Logo for Dialekt gruppen på Jenle

PER ER SYG

(Fra Vredens Børn)

Udgivet: 1919

PER ER SYG

Det blev en frygtelig Nat for lille Per. Skjorten krøb ind til hans Hud, som var den gjort fast dertil med Fuglelim. Varmen fra de nubrede Hylsklæder næsten skolded hans Legeme; hvordan han saa vendte sig, var Stillingen ubekvem; det var som at vælte sig rundt i et umaadeligt Begplaster, som Kropvarmen havde gjort mørt og klæbrigt.
Han domsed blot saa meget som en Fugl, saa vaagned han med stærk Hovedpine. Hans Sanser var bleven sygeligt følsomme; den stinkende Dam ved Døren, Anders transmurte Træskostøvler og Skidendunsten fra Linnedbunken – han ikke alene lugted det, men det var, som havde det lagt sig med et Lag paa hans Tunge. Og saa var han saa rent svælgende tørstig. Hvad skulde han dog gjøre for en Draabe Vand?
Han var kommen til at tænke paa Gojs Limonade. Som det havde smagt ham, og som han dog var en underlig Mand, den Goj, men vistnok saa god. Ellers var der ikke mange gode Mennesker. Jo, Kild Pejrsen; og Jen s Romlen, Daglejeren, der var fattig som han selv, og som havde bøjet sig saadan, for at Per kunde naa at lægge Møntørvene paa hans Ryg; og saa Anna – hun var vistnok ogsaa god, men hun var alligevel tilsidst gaaet bort med Jakob. Men Mette! aa, han kunde ha slaaet hende for Panden med sin Tøjrekølle, ja, med den ende af Køllen, hvor alle de brede Sømhoveder sad!
Aa, men den Tørst! Han holdt det ikke ud! Forsigtig slog han Dynen til Side og lod de nøgne Fødder glide ned paa Lergulvet; han var svimmel af Kvalme og Hovedpine ; han kanted sig over den stinkende Sø og kom ud i Stalddøren. Maanen stod som et stort Spøgelseansigt lavt over Vesterhuset; en Flok hvide Duer sov paa Mønningen.
Barfodet og kun iført Skjorten, hvis klissede Folder suged sig til hans Krop som Igler, naaed han hen til Brøndrammen. Han turde ikke trække frisk Vand op, da det usmurte Kjelddrav vilde skrige og vække alle paa Gaarden; han bøjed sig da ned mod Vandtruget og drak, begjærligt som et Dyr, der har staaet paa Sti hele Døgnet.
Syg og vaklende naaede han tilbage til Stalden. Maanen jaged hans tynde Skygge over de matbelyste Bæsingtræer.
Da Bertel næste Morgen kaldte som sædvanligt, lød det for Pers Øren som Raab i Taage. Bertel maatte hen til Sengen og ruske i ham.
“Aa, kom endda nu op i en Fart! Studene har rejst sig nede paa engene; tror du ikke, de er tjen lige for at blive ponned til!”
Per rejste sig avtomatisk op paa enden. Han var grøn under Øjnene, og der var som bundet en Møllesten om hans Nakke af Livsens Tynge; han vakled ud af Sengen, mens Bertels hule Træsko slog Gnister af Staldsten ene.
Per kom frem i Stalddøren, men han havde ikke gaaet to Skridt,før han kasted op, saa det knaged i Sideben ene. Sveden pressed sig frem af hans Pande, og han kunde knap se sine egne Fødder for Svimmelhed.
“A er syg!” sa Per med lav Stemme til Husbonden, der stod og snitted en Hæl til ude ved Møddingen.
“Aa er du ett Fanden!” sa Bertel. “Tykkes du maaskesig, du kan være bekjen dt at melde dig syg den her Tid Dags, hvor alle Høvderne staar og skal flyttes.”
