Logo for Dialekt gruppen på Jenle

Rut Dein’s

Indtalinger

A glemmer æ aalle i mi’ Daw

A GLEMMER Æ AALLE I MI DAW

Udgivt: 10. Maj. 1912

A glemmer aalle i mi Daw

Og det war den Tid, da vi aaltid war tow
— a glemmer æ aalle i mi’ Daw! —
Atjent’ jo te Vistis her vejsten æ Brow,
og do kam te æ Gord og task te Traw’.

Do ga’ mæ en Gimmer og hjalp mæ aa tow’n
— a glemmer æ aalle i mi’ Daw’ —
og hwer Gaang a stod og gjord’ Brind’ te æ Own,
do kamm saa still’ og drow i mi’ Saw’.

En Daa vi war jenne, do to’ om mi’ Hâand —
a glemmer æ aalle i mi’ Daw! —
Aso der saa nywle og wand af mi’ Gâan,
imen’ do strøøg mi’ Kinder med di’ Kaw’.

Do tal’ om en Hjemmen herud’ baag æ Kjar —
a glemmer æ aalle i mi’ Daw! —
en Rues’ sku’ vi ha’ wos lidt vejsten æ Dar
og Løøg og Lavindler i wor Haw’.

Æ Log’ sku’ vær’ maaled, æ Hus vild’ do kalk’ —
a glemmer æ aalle i mi’ Daw! —
en nybærend Kwi’ vild’ do gi’ mæ aa malk’,
— for der bløw wal en Busk for hind aa gnaw’!

— — Saa bløw der Foran’ring, de kamm med di’ Pas
— a glemmer æ aalle i mi’ Daw! —
baagved dje Kanowner de ga’ dæ di’ Plads
— — og sind — i jen af Krigens manne Graw’!

En Blaan’ to’ dæ fræ mæ, en Kul’ røw dæ hen —
a glemmer æ aalle i mi’ Daw’!
For det aa ha’ mistet sin kje-reste Ven,
det løwter ett det længste Lyw i Law’.

An Wolles Dreng

AN WOLLES DRENG.

Udgivet: Sep. 1907

An Wolles Dreng
MI Søn er bette Pejr, og a haar jo kuns den jen,
og da han bløw en niaars Pold, han maatt jo ud aa tjen,
han blywer tøl te Pejersdaa, om Gud vil vær ham gue,
og atter æ Aalder maa en sej, æ Knæjt æ knøv og stue.
Pejr er ingen kjelle Dreng,
nej, saamøj en hwelle Dreng!”
saa An Wolle,
“der rend aalle
Maag te Hjord
mell æ Gord!

Tho snaar fâr Daa er po æ Sky, og Sejl er po æ Møl!,
han maa jo op, æ bette Kaal, og ue med æ Køll.
Dem rig dje Bøn ka sajtens sow, for dem staar aalt tered,
men fatte Baan maa tidle op aa strid for Fød og Kled.
Pejr faar helsen lær aa rend,
fræ æ Mues til Awers-End,
lisse sore,
øwer Bore,
gjemmel Saând;
hwelle Baan!

Nær Atteror den buser ind med Wand imell æ Knold,
ka en Par bette naagen Færr ja wal blyw wod og kold;
men hwa, Worherr han hjælper wal, saa han ka sto æ ue,
den villest Ar, en Baan ka fo, det er en gue Natue.
Pejr er ingen Frøssenpind,
han gaar glaa mod Vejr og Vind,
om det hwistler
mell æ Tistier
wârr og wârr
laangs æ Kjâr.

Ja, no po Sønde trowr a da, æ bette Knæjt faar fri,
saa skuld do rele komm herom og faa æ Klør aa si;
saa kan do sej mæ, om do tyggs, han blywer bovn og stue;
a trowr da nok, saavidt a sir, han slæjter po æ Mue.
No skal a skam hen aa baag;
tho han skuld wal haa en Kaag,
får han drawer
øwer æ Awer
væk ijen,
bette Swen!

Her sejjer a en jenle Kwind’ saa manne ødlet Daw;
men no te Vinter ska han hjem, sku a saa sejj aa klaw!
Ja, saa ska han jo røjt æ Kow og helsen go te Præjst;
a er da rele vis epo, han sworer mell de bejst.
Pejr er ingen kjelle Dreng,
nej saamøj en hwelle Dreng!”
saa An Wolle,
“han vil aalle
blyw hans Mue
ant end gue.”

Da æ Bjærmand kam

DA Æ BJÆRREMAND KAM

Da æ Bjærmand kam’
Udgivet: 29. Maj 1910

Der kam’ en Trold fræ Daabjærgdojs:
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
med Øwn saa glown’ som en Vækildsblojs,
for han maatt’ ha’ Brændvin far Awten.

For haar en Trold begynd’ aa drikk’,
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
saa tøster han warr’ end Kow og Krikk’,
der trækkes te Trow om æ Awten.

Og po æ Pukkel af den Hallunk,
Klump! Dump! Hump-i-Skump!
dér hopped og danst’ en Brændvinsdunk
saa huel som æ Suel imud Awten.

Og søen han traj gjemmel Hønemues’ —
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
te æ Wand gik owenind aa’ hans Hues’
og nejenud indte Awten.

Saa fløw han hen gjemmel Daabjærg Graw’
Klump-Dump; Hump-i-Skump!
saa æ Præjst kam ud uden Lu’ heller Kraw’
og tint’, han sku’ himl inden Awten.

Saa to’ æ Skjevl te aa pin’ og spring’.
Klump-Dump; Hump-i-Skump!
te æ Klokk’ begynd’ i æ Torn aa swing’
og trowr, æ Degn rind’ te Awten.

Og søen han traj gjemmel Ingedaal,
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
te aal’ dje Kokk’ de saatt’ sæ po æ Haal’
og kund’ ett tind’ te Raan’ om æ Awten.

Ja, søen han stamped ved Sjørrup Kjar,
Klump-Dump; Hump-i-Skump!
te Pæ’ Smed trimmeltom baag æ Krowmands Dar
og kam ett te hans Ved inden Awten.

Saa kam’ han slamprend’ sønden om Vrow’,
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
te æ Hejst’ gik baglænds med Harrer og Plow’,
og kam laask ad æ Gord’ inden Awten.

Og Koldkur Hus’ fæk han søen te aa wakk’,
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
te Jens Bruus hwyst Bagkorre nied ad en Bakk’
og end’ i en Groef henad Awten.

Hans Træsko de war saa faale tarr’,
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
men hans Nies’ og Ører haaj æ nø’ warr’,
for de sto’ i Døj indte Awten.

Saa laa han da Damp mod en vilre Krowr:
Klump-Dump! Hump.i-Skump’!
og det war sgi der, hwor Kræn Haabro bowr,
og stapper hans Pief’ imud Awten.

Saa fløw han da ind imell’ Haabro Hus’,
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
te æ Drikkels’ det blarped af Kopp’ og af Krus’
og Kræn Haabro glemt hans: Godawten!

Æ Krowmands Dar røw han a’ si’ Fals’,
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
og æ Darkarm hænd’ om æ Bjærgmands Hals,
da han sto’ i æ Stow’ imud Awten.

Og nu begynd’ da æ Skinting aa drikk’,
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
saa læng’, te han kund’ bælg’ i sæ’ for Hikk’,
for de vil jo komm’ imud Awten.

En trørre Pots Anker med jawnhen Øl
Klump, Dump! Hump-i-Skump!
den tæmt æ Skuel som en Fingerbøl
og rat atter mir inden Awten.

Og band’ en Spuns ham lovle haadt,
Klump, Dump! Hump-i-Skump!
han stemt’en ind med hans Tommeltot,
saa det prost’ i hans Skjek under Awten

Og Rumpunsflasker, de Stur’ som smô —
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
— han knak dje Hals mud hans sture Tô,
som en knækker en Lopp’ imud Awten.

Hwer Brændvinsbimpel, hwer Vinglajsdrip
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
— han suet æ ud te den sidste Sip,
som en Snog suer Dôg om æ Awten.

Der bløw ikki en Droef’ te aa drikk’ heller spild’,
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
og æ Wand det sak en Al’ i dje’ Kjeld’,
og Folk war swær ædru — en Awten.

Men nu begynd’ æ Bjærgmand aa drvw’;
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
tho far maatt’ han traw’, men no ku’ han flyw’
og now hans Dojs inden Awten.

Saa drøw som en Torren han Øster opô
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
Hans Skjek det slævt’ saa laang ad en þ,
som en Togger slæver mud Awten.

Der so tow Kragger

DER SO TOW KRAGGER
Der so tow Kragger
Udgivet : 3.Jan 1909

Der so tow Kragger paa Kistelbakk’
— nej, som æ Suel den skjenner!
den jen’ den nevved den naaen i æ Nakk’,
for de war tow Hjatens Venner.

Saa fløw de op po dje villerst’ Ving’
— nej, som æ Suel den skjenner!
Aak Ko’s, hwor sø’n en Pa’ Tow ka’ swing’
nær føst det er Elskow, som gjenner!

Saa standed de dem en vilre Red’
— nej, som æ Suel den skjenner!
af Gren’ saa glatt’ og af Strô saa skred’,
saa ingen ku’ ønsk’ sæ en pænner’.

Dér lod de dem hwist’ af Vind og Vejr,
— nej, som æ Suel den skjenner!
og haaj æ saa skjøn, ja, Taarier sej’r,
laant skjønner’ end Kragger fortjenner.

Snaar kravlt der en Ung’ paa hwer en Pind
— nej, som æ Suel den skjenner!
saa swot’ som æ Mue i Sind som Skind
— den Swej er der ingen, som lenner.

— Aa, war en som søen en betle Fowl,
— nej, som æ Suel den skjenner!
saa vend’ a aalle med Greef og Skowl
en Awer saa saane og stjenne.

No gor a saa stogend laangs Kistel-Bakk’
— nej, som æ Suel den skjenner!
for tow ka’ nevves, og tre ka’ snakk’,
men den ka’ kuns sukk’, der bløw jenne.

Evald Tang Kristensen-Do slæft’ med æ kratt’ øwer Jyllands jurd

Mindesamleren Evald Tang Kristensen

(1903.)

Do slæft’ med æ Kratt’ øwer Jyllands Jurd,
ng’ der en Stown war aa find’;
do skjøtted æ Top, og do jawnt æ Rurd,
saa no gor æ let nok aa bind’.

De saa’, do gik lidt nær mud æ Bund’,
hwor aal Slaws Lig’ hænger ve’;
men det maatt’ da vær’ nø’ vringelworn Hund’,
der vild’ gi’ dæ Stræger for de’.

Tho skraft’ do lidt nywer, end manne ka’ lid’,
og kam der en Rawt i di’ Jaen,
saa kyller wal ingen æ Stro tesid’,
om og der æ mjest ve’ æ Kjaen.

— Do sammelt i Dyngi, Kjanner og Sto’,
hwer fatte, øwersit Mind’;
a sejer for mæ: det war hwel’, hwa’ do gjo’;
og Danmark vil sej’ dæ’ æ sind’.

Få’r og søn-GJHB

FAA’R OG SØN

Faderen og sønniken
En næt vaawner Abraham op af hans sød søwn og tyt, lissom der war jen, der raaft paa ham. Han letter sæ op paa æ aalbo og lyder: Tho det war da underle, nu sak æ hiel hen! Saa haaj æ wal iløwle wot nøj, han haaj dremt. — Der war endno ett nø mindsel af daa. Æ kok gaalt paa æ raan, æ maan skjared paa æ kalgaarddig, og en ræw to ynkele afvej jesteds ud mell æ hiedbakker. Abraham lod ijen hans hued syk imud æ pud og fild i dumsen. Men nu war æ der anden gaang, og det lig te det skingred i æ bjælker:
“Abraham! Hører du ett! Det er heropp, en kalder paa dæ!”
Nu kan I trow, Abraham bløw wogen.
Den stemm kjend han. “Aae bette, søde Worherr, nu kommer a!”
Abraham hwist hans hæl øwer æ stok og sto med hans gammel baar fedder paa den kold gwol, imen æ røst bløw ved:
“Du haar en jenle søn og faar wal naple flir. Ta ham ved æ haånd imaan den daa, og mød mæ paa æ offer-hyw i Moria krat; du ved, hwem a er!
Lyder, lytter; mindsel, noget, der mindede om; æ kok, hanen; kalgaarddig, havegærdet; to afvej, skreg; syk, syn-ke-,fild i dumsen, sank i slummer; hivist, kastede; naple, næppe.
En nat, da Abraham lå og sov på sit grønne øre, vågnede han ved, at der ligesom var én, der råbte på ham. Det var da sært, sagde han til sig selv og rejste sig op på albuen. Nå, nu er det væk. Det var nok bare noget, jeg drømte. – Det var stadig bælgmørk nat. Hanen dryppede i badeværelset, månen skinnede på naboens kornsilo, og en Skoda hostede ynkeligt i det fjerne. Abraham sank tilbage i dynerne. Men nu var stemmen der igen, og dét så det dærrede i termoruderne.
“Abraham! Hør så lige efter, mand!”
Nu skal jeg love for, at Abraham vågnede op. Den stemme kendte han. “Kære Vorherre, jeg er klar om to sekunder!”
Abraham svingede benene ud af sengen og stod med de bare fødder på den kolde vinyl, mens stemmen fortsatte:
“Du har én søn og får nok ikke flere. Når det bliver lyst, tager du af sted med ham og stiller på offer-højen i Moria. Er det forstået?
Jeg er træt af dine evindelige ribbenstege og kyl-
A er bløwen lied ved di lam og di fied beder, mi faa’r, nu ka du komm og gi mæ Isak!”
Abraham sto, som war han bløwen howormslawn. Kund æ vær Worherr hans mjenning? Bette Isak — hans jennest baa’n, hans ywstien, ham sku han nu legg ød! Det haaj Worherr saa te ham, og han plejed ett aa sej nøj mir end jen gaang!
Abraham sto’og bløw aal sølle; han mærked hwerken de kold stien under hans baar’ fedder, heller æ nætkuld, der begynd aa søg ham. Det war knap, han kund sans aa find ad æ seng ijen, og søwn war der aalle aa tink ved. Søen laa han og vent paa æ dawskjar, imen manne bedrøwele tanker gik gjemmel hans gammen hued.
Aalle saasnar det begynd aa lystes, saa han op og ud og faa æ kreaturer ponnied te, inden de sku te drawen.
Sara vownt og fand hans lej kold.
Ih, det war da en sær tid aa staa op paa; hwad kund han ha aa gaa og rimstir atter den tiddaws?
Nu kam han ind i æ bryggers. Ih, hør te ham, nu slef han en knyw paa æ dartrin!
Hwad haaj han aa brug knyw te? Vild han te aa slagt? Det plejed da gjån aa vær hinne bestilling.
Saa war han ijen ud ad æ dar, og Sara fild hen, da hun ett kund følle hans traj længer.
Abraham haaj nu gjord aalting istand te æ tur; en
Howormslawn, bidt af en hugorm; dawskjar, dagskær; ponnied te, røgtet til; traj, skridt.
linger. Nu kan du værsgo komme og servere Isak!”
Lamslået stod Abraham der, så stiv som en saltstøtte. Det kunne Vorherre da ikke mene! Lille Isak, hans øjesten – skulle han gøre ham kold? Det havde Vorherre sagt til ham, og han plejede ikke at gentage ordrerne.
Abraham fik det så skidt. Han mærkede ikke det kolde gulv og ænsede ikke rudekuverterne på natbordet. Han tumlede tilbage i sin seng, men søvn blev der ikke mere af. Sådan lå han og ventede på det første morgenskær, mens så meget sørgeligt gik gennem hans gamle hoved.
Før vækkeuret ringede, klædte han sig på og gik ud for at lufte Villy.
Sara vågnede og så, at sidevognen var tom.
Det var da en sær tid at stå op på! Hvad mon han gik og regerede med så tidligt?
Nu skramlede han derude. Og hvad var det? Lød det ikke, som om han havde gang i slibestålet?
Hvad skulle han bruge kniv til? Ville han skære bøffer ud? Det var da ellers hendes afdeling.
Der blev stille. Sara sukkede og knurrede lidt igen.
Abraham havde gjort klar til turen. Den gamle Cortina var blevet bakket ud og holdt i tomgang foran stuehuset.
Abraham gik ind i Isaks værelse.
øg sto for æ stowda, hwor en swend sto og holdt ved æ mul aa’en.
Abraham gik ind i æ kaminer te bette Isak.
Nu war æ halles lyst af daa, saa en kund begynd aa skaalm det jet fræ det aandt derind.
Abraham gik hen imud æ baa’ns seng.
Der laa han og sow saa trolle med hans rund, rød kinder nied i æ pud; hans jen bette fud stak udenfor æ dyn.
Abraham to hans bette sped haånd og kaldt:
“Ka du vown, mi baa’en! Du sku gjån med di faa’r ad æ bøj.”
Men den bette war laant henn, saa æ faa’r maatt te aa taal høt te ham.
Det haaj æ muer lejn og hør! med det samm sto Sara i æ dar:
“Men hwad er æ, du haar for? Vi du da ryw a baa’n op af hans søwn den tiddaws?”
Abraham haaj gan og list saa forsigtig, han vild jo ett, hun skuld’ ha vidst nøj om æ.
“Aa, det war nøj a laa og tint paa i næt, Sara. A faar ingen row i mi sind, får a haar wot opp i Moria og tal med Worherr, og der skuld a gjån ha ham mej, for en jenle gaang.
Æ vejlo er jo da ogsaa saa skjøn.”
“Ham mej! Te Moria! Dér plejer du jo aalle aa ha ham mej; han er jo aaltfor bette te det,” saå Sara.
Æ stowda, stuedøren; halles, halvvejs; skaalm, skelne; trolle, tryg; tiddaws, tidspunkt.
Det var halvvejs lyst, og man kunne begynde at skelne tingene derinde.
Abraham gik hen til den lilles seng.
Der lå han og sov så trygt og godt, med de runde, røde kinder begravet i puden. Den ene pusselanke stak ud under dynen.
Abraham tog Isaks hånd og sagde:
“Kan du nu vågne, min dreng? Far og dig skal ud på en lille udflugt.”
Men knægten sov dybt, og hans far måtte sige det igen, højere.
Det hørte Sara inde i sin seng. Med det vons stod hun i døren:
“Hvad er det dog, du går og laver? Vækker den lille midt om natten?”
Abraham havde endda listet så stille. Hun skulle nødig finde ud af for meget.
“Ah, der var noget, jeg lå og baksede med i nat, Sara. Jeg får ikke ro, før jeg har været i Moria og snakket med Vorherre. Og denne gang synes jeg, at Isak skal med.
Det er da også sådan en køn tur!”
“Isak? Med til Moria? Nu har jeg aldrig hørt så galt! Han er alt for lille,” sagde Sara.
‘Ja, det har jeg også ment indtil nu. Men nu synes Vorherre kanske, han er stor nok.
Så, gå nu ind mor, stå ikke der og forkøl dig i
“Ja, søen tint a ogsaa får; men nu finder Worherr maaskisæ, te han er stur nok!
Men gaa nu ind, bette muer, og staa ett dér og ta kuld i di baar bnned.”
“Hwitte kommer i saa tebaag?” saå Sara.
“Det ka a bejer sej dæ, Sara, nær du sir mæ ijen.”
Med den beskejen maatt hun bst aa.
Naa, de kam te dalren. Det war den skjønnest maånstund, en kund ønsk sæ.
Æ suel skjenn og æ fowl sang; men hwad kund det rør Abraham? Han haaj jo hans egen taang tanker aa gaa op ad bakker mej.
Hwer jenneste jen krést de om æ baa’n dér, og det der sku passir i daa.
Hwor læng haaj han ett gan og vint paa den søn! Tesidst haaj han næsten sian æ af hans tanker, for Sara war jo bløwen en møj gammel kwind.
Men saa war Worherr kommen te og haaj gjord dem den sture gled.
Aalle haaj den baa’n nue stund sin wot ud aa dje tanker.
Og han haaj aaltid wot søen en nywle bette knæjt, der helst war ved æ faa’r.
Kjor han ad æ mark med æ stud — æ pisk maatt han aaltid aastaa te den bette; sku han hen og legg æ se — affentow stak den bette æ haand i æ sædløf for aa faa en håndfuld og saå mej.
Maaskisæ, måske; nywle, kvik, livlig; affentow, hvert øjeblik; sædløf, såkurv.
den tynde natkjole.”
“Hvornår kommer I hjem?”
“Det kan jeg ikke sige dig, før du ser mig, Sara.”
Med den besked måtte hun tøfle af.
Nå, men de kom da af sted. Og en skøn morgen, det var det skam.
Solen skinnede, fuglene sang – men det lagde Abraham ikke mærke til. Han baksede med gearstangen og med sine tunge tanker.
Alle kredsede de om barnet. Og om det, der skulle ske i dag.
Hvor længe havde han ikke gået og længtes efter dén søn! Men da Sara nærmede sig de halvfems, var han ved at slå det af hovedet.
Og så var Vorherre alligevel kommet og havde opfyldt deres højeste ønske.
Siden havde de ikke haft tanke for andet end drengen.
Og han var rigtignok en køn lille knægt. Fra morgen til aften i hælene på sin far.
Når de var i marken med traktoren, skulle Isak sidde foran og styre. Når Abraham gav roerne en gang NPK, fik knægten en sjat i sin legevogn, så han kunne hjælpe far.
Og nu skulle det hele være slut! Hvad Vorherre havde givet, forlangte han tilbage. Isak skulle rives ffa dem, ikke af sygdom, men som han sad dér, med
Og saa sku det nu vær rejn forbi! Hwad Worherr jen gaanghaaj gin, det vild han nu ha tebaag. Isak sku nu rywes fræ ham, ett syg og bleg og hentær; men som han gik dér og dulred med hans klaar øwn og hans rød kinder — søen vild Worherr ha ham.
Abraham vild skywl hans torer for æ bette kytter; men bø’n er tit saa ajtsom øwerfor den slaw; og han bywer sæ ind under æ faa’rs ansigt og sejer:
“Faa’r, hwad er du kid aa? Hwad faa’r?”
“Aa, mi bette sød dreng, der er saa manne ting i verden, som ka bedrøw en gammel mand.
Men det maa du ett tink ved.
Haar du plot aal de bær, du vild? Vil du saa ett op paa æ øg ijen?”
De war stawn aa for aa lenn æ sølle dyr, imen æ vej war saa brat og saaned.
Hwer tagn løf Isak rundenom æ faa’r, to ham sna-ar ved den jen haånd og snaar ved den naån, kam saa med en blomst og saa med en blank stien, han haaj funden; æ faa’r skuld si æ og føl paa æ hwer krumm.
Søen gik æ tid, men æ vej den steg.
“Faa’r, a vil ett gjør dæ harmt, nær a blywer stur. Vila, faa’r?”
“Nej, mi dreng, det … vil du … vis ett.”
“For nu blywer a da snaar stur. Nær en ka hjælp si faa’r, saa er en da stur?”
Den bette war ijen kommen op i æ saadl. Han so og
Dulred, trippede; æ bette kytter, den bitter fyr; kid aa, ked af; hwer tagn, hele tiden; den naån, den anden; hwer krumm, hver smule; harmt, bedrøvet; æ saadl, sadlen.
klare øjne og røde kinder. Frisk fra fad ville Vorherre have ham.
Abrahams øjne blev våde, og det måtte Isak ikke se. Men børn har en evne til at mærke den slags. Isak skævede op til sin far og sagde:
“Far, hvorfor er du ked af det? Hvad, far?”
“Ah, min dreng, der er så meget, en gammmel én som mig kan gå og ruge over.
Men det skal du ikke tage dig af.
Har du spist din honningmad? Vil du om at sove lidt på bagsædet?”
De var stoppet et øjeblik. Cortina’en havde det med at løbe varm.
Mens de var ude, benede Isak rundt om sin far, tog ham i den ene hånd og så i den anden, kom med en vingummibamse, han havde fundet i vejkanten, så en ymerkarton, så en skovsnegl. Faderen skulle se og føle på det altsammen.
Nu kørte de videre. Tiden gik.
“Far, jeg vil da aldrig tæve dig eller sådan noget, når jeg bliver stor. Vil jeg vel, far?”
“Nej, min dreng, det vil du … nok ikke.”
“For jeg er da snart stor? Når man kan hjælpe sin far, så er man da stor. Ikke også, far?”
Den lille fyr sad og rokkede frem og tilbage og pillede ved instrumentbrættet. Pludselig havde han lukket Abrahams taske op og fået fat i en stor kniv.
gynged agter og fram, lejt med æ øg si man, rajt i æ kaarre øwer æ dyr si ryg og fæk nu en stur knyw list op aa æ kaarre. Abraham ta’r en limpele ud af hans haånd og sejer:
“Rør ett ved den lied knyw, bette Isak; den er altfor faarlig for en bette dreng.”
Lidt atter sejer æ baa’n:
“Faa’r, nu haar du rigtignok glemt nøj lijemm.” “Hvad haar a da glemt, mi dreng.”
“Du haar rigtignok glemt en bette lam te Worherr! Hwor skal vi nu faa den fræ; hwad faa’r?”
Abraham skywlt hans ansigt ind ved æ øg hinne lysk, imen han swor æ baa’n:
“Ska vi læ Worherr om, hwad lam han vil nywes mej, mi bette dreng!”
Nu haaj de nowed æ plads, hwor Worherr haaj saat dem stæwn. Det war søn’en kywl dojs, der laa høt øwer al ting, og hwor en ku si ud øwer æ land te aall hjørner; æ suel warmt saa fryntele paa eng’og awr, æ dog drøw nurdenind, æ tog hænd rundenom paa æ bakk’sider, og æ høwder brøld saa kowte og kjælle og rist æ hwonn nied i de doged kjår.
Men Abraham gik som med en spægger i hans sid. Han band æ øg ved en rawt og begynd aa law istand te en aalter. Føst vælt han nø stur stien øwer hinaan, saa låst han æ skottørr og æ brind aa æ øg og laa æ oweno dæ hæ stien. Isak kam slævend med æ stykker
Æ kaarre, kurven; kywl dojs, en bakke med en fremspringende runding; fryntele, frydefuld; kowte og kjælle, kry og ustyrlig; de doged kjår, de duggede kær; spægger, spiger; rawt, tør gren; last, læssede; skottørr, skårne tørv.
Abraham tog den blidt fra ham:
“Lad den væmmelige kniv være, lille Isak. Den er alt for farlig for dig.”
Lidt efter sagde drengen:
“Avra, far! Du glemte noget derhjemme!” “Glemte noget? Hvad skulle det være?”
“Du har ikke noget med, du kan ofre til Vorherre. Vel, far?”
Abraham måtte klare stemmen:
‘Vorherre viser os nok, hvad han vil have. Ikke sandt, min dreng?”
Nu var de i Moria, og snart nåede de frem til det sted, hvor de skulle møde Vorherre. Det var en bakke med udsigt ud over landskabet til alle sider. Solen skinnede ned på parkeringspladser og græsplæner, morgendisen hang i fine striber mellem træerne, radioer spillede glad morgenmusik i fjerne parcelhuse.
Men Abraham mærkede ikke andet end den evige pinende smerte i hjertekulen.
Han parkerede og begyndte at bygge et alter. Først væltede han fem-seks store sten oven på hinanden, så stablede han søndags-Berlingere ovenpå, som han havde haft med hjemmefra. Isak kom stavrende med sine gamle Karate Kid blade. Han grinede til sin far, når han var ved at tumle omkuld, og skyndte sig hen efter mere.
te ham, lo te æ faa’r, nær de vild kaåst ham øwer end, tripped og traj og dummelt astej atter mir.
Endle war Abraham bløwen færdig.
“S/cal æ saa vær!” sukked han og saa laangle mud æ himmel.
Men swar kam der ingen aa.
“Ka du legg di hinner paa di ryg, bette Isak!”
Æ dreng war opdrawed te aa lyd; han gjord, som æ faa’r bad ham.
“Faa’r , du binder saa haadt!”
No sto de hg op ad æ stien. Æ baa’n begynd aa skræf:
“Faa’r, det gjør saa ondt! Du haar bunden mi hinner saa haadt!”
Æ faa’r smed ham op med en jenneste taw; æ knyw war hg øwer hans struf.
“Hoj, hoj, hoj! Læd nu dæ her vær nok, Abraham!”
Hans håndled var hssem den var brækked; æ knyw råhed nied mell æ stien.
Worherr haaj ett mint nø ondt med æ; han vild baa-re ha æ mand saat paa prøw; og den fild søen haadt-lelaaren; da for wos aa tykk!
Abraham løst æ réf af den bette, to ham op i hans aarmer og kyst ham.
Men Worherr fæ jo iløwle hans offer, for en tovle væjjer, der haaj stan og burjed mud en tur’hækk og faat æ hwonn ind, hwor en ett ku faa ’em ud ijen, den
Dummelt, stolprede; skræf, græde; ralled, raslede; haadt-lelaaren, lovlig hårdt.
Endelig var Abraham færdig.
“Kan det være rigtigt?” sukkede han og så op mod himlen.
Der kom ikke noget svar.
“Hold hænderne om på ryggen, lille Isak.”
Drengen var velopdragen, og han gjorde, som hans far sagde.
“Far, du binder så stramt!”
De stod lige ved alteret. Barnet begyndte at græde.
“Av, far, det gør ondt, det gør! Du har bundet mine hænder så hårdt!”
Hans far smed ham op på alteret med et snuptag og satte kniven på hans strube.
“Hov! Halløj!” lød det ovenfra. “Så holder vi inde, Abraham!”
Han mærkede hånden blive slap. Kniven faldt fra ham og gled ned mellem stenene.
Vorherre havde ikke ment det så slemt, som det så ud til. Han ville bare teste Abraham. En noget barsk test, hvis I spørger mig.
Abraham løste rebet op, tog Isak op i sine arme og kyssede ham.
Men Vorherre fik alligevel sit offer, for lige i nærheden lå en grillbar, og der fandt de en stor, fed, dejlig branket kylling, som så måtte holde for.
maatt jo nu hold for.
Søen bløw Worherr fornywed.
Og saa end’ da hér for den jen som den naaen maa-engraad i awtengled!
Vorherre var godt tilfreds.
Og den dag, der var begyndt så sørgeligt, endte alligevel i fryd og gammen.

