Udgivet : 1912

SAMSONS BEDRØWTER

Samsons bedrifter
Nu men a er i træk, saa skal I iløwle hør, hwad der fortæles om ham Samsom, for det war da saamøj en brølstoder.
Jen gaang haaj han da faat søen en lyst te en kwindmennesk nied ad nøj, de kaldt Thimna, te. A ved saagi ett, hwor det war henn, men saamøj ka a da faa ud aa æ, te hinne faa’r war jen af de her uom-skorne filistre, det vil wal sej paa godt dansk, te hun war aa æ kjeltringslaw; saa en sku jo ett tykk, te det kund vær nø ganning for ham. Men fanden slaa ham, æ sluri, han war nu bløwen hentavn af den her pig’baa’n, og han kam te æ/orældre og saa, te han maatt ha hind te kuen, det kosted, hwad det være mo!
“Det er a endda kid aa aa gi mi mind te,” saa hans faa’er, “tho det er snaar som aa skamm æ hiel famil-li.
Du kund wal ha funden jen, der haaj klæj dæ nok saa wal, vild a tykk.”
Men det war som aa slaa wand paa en gjejsling, det æ faa’r saa; her hjalp hwerken løn hæ bøn; æ tøs vild han jengaang ha.
Naa, hwad skal en snaar still op, nær en knæjt kom-
Men, mens; brølstoder, bulderbasse; aa æ kjeltringslaw, af taterslægten; ganning, mage, en, der passer til ham; æ sluri, raden; hentavn, betaget; kuen, kone; hwad det være mo, hvad det skal være; kid aa, ked af; tykk, synes.
Nu mens jeg er i omdrejninger, kan I lige så godt få historien om Samson. Han var nemlig en allerhelvedes karl.
Engang var han blevet kulret med en pige fra Thimna. Hvor det sted egendig ligger, skal jeg ikke kunne sige, men én ting er sikkert, nemlig at hendes far var en fuldblods filister. Og det vil sige på jævnt dansk, at familien var en samling dumme svin. Man kunne jo undre sig over, hvad Samson ville på den galej. Men han var nu engang blevet så tovlig med tøsen, at der ikke var noget at spille om. Han kom frem med det derhjemme.
“Det er jeg knagerne ikke meget for,” sagde hans far. “Tænk dog på, hvad familien vil sige!
Hvorfor kan du ikke finde et mere passende parti, din dumme knægt?”
Men han kunne lige så godt prøve at fønbølge et pindsvin. Samson ville have hende, og så var dén ikke længere.
Når det først er kommet så vidt, kan man lige så godt lade dem løbe linen ud. Ellers ved man ikke, hvad de kan finde på af tossestreger.
mer paa de tanker? En maa jo helst læ æ faa hinaånt, inden det gjør nø andt gal.
Saa pampred da æ sølle faa’r afstej med æ søn jo da, hen for at faa dæ her lawed istand.
A ved ett, hwad vej de to’; men de sku da’wl sajtens te æ præjst med æ.
Naa, som de gaar og stumler hen ad æ vej ad Thim-na te — æ faa’r saå ett manne urd, for han war bløwen nøj urrise øwer dæ’ her — saa løf Samson en ywblik ind i en vingaard, det vil jo sej søn’en anleg — inden de nowed æ bøj; og der kam der saa en brølend løw imud ham og den vild kaski nap ham lidt i hans bowser, og det vild han nu et ha’en te.
Han haaj ett nøj i æ ha ånd, hwerken kjep heller staw, aa værr sæ mej; men han war jo saa grutstærk, te han ett vidst, hwad han skuld gjør med æ kræfter.
Nok er det: Han sparker ud te æ løw! Men saa haaj han en jo, og det ogsaa lig paa jen gaang. Men hwad han haar aa gyer: han griver en lig i æ kasilken, og kjek! herom med æ hjaj, imud æ jurd med’en, imen si knokler ku syng!
Dér saatt han sæ skræws øwer en, indte en war bløwen jawn tolie. Da’en endno ga en pa strujji fræ sæ, røw han si kief op, æ taang herud! Saa war den salwakred!
Saa gik han ijen ud te æ faa’r, som ingenting war passired.
Pampred, trinede; da’wl, da vel; stumler, stejler; urisse, vredladen; Kasilken, “krebsen”; Kjek, hu-hej!; herom med æ hjaj, ned med fyren!; toile, skikkelig, medgørlig; strujji, spjæt; kief, kæbe; salwakred, færdig.
Så den arme far måtte af sted med Samson for at se, om det kunne blive til noget.
De har nok været et smut omkring hos præsten for at give ham et praj.
Nå, men på vejen til Thimna – Samsons far sagde ikke meget, for han var godt gnaven – kom de forbi en vingård, og Samson smuttede ind ad lågen for at slå en streg. Pludselig kom der en løve rendende lige imod ham. Den brølede og viste tænder, og den prøvede endda at snappe efter Samsons buksebag. Men det skulle den ikke have gjort.
Han havde ingen kæp ved hånden at slå fra sig med. Til gengæld var han jo så masende stærk, at han dårlig nok selv kunne styre det.
Kort og godt, han gav løven en ordentlig én på hovedet. Den gik ned til tælling, og Samson greb den i kværken, slyngede den rundt et par gange, og VOMS! – ned i asfalten med den, så det sang i skelettet på det arme kre’tur.
Samson satte sig overskrævs på løven, til den var mør. Da den stadig stønnede lidt, kvalte han den et par gange og rev også lige tungen ud for en ordens skyld. Så var dén løvetid forbi.
Bagefter gik han ud til sin far igen, som om intet var hændt.
