Logo for Dialekt gruppen på Jenle

Rasmus Thorsen’s

Indtalinger

An Wolles dreng

Udgivet: Sep. 1907

An Wolles Dreng.

MI Søn er bette Pejr, og a haar jo kuns den jen,
og da han bløw en niaars Pold, han maatt jo ud aa tjen,
han blywer tøl te Pejersdaa, om Gud vil vær ham gue,
og atter æ Aalder maa en sej, æ Knæjt æ knøv og stue.
Pejr er ingen kjelle Dreng,
nej, saamøj en hwelle Dreng!”
saa An Wolle,
“der rend aalle
Maag te Hjord
mell æ Gord!

Tho snaar fâr Daa er po æ Sky, og Sejl er po æ Møl!,
han maa jo op, æ bette Kaal, og ue med æ Køll.
Dem rig dje Bøn ka sajtens sow, for dem staar aalt tered,
men fatte Baan maa tidle op aa strid for Fød og Kled.
Pejr faar helsen lær aa rend,
fræ æ Mues til Awers-End,
lisse sore,
øwer Bore,
gjemmel Saând;
hwelle Baan!

Nær Atteror den buser ind med Wand imell æ Knold,
ka en Par bette naagen Færr ja wal blyw wod og kold;
men hwa, Worherr han hjælper wal, saa han ka sto æ ue,
den villest Ar, en Baan ka fo, det er en gue Natue.
Pejr er ingen Frøssenpind,
han gaar glaa mod Vejr og Vind,
om det hwistler
mell æ Tistier
wârr og wârr
laangs æ Kjâr.

Ja, no po Sønde trowr a da, æ bette Knæjt faar fri,
saa skuld do rele komm herom og faa æ Klør aa si;
saa kan do sej mæ, om do tyggs, han blywer bovn og stue;
a trowr da nok, saavidt a sir, han slæjter po æ Mue.
No skal a skam hen aa baag;
tho han skuld wal haa en Kaag,
får han drawer
øwer æ Awer
væk ijen,
bette Swen!

Her sejjer a en jenle Kwind’ saa manne ødlet Daw;
men no te Vinter ska han hjem, sku a saa sejj aa klaw!
Ja, saa ska han jo røjt æ Kow og helsen go te Præjst;
a er da rele vis epo, han sworer mell de bejst.
Pejr er ingen kjelle Dreng,
nej saamøj en hwelle Dreng!”
saa An Wolle,
“han vil aalle
blyw hans Mue
ant end gue.”

Gammel Kjærlighed

Udgivet: Bovbjærg 16. Okt. 1905

Gammel Kjærlighed

Vi er bløwen nøj aaldre, Kræn Nargaard,
og wor Øwn ka’ ett wal skimm’ æ Dar’,
og wor Kinder er gro, og wor Hinder er blo,
og vi spilder æ Mad aa æ Far’,
Vi er bløwen nøj stogend, Kræn Nargaard,
og æ Kjæp den maa værg’ for æ Bjen’,
og æ Vægg maa gi’ Støtt’, nær æ Træsko ska’ flytt’,
og æ Furd maa ta’ Wor’ o æ Stjen’.

Det var alln i æ Føsten, Kræn Nargaard,
da war vi en bitte Graan lin’,
og wor Øwn de war klaa’, og wor Tanker war glaa’,
og wor Klejmon war flunkend’ og fin’.
Aa, saamøj en tyt om dæ, Kræn Nargaard,
nær do mødt’ mæ dernied’ i æ Kjar’,
og do løwt’ mæ iland øwer Vilder og Wand —
for æ Engi war sjalden ret tarr’.

Ka’ do how’, te do kyst mæ, Kræn Nargaard,
en Sønde, a band’ dæ di’ Kled’?
A ved aalle nø’ Daa, a haar wot snaar saa glaa’,
og ino kan a græd’ ved mi’ Gled’.
Men si’ Sindlav den hwerrer, Kræn Nargaard,
og wor Suel gik jo snaar for en Blaan’;
for som Wand skjeller Hy — ja som Himmelens Sky,
saa skjelles jen Ven fræ enaan’.

Aa, saa jenle en haar æ, Kræn Nargaard,
og saa laangle æ Daw’ læ’ sæ slid’!
Men en ta’r jo si’ Torn, og en bærer si’ Born,
saalæng’ en maa her gaa og strid’.
— Læ’ wos saa komm’ te Stumlen, Kræn Nargaard,
og forglemm’, hwad der ett ka’ vær’ alln!
— Ka’ do skimm’, om æ Hyld’ ino stor med si’ Fyld’,
for de sejer, æ Blaad’ ska’ vær’ fald’n.