Hør mæ nu, folkens !-GJHB

Hør mæ nu, folkens!

Udgivet : 1912

A haar aaltid tøt, te æ Bivel war jen af de skjønnest bøgger, en da kund løs i. Herreguj, det war jo snaar den jennest bog, en sølle knæjt kund faa hold i, imen en war minder. Nu er der jo bøgger, saa det gryler; men hwad tror I, der war. da a ust op? Ett for en hawerown af nowe slaws lig! A haar saamænd som hjorddreng manne gaang rend omkap øwer æ hied atter en stump avis for aa si, hwad skjøn der ku staa i den, og faa en bette krumm aa fordryw æ tid mej.
Men æ Bivel, tho den haar da enhwer ved æ haånd, nær en baare ka sans te aa brug’en. Og her skal I lig si min! A haar jo laa en mærk ved de bejst aa æ histaarrier, og hwisomenstid I haar staånd aa hør paa mæ, saa ska a gi jer lig en jenle pa stykker af dem villerst. I ka jo aaltid faa flir, om I’el ha det.
Men nu vild a nødde, te I sku sejj og blyw sur og urrise, fordet a ett fortal atter je katekismus; tho enhwer gjør’æ, saa godt han formor; og de’el jo sej mæ, te a søen haar mi egen maad aa løs æ Bivel paa; tho a haar aalle wot styw i aa løs med anner dje brælier; men sjel om wor præjst nu haar en naaen fasown paa’æ — (a ved æ ett saa nyw, a kommer saa sjalden te kjerk; a tykkes aaltid, dér er søn’en kuld) — skuld a saa ett kund løs mi Bivel uden aa ha æ præjst te a stav for? Jow migi kan a saa! Det war ett andt terre!
Vil I nu baare sætt jer om paa æ bænk, bette folkens, og faa jer pief stapped, saa faar a mæ imedlergodlaw sunded paa æ stilling. — Sesaa, nu er æ mand parat; saa ka vi gjån begynd.

Methuselem – GJHB

Metusalem

Nu far enhwer gaar te sin, saa skal I endda hør en bitte krumm om ham Methuselem, de kaldt ham.
Han bløw jo ni hunder og ni og tres aar, inden han død, hwisomenstid det helsen er sand; men det forsta-ar sæ: saa war han jo ogsaa halvfems, inden han ku gaa med æ hjølli!
Si kuns saa:
Sjel hed han Methuselem, og æ muer det war Ma’ Thuselem; æ faa’rs navn ved a ett nø forre for, men æ slaw ska vær redle nok.
Da han nu war skrejen øwer de fyrre, saa begynd æ muer aa snakk med ham om, te nu sku han te aa aasi æ patt te en minder, der war i kom.
Saa bløw han da rejn saa faale harmt, indte de haaj faat ham lær aa skraa.
For saa bløw det saamøj det sødest! -Nu, stur sager er der jo ett aa meld om æ mand; han holdt mjest aa aa faares i stilhied — men jen spil ska a iløwle fortæl jer om samm gotten swend.
En daa haaj de send ham ad æ mues aa graw tørr. Men han haaj jo’tt den samm maal paa æ tid som
Gaa med æ hjølli, kunne gøre fyldest med leen; Ma’ Thuselem, forkortelse af Maren Thuselem; nø forre for, ikke nogen underretning om; æ slaw, udspringet; redle nok, ægte nok; aasi, give afkald pfaale harmt, ualmindelig bedrøvet; iløwle, alligevel; jo’tt, jo ikke.
Inden vi slutter for i aften, skal I lige høre om Methusalem, som de kaldte ham.
Han blevjo ni hundrede og niogtres år gammel, før han døde. Hvis det ikke er løgn. Men han nåede også de halvfems, inden han kunne pille næse uden hjælp.
Et par ord om familien:
Selv hed han som sagt Methusalem, og hans mor hed Mette Tusindlem. Faderen er ukendt, men det skal have været en meget fin mand.
Da han var fyldt fyrre, sagde hans mor, at nu måtte han snart holde op med at få pat. Der skulle også være lidt til den lille ny, hun ventede.
Det blev han gnaven over. Men det hjalp, da de fik lært ham at skrå.
Inden længe syntes han, det smagte lige så godt. Han levede ellers stille og fredeligt, og der er ikke meget at sige ham på. Men en enkelt krønike skal I høre.
En dag havde købmanden sendt ham ud med reklamer.
Men han havde jo ikke samme begreb om tid som
en naan jen, saa han sanst ett aa komm hjem te awten.
Han war gavn ud ved majdaastid, og han kam hjem te kjørmes; da war han trængend for hans nætter.
Det haaj han nu tavn for jen daa.
Saa han war javnhen gued aa send i æ hied, for hwem der lejer lyngslet i dawvis.
Men a trowr ett, nue vild hætt paa aa skikk ham atter jurdmu’r, for en ku jo resikir, te han ett kam tebaag, får æ ung ku konfirmires.
A ved ett, te han bløw gywt nowesind; og hwem sku wal ogsaa ta søen en gammel negger, nær der ett var skjellinger aa hivsk, og det war der nok ett der paa law.
Han haaj nok hat æ i tanker aa foranner sæ nowe gaang, men inden han fæ sæ betint, war æ sølle pig baade død og henn.
A vild gjån ha kjend æ persown, men a vild missel nødde ha hat ham te awtesmand, for det vild ha blø-wn en slem forhæftels paa en gord.
Kund de faa ham ind paa en dram og en drik øl, saa war han en kaa’l te aa fortæl, for han ku how endnu længer tebaag end æ Vænø-Slegi, der sto ved de Hossens Kyrassirer og war med Napoleon i Franke-rige.
Men han hér — Methuselem, han kund how den tid, da der gik “Kjemper paa Jor-den”, der war saa hyw som Saal Kjerk, der haaj træsko saa stur som
Kjørmes, kyndelmisse; dawvis, dagetal; en gammel negger, en gammel nøddeknækker, olding; aa hivsk, at hitte, hive; nødde, nødig; æ Vænø-Slegi, en omvandrende tater fra Vænø i midten af forrige århundrede (Slegi = stort groft karlmenneske); how, huske; Saal kjerk, Sahl Kirke ved Vinder-up, ligger meget højt og mentes i fortiden at have tjent som sømærke; wandtroiv, vandtrug.
andre, så han dukkede ikke op til aften.
Han var gået ud om foråret, og han kom hjem mortensaften. Da var han nemlig begyndt at føle sig lidt småsulten.
Han troede kun, der var gået en dag.
Man kan sige, at han var den rigtige mand at hyre på fast dagløn.
Derimod var det en skidt idé at sende ham hen efter jordemoderen. Der var jo fare for, at den lille skulle konfirmeres, inden han dukkede op igen.
Gift blev han vist aldrig. Hvem ville også have sådan en gammel starut? Det skulle da lige være, hvis han havde noget i banken – men det havde han nu nok ikke.
Et par gange skal han have gået i giftetanker. Men inden han fik noslet sig sammen, var der gået så lang tid, at pigen var både død og borte.
Jeg ville gerne have kendt ham. Men ikke, hvis jeg skulle have passet ham på hans gamle dage, for de ville ingen ende tage.
Hvis man kunne få ham lokket i snakkehjørnet med en pilsner og en lille skarp, var han hylen stejlerne’ værd at høre på. Han havde jo været med dengang i gamle dage. I meget gamle dage.
Han kunne huske, da Absalon gik inde ved København og tænkte over, hvor byen skulle ligge. Og Slaget på Reden og Mordet i Finderup Lade
wandtrow og hatt som en vejrmøll.
Og de søjt ind te “Menneskens Døtre” ved nætteti-der, hwis ett en holdt æ dar lot; og dérfræ stammer aal wor gordbonisser og troldfolk og aal de bjær’mænd, der haar wot i Daabjær’Dojs, saalæng te nue ka how.
Men hans oldfaa’r han kund how saamøj længer tebaag, for han kund how, te æ Dæwel en søndermaån får æ præjken war bløwen hwist fræ æ Himmel og nied i Helvede med en skaltaarn, saa æ jurd rist.
I hans walmajtsdaw maatt han jo affensir for æ fød, som en naaen, men da han bløw aalder, so han gjan ved æ kagel, ligmøj om en war warm hæ kold.
A kagel bløw fornøjed manne gaang, men han bløw sejjend.
Han bløw saamænd en ring mennesk, inden Wor-herr to ham; æ brændmen ku han ett taal og æ brød ku han ett faa tøgged.
Men en kund aal tid gjør ham glaa med en skraa.
De sidst fi’hunder aar laa han jo kommunen te byrde. For han løwed iløwle ett saalæng, te han fæk nø ny tt af alderdomslo-ven.
Holdt æ dar lot; holde dørene lukkede; gordbonisser, nisser og dværgfolk; Daabjær’Dojs, Daugbjerg Daas i Fjend Herred; søndermaan, søndag morgen;far æ præjken, før prædiken; skaltaarn, et skrald, mystisk larm; rist, rystede; walmajtsdaw, velmagtsdage; affensir, anstrenge sig; en naaen, en anden; aalder, hen på alderen; æ kagel, kakkelovnen; sejjend, siddende; en ring mennesk, et svageligt menneske; æ brændmen, brændevinen.
og Grevens Fejde og da de grundlagde Tuborg.
Han kunne tydeligt huske, da Ruder Dame gik med bøjle på tænderne, og da De Vilde Engle kørte på udborede knallerter, og da Århus var et hul i jorden og Bornholm landfast med Sverige, og da Harald Blåtand fik lavet en krone.
Men hans oldefar kunne huske meget mere. Han kunne huske, da Djævelen var kordegn i Ølstykke, og da det var fuldmåne en gang om ugen. Han påstod også, han kunne huske, da DSB kunne svare sig. Men det var vist pral.
Som yngre kunne Methusalem brødføde sig selv. Men i tre-fire hundrede års alderen begyndte han at falde af på den. Han ville helst sidde og sløve nede ved oliefyret.
Fyret blev slukket, da de fik fjernvarme. Men han blev siddende.
Han blev så svagelig, at de måtte skære ymeren i stykker til ham. Og snaps tålte maven ikke mere.
Men en skrå kunne stadig gøre ham glad.
De sidste 400 år lå han det offentlige til byrde. I alt hævede han en halv milliard i pension og bistand og så det løse. Det er da en slat penge, eller hvad synes I?
Poul Einer Hansen