Nå, men de nåede da frem til pigens hjem, og Samson så så forelsket på hende, at ruderne dugge-
Naa, han kam nied te den her pig’baa’n, det war jo da’tt sær! og han saå saa forlift paa hind som en rott paa en sødmjælkswost; og der bløw lyst for dem, og der bløw bejen til boj el.
Dér sku sgi staa skrald, saa det dut nøj!
Æ faa’r haaj raad te æ.
Og dæ hér fihstre, de gammel med de ung, det sku jo mej tehof.
Nu, imedlergodlaw som Samson gaar i dæ her gywtmaalstanker — de ska jo vær møj sød — saa kam han en daa for nøj, der war næjsten endno søder.
Han war drøwn forbi dæ hæ anleg, og saa tint han ved sæ sjel:
Hwad om du gik ind og saa atter, hwordan det haar sæ med den løw, du to æ pip fræ!
Naa, han gaar ind mell æ trær.
Jow, der laa guednok æ aadsel aa en. Men tho hwad war det? Nu haaj han da aalle sit maag te spil!
Der war der en swarm bi, der haaj slawn sæ nied i dæ her løwbælle, og dér so kagger fuld af honning fræ de hér bi og han snap en stur håndfuld af dem hon-ningkagger og smummed i sæ og slikked æ finger; og æ faa’r han fæk ogsaa en gjew.
Naa, saa war æ paa hans bojeldaa; de war kommen fræ æ kjerk og haaj begynd aa rykk om te æ skyw.
Men nu war Samson ett saa lidt aa en træjring, nær det to ham; han sku gjån ha nø kommes for af jen
Da’tt, da ikke; bojel, bryllup; skrald, stort kalas, gilde; tehof, til hobe, alle; imedlergodlaw, imens; haar sæ, har sig, står til; kagger, bikager; smummed i sæ, slikkede i sig; en gjew, en håndfuld; bojeldaa, bryllupsdag; træjring, gavtyv (en, der træder eller ærter andre).
de i hele huset. Det kunne hun ikke stå for. Der blev straks budt til bryllup.
Og det skulle være en ordentlig basseralle.
Hendes far sad godt i det.
Og de dersens filistre, de skulle jo med til festen, hele rosset.
En dag, da Samson gik og slikkede sig om munden ved tanken om brylluppet, kom han ud for noget, der også kunne få tænderne til at løbe i vand.
Han kom forbi vingården, den med løven, I ved. Så tænkte han:
“Måske skulle man lige se, om løvefar er kommet på dødkogeriet.”
Som sagt, så gjort. Han gik indenfor.
Jo, der lå den godt nok. Men hvad var nu det? Det var ligegodt meget!
En bisværm havde slået sig ned i kadaveret. Og de havde allerede samlet så meget honning, at den hang i kager og dryppede. Samson brækkede et stykke af og guffede den søde honning i sig. Hans far fik også lov at smage en klat.
Nå, tiden gik, og dagen for brylluppet oprandt. De var kommet hjem fra kirke og skulle til at gå til bords.
Men nu var Samson den type, der godt kan lide lidt skæg og ballade. Der skulle ske noget, og han
slaw heller enaan; og dæ her løjn filistre dem kund han jo nok lid aa hold lidt for trekant, det ka en jo’tt fortink ham i.
Nu haaj han gavn og sprekulired møj øwer den her honninghistaarri.
Og som de nu sejjer ved æ sup, æ lystighied er kommen søen javnhen i æ vejr, saa sejer Samson, te han haaj hg en bette gaad aa legg for dem; den war saa-mænd ett saa wanskele, men den der ku gitt en, han sku faa den finest klæjmon, en ku si for si øwn, og en rejn skjot aa skywt mej.
Tho det war jo snaar, som vild han træj dem og sej, te de so her ved hans bojel som nø swyner, der ett haaj tawn en rejn skjot paa fræ hjemmen aa.
Men det to de nu te dje gued nyw.
“Tho læd wos hør di gaad, fa’lil,” begynd de aa rof.
“Med fornywels,” saa Samson og ryt ud med’en:
“”A fæk fød ved en slughals og sød sager af den brølstærk” — ka I nu bej mæ spids paa den?” saa Samson og letted sæ i æ sæd.
“I faar syw daw te æ.”
Syw daw, saa læng holdt de bojel der o law; dér ku helsen lawes nø gued basseraller!
Nu, de kløj dje nies, summed sæ paa æ, so ind i ø øwn af hinaan og to saa endno en skjeffel supp aa æ fad.
“Tho det war da en sær tokkiwon taal,” war dæ nue
Løjn, rænkefulde; holdfor trekant, have til bedste; jo’tt, jo ikke; gaad, gåde; gitt, gætte; skjot, skjorte; træj dem, ærte dem; brølstærk, knag-stærk; skjeffel, skefuld; tokkiwon, tossegal.
ville gerne have de luskede filistre ned med nakken. Det var kun så rimeligt.
Samson havde gået og funderet en del over den historie med honningen.
Da de var ved at være færdige med forretten, og filistrene var begyndt at blive højrøstede, så sagde Samson, at han ville stille en lille gåde. Den var såmænd nem nok – men den, der kunne klare den, ville få en midnatsblå smoking fra Regent i præmie. Plus rent undertøj.
Det sidste var lidt af en finte. Som om de sad og lugtede som en hel orneforretning, fordi de havde glemt at tage rene underdrenge på hjemmefra.
Men det tog de pænt.
“Kom nu! Lad os så høre den gåde!” råbte de.