Stur fremmed te Abrahams-GJHB

Udgivet : 1912

STUR FREMMED TE ABRAHAMS

Det war en møj skjøn sommerdaa, a tinker, det haaj wot søen omkring ved Se-Hanns – Abraham haaj lig wot henn og hjælp æ dreng med aa faa æ kyer kobbelt ud; nu haaj han saat sæ ved æ husend for aa dums en jenle ywblik, inden han ijen skuld te affensiren. Han haaj ett sæt manne minutter, saa begynder æ hund aa søg.
“Jow; det ska en nok pass; nær ennaan jen sku ha en bette blund! Det lied maag! Der er da aaltid søen molør ved den hund. — Ih, ti nu still, Dine!” -Æ mand war jo ett tepas mej, te han søen skuld forstyrres i hans soven. Men æ hund bløw ved aa gjelster. Abraham slaar æ brikker op og ska rigtig te aa taal donner te æ hund; men saa fæ han helsen nø andt aa kikk atter!
“Ih, død og verden! hwem war endda det, der kam higend nied øwer æ towt? Trej persowner, den jen hans hued hywer end de anner.”
Nu haaj Abraham da aalle sit saa skjønn kaa’l i hans daw! Hwem kund endda æ mennesker vær? Lig med jet slaar æ nied i ham som en lyssen:
“Det er Worherr!”
Se-Hanns, Skt. Hans; dums, småblunde; affensiren, ud at virke; søg, gø; det lied maag, lede rad; molør, larm, uro; Dine, hundenavn (sådan hed Gammel Jehannes’ hund); gjelster, tage på vej; æ brikker, øjnene, taal donner, tale den strengt til; en lyssen, et lyn.
Det var en dejlig sommerdag, sådan omkring ved sankthans, vil jeg tro – Abraham havde lige været henne at genne den sortbrogede ud af brakmarken, nu havde han hittet en liggestol for at blunde lidt, inden pligten og formiddagskaffen kaldte. Men han havde kun siddet et par minutter, så begyndte hunden at gø.
“Ja, det kunne jeg nok tænke mig! Når man endelig skal ha’ sig en lille én på øjet. Skabede køter! Hold så kæft, Villy! Læg sig!”
Han var godt gnaven over al den larm. Men Villy var ligeglad, den blev ved med at give hals. Abraham lagde an til at give hunden et regederligt møgfald, men så skal jeg love for, at han fik andet at tænke på!
“Kors bevares! Hvem er dog det, der er på vej op ad indkørslen? Tre mand høj, med slips og hvid skjorte og hele pibetøjet.”
Abraham lurede en kvart. Kunne det mon være konsulenten? Eller fra kreditforeningen? Lige med ét slog det ned i ham:
“Milde Moses – det er jo Vorherre!”
Og han løver imud dem, som han gik og sto og kaaster sæ nied i æ dog for dem:
“Walkommen, walkommen! Nu haar a vint atter det i all mi løwdaw. Gud ske tak, te I endle kam! Men kom da nu ind og hwil jer! Nu skal a slaa nø wand op, te I ka faa jer fedder wasked; æ vej er saa støwed i æ daw, en skuld da hof, der snaar maatt komm nø regn.”
Og imen de kam hen te æ kjeld og kam aa æ støwl, smutted han ind te æ kuen:
“Da er æ helsen stur fremmed, vi haar faat, bette Sara! Haar du nøj i æ spiskammer?”
“Ih, er der fremmed? Hwem er det da?”
“Ja, blyw nu ett hiel hentavn: “Worherr og tow af hans Engle/”
“Aae jøsses endda! Tror du, de ka spis kalkjød? Ja, det er fæsk og nydele nok. A slagter iguer. — Huer er de?” hwisked Sara og vild kikk ud aa æ vinni.
“De staar og wasker dje fedder herud ved æ kjeld-trow. Vil du’tt mej ud aa hels paa dem?”
“Nej, nej, a staar her i mi dawle piøger!”
“Jaja da; læd mæ nu si, du lawer æ det hejst, du kan. — Aae, bette Sara,“ saa han og slo hans aarmer om hinne hals, “det er den skjønnest daa i mi lyw!” Han ud te de fremmed og fæk dem te sæd, og ind te Sara ijen, lisse sor; te ett hun sku gaa hen aa glemm nøj. I ka trow, te der bløw brast op!
æ kjeld, brønden;fæsk og nydele, fersk og velsmagende; kjeldtrow, vandtruget; dawle piøger, hverdagstøj; lisse sor, hvert øjeblik; brast op, gøre sig flid i kogekunsten (at brase).
Han skyndte sig at gå de fine fremmede i møde og begyndte at bukke og skrabe:
“Velkommen, velkommen! Det har jeg ventet på i årevis – gudskelov, I endelig kunne få tid! Men kom dog indenfor og hvil jer efter rejsen! Nu skal jeg knappe fire af de lokale op, så I kan få støvet skyllet af halsen. De højere magter kunne godt snart gi’ os en ordentlig bløder.”
Mens de tre faldt til ro i sofagruppen og fik hul på ø-vitaminerne, smuttede han ud til konen.