Samsons bedrøwter – GJHB

SAMSONS BEDRØWTER

Samsons bedrifter
Nu men a er i træk, saa skal I iløwle hør, hwad der fortæles om ham Samsom, for det war da saamøj en brølstoder.
Jen gaang haaj han da faat søen en lyst te en kwindmennesk nied ad nøj, de kaldt Thimna, te. A ved saagi ett, hwor det war henn, men saamøj ka a da faa ud aa æ, te hinne faa’r war jen af de her uom-skorne filistre, det vil wal sej paa godt dansk, te hun war aa æ kjeltringslaw; saa en sku jo ett tykk, te det kund vær nø ganning for ham. Men fanden slaa ham, æ sluri, han war nu bløwen hentavn af den her pig’baa’n, og han kam te æ/orældre og saa, te han maatt ha hind te kuen, det kosted, hwad det være mo!
“Det er a endda kid aa aa gi mi mind te,” saa hans faa’er, “tho det er snaar som aa skamm æ hiel famil-li.
Du kund wal ha funden jen, der haaj klæj dæ nok saa wal, vild a tykk.”
Men det war som aa slaa wand paa en gjejsling, det æ faa’r saa; her hjalp hwerken løn hæ bøn; æ tøs vild han jengaang ha.
Naa, hwad skal en snaar still op, nær en knæjt kom-
Men, mens; brølstoder, bulderbasse; aa æ kjeltringslaw, af taterslægten; ganning, mage, en, der passer til ham; æ sluri, raden; hentavn, betaget; kuen, kone; hwad det være mo, hvad det skal være; kid aa, ked af; tykk, synes.
Nu mens jeg er i omdrejninger, kan I lige så godt få historien om Samson. Han var nemlig en allerhelvedes karl.
Engang var han blevet kulret med en pige fra Thimna. Hvor det sted egendig ligger, skal jeg ikke kunne sige, men én ting er sikkert, nemlig at hendes far var en fuldblods filister. Og det vil sige på jævnt dansk, at familien var en samling dumme svin. Man kunne jo undre sig over, hvad Samson ville på den galej. Men han var nu engang blevet så tovlig med tøsen, at der ikke var noget at spille om. Han kom frem med det derhjemme.
“Det er jeg knagerne ikke meget for,” sagde hans far. “Tænk dog på, hvad familien vil sige!
Hvorfor kan du ikke finde et mere passende parti, din dumme knægt?”
Men han kunne lige så godt prøve at fønbølge et pindsvin. Samson ville have hende, og så var dén ikke længere.
Når det først er kommet så vidt, kan man lige så godt lade dem løbe linen ud. Ellers ved man ikke, hvad de kan finde på af tossestreger.
mer paa de tanker? En maa jo helst læ æ faa hinaånt, inden det gjør nø andt gal.
Saa pampred da æ sølle faa’r afstej med æ søn jo da, hen for at faa dæ her lawed istand.
A ved ett, hwad vej de to’; men de sku da’wl sajtens te æ præjst med æ.
Naa, som de gaar og stumler hen ad æ vej ad Thim-na te — æ faa’r saå ett manne urd, for han war bløwen nøj urrise øwer dæ’ her — saa løf Samson en ywblik ind i en vingaard, det vil jo sej søn’en anleg — inden de nowed æ bøj; og der kam der saa en brølend løw imud ham og den vild kaski nap ham lidt i hans bowser, og det vild han nu et ha’en te.
Han haaj ett nøj i æ ha ånd, hwerken kjep heller staw, aa værr sæ mej; men han war jo saa grutstærk, te han ett vidst, hwad han skuld gjør med æ kræfter.
Nok er det: Han sparker ud te æ løw! Men saa haaj han en jo, og det ogsaa lig paa jen gaang. Men hwad han haar aa gyer: han griver en lig i æ kasilken, og kjek! herom med æ hjaj, imud æ jurd med’en, imen si knokler ku syng!
Dér saatt han sæ skræws øwer en, indte en war bløwen jawn tolie. Da’en endno ga en pa strujji fræ sæ, røw han si kief op, æ taang herud! Saa war den salwakred!
Saa gik han ijen ud te æ faa’r, som ingenting war passired.
Pampred, trinede; da’wl, da vel; stumler, stejler; urisse, vredladen; Kasilken, “krebsen”; Kjek, hu-hej!; herom med æ hjaj, ned med fyren!; toile, skikkelig, medgørlig; strujji, spjæt; kief, kæbe; salwakred, færdig.
Så den arme far måtte af sted med Samson for at se, om det kunne blive til noget.
De har nok været et smut omkring hos præsten for at give ham et praj.
Nå, men på vejen til Thimna – Samsons far sagde ikke meget, for han var godt gnaven – kom de forbi en vingård, og Samson smuttede ind ad lågen for at slå en streg. Pludselig kom der en løve rendende lige imod ham. Den brølede og viste tænder, og den prøvede endda at snappe efter Samsons buksebag. Men det skulle den ikke have gjort.
Han havde ingen kæp ved hånden at slå fra sig med. Til gengæld var han jo så masende stærk, at han dårlig nok selv kunne styre det.
Kort og godt, han gav løven en ordentlig én på hovedet. Den gik ned til tælling, og Samson greb den i kværken, slyngede den rundt et par gange, og VOMS! – ned i asfalten med den, så det sang i skelettet på det arme kre’tur.
Samson satte sig overskrævs på løven, til den var mør. Da den stadig stønnede lidt, kvalte han den et par gange og rev også lige tungen ud for en ordens skyld. Så var dén løvetid forbi.
Bagefter gik han ud til sin far igen, som om intet var hændt.
Nå, men de nåede da frem til pigens hjem, og Samson så så forelsket på hende, at ruderne dugge-
Naa, han kam nied te den her pig’baa’n, det war jo da’tt sær! og han saå saa forlift paa hind som en rott paa en sødmjælkswost; og der bløw lyst for dem, og der bløw bejen til boj el.
Dér sku sgi staa skrald, saa det dut nøj!
Æ faa’r haaj raad te æ.
Og dæ hér fihstre, de gammel med de ung, det sku jo mej tehof.
Nu, imedlergodlaw som Samson gaar i dæ her gywtmaalstanker — de ska jo vær møj sød — saa kam han en daa for nøj, der war næjsten endno søder.
Han war drøwn forbi dæ hæ anleg, og saa tint han ved sæ sjel:
Hwad om du gik ind og saa atter, hwordan det haar sæ med den løw, du to æ pip fræ!
Naa, han gaar ind mell æ trær.
Jow, der laa guednok æ aadsel aa en. Men tho hwad war det? Nu haaj han da aalle sit maag te spil!
Der war der en swarm bi, der haaj slawn sæ nied i dæ her løwbælle, og dér so kagger fuld af honning fræ de hér bi og han snap en stur håndfuld af dem hon-ningkagger og smummed i sæ og slikked æ finger; og æ faa’r han fæk ogsaa en gjew.
Naa, saa war æ paa hans bojeldaa; de war kommen fræ æ kjerk og haaj begynd aa rykk om te æ skyw.
Men nu war Samson ett saa lidt aa en træjring, nær det to ham; han sku gjån ha nø kommes for af jen
Da’tt, da ikke; bojel, bryllup; skrald, stort kalas, gilde; tehof, til hobe, alle; imedlergodlaw, imens; haar sæ, har sig, står til; kagger, bikager; smummed i sæ, slikkede i sig; en gjew, en håndfuld; bojeldaa, bryllupsdag; træjring, gavtyv (en, der træder eller ærter andre).
de i hele huset. Det kunne hun ikke stå for. Der blev straks budt til bryllup.
Og det skulle være en ordentlig basseralle.
Hendes far sad godt i det.
Og de dersens filistre, de skulle jo med til festen, hele rosset.
En dag, da Samson gik og slikkede sig om munden ved tanken om brylluppet, kom han ud for noget, der også kunne få tænderne til at løbe i vand.
Han kom forbi vingården, den med løven, I ved. Så tænkte han:
“Måske skulle man lige se, om løvefar er kommet på dødkogeriet.”
Som sagt, så gjort. Han gik indenfor.
Jo, der lå den godt nok. Men hvad var nu det? Det var ligegodt meget!
En bisværm havde slået sig ned i kadaveret. Og de havde allerede samlet så meget honning, at den hang i kager og dryppede. Samson brækkede et stykke af og guffede den søde honning i sig. Hans far fik også lov at smage en klat.
Nå, tiden gik, og dagen for brylluppet oprandt. De var kommet hjem fra kirke og skulle til at gå til bords.
Men nu var Samson den type, der godt kan lide lidt skæg og ballade. Der skulle ske noget, og han
slaw heller enaan; og dæ her løjn filistre dem kund han jo nok lid aa hold lidt for trekant, det ka en jo’tt fortink ham i.
Nu haaj han gavn og sprekulired møj øwer den her honninghistaarri.
Og som de nu sejjer ved æ sup, æ lystighied er kommen søen javnhen i æ vejr, saa sejer Samson, te han haaj hg en bette gaad aa legg for dem; den war saa-mænd ett saa wanskele, men den der ku gitt en, han sku faa den finest klæjmon, en ku si for si øwn, og en rejn skjot aa skywt mej.
Tho det war jo snaar, som vild han træj dem og sej, te de so her ved hans bojel som nø swyner, der ett haaj tawn en rejn skjot paa fræ hjemmen aa.
Men det to de nu te dje gued nyw.
“Tho læd wos hør di gaad, fa’lil,” begynd de aa rof.
“Med fornywels,” saa Samson og ryt ud med’en:
“”A fæk fød ved en slughals og sød sager af den brølstærk” — ka I nu bej mæ spids paa den?” saa Samson og letted sæ i æ sæd.
“I faar syw daw te æ.”
Syw daw, saa læng holdt de bojel der o law; dér ku helsen lawes nø gued basseraller!
Nu, de kløj dje nies, summed sæ paa æ, so ind i ø øwn af hinaan og to saa endno en skjeffel supp aa æ fad.
“Tho det war da en sær tokkiwon taal,” war dæ nue
Løjn, rænkefulde; holdfor trekant, have til bedste; jo’tt, jo ikke; gaad, gåde; gitt, gætte; skjot, skjorte; træj dem, ærte dem; brølstærk, knag-stærk; skjeffel, skefuld; tokkiwon, tossegal.
ville gerne have de luskede filistre ned med nakken. Det var kun så rimeligt.
Samson havde gået og funderet en del over den historie med honningen.
Da de var ved at være færdige med forretten, og filistrene var begyndt at blive højrøstede, så sagde Samson, at han ville stille en lille gåde. Den var såmænd nem nok – men den, der kunne klare den, ville få en midnatsblå smoking fra Regent i præmie. Plus rent undertøj.
Det sidste var lidt af en finte. Som om de sad og lugtede som en hel orneforretning, fordi de havde glemt at tage rene underdrenge på hjemmefra.
Men det tog de pænt.
“Kom nu! Lad os så høre den gåde!” råbte de.
“Med det vons!” sagde Samson. Og så tog han bladet fra munden:
“’Jeg fik mad hos en slughals og dessert hos den superstærke.” Nå, kan I greje den?” sagde Samson og slap fornøjet en vind. “I får syv dage til det.”
Syv dage – det varede et bryllup der på egnen. Der var noget ved at gå til gilde dengang.
Filistrene kløede sig i nakken, gloede dumt på hinanden og rodede i resterne af deres rejecocktail.
“Sikke da noget fordrukkent sludder! ” sagde en af dem, mens han spekulerede sig skrutrygget.
Andre så op i loftet, som om de håbede, at løsnin-
der saå og klipped piefhytter mell nies og mund.
Anner so hiel fornummed og keg op i æ lowt, som viint de atter hjøtar.
Jen selied sæ still fræ æ burd, får æ unnen war ædt, saat sæ i en krog og grovelired for hans egen regning.
Men æ swar kam ett.
Og Samson so og flired i æ skjegg, skinked i æ glajs for æ bruj og glemt heller ett sæ sjel.
Og dér gik jen daa, og de gik alsyw, og hg vidt war æ filistre kommen med dje gitten.
Nu war de bløwen hiel forfærlig og si paa, for ingen af dem haaj jo wot aa æ klæjer i aal de syw daw og nætter for dæ her sprekuliren, men de so — jen hér og jen dér, med æ haånd under æ kind’, og æ haar nied i æ øwn. Og de bløw ju mir og mir urrise, atterhaand som æ tanker løf i filt for dem. Og en ywblik, da Samson haaj forladt æ stow, faar de æ bruj klemt op i en krog, og de trued hind da paa æ lyw, hwis ett hun hjalp dem med aa faa klaaring paa dæ hér.
Og æ bette kwindmennesk — hun vild jo da gjån rejj æ lyw, det war da’tt sær.
Og hun gjorde sæ jo saa sieg mud Samson, saa det war faale, græd hinne øwn rød og saå:
“Du bryder dæ ett en hak om mæ!
Her er vi hg bløwen gywt, og saa ska en mærk, te du elsker mæ ett en kieren; helsen vild du da aalle komm med søen gaad og ett betro mæ det mindste om
Klipped piefhytter, skar grimasser; fornummed, forundret; viint atter hjøtar, kiggede i luften efter høtørring = godtvejr; selled sæ, skød sig baglæns; unnen, middagsmaden; flired, grinede; dje gitten, deres gådegætning; urrise, gnavne,tvære; løf i filt, løb i urede; klaaring, klarhed; rejj, redde; saa sieg, så mild og yndig; en hak, en døjt; en kieren, en smule.
gen ville fise ned gennem parabolantennen.
Andre igen listede fra bordet, inden middagen var omme, satte sig i et stille hjørne og grundede, så det knagede.
Men lige vidt kom de.
Samson sad og grinede i skægget. Han skænkede mere ad den med tyren op til sin brud og glemte ikke sig selv.
Der gik en dag, og de gik alle syv, men filistrene havde ikke fundet ud af en snus.
De så forskrækkelige ud. I syv døgn havde de ikke været af tøjet, så travlt havde de haft med at tænke over gåden. Nu hang de rundt omkring og småsov, med hånd under kind og hårtjavser ned i romfromagen. Godt gnavne var de også, fordi de ikke kom nogen vegne. Så, mens Samson var et smut ude bag en busk, trængte de bruden op i en krog og truede med at slå hende for panden, hvis hun ikke hjalp dem.
Tøsen ville selvfølgelig gerne redde livet.
Hun klemte sig ind til Samson og kurrede lidt, men så begyndte hun at snøfte:
“Du bryder dig overhovedet ikke om mig!
Vi er lige blevet gift, men du lader allerede, som om jeg er luft. Ellers ville du ikke stille sådan en gåde uden at fortælle mig løsningen.”
“Sikke noget sludder, lille nuttepige. Hvis jeg så
æ forklaaring.”
“Hwad er nu det for nø snak, bette Trine; det war hwad det war, om a haaj rend aa pievred om æ te anner folk, men ett engaang mi egen/oræUer a haar betrowed saamøj som en stawels,” swored Samson.
Men nu ga hun sæ te aa roel for aller.
Tesidst maatt han jo saa gi sæ, æ taari.
Aalle saasnaar haaj hun faat æ grev under, hwad hun lirked for, far hun hen og held æ i æ filistre; for hun war jo aa æ famille, og det war jo som en flok rød kyer.
Og da de fæ hold i æ forklaaring, saa kan I missen tro te de kraant!
“Hwad er søder end som honning, og hwad saa stærk som en løve,” begynd de aa mess.
“Er æ maaskisæ ett rigtig fåset, bette Samson?”
Samson rynked nøj o æ bryn, saa affentow paa æ kuen og dæ her skintinger. Han kund jo snaar forstaa, hwem det war, der haaj slawn te æ klokk.
Saa drejed han sæ om, hug æ dar i paa hans hæl, imen han saa:
“Haaj I ett spænd mi plag for æ plow, nej minsæl om I war kjor æ fur te end!”
Saa er en tid atter — folk haaj Ug begynd aa ta dje row — saa kommer Samson sluntend endno engaang ad Thimna te.
Han haaj wot ud i æ land, nu vild han hjem aa si te
Pievred, sladrede; roel, græde;for aller, for alvor; æ taari, fjolset;/aat ce grev under, fået greben under; kraant, knejsede; affentow, henholdsvis; skintinger, skidtinger, gavtyve; slawn te æ klokk, slået til perpendiklen = været på spil; war kjor, havde kørt; ta dje row, køre rug ind; sluntend, vandrende, drivende.
havde gået og plapret om det til andre – men jeg har ikke sagt ét ord til nogen, ikke engang til mine egne forældre,” svarede Samsom.
Men nu lagde hun an til det store anfald.
Og til sidst måtte han jo give sig, dumskallen.
Lige på en studs, da hun havde fået lirket svaret ud af ham, lod hun det gå videre til de andre. Hun var jo i familie med dem, og filistre hænger sammen som overkogt spaghetti.
Da den først var sevet ind hos filistrene, kan I ellers tro, de blev kry:
“Hvad er sødere end honning, æh bæh! Og hvad er stærkere end en løve?” begyndte de at skryde.
‘Var den ikke lige i øjet? Hvad? Ik’å’, do dér Samson, do?”
Samson skumlede. Han så fra konen til de åndede filistre og tilbage igen. Han var godt klar over, hvem der havde lært dem lektien.
Så drejede han rundt, gik ud og hamrede døren i efter sig med de ord:
“Havde I ikke brugt min Hjerter Dame som joker, var den kabale dælen smadreme’ aldrig gået op for jer!”
Nogen tid efter, sådan hen på sommeren, var Samson atter på farten med kurs mod Thimna.
Han havde været lidt omkring i landskabet. Nu ville han hjem og se til konen.
æ kuen.
Han haaj en lam paa hans nakk, som hun sku ha, og war i en perlehumør.
Men hworlæng wor æ!
Han kommer fløjtend og vil ind i æ hus, men der er saa jen, der holder ham an i æ stowdar.
I tho, det er jo æ kuens faa’r!
“Ih hwad er det for nø kanallistreeger?” sejer Samson, han war ved aa blyw nøj knotter.
“Her kommer a med en lam o æ nakk og haar ett sit mi kuen i manne tider, og nær a saa vil ind, saa staar her sønen slytter og viser jen æ dar.
Hwor haar du gjord af hind?”
“Tho a trowed ett du ku lid hind mir atter det der ved æ bojel. Saa ga a hind hen te jen af di selskavs-brøjer.”
“Hwad sejer du! Haar du gin mi kuen hen? Da trower a, Fanden plawer dæ!”
Nu kund æ stoder jo nok si, te det trak op te torren, og han skynder sæ og sejer:
“Du behøwer ett aa sawn en kuen, bette faa’r, a haar tøser nok. Den ungest er baade bejer og kjøn-ner end hind, du haar hat.”
Men Samson snurred i æ dar med hans lam, vend æ stoder hans hæl og saa:
”Nær I filistre gjør søne nøj ved mæ, saa kan I aalle vint andt end en knytnæw af mæ!”
Stowdar, stuedør; 1 tho, hvad ser jeg; knotter, fornærmet; sønen slytter, sådan bavian; ce stoder, stodderen; torren, torden.
Han havde et lam på nakken, det skulle hun have. Og han var rigtig i stødet.
Men det kunne han have sparet sig.
Han kom lystigt fløjtende og ville ind i huset. Men der var én, der spærrede vejen for ham.
Jamen dog – det var jo svigerfar!
“Hvad er nu det for nogle hundekunster?” spurgte Samson. Han begyndte at blive harm.
“Her kommer man hjem med lammesteg og længes efter at se sin kone, og så kommer sådan et bøvehoved og stiller sig i vejen.
Hvor har du gemt hende?”
“Øh, jeg troede ikke, du kunne lide hende mere efter al den ballade. Så jeg giftede hende væk igen til en af bryllupsgæsterne.”
“Hvad? Har du giftet min kone væk? Du må jo ha’ noget i hovedet, der ikke lugter godt!”
Nu kunne stabejsen mærke, at det trak op til flæskehammer. Hurtigt sagde han:
“Jamen du skal da også have en kone, og piger, dem har vi nok af. Den yngste har mere både til gård og gade end hende, du fik sidst.”
Men Samson gjorde omkring, knyttede næven og sagde:
“Når I filistre laver sådan nogle numre med mig, så skal I få lov at lugte til fars tulipan!”
Og han gik sin vej – så lynendes trekvart, at næse-
Saa to han hans kos ud aa æ bøj, — og hwis han nu fløjt, saa war æ karenmæ aa æ gal!
Nu ga han sæ ud paa ræw’jagt; men han slo dem ett ihjæl, men lot dem ind, saatt’em i tyr, heller hwad han nu gjord ved dem, og da han haaj søen op imud en trehunder, saa det war hg ved aa patir hinaant, saa ska I nu hør, hwad æ skaar hætted paa:
Han tar de hér ræw, tow og tow, og binder dje haller te hinaan med en vill halm imell, og da det er besørre: Ild i æ halm, løs paa jen gaang det hiele, æ hund’ i æ hæl aa æ, og huj! afstej ind i æ filistre dje kwonager lod æ ta!
Og dæ hér glowend braånd der baagi det swej jo som al ulykker, og de sølle dyrer de sprang igjemmel æ fald fræ den jen awersend og te den naån og trilt ikold’ og bjelt og to paa og sled jo i æ haller for aa komm fræ hinaan.
Og æ ku’e, der sto og war mo og saa knajstar, det war jo nem aa fytt aa.
Og det slo low op hér og low op dér, klinkbrind æ awer øwer, hwad der stod paa rued som hwad der stod paa raad’.
– Ja, det war en vækildsblojs, som æ filistre hower ham jen lidt!
Atter det sammelt de jo paa ondt, det kan en wal forstaa.
De tyt jo, de haaj faat dje maalt branked lowle
Kos, retning; aa æ gal, af arrigskab; i tyr, i tøjr; hinaant, hverandet; æ skaar, skarnsmennesket; dje haller, deres haler; en vill halm, en halmvisk; bjelt, skreg; æ ku e, kornet; knajstar, knastørt;/ytt aa, brænde af; low, lue; raad’, kornhob; vækildsblojs, Yalborgsblus; jen lidt, en god stund; branked, forbrænde.
fløjene blafrede.
Samson gik på rævejagt. Han slog ikke rævene ihjel, men samlede dem i en fold eller en minkfarm eller sådan noget, til der var omkring 300 stykker. De hvæsede og bed ad hinanden. Men hør nu, hvad den snedige rad havde hittet på:
Han tog rævene to og to og bandt halerne sammen med en tot twist på midten. Så satte han ild i totterne, slap hele flokken løs på én gang og pudsede hunden på dem, og tjullahop! – ind i fili-strenes kornmarker gik det.
Den brændende twist sved noget så nederdrægtigt i rumpen, og de arme dyr sprang forvildet omkring, trillede sig på jorden, hylede af smerte og bed makkeren og sig selv i halen for at komme fri af hinanden.
Og kornet, der stod og var modent og knastørt – det skal jeg love for, at der kom fut i.
Flammerne slog op så her, så der. Snart brændte det lystigt ud over alle marker. Ikke ét kornaks blev levnet.
Jo, det var et sankthansbål, de ikke glemte lige straks der på egnen.
Efter den dag var filistrene edderspændte. Det kan man godt forstå.
Samson havde strammet den en tand for meget. Dette her skulle den unde sparkeme’ hævnes!
haadt ved ham; dæ hér det sku knag’mæ hæwnes!
Og de fo’r ud og laa æ land ød, og Samsons folk kam te ham — han haaj lawed sæ en grawol ind i en bakk’sid, for han ku ett mir vær ved ordenlig mennesker — og de forklawed ham, søen swøef han war for æ land; nu vild de bind ham og gi ham te hans fjender, forre æ filistre sku læ dje gjærninger vær.
“Ja,” han kam sjel med æ hinner, “væsegued, bette folkens, bind mæ baare!”
Og de slo en par gued nøj hammelref om æ håndled af ham og slæft aa med ham hen imud æ filistre; og da de sir Samson begynder de aa høg med dje remeddi-er, dje køller og dje værker; nu skuld han dænenmæ faa hans refurrium!
Og de ska hg te aa legg daller te ham.
Men aalle saasnaar mærker han, hwad faår der er paafærd, saa kommer æ aånd øwer ham, og han begynder aa ras og skjær tænd, og æ øwn vend sæ i æ hued af ham. Og jen — tow — trej — kjek! Saa er æ réf slidt øwer som uldgaar!
Nu kan I trow, der wanked rappé te æ Filistre — aae, død og kritt!
Han bywer sæ nied og faar hold i en helmeskief, og med den øwer æ hued flywer han som en røj ind imell æ filistre, og saa ka I trow en sak i bund’! Smæksmæk, smæk-smæk! Lisse sor, hg nied i æ stjern af dem!
Grawol, grav, dybt hul i jorden; forklawed, angav, klagede over; swøef, svøbe; forre, for at; høg, true ved at løfte noget op;/å refurrium, få det, han har godt af; legg daller te ham, slå til ham; rappé = en tobakssort, smæk for skillingen; død og kritt, død og salte pine; som en røj, som en vind; sak i bund’, sank til bunds; lisse sor, hvert øjeblik; æ stjern, skallen.
Så de hærgede landet, og Samsons folk gik til ham – han havde bygget sig en jordhule bag en bakke, for han kunne ikke være sammen med ordentlige mennesker mere – og sagde til ham, at han var til skade for almenvellet. Nu ville de binde ham og overgive ham til filistrene, så der kunne blive fred.
‘Jamen, det er da i orden, venner,” sagde han og rakte selv armene frem.
De bandt ham med solidt reb og trak af med ham. Da filistrene så Samson, begyndte de at true med deres køller og spader og ålejern og hvad de ellers havde. Nu skulle han få sig et par eftertacklinger, han kunne mærke.
De skulle lige til at ryge i sulet på ham.
Men da han mærkede faren, kom ånden over ham. Han begyndte at rase og skære tænder, øjnene vendte det hvide udad, og en, to, tre – krakk! Rebene gik over, som om det var sytråd.
Og mon der så vankede køllesmæk til filistrene! Tak for i aften!
Samson greb en gammel motorblok, der lå og flød. Han svingede den over hovedet, for ind mellem modstanderne og slog til i alle retninger. Smik, smak, fili-ong-gong-gong! Ned i hjerneskallen på filigutterne.
Enhver, han kom i nærheden af, var leveret. Kun
De saå sæ ett om mir end jen gaang! Hwad der ett undrend, det maatt herans!
Søen ska mir end tusind ha faat æ gowl vend i æ vejr —
Herans, strække hals; Æ gauil vend i æ vejr, gavlen vendt i vejret, kastet omkuld.
nogle få stykker nåede at rende deres vej.
De siger, det var over 1000, der røg til afdansningsbal den dag.
De gode filistre havde altså stadig ikke fået skov-
Saa heller ett den gaang endno fæk gotten filistre hæws paa ham; a undrer øwer, om de nowtid haaj faat æ, hwis ett det haaj wot for den sags skyld, te han war søen lowle slem atter kwindfolk; det war ud, som det war hjemm; saå han en skywt, saa war han fræ æ.
Dæ her smaa filisterpigger dem kund han missæl ett læ gaa.
Søen war han engaang gavn in te en tøs nied i Gasa.
Det kam ud øwer æ bøj:
“Samson er her! Han er ind ved Stine Bethlehem!”
Og æ filistre skyd sæ laangs æ væggi og laa dje krumm nieser paa æ vinnier for aa kigg atter ham.
Jow, det war missen sand nok, der so han; hg baag henne gaanvindel!
Nu haaj de fanged ham! Nu lot de dje pwotdår og saa imaatidle, nær æ skuel listed aa, saa skuld de iløw-le gi ham søen en pa ræk øwer hans rygstykker med dje timmeryws’, te han ett skuld vær hægen atter aa komm saamøj snaar ijen!
Men godmaar! Søen kam æ nok ett te aa gaa!
Henad minnet vil Samson hjem.
Han kommer te dæ her jærnpwot, men den æ slawn i los.
“Det war der raad for,” ment Samson.
Han render te æ kram søen med den jen skaalder, saa bolt’og spægre og stolper det flywer da fanden te sorre!
Gotten filistre, de gode filistre; en skywt (eller skjowt), et skørt; Stine Bethlehem (boede i Fly Fattighus ca. 1880); missen, så minsandten; æ skuel, en snavs person; ræk, slag; hægen atter, lysten efter; slawn i los, låset, stænget; fanden te sorre, pokker i vold.
len under Samson. Det havde de såmænd nok aldrig fået, hvis det ikke lige var, fordi han var så balstyrisk med kvinder. Den var sikker hver gang: Når han så noget blødt, ville han røre ved det.
Og især de små fikse filisterfrøkner kunne han ikke lade gå.
Engang var han nede at se til en moderne dame i Gaza.
Snart gik rygtet over hele byen:
“Samson er her! Inde hos hurtige Gurli!”
Og filistrene krøb hen til vinduet og pressede de flade snuder mod ruden for at holde udkig efter ham.
Jo, den var god nok! Der lå han og gassede sig på hendes velpolstrede divaneser.
Nu havde de ham! Det var bare at låse byporten – og så i morgen, når han ville liste af, skulle han få med deres lange økser, så han kunne sælges som oksehaleragout bagefter. Efter vægt.
Jo tak, hr. lærer! Det blev der ikke noget af.
Hen ad midnat ville Samson ad hjemningen til.
Han kom ned til jernporten, men den var låset.
“Den klarer jeg!” sagde Samson.
Han tog tilløb og rendte skulderen ind i porten, så bolte og spigre og stolper fløj til alle sider.
Så smed han den tunge port på nakken og høvlede af sted med den, op på en lang og stejl bak-
Og hwad han haar aa gye: han laser de her taang pwotdar paa æ nakk og hæfier afstej med æ op paa en rædle flywbakk.
Dæ hér løs pwothængsler de slow ham paa hans hæl’ for hver trin, han to. Men opp paa det alhywest der kylt han’em.
Saa kund æ filistre jo faa for sæ og slæf’ em tebaag ijen, om de vdd ha’em.
Ja, søen drøw han jo de særeste kigser med dem.
Og han gjord missen ett nøj aa æ i fuldskav; for han haaj aalle hat en brændvinsdrip i hans mund, saa han kund ha stavn som formand for dje afholdshandti-ring, hwor det sku vær.
Deraa kan en da si, te en behøwer ett aa drik for aa law gal streeger.
Men nu begynd æ aa lakk ad for ham.
Han war kommen nied te en tøs ved Sorek Bæk.
Hun hed Dallila — en nawn, en næjsten ku dans atter. Hun ska ha wot saamøj en ynde kwind, og hun kund hinne handtiring!
Ja, saa slinder hun war! Hun forstod aa gaa ham under æ øwn, nær hun vild ham æ aaivæst.
Den slaws kwindfolk de er missel ett nemm aa ta sæ iajt for.
Og Samson wojed længer og længer ud, indte han ett war te aa rejj.
Ved den tøs so han æ nætter med æ daw, hiel hen-
Hæfler, stavrer; rædle flywbakk, mægtig høj bakke; kylt, slængte; kigser, anstalter; slinder, snedig, udspekuleret; wojed, vadede; hentavn, betaget.
ke uden for byen.
De løse porthængsler daskede ham om hælene for hvert skridt. Men oppe på toppen kylede han dem. Og lod porten ligge.
Så kunne filistrene selv samle deres møgport, hvis de ellers ville have den igen.
Ja, han lavede mange små julelege med dem.
Og vel at mærke, aldrig i en brandert! Han var den dér underlige type, der forstår at holde igen med de våde varer, og han kunne til enhver tid blæse i ballon uden nerver på.
Samson var et bevis på, at man ikke behøver at være fuld for at være fuld af skæg.
Men nu begyndte det at gå galt for ham.
Han havde fundet sig en ny kæreste. Hun boede nede ved Sorek A.
Og hun hed Dalila – et navn med tralala i. Dejlig, det var hun. Og hun vidste, hvad hun skulle bruge det til.
Jo, hun var kvik. Især til at sno en mand om sin lillefinger og få ham til at spise af hånden.
Den slags er det ikke nemt at gardere sig imod.
Og Samson gled længere og længere ned ad skråplanet, til han ikke stod til at redde.
Han måtte være hos Dalila, nat og dag. Hun havde røvet hans fred.
Filistrene fandt ud af, hvordan det stod til.
tavn af hinne skjønhed og kunster.
De fæk æ filistre nysmaal om.
“Haa, haa!” tint de, “der haar vi kaski den, der ska snær ham!”
Og de gik til Dallila og saå:
“Du ska faa aal det guld, du vil bær, nær du’el forlok ham og faa wos aa ved, huer de her grimmige kræfter sej jer.”
Jow, Dallila vild gjån tjen den skjelling. Og hun to jo fat paa hinne kunster.
Nu gik Samson ett hg med det samm i æ saws, han spilt først lidt hejgut med hind og saå, te hwisomens-tid hun væwed hans haar ind i henne trendgaar, saa kun han bindes.
Og hwad hun haar aa gyer: hun faar det Sture kaal-mennesk te aa legg sæ alstill, imen hun faar æ væw i-gaang, og da han er blatted i søvn, saa rover hun og sej jer:
“Nu haar vi aal æ filistre!”
Samson flywer op og rywer æ haar te sæ, saa baa-de væw og bom og væwstien dasker rundenom mued æ væggi; haaj hun ett sjel sprungen aa i tid, saa tinker a, æ væwpig haaj dasked mej.
Dér fæk hun helsen en slem forfippels!
Men som hun nu tal ham te! Ja, som den usleste pøjke: Skuld hun vær te nar for ham, saa kund han ta hans klud’er oggaa; hun haaj ett hat boj atter ham!
Nysmaal om, nys om; spilt hejgut, havde hende til bedste; trendgaar, trendgarn (på væven); blatted, dumpet; forfippels, forskrækkelse; pøjke, pebling; boj, bud.
“Hæ, hæ!” tænkte de. “Endelig har vi nok én, der kan snøre ham!”
De gik til Dalila og sagde:
“Du skal få en kroferie og en food processor og en kvart million, hvis du kan hitte ud af, hvor Samsons kræfter sidder gemt.”
Dalila ville gerne vinde præmierne, og hun lagde en plan.
Samson gik nu ikke i fælden i første forsøg. Han lavede fis med hende og sagde, at hvis hun vævede hans lange hår ind i sit vævearbejde, så kunne de binde ham.
Hun fik den store kleppert til at lægge sig på sofaen henne ved væven, som hun så satte i gang. Da han havde blundet lidt, råbte hun pludselig:
“Yappa dappa doo! Filistrene kommer!”
Samson røg op med et brag. Hans hår rev i den store væv, så bom og vævesten daskede mod væggen. Dalila nåede lige at springe til side, ellers var hun endt på skadestuen.
Der fik hun sig lidt af en ryster.
Men nu tog hun den skarpe stemme på. Skulle hun være til nar på den måde, så kunne han godt pakke sine sydfrugter. Hun kunne hurtigt finde sig noget bedre.
Men indimellem kyssede hun ham og snøftede lidt og smøg sig ind ved højre og venstre kind.
Men ind imell saa kyst hun ham og græd og tægged te ham.
Og saa gik Samson jo i æ snaar.
Hun maatt ett ta søen paa vej.
Herreguj, det war da’tt and hans lojer!
“Tår nu di øwn, mi baa’n, saa ska du faa sandhied aa ved.
Men det war ett di syndig terre, te du forraj mæ!”
Nej, hun lowed ham da ved all det hun haaj, te ett en kjeft sku faa æ aa ved; og hun sleged for ham og strøøg ham øwer de her forvowen lokker.
Og saa saa han æ jo!
Det war jo dem der, de taang krøller, der fild nied om hans owsler; ja, der so æ — aal det han war!
Bløw de tavn fræ ham, saa war han færdig!
Nu kund æ taåsk mærk:
Dæ her war allersnak! Søen haaj han aalle snakked te hind får.
Og hun lod gaa boj te æ filistre, om de nu vild hold sæ berej.
Og endno engaang fæk hun ham te aa sow med hans hued i hinne sky ed, og hun lister æ saws op, og aalle saasor hun haar gin den sidst klip, saa er æ stow fuld af filistre.
De kaaster sæ øwer ham; han vil res sæ, som han plejer og hugg dem flaad imud æ væggi; men nu er hans majt henn; hans aarm falder nied, som war en
And hans lojer, andet end hans løjer; ett di syndig Terre (terre = tarv, agt), ikke din syndige hensigt, gud nåde dig; forraj, forrådte; sleged, kærtegnede; owsler eller axler, skuldre; taåsk, tasken, tøsen; allersnak, alvorstale; berej, beredte; skyed, skød; æ stow, stuen.
Så havde hun ham!
Hun måtte ikke tage det så tungt.
For pokker da, det hele var jo bare for sjov!
“Tør nu øjnene, skattetøs, så skal jeg fortælle dig, hvordan det hænger sammen.
Men Gud nåde og trøste dig, hvis du siger det til nogen!”
Ih, nej, lovede hun – ikke en mors sjæl ville få noget at vide. Og hun blev ved med at smiske for ham og stryge ham over håret.
Og så kom han frem med det!
Det var jo der, i de tunge krøller, der faldt ned om skuldrene på ham – at kræfterne sad gemt.
Mistede han håret, var han færdig!
Nu kunne tøsen forstå:
Denne gang mente han det. Det lå ligesom i tonefaldet.
Hun sendte bud til filistrene om at være klar til action.
Igen fik hun ham lullet i søvn med hovedet i sit skød. Hun greb sin saks, og fem minutter efter var Samson forvandlet til skinhead. Og med ét var stuen fuld af filistre.
De sprang på ham. Han ville rejse sig og klaske dem som fluer, men alle hans kræfter var væk -armen sank ned som en slatten tulipan. Og de overmandede ham, lagde ham i lænker og stak beg-
vesen; de faar ham øwerinanded, slaar en linki om hans bjen og render en spyd i hans øwn.
Dallila, der stod paa en burdend og hwist med hans lokker — det war det sidst, hans øwn fæk aa si paa æ jurd.
Og de slæft aa med ham og gik baagatter og task ham, og kylt ham saa nied i en fanghwol, te hans sor war legt.
Sin saat de ham te aa trækk dje pell’kwån.
Han sled for tyw.
Han fedder var linket sammel, men hans hinner laa bred’ om æ staang.
Der hint aall æ filistre — Dallila ogsaa — dje gryn te dje grød.
Hwer gaang de kuelt en skjeffel, tint de:
“Det er grød af Samsons gryn!”
Det kund gjør æ aa for smør i æ grød!
Samsons haar ust ud omsi’er, men hans øwn de ust aalle ud.
Og jen ting te ust heller ett mir, for de’en war saa stur, som en kund blyw: hans had te dem, der haaj woldt ham hans skaad.
Nu; saa skuld æ filistre ha en fest for dje Guj, for det han søen haaj gin dem Samson i æ hinner, og de fæk dem en swingom, og der bløw ædt og der bløw drukken i sture maad’er.
Mødt under det hiele er der saa jen, der sejer:
Vesen, vissen; burdend, bordende; hwist, kastede; task, tærskede, pell’kwån, pillekværn; kuelt, kvalte, sank; en skjeffel, en skefuld; ust, voksede.
ge hans øjne ud.
Det sidste, han fik at se i denne verden, var Da-lila, der dansede avet om på bordet og smed rundt med hans hår totter.
Da de havde kløet ham, til de ikke gad mere, smed de ham i et fangehul og lod ham ligge der, til hans sår var nogenlunde lægte.
Så satte de ham til at trække deres kværn.
Han sled for tyve SID’ere.
Fødderne var lænket sammen, men hænderne lå solidt om kværnstangen.
Der hentede alle filistrene – også Dalila – gryn og mel.
Hver gang de tog en skefuld grød, tænkte de:
“De gryn har Samson malet!”
Det var lige så godt som en smørklat plus sukker og kanel.
Samsons hår voksede efterhånden ud igen. Det gjorde øjnene ikke.
Hans had til filistrene voksede heller ikke. Det kunne nemlig ikke blive større.
Nu skulle filistrene hylde deres gud, fordi han havde hjulpet dem til at fange Samson. Der blev en større basseralle, med mad og drikkelse og bal bagefter.
Midt i det hele var der én, der råbte: “Hvorfor skal Samson ikke med? Det er da hans skyld, vi kan
“Hwi ska vi ett ha Samson mej te det hér? Tho det er da halles for hans skyld, æ fest holdes. A miener vi hinter ham herop; en ved aalle, hwad plasir der ku komm ud af det.”
Det war de hg mej paa hwérjen.
Samson bløw hinted op fræ hans hwol lisse pjalted og beskidt, som han war, og han maatt væsegued og spill for dem og fornyw dem, imen de danst om ham og ryt ham i hans haar og visked ham om æ nies med dje ræwhaller.
Og her skuld den her sølle blind staakkel sej j aa lieg paa de tynd stræng imen han brind af lyst te aa staa op og marregrutt aal ting.
Det war en møj stur hus, de war forsammelt i, med bygning søen i flir etåsier. Og en ywblik, da de haaj gin ham lidt len, saa sejer han te æ knæjt, der haaj ved hans haånd:
“Aa, før mæ hen te den sul’, der staar mødt i æhus, te a kund støtt mi ryg lidt te en; a er da saamøj daan-træt!”
Naa, æ kyter gjord, som han ba ham, og lod ham staa og hwil sæ.
Men Samson ba saa mindele te Worherr og saå:
“Aa, Gud i himlen, hjælp mæ nu te for aller aa ta hæwn øwer de Sataner for bæggi mi stakkels øwns skyld!”
Og da han fornam, te hans styrk ijen skylled ind i
Halles, halvvejs; hwérjen, allezusammen; væsegued, værsgo; dje ræwhaller, deres rævehaler; marregrut, bryde itu ind til marven; len, hvile; sul’, sule, midterstolpe; æ kyter, knægten; aller, alvor.
holde gilde i dag. Lad os få ham herop – han skal gi’ et nummer!”
Den var de med på, hele banden.
Samson blev hentet op fra sit fangehul, lige så laset og beskidt han var, og han måtte fjumre og spille luftguitar, mens de lallede rundt om ham og hev ham i håret og kildede ham i næsen med rævehaler som tak for sidst.
Og den arme blinde mand var nødt til at finde sig i det, selv om han brændte efter at smadre hele redeligheden.
Festen blev holdt i et stort hus i flere etager. Da der kom en pause, hvor de lod Samson være i fred, sagde han til den dreng, der var sat til at lede ham rundt ved hånden:
o
“Ah, tag mig lige med hen til den søjle, der står midt i huset, så jeg kan støtte mig lidt til den – jeg er ved at falde om af træthed.”
Filipenseren gjorde, som Samson bad om, og lod ham hvile sig ved søjlen.
Men Samson bad fromt til Vorherre:
“Kære Gud, hjælp mig nu til en rigtig nederdrægtig hævn over de sataner, der stak øjnene ud på mig.”
Og da mærkede han sine muskler svulme og den gamle kraft vende tilbage. Han vendte sig mod søjlen, greb om den med begge arme og sled den løs
hans orer, saa vender han sæ om mud æ sul’, kroger hans aarmer i en og slider en ud fræ æ syld. Det bra-ager og det knaager, og det sturige hus sak Ug nied i sæ sjel, og aal æ mennesker — de stur med de smaa — de fild opp fræ og nied og moltes imell æ kwaddre som maalt i en kwån!
Søen fæk Samson da endle den len, han søjt.