“Med det vons!” sagde Samson. Og så tog han bladet fra munden:
“’Jeg fik mad hos en slughals og dessert hos den superstærke.” Nå, kan I greje den?” sagde Samson og slap fornøjet en vind. “I får syv dage til det.”
Syv dage – det varede et bryllup der på egnen. Der var noget ved at gå til gilde dengang.
Filistrene kløede sig i nakken, gloede dumt på hinanden og rodede i resterne af deres rejecocktail.
“Sikke da noget fordrukkent sludder! ” sagde en af dem, mens han spekulerede sig skrutrygget.
Andre så op i loftet, som om de håbede, at løsnin-
der saå og klipped piefhytter mell nies og mund.
Anner so hiel fornummed og keg op i æ lowt, som viint de atter hjøtar.
Jen selied sæ still fræ æ burd, får æ unnen war ædt, saat sæ i en krog og grovelired for hans egen regning.
Men æ swar kam ett.
Og Samson so og flired i æ skjegg, skinked i æ glajs for æ bruj og glemt heller ett sæ sjel.
Og dér gik jen daa, og de gik alsyw, og hg vidt war æ filistre kommen med dje gitten.
Nu war de bløwen hiel forfærlig og si paa, for ingen af dem haaj jo wot aa æ klæjer i aal de syw daw og nætter for dæ her sprekuliren, men de so — jen hér og jen dér, med æ haånd under æ kind’, og æ haar nied i æ øwn. Og de bløw ju mir og mir urrise, atterhaand som æ tanker løf i filt for dem. Og en ywblik, da Samson haaj forladt æ stow, faar de æ bruj klemt op i en krog, og de trued hind da paa æ lyw, hwis ett hun hjalp dem med aa faa klaaring paa dæ hér.
Og æ bette kwindmennesk — hun vild jo da gjån rejj æ lyw, det war da’tt sær.
Og hun gjorde sæ jo saa sieg mud Samson, saa det war faale, græd hinne øwn rød og saå:
“Du bryder dæ ett en hak om mæ!
Her er vi hg bløwen gywt, og saa ska en mærk, te du elsker mæ ett en kieren; helsen vild du da aalle komm med søen gaad og ett betro mæ det mindste om
Klipped piefhytter, skar grimasser; fornummed, forundret; viint atter hjøtar, kiggede i luften efter høtørring = godtvejr; selled sæ, skød sig baglæns; unnen, middagsmaden; flired, grinede; dje gitten, deres gådegætning; urrise, gnavne,tvære; løf i filt, løb i urede; klaaring, klarhed; rejj, redde; saa sieg, så mild og yndig; en hak, en døjt; en kieren, en smule.
gen ville fise ned gennem parabolantennen.
Andre igen listede fra bordet, inden middagen var omme, satte sig i et stille hjørne og grundede, så det knagede.
Men lige vidt kom de.
Samson sad og grinede i skægget. Han skænkede mere ad den med tyren op til sin brud og glemte ikke sig selv.
Der gik en dag, og de gik alle syv, men filistrene havde ikke fundet ud af en snus.
De så forskrækkelige ud. I syv døgn havde de ikke været af tøjet, så travlt havde de haft med at tænke over gåden. Nu hang de rundt omkring og småsov, med hånd under kind og hårtjavser ned i romfromagen. Godt gnavne var de også, fordi de ikke kom nogen vegne. Så, mens Samson var et smut ude bag en busk, trængte de bruden op i en krog og truede med at slå hende for panden, hvis hun ikke hjalp dem.
Tøsen ville selvfølgelig gerne redde livet.
Hun klemte sig ind til Samson og kurrede lidt, men så begyndte hun at snøfte:
“Du bryder dig overhovedet ikke om mig!
Vi er lige blevet gift, men du lader allerede, som om jeg er luft. Ellers ville du ikke stille sådan en gåde uden at fortælle mig løsningen.”
“Sikke noget sludder, lille nuttepige. Hvis jeg så
æ forklaaring.”
“Hwad er nu det for nø snak, bette Trine; det war hwad det war, om a haaj rend aa pievred om æ te anner folk, men ett engaang mi egen/oræUer a haar betrowed saamøj som en stawels,” swored Samson.
Men nu ga hun sæ te aa roel for aller.
Tesidst maatt han jo saa gi sæ, æ taari.
Aalle saasnaar haaj hun faat æ grev under, hwad hun lirked for, far hun hen og held æ i æ filistre; for hun war jo aa æ famille, og det war jo som en flok rød kyer.
Og da de fæ hold i æ forklaaring, saa kan I missen tro te de kraant!
“Hwad er søder end som honning, og hwad saa stærk som en løve,” begynd de aa mess.
“Er æ maaskisæ ett rigtig fåset, bette Samson?”
Samson rynked nøj o æ bryn, saa affentow paa æ kuen og dæ her skintinger. Han kund jo snaar forstaa, hwem det war, der haaj slawn te æ klokk.
Saa drejed han sæ om, hug æ dar i paa hans hæl, imen han saa:
“Haaj I ett spænd mi plag for æ plow, nej minsæl om I war kjor æ fur te end!”
Saa er en tid atter — folk haaj Ug begynd aa ta dje row — saa kommer Samson sluntend endno engaang ad Thimna te.
Han haaj wot ud i æ land, nu vild han hjem aa si te
Pievred, sladrede; roel, græde;for aller, for alvor; æ taari, fjolset;/aat ce grev under, fået greben under; kraant, knejsede; affentow, henholdsvis; skintinger, skidtinger, gavtyve; slawn te æ klokk, slået til perpendiklen = været på spil; war kjor, havde kørt; ta dje row, køre rug ind; sluntend, vandrende, drivende.
havde gået og plapret om det til andre – men jeg har ikke sagt ét ord til nogen, ikke engang til mine egne forældre,” svarede Samsom.
