Logo for Dialekt gruppen på Jenle

SAMSONS BEDRØWTER

(Fra Gl. Jehs.’ Bivlskist.)

SAMSONS BEDRØWTER

Nu men a er i træk, saa skal I iløwle hør, hwad der fortæles om ham Samsom, for det war da saamøj en brølstoder.
Jen gaang haaj han da faat søen en lyst te en kwindmennesk nied ad nøj, de kaldt Thimna, te. A ved saagi ett, hwor det war henn, men saamøj ka a da faa ud aa æ, te hinne faa’r war jen af de her uomskorne filistre, det vil wal sej paa godt dansk, te hun war aa æ kjeltringslaw; saa en sku jo ett tykk, te det kund vær nø ganning for ham. Men fanden slaa ham, æ sluri, han war nu bløwen hentavn af den her pig’baa’n, og han kam te æ forældre og saa, te han maatt ha hind te kuen, det kosted, hwad det være mo!
“Det er a endda kid aa aa gi mi mind te,” saa hans faa’er, “tho det er snaar som aa skamm æ hiel familli.
Du kund wal ha funden jen, der haaj klæj dæ nok saa wal, vild a tykk.”
Men det war som aa slaa wand paa en gjejsling, det æ faa’r saa; her hjalp hwerken løn hæ bøn; æ tøs vild han jengaang ha.
Naa, hwad skal en snaar still op, nær en knæjt kommer paa de tanker? En maa jo helst læ æ faa hinaånt, inden det gjør nø andt gal.
Saa pampred da æ sølle faa’r afstej med æ søn jo da, hen for at faa dæ her lawed istand.
A ved ett, hwad vej de to’; men de sku da’wl sajtens te æ præjst med æ.
Naa, som de gaar og stumler hen ad æ vej ad Thimna te — æ faa’r saå ett manne urd, for han war bløwen nøj urrise øwer dæ’ her — saa løf Samson en ywblik ind i en vingaard, det vil jo sej søn’en anleg — inden de nowed æ bøj; og der kam der saa en brølend løw imud ham og den vild kaski nap ham lidt i hans bowser, og det vild han nu et ha’en te.
Han haaj ett nøj i æ ha ånd, hwerken kjep heller staw, aa værr sæ mej; men han war jo saa grutstærk, te han ett vidst, hwad han skuld gjør med æ kræfter.
Nok er det: Han sparker ud te æ løw! Men saa haaj han en jo, og det ogsaa lig paa jen gaang. Men hwad han haar aa gyer: han griver en lig i æ kasilken, og kjek! herom med æ hjaj, imud æ jurd med’en, imen si knokler ku syng!
Dér saatt han sæ skræws øwer en, indte en war bløwen jawn tolie. Da’en endno ga en pa strujji fræ sæ, røw han si kief op, æ taang herud! Saa war den salwakred!
Saa gik han ijen ud te æ faa’r, som ingenting war passired.
Naa, han kam nied te den her pig’baa’n, det war jo da’tt sær! og han saå saa forlift paa hind som en rott paa en sødmjælkswost; og der bløw lyst for dem, og der bløw bejen til bojel.
Dér sku sgi staa skrald, saa det dut nøj!
Æ faa’r haaj raad te æ.
Og dæ hér fihstre, de gammel med de ung, det sku jo mej tehof.
Nu, imedlergodlaw som Samson gaar i dæ her gywtmaalstanker — de ska jo vær møj sød — saa kam han en daa for nøj, der war næjsten endno søder.
Han war drøwn forbi dæ hæ anleg, og saa tint han ved sæ sjel:
Hwad om du gik ind og saa atter, hwordan det haar sæ med den løw, du to æ pip fræ!
Naa, han gaar ind mell æ trær.
Jow, der laa guednok æ aadsel aa en. Men tho hwad war det? Nu haaj han da aalle sit maag te spil!
Der war der en swarm bi, der haaj slawn sæ nied i dæ her løwbælle, og dér so kagger fuld af honning fræ de hér bi og han snap en stur håndfuld af dem honningkagger og smummed i sæ og slikked æ finger; og æ faa’r han fæk ogsaa en gjew.
Naa, saa war æ paa hans bojeldaa; de war kommen fræ æ kjerk og haaj begynd aa rykk om te æ skyw.
