Udgivet: 1923
Skiftingen
Sær war æ no med de Bjerrefolk, te de aaltid war saa wont for aa faa dje Yngel i æ Hues’ te kristen Mennesker.
Det kan en jo napleforsto; for helsen war de jo i dje dawle I handtiring saa gall paa æ Kjerker og hwad der derte hører, te de vidst aalle hwad und de vild gjør ’em.
Men læ no det sto ved si Ward
Men det a vild fortæl jer, det war, te imen mi Bejstemuer løwed og som ung Pig tjent i Stavnsbjerre, da haj de hernied ved æ Huel Smed i Daabjærg en Taakki, de kaldt Sølle Jens; det Navn lyd han, men han haaj, messen, osse en naaen Navn.
Han war det, som vi mell æ Bønder kalder for en Dore.
Ingen vild rigtig kjendes ved ham. Æ Smedkuen vild ett han nø Skyld for ham og æ Smed da halminder; men han haaj da no faat Lov te aa go og slant omkring te æ Smeds, som en Hund ka komm renden te en Gord, og en ett rett nænner aa jaw en hen ijen.
En Diel aa æ Fød to’ han wal osse i æ Land ivissomda, men helsen so han det mjest aa æ Tid po en Stien ved dje Kalgorddig.
Der so’ han og glowed.
Det war sjalden han saa’ nøj, og letle Mjenning war der i’æ.
Mewn Folk trowed no, te hans rett Hjemmen war æ Dojs; de anso ham for en Skvwting” som æ Bjærrefolk haaj forstavn aa komm aa mej paa en nem Maad, hwad Grunder de saa haaj hat te’ æ.
Spurre en ham sjel, hwad han war kommen aa, haaj han ett andt aa gi te Swar end:
“Det ved a, mænd, ett, men mi Farbro bowed i æ Dojs”.
Og det skuld jo ett gjør jen møj kloger’.
Men jen sære Ting war der ved æ sølle Skinting: te aalle saa sor han so en Mennesk, saa sjel om han aldrig i hans liv-skafte Dage haaj sit det Mennesk far, kund han sej hans Navn aa æ Bøj, han war fræ, og ett det skuld slaa ham fejl jen Gaang heller!
Søen sejjer han en Daa og dogrer paa hans Stien som sæd-wanlig, da en Mand kommer faaren forbi po en Hejst:
“I hwem war endda det, der kam flyvend?, er der jen der sejer.
“Det war, mænd, Jens Poulsen i Bjat!” kam æ fræ Sølle Jens; og det vist sæ osse, te det past. Men hwem ka no forsto det, da æ sølle Sluri aalle haaj wot anne Stejer end i Daabjerre og aalle sit Jens Poulsen i hans Dage!
Naa, men det war no ett æ Mjenning med æ, te Sølle Jens skuld end hans Daw ved æ Smedfolk.
Hør ikkons saa: En Awtenstaåend kommer en Persown ind i æ Smedstow; han skupper sæ ind po æ Bænkend aa sejer:
“No ska I iløwle hør en underle Spel.
Da a for ledt sind gik forbi æ Dojs – som a er gawn saa tit -saa er der jen dæ rover ud te mæ, lig saa det skingred:
“Nær do kommer nied te Daabjærre Bøj, og do træffer æ Folk opp – vil do saa hels Witti fræ Watti te Wotti æ død”.
“Hwad sejer do? Æ den gammel Wotti død?”, kam æ fræ æ Dore, han so og seggelt i æ Kakkelovnskrog.
Ud o æ Næt tøt æ Smedfolk nok, æ Dar gik.
Da æ Daa kam war Sølle Jens henn, ingen ku find ham op heller nied.
Heller har nue sit ham sind, te den her Daa”, saa Ywer og gnej hans gammel rød Øwn ino engaang.