Men nu lagde hun an til det store anfald.
Og til sidst måtte han jo give sig, dumskallen.
Lige på en studs, da hun havde fået lirket svaret ud af ham, lod hun det gå videre til de andre. Hun var jo i familie med dem, og filistre hænger sammen som overkogt spaghetti.
Da den først var sevet ind hos filistrene, kan I ellers tro, de blev kry:
“Hvad er sødere end honning, æh bæh! Og hvad er stærkere end en løve?” begyndte de at skryde.
‘Var den ikke lige i øjet? Hvad? Ik’å’, do dér Samson, do?”
Samson skumlede. Han så fra konen til de åndede filistre og tilbage igen. Han var godt klar over, hvem der havde lært dem lektien.
Så drejede han rundt, gik ud og hamrede døren i efter sig med de ord:
“Havde I ikke brugt min Hjerter Dame som joker, var den kabale dælen smadreme’ aldrig gået op for jer!”
Nogen tid efter, sådan hen på sommeren, var Samson atter på farten med kurs mod Thimna.
Han havde været lidt omkring i landskabet. Nu ville han hjem og se til konen.
æ kuen.
Han haaj en lam paa hans nakk, som hun sku ha, og war i en perlehumør.
Men hworlæng wor æ!
Han kommer fløjtend og vil ind i æ hus, men der er saa jen, der holder ham an i æ stowdar.
I tho, det er jo æ kuens faa’r!
“Ih hwad er det for nø kanallistreeger?” sejer Samson, han war ved aa blyw nøj knotter.
“Her kommer a med en lam o æ nakk og haar ett sit mi kuen i manne tider, og nær a saa vil ind, saa staar her sønen slytter og viser jen æ dar.
Hwor haar du gjord af hind?”
“Tho a trowed ett du ku lid hind mir atter det der ved æ bojel. Saa ga a hind hen te jen af di selskavs-brøjer.”
“Hwad sejer du! Haar du gin mi kuen hen? Da trower a, Fanden plawer dæ!”
Nu kund æ stoder jo nok si, te det trak op te torren, og han skynder sæ og sejer:
“Du behøwer ett aa sawn en kuen, bette faa’r, a haar tøser nok. Den ungest er baade bejer og kjøn-ner end hind, du haar hat.”
Men Samson snurred i æ dar med hans lam, vend æ stoder hans hæl og saa:
”Nær I filistre gjør søne nøj ved mæ, saa kan I aalle vint andt end en knytnæw af mæ!”
Stowdar, stuedør; 1 tho, hvad ser jeg; knotter, fornærmet; sønen slytter, sådan bavian; ce stoder, stodderen; torren, torden.
Han havde et lam på nakken, det skulle hun have. Og han var rigtig i stødet.
Men det kunne han have sparet sig.
Han kom lystigt fløjtende og ville ind i huset. Men der var én, der spærrede vejen for ham.
Jamen dog – det var jo svigerfar!
“Hvad er nu det for nogle hundekunster?” spurgte Samson. Han begyndte at blive harm.
“Her kommer man hjem med lammesteg og længes efter at se sin kone, og så kommer sådan et bøvehoved og stiller sig i vejen.
Hvor har du gemt hende?”
“Øh, jeg troede ikke, du kunne lide hende mere efter al den ballade. Så jeg giftede hende væk igen til en af bryllupsgæsterne.”
“Hvad? Har du giftet min kone væk? Du må jo ha’ noget i hovedet, der ikke lugter godt!”
Nu kunne stabejsen mærke, at det trak op til flæskehammer. Hurtigt sagde han:
“Jamen du skal da også have en kone, og piger, dem har vi nok af. Den yngste har mere både til gård og gade end hende, du fik sidst.”
Men Samson gjorde omkring, knyttede næven og sagde:
“Når I filistre laver sådan nogle numre med mig, så skal I få lov at lugte til fars tulipan!”
Og han gik sin vej – så lynendes trekvart, at næse-
Saa to han hans kos ud aa æ bøj, — og hwis han nu fløjt, saa war æ karenmæ aa æ gal!
Nu ga han sæ ud paa ræw’jagt; men han slo dem ett ihjæl, men lot dem ind, saatt’em i tyr, heller hwad han nu gjord ved dem, og da han haaj søen op imud en trehunder, saa det war hg ved aa patir hinaant, saa ska I nu hør, hwad æ skaar hætted paa:
Han tar de hér ræw, tow og tow, og binder dje haller te hinaan med en vill halm imell, og da det er besørre: Ild i æ halm, løs paa jen gaang det hiele, æ hund’ i æ hæl aa æ, og huj! afstej ind i æ filistre dje kwonager lod æ ta!
Og dæ hér glowend braånd der baagi det swej jo som al ulykker, og de sølle dyrer de sprang igjemmel æ fald fræ den jen awersend og te den naån og trilt ikold’ og bjelt og to paa og sled jo i æ haller for aa komm fræ hinaan.
Og æ ku’e, der sto og war mo og saa knajstar, det war jo nem aa fytt aa.
Og det slo low op hér og low op dér, klinkbrind æ awer øwer, hwad der stod paa rued som hwad der stod paa raad’.
– Ja, det war en vækildsblojs, som æ filistre hower ham jen lidt!
Atter det sammelt de jo paa ondt, det kan en wal forstaa.