Men nu war Samson ett saa lidt aa en træjring, nær det to ham; han sku gjån ha nø kommes for af jen slaw heller enaan; og dæ her løjn filistre dem kund han jo nok lid aa hold lidt for trekant, det ka en jo’tt fortink ham i.
Nu haaj han gavn og sprekulired møj øwer den her honninghistaarri.
Og som de nu sejjer ved æ sup, æ lystighied er kommen søen javnhen i æ vejr, saa sejer Samson, te han haaj lig en bette gaad aa legg for dem; den war saamænd ett saa wanskele, men den der ku gitt en, han sku faa den finest klæjmon, en ku si for si øwn, og en rejn skjot aa skywt mej.
Tho det war jo snaar, som vild han træj dem og sej, te de so her ved hans bojel som nø swyner, der ett haaj tawn en rejn skjot paa fræ hjemmen aa.
Men det to de nu te dje gued nyw.
“Tho læd wos hør di gaad, fa’lil,” begynd de aa rof.
“Med fornywels,” saa Samson og ryt ud med’en:
“”A fæk fød ved en slughals og sød sager af den brølstærk” — ka I nu bej mæ spids paa den?” saa Samson og letted sæ i æ sæd.
“I faar syw daw te æ.”
Syw daw, saa læng holdt de bojel der o law; dér ku helsen lawes nø gued basseraller!
Nu, de kløj dje nies, summed sæ paa æ, so ind i ø øwn af hinaan og to saa endno en skjeffel supp aa æ fad.
“Tho det war da en sær tokkiwon taal,” war dæ nue der saå og klipped piefhytter mell nies og mund.
Anner so hiel fornummed og keg op i æ lowt, som viint de atter hjøtar.
Jen selied sæ still fræ æ burd, får æ unnen war ædt, saat sæ i en krog og grovelired for hans egen regning.
Men æ swar kam ett.
Og Samson so og flired i æ skjegg, skinked i æ glajs for æ bruj og glemt heller ett sæ sjel.
Og dér gik jen daa, og de gik alsyw, og lig vidt war æ filistre kommen med dje gitten.
Nu war de bløwen hiel forfærlig og si paa, for ingen af dem haaj jo wot aa æ klæjer i aal de syw daw og nætter for dæ her sprekuliren, men de so — jen hér og jen dér, med æ haånd under æ kind’, og æ haar nied i æ øwn. Og de bløw ju mir og mir urrise, atterhaand som æ tanker løf i filt for dem. Og en ywblik, da Samson haaj forladt æ stow, faar de æ bruj klemt op i en krog, og de trued hind da paa æ lyw, hwis ett hun hjalp dem med aa faa klaaring paa dæ hér.
Og æ bette kwindmennesk — hun vild jo da gjån rejj æ lyw, det war da’tt sær.
Og hun gjorde sæ jo saa sieg mud Samson, saa det war faale, græd hinne øwn rød og saå:
“Du bryder dæ ett en hak om mæ!
Her er vi lig bløwen gywt, og saa ska en mærk, te du elsker mæ ett en kieren; helsen vild du da aalle komm med søen gaad og ett betro mæ det mindste om æ forklaaring.”
“Hwad er nu det for nø snak, bette Trine; det war hwad det war, om a haaj rend aa pievred om æ te anner folk, men ett engaang mi egen foræller a haar betrowed saamøj som en stawels,” swored Samson.
Men nu ga hun sæ te aa roel for aller.
Tesidst maatt han jo saa gi sæ, æ taari.
Aalle saasnaar haaj hun faat æ grev under, hwad hun lirked for, far hun hen og held æ i æ filistre; for hun war jo aa æ famille, og det war jo som en flok rød kyer.
Og da de fæ hold i æ forklaaring, saa kan I missen tro te de kraant!
“Hwad er søder end som honning, og hwad saa stærk som en løve,” begynd de aa mess.
“Er æ maaskisæ ett rigtig fåset, bette Samson?”
Samson rynked nøj o æ bryn, saa affentow paa æ kuen og dæ her skintinger. Han kund jo snaar forstaa, hwem det war, der haaj slawn te æ klokk.
Saa drejed han sæ om, hug æ dar i paa hans hæl, imen han saa:
“Haaj I ett spænd mi plag for æ plow, nej minsæl om I war kjor æ fur te end!”
Saa er en tid atter — folk haaj lig begynd aa ta dje row — saa kommer Samson sluntend endno engaang ad Thimna te.