“Vi har ellers fået fine fremmede, Sara. Har du noget godt i køleren?”
“Men dog, er der fremmede? Hvem er det?” ‘Ja, lad nu være med at slippe skaglerne: Vorherre og to af hans engle.”
“Gud! Tror du, de kan spise revelsben? Ja, det er skam gode og fede ben, jeg rodede hele bunken igennem omme i Brugsen. Hvor er de?” “Inde i den pæne stue. Skulle du ikke lige hilse på dem?”
“Nej, ved du nu hvad, jeg står her i konditøj og papillotter!”
‘Ja, ja, da. Men lad mig nu se, du laver noget ekstra godt til os. Ah, Sara,” sagde han og gav hende et klem, “det er den bedste dag i mit liv!”
Han slog et slag ind for at se, om gæsterne sad godt – så ud til Sara igen for at holde hende til
“Nu skal I snaar faa en bej te æ fød; I haar gavn en laang vej, I ka gjån vær sulten,” saå Abraham. Og dér kam en nøj dug paa æ burd, det war da’tt sær. Der war migi ingen small stejer. Han haaj jo en gord i Mamre dengaang, haaj Abraham, og han war aaltid godt øwer hans sager; og sjel om Sara war nøj aaldre — hun haaj lig fyldt de niogfis — saa war hun sgi end-no en hwell kwind i en gord.
Nu, som de er kommen te æ skyw — de fæk kalstieg og tykmjælk med en ordenlig law flød og sukker paa, saa det war karenmæ en gued løwmaad — saa sejer Worherr: “Hwor haar du æ kuen henn, for bø’n er her jo ingen aa?”
“Sara er ud i æ frammers,” sejer Abraham.
Hun vild jo ett ind; hun tøt jo ett, hun war snøg nok, forstaar I. Men hun holdt jo æ dar paa klem, for hun vild jo iløwle godt hør atter, hwad de saå.
Det er jo nysgjerre, æ kwindfolk!
“Om en aars mued, nær a sejjer her ijen,” saå Worherr, “saa ska du’tt vær saa baanløs, som du er i daa, Abraham.”
Saa høt de jen, der grinned baag æ frammersdar. Det ynd Worherr ett.
“Hworfor grinner Sara?” saå han. Nu kam Sara søen hal hen i æ darkarm, og hinne forklæ haaj hun opp for hinne mund.
“Aa, du maa ett vær vred, men a kund ett baar mæ
en bej, en bid; nøj aaldre, hen på tiden; sgi, min sandten; hwell, duelig, dygtig; ce skyw, bordskiven; karenmæ, sandelig; en gued løwmaad, en god føde;/rammers, køkken; tøt, syntes; snøg, hæget; iløwle, alligevel; en aars mued, i løbet af et år; baanløs, barnløs; grinned, lo.
ilden. I kan regne med, at der var gang i gryderne!
“Nu skal I snart få lidt at leve af. Al den rakken rundt, det er noget, der tærer,” sagde Abraham. Der kom tøjdug på bordet, ingen smalle steder der
– han drev jo en firelænget i Mamrelund (det ligger ude ad Slangerup til), så han havde magt over det. Og selv om Sara ikke var nogen hønnike mere
– hun var lige fyldt 89 – var hun stadig ferm til det derhjemme.
Da de var kommet til bords – de fik revelsben med det hele og budding med rød sovs, så det var den lille vælteme’ noget af en revisormiddag – sagde Vorherre: “Hvor gemmer du konen? For børn er her jo ingen af.”
“Sara er ude i køkkenet,” svarede Abraham.
Hun ville ikke ind, for hun syntes ikke, hun var pæn nok. Men hun holdt døren på klem for at følge lidt med.
Nysgerrige er dejo, kvinderne.
“Om et års tid, når jeg sidder her igen,” sagde Vorherre, “så har I fået småfolk, Abraham.”
Hvad var det? Stod der ikke én bag døren og skrupgrinede? Vorherre blev stram i betrækket.
“Hvad griner Sara ad?” sagde han. Sara kantede sig frem i døren, med forklædet oppe for munden.
“Du må altså undskylde, men jeg kunne ikke hol-
for aa li ved det, du sidst saå.
Herreguj, vi er da en par møj aaldre mennesker, og saa skuld søen en gammel hejring som mæ gaa hen og faa den plasir!”
Men Worherr vild nu ett læd sæ træd aa:
“Som a haar saå jer: Næjst or ved samm tid aa’s, da ska Sara haa en søn!”
Og misajn kam æ osse te aa sæd!
Hejring, en forslidt og medtaget én; træd aa, gå på i debatten; tid aa’s, årsens tid, sæd, stemme.
de masken, da jeg hørte, hvad du sagde.
Herregud, vi står med det ene ben i graven, og så skulle mig gamle skræmsel nå at opleve den lykke!”
Men Vorherre var ikke sådan at vippe af pinden.
“Som jeg sagde: Næste år ved samme tid, da har Sara fået en søn!”
Og knagerne’ – han ramte plet!