De tyt jo, de haaj faat dje maalt branked lowle
Kos, retning; aa æ gal, af arrigskab; i tyr, i tøjr; hinaant, hverandet; æ skaar, skarnsmennesket; dje haller, deres haler; en vill halm, en halmvisk; bjelt, skreg; æ ku e, kornet; knajstar, knastørt;/ytt aa, brænde af; low, lue; raad’, kornhob; vækildsblojs, Yalborgsblus; jen lidt, en god stund; branked, forbrænde.
fløjene blafrede.
Samson gik på rævejagt. Han slog ikke rævene ihjel, men samlede dem i en fold eller en minkfarm eller sådan noget, til der var omkring 300 stykker. De hvæsede og bed ad hinanden. Men hør nu, hvad den snedige rad havde hittet på:
Han tog rævene to og to og bandt halerne sammen med en tot twist på midten. Så satte han ild i totterne, slap hele flokken løs på én gang og pudsede hunden på dem, og tjullahop! – ind i fili-strenes kornmarker gik det.
Den brændende twist sved noget så nederdrægtigt i rumpen, og de arme dyr sprang forvildet omkring, trillede sig på jorden, hylede af smerte og bed makkeren og sig selv i halen for at komme fri af hinanden.
Og kornet, der stod og var modent og knastørt – det skal jeg love for, at der kom fut i.
Flammerne slog op så her, så der. Snart brændte det lystigt ud over alle marker. Ikke ét kornaks blev levnet.
Jo, det var et sankthansbål, de ikke glemte lige straks der på egnen.
Efter den dag var filistrene edderspændte. Det kan man godt forstå.
Samson havde strammet den en tand for meget. Dette her skulle den unde sparkeme’ hævnes!
haadt ved ham; dæ hér det sku knag’mæ hæwnes!
Og de fo’r ud og laa æ land ød, og Samsons folk kam te ham — han haaj lawed sæ en grawol ind i en bakk’sid, for han ku ett mir vær ved ordenlig mennesker — og de forklawed ham, søen swøef han war for æ land; nu vild de bind ham og gi ham te hans fjender, forre æ filistre sku læ dje gjærninger vær.
“Ja,” han kam sjel med æ hinner, “væsegued, bette folkens, bind mæ baare!”
Og de slo en par gued nøj hammelref om æ håndled af ham og slæft aa med ham hen imud æ filistre; og da de sir Samson begynder de aa høg med dje remeddi-er, dje køller og dje værker; nu skuld han dænenmæ faa hans refurrium!
Og de ska hg te aa legg daller te ham.
Men aalle saasnaar mærker han, hwad faår der er paafærd, saa kommer æ aånd øwer ham, og han begynder aa ras og skjær tænd, og æ øwn vend sæ i æ hued af ham. Og jen — tow — trej — kjek! Saa er æ réf slidt øwer som uldgaar!
Nu kan I trow, der wanked rappé te æ Filistre — aae, død og kritt!
Han bywer sæ nied og faar hold i en helmeskief, og med den øwer æ hued flywer han som en røj ind imell æ filistre, og saa ka I trow en sak i bund’! Smæksmæk, smæk-smæk! Lisse sor, hg nied i æ stjern af dem!
Grawol, grav, dybt hul i jorden; forklawed, angav, klagede over; swøef, svøbe; forre, for at; høg, true ved at løfte noget op;/å refurrium, få det, han har godt af; legg daller te ham, slå til ham; rappé = en tobakssort, smæk for skillingen; død og kritt, død og salte pine; som en røj, som en vind; sak i bund’, sank til bunds; lisse sor, hvert øjeblik; æ stjern, skallen.
Så de hærgede landet, og Samsons folk gik til ham – han havde bygget sig en jordhule bag en bakke, for han kunne ikke være sammen med ordentlige mennesker mere – og sagde til ham, at han var til skade for almenvellet. Nu ville de binde ham og overgive ham til filistrene, så der kunne blive fred.
‘Jamen, det er da i orden, venner,” sagde han og rakte selv armene frem.
De bandt ham med solidt reb og trak af med ham. Da filistrene så Samson, begyndte de at true med deres køller og spader og ålejern og hvad de ellers havde. Nu skulle han få sig et par eftertacklinger, han kunne mærke.
De skulle lige til at ryge i sulet på ham.
Men da han mærkede faren, kom ånden over ham. Han begyndte at rase og skære tænder, øjnene vendte det hvide udad, og en, to, tre – krakk! Rebene gik over, som om det var sytråd.
Og mon der så vankede køllesmæk til filistrene! Tak for i aften!
Samson greb en gammel motorblok, der lå og flød. Han svingede den over hovedet, for ind mellem modstanderne og slog til i alle retninger. Smik, smak, fili-ong-gong-gong! Ned i hjerneskallen på filigutterne.
Enhver, han kom i nærheden af, var leveret. Kun
De saå sæ ett om mir end jen gaang! Hwad der ett undrend, det maatt herans!
Søen ska mir end tusind ha faat æ gowl vend i æ vejr —
Herans, strække hals; Æ gauil vend i æ vejr, gavlen vendt i vejret, kastet omkuld.
nogle få stykker nåede at rende deres vej.
De siger, det var over 1000, der røg til afdansningsbal den dag.
De gode filistre havde altså stadig ikke fået skov-
Saa heller ett den gaang endno fæk gotten filistre hæws paa ham; a undrer øwer, om de nowtid haaj faat æ, hwis ett det haaj wot for den sags skyld, te han war søen lowle slem atter kwindfolk; det war ud, som det war hjemm; saå han en skywt, saa war han fræ æ.
Dæ her smaa filisterpigger dem kund han missæl ett læ gaa.
Søen war han engaang gavn in te en tøs nied i Gasa.
