Udgivet : 1912

STUR FREMMED TE ABRAHAMS

Det war en møj skjøn sommerdaa, a tinker, det haaj wot søen omkring ved Se-Hanns – Abraham haaj lig wot henn og hjælp æ dreng med aa faa æ kyer kobbelt ud; nu haaj han saat sæ ved æ husend for aa dums en jenle ywblik, inden han ijen skuld te affensiren. Han haaj ett sæt manne minutter, saa begynder æ hund aa søg.
“Jow; det ska en nok pass; nær ennaan jen sku ha en bette blund! Det lied maag! Der er da aaltid søen molør ved den hund. — Ih, ti nu still, Dine!” -Æ mand war jo ett tepas mej, te han søen skuld forstyrres i hans soven. Men æ hund bløw ved aa gjelster. Abraham slaar æ brikker op og ska rigtig te aa taal donner te æ hund; men saa fæ han helsen nø andt aa kikk atter!
“Ih, død og verden! hwem war endda det, der kam higend nied øwer æ towt? Trej persowner, den jen hans hued hywer end de anner.”
Nu haaj Abraham da aalle sit saa skjønn kaa’l i hans daw! Hwem kund endda æ mennesker vær? Lig med jet slaar æ nied i ham som en lyssen:
“Det er Worherr!”
Se-Hanns, Skt. Hans; dums, småblunde; affensiren, ud at virke; søg, gø; det lied maag, lede rad; molør, larm, uro; Dine, hundenavn (sådan hed Gammel Jehannes’ hund); gjelster, tage på vej; æ brikker, øjnene, taal donner, tale den strengt til; en lyssen, et lyn.
Det var en dejlig sommerdag, sådan omkring ved sankthans, vil jeg tro – Abraham havde lige været henne at genne den sortbrogede ud af brakmarken, nu havde han hittet en liggestol for at blunde lidt, inden pligten og formiddagskaffen kaldte. Men han havde kun siddet et par minutter, så begyndte hunden at gø.
“Ja, det kunne jeg nok tænke mig! Når man endelig skal ha’ sig en lille én på øjet. Skabede køter! Hold så kæft, Villy! Læg sig!”
Han var godt gnaven over al den larm. Men Villy var ligeglad, den blev ved med at give hals. Abraham lagde an til at give hunden et regederligt møgfald, men så skal jeg love for, at han fik andet at tænke på!
“Kors bevares! Hvem er dog det, der er på vej op ad indkørslen? Tre mand høj, med slips og hvid skjorte og hele pibetøjet.”
Abraham lurede en kvart. Kunne det mon være konsulenten? Eller fra kreditforeningen? Lige med ét slog det ned i ham:
“Milde Moses – det er jo Vorherre!”
Og han løver imud dem, som han gik og sto og kaaster sæ nied i æ dog for dem:
“Walkommen, walkommen! Nu haar a vint atter det i all mi løwdaw. Gud ske tak, te I endle kam! Men kom da nu ind og hwil jer! Nu skal a slaa nø wand op, te I ka faa jer fedder wasked; æ vej er saa støwed i æ daw, en skuld da hof, der snaar maatt komm nø regn.”
Og imen de kam hen te æ kjeld og kam aa æ støwl, smutted han ind te æ kuen:
“Da er æ helsen stur fremmed, vi haar faat, bette Sara! Haar du nøj i æ spiskammer?”
“Ih, er der fremmed? Hwem er det da?”
“Ja, blyw nu ett hiel hentavn: “Worherr og tow af hans Engle/”
“Aae jøsses endda! Tror du, de ka spis kalkjød? Ja, det er fæsk og nydele nok. A slagter iguer. — Huer er de?” hwisked Sara og vild kikk ud aa æ vinni.
“De staar og wasker dje fedder herud ved æ kjeld-trow. Vil du’tt mej ud aa hels paa dem?”
“Nej, nej, a staar her i mi dawle piøger!”
“Jaja da; læd mæ nu si, du lawer æ det hejst, du kan. — Aae, bette Sara,“ saa han og slo hans aarmer om hinne hals, “det er den skjønnest daa i mi lyw!” Han ud te de fremmed og fæk dem te sæd, og ind te Sara ijen, lisse sor; te ett hun sku gaa hen aa glemm nøj. I ka trow, te der bløw brast op!
æ kjeld, brønden;fæsk og nydele, fersk og velsmagende; kjeldtrow, vandtruget; dawle piøger, hverdagstøj; lisse sor, hvert øjeblik; brast op, gøre sig flid i kogekunsten (at brase).
Han skyndte sig at gå de fine fremmede i møde og begyndte at bukke og skrabe:
“Velkommen, velkommen! Det har jeg ventet på i årevis – gudskelov, I endelig kunne få tid! Men kom dog indenfor og hvil jer efter rejsen! Nu skal jeg knappe fire af de lokale op, så I kan få støvet skyllet af halsen. De højere magter kunne godt snart gi’ os en ordentlig bløder.”
Mens de tre faldt til ro i sofagruppen og fik hul på ø-vitaminerne, smuttede han ud til konen.