Pers Svar var en ny Opstyrtning, der rysted hans Legeme, saa han maatte ta Stødd ved Muren.
“Hvad; er æ Knæjt bleven syg!” sa Ann Kjestin fra sit Baghold i Bryggersdøren.
“Ja, I kan min Salighed gaa og lave no godt nøj, ja I kan!” svared Bertel. “Det er naturligvis den her Satans Smøren, I nu skulde ha stilt an med; før har Drengen jo godt kunnet passe hans Arbejde, men saa skulde han endelig smøres! Jow I skuld Dævlen taa mig ha været smurt, skuld I! Mon I nu vil rende efter æ Høvder, eller hvem har I at vise an paa! – Der gaar Mett, den lange Los; men tror I, en skal faa hind til at flytte en Ko eller rokke en Kobbel Faar af Sted; nej, bare hun kan gaa inde og flegre med dig, og I kan faa jei en god Taar Kaffe med hinanden, saa kan det gaa med Kreaturerne, som det kan.”
“Tho nu tykkes a, te du kunde spare dig at gaa og himte op om det; æ Dreng skulde jo gjøres ren, det ved du jo. Og te æ sølle Pjevs saa ikke kan taale det, det er en Sag for sig. Men er æ Knægt syg, saa maa han jo ad æ Seng. Den Histori er wal ett længer.”
“Ja, gaa saa ind i Sengen, for Fanden, det kan du vel taale da!” sa Bertel. “Men er du ikke snart rask, saa skal du min Salighed faa Lov til at blive hjemme fra Sjørupmarked, det skal a love dig for!”
Det var et Marked, der laa en Maanedstid længere frem, som Per havde glædet sig meget til, som det ensformige Hyrdelivs næsten eneste Adspredelse.
Per havde allerede ligget en tre-fire Dage med temmelig høj Puls, før hans Mor ad Omveje fik Besked om hans Tilstand. en Eftermiddagsstund stod saa Ann Mari Kjærsgaard i Nørgaards Dagligstue. Ann Kjestin bød hende et behersket Velkommen og kaldte i det samme ud ad Kjøkkendøren:
“Mett!”
“Ja-a”!”
“Vil du sætte Kaffekjedlen paa Ilden.”
“Hvad for en af dem?”
“Den blaa!”
Til Forklaring af dette Vafg bør man vide, at paa Nørgaard retted Kaffens Smag og Godhed sig efter Stand og Sfilling.
Bedst var den brune Kande. Den anvendtes kun en sjælden Gang, til Familiemedlemmer og Honoratiores; ret god var ogsaa den hvide; den var til Ann Kjestins egen daglige Forbrug; men rent slet var den blaa; den brugtes udelukkende til Smaafolk og om Søndagen til Tjen estetyendet. Det var altsaa ogsaa den, der var falden i Ann Mari Kjærsgaards Lod.
“Tho det er blevet mig fortalt, te Pejr er syg?” begyndte Ann Mari Kjærsgaard.
“Ja, han er bleven tagen ned for os,” sa Ann Kjestin.
“Tho da er der vel ikke noget alvorligt tilfâs?” sa Ann Mari.
“Ne-ej. Han klager sig over Hovedpine. Ja, tho han gik jo hen og fik den her Kløe; men det plejer en jo dat at regne for no Sygen. Helsen har æ Dreng saamænd været hel flink; a skal ikke sige andet. Han har aldrig skadet nøj til wos. Og han har taget godt ved Føden, saa nær som de sidste Dage. – Ja, gaa du kuns nu hen og se til ham.”
Ann Mari Kjærsgaard gik ud til Sønnen. Hans uhægede blege Hoved med det strittende, solbrændte Haar tegned sig skarpt mod det snavsede Dynevaar.
“Tho du er nok bleven skidt Kaal!” sa Ann Mari og strøg ham hen over den klamme Pandehud.
Per saa op med et træt, ubestemmeligt Blik.
“Du kan da kjen d din Mor, Pejr?”