Han haaj wot ud i æ land, nu vild han hjem aa si te æ kuen.
Han haaj en lam paa hans nakk, som hun sku ha, og war i en perlehumør.
Men hworlæng wor æ!
Han kommer fløjtend og vil ind i æ hus, men der er saa jen, der holder ham an i æ stowdar.
I tho, det er jo æ kuens faa’r!
“Ih hwad er det for nø kanallistreeger?” sejer Samson, han war ved aa blyw nøj knotter.
“Her kommer a med en lam o æ nakk og haar ett sit mi kuen i manne tider, og nær a saa vil ind, saa staar her sønen slytter og viser jen æ dar.
Hwor haar du gjord af hind?”
“Tho a trowed ett du ku lid hind mir atter det der ved æ bojel. Saa ga a hind hen te jen af di selskavsbrøjer.”
“Hwad sejer du! Haar du gin mi kuen hen? Da trower a, Fanden plawer dæ!”
Nu kund æ stoder jo nok si, te det trak op te torren, og han skynder sæ og sejer:
“Du behøwer ett aa sawn en kuen, bette faa’r, a haar tøser nok. Den ungest er baade bejer og kjønner end hind, du haar hat.”
Men Samson snurred i æ dar med hans lam, vend æ stoder hans hæl og saa:
”Nær I filistre gjør søne nøj ved mæ, saa kan I aalle vint andt end en knytnæw af mæ!”
Saa to han hans kos ud aa æ bøj, — og hwis han nu fløjt, saa war æ karenmæ aa æ gal!
Nu ga han sæ ud paa ræw’jagt; men han slo dem ett ihjæl, men lot dem ind, saatt’em i tyr, heller hwad han nu gjord ved dem, og da han haaj søen op imud en trehunder, saa det war lig ved aa patir hinaant, saa ska I nu hør, hwad æ skaar hætted paa:
Han tar de hér ræw, tow og tow, og binder dje haller te hinaan med en vill halm imell, og da det er besørre: Ild i æ halm, løs paa jen gaang det hiele, æ hund’ i æ hæl aa æ, og huj! afstej ind i æ filistre dje kwonager lod æ ta!
Og dæ hér glowend braånd der baagi det swej jo som al ulykker, og de sølle dyrer de sprang igjemmel æ fald fræ den jen awersend og te den naån og trilt ikold’ og bjelt og to paa og sled jo i æ haller for aa komm fræ hinaan.
Og æ ku’e, der sto og war mo og saa knajstar, det war jo nem aa fytt aa.
Og det slo low op hér og low op dér, klinkbrind æ awer øwer, hwad der stod paa rued som hwad der stod paa raad’.
– Ja, det war en vækildsblojs, som æ filistre hower ham j e n lidt!
Atter det sammelt de jo paa ondt, det kan en wal forstaa.
De tyt jo, de haaj faat dje maalt branked lowle haadt ved ham; dæ hér det sku knag’mæ hæwnes!
Og de fo’r ud og laa æ land ød, og Samsons folk kam te ham — han haaj lawed sæ en grawol ind i en bakk’sid, for han ku ett mir vær ved ordenlig mennesker — og de forklawed ham, søen swøef han war for æ land; nu vild de bind ham og gi ham te hans fjender, forre æ filistre sku læ dje gjærninger vær.
“Ja,” han kam sjel med æ hinner, “væsegued, bette folkens, bind mæ baare!”
Og de slo en par gued nøj hammelref om æ håndled af ham og slæft aa med ham hen imud æ filistre; og da de sir Samson begynder de aa høg med dje remeddier, dje køller og dje værker; nu skuld han dænenmæ faa hans refurrium!
Og de ska lig te aa legg daller te ham.
Men aalle saasnaar mærker han, hwad faår der er paafærd, saa kommer æ aånd øwer ham, og han begynder aa ras og skjær tænd, og æ øwn vend sæ i æ hued af ham. Og jen — tow — trej — kjek! Saa er æ réf slidt øwer som uldgaar!
Nu kan I trow, der wanked rappé te æ Filistre — aae, død og kritt!
Han bywer sæ nied og faar hold i en helmeskief, og med den øwer æ hued flywer han som en røj ind imell æ filistre, og saa ka I trow en sak i bund’! Smæksmæk, smæk-smæk! Lisse sor, lig nied i æ stjern af dem!
