Udgivet: 1923
Tyrene stanges
Men no vil æ fortæl jer en Histaarri, som a hør, men’ a tjent derud i æ Vejsten.
Det war i en Bøj i æ Nærhied a’ mæ, te der en Daa gor en Buend og flytter no Foer henn’ po nø Ud-awer2.
Lig med Jet stor dæ saa en bette gro Mand ofor ved ham og sejer:
“Hør, Fallil, vil do gjør mæ en Tjennest?” “Ja, det kan godt vær”, sejer æ Buend. “Hwad skuld den besto i?”
Jow, sir do, a bovvr no i æ Hyw, en ka si derhen mud æ Hied.
I den næjst Hyw bowr der en Mand af samm Starels; men han og mæ vi er no bløwen ujens og kan ett komm terett om wor Sager, hwerken for ledt hæ møj.
Og imaaen ska vi saa te aa slaaes, og det ka gjån komm te og go po æ Lyw løs.
Hwissemensti1 do no po den og den Tiddaws vil go hen øwer de Awer’, saa vil do faa Yw’ po tow Tyr’’, der stor og bødles6; den swotbroged det er den Skuel mi Nobo.
Den rødbroged det er, saa mari, mæsjel.
Og no er æ justemint a vild be dæ da saa mindele om aa ha en Fork i di Haånd, og skuld æ saa vis sæ, te a ett ka klaar mæ, vil do saa ett nok løf di Fork i ham æ Skumpi – den swotbroged?”
“Da ska a endlemoel osse tjen dæ i det!” swor æ Buend.
No, det gik hwer Krumm, som den bette Gro haaj saa’.
Æ Daa atter, da der hæ Búend ijen war ud ved hans Foer, sir han tovv saa møj brølstur Tyr’, der stor og stikkes da saa dæwels imell bæjje de her to’ Hyw, og da æ Buend haaj stawn og glowed po dje Strudjen en Stø Ti og han ka skjønn, te dæ her med det alføst vil go hans Mand opo, saa tar han ett flir Urd, men han render te og dæmmer dæ hér rædle” Fork saa værles lig i æ Lyw a’ den svvot’, og han gir jo en Brøl fræ sæ, ret saa æ Hyw’ de danst for æ Buend hans Øwn!
Lig i det sjelsamm war bæggi Tyr’ henn, og det bode med Lok og Top!
Men den næjst Daa, da æ Buend ijen gik og glynt ud po æ Towt, saa kommer han te aa spark te sønen pæn bette Stykk Kaarwon, en Gryd, brejfuld a’ smo rød Stjen; og da han ret for æ Brikker spjelked an”’, saa er dæ her Stjen jo jenne Guldpeng.
Og det kan nok vær, te æ Mand bløw hentawn!
Det war jo saa nøj, den bette Gro haaj saat aa te ham, søen en jenle bette Kjendels, fordet han haaj wot allat med hans Fork, da dæ her forskrækkele Slaasen war ved aa go æ Kannis opo.
Aaeja, saamænd, ja!
Der er ingen der ved, hwad lykk en ska ha!