Pers Mundvige begyndte at bæve.
“Hvor gør det ondt, mit Barn?”
Han la Haanden paa sit Mellemgulv og paa Tindingerne.
“Tror du ikke du kunde spise en Bid Pandekage?” spurgte Ann Mari og begyndte ivrig at trække Knappenaalene ud af en lille Bylt og fæste dem i sin Barm.
Per rysted svagt paa Hovedet.
“Jow; en jen le Bid!” bad Ann Mari bønligt. “A har lagt Sukker paa!”
Pers Svar var en ny Hovedrysten.
“Nej, er du saa ring!” sa Ann Mari. “Og som Sveden vælter ud af dig!” Hun klapped ham pan Kinden, imens to store Taarer, de eneste hun havde kjen dt i uoverskuelige Aar, trilled ned over Pers Sengestok.
“Og du kom aldrig hjem til din sølle Mor siden, te en da kunde ha set engang imell, hvordan du havde det. Har du aldrig længst efter mig, hvad bitte Pejr?”
“Jo-ow!” sa Per under endnu voldsommere Graad.
Ann Mari vikled langsomt Klædet om den forsmaaede Pandekage; tog Knappenaalene fra Barmen een for een og fæsted dets Rande. Hun stod endnu længe og klapped Sønnens Kinder og gik derpaa stille over Gaarden og ind.
Ann Mari Kjærsgaard var tavs, saa længe hun nød sin Kaffe. Da der blev budt hende anden Gang, skød hun sin Kop fast og bestemt fra sig: “Nej Tak!”
Ann Mari Kjærsgaard havde ogsaa Forstand paa Kaffe.
“Naa, hvad siger du saa om æ Dreng?” spurgte omsider Ann Kjestin.
“A siger, han er syg, og det er møj! Og saa siger a, te her skal æ Doktor hentes, og det ogsaa uden lang Betænkning. ”
“Nej, Jøsses da, æ Doktor! for saadan en Knæjt si Skyld! Det war vi endda kjed af,” sa Ann Kjestin.
“Ja, det bliver nu ikke anderledes, end som a siger; og vil I ikke hente ham, saa skal a nok skaffe ham hentet; men I skal faa at vide, hvem der kommer til at betale det!
Har du været henne og se til ham?” spurgte Ann Mari strengt.
“Nej a har saamænd ett, men Mett har jo været ude ved ham flere Gange med hans Mad, som han da ogsaa har taget en bitte Krumm af,” sa Ann Kjestin.
“Ja, da vilde han ikke ha noget af min Mad; og a plejer helsen nok at vide, hvad der smager ham.
Men som a siger, æ Dokter skal hentes, og det i Morgen den Dag.”
“Ja, da tror a, te Bertel vil bliv møj sær ved det,” sa Ann Kjestin surt.
“Ja, lad Bertel blive, som han vil, men Barnet skal ha nø Hjælp, og det snart. Han har ikke andre end hans Mor at hold sig til, og det er første Gang, han er ude imell fremmed! Og a maa jo rigtignok sige, te det gjør mig ondt at se, hvordan han ligger i det”
“Ligger i det!” sa Ann Kjestin forundret; “tho du gjør dig saa hyw i æ Sæd; mon han ikke har det omentrent som andre dje Hjorddrenge, maaskesig endda en ussel Kjen d bedre. A ved i hvert Fald, ta a affentow har stukket en Bid til ham, som Bertel ikke fik at se, og som de andre dje Drenge fik ett.”
“Ja, det er ikke Føden, a klager over.” sa Ann Mari Kjærsgaard; “den er vistnok saa god, som den er nogensteder. Men te æ Dreng skulde komm her hen og blive skabet, det tykkes a er den største Synd’; a send ham herhen; han var misæl ren baade foruden og forinden; a stod selv og kjæmmed hans Haar; der var misæl ett Lus eller Lusmind’ paa ham, da I tog imod ham, – om saa aldrig a skal bliv salig, tro mig nu, a siger det! Og saa skal æ Dreng nu gaa omkring og vær skammet og ett kan komm til Skolen eller andre dje Børn! A kan ett forstaa, te I vil være det bekjen dt, saa velstaaend Folk te I er!”