De saå sæ ett om mir end jen gaang! Hwad der ett undrend, det maatt herans!
Søen ska mir end tusind ha faat æ gowl vend i æ vejr —
Saa heller ett den gaang endno fæk gotten filistre hæws paa ham; a undrer øwer, om de nowtid haaj faat æ, hwis ett det haaj wot for den sags skyld, te han war søen lowle slem atter kwindfolk; det war ud, som det war hjemm; saå han en skywt, saa war han fræ æ.
Dæ her smaa filisterpigger dem kund han missæl ett læ gaa.
Søen war han engaang gavn in te en tøs nied i Gasa.
Det kam ud øwer æ bøj:
“Samson er her! Han er ind ved Stine Bethlehem!”
Og æ filistre skyd sæ laangs æ væggi og laa dje krumm nieser paa æ vinnier for aa kigg atter ham.
Jow, det war missen sand nok, der so han; lig baag henne gaanvindel!
Nu haaj de fanged ham! Nu lot de dje pwotdår og saa imaatidle, nær æ skuel listed aa, saa skuld de iløwle gi ham søen en pa ræk øwer hans rygstykker med dje timmeryws’, te han ett skuld vær hægen atter aa komm saamøj snaar ijen!
Men godmaar! Søen kam æ nok ett te aa gaa!
Henad minnet vil Samson hjem.
Han kommer te dæ her jærnpwot, men den æ slawn i los.
“Det war der raad for,” ment Samson.
Han render te æ kram søen med den jen skaalder, saa bolt’og spægre og stolper det flywer da fanden te sorre!
Og hwad han haar aa gye: han laser de her taang pwotdar paa æ nakk og hæfier afstej med æ op paa en rædle flywbakk.
Dæ hér løs pwothængsler de slow ham paa hans hæl’ for hver trin, han to. Men opp paa det alhywest der kylt han’em.
Saa kund æ filistre jo faa for sæ og slæf’ em tebaag ijen, om de vdd ha’em.
Ja, søen drøw han jo de særeste kigser med dem.
Og han gjord missen ett nøj aa æ i fuldskav; for han haaj aalle hat en brændvinsdrip i hans mund, saa han kund ha stavn som formand for dje afholdshandtiring, hwor det sku vær.
Deraa kan en da si, te en behøwer ett aa drik for aa law gal streeger.
Men nu begynd æ aa lakk ad for ham.
Han war kommen nied te en tøs ved Sorek Bæk.
Hun hed Dallila — en nawn, en næjsten ku dans atter. Hun ska ha wot saamøj en ynde kwind, og hun kund hinne handtiring!
Ja, saa slinder hun war! Hun forstod aa gaa ham under æ øwn, nær hun vild ham æ aal væst.
Den slaws kwindfolk de er missel ett nemm aa ta sæ iajt for.
Og Samson wojed længer og længer ud, indte han ett war te aa rejj.
Ved den tøs so han æ nætter med æ daw, hiel hentavn af hinne skjønhed og kunster.
De fæk æ filistre nysmaal om.
“Haa, haa!” tint de, “der haar vi kaski den, der ska snær ham!”
Og de gik til Dallila og saå:
“Du ska faa aal det guld, du vil bær, nær du’el forlok ham og faa wos aa ved, huer de her grimmige kræfter sej jer.”
Jow, Dallila vild gjån tjen den skjelling. Og hun to jo fat paa hinne kunster.
Nu gik Samson ett lig med det samm i æ saws, han spilt først lidt hejgut med hind og saå, te hwisomenstid hun væwed hans haar ind i henne trendgaar, saa kun han bindes.
Og hwad hun haar aa gyer: hun faar det Sture kaalmennesk te aa legg sæ alstill, imen hun faar æ væw igaang, og da han er blatted i søvn, saa rover hun og sej jer:
“Nu haar vi aal æ filistre!”
Samson flywer op og rywer æ haar te sæ, saa baa-de væw og bom og væwstien dasker rundenom mued æ væggi; haaj hun ett sjel sprungen aa i tid, saa tinker a, æ væwpig haaj dasked mej.
Dér fæk hun helsen en slem forfippels!
Men som hun nu tal ham te! Ja, som den usleste pøjke: Skuld hun vær te nar for ham, saa kund han ta hans klud’er oggaa; hun haaj ett hat boj atter ham!
