RØJTER ANDERS OG HANS MUER

Udgivet: 20. Nov. 1904

Røjter-Anders og hans Muer

Tho a er no Røjter, og a er fræ Fløj,
mi Muer hun kam jo fræ Trøwed.
Hun nær’ sæ som Skræjer, ilav a bløw føj,
og aaltid med Armud hun døwed.
Hun ried og stak æ Næt med æ Daa
og gløj’ saa geswindt hinne Ja’en;
det er træls aa vær’ te, nær en nap tær vær’ glaa,
for æ Fød’ ska’en ha, ja det ska’en.

Hun var kuns en spirrise, lilajte Kwind’,
men som hun kund’ brug’ hinne Finger’;
ja nær en Naals Tro’ hun skuld’ risp’ heller twind’,
de gik som æ Lærki si’ Vinger.
Og som hun da kund’ handtir’ hinne Saws!
— Hwer øwles Strimmel fæk a’en,
hwer Tro’ og hwer Tromm’, der fild aa fræ æ Klaws’,
— for æ Bø’en ska’en gled’, ja det ska’en.

Der sto’ i wor Kalgo’ en jenle Pa’ Kôl,
og nær hun no rigtig vild’ gott’ sæ,
og ind’ war for mørk te aa træj’ hinne Nol,
saa kam hun herud og saatt’ sæ.
Saa sang hun en Vis’ om Sorrig og Gled’,
og somtid’ a tykkes, a ka’ en;
for det som si’ Muer haar lær’ jen aa kwed’,
— det ska’en hold’ aa, ja det ska’en.

Æ Dog ku’ begynd’ aa trill’ i æ Kôl,
og Folk ku’ forlængst vær’ i Sengi,
men hun haaj no glemt baade Pesja’en og Nôl
for aall’ de Fowl’ i æ Engi.
Og a laa og sov ind mod hinne Knæ,
— for bitte og stummelwon wa’en —
indte hun saa wat mæ og bor mæ derfræ;
for de Smo ska’en sorg’ for, det ska’ en.

Gud ved, hwad hun tint’, nær mæ sølle Baaen
hun kyst, men’ æ Skyer saatt’ Gorer?
Nær a vaagnt op, fand’ a Dôg po mi Haând;
a tinker, det war hinne Torer.
Saa haaj hun wal grædt for den Lykk’, der forswand,
hwormøj hun saa tegged og ba’en,
den Daa de som Lig bor Jens Fisker iland;
— for rykkes og revves det ska’en.

Aaja sølle Muer, der saa sjalden war glaa’!
Hun bløw nok nøj bleg mod æ Sidsten;
men bleger’ end nowtid hun war nok den Daa,
de kam og laa’ hind’ i Kisten.
— Der er manne, der ta’r fræ Tusind æ Fød’
og sjel ett gjør Nytt’ for en Kja’en,
men sø’n bette Kwind’, der haar slæft sæ tedød’,
hind’ ska’en sætt høt, ja det ska’en.

— Ja, nær en ret tinker ved aal den Fortrær,
der gjør hwer en Fatte’ te Hejring,
saa hwisker en somtid’: Aa, war do Worherr’,
saa skuld’ der skam ski en Forbejring!
— Men nu maa a ud aa si te æ Kow,
om æ Gjewt en haar ædt, som a ga’en;
no er æ paatid’, te æ Høwder faar Row;
for æ Kyer ska’en pass’, ja, det ska’en