Det kam ud øwer æ bøj:
“Samson er her! Han er ind ved Stine Bethlehem!”
Og æ filistre skyd sæ laangs æ væggi og laa dje krumm nieser paa æ vinnier for aa kigg atter ham.
Jow, det war missen sand nok, der so han; hg baag henne gaanvindel!
Nu haaj de fanged ham! Nu lot de dje pwotdår og saa imaatidle, nær æ skuel listed aa, saa skuld de iløw-le gi ham søen en pa ræk øwer hans rygstykker med dje timmeryws’, te han ett skuld vær hægen atter aa komm saamøj snaar ijen!
Men godmaar! Søen kam æ nok ett te aa gaa!
Henad minnet vil Samson hjem.
Han kommer te dæ her jærnpwot, men den æ slawn i los.
“Det war der raad for,” ment Samson.
Han render te æ kram søen med den jen skaalder, saa bolt’og spægre og stolper det flywer da fanden te sorre!
Gotten filistre, de gode filistre; en skywt (eller skjowt), et skørt; Stine Bethlehem (boede i Fly Fattighus ca. 1880); missen, så minsandten; æ skuel, en snavs person; ræk, slag; hægen atter, lysten efter; slawn i los, låset, stænget; fanden te sorre, pokker i vold.
len under Samson. Det havde de såmænd nok aldrig fået, hvis det ikke lige var, fordi han var så balstyrisk med kvinder. Den var sikker hver gang: Når han så noget blødt, ville han røre ved det.
Og især de små fikse filisterfrøkner kunne han ikke lade gå.
Engang var han nede at se til en moderne dame i Gaza.
Snart gik rygtet over hele byen:
“Samson er her! Inde hos hurtige Gurli!”
Og filistrene krøb hen til vinduet og pressede de flade snuder mod ruden for at holde udkig efter ham.
Jo, den var god nok! Der lå han og gassede sig på hendes velpolstrede divaneser.
Nu havde de ham! Det var bare at låse byporten – og så i morgen, når han ville liste af, skulle han få med deres lange økser, så han kunne sælges som oksehaleragout bagefter. Efter vægt.
Jo tak, hr. lærer! Det blev der ikke noget af.
Hen ad midnat ville Samson ad hjemningen til.
Han kom ned til jernporten, men den var låset.
“Den klarer jeg!” sagde Samson.
Han tog tilløb og rendte skulderen ind i porten, så bolte og spigre og stolper fløj til alle sider.
Så smed han den tunge port på nakken og høvlede af sted med den, op på en lang og stejl bak-
Og hwad han haar aa gye: han laser de her taang pwotdar paa æ nakk og hæfier afstej med æ op paa en rædle flywbakk.
Dæ hér løs pwothængsler de slow ham paa hans hæl’ for hver trin, han to. Men opp paa det alhywest der kylt han’em.
Saa kund æ filistre jo faa for sæ og slæf’ em tebaag ijen, om de vdd ha’em.
Ja, søen drøw han jo de særeste kigser med dem.
Og han gjord missen ett nøj aa æ i fuldskav; for han haaj aalle hat en brændvinsdrip i hans mund, saa han kund ha stavn som formand for dje afholdshandti-ring, hwor det sku vær.
Deraa kan en da si, te en behøwer ett aa drik for aa law gal streeger.
Men nu begynd æ aa lakk ad for ham.
Han war kommen nied te en tøs ved Sorek Bæk.
Hun hed Dallila — en nawn, en næjsten ku dans atter. Hun ska ha wot saamøj en ynde kwind, og hun kund hinne handtiring!
Ja, saa slinder hun war! Hun forstod aa gaa ham under æ øwn, nær hun vild ham æ aaivæst.
Den slaws kwindfolk de er missel ett nemm aa ta sæ iajt for.
Og Samson wojed længer og længer ud, indte han ett war te aa rejj.
Ved den tøs so han æ nætter med æ daw, hiel hen-
Hæfler, stavrer; rædle flywbakk, mægtig høj bakke; kylt, slængte; kigser, anstalter; slinder, snedig, udspekuleret; wojed, vadede; hentavn, betaget.
ke uden for byen.
De løse porthængsler daskede ham om hælene for hvert skridt. Men oppe på toppen kylede han dem. Og lod porten ligge.
Så kunne filistrene selv samle deres møgport, hvis de ellers ville have den igen.
Ja, han lavede mange små julelege med dem.
Og vel at mærke, aldrig i en brandert! Han var den dér underlige type, der forstår at holde igen med de våde varer, og han kunne til enhver tid blæse i ballon uden nerver på.
Samson var et bevis på, at man ikke behøver at være fuld for at være fuld af skæg.
Men nu begyndte det at gå galt for ham.
Han havde fundet sig en ny kæreste. Hun boede nede ved Sorek A.
Og hun hed Dalila – et navn med tralala i. Dejlig, det var hun. Og hun vidste, hvad hun skulle bruge det til.
Jo, hun var kvik. Især til at sno en mand om sin lillefinger og få ham til at spise af hånden.
Den slags er det ikke nemt at gardere sig imod.
Og Samson gled længere og længere ned ad skråplanet, til han ikke stod til at redde.
Han måtte være hos Dalila, nat og dag. Hun havde røvet hans fred.
Filistrene fandt ud af, hvordan det stod til.
tavn af hinne skjønhed og kunster.
De fæk æ filistre nysmaal om.
“Haa, haa!” tint de, “der haar vi kaski den, der ska snær ham!”
Og de gik til Dallila og saå:
“Du ska faa aal det guld, du vil bær, nær du’el forlok ham og faa wos aa ved, huer de her grimmige kræfter sej jer.”
