Udgivet: 1923
Præstens Karl
Jow, de hæ’ gammel Præjst’, dem skuld de, karenmæ, eti prøw aa ta Baagskow op opo; det war nø Kaal, der kund dje Sager; hwur de saa haaj hætted æ; for der er jo dem, dæ’el sej, te søne nøj kan ingen komm atter, tiden aa lær’ te af den Slemm ‘.
Læ wos saa læ det sto ved si Ward; men vis er æ, te det ska ett vær Torrenhuij jer1, der gi sæ aa med den Slavv’; for det vild, missel, go nd øwer æ Persown sjel i æ Uddraw!
Søen fortæles der om en Præjst, der haaj da saamøj en øwerstilt Lyst te aaltid aa gaa og knokkel1’ ind’ po æ Kjerregord – (dér skal a, missel, nok hold mi Nies fræ, atter æ Suel er gan i Bjerre) – men han war no ett te aa hold derfræ, hwerken for ledt hæ møj.
Aalle saasor æ Suel war ringed nied, linned han æ Stætt og kawed sæ ind – som en Skygi, og saa war der ingen der so’ mir te wor Faar den Awten.
No haaj han en Kaal, der war søen nøj aa en Træjring. Han haaj laa Mærk te den her sær Woen, wor Faar haaj, te han aaltid skuld go og dommel derind øwer æ Graw’.
Og han øwerlaa lisse still ved sæ sjel, om ett han skuld ta sæ for aa sætt nø Bøw i ham. Kort aa fortæl:
Han tar en Aftenstaånd en hwid Skjot under æe Aarm og kommer ind po æ Kjerregord lidt far æ Præjst.
Men det bekam ham no ett aalbejst, for wor Faar war ett oplaa te Narspøg.
Han er lig kommen ind ad æ Stætt, da æ Kaal haar faat æ Skjot nied øvver æ Kasilken no ska han jo saa te aa gjør sæ te æ som Spøggels.
Men han mo ha hat for ring Gawer, for æ Præjst rover ham an ret saa det swalred:
“Hwad mon do haar her aa forrett, Farlil!”
Med det samm begynder han aa maan ham i æ Jurd.
No sak sgi æ Maag i æ Kaal; æ Jurd to’ ham lisse laangle.
Han sak te æ Knaagler, han sak te æ Knær, om en Lidt vild han vær under lot Laag!
No begynd dæ hæ før Kaalmennesk aa rol som en Baan; han vrej hans Hinner og tegger te æ Præjst.
Te sidst lod wor Faar sæ da osse formild, da han kund forsto, te dæ hæ Skaarstykker ett war lawed i nø undt Mjenning -æ Præjst vild wal heller ett aa med en hwel Kaal, som helsen te det dawle war ham atter æ Hued – ; nok aa fortæl: han tar ham ved æ Haånd og faar ham hæwnen aa æjurd ijen, skjønt han so jawnhen faast.
No kund æ Kaal godt hold sæ fræ æ Kjerrego aaestej.