En rædle slegi – GJHB

EN RÆDLE SLEGI

En enorm skiderik
Læd mæ nu si, hworden a ska faa samling paa æ … Det war søen nys atter, de haaj faat dem en kong i Israel, Savl I ved.
Det haaj jo stavn haadt paa, for Worherr tyt ett om æ; og det ka a misæl godt forstaa, for det er nøj, der tærer o æ land, saa det bundter nøj; og haaj en saa endda nø hg aa æ; men Gud bejr æ!
Men de war nu ett te aa snakk terett, en kong maatt Worherr skaff dem, helsen to de’en sjel med hæven ret!
Og si saa, saa underle det ka gaa te i verden:
Savls faar, gammel Kiis, han war en mand, der so godt ved æ; han haaj for, han haaj høwder, og han haaj hejst, saa det grylt!
Saa en daa war en pa kjælle plag saat te rend; og søne nøj det ka jo rend laant aa æ land, om ingen møder for æ. Og da der war gavn en tid, og det ett war vend tebaag, saa sejer æ faar te æ søn:
“Hør, Savl, ta en størrisknæjt med dæ og gaa hen og find mæ dæ her klojjer, det hed maag, te en ett ska ha lyst atter æ ved kjerkstævn.”
Ja, Savl han gjord jo, som æ faa’r bad ham, det war ett sær; han fæk en kjep i hans haånd, en melmad i hans lomm og kam te skræwen.
Det bundter nøj, så det klodser; hæven ret, uden at spørge om forlov; grylt, myldrede; kjælle, uvorne; nø lig, nogen nytte; størrisknæjt, halvvoksen karl; klojjer, klodder, et år gamle heste.
Lad mig nu se, hvordan vi kringler denneher … Det var lige efter, at de havde valgt en konge i Israel. Ham Saul, ikke?
Det havde ellers holdt hårdt, for Vorherre var imod ideen, og det kan jeg s’mænd godt forstå. Er der noget, der tærer på statsfinanserne, så er det alt det kongehalløj.
Men de var ikke til at snakke fornuft til, og Vorherre måtte skaffe dem en konge, ellers skulle de nok selv udnævne én.
Hør nu her, hvordan tingene kan flaske sig: Sauls far hed Kis, og han var en mand, der havde magt over tingene. Stor gård, rimelige lån, ny svinestald – jo, den var god nok.
Så en dag var et par af hans heste blevet sluppet ud på landevejen for at løbe hornene lidt af sig. Det gjorde man dengang. Men da de ikke kom hjem til tiden, sagde den gamle:
“Hør lige her, Saul, tag forkarlen med, og kør ud og find de to krybbebidere. Vi skulle nødig til at annoncere efter dem i Den Blå Avis.”
Saul gjorde, som han fik besked på. Han fik diesel på tanken og en madpakke ind på bagsædet, og så gik det derudad.
Og de drow gj emmel manne kjerksown, men go tten plag’ kund de ett faa nø spur paa.
Men Savl skuld endda faa nøj ud af hans gaang, for bejst som han gaar og tunter atter det her, saa møder han Samuel, og han haaj læng gan og vint atter ham, for Worherr haaj jo saå ham beskejn, og han “salvede ham til kon-ge” øwer æ hiel land.
Saa hiel tomhinned kam han nu iløwle ett hjem te æ faar.
Søen bløw Savl da kong, og det en kong af den rett slaw. For en bown kaal det war han for aller.
Ingen, der nowed ham længer end te æ skaaldre!
Nær han sto op war æ aa si, som aall anner so nied, om saa de rat sæ paa æ tæender.
Han war ett gued aa byw æ nakk paa, saalæng han haaj Worherr med sæ. Men det fæ jo end deswarr!
Worherr ska ha send ham en und aånd aa draawes mej, hwadenten det nu haar wot den slemm sjel heller jen af hans kanutter; der er jo nok af dem!
Det haar a nu aalle forstavn, te Worherr kund nænn te, men Savl maa wal ha gjord ham fortrydele paa en maad, som enaan ett kjender.
Nok om det, Savl war kommen i kri med dæ her sølle grimm filistre, saamøj nø røwsk pati, der aalle gjord andt end skaarstykker.
Dem haaj han wot i krammelurris mej får, og hwer gaang bløw de mir og mir koldhøgen.
Kam te skræwen, skrævede af sted; nø spur, nogen oplysning om; tunter, vandrer omkring uden mål og med; tomhinned, tomhændet; rett slaw, rigtige slags; æ skaaldre, skuldrene; iløwle, alligevel; draawes mej, drages med; den Slemm, djævelen; røwsk pati, røverpak; krammelurris, spektakel.
Han og karlen kom vidt omkring, men de to krikker så de ikke noget til.
Men turen var skam godt for noget. De mødte nemlig Samuel, der havde fået et diskret vink af Vorherre om, at han skulle salve Saul til konge over hele landet. Og det gjorde Samuel så. Ingen slinger i valsen dér.
På den måde kom fyren ikke tomhændet hjem til sin far.
Nå, men Saul var altså blevet konge, og han var en konge af den rigtige slags. En ordentlig kleppert var han.
Der var ingen, der nåede ham længere end til skulderen.
Når han stod op, så det ud, som om alle andre sad ned. Selv når de vippede op på tæerne.
Han var ikke til at få ned med nakken, så længe han sørgede for at have Vorherre med i brutto-truppen. Men det glemte han desværre.
Der var vist noget med, at Vorherre sendte en ond ånd ned for at plage ham. Enten Fanden selv eller også en af hans kumpaner. Dem er der jo ingen mangel på.
Hvordan kunne Vorherre nu nænne det? Tja, der må vel have været noget ved Saul, han ikke kunne tage. Noget, vi ikke ved noget om.
Nå, men videre. Saul var kommet i krig mod de
De Haaj nu slawn sæ nied paa en bakksid, hwor de war kjor op med dje kanowner, dje bøsser og dje værker, simensak og menåsi!
Saa haaj de da ogsaa slæft en kjemp med sæ, Goliat de kaldt ham, og sønen krigskaal — ham er der vis aalle sit maagen te i nowe sla, for han molt/ræ hans nies og te hans knogler sejs styvle al.
Ja, det war en javn slegi aa staa øwer for!
Og saa som han war staffired ud!
Han war i en jærnkjowl og en pa kobherbowser, og en hjælm paa æ hued som en dejnkaa, og han stod og pejt med en spyd, og den war tykker paa æ skawt, end den villerst bjælk i æ laad.
Og hwer daa, nær a skinting haaj faat hans dower — for han war en kaal, der sku ha nøj i æ lyw! — saa gik han ud paa æ bakk og brøld, saa det kund høres øwer syw kierksown. Det war jo for aa ræd de anner rejn hen, kan I forstaa det?
Ja, som han da trued dem paa æ bælle!
Han skræwed ud paa de her trej als bjen og sparked i æ brinker, te æ stien fløw — for rigtig aa ta æ bøw fræ dem, bandt, saa der gik blaanner for jen si øwn, imen han hwøwted ad dem og saa:
“Aa, vil I ett lig kikk hérøwer, I bette løjn kaal!
I kund fandenmæ vis træng te aa faa jer øwn laa om i æ rammer!
Ja, vil I ett nok komm, imen a haar æ warm — a
Simensak og menåsi, pik og pak; knogler, ankler; en javn slegi, en ordentlig kleppert; ta ce bøw, taget modet; blaanner, skyer; hwøwted, vinkede; bett løjn kaal, gavtyve (løjn = lådne).
der skidtsakker til filistre, der ikke bestilte andet end at lave rav i den.
Han havde haft flere bataljer med dem, og de blev mere og mere utidige for hver gang.
Nu var de gået i stilling ude mellem nogle bakker, med kanoner og raketter og alt muligt teknisk og edb og den slags.
De havde også en kæmpe med. Goliat hed han, og mage til gorilla skulle man lede længe efter. Fra snuden og ned til de sure sokker målte han godt og vel fire meter.
Jo, det var et ordentligt læs at gå i lag med.
Og som de havde rigget ham til!
Han var i stålbrynje med kobberbukser, hans hjelm var større end en skidetønde, og så gik han og fægtede med et spyd på tykkelse med en telefonpæl.
Hver dag, når den bamse havde fået morgenmad – og jeg kan lovejer, han skulle have noget i sækken – gik han op på en bakke og brølede, så det kunne høres helt til Vallensbæk. Bare for at skræmme bukserne af Herrens venner.
Ja, kors bevares, hvor han råbte og skreg.
Han skrævede ud på sine lange skanker, sparkede i jorden, så det fløj med sten og græstotter, og bandede, så svovlet løb ned over kinderne på ham, mens han truede:
ska dæwlenmæ sætt jer jer nies i braåndkass!
Saa det er den slaws pillikratværk, de kalder sølda-ater øwer ved jeranner! I skuld heller ha bløwn hjemm ved jer muer og lær og bind jer bowser op, inden I vil nappes med kaal af mi starels.
Og du, Savl, der gjelder for en faale kaal, nu war æ tid te aa vis, hwad du er gjord aa.
A sir nok, du krykker baag de anner. Aa, hold dæ nu ett tebaag, bette Savl; maa a’tt prøv aa maal dæ mell æ skaaldre med den her bette staag?
Ta baare de drengi med dæ, saamanne du sjel vil, og kom mæ saa nær, a ka now jer: A skal mi salighied law en kjøn fad finker a jer!”
Ja, som æ bed skuel da testibred dem!
Tho han kund jo mærk, de lod sæ forknytt, og det war jo hans handel.
Men saa kam der endda nø andt i æ spil. Hør ikkuns nu!
Søen en staånds vej fræ, hwor dæ hær gik for sæ, der bowed en buendmand, de kaldt Isaj. Han haaj en hiel rewl sønner — ott, om a hower — trej war med Savl i æ kri, fir war hjemm ved æ faar, og den femt i æ mark ved æ høwder.
Han hed Dawed, og skjønt han war den ungest, saa war æ j ’ett fri, te han war den viberst aa æ flok, hwad I snaar ska faa aa hør.
Tho han war jo endno betleajted te aa vær kongens
Pillikratværk, pattebørn; krykker, kryber; skuel, asen; en rewl, en række; villerst, dygtigste; betleajted, lille nok.
“Kom herover, I små skvatmikler!
I kunne såten fjærteme’ godt trænge til at få fjæset ommøbleret.
Ja, kom bare an, I dinglekæppe, så skal jeg krænge jeres røv om til malkehue.
Sådan noget småkravl, I kalder jer soldater! I skulle hellere være blevet hjemme ved mors patter. I har ikke en chance mod mig.
Og du dér, Saul, som skulle være sådan en helvedes karl, lad os nu se, hvad du duer til.
Nå, så du kryber i ly bag de andre! Hold dig nu ikke tilbage, lille Saul! Kunne du ikke tænke dig lidt massage med fars kløpind her?
Tag bare de andre slatpissere med, så mange du vil. Og kom så an! Så skal I stejlen rask’me få trynemad, som I aldrig har prøvet det før!”
Ja, det kom fra ham som skidt fra en skrukhøne.
Han kunne jo mærke, at de lod sig gå på. Og det var lige det, han var ude efter.
Men så skete der noget. Hør nu bare her:
Et stykke vej fra, hvor hærene lå, boede en gårdmand, Isak hed han, og han havde mange sønner – otte var det vist. Tre var med Saul i krigen, resten hjemme på gården. En af dem gik ude i marken hos kre’turet.
Han hed David, og han var den yngste. Men også den, der var mest skub i. Dét vil I give mig ret i om
kaal, skjønt der war mued nok; men en ska jo ogsaa ha nue hjemm te æ bestilling; helsen gaar æ karenmæ skidt med dje krigshandel — og han war en faale hwell bette knæjt te aa ponne om ae kreaturer, ja, som han kund faa æ te og lykkes og trywes, der haaj han nap hans hg.
Han sku snaar faa æ vend harom, om det skaft sæ skaars hæ skajle, og han war et ræj for aa vov hans trøj, nær det knied.
Jen daa war der kommen en løw’ ind o æ awr.
Det war en slem kammeraat og faa imell æ for!
Og den snapped jo jen aa æ lam hg for æ nies af ham og ad æ hied en lod ta! Men Dawed han war ett taft obaag; søen vild han ett aa med hans lam; han sætter atter’en, nowed en ogsaa og gaar for’en med hans kjep.
Men den er jo gal som Filax; den reser sæ imud ham Ug paa æ baagbjen, som skuld’en ha sluged ham lig med det samm.
Men Dawed han war ett forfar, han tar’en ved æ skjegg; der staar de søen og bødles; men saa paa jen gaang: imud æ jurd med’en, en knæ paa si bryst, og æ kjep i æ gåf aa’ en. Æ lam maatt en aa mej; harovs! og æ lyw owen i æ handel!
En skuld jo snaar undres øwer, det kund vær sand!
A tinker, om ett det haar wot en bette ung!
Men saamøj en lywle bette knæjt war æ; ett søen nø
Skaars hæ skajle, skarnagtige og uregerlige; knied, gjaldt; gal som Filax (Filax = et hundenavn i en gammel roman); forfar, bange; bødles, strides; lywle, levende.
lidt.
David var ikke bange af sig, han var bare for ung til at komme med kongen i krig. Der skal jo også være nogle, der bliver hjemme og bestiller noget, ellers bliver der knagerne’ ikke råd til krig. Og David havde sådan et godt tag på dyrene.
Han kunne få dem til at makke ret, når de ville bisse og skabe sig tosset. Og han var ikke bange for at vove pelsen, hvis det kneb.
En dag var der kommet en løve ind på marken.
Det er en kedelig kammerat til at have rendende rundt mellem fårene.
Og den snappede et lam lige for næsen af David og stak af ud over markerne. Men David var nix forbluffen! Sådan skulle man ikke rende med hans lam – og han bagefter, nåede løven og gik løs på den med sin kæp.
Løven blev ædende ond, det kan I nok forstå. Den rejste sig på bagbenene, som om den ville sluge ham lige på en studs.
Men David lod sig ikke dupere. Han greb den i knurhårene, og de stod og fægtede lidt – så måtte løven bide i græsset, og David stak den et håndkantslag mellem øjnene og kæppen i gabet. Den måtte både slippe lammet og lade livet.
Tja – jeg ved minsandten ikke rigtig, om den historie holder vand.
tud’maag, som det en faar te hjorrer nuomdaw.
Naa. Æ muer hun gik jo derhjemm og sylred øwer de trej ældst, der war med Savl.
Tho det er nø lied nøj, det krigsvæsen, for der skir gjån skaad ved æ! Og æ muers hjat er æm, saa sjel om hun nu haaj ott sønner, saa tyt hun iløwle ett, hun haaj nue aa omvær aa — paa den maad.
Men hun war jo baare en sølle kwindmennesk, og hwad kund hun gjør fræ heller te?
Men saa jen daa haaj hun da baaged saamøj nø gued pandekagger; det vidst hun, te det war nøj af det aal-villerst, hun kun byd dæ her sønner, der war ad æ kri. Men hudden skuld hun endda faa æ send te dem? Ih jow; der kam jo Dawed springend øwer æ lukkidig — han war jo aaltid tefars — og hun faar æ knæjt vinked te sæ.
“Aae, bette Dawed, du er jo søen rask dreng, som en aaltid ka stuel paa; kund en ett faa dæ te aa rend hen te di brøjer med det her?
A er da rej for, te de ett faar nø ordentlig te æ fød. Og det war da osse raar aa ved, hworden de helsen haar æ; en gaar jo her og hører aalle en urd fræ dem.
Du ka nok faa en knæjt te aa hold yw med æ høw-der saalæng.
Det er jo aalle ward aa sej nøj te di faa’r om æ” –
Jow, Dawed han war allat!
Det war jo da nøj for søn en kytter aa komm ad æ
Hjorrer, hyrder; sylred, klagede sig; skaad, skade; æm, øm; aalvillerst, allerbedste; lukkidig, toftdige; tefars, på færde; brøjer, brødre; allat, parat.
Det var jo nok kun en løveunge.
Men David var i hvert fald en rask gut. Ikke en af de små blegfisede aspargser, der knolder rundt nu om stunder og vil have det grønne bevis.
Nå, men hans mor gik derhjemme og sukkede over de tre, der var med Saul i krig.
Det er jo noget møg, det dér med krig. Man kan komme rædsomt galt af sted. Og mødre er og bliver mødre – så selv med otte sønner syntes hun ikke, der var noget at give væk af. Ikke på den måde.
Men hun var jo bare mor. Hvad kunne hun stille op?
En dag lagde hun en æske pandekager i mikro-ovnen. Hun vidste nemlig godt, at når man er i krig, er der ikke noget, man længes mere efter end mors egen bag. Men hvordan fik hun nu bragt dem ud til sønnerne? Nåh, jo – der kom David benende, i fuld fart som altid. Hun kaldte:
“Hør, David – kunne du ikke lige rende over til dine brødre med det her?
De får vist ikke meget at leve af ved fronten. Og det var da også rart at høre, hvordan drengene har det. De er ikke flinke til at skrive.
Du kan vel få en af de andre til at holde øje med dyrene imens.
Og far – han behøver ikke vide noget om det her. Er du med?”
bøj og faa nøj aa si.
Og æ muer hun faar æ pandekagger i æ tejn, og a trowr migi osse hun laa en bette kukmand ved’em, tho “uden mad og drikke duer helten ikke”, og hun fløi-ed Dawed æ tejn i æ haånd:
“Lad mæ nu si, du skikker dæ wal!
Og nu maa du’tt gjån lett æ laag, for de skuld jo helst behold æ warm.
Og hels dem nu saamanne gaang fræ vi gammel her-hjemm. — Naa gaa saa, mi baan, og Gud vær med dæ!”
Og Dawed han gik nok saa walcker hen ad æ vej med æ tejn i hans jen haånd og en gued raamjælkspande-kaag i den naaen.
Det war helsen nø andt for gotten Dawed end aa legg ud ved en wot dig med en trøj øwer æ hued og gi ajt paa no skajle forkræger!
Naa, Dawed kam hivend nied te æ brøjer og fæk aagjøring paa æ muer hinne pandekagger; det war lig mad for Mowns!
Han haaj ogsaa faat en par grøn woster og andt edel-swor mej te æ skjesant, de haaj, og det bløw tawn ham møj wal op, og en beløwen klør det war han, saa der war ett den dom hæ diel han ett maat si; dér war ett nøj i æ vej, and han kund gaa ud og ind ved æ vagt, som han vild.
Og det war lig nøj, der past ham; for Guj bewors,
Æ tejn, madkassen; bette kukmand, brændevinskrukke; wakker, livlig; skajle forkræger, fårehøveder, som gør hyrden knuder; aagjøring, afsætning; edelswor, madvarer; beløwen, begavet.
Ja, vist var David med.
Det var lige en tur, der passede ham. Han kunne godt tænke sig at se noget rigtig krig.
Konen pakkede pandekagerne ned i en kurv. Og lur mig, om hun ikke fik plads til en halv abe også, for som det gamle ord siger: En kæp i øret forhindrer forstanden i at løbe ud.
“Lad mig nu se, du opfører dig ordentligt.
Og lad være med at pille ved pandekagerne, de skulle gerne holde sig varme.
Hils drengene mange gange fra os herhjemme. Nå, stik så af, knægt, og Gud være med dig!”
Og David travede af sted i højt humør, med kurven i hånden og en pandekage i fløsen.
Det var noget andet end at gå ude i marken i regn og rusk og passe de dumme høveder.
David nåede frem til brødrene, og de havde ikke noget imod at få pakke hjemmefra. Med pandekager. Du alstyrendes, hvor de åd!
David havde for resten også fået en ost og et kilo lakridskonfekt med til deres sergent, og det blev han ret populær på. God til at sno sig var han jo, så han fik lov til at gå rundt i lejren og studere det hele.
Det var noget, han kunne bruge. Her var mere at se på end på fællesdyrskuet i Roskilde.
Bedst som han stod og måbede over både det ene
hwad war dér ett aa si paa for søen en kaalsen!
Aalbejst som han staar og spjelker æ øwn op snaar paa det jet og snaar paa det andt, saa kommer ham æ slegi — Gohat — ijen pransend, skræwer hen og strammer sæ an med hans spyd og hans værker og gir hwer brøl fræ sæ, te Gud spaar wos! Ja dæ hwæl det rædle spetakel kund klemm af sæ, ret saa det skingred jen i æ ører! Og Savls folk — saasnaar de saa æ slamper, saa blatted aalting aa æ hinner af dem, som de gik og sto, og den jen vild immer baag den naaen; ingen turd vær den forrest, ihwad det saa maatt gjeld. Ja om det saa war Savl sjel, saa saa de for redle og sand, te han gik ad æ seng og kravlt under æ dyn og war ett te aa trøst. Søen haaj dæ hæ skumpi lawed æ med hans skjesu og hans brølen.
“Ih hwad er endda det for en kreatur, der staar søen og tar opaa?” saa Dawed; “tho han brumler snaar warr end jen af mi faa’rs tyr derhjemm.”
Naa, han fæ jo snaar beskejn om, hwem æ skinting war, og hwad Savl haaj lowed ud — hans villerst dætter og guld og rød trummer — te den der kund undlyw ham.
Dæ hér det slog migi Dawed i lotten, og han vild ha nø mir aa ved om æ stilling.
Men saa kam den ældst af hans brøjer og war møj værkele, og han sejer te æ bette swend:
“Hwad, staar din knæjt endno hér og glyner! Ska
Søen en kaalsen, sådan en gut; spjelker æ øwn op, spiler øjnene op; pransend, at indtager en udfordrende stilling; dæ hwæl, hvilke hyl; rædle, afskyelige; æ slamper, en plump karl; blatted, klattede; skumpi, æsel; skjesu, larmen; skinting, skidting, rad; rød trummer, røde garnender; slog i lotten, slog i lytten; værkele, vred; glyner, gaber.
og det andet, kom ham det store buldrehoved, Goliat, frem på arenaen og lagde an til sit sædvanlige show. Han begyndte med at udstøde et brøl, der krængede ørerne bagud på Sauls tropper. Så snart de så kødbjerget, begyndte de at ryste og bævre, de smed, hvad de havde i hænderne, og prøvede at komme i ly bag hinanden. Der var rift om de billige pladser nede bagved. Om det så var kong Saul himself, blev det sagt, at han var krøbet til sengs og havde trukket dynen op over næsen. Altsammen på grund af den enorme skiderik og al hans larmen og skramlen.
“Hvad er det for et kvajhoved, der står der og giver hals?” spurgte David. “Det er lige før, han kan slå fars gamle præmietyr derhjemme.”
Nå, de fortalte ham så lidt om drønnerten. Og at Saul havde udlovet sin datter, en pose guld plus lidt sidegevinster til den, der nedlagde Goliat.
David spidsede ører. Han ville vide mere om, hvordan sagerne stod.
Men så kom den ældste af hans brødre. Han var ond i sulet og sagde til lillebroren:
“Hva’ pokker, er du her endnu, knægt? Skal du ikke hjem og vande kalvene? Vi har såterne’ ikke plads til sådan en hvalp her, det er galt nok i forvejen. Skrup så af med dig!”
“Ah, lad mig blive! Jeg skal nok lade være med
du’tt hjem og wand æ kali? Her er ett æ plads for søne swend; det ka vær skrumled nok for en naaen. Se du no aa pikk aa!”
“Aa, ka du’tt læ mæ staa! A gjør wal ingen uskjel,” swor Dawed og spruded ud aa æ ywend.
Æ knæjt war ett te aa gjen hjem. Han vild ilaw med æ slegi hesøwer.
Han lod sæ forlyd mej, te han war mynde for aa piri den hertug øwer end.
“Sønen siunder, søn stø pæsen, sønen uomskoren radbælle, der sto og gjord tyk nar af baade Worherr og aall anner; han fortjent aa faa hans nies te aa legg, hwor han taft hans frod!”
Og hwad han kund faa aa sej; æ dreng war saa opir-red, te han inderlig bevverist.
Det kam Savl for ør, te der war kommen søen bette muede klør te æ lejr, og han forlaanged aa faa ham aa si, og Dawed bløw før ind i æ kammer te kongen og maatt fortæl ham, hwad ajt han haaj.
Og Savl saa paa den her bette morris, der kund staa under hans aarmhwoller.
“Og du’el legg den slemrige kjemp ød?”
Ja, Dawed var vis paa, te han wal skuld slaa den vif fræ æ skogger.
“Nej, nej!” saa Savl og laå hans haånd paa æ dreng hans hued, “søen maa du’tt beg med æ lyw; du er end-no en ong persown, men han er en krigskaal “fræ hans
Skrumled nok, vanskelig nok; pikk aa, komme væk; uskjel, fortræd; ywend, ud af øjenkrogen; aa piri, at pirre; sønen siunder, sådan et asen; stø pæsen, oppustet nar;frod, fråde; bevverist, skjalv stærkt; bette morris, lille fyr; s laa den vif fræ æ skogger, bringe én til tavshed.
at gå i vejen,” sagde David, mens han skævede over mod Goliat.
Knægten var ikke til at drive hjem. Han ville op at slås med kæmpen, og det straks.
Han fortalte vidt og bredt, at han dæleme nok skulle få has på Goliat.
“Sådan et braldrehoved! Sådan en skvadderrøv! Står og gør grin med Vorherre og ordentlige folk! Han skulle ha’ én på trynen, så den røg ud som en byld i nakken!”
Og der kom mere af samme slags. David havde sat sig sådan op, at han dirrede over det hele.
Saul fik at vide, at der var kommet en lille modig fyr til lejren, og han forlangte at få ham at se. David blev ført ind i kongens gemak og måtte fortælle, hvad han havde planer om.
Saul kastede et blik på den hersens splejs, der knap nok nåede ham til ærmelunden.
“Og du vil gøre det af med kæmpen?”
Javist. David regnede ikke med, at det ville blive noget problem.
“Nej, nej,” sagde Saul og lagde hånden på knægtens hoved, “sæt ikke dit liv på spil. Du er ung endnu – mens han er en garvet kriger.
Lad hellere være, David.”
Men knægten var hverken til at hugge eller stikke i.
ungdoms dage.”
Gør æ ett, bette Dawed!”
Men æ knæjt war ett te aa raad mej; han vild som han vild.
Ett engaang kongen kund kwist ham fræ æ.
Ja, ja; saa skuld han da i kongens egen klæjer.
Naa, Dawed trak af hans trawallitøj og kam i Savls, men død og verden, sikke et syen!
Nok war Savl en alworlig mand, men her kund han iløwle ett baar sig for aa grinn. For hwor det ett war for bred, der war æ for laang.
En kobberhjelm sak ham hiel nied om æ ører, og da han saa skuld i Savls staaltrøj og kobbermundiring, saa maatt de ligfram ta og daj ham, for ved egen hjælp kund han knap faa den jen fued om den naaen.
Det ka en jo snaar forstaa: paa den fasown kund han ett gaa imud æ kjemp. “Nej nu ska I læ mæ vær, og læ mæ pass mæ sjel!” saa Dawed.
Og det maatt de saa ogsaa gjør, skjønt Savl rist paa hans hued aa æ.
Aalle saasnaar war Dawed kommen udenfor æ dar, får han astej, men han kund pinspring, nied te en bette bæk, der war. Og der laa søne bette glatt stien, som æ wand haaj slikked øwer; han tar en fir-fem af de her stien og putter i hans taåsk, fæ hans slyng aa æ lomm, hans kjep under æ aarm; saa war han tepas!
For det aa slyng en stien — det war nøj han war
Kwist, tvinge; trawallitøj, arbejdstøj; aa grin, smile; daj, støtte ham under gangen; pinspring, løbe stærkt; taask, taske.
Ikke engang kongen kunne få ham fra det.
Og så skulle han til at trække i kampuniform.
David smed gummistøvlerne og begyndte at tage rustningen på. Du fredsens, hvor så han ud!
Saul var ellers en alvorlig mand, men nu kneb det for ham at holde masken. For David var ved at blive begravet under panseret.
Kobberhjelmen gik ham ned over ørerne. Og da han skulle have brynje og plader på, lignede han en hundehvalp, der var kommet galt af sted i en skrothandel.
I den mundering kunne han ikke stille noget op mod kæmpen, det var tydeligt nok. “Nej, lad mig hellere være, som jeg er,” sagde David.
Det gjorde de så. Selv om Saul rystede på hovedet.
Da David kom ud, løb han alt, hvad remmer og tøj kunne holde, ned til en bæk i nærheden. Bunden var fuld af små glatte sten, der lå og rullede rundt i vandet. David tog fire-fem sten og stak dem i lommen. I baglommen havde han sin slangebøsse, en kæp havde han også med – så var han klar til første runde.
Dét der med at skyde med slangebøsse, det var noget, David var god til.
Og nu vendte han næsen i retning af kæmpen.
Han gik rundt om ham og nærmede sig fra vind-
kjend mej!
Og nu begynd han aa søg æ kjemp.
Han gik nurden om ham og kam vejsten te ham for ett aa ha æ løjt af ham.
Der sto han og loged lidt og høt paa, hudden han balsenired. Det war naple nok, han kund kikk te æ ower af ham. Æ øwn sto i kjemp hans hued som en mandhwolm koks, æ frod vælt ham ud øwer æ skjegg og stent laant hen, som nær en helmes skummer fræ æ bjedsel; han glowed jo saa høt, te han ett kund faa yw paa saa smaa folk som Dawed.
Endle bløw han ham da wor og maatt nu te aa kig’ nok saa nejle.
“Hwad er du for en ussel majk, dér kommer kryvend?
Gaar du og lieder atter gal skjellinger, da maa du helst hold dæ paa din egen; for herøwer spiller vi klink med den her slaw!”
Hér hug han hans rædle spyd nied i æ jurd forved Dawed, saa æ saånd sto op om ham.
Men Dawed han veg ikki ud af flækken; han sto lisse frimodig med hans bette rød kinder, og han war ett ræj for aa knævver ijen.
“Hwad sejer din mjatt,” brøld æ kjemp; “a trowr saa mi salighed te den pøjke træder mæ imud; ta dæ iwor, te a ett drejer dæ en sandskag, saa du røger flir daw ind i næjst ug! Staar du og stier ad mæ med en
Løjt, lugt; loged, kiggede; balsenired, tog på vej; stent, strittede; wor, var; nejle, lavt; majk, maddike; gal skjellinger, regnepenge (ude af kurs); knævver ijen, svare igen; mjatt, unge.
siden. Så slap han for hørmen fra Goliat.
David stod stille lidt og hørte på, hvordan det store grødhoved larmede løs. Han kunne knap nok se toppen af ham. Øjnene stak ud af Goliats hoved som et par billardkugler, fråden løb ham ned over skægget og strintede til alle sider. Han stak næsen sådan i sky, at han ikke lagde mærke til en lille fyr som David.
Til sidst fik han alligevel øje på ham, og nu måtte han kigge nøjere efter.
“Hvad er det for en elendig maddike, der kommer kravlende der?
Tror du ikke hellere, du skulle tage at fise af? Herovre bruger vi sådan nogle som dig til at klø os i øret med, og det kunne godt blive usundt for dig, det ku’!”
Han bankede sit enorme spyd ned i jorden lige foran David, så sten og skidt røg om ørerne på ham.
Men David veg ikke en tomme. Han blev stående, rød i kammen af hidsighed, og han turde endda skræppe igen.
“Hvad siger du, din fnatmide?” brølede kæmpen. “Jeg tror gu’hjælp’me’, at puslingen vil slås. Med mig! Pas hellere på, jeg ikke hamrer dig én på bylden, så du ryger tolv dage ind i næste uge! Truer du ad mig med den tandstikker dér? Du vil måske gi’ mig smæk i numsen, hvad?
piskskawt? Tror du, a er en hund, der skuld ta imud stryg af en hwalp som dæ!
Kom her med di kjep, din kjepdreng!”
Men Dawed, der nu haaj list en stien i æ slyng, han løver hg ind under æ kjemp aa rover:
“Bed nu di fadervor, din arm synder, for nu haar du ett manne graader aa gi aa!
Og kom saa hér, aal I swot rawn, saa gir a jer nu fød for manne daw!”
Her swinged Dawed hans slyng; æ stien skor afstej og ramt æ slegi hg i æ stjern.
Goliat — aalle jen urd han mælt mir, men blatt! sak han hg nied paa hans æst.
Og Dawed — han war et hjamsk, han hen, Gohats savvild herut, æ hued af ham, saa en trilt!
Og da æ Filistre saa dæ hér, saa det afstej, men remmer og tøj kund hold; de rend jo/or ælyw — men Savl og hans mænd de war i æ hæl af dem, og de møwred jo nied aa æ, saa det fild som skurrehatt.
Men da æ sla war te end, saa maatt Dawed jo ind te kongen og skrøwt, hwem han war, og hwor æ faa’r war; det war jo’tt sær! og da Dawed kam ind, haaj han Gohats hued ved æ haar, nu war de jo knap saa ræj for ham, som de haaj wot; men de flest sigted iløwle atter æ dar.
Men det kan I stul opaa: atter den daa saa bløw der missen andt for Dawed aa bestill end rend i stunt-
Graader, grader; stjern, pande; men blatt, men plump; æst, bag; hjamsk, tabt æbag; savvild, sabel; møwred, myrdede; skurrehatt, paddehatte; skrøwt, skrifte; missen, min sandten.
Kom med pinden, pindemand!”
Men David havde ladet sin slangebøsse. Nu løb han ud lige foran kæmpen og råbte:
“Bed nu dit fadervor, kammerat, for om lidt er du færdig med at se godt ud.
Og kom så her, alle I sorte ravne! Her skal I få middagsmad for hele næste uge!”
Så fyrede han slangebøssen af. Stenen hvislede af sted og ramte den store drønnert midt i panden.
Goliat sagde ikke et ord. Splat! Der gik han på enden, og dét, så der blev jordskælv i Slagelse.
David trak Goliats sværd ud af skeden og huggede kæmpens hoved af, så det trillede.
Da fdistrene så det, stak de halen mellem benene og løb for livet. Men Saul og hans mænd var i hælene på dem og mejede dem ned for fode – de dejsede omkuld som kegler.
Da slaget var overstået, måtte David ind til Saul og berette, hvem han var, og hvor han kom fra. David kom bærende på Goliats hoved, som han holdt i håret. De andre var ikke så bange for kæmpen mere, nu hvor kroppen manglede. Men der var alligevel nogle, der skulle skynde sig på wc, da de så Goliats grimme fjæs.
Og så kan I ellers godt regne med, at David fik nyt job efter den dag. Det var slut med at stå i
hueser ved æ hjordkjep; nu fæk han en rød kjowl om æ skaaldre, en plomaas paa æ hued og bløw jen af de villerst mænd i kongens gord.
Søen gik det!
Stunthueser, strømper uden fødder; plomaas, plamage; villerst, anseteste.
fodermesterlære. Han fik en rød gallauniform på, en spraglet klat på hovedet, og så var han klar til nytårskuren.
Jo, sådan skulle den skæres!