Men ind imell saa kyst hun ham og græd og tægged te ham.
Og saa gik Samson jo i æ snaar.
Hun maatt ett ta søen paa vej.
Herreguj, det war da’tt and hans lojer!
“Tår nu di øwn, mi baa’n, saa ska du faa sandhied aa ved.
Men det war ett di syndig terre, te du forraj mæ!”
Nej, hun lowed ham da ved all det hun haaj, te ett en kjeft sku faa æ aa ved; og hun sleged for ham og strøøg ham øwer de her forvowen lokker.
Og saa saa han æ jo!
Det war jo dem der, de taang krøller, der fild nied om hans owsler; ja, der so æ — aal det han war!
Bløw de tavn fræ ham, saa war han færdig!
Nu kund æ taåsk mærk:
Dæ her war allersnak! Søen haaj han aalle snakked te hind får.
Og hun lod gaa boj te æ filistre, om de nu vild hold sæ berej.
Og endno engaang fæk hun ham te aa sow med hans hued i hinne skyed, og hun lister æ saws op, og aalle saasor hun haar gin den sidst klip, saa er æ stow fuld af filistre.
De kaaster sæ øwer ham; han vil res sæ, som han plejer og hugg dem flaad imud æ væggi; men nu er hans majt henn; hans aarm falder nied, som war en vesen; de faar ham øwerinanded, slaar en linki om hans bjen og render en spyd i hans øwn.
Dallila, der stod paa en burdend og hwist med hans lokker — det war det sidst, hans øwn fæk aa si paa æ jurd.
Og de slæft aa med ham og gik baagatter og task ham, og kylt ham saa nied i en fanghwol, te hans sor war legt.
Sin saat de ham te aa trækk dje pell’kwån.
Han sled for tyw.
Han fedder var linket sammel, men hans hinner laa bred’ om æ staang.
Der hint aall æ filistre — Dallila ogsaa — dje gryn te dje grød.
Hwer gaang de kuelt en skjeffel, tint de:
“Det er grød af Samsons gryn!”
Det kund gjør æ aa for smør i æ grød!
Samsons haar ust ud omsi’er, men hans øwn de ust aalle ud.
Og jen ting te ust heller ett mir, for de’en war saa stur, som en kund blyw: hans had te dem, der haaj woldt ham hans skaad.
Nu; saa skuld æ filistre ha en fest for dje Guj, for det han søen haaj gin dem Samson i æ hinner, og de fæk dem en swingom, og der bløw ædt og der bløw drukken i sture maad’er.
Mødt under det hiele er der saa jen, der sejer:
“Hwi ska vi ett ha Samson mej te det hér? Tho det er da halles for hans skyld, æ fest holdes. A miener vi hinter ham herop; en ved aalle, hwad plasir der ku komm ud af det.”
Det war de lig mej paa hwérjen.
Samson bløw hinted op fræ hans hwol lisse pjalted og beskidt, som han war, og han maatt væsegued og spill for dem og fornyw dem, imen de danst om ham og ryt ham i hans haar og visked ham om æ nies med dje ræwhaller.
Og her skuld den her sølle blind staakkel sej j aa lieg paa de tynd stræng imen han brind af lyst te aa staa op og marregrutt aal ting.
Det war en møj stur hus, de war forsammelt i, med bygning søen i flir etåsier. Og en ywblik, da de haaj gin ham lidt len, saa sejer han te æ knæjt, der haaj ved hans haånd:
“Aa, før mæ hen te den sul’, der staar mødt i æhus, te a kund støtt mi ryg lidt te en; a er da saamøj daantræt!”
Naa, æ kyter gjord, som han ba ham, og lod ham staa og hwil sæ.
Men Samson ba saa mindele te Worherr og saå:
“Aa, Gud i himlen, hjælp mæ nu te for aller aa ta hæwn øwer de Sataner for bæggi mi stakkels øwns skyld!”
Og da han fornam, te hans styrk ijen skylled ind i hans orer, saa vender han sæ om mud æ sul’, kroger hans aarmer i en og slider en ud fræ æ syld. Det bra-ager og det knaager, og det sturige hus sak lig nied i sæ sjel, og aal æ mennesker — de stur med de smaa — de fild opp fræ og nied og moltes imell æ kwaddre som maalt i en kwån!
Søen fæk Samson da endle den len, han søjt.