Hjem fræ Plovgild’

Udgivet: 11. Jun.1908

Hjem fræ Plovgild’

Se, Slidder og Sladder er der nok, der vil før’,
og Løwn og Komeddi’ ka’ en sajt faa aa hør’,
men hwis I vil lyd’ te forstandig Taal’,
saa skal a hwerken dejt’ heller praal’
men baare berett’ jer en mærkele Spel,
der justemint er passired mæ sjæl;
og det a fortæler jer, det ska’ sgi særd,
for det’ er saa sikker, som a sejjer hêr:

Naa, det war en silde Avtenstaan’
med ingen Stjanner og lidtle Maan’;
det war søen omkring ved Sehansdastid’,
æ Byg war lig’ betint paa aa skrid’,
æ Hawer det samm’, men det vild’ bi’
og si, hwad æ Byg fæk lawed istand,
og om ett Worherr’ sku’ send’ en Taar Wand.

Det war lig’ under Minnet, om no a ka how’;
der war Lys i gammel Jehannes’es Stow’;
a haaj wot opp’ te Ywers aa plow’;
nu træn’ a saa Fandens haadt te aa sow’,
det war knap, en kund’ hold æ Brikker opp’;
jaja, vi haaj jo faat en Pa’ Kopp’,
— æ Kaal fæ’ jæn, fâr han, æ Piøg,
kjor’ hjem te Kaaren med Vovn og Øg. —

A gik saa fredle, som Folk ka’ go;
a fomlt i æ Lomm’, om a haaj mi’ Skro;
a war ett saa fuld’, a ku’ stywle sto,
saa læng’ da a kund’ ta’ Støtt’ ved æ Dig’.
A gik og summed paa manne Slavs Lig’,
a tint paa æ Ho’s, der snaar’ sku’ fuel,
paa bitte Jens, der imaaen skuld’ i Skuel,
paa hwad en haaj handelt, og hwad en haaj snødt,
det sidst skuld’ en inden si’ Død’ ha’ fortrødt.

Og a tint paa Kaaren, der lo derhjemm’
og sajtens hwerken ku’ dums heller dremm’,
fordet te æ Stoder gik her og vrødt;
for nær a er søen saa pasle fuld,
saa haar a aaltid en Hjat’ af Guld.

Naa, a bløw ved aa stummel astej;
a holdt mæ det bejst a kund’ o æ Vej,
indte a nowed Kræn Søndergaards Vrej.

Der war’ æ, som nøj haaj gin’ mæ en Pót;
og kjek! bløw aalt saa kwollendes swot
som mødt o æ Lowt, nær hwer Log’ er lot;
og lig’ som en rædle Hund to’ po
jestejes hesøwer vejsten æ O,
der er nøj, der vil list’ en Løkk’ om mi’ Furd
og ryw’ mæ baglænds om o æ Jurd:
og no ka’ I flir’, og no ka’ I snakk’ —
men her begynd’ mi’ Gummer aa hakk’,
for a hører en Stemm’,
og det war den Slemm’,
der trimmelt To øwer Kistel-Bakk’.