Stur fremmed te Abrahams – GJHB

STUR FREMMED TE ABRAHAMS

Fine gæster hos Abraham
Det war en møj skjøn sommerdaa, a tinker, det haaj wot søen omkring ved Se-Hanns – Abraham haaj lig wot henn og hjælp æ dreng med aa faa æ kyer kobbelt ud; nu haaj han saat sæ ved æ husend for aa dums en jenle ywblik, inden han ijen skuld te affensiren. Han haaj ett sæt manne minutter, saa begynder æ hund aa søg.
“Jow; det ska en nok pass; nær ennaan jen sku ha en bette blund! Det lied maag! Der er da aaltid søen molør ved den hund. — Ih, ti nu still, Dine!” -Æ mand war jo ett tepas mej, te han søen skuld forstyrres i hans soven. Men æ hund bløw ved aa gjelster. Abraham slaar æ brikker op og ska rigtig te aa taal donner te æ hund; men saa fæ han helsen nø andt aa kikk atter!
“Ih, død og verden! hwem war endda det, der kam higend nied øwer æ towt? Trej persowner, den jen hans hued hywer end de anner.”
Nu haaj Abraham da aalle sit saa skjønn kaa’l i hans daw! Hwem kund endda æ mennesker vær? Lig med jet slaar æ nied i ham som en lyssen:
“Det er Worherr!”
Se-Hanns, Skt. Hans; dums, småblunde; affensiren, ud at virke; søg, gø; det lied maag, lede rad; molør, larm, uro; Dine, hundenavn (sådan hed Gammel Jehannes’ hund); gjelster, tage på vej; æ brikker, øjnene, taal donner, tale den strengt til; en lyssen, et lyn.
Det var en dejlig sommerdag, sådan omkring ved sankthans, vil jeg tro – Abraham havde lige været henne at genne den sortbrogede ud af brakmarken, nu havde han hittet en liggestol for at blunde lidt, inden pligten og formiddagskaffen kaldte. Men han havde kun siddet et par minutter, så begyndte hunden at gø.
“Ja, det kunne jeg nok tænke mig! Når man endelig skal ha’ sig en lille én på øjet. Skabede køter! Hold så kæft, Villy! Læg sig!”
Han var godt gnaven over al den larm. Men Villy var ligeglad, den blev ved med at give hals. Abraham lagde an til at give hunden et regederligt møgfald, men så skal jeg love for, at han fik andet at tænke på!
“Kors bevares! Hvem er dog det, der er på vej op ad indkørslen? Tre mand høj, med slips og hvid skjorte og hele pibetøjet.”
Abraham lurede en kvart. Kunne det mon være konsulenten? Eller fra kreditforeningen? Lige med ét slog det ned i ham:
“Milde Moses – det er jo Vorherre!”
Og han løver imud dem, som han gik og sto og kaaster sæ nied i æ dog for dem:
“Walkommen, walkommen! Nu haar a vint atter det i all mi løwdaw. Gud ske tak, te I endle kam! Men kom da nu ind og hwil jer! Nu skal a slaa nø wand op, te I ka faa jer fedder wasked; æ vej er saa støwed i æ daw, en skuld da hof, der snaar maatt komm nø regn.”
Og imen de kam hen te æ kjeld og kam aa æ støwl, smutted han ind te æ kuen:
“Da er æ helsen stur fremmed, vi haar faat, bette Sara! Haar du nøj i æ spiskammer?”
“Ih, er der fremmed? Hwem er det da?”
“Ja, blyw nu ett hiel hentavn: “Worherr og tow af hans Engle/”
“Aae jøsses endda! Tror du, de ka spis kalkjød? Ja, det er fæsk og nydele nok. A slagter iguer. — Huer er de?” hwisked Sara og vild kikk ud aa æ vinni.
“De staar og wasker dje fedder herud ved æ kjeld-trow. Vil du’tt mej ud aa hels paa dem?”
“Nej, nej, a staar her i mi dawle piøger!”
“Jaja da; læd mæ nu si, du lawer æ det hejst, du kan. — Aae, bette Sara,“ saa han og slo hans aarmer om hinne hals, “det er den skjønnest daa i mi lyw!” Han ud te de fremmed og fæk dem te sæd, og ind te Sara ijen, lisse sor; te ett hun sku gaa hen aa glemm nøj. I ka trow, te der bløw brast op!
æ kjeld, brønden;fæsk og nydele, fersk og velsmagende; kjeldtrow, vandtruget; dawle piøger, hverdagstøj; lisse sor, hvert øjeblik; brast op, gøre sig flid i kogekunsten (at brase).
Han skyndte sig at gå de fine fremmede i møde og begyndte at bukke og skrabe:
“Velkommen, velkommen! Det har jeg ventet på i årevis – gudskelov, I endelig kunne få tid! Men kom dog indenfor og hvil jer efter rejsen! Nu skal jeg knappe fire af de lokale op, så I kan få støvet skyllet af halsen. De højere magter kunne godt snart gi’ os en ordentlig bløder.”
Mens de tre faldt til ro i sofagruppen og fik hul på ø-vitaminerne, smuttede han ud til konen.
“Vi har ellers fået fine fremmede, Sara. Har du noget godt i køleren?”
“Men dog, er der fremmede? Hvem er det?” ‘Ja, lad nu være med at slippe skaglerne: Vorherre og to af hans engle.”
“Gud! Tror du, de kan spise revelsben? Ja, det er skam gode og fede ben, jeg rodede hele bunken igennem omme i Brugsen. Hvor er de?” “Inde i den pæne stue. Skulle du ikke lige hilse på dem?”
“Nej, ved du nu hvad, jeg står her i konditøj og papillotter!”
‘Ja, ja, da. Men lad mig nu se, du laver noget ekstra godt til os. Ah, Sara,” sagde han og gav hende et klem, “det er den bedste dag i mit liv!”
Han slog et slag ind for at se, om gæsterne sad godt – så ud til Sara igen for at holde hende til
“Nu skal I snaar faa en bej te æ fød; I haar gavn en laang vej, I ka gjån vær sulten,” saå Abraham. Og dér kam en nøj dug paa æ burd, det war da’tt sær. Der war migi ingen small stejer. Han haaj jo en gord i Mamre dengaang, haaj Abraham, og han war aaltid godt øwer hans sager; og sjel om Sara war nøj aaldre — hun haaj lig fyldt de niogfis — saa war hun sgi end-no en hwell kwind i en gord.
Nu, som de er kommen te æ skyw — de fæk kalstieg og tykmjælk med en ordenlig law flød og sukker paa, saa det war karenmæ en gued løwmaad — saa sejer Worherr: “Hwor haar du æ kuen henn, for bø’n er her jo ingen aa?”
“Sara er ud i æ frammers,” sejer Abraham.
Hun vild jo ett ind; hun tøt jo ett, hun war snøg nok, forstaar I. Men hun holdt jo æ dar paa klem, for hun vild jo iløwle godt hør atter, hwad de saå.
Det er jo nysgjerre, æ kwindfolk!
“Om en aars mued, nær a sejjer her ijen,” saå Worherr, “saa ska du’tt vær saa baanløs, som du er i daa, Abraham.”
Saa høt de jen, der grinned baag æ frammersdar. Det ynd Worherr ett.
“Hworfor grinner Sara?” saå han. Nu kam Sara søen hal hen i æ darkarm, og hinne forklæ haaj hun opp for hinne mund.
“Aa, du maa ett vær vred, men a kund ett baar mæ
en bej, en bid; nøj aaldre, hen på tiden; sgi, min sandten; hwell, duelig, dygtig; ce skyw, bordskiven; karenmæ, sandelig; en gued løwmaad, en god føde;/rammers, køkken; tøt, syntes; snøg, hæget; iløwle, alligevel; en aars mued, i løbet af et år; baanløs, barnløs; grinned, lo.
ilden. I kan regne med, at der var gang i gryderne!
“Nu skal I snart få lidt at leve af. Al den rakken rundt, det er noget, der tærer,” sagde Abraham. Der kom tøjdug på bordet, ingen smalle steder der
– han drev jo en firelænget i Mamrelund (det ligger ude ad Slangerup til), så han havde magt over det. Og selv om Sara ikke var nogen hønnike mere
– hun var lige fyldt 89 – var hun stadig ferm til det derhjemme.
Da de var kommet til bords – de fik revelsben med det hele og budding med rød sovs, så det var den lille vælteme’ noget af en revisormiddag – sagde Vorherre: “Hvor gemmer du konen? For børn er her jo ingen af.”
“Sara er ude i køkkenet,” svarede Abraham.
Hun ville ikke ind, for hun syntes ikke, hun var pæn nok. Men hun holdt døren på klem for at følge lidt med.
Nysgerrige er dejo, kvinderne.
“Om et års tid, når jeg sidder her igen,” sagde Vorherre, “så har I fået småfolk, Abraham.”
Hvad var det? Stod der ikke én bag døren og skrupgrinede? Vorherre blev stram i betrækket.
“Hvad griner Sara ad?” sagde han. Sara kantede sig frem i døren, med forklædet oppe for munden.
“Du må altså undskylde, men jeg kunne ikke hol-
for aa li ved det, du sidst saå.
Herreguj, vi er da en par møj aaldre mennesker, og saa skuld søen en gammel hejring som mæ gaa hen og faa den plasir!”
Men Worherr vild nu ett læd sæ træd aa:
“Som a haar saå jer: Næjst or ved samm tid aa’s, da ska Sara haa en søn!”
Og misajn kam æ osse te aa sæd!
Hejring, en forslidt og medtaget én; træd aa, gå på i debatten; tid aa’s, årsens tid, sæd, stemme.
de masken, da jeg hørte, hvad du sagde.
Herregud, vi står med det ene ben i graven, og så skulle mig gamle skræmsel nå at opleve den lykke!”
Men Vorherre var ikke sådan at vippe af pinden.
“Som jeg sagde: Næste år ved samme tid, da har Sara fået en søn!”
Og knagerne’ – han ramte plet!

Vorherr og den slemm – GJHB

VORHERR OG DEN SLEMM

Gud og den lede
Som a nu skuld fortæl: Fanden, I ved, det war da saamøj en grimme dreng, da han war minder — og atter hwad en haar hør, ska han nok ett vær bløwen bejer sind — saa rajsen og forskjøt, te han snaar ett war te aa vær i hus ved. Æ faa’r kund ett hold ham te æ hjemmen hwerken for lidt hæ møj, og ingenting nytte han vild ta hans hinner te.
No, saa er æ en maa’n søen i æ dawskjar, de anner Guds bø’n war hg gavn fræ dje dower — de er jo tidle tefars dér o lav — men Fanden, han haaj nu wot ud æ hiele næt lisom sædvanlig.
Saa kommer Worherr og gaar øwer æ gaa’dsplads; dér møder han jo saa gotten swend.
Han tint jo, han sku ha lusked forbi uden aa blyw græven; men Worherr haar sgi hans øwn med sæ! Han træjer i æ vej for ham, og saa sejer han søen jawn høt — for han war jo nøj opirred:
“Nu dér kommer du, din stø sluri! Haar du nu ijen wot ud paa flanni? Du haar nøj aa rand aa strol atter! Herreguj endda, dæ mennesker en ska ha aa fød paa! Nær en gjord dæ di ret, forvist en dæ æ gord paa staa-nend fued.
Hwor mon du haar wot?”
Minder, spæd; rajssn, uregerlig; forskjøt, uartig; æ hjemmen, hjemmet; dawskjar, dagskæret; dower, davre; tidle tefars, tidlig på færde; gotten Swend, fyren, kalorius; græven, grebet; stø sluri, bondefanger; flanni, halløj; strol, strejfe om, strippe omkring; paa staanend fued, lige på en studs; wot, været.
Hvad det var, jeg ville sige … Fanden var en møg-unge som lille, en pest i puberteten, og efter hvad de siger ude i byen, er det gået ned ad bakke siden. Han skulle aldrig have været andet end en plet på lagenet. Sjuften hang på værtshus fra morgen til aften. Hans far kunne ikke holde ham hjemme, og det skal han takke sin skaber for.
Nå, men en morgen, da Vorherres andre unger havde ædt deres mysli og var cyklet i skole, kom Fanden hjem med hoved på. Han havde været på druk hele natten som sædvanlig.
I opgangen møder Vorherre så røveren på rulleskøjter.
Han havde regnet med, at han kunne smutte ind i køjen uden at blive opdaget, men Vorherre har øjnene med sig. Han greb skøjeren i kraven og snerrede:
“Nå, kommer du dér, din fyldebøtte? Har du nu igen været ude på dødsruten? Vorherre bevares, sikke nogle typer, man har fået forældremyndigheden over! Jeg burde smide dig ud ad lemmen og droppe dig på dørtrinnet til Kofoeds Skole.
“A haar saamænd wot nied o æ jurd,” swored æ Dæwel nok saa koldhøgen.
“O æ jurd! Det war helsen en stej for dæ aa komm!
Hvor har du i grunden været henne?”
“Et smut nede på jorden, du,” skræppede Djævelen nok så højrøvet.
“På jorden! Det var da pokker til sted for dig at
“Hwad mon du haar dér, du ska ha forretted?”
“Ja tho, en ka da’tt aaltid sejj herhjemm og glyn,” swored han nok saa stønsk.
Men nu ka I tro, han fæ hans refurrium!
Worherr han tint: Da skal a iløwle forsøg, om a ett ska sætt æ gywr paa den kammeraat!
Han løwter hans kjep, som skuld han da ha slawn ham hg i æ stjern.
Han kund jo ett fordrag det her, te æ knæjt aalle war hjemm om æ nætter.
Men aalle saasnaar han mærked, der war aller i æ spil, saa begynd den slemm aa gi godt for; og hudden det gik og hudden det gi ett: Fanden slap da for haak den gaang endno; for det war jo en slinder kannis, saamøj en piøg te aa begaa sæ i æ taal.
Kort aa fortæl: da de nu haaj stavn søen og æwltes lidt, saa sejer Worherr:
“Da du nu haar finstred saa laant omkring, haar du saa ett sit nøj te mi tjenner Job?”
“Jow, det war ett andt sær,” swored æ Dæwel! “Han er hg i æ Daw ved aa legg hans kartofler.
Han sejjer helsen paa en gued plads, den kaa’l!”
“Ja,” sejer Worherr, “det er en biel og walholden mand, og en kaa’l en ka slaa bund paa. War der baa-re manne af hans slaw, men Gud bejr æ!”
“Ja, hold nu,” sejer Fanden, “nu er æ heller ett ward aa rues ham aa stærk!”
Glyn, gabe; stønsk, studs, storsindet; refurrium, varme mad, bekomst; sætt æ gywr (sætte gjordene; om kar), taget pippet fra ham; æ stjern, panden; aller, alvor; haak, hug; slinder kannis, en udspekuleret gavtyv; saamøj en piøg, en farlig karl; æwltes, skændtes; finstred, strejfet; ett andt sær, ikke godt andet; biel og walholden, dygtig og velsitueret, slaa bund paa, stole på.
tage hen.
Hvad har du at bestille dér?”
“Jeg gider sgu ikke sidde her og glo på fjerne-ren døgnet rundt.” Fræk var han.
Men nu var det ved at trække op til klassens time.
Vorherre var godt vrissen. Lad os prøve med lidt gammeldags opdragelse, tænkte han.
Han løftede sin stok og skulle lige til at banke løs.
Det ærgrede ham noget så grusomt, at knægten aldrig var hjemme om natten.
Men da den lede mærkede, at Vorherre ikke spillede kugler for sjov, begyndte han at hive i land: “Du ved, hvordan det er – det var de andre, der lokkede – vi kan alle falde i kloakken – har du ikke været ung engang?” Og han slap med betinget straf denne gang også.
De blev ved med at hakke på hinanden en tid. Så sagde Vorherre:
“Når du ligger og roder rundt nede på jorden, er du måske rendt ind i min tjener, Job?”
“Ham – ork ja! Det kan du bande på,” svarede Fanden. “Der er fuld gang i forretningerne hos ham. Han scorer kassen, den karl.”
‘Ja, det er en mand, man kan betro noget,” sagde Vorherre. “Var der flere af hans slags, skulle Guds Rige nok få overskud på betalingsbalancen.
Han gi jo udpaa aa sætt ondt for ham; det er jo hans bestilling.
“Tho,” sejer han, æ skuel, “æ mand ka ha hans gued sider, det næj ter wal ingen, men det er j o en nem sag aa slaa tesid med anner djes.
Holder han sæ saamøj te dæ i æ daw, saa ved han migi nok, æ træjring, hworfor!
Tho du ga ham jo da æ gord kwit og fri for enhwer forhæftels, og du blywer ved aa spedde te hwer dawsens daa.
Han faar jo aal det, han pæger paa og mir te.
Paa den maad er æ helsen ingen sag aa vær en Guds baa’n.
Nej, du skuld lig prøv aa pirre lidt ved ham, saa sku du snaar faa en naaen spil aa si!
Du trowr æ ett?
Det maa surenmæ gjeld, hwad det ska vær, te hwis du baare vil rør ved ham med saa møj som en halmstro, saa ska han undsej dæ, osse lig op i di oven øwn!”
Worherr vild ett trow æ; men æ Dæwel bløw ved hans.
No; de sætter jo saa en bette væddesmol paa æ, te den slemm ett ku faa Job te aa vend sæ fræ Worherr, om saa han sto paa hans hued.
Og han sku jo saa ha lov te aa dryw hans kunster med ham, det ka I nok forstaa.
Æ skuel, asenet; anner djes, andres; æ træjring, den gavtyv; spedde te, spæder til; dawsens daa, hver eneste dag; aa pirre, at pirke; surenmæ, sandelig.
Og så er han ordentligt klædt på.”
“Nå, ja,” sagde Fanden, “brems en anelse. Han skal ikke have mere, end han fortjener.”
Han bestemte sig for at sætte ondt for Job. Det er jo nu engang Fandens job.
“Bevares, Job har sine gode sider,” fortsatte drønnerten, “men det er ingen sag at spille pæn mand, når man får det hele forærende.
Hvis han klynger sig til dig, den lurendrejer, så er det dæleme, fordi han ved, det betaler sig.
Du gav ham herregården kvit og frit, uden pantebrev eller stempelafgift, og du bliver ved med at spæde til med jævne mellemrum.
Han får alt, hvad han peger på, og mere til.
På den måde er det nemt nok at være et Guds barn.
Nej, prøv at hæve renten lidt, så skal du få en anden forestilling at se.
Du tror mig ikke en halv meter, vel?
Ok., det må du selv om. Men jeg kan godt fortælle dig én ting: Hvis du giver ham så meget som et skub med en fingerspids, lader han sig omgående bortadoptere.”
Den ville Vorherre ikke købe. Men Djævelen holdt på sit.
Det endte med, at de satte en tusindlap på højkant. Væddemålet gik ud på, om Djævelen kun-
Det war lig wand paa æ Dæwel hans møll.
Ka han kom te aa lav nø skaarstykker, saa er æ te maad for ham.
Worherr war iløwle bløwen li’som nøj sumpers ved æ. Han vild jo nødde ha æ sølle mand fristed øwer æwn; tho han holdt jo møj af ham.
Og i det sjell samm, som han vil te aa gaa, saa vender han sæ te den slemm og sejer — og da war han møj beveged:
“Nu blywer du wal ett aaltfor haard ved ham!”
Det maatt æ slog jo saa low ham.
“Ja, ja,” sejer da Worherr, “gaa saa ind og faa di dower, inden æ mjælk blywer kold.”
Nøj sumpers ved æ, lidt betænkelig ved det; æ slog, raden.
ne få Job med ud i uføret.
Han skulle få lov til at lave alle de hundekunster, han ville.
Det var chili på Djævelens con carne.
Bare han kan komme til at lave rav i den, føler han sig på toppen.
Men Vorherre var ved at få kolde fødder. Han syntes, det var synd for Job. Hvad nu, hvis han ikke kunne stå for mosten?
Og ligesom han ville til at gå, vendte han sig om mod den lede og sagde – det var lige før, han var ved at blive sentimental:
“Vær nu ikke for hård ved ham!”
Det måtte skøjeren så love ham.
‘Ja, ja,” sagde Vorherre. “Gå nu ind og få dig en kop stærk kaffe. Det trænger du vist til.”

Vrødi i Vront og Mari Stont

VRØD-I-VRONT’ OG MARI STONT

Udgivet: Vinteren 1913

Vrød-i-Vront og Mari Stont
Der so en Mand paa Vinkel Vratt’,
de kaldt ham Vrød-i-Vront’,
han to’ te Kwind’ en Hjaj’ fræ Bjatt’,
og det war Mari Stont’.
„Vrød-i-Vront’ og Mari Stont’”
bløw’ te Sej’ æ Herred rundt;
de war gja’en glaad ved ledt,
og møj det fæk de ett.

Aa wank’ afstej jost for det samm’
war snaar dje jennest’ Lyst,
og nær den bette Lærki kam,
de høt hind’ aaltid føst;
grev de da hinaân og sprang
Stonthuesdans te Lærkisang,
lejt og spøjt med Tor’ i Yw’
som Lamm po gammel Hyw’.

Og hun plot Krusbær i æ Hied’
og Trønbær i æ Mues’,
og han to’ Ol saa tykk’ og fied’
og band’em i hans Hues’.
Vrød-i-Vront’ og Mari Stont’
de haaj mir end jawen tront,
de skuld’ bind’ wor Muer en Lim’
og hwer en Krikk’ en Grim’.

Og han kund’ hegs’ dæ Kai i Kow
og vis’ med Woll’ for Wand,
og hun ku’ spow, hwor Mett’ sku’ bow,
og hwem hun fæk te Mand.
Han en Dram og hun en Skro,
strags laa’ de en Skorsten po;
Mænd og Skorstjenn strø’ de mej
po gywtglaad’ Piggers Vej.

Og han kund’ si det særest’ nøj,
som anner ett vidst’ aa,
som Worr’ for Død’ og Bjær’mandstøj
mell’ Minnestid’ og Daa.
— — Æ’ Ell’pig’ fræ Flæskidam’ —
mott’ æ Dæwl hind’ annamm’!
hun haaj rejen po hans Nakk’
fræ Bæs te Kistelbakk’!

Hwor der bløw spelt og raaft: Godtôr!
der war di i dje’ Es,
og kam de stumlend te en Gord,
saa bløw der sgi Kommes!
Saa begynd’ æ Knæjt’ aa vals’,
saa begynd’ æ Hund’ aa hals’,
Vrød-i-Vront’ og Mari Stont’
haaj Gled’, saa det ku’ bundt’.

Men no er Swot jo Lywkulør,
Maløwt er no di’ Dram.
Aa ta’ Pati for godt Humør
det regnes no for Skam.
Vrød-i-Vront’ og Mari Stont’
med dje Klud’ og med dje Klont’
Gud ha Lov, de wal er død’!
Hwor skuld’ de fo dje Fød’?

Gammel Ka’ Bakk

GAMMEL KA’ BAKK’

Udgivet: 22. Jan. 1910

Gammel Ka’ Bakk’

Er æ Plads mærked aa, sæt æ Arbed i Gaang,
fo nø’ Mergel laa op po æ Brink!
Spyt en Kjend’ i jer Næv’, far I tar om æ Staang,
for saa lider jer Arbed’ saa flink.
Der ska’ javn hænges i her ved gammel Ka’ Bakk’,
hwis a ett som en Toj’ vil stent’- rejn fræ æ Brakk’.
Læ’ mæ si, te jer Skovl’ de ka’ go, bette Kaal’,
læ’ mæ si, te jer Skovl’ de ka’ go!

A er Enki og gammel, og jenne om aalt,
og ikki jen Kjeft en ka trow!
De haar tawn a’ mi’ Tow, de haar staaln a’ mi’ Maalt,
de haar malked mi’ jenywed Kow!
Men misæl om de søen lurer gammel Ka’ Bakk’!
A ska wal fo en Urd med de Fyrer aa snakk’.
Læ’ mæ si, te jer Skovl’ de ka’ go, bette Kaal’,
læ’ mæ si, te jer Skovl’ de ka’ go!

Ja saamænd er æ Hus’ baade gammel og ring’,
og æ Taag hænger nejle te Drep,
og mi’ laangtænded Øg de er brødt paa dje Bring’,
og a sjel stolter aa ved æ Kjep.
Men æ Skatter maa klaares, æ Gord holdes opp’
om saa det ska’ knaag’ i hwer Navl’ og hwer Stropp’!
Læ’ mæ si, te jer Skovl’ de ka’ go, bette Kaal’,
læ’ mæ si, te jer Skovl’ de ka’ go!

A haar ett danst paa Rueser saa lidt som paa andt,
a fæk aalle danst møj i mi’ Daw
A maatt’ ta’ mud æ Gord med si’ Gjeld og si’ Pant,
og den Se’ gir kuns smaat i æ Traw’.
Om æ Stolper er skjøv’, om æ Væggi er vind’
stor æ Gord paa si’ egn, og indno er `en min!
Læ’ mæ si, te jer Skovl’ de ka’ go, bette Kaal’,
læ’ mæ si, te jer Skovl’ de ka’ go!

Der er nøj i wor Hjat’ te vi knap ka’ forsto,
som ka’ rør’ wos ved søen en Krumm’ Jurd;
nær æ Towt’ legger grønn’, og æ Kuen æ saa mô,
det ka’ bind’ jen paa Haând og paa Furd.
A vild’ gjan’ sej’ med Sand’, nær asto’ for Worherr’:
A haar stridt for mi’ Grund, do faar ta’ æ, som det er!
Læ’ mæ si, te jer Skovl’ de ka’ go, bette Kaal,
læ’ mæ si, te jer Skovl’ de ka’ go!

