Logo for Dialekt gruppen på Jenle

Slottet i Fly

Udgivet: 1923

Slottet i Fly

Men det er sgi ett det jennest, der er aa fortæl om Fløj. De haar, missen, osse hat dem en Slot der i æ Bøj, det er saa møj sikker! No er det ett andt tebaag aa en end æ Navvn, men den er da i Behold den Daa i Daa, som enhwer ved.

Søen en bette Stød1 vejsten æ Kjerk, der er æ, en mo søg æ Plads.

“En Kongeslot eller befæstet Borg” – det er saamøj vis! For manne Or sind, da nue dér grawed i æjurd, fand de osse guednok bode Mur og Kalk og en Masser Brokler.

Men hwad der snaar war det aalvillest’ – imell all det andt fand de osse tow brølstur Pwothængsler, og sjel om de war grim raasted saa to’ ingen jo da fejl aa, te de haaj, karenmæ, ett wot bestemt te aa sej i en Husmandsbrakk. Nej, sajn, haaj de ett! Tho den hæ Borre den haaj saa lejn alisid med Fløj Sø, det vi no kalder Flæskidamm.

No er der jo hwerken Sø hæ Damm, men engaang war her saamø Wand, te de sejlt i æ med Orlogsskiwe!

Da haaj de en Kong i Fløj og jen i Skyw.

Det kam jo op aa slaas saa værles det ska æ jo wal pas; og jen af dem bløw undlywed og kaast i en Hyw, der legger ved det, vi kalder Skjelhyw.

Kong Harald det war hans Nawn; men om det war ham, der war Kong i Fløj heller det war hans “kongelige Gefærlighied” fræ Skyw, det haar a aalle kund fo æ Greef aander.

Men der kund osse gjån blyw andt aa kikk atter po Fløj Hied.

Lidt vejsten for, hwor a bowr, legger der nø Wold’ og nø Værker, som de kalder Swartsstow, og dér vil de guednok sej, te æ Swenskere ska ha hat dje Kotir.

I mi Skueldaw da war der en Væs”, som vi Knejt gik og ærred hinaan mej.

Den war søen:

Syeby Bøj sak i Døj,

Kowerup kam op ponøj.

– Kaarup Dyefdaal,

Taastnm Knygsaaend.

Fløj – den forbandede Tywbøj!

I Vrow’ er de saa growk

I Vristed er de saa driste.

I Søwl er Hwermand snøwl.

1 Saal – gjennes dje Kokk te aa gaal

fjowten Daw, far de kommer aa æ Skaal’.

Tho det er jo ett fri for, te den gammel Sej er nøj nærgoend mod Fløj.

Men haar de dernied i Fløj i faromgodaw” osse hat en jenle Tywbælle aa draawes mej, saa ka I da skjønn, aa hwad a no haar fortal jer, te de osse haar hat det imell dem, der bowner nok saa møj.

Ellefolk

I mell aal anne “gudskafte Væsner”, som de Gammel haaj aa draawes1 mej, saa war der jo osse nøj, te de kaldt for Ellfolk.

Det vild gjan hold te hvvor æ Bund war nøj wande – i Ængi hæ Kjar’ og anne sid Stejer.

Nied i en Daal po Trøwed Østertowt nø fo Fawn’ø sønden æ Vrål1 der lo der i mi Præjstdaw en Hyw, og det vidst de Gammel aa fortæl, te her haaj sgi æ Ellfolk dje Bow

Det ku gammel Søren Nargo snakk mej om, ja, ’sajn ku han saa!

Han war kommen te Pampren hjemad en silde Awtenstaånd. Det gik jo laangsom i de taang Træsko; hwa, Søren haaj jo Tid te aa ta æ Vej med sæ.

Nøj swirend haaj han jo nok wof; det tinker a wal.

Og saa skal æ jo ett go hwerken ward hæ bejer, end da han kommer forbi dæ her Krumm Hyw, saa reser en sæ op lisse værles po fir’ glowend Pæl’, og ind under æ bette Hyw der myldrer æjo af dæ her smo Kanniser”, der mored sæ, danst og spøjt og slo op i syndig Maad’er; og den skjønnest Musik en ku ha for æ Ører!

Og somm sjowed og somm drak – men der war osse anne der kjemmed æ Bøen dje Huejer med bette smo Messingkaamm. Og gammel Soren han sto aal fornumred i æ Læjerbowser og seglt og smogrinned te sæ sjel og so po de her bette Proser og aal dje Firmen-ved.

Men po jen Gaang opdawed dejo, te de er belured; og det er nøj af det væst, de ved.

Og far han ka fo æ Træsko drejed om ad den rett Straag, saa haar han æ hiele Myldr om æ Ører som en Swarm Hwewser.

Og det røw og det bied og ga ham hwer Kjevop, saa han ku godt ha spytt en Tænd.

Det war vis den jennest Gaang, te gammel Soren haaj hat tront; æ Skovbotræsko war jo ett søen aa faa slawn i Gaang; tho han war jo en gammel Mennesk den Gaang, Soren, og -som a saa’ – nøj swirend owen i æ Handel; og endda det ett war mir end jawnhen mørk, saa war det ligmøj hwad det mott gjeld, saa ku han ett find æ Vej hjem!

Æ Gord lo da ett mir end en Par Bøssskaad fræ dæ hæ speddelsk Hyw.

Men det war lig møj hwad han strabesired sæ, de her stut Kjarknold, æ Kram haaj faat ham ind imell, kund han ett komm væk fræ ijen foraalle det, men trilt ikold hwer Ywblik, op ijen lisse sor, ijen tæsked imud æ Jurd; og hwer Sanskaag saa det sang, nær han lo nied!

Der kund de her smo Pøjkere rigtig komm te aa legg Daller te ham!

Saa æ sølle gammel Mennesk trowed, te de skuld rejn ha paated ham; han war da lig ved aa gaa fræ æ Snøws.

Endlemol kam han iløwle fræ æ Knold’ og op po dem hyw Awer; her smed han æ Træsko og to te Sprøng atter æ Gaadsled; mir død end løwend fæk han æ Dar røwen op ind te dje Forsti og fæk en da osse slawen i, inden han sak om.

Her kund han da endle bego sæ for æ Kram.

Og her fand de ham om æ Maan imell æ Foer saa simpels, te det war faale.

De trowed jo no hwer jen, te det war æ Ronnivejjer, der haaj bukked ham – og han haaj missel osse bio Stejer o æ Bælle! – og han saa haaj lejn og dremt det Hiele.

Men det vild gammel Soren no ingen Taal hør’ om, og han kund beskryw dem hwer Ting lisse grangivele.

Men æ Ellfolk og dje Handtiring – dem kund Soren no iløwle læ vær aa log’ atter en naaen Gaang.