— Gud spaar’ jen evig for aal Ting ûnd,
hwad enten det saa ska’ mød’ Præjst heller Bûnd’
— Saasnaar a ku’ mærk, te hwad Sid det vild’ raw’,
a fæk mi’ Kjep flytt’ øwer i mi Kaw’;
det sled i mi Bowser, det røw i mi Maw’;
saa ræj haar a aalle wot i mi Daw’!
A rend, og a fild, og a fild og a rend;
a tøtt’, a maatt’ vær’ ved Verdens End’,
men bejje mi Træsko stod faast i æ Saând,
den jen’ kam aalle forbi den’aan.

A lo ad æ Jurd som en vælted Skru’,
mi’ Kjep en bitte Graan vejsten mi Lu.
A tint o manne kristele Urd,
som a haaj lær’ af mi’ Faar og mi’ Mue;
a prøved føst aa løs’ fræ æ Burd,
men mi’ Howkommels’ haar alle wot gue,
og det, a fæk saâ, war nø’ fuldajte Slurd.

A lowed Worherr’, om han kjend’ mæ’nø’ Raa’,
aa tejn’ mæ te Aalters imaaen den Daa;
den fatte Ma’ Sah sku’ faa en Skipp’ Maalt,
og Bitte Drejs en Stykk’ aa æ Gaalt.
— Gud naad’ mæ — a fæk æ saa naple holdt!

Det bløw mæ helsen en stywle Bied;
æ Bjenn’ vild op, men æ Hued’ vild’ nied.
A to’ i æ Lyng og stinned mi’ Nakk’,
men a ku’ hwerken flikk’ heller flakk’,
a tøtt’, det gi’ rundt med æ hile Bakk’;
æ stur’ Kaphyw war saat po en Bor’;
æ Hywl rend’ rundt, og æ Dæwl han kjor!

Hwad sin’ der passired, ka’ Kaaren sgi how’;
a fand mæ tesengs i wor pænest Stow’,
saa syg, te a hwerken ku’ drewl’ heller drow’,
og Kaaren war værkle, og a maatt’ low’,
te hwis a mie to’ te Ywers aa plow’,
a aalle vild’ legg’ mæ ved Kistel aa sow’.

Jens hans Hywlbor

Udgivet: 14. Maj. 1915

Jens hans Hywlbor

Jens Bruus han haaj ingen anne Vogn
end en Hywlbor,
men han war kjend øwr æ hiele Sogn
for hans Hywlbor.
Den fløjt som Ryler en Ruskregnsnæt,
den tut for Tier, den fløjt for Fjedt,
Jens hans Hywlbor,
Jens hans Hywlbor.

Jens Bruus han hint hans Ywlbrændmen hjem
po hans Hywlbor,
Og det war nøj der haaj Fynd og Klem,
— spør æ Hywlbor!
Dèr lo hans Wanter, dèr hwilt hans Dunk,
dèr gik han sjel lisse strøg og strunk
baag hans Hywlbor,
baag hans Hywlbor.

Jens Bruus han tyt sæ en holden Mand
baag hans Hywlbor,
og spyt teframm øwr en javn Tønd Land
fræ hans Hywlbor.
No haaj han Edels og Hus og Skywl,
og Brændmen nok te en kristle Ywl
po hans Hywlbor,
po hans Hywlbor.

Da Jens war landed paa Dosbjærg Bakk
med hans Hywlbor,
da drap æ Swed fra hans Haag og Nakk
i hans Hywlbor.
“Harens!” raaft Jens. “Kluk-klunk!” swor æ Dunk,
og niedad skor æ med Skump og Skunk
i hans Hywlbor,
i hans Hywlbor!

Det tyt æ Hund’ war for gløj en Vals
der hwirlt en Kytter fræ hver en Sals
mod hans Hywlbor.
De kløj dje Gummer mod Jens hans Bjenn,
saa no begynd sgi æ Bruus aa skjenn
med hans Hywlbor,
med hans Hywlbor.

Bjergets nøgle-PFGP-

Udgivet: 1923

Bjærgets Nøgle

Jow, aaejow!” saa gammel  Ywer, han haaj æ hiele Tid sæt aa tar hans Øwn, der hwer Ywblik vild rend i Wand for ham.

