Logo for Dialekt gruppen på Jenle

Paa Daugbjærgdaas

Fra “Po fir glowend Pæl”

Udgivet: 1923

Paa Daugbjærgdaas

Det blywer snaar manne Or sind.
A war ett andt end en bette Pøjker ; men a ka da swær wal hovv æ:
De war rend sammel te Vækildsfest paa Daabjærg Dojs’.
No er det snaar den skjønnest Plet, a ved aà aa sej. Jen si Øwn blywer ret saa stur, atterhaànd som en nowr op imud æ Top.
A ved snaar aalle nø Stej, hwor en ka sto og blyw saa warm om æ Hjat, ved aal det, en haar aa si opo.
I Sønder og Vejsten den vild Hied, der strækker sæ ud, som vild en ingen End ta.
I Øster: ja tho dér ligger der Mues baag Mues; og drit-drat osse en Jensted Gord, hwor Mueser og Gunger da vil und en en Plads.
Men ret te Når der haar en no det aalvillest: hiele Fjands Herred, Gord om Gord og Bøj mod Bøj.
Er æ Luft klaar og æ Suel skjenner, men’ æ Lærkier synger øwer Engi og Awer, øwer Drøwter og Daal’, saa maat det da vær en sær Mennesk, der ett vild find, te her war kjøn.
Sjel ka a no aalle blyw træt aà aa vend mæ snaar hie snaar die; nø frisk og nø fryntele finder en, ihwor en saa kikker.
Men nok no om det.
No war æ den her Vækildsfest, a skuld fortæl jer en Krumm om.

Det war anden Pinsdaa, og en grumme Hobben Folk war der kommen herop paa æ Dojs.
Det war hen ad æ Awten, inden de haaj faat begynd; no war æ Doeg ved aa fald; saa skuld æ føst te aa gaa løs med dje Blojsen.
En Hobben Løng og Rawter haaj de faat slæft herop, En jawn gued Awtenvind blæst æ ind fræ æ Hied; saa det bløw en Blojs, der bundted” nøj; det war lig ve, en ku ta æ Himmel! Og det war jo nøj, der fornywed de Ung, der war da’t sær.
De raaft, de skrålinie og slo hinaan ikold’, saa de trimmelt hen ad æ Løng, Kaael’ og Pigger imell hinaan.
Bejst som det war fæk de saa isind og ta hinaan ved æ Haand omkring æ Blojs; dans og slaa op da saa værles, te hweranden snaar war ved aa mist æ Aand.
Tho det er jo da dem Ung dje Handel; det er søen det ska vær. – De Gammel to’ en jo med lidt mir Row; de sto ved en Sid, og støtted sæ te æ Kjæp; de haaj osse wot mej engaang; men no war de Daw forbi!
Men da de no haaj faat de tong’ Tråesko flytted her op paa æ Bjærre og æ Awten war saa mild, saa vild de no ett gaa hjem lig med det samm.
De haaj en bette Krukk i dje Lomm, med den trak de sæ tebaag fræ dem Ung dje Flanni.
De war færdig med aa sjow, men de haaj aaltid wot nø hwelle Kaal te aa fortæl. Saa rokked de sæ lidt te en Sid, de her gammel stywbjenned Kanniser, og imen’ de ung swallied og drøw dje Kommes, slog de gammel sæ nied i æ Løng, ett længer fræ æ Blojs end de iløwle kund mærk æ Warm fræ en; og her ga de sæ te aa fortæl for hinaan.
Æ Vind war bløwen næjsten blikkendes still; æ Maan nokked sæ op øwer æ Hied; no og da kam en Hjejl fløjten hen øwer æ Hyw fræ Mues te Mues.
Æ Høwder war nyssens kommen po Græs; af jenne Kjællehied brøld æ nied i dje Daal’ og glowed atter æ Blojs, rist æ Hwon og stak i Rend, som for aa lieg mej.
De gammel saat æ Mund te æ Kruk og raaft: Skoel!
Æ Stjanner blinked nied te æ Blojs; for ett aa gjor nø Forskjel – baade til den hér og te dem rundenom po de anne Hyw’.
De gammel haaj aallered faat æ Mund’ igaang.
Da de no haaj slawen sæ nied med hinaan her paa æ Bjærre war æ jo rimele nok te dem føst Histaarrier kam te aa drej sæ om Daabjærg Dojs.
Det bløw gammel Jehannes der maat leg for, han war en bitte jewwer og lywle Mand, der aaltid haaj en Histaarri tered for al den Diel, hans Øwn fild po.