedlergodlaw” te aa tink ved en Salm, han haaj lær, men han gi te Præjst.
Han begynder lisse rolle:
Jeg gaar i Fare, hwor jeg gaar,
min Sjæl Skal altid tænke,
at Satan allevegne staar
i Vejen med sin Lænke;
hans skjulte Helvedbrand
mig let forvilde kan,
naar jeg ej paa min Skandse staar,
jeg gaar i Fare, hwor jeg gaar.
De Urd, det mærker han i æ Aarme med det samm, – dem ynd’ de her Pigger ett!
Og han blywer ved, saalaant æ Væs vil rind ham i Mind:
Jeg gaar i Trængsel, hwor jeg gaar,
mod Synden skal jeg stride;
om Gud med Korsets Ris mig slaar,
det skal jeg taalig lide – –
No war der snaar ingen Klemmen aa mærk, og han blywer ved, det bejst han haar lær:
Jeg gaar til Døden, hwor jeg gaar
og ved mig ikke sikker,
ej nogen Dag og Time, naar
han har mig alt i Strikker.
Et lidet Aandefang
kan ende al min Gang——
Jeg gaar blandt Engle, hwor jeg gaar,
de skal mig vel bevare;
slet intet Satans Magt formaar
i saadan Himmelskare.
Bort Verdens Suk og Sorg!
Jeg gaar i Engleborg!
Trods nogen rører mig et Haar,
jeg gaar blandt Engle, hwor jeg gaar.
Jeg gaar med Jesus, hwor jeg gaar,
han har mig ved sin Side – –
Længer kam han ett!
Mir vild dæ hæ to’ Skivelser ett hør. Det ga en Ryk i æ Kaal hans Aarme, saa det swej hiel op i æ Skaaldre, saa haaj dje Pohæng End, æ lied Kram! – De haaj gjord omkring.
Æ Kaal vender sæ lisse virm.
Jow, dér skrej de afstej, tebaag te dje Hyw!
De haaj wot saamøj nø ynde Kwindfolk for Ansiels, saalæng de haaj æ Frampaart te ham, men no baagfræ aa si, war æ da saa møj nø lied Hjaanier18, ja osse ret nø Wonhejringer19.
Og det bode opp og nied’, og huel i æ Ryk, som en Dejnkaar’20 det war de oven i Handel!
Men æ Kaal, der war kommen ud af den Klemhærk – han war glaa, saa det bundted nøj – og den Awten da han war kommen ad æ Seng – det kan I lig stuel opo:
Da glemt gotten Kaalsen ett aa løs hans Fadervor!