Om Daabjergdojs ku der helsen blyw møj aa fortæl, nær en sku ha æ mej hwer Krum.

Søen war der en Sommerdaa en bette Kytter’, der paa de baar Fædder rend øwer æ Mues her nejenfor – Hønmues, vi kalder en.

Der kommer han te aa træj po søen nø kold, hord nøj.

Æ Knæjt bywer sæ nied og tar æ op. Saa er æ saamøj en brølstur Nøgl med en Stump Linki ve, saa fæl og saa raaste te æ bette Knæjt tinker ett mir ved det, men kyller æ hen ijen, som det gammel Kram, det saa ud te aa vær.

Aalle saa sor’ haar han sluppen æ Nøgl aa æ Haand, saa stoer der en stur swot Kok ved æ Sid af ham; den obner æ Gaef aa sejer: “Hwad war æ endda do lawed dér, din tonte Dreng! Der haaj do faat Hold o æ Nøgl te æ stur Dojs; og den der ejer den Nøgl, han ejer i det samm aall det Guld og Søl, der ligger gjemt ind i æ Bjærre.

Det haar do no kaast baag dæ!” –

Med det samm war æ Kok henn.

Æ Dreng bløw wont for hans Nøgl, kan I trow!

Men aal det han ledt og aal det han skraft – æ Nøgl war henn og bløw henn. Den Slaw, det viser sæ sjalden mir end jen Gaang.

Men te der jo er gjemt  stur Skatte i æ Hyw her, det haar en da aaltid hør fortæl om; men aa faa Finger i’em – der er æ, misajn, det kniver!

Lige ved det-PFGP

Udgivet: 1923

Lige ved det!

Søen war æ jen Gaang, te en trej Mænd hernied fræ Daabjærg haaj slavn sæ sammel for aa prøv po aa graw aal dæ hæ skjønne Guld ud.

Naa; de mødt jo po æ Plads tidle om æ Maaen, med dje Skovl’, dje Værker og dje Sager. De gik frisk te æ Arbed, som Folk sædvvanlig, nær de haar nø Nyt for. De to’ fat fræ æ sønd ovst Hjørn; det skal vær den rett i den Slaws Sager.

Hen imud Drywdaws stød’er æ Spaad’ saa imud nø aparte, og da de faar æ Moeld skraft tesid, saa stor der jo en grumme stur Kobberkiel, og under æ Laag er en aal dæmfuld af jenne Guldpeng.

Det kan nok vær, te der bløw Plasir, søen det bundted nøj’. Men nu ska den Slaw jo behandles med Forsigtighied.

Dér mo sgi ingen flægren’ vær.

Nej ett en hal’ Urd der mo mæles af nue Slaws Lig!

Det haaj de her Stod’re wal ett vidst nø Beskejn mej.

Nok er det: Da den jen reser sæ op og kiger nied ad Daabjærg te, saa er æ for hans Ywsyn som sto’ den hiele Bøj i lysen Low’.

“Aae, milde Navn!” sejer han, “da trowr a, Worherredød, te hiele Daabjærg brinder!”

Blatt!” lig i det sjell samm revner æ Jurd under dem, og æ Kiel sykker i Swawl og Damp laant nied i den swot Moeld.

De sto’ tebaag med dje tomm Hinner” og en laang Nies.

Jen Gaang te war nø Stønniser rend sammel for aa faa Hold po æ Bjærremand hans Grunker; no vidst de jo, de wa’ der!

Og de fand osse guednok nied te den samm Kobberkiel, som de anne haaj wot ilav mej.

Men det her aa hold æ Mund, om saa det er aalle saa kort, det er der aaltfor manne Mennsker, der haar saa brøl-ondt ve!

Og saa gaar æ da hwerken warr bæ bejer, end da de ska te aa grief i de her Hank’ for aa faa æ Pengkiel trækked iland’, saa haaj jen af dem vend æ Ansigt om imud Hønmues, som vi sier dernied, og dér faar han da Yw po saarnøj en spedelsk” Kyretøj:

En sære bette Mand med en rød Lu’ o æ Hued sejjer o æ Sædfiel og kommer faarend hen øwer æ Mueshwoller, og han haaj en rød Kok spænd for æ Vovn, og den to’ hwer Trin, saa æ Vovn hopped og sprang med dæ her bette Stegel aa en Mand, der slynged fræ den jen Sid aa æ Vovn og te den naaen hen øwer aal dæ her Skottørregraw’.