Gammel Kjærlighed

GAMMEL KJÆRLIGHED

Udgivet: Bovbjerg. 16. Okt. 1905

Vi er bløwen nøj aaldre, Kræn Nargaard,
og wor Øwn ka’ ett wal skimm’ æ Dar’,
og wor Kinder er gro, og wor Hinder er blo,
og vi spilder æ Mad aa æ Far’,
Vi er bløwen nøj stogend, Kræn Nargaard,
og æ Kjæp den maa værg’ for æ Bjen’,
og æ Vægg maa gi’ Støtt’, nær æ Træsko ska’ flytt’,
og æ Furd maa ta’ Wor’ o æ Stjen’.

Det var alln i æ Føsten, Kræn Nargaard,
da war vi en bitte Graan lin’,
og wor Øwn de war klaa’, og wor Tanker war glaa’,
og wor Klejmon war flunkend’ og fin’.
Aa, saamøj en tyt om dæ, Kræn Nargaard,
nær do mødt’ mæ dernied’ i æ Kjar’,
og do løwt’ mæ iland øwer Vilder og Wand —
for æ Engi war sjalden ret tarr’.

Ka’ do how’, te do kyst mæ, Kræn Nargaard,
en Sønde, a band’ dæ di’ Kled’?
A ved aalle nø’ Daa, a haar wot snaar saa glaa’,
og ino kan a græd’ ved mi’ Gled’.
Men si’ Sindlav den hwerrer, Kræn Nargaard,
og wor Suel gik jo snaar for en Blaan’;
for som Wand skjeller Hy — ja som Himmelens Sky,
saa skjelles jen Ven fræ enaan’.

Aa, saa jenle en haar æ, Kræn Nargaard,
og saa laangle æ Daw’ læ’ sæ slid’!
Men en ta’r jo si’ Torn, og en bærer si’ Born,
saalæng’ en maa her gaa og strid’.
— Læ’ wos saa komm’ te Stumlen, Kræn Nargaard,
og forglemm’, hwad der ett ka’ vær’ alln!
— Ka’ do skimm’, om æ Hyld’ ino stor med si’ Fyld’,
for de sejer, æ Blaad’ ska’ vær’ fald’n.

Gi jer staand bette Børn

GI JER STAAND, BETTE BØEN -!

Udgivet: 9. Apr. 1921

Gi jer staand, bette Bøen
Tilegnet Dr. H. F. Feilberg
på hans 90 Ars Fødselsdag

Hun var gammel og styw og hun stoged tefram,
men æ Øwn de war lywle og klaa’,
og æ Hinner haaj aalle gjord Maren teskam
ved æ Rok, i æ nøds som æ Laad’.
Hun var sjalden forsagt; hun haaj aalti for Sej’:
”Der er Suel baag den swoteste Blaan!”
Men især haaj hun den Sprog i Ynd og i Ej’:
”Gi Jer staand, bette Bøen! Gi jer Staand!”

Søen war æ en Daa, der fild verkle Urd
fræ dem ung ved dje Kwot og dje Kand’;
strags vae Maren allat; sun skrej hen te dje Burd,
og no var hun opp i æ Wand’:
”Det ka vær, a skuld ti’, men’ dem Klog snakkes ve’,
men det kleder jer lidtle aa kraan!
Der var også nøj gjord, far i anne bløw te.
”Gi Jer staand, bette Bøen! Gi jer Staand!”

Det er ild’, nær æ Kal den vil staang mud æ Kow,
far hun wal haar si Skind slikked tar;
i den hytt, hvor Kaalhøgen med Kjephyw slaar Bow,
sigter a, saa misæl, ad æ Dar !
Den Stegi, der baare ka spytt i æ Lys,
Ska ett kom te mæ for aa braand.
A bytter ett Sind mud hwer fleggermunded Fy’es –
”Gi Jer staand, bette Bøen! Gi jer Staand!”

Aa, wor ti, ja wor ti, hwor den flywer aaastej,
saa den klywer æ luft som en Stjan !
Det er mæ øwer æ Haand, a ka ett hæffel mej,
om æ Bjen’ saa vild aaller sågjan.
Men a tinker – imen a gor ud a’ Geled:
Er idaa saamøj ringer end I maaan ?
Rend da saa fræ jer Træsko, men æt fræ Jer Ved!
. ”Gi Jer staand, bette Bøen! Gi jer Staand!”

Tho vi haar da wal nøj, der er ward aa bewaar,
saa vi ætt skuld løf fræ æ hwer krumm,
haar en Skat, der ka gjeld, om wor Folk kam i Faar,
og gi Fryd te di Daw’, der vil kom.
Faa jer Muer ved æ Hand; hinne Øwn er saa mild;
I faar hjælp hind igjemmel æ Saand’!
vend Jer Ansigt mud hind; hun vil aaller Jer ild’!
”Gi Jer staand, bette Bøen! Gi jer Staand!”

Goddaw ijen

GODDAW IJEN

Udgivet: 18 Dec.. 1919

Goddaw ijen
I folk, der gaar der sønderud,
jer skuld vi nødde glemm !
Vi saa æ fræ wor søndle Rud,
hwor haardt I var i Klemm.
Hwad der af Folkerued vild op,
det fæk I øj, far det saatt Top.
Saa bløw den Trang,
I høj te Sang,
en Bevren i jer Stemm.

I saates ved en Uddesid,
hwor der war slem med Træk,
hwor I maatt læ jer ryw aa slid
og si jer Lykk swind væk.
Den Træk, I fæk der søndenind,
den swej te mier end Marr og Skind !
Hwer Dawswns Daa
jer Hjerteblaa
bløw snerted af den Vind.

Og nøj gik op, og andt gik nied,
og nøj gik rejn i Syk,
For Øwerwold den splitt jer Kied
skjønt I saat Ryg mod Ryg.
Men jen ting holdt: Jer Bondemol !
Tros Wand- og Brød- og Mulkt og Skrol,
Proces og Bank
i Skuel og Skrank –
den flytt sæ ett en Flyk !

Mi Hjat den blywer ret så blød,
nær a tær tink opo,
te ud aa aal den Wold og Nød
jer Sprog ha kunn besto.
Det Sprog er hwerken Plat hæ Tysk,
nej det er redle Vejmelsjydsk
Det war æ han søjt
med Lys og Løjt, –
Gendarmen stram og brydsk !

Det gjewwe Vejmelssprog ! Dem Fin
de regner’t ett en Krumm,
for det de jen Gaang er så ”fin”
– og også wal ledt dumm – –
Det Sprog ska vi faa te aa kling,
saa det ska syng i Hjat og Bring
po Folk, der er
og – gir Worherr !
po dem, han vil ska komm !

Kom snaar herhjem ! Kom øwer æ O
og læ wos find hinaan,
da skal Alverden undres po,
saa warm vi end ka haand !
Og juvles – frelst fræ Prøjjser-Tysk –
”Godaw ijen” po Gammeljydsk –
den Daa wor Haab
po Hurraraab
ska stig mud Himlens Bla

H F Fejlberg-Saa do bløw føj her midt i høst

H. F. FEILBERG.

Udgivet 4/8 1911.

SAA do bløw føj her mødt i Høst
mell aall Guds gued Gawer,
og fæk dérfræ den skjønne Lyst
aa sammel Nieg i Trawer!
Den Stak, do saatt paa Jyllands Towt
med Nieg fræ Slett te Slien,
vil fyld wal paa wor Muers Lowt,
og der er Drywsel i’en.

Jenn Hjemm

JENN HJEMM

Udgivet. 1. Aug. 1902
Jenn Hjemm

Æ Blaanner de drywer,
og æ Swaanner de flywer,
og æ Fowl de flokkes i æ kjâr;
æ Blaad de salder,
og æ Hawl de ralder,
og æ Blæst den tar i æ Dar.
Men a sejjer ind ved æ Skyw
og tarer æ Dôg af mi Rud;
for nær en æ gammel, og æ Knoger er styw,
er ind saa laant bejer end ud.

Æ Suel den skjenner,
og æ Skyg den gjenner,
og æ Kokk de gaaler saa glaad;
æ Plejl den pikker,
og æ Klokk den dikker,
og æ Ugl — hun sejjer o æ Laad.
Men a ska wal hold mæ i Rumm,
for ind er det mjest af mi Gled;
nær føst det slaar ind med aa bus af Nordowst,
saa blywer æ Brok i hans Red.

Æ Gord blywer gammel,
æ Laad krykker sammel,
og æ Sals haar en Klink i si Dar;
æ Tækki er røwn,
æ Fløj den er fløvn,
og æ Gowl den hwæler te Nar.
Men hwad vil ett hæld og forfald,
om Naadens Visdom ska raad!
Faar a wal end aalle æ Kukmand aa hør,
a høt ham da føst baag æ Laad.

Ja, her haar a sungen
og her haar a sprungen,
og her haar a hat mi Kon Gled;
og her haar a sowed,
og her haar a plowed,
saa snaar æ Tiddaws war tered;
og her haar a gavn med mi Maag,
og her haar a funden mi Fød,
og her haar a tavn mod det bette Krumm Hjem,
ilav mi Forælder de død.

Mi Faar saatt Snaare,
mi Muer hun kaare
imell hun gik med æ Ryw;
men da de bløw kroged;
og æ Øwnsyen doged,
de so som no a, ved æ Skyw;
de listed sæ ud te æ Hjørn;
der kund de saa knøw sto og kig;
no legger de inden æ Kjerregordstett
led nurden den søndele Dig.

Æ Vief hun skriger,
o æ Blæst den stiger,
o æ Popler haar tront med aa swing;
æ Regn den pilrer,
og æ Vildgjæs hwilrer,
og æ Ugl hun letter o æ Ving.
Ja, Ungdom og Gled de er henn,
og Sommerens Daw de er drøwn,
og den der ett mir faar en Lærki aa hør,
han tinker paa dem, der er fløwn.

Jens ved æ bæk

Jens ved æ Bæk

Kbh. 1909

Jens ved æ Bæk
gik te Møll’ med hans Sæk,
den war aalfuld af Maalt, uden Lap eller Læk.
Jens stunted væk,
han war strunk i hans Stræk,
og han pæst’, men’ hans Kjæp lisse javnle slo’ Smæk.

Jens ved æ Bæk
mødt’ en fuldajte Gjæk
med en Hund i æ Reef og en Flask’ i hans Fek.
Jens med hans Sæk
rend i Sto po æ Flæk;
war der Brændvin aa hætt’, stod han ett fræ æ Hækk’.

Jens og æ Gjæk,
da de tow kam i Træk,
bløw de kjøn ved aa kulp’, te æ Flask den war læk.
Jens bløw saa kjæk,
aa, saa himlendes fræk,
og en klyvende, dryvende Stjern han da fæk.

Jens ved æ Bæk
fild omkold med hans Sæk,
saa hans Pues’ fæk en Hwol, og hans Maalt ralled væk.
Jens med en Træk
bøj æ Møller hans Sæk;
men en Kjân for æ Kwân fand der ingen aa knækk’.

Jens ved æ Bæk
ga’ hans Kjælling en Skræk,
da han rat’ hind’ en Pues’, der war swotter’ end Blæk.
Jens ved æ Bæk
med det samm’ fæk en Ræk,
saa hans Ryg fæk en Knog, og dje Raag fæk en Knæk.

Lær af Jens Bæk,
hwis du møder en Gjæk
med en Hummel i æ Ør’ og en Flask i hans Fek,
frister han fræk,
swor ham aalle en Kwæk,
skynd dæ hjem, men’ ino du haar Maalt i di’ Sæk!

Kaphyw-en oltidsmind

KAPHYW

Udgivet: 26. Feb. 1910

Kaphyw’
En Oldtidsmind’
Ja, far der war en Stien a’ Skyw’,
laant far, laant far — a skal ett lyw’ —
Kræn Hendrisen den Stien ku’ klyw’,
far Søren Smed en Skow ku’ byw’,
og far æ Lærki han ku’ flyw’,
far Bitte Drejs det bitte Splejs —
war bløwn saa Stur som han ku’ blyw’,
— far Laang Margreth’ ku’ stikk’ med Knyw’,
far Kræn den Fjar’ haaj mist’ æ Yw’,
far Gorm den Gamles Bjen’ bløw styw’,
ja osse far — det tær a skryw’ —
Methusalem ku’ løwt’ en Ryw’, —
far Abraham ku’ tæl’ te Tyw’,
far Dawed Kong’ med Lamm ku’ dryw’,
halvminder kikk’ i Pagtens Ark,
da lô dér po mi Faa’rs Mark
de tow ærværdig’ gammel Hyw’!

Kjærestbrev

Udgivet: 12. Aug. 1925

Kjærestebrev

Se så haar a fåt mi Rov i Hus –
Det lower aalgodt i æ Kjan –
No kommer a så med mi Boj, bette Mett,
Te gywt wos det ka vi no gjan.

Æ Spilmand ka foes Battemejmarkensdå,
Hwis do ka blyw færdig mæ dind.
Og saa skal vi sleges og kyss og vær glaa
Og dans med Kind’ imud Kind’.

Der stor en Bed’ paa mi Narmarks-Towt,
Han er så blævrendesd fied;
aa slagt den Bels te wor Bojel bitte Mett,
skal blyw ret en skjønne Plasir.

Af Hawr mi Laad nu er stappende fuld,
Mi Awl er bjerrer hwer Stjelk;
Men ind’ i mi stow, der er alting så tom,
Nær æ Klokk falder i Sla ved æ Bjælk.

Men drawer do te mæ, mi yndige Pig,
Og dirle med mæ Bysselow,
Så bytter a ikki for Himmerigs Rig
en Plads ved di Sid i wor Stow.

Kræn Dejler

Sommer 1911

Kræn Dejler

Kræn Dejler kjører hans Tørv i Land:
hop, hop, hop, for en Hywl i Gras!
Paa Læsset højt, bag sit Studespand
der kraaner med Pisken Kræn Dejler.

Og Studen vralter saa tung og tam —
hop — hop — hop, for en Hywl i Gras!
og Solen leger i Mosens Dam
og dikler i Nakken Kræn Dejler.

Men Hvepsen sad under Brinken gjemt —
hop — hop — hop, for en Hywl i Gras!
der havde fornylig sin Bas han stemt
til Studedans for Kræn Dejler.

Et Pist, et Pust og et Øjeblik:
hop-hop-hop for en Hywl i Gras!
saa brummed han frem under fuld Musik,
saa Skrækken krøb i Kræn Dejler.

Brat løfter Studen sin Hale fin:
hop-hop-hop for en Hywl i Gras!
selv Kusken letter en Kjende sin;
nu bliver den hjamsk for Kræn Dejler!

De Hjælmede springer i Hjunt og Trav:
hop-hop-hop — for en Hywl i Gras!
og Vognen jamrer af fire Nav:
„Nu skjenner æ Stud’ for Kræn Dejler!”

En Lundstik løsned, en Kinding brast:
hop-hop-hop — for en Hywl i Gras!
mens Skuden slingred med Skrog og Last
i Søgang under Kræn Dejler.

Først sprang da Tejnen mod Himlen op:
hop-hop-hop — for en Hywl i Gras!
saa flygted Tørven i samlet Trop,
paa Skravpinden hang kun den Dejler!

Hvor Tudsen kravler med slimet Ryg,
hop-hop-hop — for en Hywl i Gras!
der rendte de Stude sig selv i Syk,
saa Blevveret stod om Kræn Dejler.

Her slap dem Hvepsen, den vilde Gjæst,
hop-hop-hop — med en Hywl i Gras,
saa Heldet redded den sidste Rest
af Vogn og Skrav og Kræn Dejler

Kaalfolk

KAAL’FOLK

Udgivet: 17. Mar. 1912

Kaal’folk
A war gan hen te Jeps ijaes,
og der sô Mowns og der sô Mâs,
og det war nem for mæ aa hør’,
hwad Huml de haaj aa før’,
for det war Lâs, der med Kjæn Grow’
haaj wot ad Bøj og sit po Stow’;
fæk Lâs no den Kaag’ po hans Skorr
war a saat udenfor.
Ja Kaal’folk er nø gremme nøj,
nø slemme nøj,
nø sølle, simpels Rimpelstøj!

Men tar mi Lâs den lied Hjont’,
saa sejer a, han mo vær wont,
for af den væste Kjeltringslaw’,
hun war da aal’ si Daw’.
Æ Muer haar jo wal en Stej,
og det er nøj, en mo ta’ mej,
og sjel haar hun en Kakkelown
— og Skjek — som en Dragown!
Men Kaal’folk er nø gremme nø nø
slemme nøj,
nø’ sølle, simpels Rimpelstøj!

Tho gywt sæ det er let nok gjord,
men sej mæ, hwadfornøj do for!
Og ta’ en Hjoj’ som Kjesten der —
nej, det sku’ Lâs læ’ vær!
Hvad hjælper Kow og Kakkelown,
nær saa æ Kwind er kryvedown’?
Tho fo sæ den Slaws Bi i Kof
det gor som i en Rof.
Nej, Kaal’folk — —

Og der lod a mi Speci spring’,
da Lâs war syk og hænd’ me’ æ Ving
og sô ham te med Nol og Wask,
men’ han gik om og task;
og da vi sku’ te Maatensfest,
a saat ham Baagstykk’ i hans Vest
og vend ham hans Trawalli-Frak —
no fôr en saa si Tak!
Jow, Kaal’folk er nø gremme nøj,
nø slemme nøj,
nø sølle, simpels Rimpelstøj!

No vil a hen og lær aa væw’;
for her ka’ en sgu go og skræw’
og aalle krýf’ en Krumm teframm’,
men løw’ si Daw’ teskamm’.
Læd saa di anner ha’ dje’ Spel,
a ska wal go og skjøtt’ mæ sjel,
og ta’ de Spark, som der ka’ blyw’,
men læ’ æ Gywten dryw’.
For Kaal’folk er nø gremme nøj,
nø slemme nøj,
nø sølle, simpels Rimpelstøj.

Løwn og Sand’

LØWN OG SAND’

Udgivet: Jun. 1908

Løwn og sand’
En Landarbejders Betragninger
Tho wal er a en simpels Mand,
der haar kuns lidt aa fred’,
en Hus paa naple en Tønd’ Land,
en Kow, en Kal’, en Bed’.
Wor Brød er bar, wor Tilme tar,
vi Folk ve’æ Ud’erand’;
te derfor vi er minder ward,
er mie Løwn end sand’.

Wal maa den fatte ta’ hans Skrop,
hwor Peng’ ka’ klaar’ det mjest’.
Hwor1 den, de løwter høttest op,
er den, der haar de flest’.
Ja, Peng’ ka’ laan’ den dovn’ en Pud’
og fyld’ en Fraadsers Spand’,
men te de ka’ gjør’ Mænd af Klud’
er mie Løwn end sand’.

A fraager ett den mindste Krumm’
om Guld’ og Grunkers Lyst,
ett hwad du bærer i di Lomm’,
men nærer i di Bryst;
staar der en Usling i di Hjat,
en Dosker baag di Pand’,
da er di Peng’, di Rang, di Skat
laant mie Løwn end sand’.

Det war jo da en sølle Mand,
hwor saa hans Taal’ haaj Vægt,
der fræ hans Stud’ sku’ hint’ Forstand
og fræ hans Hejst’ Respægt;
fand’ han saa Vej te Kongens Burd,
ja, sjel te fremmed Land’,
er al hans Tragten, Lyw og Urd
møj mie Løwn end sand’.

Og haar du wot en syndig Slog,
mod Fattefolk en Hwal,
æ Præjst vil rues’ dæ, for og baag,
blot der betaales wal;
men er æ nu ett mie end stræng’,
ja næjsten aa forband’:
Den Rues, der koster aalflest Peng’,
er mie Løwn end sand’.

En Grev’ er faale høt paa Stro,
a ka’ nap kikk’ derop;
hans Dragt er laa med Silkitro,
min slovrer om mi Krop.
Men læ’ ham rid’ wos Smofolk nied
og lurk’ af Gylden-Kand’,
hans Stads, hans Fjas, hans Muderhied
er mie Løwn end sand’.

De Pisk, som ham og hans haar laa
i Wolker paa wor Ryg,
de vender wal tebaag’ en Daa
med Klem og Attertryk.
Vi sejler med en Krown’ i Mast,
men Mand og Skif maa strand’,
hwis det, vi fører i wor Last,
er mie Løwn end sand’.

Aah, Lykkens Ævler smides u’e,
for wos aa tykk’, iblind’;
jæn fand’ en rødden, jæn en su’e,
enaan dem rød’ og trind’;
jæn fæk en Lispund, jæn en Kwint,
jæn be’r, enaan maa band’;
te de’er som Worherr’ haar tint
er mie Løwn end sand’!

Nej, vi faar hjælp’ wos sjel af Syk
og ett blyw’ mutt’ og matt’,
ihwad der tynger paa wor Ryg
og klemmer om wor Hjat.
Ka’ du ett gaa med lapped Trøj’
og livvel løwt’ di Pand’,
saa er di Ward kuns Pyt og Pøj’
og mie Løwn end sand’.

Ja, nok er a en fatte Mand,
det maa a tit bekjend’!
mi Ryg tar Kuld, mi Støwl’ tar Wand,
mi Peng’ faar jawnle End’;
mi Kuen’ maa legg’ med Halm te Lej’
og malk’ te fremmed’ Spand’;
— men derfor læ’ sæ spark’ og træj’
ska’ blyw’ mie Løwn end sand’!

Kragsø – PFGP

Kragsø

Hwis nue a’ jer nowtid haar wot te Lund Markend, er I saa” ett kommen om ved en bette rund Sø, som de kalder Kraagsø?

Ja, haaj æ no wot lyst, saa er en snaar ett længer henn, end I kund skaalm en.

En sære bette Sø er æ, som en ligger der mødt po den flaad Hied, og ikki Bæk hæ Groef af nue Slaws Lig der løvver hwerken fræ ’en hæ te ’en. Men den, der vil ha æ Øwn med sæ, kan ett blyw fri for aa opdaw’, te hes og her ind under æ Lyngtopp render der gammel Vejspur, der ender iblind her i æ Sø.

Saa det ska nok sæd, hvad a no fortæler jer, te akkuraat po den Plads, hwor no æ Sø er, der lo der for umindele Tider sind en skralles Herregord med en Herremand, der war saa møj en Brølstoder i aalle Maad’er ja, da saamøj en lied bespottele Slunder! Drik – og Sjov – og Allandsens Tummel Nætter og Daw” lisse laang, æ Or war!

Aaltid war han jo i Krammelurris med anne Mennesker -, ett mindst da med dje Præjst; det haaj wal sajt wot ham i I Hadderep.

Kund han find en Udvej, te aa ærre ham, saa war han i hans Es, æ Slog! Men hør saa no, hworden det gor: Jow, det er en Daa som enhwer anden, te æ Præjst gor og pamprer ved hans Hushjørner.

Saa for han da Yw po en Rytter, der kommer flywend hen øwer æ Hied, som war æ da ild’ fat.

Han holder an forved æ Præjst, og fortæler ham, te dæ hæ Herremand er bløwen taven nied, saa ingen trowr, han stor æ igjemmel.

Men no skuld æ Boj da hels æ Præjst aa sej’, te æ sølle Skuel  aa æ Herremand war da bløwen saa angemodig, te han kund ett dø fræ “denne syndige Verden” med rolle Samvittighied far han war bløwen forligt med æ Præjst, – og hwad den her Træjring no kund fo aa sej’.

Og kort aa fortæl: æ Præjst tar hans Kjowl og hans Kraw po og kommer po en naaen Ridhejst og tar med dæ hæ‘ Boj tebaag øwer æ Hied, hen te den her sølle syg Skidrik aa en Herremand.

Naa, hworden det gor og hworden det gor ett: de nowr æ Gord – og der er da osse lyw i æ Stoder” ino, sejer æ Folk -og æ Præjst blywer jo før ind i æ Kammer, hwor den Syg lo.

Men han haaj aallered laa æ Mol, saa møjleajted war der wal ett ved aa taal te ham; men hør han ett, hwad der bløw saa, saa hør moskisæ dem der sto omkring ham, og de so osse nok æ Præjst ud te aa kund træng te en Refurrium!

Den Syg lo aal still hen under æ Dyen; det jennest en ku si war en rød Nætlue, der stak i æ Vejr.

Runden om æ Seng stod hans Tjennere og flæft, det bejst de haaj lær.

Æ Præjst gik no saanær hen te æ Seng, som han wal ku komm og begynd aa torden løs te dæ her ukristele Herremand, røw ham aal hans Skaarstræger i æ Nies, aal de fatte Dæwel’, han haaj trækked aa æ Trøj’, og aal det Pigger, han haaj lokked og belejn, det lied Skuel.

I ka trow, han fæk Fjedt aa smør hans Støw i, inden han skuld ad æ Dar! Æ Præjst glemt ett aa pæg hwerken po Noboskrog hæ’ den Slemm, der aaltid holder æ Klører hwedt te den Slaws Kumpener, hwis ett de for æ Skir i en naaen Haånd, inden de mo hérfræ.

Nær æ Aånd war aa dem, saa war æ sgi forsilde med dje Anger. – Han haaj jo jawnhen Pek” te ham, æ Stoder, saa han haaj ett nøj i mud aa sætt en Braånd te æ Nies af ham.

Og da han saa war færdig med hans Taal, vild han jo ta ham te Aaltes, det forstor sæ. Men da han ett ret kan fo æ Aabbelat i æ Mund af ham for aal det Sengklæjer, han legger dolted ind i, saa griver han med den jenn Haand i æ Dyen for aa trækk en nied; og no si han jo, te det, der legger i æ Seng, er ett en Mennesk men en slagted Swyn, der haar faat æ Herremands Nætlu’ o.

Og lisse sor æ Præjst opdawed det her, saa udstøder aal de Kanutter, der stor omkring æ Seng, en Skogger, som skuld da æ Hus ha vælt. Æ Præjst vender sæ om saa bleg som en Lig.

Og no sir han der for ved sæ æ Herremand sjel med aal hans Swirgaster og de brøll og skogred og to’ po og tæsked sæ sjel po æ Knæer, imen æ sølle Præjst røw og sled og drøw dem tesid med hans Aalterbog for aa komm udenfor.

Og saasnaar de war kommen aa med ham, saatt de sæ te æ Skyw“ og ga sæ te aa swir po en Frisk.

No haaj de helsen nøj aa kraaen ved, tøt de.

Men aalle saa snaar æ Prajst er kommen øwer Gaadsens Skjel, saa strat han æ Aarm ud – lissem det bløw fortal wos om Moses ved “det røde Haw” – og saa nidkald’ han “Herrens Forbandelse” øwer Folk og Fe, øwer Engi og Awer’, øwer Gorer og Grund og øwer hwer den Diel, æ Herremands war!

Og med det samm war æ, som sjelle æ jurd knækked og brækked, og lig i en Rof sak det hiele væk dyft nied under lot Laag.

Og ett en levendes Yw’ og ett en Halmstow af hvwad æ Gords haaj wot kam owen æ Moeld mir!

Men den hæ rædle Grawuel i æ Jurd rend strags fuld af Wand og bløw te den    her bette Sø, de flest af wos kjender.

Og di’el sej’ for sikker og sand, te ve Vintertid, nær Folk er derud po æ Is med dje Olgrier og dje Lyster, ka æ Staangjar ino ta æ Skorstjen po dæ her Herremandsred og hugg imud ’em, saa det dalrer imell æ Hiedbakker.

Bjærgets Nøgler – PFGP

Bjærgets Nøgle

Jow, aaejow!” saa gammel  Ywer, han haaj æ hiele Tid sæt aa tar hans Øwn, der hwer Ywblik vild rend i Wand for ham.

Om Daabjergdojs ku der helsen blyw møj aa fortæl, nær en sku ha æ mej hwer Krum.

Søen war der en Sommerdaa en bette Kytter’, der paa de baar Fædder rend øwer æ Mues her nejenfor – Hønmues, vi kalder en.

Der kommer han te aa træj po søen nø kold, hord nøj.

Æ Knæjt bywer sæ nied og tar æ op. Saa er æ saamøj en brølstur Nøgl med en Stump Linki ve, saa fæl og saa raaste te æ bette Knæjt tinker ett mir ved det, men kyller æ hen ijen, som det gammel Kram, det saa ud te aa vær.

Aalle saa sor’ haar han sluppen æ Nøgl aa æ Haand, saa stoer der en stur swot Kok ved æ Sid af ham; den obner æ Gaef aa sejer: “Hwad war æ endda do lawed dér, din tonte Dreng! Der haaj do faat Hold o æ Nøgl te æ stur Dojs; og den der ejer den Nøgl, han ejer i det samm aall det Guld og Søl, der ligger gjemt ind i æ Bjærre.

Det haar do no kaast baag dæ!” –

Med det samm war æ Kok henn.

