Logo for Dialekt gruppen på Jenle

Syv stakke

Udgivet: 1923

Syv Stakke

Se, hwormanne Nisser der end war, skuld en iløwle aalle find mir end jen po æ Stej.

Det war saa lig møj, om æ Gord war stur hæ bette; søen war det no bløwen skjewt, og det kund ett vær annerledes; for haaj der wot flir, hworden skuld æ vær kommen terett med hinaant?

For saa møj nø bette ildworre’ Kram war æ jo.

Søen lo der en Stej alisid en Præjstgord og en Herregord.

Og de haaj hwer si Gordbo, som Taalen er.

No kund æ Præjst jo ett hiel klaar sæ i Awl med æ Herremand, hwad der jo ett war aa und’res øwer; men det kund æ Præjst hans Nis no ikki fordrage.

Søen stor der jen Atteror syw skjønne Stakk po æ Herremand hans Towt men baare fatte fem po wor Præjstes.

Aae, som den Nis han ærret sæ! Han kund i Maanskjen sejj aa kig’ atter de her Stakk, som æ Herremand haaj, te hans Øwn rend i Wand ved æ.

Ja, som det bette Morris da war misuenle!

Saa en mørk Næt – saa kund han sgi ett hold sæ i æ Skind længer.

Men kjek! saa war han krawlt aander den villest aa æ Herremands-stakk; han reser en i æ Vejr po dæ her bette krumm Bjenn og begynder aa hæfler aa me’en; det war jo æ Mjenning aa æ, te den skuld herrøwer po æ Præjst hans, inden æ End to.

Kund han fo det rigtig bostavired, saa haaj de hwer sæjs; det tøt æ bette Løjnør, te søen war æ ret skjewt. Men Skam kam atter æ!

Lissem han er aalbejst i Gaang mej aa faa æ Stak hæffelt te sæ, saa kommer jo æ Herregosnis – de haar æ Øwn med sæ, de Kaal sjel om Nætteti’er! – og han war saa gal te han stied !

Om han ett lig vild drej hans grim Nies den naaen Vej og bær dje Stak tebaag, hwor han haaj knæwen’en!

Nej aalle Taal om den Ting! Søen vild den Bette ett slipp, hwad han haaj faat Hæws po.

No; det kam da te aa slaaes saamøj værles!

Den jenn brujt en Harre og den naaen en Plow; saa der wanked helsen jawnhen gued’ Singelduser! En mo jo undres øwer, te de ett fæk hinaan rejn og baar maskerired.

Tesidst war de da osse saa udgjord som en Par Kokkywlinger, nær de for Aller haar wot opp aa toppes.

Det war knap de kund kryw tebaag hwer te sin’.

Da æ Folk i de to Gord kam op om æ Maaen ku de da i al Verden ett forsto, hwad der war gawn a’ dje Stak te æ Herremands, te den sto henn mødt mell æ Gord’ og kund hwerken komm teframm hæ tebaag.

Der war jo nok en Par bette Kanniser, der kund ha gin Beskejn, men hwor de war henn den Tiddaws, det war ett godt aa sej; for de haaj jo hwer for sæ faat mir end nok aa blæs po.

Syv Stakke

Se, hwormanne Nisser der end war, skuld en iløwle aalle find mir end jen po æ Stej.

Det war saa lig møj, om æ Gord war stur hæ bette; søen war det no bløwen skjewt, og det kund ett vær annerledes; for haaj der wot flir, hworden skuld æ vær kommen terett med hinaant?

For saa møj nø bette ildworre’ Kram war æ jo.

Søen lo der en Stej alisid en Præjstgord og en Herregord.

Og de haaj hwer si Gordbo, som Taalen er.

No kund æ Præjst jo ett hiel klaar sæ i Awl med æ Herremand, hwad der jo ett war aa und’res øwer; men det kund æ Præjst hans Nis no ikki fordrage.

Søen stor der jen Atteror syw skjønne Stakk po æ Herremand hans Towt men baare fatte fem po wor Præjstes.

Aae, som den Nis han ærret sæ! Han kund i Maanskjen sejj aa kig’ atter de her Stakk, som æ Herremand haaj, te hans Øwn rend i Wand ved æ.

Ja, som det bette Morris da war misuenle!

Saa en mørk Næt – saa kund han sgi ett hold sæ i æ Skind længer.

Men kjek! saa war han krawlt aander den villest aa æ Herremands-stakk; han reser en i æ Vejr po dæ her bette krumm Bjenn og begynder aa hæfler aa me’en; det war jo æ Mjenning aa æ, te den skuld herrøwer po æ Præjst hans, inden æ End to.

Kund han fo det rigtig bostavired, saa haaj de hwer sæjs; det tøt æ bette Løjnør, te søen war æ ret skjewt. Men Skam kam atter æ!

Lissem han er aalbejst i Gaang mej aa faa æ Stak hæffelt te sæ, saa kommer jo æ Herregosnis – de haar æ Øwn med sæ, de Kaal sjel om Nætteti’er! – og han war saa gal te han stied !

Om han ett lig vild drej hans grim Nies den naaen Vej og bær dje Stak tebaag, hwor han haaj knæwen’en!

Nej aalle Taal om den Ting! Søen vild den Bette ett slipp, hwad han haaj faat Hæws po.

No; det kam da te aa slaaes saamøj værles!

Den jenn brujt en Harre og den naaen en Plow; saa der wanked helsen jawnhen gued’ Singelduser! En mo jo undres øwer, te de ett fæk hinaan rejn og baar maskerired.

Tesidst war de da osse saa udgjord som en Par Kokkywlinger, nær de for Aller haar wot opp aa toppes.

Det war knap de kund kryw tebaag hwer te sin’.

Da æ Folk i de to Gord kam op om æ Maaen ku de da i al Verden ett forsto, hwad der war gawn a’ dje Stak te æ Herremands, te den sto henn mødt mell æ Gord’ og kund hwerken komm teframm hæ tebaag.

Der war jo nok en Par bette Kanniser, der kund ha gin Beskejn, men hwor de war henn den Tiddaws, det war ett godt aa sej; for de haaj jo hwer for sæ faat mir end nok aa blæs po.