Udgivet: 1912

Metusalem

Nu far enhwer gaar te sin, saa skal I endda hør en bitte krumm om ham Methuselem, de kaldt ham.
Han bløw jo ni hunder og ni og tres aar, inden han død, hwisomenstid det helsen er sand; men det forstaar sæ: saa war han jo ogsaa halvfems, inden han ku gaa med æ hjølli!
Si kuns saa:
Sjel hed han Methuselem, og æ muer det war Ma’ Thuselem; æ faa’rs navn ved a ett nø forre for, men æ slaw ska vær redle nok.
Da han nu war skrejen øwer de fyrre, saa begynd æ muer aa snakk med ham om, te nu sku han te aa aasi æ patt te en minder, der war i kom.
Saa bløw han da rejn saa faale harmt, indte de haaj faat ham lær aa skraa.
For saa bløw det saamøj det sødest! -Nu, stur sager er der jo ett aa meld om æ mand; han holdt mjest aa aa faares i stilhied — men jen spil ska a iløwle fortæl jer om samm gotten swend.
En daa haaj de send ham ad æ mues aa graw tørr. Men han haaj jo’tt den samm maal paa æ tid som en naan jen, saa han sanst ett aa komm hjem te Awtren.
Han war gavn ud ved majdaastid, og han kam hjem te kjørmes; da war han trængend for hans nætter.
Det haaj han nu tavn for jen daa.
Saa han war javnhen gued aa send i æ hied, for hwem der lejer lyngslet i dawvis.
Men a trowr ett, nue vild hætt paa aa skikk ham atter jurdmu’r, for en ku jo resikir, te han ett kam tebaag, får æ ung ku konfirmires.
A ved ett, te han bløw gywt nowesind; og hwem sku wal ogsaa ta søen en gammel negger, nær der ett var skjellinger aa hivsk, og det war der nok ett der paa law.
Han haaj nok hat æ i tanker aa foranner sæ nowe gaang, men inden han fæ sæ betint, war æ sølle pig baade død og henn.
A vild gjån ha kjend æ persown, men a vild missel nødde ha hat ham te awtesmand, for det vild ha bløwn en slem forhæftels paa en gord.
Kund de faa ham ind paa en dram og en drik øl, saa war han en kaa’l te aa fortæl, for han ku how endnu længer tebaag end æ Vænø-Slegi, der sto ved de Hossens Kyrassirer og war med Napoleon i Frankerige.
Men han hér — Methuselem, han kund how den tid, da der gik “Kjemper paa Jor-den”, der war saa hyw som Saal Kjerk, der haaj træsko saa stur som Wandtrow og Hatt som en Vejrmøll.
Han var gået ud om foråret, og han kom hjem mortensaften. Da var han nemlig begyndt at føle sig lidt småsulten.
Og de søjt ind te “Menneskens Døtre” ved nættetider, hwis ett en holdt æ dar lot; og dérfræ stammer aal wor gordbonisser og troldfolk og aal de bjær’mænd, der haar wot i Daabjær’Dojs, saalæng te nue ka how.
Men hans oldfaa’r han kund how saamøj længer tebaag, for han kund how, te æ Dæwel en søndermaån får æ præjken war bløwen hwist fræ æ Himmel og nied i Helvede med en skaltaarn, saa æ jurd rist.
I hans walmajtsdaw maatt han jo affensir for æ fød, som en naaen, men da han bløw aalder, so han gjan ved æ kagel, ligmøj om en war warm hæ kold.
A kagel bløw fornøjed manne gaang, men han bløw sejjend.
Han bløw saamænd en ring mennesk, inden Worherr to ham; æ brændmen ku han ett taal og æ brød ku han ett faa tøgged.
Men en kund aal tid gjør ham glaa med en skraa.
De sidst fi’hunder aar laa han jo kommunen te byrde. For han løwed iløwle ett saalæng, te han fæk nø nytt af æ alderdomslov.