Jow, Dallila vild gjån tjen den skjelling. Og hun to jo fat paa hinne kunster.
Nu gik Samson ett hg med det samm i æ saws, han spilt først lidt hejgut med hind og saå, te hwisomens-tid hun væwed hans haar ind i henne trendgaar, saa kun han bindes.
Og hwad hun haar aa gyer: hun faar det Sture kaal-mennesk te aa legg sæ alstill, imen hun faar æ væw i-gaang, og da han er blatted i søvn, saa rover hun og sej jer:
“Nu haar vi aal æ filistre!”
Samson flywer op og rywer æ haar te sæ, saa baa-de væw og bom og væwstien dasker rundenom mued æ væggi; haaj hun ett sjel sprungen aa i tid, saa tinker a, æ væwpig haaj dasked mej.
Dér fæk hun helsen en slem forfippels!
Men som hun nu tal ham te! Ja, som den usleste pøjke: Skuld hun vær te nar for ham, saa kund han ta hans klud’er oggaa; hun haaj ett hat boj atter ham!
Nysmaal om, nys om; spilt hejgut, havde hende til bedste; trendgaar, trendgarn (på væven); blatted, dumpet; forfippels, forskrækkelse; pøjke, pebling; boj, bud.
“Hæ, hæ!” tænkte de. “Endelig har vi nok én, der kan snøre ham!”
De gik til Dalila og sagde:
“Du skal få en kroferie og en food processor og en kvart million, hvis du kan hitte ud af, hvor Samsons kræfter sidder gemt.”
Dalila ville gerne vinde præmierne, og hun lagde en plan.
Samson gik nu ikke i fælden i første forsøg. Han lavede fis med hende og sagde, at hvis hun vævede hans lange hår ind i sit vævearbejde, så kunne de binde ham.
Hun fik den store kleppert til at lægge sig på sofaen henne ved væven, som hun så satte i gang. Da han havde blundet lidt, råbte hun pludselig:
“Yappa dappa doo! Filistrene kommer!”
Samson røg op med et brag. Hans hår rev i den store væv, så bom og vævesten daskede mod væggen. Dalila nåede lige at springe til side, ellers var hun endt på skadestuen.
Der fik hun sig lidt af en ryster.
Men nu tog hun den skarpe stemme på. Skulle hun være til nar på den måde, så kunne han godt pakke sine sydfrugter. Hun kunne hurtigt finde sig noget bedre.
Men indimellem kyssede hun ham og snøftede lidt og smøg sig ind ved højre og venstre kind.
Men ind imell saa kyst hun ham og græd og tægged te ham.
Og saa gik Samson jo i æ snaar.
Hun maatt ett ta søen paa vej.
Herreguj, det war da’tt and hans lojer!
“Tår nu di øwn, mi baa’n, saa ska du faa sandhied aa ved.
Men det war ett di syndig terre, te du forraj mæ!”
Nej, hun lowed ham da ved all det hun haaj, te ett en kjeft sku faa æ aa ved; og hun sleged for ham og strøøg ham øwer de her forvowen lokker.
Og saa saa han æ jo!
Det war jo dem der, de taang krøller, der fild nied om hans owsler; ja, der so æ — aal det han war!
Bløw de tavn fræ ham, saa war han færdig!
Nu kund æ taåsk mærk:
Dæ her war allersnak! Søen haaj han aalle snakked te hind får.
Og hun lod gaa boj te æ filistre, om de nu vild hold sæ berej.
Og endno engaang fæk hun ham te aa sow med hans hued i hinne sky ed, og hun lister æ saws op, og aalle saasor hun haar gin den sidst klip, saa er æ stow fuld af filistre.
De kaaster sæ øwer ham; han vil res sæ, som han plejer og hugg dem flaad imud æ væggi; men nu er hans majt henn; hans aarm falder nied, som war en
And hans lojer, andet end hans løjer; ett di syndig Terre (terre = tarv, agt), ikke din syndige hensigt, gud nåde dig; forraj, forrådte; sleged, kærtegnede; owsler eller axler, skuldre; taåsk, tasken, tøsen; allersnak, alvorstale; berej, beredte; skyed, skød; æ stow, stuen.
Så havde hun ham!
Hun måtte ikke tage det så tungt.
For pokker da, det hele var jo bare for sjov!
“Tør nu øjnene, skattetøs, så skal jeg fortælle dig, hvordan det hænger sammen.
Men Gud nåde og trøste dig, hvis du siger det til nogen!”
Ih, nej, lovede hun – ikke en mors sjæl ville få noget at vide. Og hun blev ved med at smiske for ham og stryge ham over håret.
Og så kom han frem med det!
Det var jo der, i de tunge krøller, der faldt ned om skuldrene på ham – at kræfterne sad gemt.
Mistede han håret, var han færdig!
Nu kunne tøsen forstå:
Denne gang mente han det. Det lå ligesom i tonefaldet.
Hun sendte bud til filistrene om at være klar til action.
Igen fik hun ham lullet i søvn med hovedet i sit skød. Hun greb sin saks, og fem minutter efter var Samson forvandlet til skinhead. Og med ét var stuen fuld af filistre.
De sprang på ham. Han ville rejse sig og klaske dem som fluer, men alle hans kræfter var væk -armen sank ned som en slatten tulipan. Og de overmandede ham, lagde ham i lænker og stak beg-
vesen; de faar ham øwerinanded, slaar en linki om hans bjen og render en spyd i hans øwn.
Dallila, der stod paa en burdend og hwist med hans lokker — det war det sidst, hans øwn fæk aa si paa æ jurd.