Æ Dreng bløw wont for hans Nøgl, kan I trow!

Men aal det han ledt og aal det han skraft – æ Nøgl war henn og bløw henn. Den Slaw, det viser sæ sjalden mir end jen Gaang.

Men te der jo er gjemt  stur Skatte i æ Hyw her, det haar en da aaltid hør fortæl om; men aa faa Finger i’em – der er æ, misajn, det kniver!

Af Bjærgmandsblod – PFGP

Af Bjærgmandsblod

No war Jens Daalum bløwen tesinds aa fortæl nøj; han rest sæ op po æ Aalbo aa begynd:

“Sind vi no er kommen i Gaang mej aa fortæl om de her Daabjærre Trold’ og dje Anstalter, saa skal a endda osse kom med en Histaarri. – Tho det forstor sæ sjel:

Den her Bjerremand, der haaj saa møj Peng, te han nap kun haa ’em i en Grukiel, ham war dæ jo manne der gjan vild i Lav mej; og ett mindst med hans Dætre, ka a wal trow.

Tho søen er æ jo den Daa i Daa:

Haar en Pig nø Skjellinger, saa ska hun no si faale grim ud, om ett osse nok hun ska fo sæ en Bejler.

Søen haaj æ Bjærremand da faat jen af hans hampre Dætre narred i en sølle Smed paa Mos; tho de vil jo sej om æ Mosingboer, te de er lissem ledt mir enfoldig end anne Mennesker. Nok er det:

Det war saa bløwen ved den Tiddaws, te de her tow skuld ha dje føst Baaen i Kjerk; saa gik der da osse Boj te hinne Faar, dæ her Stø Slurk’ aa en Bjerremand, om ett han vild gjør dem den Fornywels aa skræw øwer æ Fywr og kom te dæ her Baselgild og staa Fajjer – forstaar sæ – te dæ her Krumm Baaen!

Og tho det vild han da osse tjen dem i; det war ett sær.

Jow, aaejow! han skuld wal sto dem æ Boj an.

Saa bløw der ett snakked mir om det.

Naa, æ Daa kam og æ Gjæjster med den – saa nær som æ Bjerremand; han bløw henn.

Da war det da en underle Spel, tint æ Dætter; gaar han no her og vrøjer og kommer saa silde Daws; blywer maaskisæ hiel henn! – Hun war ved aa blvw urrisæ.

Æ Vovn, der skuld kyer med hind og æ Baaen, holdt for æ Stowdar; og der haaj en holdt læng; men hun war da lied ved aa læ spænd for, inden de haaj faat æ Faar mej, den Slæfhæl!

Omsider kam han da stagrend.

Og det kund jo ett skywles, te æ Dætter, og æ Smed da osse, war bløwen nøj knotten øwer den her møj Vinten.

Kund han ett lisse godt vær kommen med anne skikkele Mennesker?

“Nej”, swor æ Bjærremand og saa’, “det war jo lig det, a ett kund.

A war mier end tidle nok tefaes, a to fræ æ Dojs, far æ Kok wal haaj hopped fræ æ Raan, og a kam gjemmel Fjænds Herred og Salling uden Forhind’ring.

Men da a war nowe nied te den her Krumm Bæk, der løvver mell Mos og vi anner, saa war den swulmt op, saa a ett ku komm længer i mi dawle Fuedtøj; tho saa war dæ ett andt for mæ aa gye end ta tebaag te Daabjærre aa hint mi Wandstøwler; da a fæk Hold i dem war der jo ett nøj i æ Vej for aa komm øwer; men æ Tid war jo løwen fræ mæ, det ska a aalle” næjt.”

Men den Bæk han snakked om, det war guednok æ Limfywr imell Mos og Salling.

Naa, dæ hæ Smedkun hun war jo aa en stærk Slaw”’ og war da osse sjel kjøn majte, hwad I snaar ska fo aa hør.

Iløwle ska æ Smed ha wot møj hord ved hind te aa begynd mej. Saa war æ en Daa, han sto aa skowed en Hejst forved æ Smeddar; da war han nøj gal i æ Hued, ligesom de flest Smed’ jo er, nær de er ved det Arbed.

Æ Vinni stod oven ind te æ Kuen, og saa rover han ind ad æ Vinni te hind: “Ræk mæ den Skow ud, der hænger der ved æ Bjælk!”

Det forstod æ Kuen no po hinne Maad; hun slaar en Haand søen po hver si Sid aa æ Skow og vejgner en om, saa nem som drejed hun en Kommenskringel; da hun stikker en ud aa æ Vinni te æ Stod’er, war en saa lig som en Staang.

Saa hun war, dødpin, en bitte majte Pig’.

Hun saa’ et nøj og æ Smed kund wal ett sej nøj – af baar Forfippels.

Sind laa’ han aalle mir Haånd po hind, men de løwed sammel som en Pa Tuttelduer fræ den Daa aa.

Bruderov – PFGP

Bruderov

Tho her er wal sajt’ dem tested, der er  kjend i Hywsle og deromkring? Jow, det kund a wal tink.

Saa ved I osse te søen en bette Stød te Nordovst legger det, de kalder Brujdel, nø rædle’ hyw Bakker med nø jawn dyef og grimm swot Daal’ affentow ind imell.

Og no skal I iløvvle hør, hwordan de er kommen ved det her pæn Bruj-Navn.

Se, i den støst af de her Bakker der bowed jo en Bjærremand.

Det vidst vi Hjorddrengi saa møj wal; vi holdt sgi ett aaltfor møj aa aa komm nied mell de Daal’ med æ Foer, nær vi war jenne ved ’em og der ett war Folk tefaes po Mark hæ Sti’.

Mi Muer haar fortal, te en Daa, men’ hun som Hjordpig lo ved æ Foer, ga’ æ ind’ i jen aa æ Bakker en Skraltaarn”, saa æ Foer fløw øwer æ Mark te aalle Hjørner, og hun baagatter’em, saa hinne Bjenn bevred under hind!

Det war naturligvis æ Bjærremand, der haaj slawn hans Kist ilos’.

En naaen Gaang war der en Stø’ skjødløs Knæjt, der osse war kommen ud ad den Kant te med hans Kræger.

Saa stiller den her Pros sæ an med hans Hjordkjep po den hywest aa æ Bakker og skroler saa det swalred:

Bjærgmand, Bjærgmand, butt, er do herind, saa draw dæ te Mind, te Fanden ska flytt dæ herut!

Men da han haaj stavn søen en Staans Mued og gjelstred, slawn med æ Hjordkjep i æ Lyng og agired en faale Kaal, saa hør han en brummel Stemm, der rover ind’ i æ Bjærre under ham:

“Er æ Wand warm, er æ Knyw hwedt!

Saa kund han, migi, skjønn, hvad æ Klokk war slavn, og han knyger nied øwer æ Bakker, som haaj der wot Ild i æ Hæel af ham!

Jow, det er en aparte Stej, det er saamøj sikker; og det er ett nøj, der er kommen po fornys, men det haar æ wot aall si Daw.

Hør I kuns no:

Det war den Gaang “i Kristenhedens første Tider”, da de hætted po aa bygg aall de her manne hwid Kjerker, en ino ka skimm her rundenom.

Saa bløw æ Plads da osse mærked aa for den i Hywsle, og de begynd aa bygg løs po’en, det bejst de haaj lær; men der war da saamøj en ring Skrej i dje Arbed; for aal det, der bløw rest op ved Dawsens Lys det bløw rejn nied og sprej øwer æ Bakker ved Nættetider; det war lisse rele! Det ski’ jen Næt, og jen te, og ino jen; det bløw jet og det samm.

Tho det war jo baare tøwtløs Arbed. Æ Murmejster røw sæ i hans Hoer; han war lieg ved aa gaa fræ æ Snøws øwer æ, sølle Mennesk.

Han gjord hans Arbed aa en gued Mjenning, og saa skuld æ no søen spolires!

Haaj de endda hat Hold i æ Skumpi, men ingen de vidst, de kund wontink. Endlemoel hætted de da po aa sæt Vagt atter æ Suel war nied. Og da de haaj lured søen en bette Graan, saa so de, te der kam kravlend hen øwer æ Brinker saamøj en rædle stur, løjn Trold, og han greef jo med de her grimm løjn Klører i den nøj Kjerkmur, saa det fløw fræ hinaant som Smuld. Da han no haaj saat aa vrødt omkring tehoef, saa to de da saamøj Mued te sæ, te de spur æ Skuel ad, hwifor han no gjord dem aal den Fortræd og ett ku læ dem dje Gudshues sto?

Nej, som han ku band: den skuld hernied, med Top og Tawl, for den sto po hans Ejendom, og det war ett dje syndig Terre, te de saatt en dér jern Gaang te; for han vild ett si’en for hans Øwn!

No, der bløw jo ett andt for, end de mott jo te aa ting med æ Spøggels om æ Plads. For aa flytt æ Kjerk en naaensteds hen, det war de ett for.

De snakked dem da søen terett med gotten Bjærremand, te han bløw tesinds aa læ dem res dje Kjerk atter dje egen Beram; men han saatt dem tre Betingelser, som ett de kund komm udenom.

Den føst vvar æ ingen Sag aa opfyld; den gik ud po, te han vild han hans Lu’ hogged ud i en Kampstien, der sku mures ind i æ Torn.

Den, der vil si nvw atter, ka, den Daa i Daa er, si æ Bjærremands Lu’ po æ Narsid'” aa æ Kjerk.

De tovv anne Betingelser de war no ett saa raar’, men de so ett nø Udvej te aa snakk sæ fræ æ, aa saa bløw æ da søen, som æ Stø Skumpi” vild: te den føst saa wal som den sidst Mø, der bløw vied i Hywsle Kjerk, hun skuld hør æ Bjærremand te og ingen anne!

No kund de bygg dje Kjerk, imen’ de lysted! Dér war ett jen, der fornærmt dem en Kiern; men æ Torn bløw rest og æ Klokk hænd po si Plads, og ingen mærked te nøj aparte i nowe Maader. Der haaj osse wot Bojel, uden te dér skie nøj; det war jo ett hwer Bruj, der war lig udsaat her po Law.

Æ Bjærremand ku hold sæ, te hans Ti kam! No saa ski’ æ hwerken warr hæ bejer, end der en Søndæ holdes Brujviels med en Pig fræ æ Narsid aa æ Sown. De haaj wot for æ Præjst og war no po Vej te æ Hjemmen”’, hwor æ Skrald sku sto.

Og dæ hæ Brujskaar kommer jawen med fuld Musik ud ad æ Vej, som om ingenting war ved æ, med dje Bruj og dje Brujpigger, dje Spilmænd og dje Onkelsfører’ og hwad det no være mo; der war wal nok dem, der haaj hør den her tossi Histaarri, men den haaj de glemt ijen; men jen war der no iløwle, der ett haaj glemt, og det war migi æ Bjærremand!

Da æ Brujskaar er nowed saa laant teframm, te de ska nied af de her rædle Bakker, saa, kjek! skyder æ Bjærremand aa æ Jurd lig ved æ Sid aa æ Bruj hinne Vovn.

Han ber æ Kusk om aa hold; for dér so en bette Pig, – han pejt po æ Bruj, hun war loved ham te Ganning, “og vil do ett læ mæ faa hind med det gued”, no pejt han po æ Brujgom, “saa skal vi tow endda snuppes om hind!”

No forsto æ Kusk, hworhen æ Vind den blæst, og han langer æ Hejst’ en Ræk aa æ Pisk, saa det Hiele flywer nied ad de her forvowen Bakker!

Men æ Bjærremand han kund osse nok kaast i, nær det kam an po det!

Lig som æ Brujvovn ska op ad en Baksid, faar han æ Næw’ slawn i en Fælg, aa æ Baaghywl rywes ud, saa æ Vovn hwistes øwer, og æ Folk, der war i en – æ Bruj jo da osse – trimler øwer æ Aasæt og lig i æ Kløer aa æ Bjærremand. No war der ingenting der kund rej hind. Han griver hind lig po stoendes Fud og bogstavelig slæft hind hen øvver Brinker og Daal; og hwor han haaj slæft hind, der vissend hver Græspiel.

Men sind bløw der endda en faale grøn Sti’, som ka sies den Daa i Daa.

Henn i jen aa de her Bakker haaj jo æ Bjærremand hans Kotir, og der forswand de med hinaan.

Hiel i hans grimmige Wold kund æ sølle Kwind’ no iløvvle ett kom, far han haaj faat æ Brujsmykk pilled af hind; og det war han no ett sjel mynde for aa gjør, det mott han ha Hjælp te! Saa fæk han nok en bette Hjordknæjt te æ ved aa lovv ham en gued Gaw for æ.

Men den grønn Slej hen mell æ Bakker, hwor den arme Bruj bløw slæft med hinne Slør og Brujkrans lig te æ Jurd to’ hind, de er æ, der sind er hløwen kaldt for Brujdel.

Kan I saa forsto æ!

Men dér er endda en Graån ino aa meld om æ Bjærremand og æ Kwind’ han røwed te sæ.

Tho det war en Mørkningsstaand manne Hunder Or atter, da gor der en gammel Kuen i Hywsle ud’ i hinne Kalgo og sætter Kol. Men affentow er der en stur Skruptuds, der gor og humper for æ Fædder a hind, saa hun snaar ingen Stejer kan sætte æ Spaad for en. En Gaang imell piller hun en tesid med hinne Træeskonies, saa en vender si gro Maw i æ Vejr; men hun haar en ijen for æ Fædder lisse sor’.

Se, den her gammel Kuen hun war sgi dje jurdmuer der i Hywsle; hun war bløwen nøj urrisæ, osse en Krumm forsit po den her tykmawed Tingest, som hun ett kund fo te aa vig fræ a’ Fædder, i hwor hun saa vend sæ.

Hun gaar og bruger nøj Mund øvver æ Tuds og sejer: “Itho, saa kryef da aa æ Vej, din lied Tyk-Maw’!

Det kund snaar vær Alms og læ dæ en Haand, den Daa, do ska slaa æ Pott te æ Dar med den Maw’!

Aalle saa sor haaj wor Jurdmuer lædt sæ forlyd med de fo Urd, far æ Tuds war henn, som war en sokken i æ Jurd.

No; det er akkuraat samm Næt, da æ Jurdmuer legger i hinne bejst Søwn, saa er der nøj, der pikker po hinne Vinni.

Hun reser sæ øvver End for aa komm atter, hwad det her ka blyvv te.

Det pikker ijen. “Hwem er æ Persown?”

Aa, det war da æ Bjærremand heropp i Brujdaals Bakk

Ih, do Fredsens! Æ Jurdmuer bløw, saa hun bevred!

Nej, hun mott da po ingen Maad’er blyw forfipped!

Der skuld ett blyw krummed en Hor po hinne Hued, blot hun vild adlyd ham og følle med ham ud te hans sølle Kuen; for hun trænd te hinne Hjælp, osse i hyw Maad’er.

Og hun haaj da osse lowed hind æ, samm Awten; for den Tuds, hun ett kund dryw fræ hinne Fædder, det war justemint æ Bjærremands Kuen og ingen anne.

Kort aa fortæl’: en Ywblik atter sto æ Jurdmuer allat te aa følle æ Bjærremand hjem te æ sølle Kwind’.

Gjemmel en Grawuel i æ Bakksid kam de beggi ind i æ Bjærre. Hér war saa mørk, saa ingen ku skimm en Skaad.

Men æ Bjærremand vidst Raad for det osse. Han en Haånd i æ Lomm og fo Hold i en Salle; saasnaar han haaj smur hinne Øwn med den, saa bløw æ omkring dem som den klaareste Daa!

No, æ Bjærremand før æ Jurdmuer hen te æ Kuens Seng, og glaa war hun, ka I trow, og hun bløw forløst med hinne Foster.

Det gik hwer Krumm som det skuld i aalle Maad’er.

Men da no de her tow  Kwinder war kommen i Jenrum med dje Sager, saa sejer æ Bjærremand hans Kuen:

“No’el a sej dæ saa møj manne Tak for di gued Hjælp! Men nær do no ijen gor ad æ Dar, saa vil mi Mand jo betaal dæ for di Tjennest; det er saa rimele; og han vil komm med en Hobben Guldpeng, men alisid mej vil han osse legg en Dil Spuen og hwad der for di Øwn vil si ud som Skidt-og-Maag.

Men a raader dæ te aa hold dæ te det sidst og læ hans Guldpeng vær. Det blywer do naple narred mej, bitte Muer.”

Og det gik som æ Kuen haaj saa: Da æ Jurdmuer skuld go, kam æ Bjærremand hivend med en hiel Fjardingkar Guld-Peng-

Men I ka trow, han lawed nø grimm Øwn, da æ Jurdmuer to’ æ Skidkram og lod hans Guldsøslinger legg. Men, mi sajn, kam æ te aa sæd, hwad æ Baselkuen haaj lowed!

Saa æ Jurdmuer haaj aalle sit Maagen te Betalling i hinne Dage!

Tho den Kuen, som æ Jurdmuer her haaj forløst i æ Bjærremandsbakk, det war jo den samm sølle Pig, som æ Bjærremand haaj slæft med sæ, det forstaar sæ!

Der war no for den Sags Skyld flir end æ Jurdmur, der bildt sæ ind, te de haaj sit hind ivissomda.

Ved en ødlet Stej en bitte Stød nejen æ Bakk skuld de mir end jen Gaang ha sit hind komm med hinne Spand og hint Wand af dje Kjeld’. Nær hun søen war ud og affensir, haaj hun aaltid en laang Linki om æ Bien, saa vidst æ Skjewl jo hwor han haaj hind, om hun skuld hætt po aa undrend.

Jow, søen gik æ Snak i mi Bejstemuers Tid, og er de ett død, tho saa løwer de ino!

Paa Daugbjærgdøjs – PFGP

Paa Daugbjærgdaas

Det blyvver snaar manne Or sind.

A war ett andt end en bette Pøjker ; men a ka da swær wal hovv æ:

De war rend sammel te Vækildsfest paa Daabjærg Dojs’.

No er det snaar den skjønnest Plet, a ved aà aa sej. Jen si Øwn blywer ret saa stur, atterhaànd som en nowr op imud æ Top.

A ved snaar aalle nø Stej, hwor en ka sto og blyw saa warm om æ Hjat, ved aal det, en haar aa si opo.

I Sønder og Vejsten den vild Hied, der strækker sæ ud, som vild en ingen End ta.

I Øster: ja tho dér ligger der Mues baag Mues; og drit-drat osse en Jensted Gord, hwor Mueser og Gunger da vil und en en Plads.

Men ret te Nar der haar en no det aalvillest: hiele Fjands Herred, Gord om Gord og Bøj mod Bøj.

Er æ Luft klaar og æ Suel skjenner, men’ æ Lærkier synger øwer Engi og Awer, øwer Drøwter og Daal’, saa maat det da vær en sær Mennesk, der ett vild find, te her war kjøn.

Sjel ka a no aalle blyw træt aà aa vend mæ snaar hie snaar die; nø frisk og nø fryntele finder en, ihwor en saa kikker.

Men nok no om det.

No war æ den her Vækildsfest, a skuld fortæl jer en Krumm om.

Det war anden Pinsdaa, og en grumme Hobben Folk war der kommen herop paa æ Dojs.

Det war hen ad æ Awten, inden de haaj faat begynd; no war æ Doeg ved aa fald; saa skuld æ føst te aa gaa løs med dje Blojsen.

En Hobben Løng og Rawter haaj de faat slæft herop, En jawn gued Awtenvind blæst æ ind fræ æ Hied; saa det bløw en Blojs, der bundted nøj; det war lig ve, en ku ta æ Himmel! Og det war jo nøj, der fornywed de Ung, der war da’t sær.

De raaft, de skrannie og slo hinaan ikold’, saa de trimmelt hen ad æ Løng, Kaael’ og Pigger imell hinaan.

Bejst som det war fæk de saa isind og ta hinaan ved æ Haand omkring æ Blojs; dans og slaa op da saa værles, te hweranden snaar war ved aa mist æ Aand.

Tho det er jo da dem Ung dje Handel; det er søen det ska vær. – De Gammel to’ en jo med lidt mir Row; de sto ved en Sid, og støtted sæ te æ Kjæp; de haaj osse wot mej engaang; men no war de Daw forbi!

Men da de no haaj faat de tong’ Træsko flytted her op paa æ Bjærre og æ Awten war saa mild, saa vild de no ett gaa hjem lig med det samm.

De haaj en bette Krukk i dje Lomm, med den trak de sæ tebaag fræ dem Ung dje Flanni.

De war færdig med aa sjow, men de haaj aaltid wot nø hwelle Kaal te aa fortæl. Saa rokked de sæ lidt te en Sid, de her gammel stywbjenned Kanniser, og imen’ de ung swallied og drøw dje Kommes, slog de gammel sæ nied i æ Løng, ett længer fræ æ Blojs end de iløwle kund mærk æ Warm fræ en; og her ga de sæ te aa fortæl for hinaan.

Æ Vind war bløwen næjsten blikkendes still; æ Maan rokked sæ op øwer æ Hied; no og da kam en Hjejl fløjten hen øwer æ Hyw fræ Mues te Mues.

Æ Høwder war nyssens kommen po Græs; af jenne Kjællehied brøld æ nied i dje Daal’ og glowed atter æ Blojs, rist æ Hwon og stak i Rend, som for aa lieg mej.

De gammel saat æ Mund te æ Kruk og raaft: Skoel!

Æ Stjanner blinked nied te æ Blojs; for ett aa gjor nø Forskjel – baade til den hér og te dem rundenom po de anne Hyw’.

De gammel haaj aallered faat æ Mund’ igaang.

Da de no haaj slawen sæ nied med hinaan her paa æ Bjærre war æ jo rimele nok te dem føst Histaarrier kam te aa drej sæ om Daabjærg Dojs.

Det bløw gammel Jehannes der maat leg for, han war en bitte jewwer og lywle Mand, der aaltid haaj en Histaarri tered for al den Diel, hans Øwn fild po.

Den kjække rytter – PFGP

Den Kjække Rytter

I awten er æ sgi ingen Sag aa vær po Daabjærredojs”, begynd Jehannes og trimmelt sæ telej i æ Løng, “men den Næt for manne Or sind, en rest sæ kavret i æ Vejr po fir glowend Pæl, da vild a, missen, nørre ha lejn, hwor a no legger.”

“Nej føj for en Vesen’ endda,” war der jen der saa, “det vild ha wot en grim Paraply og sæt owenopo.”

”Ja, do haar Ret i æ”, saa Jehannes. “Men no skal I sgi hør om en Kaalmennesk! Han war ett forfar som vianner.

Og det er da godt, der er nue, der haar æ Mued”.

No, det war en aalstill Sommernæt, snaar som den en haar i Awten – te der kam en jenle Rytter trawend hen øwer Staanghied.

Han haaj wot i Viberre te Towtmarkend, og haaj wal nok, som de flest, der kommer dérfræ, en bette Snorre i æ Hued.

Da han er nowed lett østenfor Nøjgo drejer han med en Muesvej, der saat sni ind ad Daabjærre te, men far han er kommen saalaant, te han ka skimm æ Dojs, saa er æ som hiele æ Vejsterhimmel stor i jen lysen Low.

Han blywer møj fornumred.

Hwad er dæ her for nø nøj! Er der gawn Ild i æ Hied heller er der nø andt tefaes”?

Æ Hejst, sølle Dyr, war osse ved aa forsto, te der war nø gal fat aa en Slaw; den rest æ Hued i æ Vejr og blæst ud aa æ Nieshwoller.

Og da wor Rytter rigtig fæk æ Brikker spjelked op, saa kund han si, hwad det Hiele war og hwad den hæ faale Blamren haaj aa betyd: Æ Dojs haaj rest sæ po fir glowend Stolper!

De skjared jen i æ Øwn som kund æ ha wot Regnbower, og ind under æ Hyw imell dæ her glowend Pæl, dér virmt og krawlt og hujed og sprang nø bette smaa Vratlinger i skured Kramtræsko og hwer med en rød Bindlue paa æ Hued.

Da æ Rytter haaj faat saa mø Hæws po æ Krik, te han ku styr nøj ved en, fæk han en twungen øwer imud æ Dojs.

Dæ her vild han, karenmæ, gjan kik lidt mir opo, men’ Tid war!

Men, Skam slaa dem, de her Bjerrefolk; de er ett saa dogred, te de søen sku læ sæ belur.

Ingenting haaj han jo heller aa skywl sæ ved, men stod ud te baar Mark i jen Blammer fræ aal det Lys, der vælted ud fræ æ Bjærre, og æ Hejst war lig te en bevred under ham.

Lig med jet stor der da saa saamøj en kjønne bette Kwindmennesk ved æ Sid aa æ Hejst.

Hun rækker op og byjer ham en Bæger med en Drik i.

War han kommen te dje Gild, ligmøj hwordan han no war kommen, skuld han karenmæ ett rid hans Vej ijen, far han haaj smajt dje øl.

Og hun stod der jo saa ynde og saa sleg, saa det war faale; og æ Rytter han so po dæ hæ bette knøw Kwind’, med en rød Guldring om æ Hoer, der smilt sæ ind po ham.

Og tho tøste det war han; han er lig ved aa skal før æ Bæg’er te æ Mund; men saa besinder han sæ, inden det er forlæng, og kyl’er æ ud te æ Sid; en Blarp blatter nied i æ Hejst si Man, det tog te aa klinkbrind, æ Hejst bløw som ud aa sæ sjel, det fløv astej, Mand og Hejst med hinaan nied øwer Daabjærg Bakker, og det men’ Rimmer og Tøj kund hold!

Men æ Bæg’er, der war det pure Guld, den haaj gotten Kaalsen no iløwle holdt ve! Men det war no ett æ Mjenning aa æ, te han skuld ha den tegavs; æ Forgywt heller æ Kram der war i en, det war en hiel anden Ting, det vild de, missen, godt ha undt æ Pløg.

Nok er det: hun sætter atter ham for aa faa hinne Bæg’er. Nær han kikked sæ tebaag imell æ Sprøng, ku han si, te dæ hæ Kwindmennesk war lig i æ Hæl af ham; og no war der sgi ett nø ynde ved hind for ham aa tykk, men hun pev og to po og lawed en Vejlo, imen’ hun gjord hwer Spring som en Hjort.

Det kund æ Rytter jo snaar forstaa: det her war æ Lyw om aa gye, om ett han rejjed sæ i Behold inden ret læng!

Men han gjør op med sæ sjel:

Ka do now rindend Wand’, inden hun nowr dæ, saa haar do hytted di Trøj. Helsen er do salwakkred!

Hwor han haaj æ O, det vidst han; og no gaar æ jo som Lyssen og Torren lig imud Haabro Woj.

Fræ Daabjærg og vejster po der falder jo – som I ved – æ Vej snaar den hiele ti. Nied ad de her rædle Hiedbakker war æ snaar som stod de po æ Hued, men æ Krik holdt sæ endda po æ Skanker.

Æ Stjenn fløw for æ Skow aa en laant ud te æ Sid’er. Men baag ved dem war der sgi osse Gaang i æ Støwl.

Rej han nied aa en Bakk og keg sæ tebaag i æ Seij, saa war æ, som so han en Par glowen Katøwn po æ Top. Saa, laant war hun ett henn, æ Bjerrepig’!

Og det Krumm Klejer hun haaj o æ Bælle det fløw om æ Ører af hind og æ Hoer stod baag ud fræ hind som i en Gudsens Vejlo.

No war æ stur O ett laant henn. En Hvvip om aa gye, hwem der kam føst!

Æ Rytter klemt æ Hejst mell æ Spurer, saa en gaft, og det sølle Dyr sprang som for den Slemm sjæl!

Lig som en ska te aa klyw æ O og en haar slavvn æ Forbjenn i æ Strim, mærker æ Dyr en forfærdelig Nap i den jenn Baagskow; det war lig ved en skuld ha sokken nied for Fued, men en bløw da po æ Stagger, og no swemmed en aallered ud te mødtstrems med si Hosbond walbjerred paa æ Røk.

Men po æ Østerland, stod da hæ vild Bjerremandshjoj og røw sæ i hinne Hoer og skræft og to po, saa det swalred’ rundenom i æ I Hiedbakker.

Op øwer æ Hued løvvt hun æ Hejst si jen Skow med syw udrøwen Sem. Den war æ hun haaj napped fræ æ Hejst si Baagbien, saa æ Dyr trowr, æ Bien maatt ha fulle mej.

Men her maatt hun væsegued og bie; æ O kan æ ett komm øwer, det Kram.

Og nær I no ved æ Stej, hwor dæ hæ grimmige Aand slo si Klører i æ Haag aa æ Skow, saa ved I osse Beskejen mej, hworfor vi i Daa den Daa er kalder den Stej for Haagbrow.

Men den her villere’ Guldbæg’er hworom Taalen war, den fæk gotten Rytter, missen, Low aa behold. Og det skuld a karenmæ tykk, te den war nok en Hejstskow ward!