Saa det war da snaar ett te aa baar sæ for aa li.

Lig paa jen Gaang saa Sparked dæ her laangbjenned Kok ud, saa æ Hammelstok smat mødt øwer, og æ bette Mand dejst tebaag i jen aa æ Tørregraw’. Det bløw for møj af det Gued for jen af dem ved æ Kobberkiel; han slaar en Skranni op og rover “Det war bandenmæ en gued Kokspjat!”

Men det war jo lig de Urd for manne. Æ Kiel sak lig for dje Træskonieser.

Æ Bjerremand bjerred hvad der war hans ino en Gaang, og a tinker wal, han osse haar faat Low te aa behold æ sind!

Nissehævn-PFGP

Udgivet: 1923

Nissehævn

Men no skal I da karenmæ osse hør’ lidt om æ Nisser”, saa Jehannes.

“De mo ett hiel blyw glemt.

Se, æ Bjærremænd, der er bløwn snakked en Dil om i Awten, de haaj jo dje Tilhold rundenom i æ Hyw’ og æ Bakker; men det vild æ Nisser ett læ sæ nyw mej; de vild missen indendar aa bow og ha dje Kotir med anne Mennesker.

Derfor bløw de kaldt Gordboer heller Gordbonisser. Og de kund hold en faale Rettense i en Gord, saalæng en sto po en gued Fued med dem, men der skuld heller ett møj Kunster te æ, far de kund blyw ret saa hjernegal’; og saa kund de hætt po de væste Skaarstykker. – Søen haaj de po jen aa æ Gord’ i Kostowt- en Gordbonis.

Det war saamøj en Træjring! Men somti drøw han no hans Kigser aavidt; saa mott han jo snevves, og det war æ, æ bette Morris ett po nue optinkele Maader vild tol.

Og saa bløw der jo Kommes! Det war jo da for det Mjesten henn i æ Udhus’ han haaj hans Gaang; – i æ Sals ved a ett, te de haar sit ham – søen osse i den Gord, hvorom no Taalen er.

Hwitte’ saa æ Kaal’ kam ud, saa war Gordbonis tefaes. Og det war han lig vis, om det war Næt hæ Daa, for hans Lojer dem slap de ett for.

Søen ski’ æ ett saa sjalden, te haaj en Kaal la sæ for aa ta hans Mejjesøvn i den jenn Hjøgwol, saa wa’ æ lisse re, te han slo hans Brikker op i den naaen.

Tho saa kund æ jo hænd sæ, te æ Kaal’ bløw urrissæ øwer den Bettes Kanallistræger og prøwed po aa ærre ham ijen; men Gu Faare bewors, hwor fløjtegal æ bette Stegi kund blyw!

Søen war æ en skjøn Slettdaa, æ Kaal’ haaj wot nied ved æ O og hwerre Hy, no war de kommen hjem aa æ Engi for aa skjelt sæ en Mejjessøwn ind i den suel Hjøgwol. Søen i æ Mejjesbrynd’ er æ jo raarest aa vær i Skyggi. Men som de ska ind ad æ Risthusdar, saa sie de, te gotten Nis sejjer aa dingler med æ Træsko ud aa æ Kwistlog, tho det war jo rigtig hans Kans aa sejj her aa slikk Suelskjen, men’ de anne gik ved dje Arbed.

Og saa er der da jen aa æ Kaal’ – han haar wal sajt hat nø Pek te ham – og saa tøt han wal, te her so æ bette Kaalsen godt for æ Skrald – nok aa fortæl’: han griver en Rawt og leg’er da te den her bette Pirris i syndig Maad’er! søen en Par rigtig jawngued Swirp øwer æ Laller! Den bette gir en stur Hwæl fræ sæ og kyster Bagkorre nied i æ Hjøgel.

Æ Kaal’ baagatter hweranner ind ad æ Dar aal det, de ku støwtrend!

De trower jo, de skuld ha græven ham! Men vild de ett nø andt!

Der war sgi ingen Nis aa opdav; han haaj salvired sæ. Og de laa dem te aa sow’ po dje grønn Or.

Men hwad Nis han haar aa gyer! han fat i en laang Rinkning Reeb!