Naar Ann Mari Kjærsgaard kom paa den Hest, saa var hun ikke god at bides med.
Og næste Dag satte Bertel, mut og sur, Stjærten i sin nye Vogn og kjørte efter Doktoren.
Op ad Formiddagen vendte Befordringen tilbage.
“Aa Jøsses, har en æ Dokter allerede!” udbrød Ann Kjestin. “Da var det endda slemt, om han skulde se de gammel grimm Lagner, nu de ikke har været byttet saa længe. Aae Mett, kan du ikke liste dig til at skifte dem, mens a faar ham ind til en Kop Kaffe.”
Mette sused ud i Karlekamret, mens Ann Kjestin skyndsomst fik den brune Kande paa Ilden.
Nu var LægEn dog allerede kommEn ned af VognEn. Det var En lav mavefør Mand med blondt Fuldskjæg, smaa Fødder og Stanleyhat En fin Gordon-Setter stod med det tungsindigste Ansigt og rakte Tunge imod Hjulfælgene.
“Ja tho, han ligger jo derind!” sa Bertel og pegte med Pisken mod Stalddøren.
“Naa,” sa Lægen, “har De Deres Folk i Stalden? Saa har De maaske Bæsterne inde i Stuerne?”
“Hwa-a?” sa Bertel; han kunde imellem blive saa sær tunghør.
“Aae Bertel, Bertel!” hvisked Ann Kjestin og trak i det samme Manden forvirret i Kjoleærmet. Derpaa sa hun med hævet Stemme: “Aa vil æ Dokter ett lige gaa til Døren og drikke en jen le Kop Kaffe – først!”
“Jo Tak, Ann Kjestin, bagefter!” sa Lægen og traadte ind i Karlekamret, hvor Mette rev og sled i Sengetøjet og den syge for at opfylde Madmoderens Ordre.
“Aa, giv Dem endelig Tid med at faa Lagnerne skiftede,” sa Lægen med et forstaaende Smil. “Renlighed er en overmaade god Ting, selv om den ikke kommer præcis til Juleaften.”
Mette var blussende rød, da hun gled forbi Dr. Koldkur med Favnen fuld af de svinske Sengelagner.
Lægen traadte nu hen til det syge Barn. I en Haandevending forstod han det altsammen. Han kigged bag Drengens svovlstinkende Skjortelinning; han løfted hans matte Haand lidt i Vejret og saa ham mellem Fingrene.
“Hvor er det, I har smurt ham i?” spurgte Koldkur.
Bertel skød et hæsligt Potteskaar hen over Bordet.
“Det er jo at regne for Mordforsøg!” mumled Lægen. “Gojs Kure kan I anvende i Tilfælde af Svinedifteritis eller Kreaturvask, men menneskelignende Patienter skal han den Onde gale mig holde sine Fingre fra. Det kan I hilse fra mig og sige! I har jo paa et hængende Haar været ved at slaa Barnet ihjel. – Kvaksalver-Idioter!
Selv om I lar jeres Folk leve halvvejs som Dyr, saa taaler de dog ikke alle Dyrenes Kur. Han der f. Eks. er noget sart i Kjødet. Men det forstaar sig, det er jo saa rart billigt, hva Nørgaard? 3 Lod Sebadillefrø, værsartig, 25 Øre! Det gjør ikke noget kjen deligt Hul i den kjære Pengepung. Vel, lille Nørgaard?”
,Ja, tho det maa én vel ogsaa se en bitte Krumm po!” sa Bertel.