“Vi har ellers fået fine fremmede, Sara. Har du noget godt i køleren?”
“Men dog, er der fremmede? Hvem er det?” ‘Ja, lad nu være med at slippe skaglerne: Vorherre og to af hans engle.”
“Gud! Tror du, de kan spise revelsben? Ja, det er skam gode og fede ben, jeg rodede hele bunken igennem omme i Brugsen. Hvor er de?” “Inde i den pæne stue. Skulle du ikke lige hilse på dem?”
“Nej, ved du nu hvad, jeg står her i konditøj og papillotter!”
‘Ja, ja, da. Men lad mig nu se, du laver noget ekstra godt til os. Ah, Sara,” sagde han og gav hende et klem, “det er den bedste dag i mit liv!”
Han slog et slag ind for at se, om gæsterne sad godt – så ud til Sara igen for at holde hende til
“Nu skal I snaar faa en bej te æ fød; I haar gavn en laang vej, I ka gjån vær sulten,” saå Abraham. Og dér kam en nøj dug paa æ burd, det war da’tt sær. Der war migi ingen small stejer. Han haaj jo en gord i Mamre dengaang, haaj Abraham, og han war aaltid godt øwer hans sager; og sjel om Sara war nøj aaldre — hun haaj lig fyldt de niogfis — saa war hun sgi end-no en hwell kwind i en gord.
Nu, som de er kommen te æ skyw — de fæk kalstieg og tykmjælk med en ordenlig law flød og sukker paa, saa det war karenmæ en gued løwmaad — saa sejer Worherr: “Hwor haar du æ kuen henn, for bø’n er her jo ingen aa?”
“Sara er ud i æ frammers,” sejer Abraham.
Hun vild jo ett ind; hun tøt jo ett, hun war snøg nok, forstaar I. Men hun holdt jo æ dar paa klem, for hun vild jo iløwle godt hør atter, hwad de saå.
Det er jo nysgjerre, æ kwindfolk!
“Om en aars mued, nær a sejjer her ijen,” saå Worherr, “saa ska du’tt vær saa baanløs, som du er i daa, Abraham.”
Saa høt de jen, der grinned baag æ frammersdar. Det ynd Worherr ett.
“Hworfor grinner Sara?” saå han. Nu kam Sara søen hal hen i æ darkarm, og hinne forklæ haaj hun opp for hinne mund.
“Aa, du maa ett vær vred, men a kund ett baar mæ
en bej, en bid; nøj aaldre, hen på tiden; sgi, min sandten; hwell, duelig, dygtig; ce skyw, bordskiven; karenmæ, sandelig; en gued løwmaad, en god føde;/rammers, køkken; tøt, syntes; snøg, hæget; iløwle, alligevel; en aars mued, i løbet af et år; baanløs, barnløs; grinned, lo.
ilden. I kan regne med, at der var gang i gryderne!
“Nu skal I snart få lidt at leve af. Al den rakken rundt, det er noget, der tærer,” sagde Abraham. Der kom tøjdug på bordet, ingen smalle steder der
– han drev jo en firelænget i Mamrelund (det ligger ude ad Slangerup til), så han havde magt over det. Og selv om Sara ikke var nogen hønnike mere
– hun var lige fyldt 89 – var hun stadig ferm til det derhjemme.
Da de var kommet til bords – de fik revelsben med det hele og budding med rød sovs, så det var den lille vælteme’ noget af en revisormiddag – sagde Vorherre: “Hvor gemmer du konen? For børn er her jo ingen af.”
“Sara er ude i køkkenet,” svarede Abraham.
Hun ville ikke ind, for hun syntes ikke, hun var pæn nok. Men hun holdt døren på klem for at følge lidt med.
Nysgerrige er dejo, kvinderne.
“Om et års tid, når jeg sidder her igen,” sagde Vorherre, “så har I fået småfolk, Abraham.”
Hvad var det? Stod der ikke én bag døren og skrupgrinede? Vorherre blev stram i betrækket.
“Hvad griner Sara ad?” sagde han. Sara kantede sig frem i døren, med forklædet oppe for munden.
“Du må altså undskylde, men jeg kunne ikke hol-
for aa li ved det, du sidst saå.
Herreguj, vi er da en par møj aaldre mennesker, og saa skuld søen en gammel hejring som mæ gaa hen og faa den plasir!”
Men Worherr vild nu ett læd sæ træd aa:
“Som a haar saå jer: Næjst or ved samm tid aa’s, da ska Sara haa en søn!”
Og misajn kam æ osse te aa sæd!
Hejring, en forslidt og medtaget én; træd aa, gå på i debatten; tid aa’s, årsens tid, sæd, stemme.
de masken, da jeg hørte, hvad du sagde.
Herregud, vi står med det ene ben i graven, og så skulle mig gamle skræmsel nå at opleve den lykke!”
Men Vorherre var ikke sådan at vippe af pinden.
“Som jeg sagde: Næste år ved samme tid, da har Sara fået en søn!”
Og knagerne’ – han ramte plet!