Og de slæft aa med ham og gik baagatter og task ham, og kylt ham saa nied i en fanghwol, te hans sor war legt.
Sin saat de ham te aa trækk dje pell’kwån.
Han sled for tyw.
Han fedder var linket sammel, men hans hinner laa bred’ om æ staang.
Der hint aall æ filistre — Dallila ogsaa — dje gryn te dje grød.
Hwer gaang de kuelt en skjeffel, tint de:
“Det er grød af Samsons gryn!”
Det kund gjør æ aa for smør i æ grød!
Samsons haar ust ud omsi’er, men hans øwn de ust aalle ud.
Og jen ting te ust heller ett mir, for de’en war saa stur, som en kund blyw: hans had te dem, der haaj woldt ham hans skaad.
Nu; saa skuld æ filistre ha en fest for dje Guj, for det han søen haaj gin dem Samson i æ hinner, og de fæk dem en swingom, og der bløw ædt og der bløw drukken i sture maad’er.
Mødt under det hiele er der saa jen, der sejer:
Vesen, vissen; burdend, bordende; hwist, kastede; task, tærskede, pell’kwån, pillekværn; kuelt, kvalte, sank; en skjeffel, en skefuld; ust, voksede.
ge hans øjne ud.
Det sidste, han fik at se i denne verden, var Da-lila, der dansede avet om på bordet og smed rundt med hans hår totter.
Da de havde kløet ham, til de ikke gad mere, smed de ham i et fangehul og lod ham ligge der, til hans sår var nogenlunde lægte.
Så satte de ham til at trække deres kværn.
Han sled for tyve SID’ere.
Fødderne var lænket sammen, men hænderne lå solidt om kværnstangen.
Der hentede alle filistrene – også Dalila – gryn og mel.
Hver gang de tog en skefuld grød, tænkte de:
“De gryn har Samson malet!”
Det var lige så godt som en smørklat plus sukker og kanel.
Samsons hår voksede efterhånden ud igen. Det gjorde øjnene ikke.
Hans had til filistrene voksede heller ikke. Det kunne nemlig ikke blive større.
Nu skulle filistrene hylde deres gud, fordi han havde hjulpet dem til at fange Samson. Der blev en større basseralle, med mad og drikkelse og bal bagefter.
Midt i det hele var der én, der råbte: “Hvorfor skal Samson ikke med? Det er da hans skyld, vi kan
“Hwi ska vi ett ha Samson mej te det hér? Tho det er da halles for hans skyld, æ fest holdes. A miener vi hinter ham herop; en ved aalle, hwad plasir der ku komm ud af det.”
Det war de hg mej paa hwérjen.
Samson bløw hinted op fræ hans hwol lisse pjalted og beskidt, som han war, og han maatt væsegued og spill for dem og fornyw dem, imen de danst om ham og ryt ham i hans haar og visked ham om æ nies med dje ræwhaller.
Og her skuld den her sølle blind staakkel sej j aa lieg paa de tynd stræng imen han brind af lyst te aa staa op og marregrutt aal ting.
Det war en møj stur hus, de war forsammelt i, med bygning søen i flir etåsier. Og en ywblik, da de haaj gin ham lidt len, saa sejer han te æ knæjt, der haaj ved hans haånd:
“Aa, før mæ hen te den sul’, der staar mødt i æhus, te a kund støtt mi ryg lidt te en; a er da saamøj daan-træt!”
Naa, æ kyter gjord, som han ba ham, og lod ham staa og hwil sæ.
Men Samson ba saa mindele te Worherr og saå:
“Aa, Gud i himlen, hjælp mæ nu te for aller aa ta hæwn øwer de Sataner for bæggi mi stakkels øwns skyld!”
Og da han fornam, te hans styrk ijen skylled ind i
Halles, halvvejs; hwérjen, allezusammen; væsegued, værsgo; dje ræwhaller, deres rævehaler; marregrut, bryde itu ind til marven; len, hvile; sul’, sule, midterstolpe; æ kyter, knægten; aller, alvor.
holde gilde i dag. Lad os få ham herop – han skal gi’ et nummer!”
Den var de med på, hele banden.
Samson blev hentet op fra sit fangehul, lige så laset og beskidt han var, og han måtte fjumre og spille luftguitar, mens de lallede rundt om ham og hev ham i håret og kildede ham i næsen med rævehaler som tak for sidst.
Og den arme blinde mand var nødt til at finde sig i det, selv om han brændte efter at smadre hele redeligheden.
Festen blev holdt i et stort hus i flere etager. Da der kom en pause, hvor de lod Samson være i fred, sagde han til den dreng, der var sat til at lede ham rundt ved hånden:
o
“Ah, tag mig lige med hen til den søjle, der står midt i huset, så jeg kan støtte mig lidt til den – jeg er ved at falde om af træthed.”
Filipenseren gjorde, som Samson bad om, og lod ham hvile sig ved søjlen.
Men Samson bad fromt til Vorherre:
“Kære Gud, hjælp mig nu til en rigtig nederdrægtig hævn over de sataner, der stak øjnene ud på mig.”
Og da mærkede han sine muskler svulme og den gamle kraft vende tilbage. Han vendte sig mod søjlen, greb om den med begge arme og sled den løs
hans orer, saa vender han sæ om mud æ sul’, kroger hans aarmer i en og slider en ud fræ æ syld. Det bra-ager og det knaager, og det sturige hus sak Ug nied i sæ sjel, og aal æ mennesker — de stur med de smaa — de fild opp fræ og nied og moltes imell æ kwaddre som maalt i en kwån!
Søen fæk Samson da endle den len, han søjt.