“Ja, det maa en ogsaa se “en Krumm po!” Om net kreperer, det har mindre at betyde! det kommer kun an paa, han gjør det billigt; alt er godt, naar bare Operationen paa Pengepungen forløber let og smertefrit; jo jeg kjen der jer – Pungdyr!
Hvem deler han Seng med?”
“Aa, han har jo hele Tiden ligget ved Forkarlen,” sa Bertel.
“Maa jeg se ham!”
Anders kaldtes ind.
“Vil De vise mig Deres Hænder!”
Anders kom med højre Haand, der hang tung og brunet som en mægtig Hummerklo.
“Hvor længe har De gaaet omkring med det der?”
Anders forstod ikke, hvad Lægen sigted til.
“Jeg mener Skabet, Fnattet, det skrofuløse Eksem, hvori De synes at være indspundet som i en Kapsel.”
Anders stod mere og mere maabende forundret.
“Er De syg, Mand? Har De taget Skade paa Mælet, siden De ikke svarer?”
“Ja hwa – hwa – mener æ Dokter?” stammed Anders.
“Jeg mener, er De født skabet, eller naar er De bleven det?”
“Naa, det der! Jow det haar a saamænd haft en god Stød. Det gjør ingen Verdens Onde.”
“Men Menneske, vil De da ikke af med det?”
“Nej, hvad skulde det snart gjøre godt for? A har ingen Hinder af det, og saa holder det jo alle andre Sygner til Sid,” svared Anders.
“Alle andre Sygdomme til Side! Det der! O hellige enfold! Hvem har givet Dem den Generalløgn at løbe med?”
“Tho det har en da altid hørt, te dem der har den Sygen, de gaar fri for alle de andre; og saa er det da en sær bitte ring Ting at gaa med”, sa Anders.
“De vil altsaa ikke underkaste Dem en højst nødvendig Kur?”
“Hro, hrom! Hrom – hrom!” sa Bertel, der frygted for at komme til at afstaa Karlen i denne travle Tid.
“Kur! for det der! Nej gu om a vil! Det har a hverken Tid hæ føad til.”
“Nej det er jo en travl Tid,” sa Bertel.
“For nogen Mennesker!” sa Koldkur.
“Naa. Ja, ja; men De vil i hvert Fald drage Omsorg for, at Drengen der ikke oftere kommer til at ligge i Seng sammen med Dem; det maa jeg paa det indstændigste indskjærpe saavel Dem som Deres Husbond.
Ja, saa kan De godt gaa!”
Koldkur vendte sig nu mod Bertel.
“Ja Barnet er meget alvorlig angrebet. Han skal paa Hospitalet snarest muligt.”
“Paa æ Hospital!” udbrød Bertel forbløffet. “Da kan det da vel aldrig blive mig, der kan komme til at betale det. Tho Forældrene er jo paa Kommunen, og det maa vel saa blive den si Sag, om den vil gjøre nøj ved det”.
“Hør, Bertel Nørgaard, nu fortjen te De Fanden gale mig en Dragt Klø!” sa Lægen og traadte med Hænderne i Bukselommerne lige hen foran Bertel.
“Drengen er blevet smittet her i Deres Hus som Følge af, at De har ladet ham dele Seng med en vitterlig Fnatpatient, og naar han saa bliver syg, efterat De ved Deres Forsømmelighed har nedbrudt hans Helbred, spørger De, om De skal betale! . . .
Naa, det er forøvrigt mig ligegyldigt, hvem der betaler! At De som Drengens Husbond vil komme til at udrede Deres Part, anser jeg for en Selvfølge. Han skal blot hen, hvor han kan blive ordentligt plejet og faa nogen frisk Luft – for i dette Hul,” Koldkur lod et foragteligt Blik løbe hen over Karlekamrets Uhumskheder – “ja i Fald De her indespærred min ny fortræffelige Gordon-Setter, vilde den i Løbet af en Uge ha forvandlet sig til Grævling!”