Den jen End fo han swired om æ Knaagler aa æ Kaal’, søen te de udgjør en passend Knip; den naaen End’ øwer æ Haandbuend, saa harows og harop med æ Sager!

Der hænd æ det Hiele! I kan trow, der war Skrej i æ Arbed!

Jen, tow, tre! saa so en jo fir før’ Kaal’ der hænd og spadjed som en Knip røged Sild po jen Snor.

Og de elendige Mennesker, der vownt op og fand sæ sjel i den Handtiring, – æ Hued nied, æ Træsko den naaen Vej – de ga jo hwer Spjat, og nø Hwæl, bette Bøen, som skuld dje Lyv da ta’ End’.

Og æ Gordbo han sto jo der nejenfor og skogred og slow sæ po æ Knæer og skaft sæ, det lied Ting!

Det war Wand po hans Møll!

Tesidst kam der jo da Hjælp tested og fæk æ sølle Knæjt’ fired te æ jurd, inden de rejn haaj mist æ Aand-.

Sind trowr a’tt, de prøwed po aa legg Daller te Gordbonis!

Røjter-Anners og hans Muer

Udgivet: 20. Nov. 1904

Røjter-Anders og hans Muer

Tho a er no Røjter, og a er fræ Fløj,
mi Muer hun kam jo fræ Trøwed.
Hun nær’ sæ som Skræjer, ilav a bløw føj,
og aaltid med Armud hun døwed.
Hun ried og stak æ Næt med æ Daa
og gløj’ saa geswindt hinne Ja’en;
det er træls aa vær’ te, nær en nap tær vær’ glaa,
for æ Fød’ ska’en ha, ja det ska’en.

Hun var kuns en spirrise, lilajte Kwind’,
men som hun kund’ brug’ hinne Finger’;
ja nær en Naals Tro’ hun skuld’ risp’ heller twind’,
de gik som æ Lærki si’ Vinger.
Og som hun da kund’ handtir’ hinne Saws!
— Hwer øwles Strimmel fæk a’en,
hwer Tro’ og hwer Tromm’, der fild aa fræ æ Klaws’,
— for æ Bø’en ska’en gled’, ja det ska’en.

Der sto’ i wor Kalgo’ en jenle Pa’ Kôl,
og nær hun no rigtig vild’ gott’ sæ,
og ind’ war for mørk te aa træj’ hinne Nol,
saa kam hun herud og saatt’ sæ.
Saa sang hun en Vis’ om Sorrig og Gled’,
og somtid’ a tykkes, a ka’ en;
for det som si’ Muer haar lær’ jen aa kwed’,
— det ska’en hold’ aa, ja det ska’en.

Æ Dog ku’ begynd’ aa trill’ i æ Kôl,
og Folk ku’ forlængst vær’ i Sengi,
men hun haaj no glemt baade Pesja’en og Nôl
for aall’ de Fowl’ i æ Engi.
Og a laa og sov ind mod hinne Knæ,
— for bitte og stummelwon wa’en —
indte hun saa wat mæ og bor mæ derfræ;
for de Smo ska’en sorg’ for, det ska’ en.

Gud ved, hwad hun tint’, nær mæ sølle Baaen
hun kyst, men’ æ Skyer saatt’ Gorer?
Nær a vaagnt op, fand’ a Dôg po mi Haând;
a tinker, det war hinne Torer.
Saa haaj hun wal grædt for den Lykk’, der forswand,
hwormøj hun saa tegged og ba’en,
den Daa de som Lig bor Jens Fisker iland;
— for rykkes og revves det ska’en.

Aaja sølle Muer, der saa sjalden war glaa’!
Hun bløw nok nøj bleg mod æ Sidsten;
men bleger’ end nowtid hun war nok den Daa,
de kam og laa’ hind’ i Kisten.
— Der er manne, der ta’r fræ Tusind æ Fød’
og sjel ett gjør Nytt’ for en Kja’en,
men sø’n bette Kwind’, der haar slæft sæ tedød’,
hind’ ska’en sætt høt, ja det ska’en.

— Ja, nær en ret tinker ved aal den Fortrær,
der gjør hwer en Fatte’ te Hejring,
saa hwisker en somtid’: Aa, war do Worherr’,
saa skuld’ der skam ski en Forbejring!
— Men nu maa a ud aa si te æ Kow,
om æ Gjewt en haar ædt, som a ga’en;
no er æ paatid’, te æ Høwder faar Row;
for æ Kyer ska’en pass’, ja, det ska’en