Lige ved det – PFGP

Lige ved det!

Søen war æ jen Gaang, te en trej Mænd hernied fræ Daabjærg haaj slavn sæ sammel for aa prøv po aa graw aal dæ hæ skjønne Guld ud.

Naa; de mødt jo po æ Plads tidle om æ Maaen, med dje Skovl’, dje Værker og dje Sager. De gik frisk te æ Arbed, som Folk sædvvanlig, nær de haar nø Nyt for. De to’ fat fræ æ sønd ovst Hjørn; det skal vær den rett i den Slaws Sager.

Hen imud Drywdaws stød’er æ Spaad’ saa imud nø aparte, og da de faar æ Moeld skraft tesid, saa stor der jo en grumme stur Kobberkiel, og under æ Laag er en aal dæmfuld af jenne Guldpeng.

Det kan nok vær, te der bløw Plasir, søen det bundted nøj’. Men nu ska den Slaw jo behandles med Forsigtighied.

Dér mo sgi ingen flægren’ vær.

Nej ett en hal’ Urd der mo mæles af nue Slaws Lig!

Det haaj de her Stod’re wal ett vidst nø Beskejn mej.

Nok er det: Da den jen reser sæ op og kiger nied ad Daabjærg te, saa er æ for hans Ywsyn som sto’ den hiele Bøj i lysen Low’.

“Aae, milde Navn!” sejer han, “da trowr a, Worherredød, te hiele Daabjærg brinder!”

Blatt!” lig i det sjell samm revner æ Jurd under dem, og æ Kiel sykker i Swawl og Damp laant nied i den swot Moeld.

De sto’ tebaag med dje tomm Hinner” og en laang Nies.

Jen Gaang te war nø Stønniser rend sammel for aa faa Hold po æ Bjærremand hans Grunker; no vidst de jo, de wa’ der!

Og de fand osse guednok nied te den samm Kobberkiel, som de anne haaj wot ilav mej.

Men det her aa hold æ Mund, om saa det er aalle saa kort, det er der aaltfor manne Mennsker, der haar saa brøl-ondt ve!

Og saa gaar æ da hwerken warr bæ bejer, end da de ska te aa grief i de her Hank’ for aa faa æ Pengkiel trækked iland’, saa haaj jen af dem vend æ Ansigt om imud Hønmues, som vi sier dernied, og dér faar han da Yw po saarnøj en spedelsk” Kyretøj:

En sære bette Mand med en rød Lu’ o æ Hued sejjer o æ Sædfiel og kommer faarend hen øwer æ Mueshwoller, og han haaj en rød Kok spænd for æ Vovn, og den to’ hwer Trin, saa æ Vovn hopped og sprang med dæ her bette Stegel aa en Mand, der slynged fræ den jen Sid aa æ Vovn og te den naaen hen øwer aal dæ her Skottørregraw’.

Saa det war da snaar ett te aa baar sæ for aa li.

Lig paa jen Gaang saa Sparked dæ her laangbjenned Kok ud, saa æ Hammelstok smat mødt øwer, og æ bette Mand dejst tebaag i jen aa æ Tørregraw’. Det bløw for møj af det Gued for jen af dem ved æ Kobberkiel; han slaar en Skranni op og rover “Det war bandenmæ en gued Kokspjat!”

Men det war jo lig de Urd for manne. Æ Kiel sak lig for dje Træskonieser.

Æ Bjerremand bjerred hvad der war hans ino en Gaang, og a tinker wal, han osse haar faat Low te aa behold æ sind!

Mester Peer – PFGP

Mester Peer

No ka æ wal snaar vær en Pa Hunder Or sind, te de haaj da saamøj en spæddelsk Præjst i Hadderep.

De flest kaldt ham for Mejster Pier, men hans justied Navn det war nok iløwle Kragelen.

Ligmøj no med det, men han war missel ett gued aa go for te! Det war en brøsig Kaal, atter hwad der fortæles, men dænenmæ osse en Swend nær det knied!

Og te aa maan der ska han no ett ha hat hans Lig.

Nok er det: han war af den Slaws Folk, der war bejst aa vær gued’ Venner mej!

En Kristi-Himmelfaatsdaa lig atter æ Præjken kommer Mejster Pier kyrend igjemmel Daabjærg povej te Viberre. Her sier han en sølle Buend, der gor og vrøder ved æ Plow derind po æ Awer.

Tho det war jo ett det, æ Præjst ynd aalbejst aa si opo søen en hywhelle Daa.

Han rover Storm ad æ Buend, om han vild komm hen te æ Vovn; og han kam jo da saa osse.

Mejster Pier skammed no dæ hæ Buend ud, saamøj læstele; te han gik her og vrødt i hans Trawalli Pløger, og so ud som en Swyn, ilav “Guds sande Børn” so i æ Kjerk og sang dje Salmer og dje Kjørilejs for Guds Ansigt.

Ja, det war rejn forskrækkele, som han testilired ham!

Men dæ hæ Buend war nø stønsk a’ sæ; han ga stywt” for.

Det raaged jo aalle ham en Kieren, ment æ Buend; kam det ham ved, nær han plovved! Han war jo slet ett hans Præjst; Ihvad so han saa dér og blavred atter!

Æ Buend kund, missajn, osse gi aa æ Væssing!

Men no kan I trovv, te Mejster Pier bløw ved æ Bed!

“Da er do da en knæwersk Stoder!” saa han og drejed sæ rundt i æ Aagstuel.

“Det war Alms, te a spøtt hen øwer di Vratt, saa di Awer’ hwerken sku bær Kuen hæ Løw mir!

I det samm send han en stur Blarp ud øwer det, æ sølle Stønnis haaj plowed.

Og heller aalle der nowtid mir vild grow jen Græspiel af nue Slaws Lig po samm god Plads.

Se, saamø Kaal war Mejster Pier!

Men æ Kaalsen kund no osse gjør godt, nær det kam øwer ham; det er der Histaarrier nok om. Jen ska a fortæl’ jer med det samm. – I manne Herrens Tid’er haaj æ da wot saa rejn iband med nø Skidteri aa en Slaw po jen aa æ Gord’ i Koldkur. Det war snaar ett te aa bego sæ for opp hæ nied søen som det husired og to’ a’ Vej’.

Ingen holdt suemøj aa aa komm der for det samm si Skyld.

Folk ku de ild nok fo te aa tjen der – for aal den Skjesu. De ment jo, te det var en Gjengaanger; dér mo wal saa vær ski nøj aa en Slaw’.

Det hower a no ett. Men det war lisse re, te hwer Awtenstaånd saasor æ Pig haaj malked, saa kam æ!

Flyvend igjemmel æ Gaadsled Fanden te Sore! Og ind ad æ Nødsdar, imell æ Kreaturer lod æ ta, saa det brøll, det arme Dyrer, saa en ku hør æ ud øver den vild Hied, te Gud spaar jen evig wal!

Der war ett aa tink po hwerken Nætrow hæ Davvrow, ud hæ ind, saa læng den Slemm skuld ha den Tyrsla’.

Imidlergodlaw for de da Spur po Mejster Pier, forklaarer ham dje Ynk og for ham osse øwertal te aa komm og maan æ Dæwelskram hæ nied.

Men der stod en faale gued rød Kwi’ inden æ Nødsdar; den pejt han po; den vild han ha for hans Umage!

Og det ga de ham osse Haand opo. Og det wored ett læng, saa haaj han saat dem æ Spøggels nied po Resen Kjerrego; det war ham kons en Hwip om aa gye; jow det war sgi en Kaalsen, der kund hans Sager!

Og æ Koldkurmand war saa glaa som tre Tallerkener i jen Pues.

En Daa kommer saa Mejster Pier for aa hint hans Betalling.

Men saa war dæ hæ Koldkur-Stoder Bløwen omsinded. -Det war en faale gued bette Kwi’, den rød; den haaj de endda ondt ved aa aasi, og tho no war æ Spøggels jo henn; han bløw nok, hwor han war! ment æ Koldkurmand.

Saa det war jo halles lissem de vilde go æ Præjst fræ med hans Salær.

Han blywer jo hwinegal, tho det kan en jo wal sætt sæ ind

Og han bestemmer sæ saa te aa løs dæ hæ grimmige Aånd ijen, som han lig haaj drøwen i æ jurd.

Men det er der, Worherredød, møj Faar’ ved, nær det jen Gaang er saat nied.

Nok om det: æ Præjst er saa opirred, te han vover hans Trøj’, og gir sæ i Gaang mej aa løs dæ hæ gudsforskrækkele “onde Aånd” og læ ham rokk op ijen i Fanne Navn.

Det ved I jo, te Hadderep og Resen legger endda en Stød fræ hinaan, og hvad Mejster Pier han no haar aa gye: En Awtenstaånd læ han hans Kaal spænd for og kjør’ sæ øwer æ Hied.

De gjør Holdt forved Resen Kjerkstæt, men far æ Præjst skrider ind po æ Kjerrego, sejer han te æ Kaal:

“No stuler a po, te do legger di Aller ved, Ihvad a sejer dæ.

Nær do sier, a kommer tebaag fræ dæ her, og æ haar faat mi Fue po æ Hywlkjep, saa gir do æ Hejst en ordentlig Ræk aa æ Pisk og kyrer ad æ O te, lig men’ Remmer og Tøj ka hold!

Te vi kommer øwer æ Strem saasnaar som mulig, ka vær saawal di som mi Lyw om aa gye.”

Saa forswand æ Præjst. Men æ Kaal kund ett dy sæ for aa lusk atter ham; han so da, te Mejster Pier krøef baglæns om en Graw derind’ i æ Mørk, imen’ han mummelt nøj mell æ Tænd. Det war baare en jenle Ywblik te æ Kaal war henn. No kraant han ijen po æ Sædfiel.

Lidt atter haaj han æ Præjst; ikki en Urd fræ nue aa æ Sider! Men aalle saasor han haar hwist æ Bien øwer æ Sædder, saa æ Hæjst’ æ Pisk øwer æ Nakk, saa det hwint’!

Æ Ild sto ud fræ æ Nav, søen kjor de.

Og det ku helsen osse gjern  gjøres behov, te der war Skub i æ Sager; for lig som æ Vovn ralled ad æ O dér vejsten Resen, war æ Dæwl dem saa nær, te han slaar hans Klører i en Fæl po jen aa æ Baaghywl.

Æ Hywl beholdt han, men æ Befordring kam iløwle øwer æ O; saa Mejster Pier war sgi hytt ino engaang!

Søen æ’ æ med rindend Wand, det kan ingen Dæweldom komm øwer po anne optinkele Maad’er, end saa maa æ Jurd bryd’es under æ VVand.

Og tho det tød’er’jo søen møjlelaaren!

Men æ Stej ved æ O, hwor den Slemm snopped dæ hæ Fæl’, den haar de sind kaldt for Fælbrow. Aaejow!

Og hvad a no mier haar aa fortæl’: – Da de kam ind øwer æ Hied ad Hjemmen te, saa vender æ Præjst sæ te æ Kusk aa sejer: “Ka do no hør, hudden æ Høvvder brøler i Koldkur?” Saa no haaj de’æ ijen, møj warr end nowti far!

Og mødt Nættetider ku di si en rædle Ildstaang, der stak ud fræ Resen Kjerrego øwer æ Hied lig te Koldkur Gord!

Se no ku Mejster Pier, syrenmæ, ha faat hans Kwi’ – sjel om der war Kal i’en – hwis han da vild ha tavn æ Dæwl med sæ i samm go’ Handel. Men no bløvv wor Faar sgi ett saa nim aa ting mej, for det kan da enhwer forsto:

Aa komm ilaw med den her Kanalli ino en Gaang det war æ Mand just ett hægen for™. Og for en naaen aa tøkk mo æ osse ha wot en Stø lied Arbed.

Men Peng kan jo udrett møj, og hudden de no fæk ham ved æ Sind det ved a ett nø Forre for, men han ga sæ da te aa løs øwer æ Skuel osse tredje Gaang; skjønt det war nok nær bløwn ham øwer æ Haånd.

Det war sgi naple æ Bøgger vild slaa te! Æ Kjerrego kund han no ett mir dryw æ Dæwl tebagg te; saa fæk han ta tetakk med æ Plads, hwor han war:

En ussel Krumm uden for dje Gaardsled søen nied ad æ O te, der viser de nø Sywi og en Gravuel den Daa i Daa er -der fæk han æ Spøggels jawed nied og en gued Egipæl baagatter ham.

Og den Gaang war der migi ingen der gjord sæ knottred, da Mejster Pier sku ha hans Betalling!

Jow, den her Hadderep Præjst det war sgi ingen dawle Mennesk, men en Kaal en mott ha Respegt for, hwor den Slemm war tefaes.

Og præjk kund han da osse, saa Folk so med æ Øwn po Stjelker – aa sej’, nær ett æ Dramm war bløwen aåstur’, for han gik ett tesid for en Hiwert.

Og hans Sepriaanus og hans Anstalter haar wal heller ett wot lig atter Luthers Katekismes, saa der war manne jen, der haaj tront mej aa legg ham for Had og fo ham udlaa som en Dæwelsbaaen.

Søen fortæles der om en Buend i Høstrup, der haaj dremt tre Nætter atter hinaan, te der war nøj, der haaj wot ilaw med ham og saa’, te han paa staanend Fued skuld go te Mejster Pier og sej’, te hwis han ett omvend sæ, saa der bløw en bejer Mennesk a’ ham, saa vild han end i Nobeskrog.

Æ Mand gik nok osse te æ Præjst, men han war ett glaa ved æ! Mejster Pier vild da heller ett hør po hans Plewer, men to hans Kjep og drøw ham ad æ Dar.

Iløwle ska han ha lowed dæ her Fillifut, far han hogged æ Dar i po æ Hæel af ham, te hwis han bløw tawn nied og fæk hand Død far æ Buend, saa skuld han gi ham Beskejn po, hvor han war kommen hen.

Og guednok død’ Mejster Pier føst, og hans Urd te æ Høstrupmand dem ska han osse ha holdt.

For det war en Awtenstaånd, da æ Buend haaj wot te Møli og kommer forbi Hadderep Kjerk, saa smutter der en Skikels ud gjemmel æ Stætt.

Og det war akkuraat Mejster Pier, og han ga æ Buend den Beskejn han haaj lowed ham.

Og saa kjor han hjem med det. Saamøj haaj han fortal saa manne Gaang’, men mir kund de heller ett fo ud af ham, far en Daa han so og haaj faat en bitte Snisse

Saa war hans Noboer, som han so og drak mej, jo ijen allat for aa faa det her drøwen af ham, hwor saa dje gammel Præjst war bløwen aa?

Da æ sølle Hjavl no ett ku nær sæ for dem længer, saa laa’ han æ Hued søen lidt po Flaad og grynted baare de Urd:

“Han kund missel ha lyd mæ, go’ Kaal!”

Præstens karl – PFGP

Præstens Karl

Jow, de hæ’ gammel Præjst’, dem skuld de, karenmæ, ett prøw aa ta Baagskow op opo; det war nø Kaal, der kund dje Sager; hwur de saa haaj hætted æ; for der er jo dem, dæ’el sej, te søne nøj kan ingen komm atter, uden aa lær’ æ af den Slemm ‘.

Læ wos saa læ det sto ved si Ward; men vis er æ, te det ska ett vær Torrenhuij jer, der gi sæ aa med den Slavv’; for det vild, missel, go ud øwer æ Persown sjel i æ Uddraw!

Søen fortæles der om en Præjst, der haaj da saamøj en øwerstilt Lyst te aaltid aa gaa og knokkel  ind’ po æ Kjerregord – (dér skal a, missel, nok hold mi Nies fræ, atter æ Suel er gan i Bjerre) – men han war no ett te aa hold derfræ, hwerken for ledt hæ møj.

Aalle saasor æ Suel war ringed nied, linned han æ Stætt og kawed sæ ind – som en Skygi, og saa war der ingen der so’ mir te wor Faar den Awten.

No haaj han en Kaal, der war søen nøj aa en Træjring. Han haaj laa Mærk te den her sær Woen, wor Faar haaj, te han aaltid skuld go og dommel derind øwer æ Graw’.

Og han øwerlaa lisse still ved sæ sjel, om ett han skuld ta sæ for aa sætt nø Bøw i ham. Kort aa fortæl:

Han tar en Aftenstaånd en hwid Skjot under æe Aarm og kommer ind po æ Kjerregord lidt far æ Præjst.

Men det bekam ham no ett aalbejst, for wor Faar war ett oplaa te Narspøg.

Han er lig kommen ind ad æ Stætt, da æ Kaal haar faat æ Skjot nied øvver æ Kasilken no ska han jo saa te aa gjør sæ te æ som Spøggels.

Men han mo ha hat for ring Gawer, for æ Præjst rover ham an ret saa det swalred:

“Hwad mon do haar her aa forrett, Farlil!”

Med det samm begynder han aa maan ham i æ Jurd.

No sak sgi æ Maag i æ Kaal; æ Jurd to’ ham lisse laangle.

Han sak te æ Knaagler, han sak te æ Knær, om en Lidt vild han vær under lot Laag!

No begynd dæ hæ før Kaalmennesk aa rol som en Baan; han vrej hans Hinner og tegger te æ Præjst.

Te sidst lod wor Faar sæ da osse formild, da han kund forsto, te dæ hæ Skaarstykker ett war lawed i nø undt Mjenning -æ Præjst vild wal heller ett aa med en hwel Kaal, som helsen te det dawle war ham atter æ Hued – ; nok aa fortæl: han tar ham ved æ Haånd og faar ham hæwnen aa æjurd ijen, skjønt han so jawnhen faast.

No kund æ Kaal godt hold sæ fræ æ Kjerrego aaestej.

Skiftingen – PFGP

Skiftingen

Sær war æ no med de Bjerrefolk, te de aaltid war saa wont for aa faa dje Yngel i æ Hues’ te kristen Mennesker.

Det kan en jo naple forsto; for helsen war de jo i dje dawle I handtiring saa gall paa æ Kjerker og hwad der derte hører, te de vidst aalle hwad und de vild gjør ’em.

Men læ no det sto ved si Ward

Men det a vild fortæl jer, det war, te imen mi Bejstemuer løwed og som ung Pig tjent i Stavnsbjerre, da haj de hernied ved æ Huel Smed i Daabjærg en Taakki, de kaldt Sølle Jens; det Navn lyd han, men han haaj, messen, osse en naaen Navn.

Han war det, som vi mell æ Bønder kalder for en Dore.

Ingen vild rigtig kjendes ved ham. Æ Smedkuen vild ett han nø Skyld for ham og æ Smed da halminder; men han haaj da no faat Lov te aa go og slant omkring te æ Smeds, som en Hund ka komm renden te en Gord, og en ett rett nænner aa jaw en hen ijen.

En Diel aa æ Fød to’ han wal osse i æ Land ivissomda, men helsen so han det mjest aa æ Tid po en Stien ved dje Kalgorddig.

Der so’ han og glowed.

Det war sjalden han saa’ nøj, og letle Mjenning war der i’æ.

Mewn Folk trowed no, te hans rett Hjemmen war æ Dojs; de anso ham for en Skvwting” som æ Bjærrefolk haaj forstavn aa komm aa mej paa en nem Maad, hwad Grunder de saa haaj hat te’ æ.

Spurre en ham sjel, hwad han war kommen aa, haaj han ett andt aa gi te Swar end:

“Det ved a, mænd, ett, men mi Farbro bowed i æ Dojs”.

Og det skuld jo ett gjør jen møj kloger’.

Men jen sære Ting war der ved æ sølle Skinting: te aalle saa sor han so en Mennesk, saa sjel om han aldrig i hans liv-skafte Dage haaj sit det Mennesk far, kund han sej hans Navn aa æ Bøj, han war fræ, og ett det skuld slaa ham fejl jen Gaang heller!

Søen sejjer han en Daa og dogrer paa hans Stien som sæd-wanlig, da en Mand kommer faaren forbi po en Hejst:

“I hwem war endda det, der kam flyvend?, er der jen der sejer.

“Det war, mænd, Jens Poulsen i Bjat!” kam æ fræ Sølle Jens; og det vist sæ osse, te det past. Men hwem ka no forsto det, da æ sølle Sluri aalle haaj wot anne Stejer end i Daabjerre og aalle sit Jens Poulsen i hans Dage!

Naa, men det war no ett æ Mjenning med æ, te Sølle Jens skuld end hans Daw ved æ Smedfolk.

Hør ikkons saa: En Awtenstaåend kommer en Persown ind i æ Smedstow; han skupper sæ ind po æ Bænkend aa sejer:

“No ska I iløwle hør en underle Spel.

Da a for ledt sind gik forbi æ Dojs – som a er gawn saa tit -saa er der jen dæ rover ud te mæ, lig saa det skingred:

“Nær do kommer nied te Daabjærre Bøj, og do træffer æ Folk opp – vil do saa hels Witti fræ Watti te Wotti æ død”.

“Hwad sejer do? Æ den gammel Wotti død?”, kam æ fræ æ Dore, han so og seggelt i æ Kakkelovnskrog.

Ud o æ Næt tøt æ Smedfolk nok, æ Dar gik.

Da æ Daa kam war Sølle Jens henn, ingen ku find ham op heller nied.

Heller har nue sit ham sind, te den her Daa”, saa Ywer og gnej hans gammel rød Øwn ino engaang.

Skolesang under krigen

Udgivet. 7. jan. 1917

SKOLESANG UNDER KRIGEN

Skolesang under krigen
Sej mæ, ska vi mej i kri
Kan æ dryw wor Dar forbi?
Vi er Bønder for Worherr,
Løwer helst wor Lyw i Fred.

Fred mo te,hwor nøj ska grow,
Fred po Awer, Fred po Low;
Fred I Hus som Kongens Gord,
Det er søen, en Land bestor!

Hwad de Stur fæk rejen nied
I en Ywbliks Kowtehied
Kan de biel og bittesmo
Krassel mej, te de blywr gro.

Vi vil Kamp, men aalle Kri.
Kamp den er der Mjenning i.
Kamp gir Kræfter, Lyw og Spel.
Kri slaar Lyw og Mand ihjel.

Der er andt, vi haar aa gjør,
Osse andt end ælt wor Smør:
Gjør wor Land saa skjøn og fri,
Te dem bejst ku tryw’s deri.

Det mo vær wor dawle Lær:
Urts Brød mo ingen tær,
Ingen Ridt po naaen Mands Nakk,
Liggud Ret i Gord og Brakk!

Hwis en Ryg bløw krum med Ær,
Hwis en fæk formøj aa bær,
Len en lidt, og lidt ijen;
Dæ vil anner da gi Len!

Søen a vild, wor Skuel skuld wær!
Klaar i Lyw som klaar i Lær,
Søen hwer fatte Mø og Mand
wand en Lod i Lykkens Land.

Stensamlersken

STENSAMLERSKEN

Udgivet: 6. Feb. 1906

Stensamlersken
Hvi vanker du gamle Kvinde dér
paa Agren agter og frem?
I Foraarsmorgenens første Skjær
forlod du hungrig dit Hjem.
Hvad sanker du op af den Riges Rug,
fattige Ane Malén?
Finder du noget for Disk og Dug?
„Jeg finder kun Sten.“

Hun tripper afsted foruden Ro
som én, der jages i Drøm,
mens Duggen væder de hullede Sko
og Skjørtets flossede Søm;
jeg ved jo nok, hvad du tænker paa,
fattige Ane Malén:
Derhjemme græder for Brød de Smaa,
her sanker du Sten!

Det knækker af Gigt i de gamle Knær,
forinden hun Skjørtet faar fyldt;
saa vandrer hun hen til Dyngen dér
og slipper sin trælse Bylt.
Tro ej, hun drømmer om Dugg og Sligt,
fattige Ane Malén —
— hun tænker paa Davre og ej paa Digt,
hun sanker jo Sten.

Mens Dagen fødes saa blank og ny,
og Solen runder sin Bug,
din fattige Skygge gaar som en Sky
henover den Riges Rug.
Det er mig saa sært at tænke paa,
fattige Ane Malén:
Hvor andre sanker sig Kjærv og Straa,
der sanker du Sten.

Æ Muespig

Æ MUESPIG

Udgivet: 26. Jan. 1905

Æ Muespig
No søen vil du aaltsaa forlaad’ mæ,
Jens Fløj og læ’ mæ Sejj’ jenne aa sørr’ —
og græd’ ved mi’ Stripp’, nær a malker mi Kow,
og sukk’, nær a ponne om mi’ Tørr’!
Hvor jenle a faar æ ved Awten, Jens Fløj,
nær æ Folk er gan hjem fræ æ Mues,
nær æ Røg fra mi’ Skorsten den drywer saa laant,
og du plejer aa komm’ her med en Rues’!

Den Daa a plot Krusbær ved Sejbæk, Jens Fløj,
og du fæk mi’ Buttel aa bær’,
da skuld’ en saa’ nej te di’ Haând og di’ Trow,
saa haaj en wot fri no for aa græd’.
Ja hwis en haaj aalle holdt af dæ, Jens Fløj,
saa haaj æ wot letter’ no aa løw’;
men som Verden no jen Gaang haar lawed wor Sind,
ja saa vil vi som-mjest hinaan’ bedrøw’.

Men stø’st af de Sorger, du gjord’ mæ, Jens Fløj,
war den, te a ett kan dæ glemm’;
a hower hwer Tor’ og hwer Blink i di’ Yw’,
og nok saa ring’ en Bevren i di’ Stemm’.
Og nær nu den Bitte er føj’ dæ, Jens Fløj,
kaski du da linner paa mi’ Dar;
og saa ta’r du mi Haând
for en jenle Graan Staând,
men’ æ Frøer di’ synger i æ Kjar.

Æ Spøgels’

Æ Spøgels’

(1905.)

A kam op ad Resendaal
øwer æ Brow ved Mølgord;
der a mødt’ en Treals-Kaal
— det vat den død’ Jens Kjølgord.
„Haah!
Haah!
A faar aalle Naad’!
A haar kwol mi’ Nobomand,
og a haar brænd’ mi’ Laad’!”

A kam te aa bevverist’,
som jen der blywer kold-slavn;
“Bitte Kos og Jøsses Krist!”
— A sto’ som a war trold-tavn.
„Haah!
Haah!
A faar aalle Naad’ —”

Mi Kuen haaj faat en Baaen mir,
derfor haaj a hat møj Rend;
æ Daw’ war’ kort’, æ Suel war nier’,
æ Maan’ haaj faat si’ Nøj tænd.
„Haah!
Haah! —”

A war bleg, men Jens war swot.
“Aa Gud! du mo ett haad’ mæ!
for war a ogsaa slem te’e Kwot,
saa mo du no bewaar’ mæ!”
„Haah!
Haah! —”

Saa laa’ a Damp — da som en Røj
hen øwer Blød’ og Knoldkjar’;
mi’ Hueser de løf fuld af Døj,
endda de far war aaltar’.
„Haah!
Haah! —”

A vild’ jo rend’ æ Spøgels’ træt;
det bløw for haa’dt te mi’ Sid’:
Da a haaj rend den hal’e Næt,
vi war indno ali’sid’.
„Haah!
Haah! —”

Og ski’ æ, te a fæk nø’ Len
— og Len det fæk a somm’sind’ —
saa li’saa snaar, a sak ijen,
det brøll’ imued mi Tromm’hind’:
„Haah!
Haah!
A faar aalle Naad’!
A haar kwol’ mi’ Nobomand,
og a haar brænd’ mi’ Laad!”

Det to’ mi’ Lu’ o Kistelbakk’
— det war ett te aa hold’ ve’ed —
mi’ Hor det løwt sæ i mi’ Nakk’,
mi’ Skjot war wot af Koldswed.
„Haah!
Haah! —”

Ja der war hejsen Faar’ paa Fæ’d,
— det war ett nøj a tint jenn’ —
a rend’, saa for mi Træhskobed’,
der stented Kamp- og Flintstjen’.
„Haah!
Haah! —”

Søen kam a ind til Resengord’;
men aalste’ war æ Pwot lot;
æ Hund’ de glammed lisse sor’;
baag hwer en Rud war swot, slot.
„Haah!
Haah! —”

Men lig’ hwor no han bowr Jens Gaad’
— I ved: mi Ku’ens Hal’bror —
der faarer a søndenom æ Laad’
og vejstenom æ Kalgord.
„Haah!
Haah! —”

Æ Spøgels’ han war hejs ett sien,
han flywer om æ Laad’swing,
saa Bankerot og Taag’ og Stien
det danst som anne glaad’ Ting.
„Haah!
Haah! —”

Æ Nøj war gaven for en Blaan’;
da gaalt’ æ Kokk’ i Mølgord —,
a vend mæ, som a lig’ sku’ daan’
da sak den laang’ Jens Kjølgord:
„Haah!
Haah!
A faar aalle Naad’!
A haar kwol mi’ Nobomand,
og a haar brænd’ mi’ Laad!”