Logo for Dialekt gruppen på Jenle

P. K. Nielsen’s

Indtalinger

Tryk på en af Jeppe Aakjærs titler, og du kommer til lyd filen, og teksten.

Få’r og søn-GJHB

Hør mæ nu, folkens-GJHB

Stur fremmed te Abrahams-GJHB

Vorherr og den slemm-GJHB

Få’r og søn

Udgivet : 1912

FAA’R OG SØN

En næt vaawner Abraham op af hans sød søwn og tyt, lissom der war jen, der raaft paa ham. Han letter sæ op paa æ aalbo og lyder: Tho det war da underle, nu sak æ hiel hen! Saa haaj æ wal iløwle wot nøj, han haaj dremt. — Der war endno ett nø mindsel af daa. Æ kok gaalt paa æ raan, æ maan skjared paa æ kalgaarddig, og en ræw to ynkele afvej jesteds ud mell æ hiedbakker. Abraham lod ijen hans hued syk imud æ pud og fild i dumsen. Men nu war æ der anden gaang, og det lig te det skingred i æ bjælker:
“Abraham! Hører du ett! Det er heropp, en kalder paa dæ!”
Nu kan I trow, Abraham bløw wogen.
Den stemm kjend han. “Aae bette, søde Worherr, nu kommer a!”
Abraham hwist hans hæl øwer æ stok og sto med hans gammel baar fedder paa den kold gwol, imen æ røst bløw ved:
“Du haar en jenle søn og faar wal naple flir. Ta ham ved æ haånd imaan den daa, og mød mæ paa æ offer-hyw i Moria krat; du ved, hwem a er!
A er bløwen lied ved di lam og di fied beder, mi faa’r, nu ka du komm og gi mæ Isak!”
Abraham sto, som war han bløwen howormslawn. Kund æ vær Worherr hans mjenning? Bette Isak — hans jennest baa’n, hans ywstien, ham sku han nu legg ød! Det haaj Worherr saa te ham, og han plejed ett aa sej nøj mir end jen gaang!
Abraham sto’og bløw aal sølle; han mærked hwerken de kold stien under hans baar’ fedder, heller æ nætkuld, der begynd aa søg ham. Det war knap, han kund sans aa find ad æ seng ijen, og søwn war der aalle aa tink ved. Søen laa han og vent paa æ dawskjar, imen manne bedrøwele tanker gik gjemmel hans gammen hued.
Aalle saasnar det begynd aa lystes, saa han op og ud og faa æ kreaturer ponnied te, inden de sku te drawen.
Sara vownt og fand hans lej kold.
Ih, det war da en sær tid aa staa op paa; hwad kund han ha aa gaa og rimstir atter den tiddaws?
Nu kam han ind i æ bryggers. Ih, hør te ham, nu slef han en knyw paa æ dartrin!
Hwad haaj han aa brug knyw te? Vild han te aa slagt? Det plejed da gjån aa vær hinne bestilling.
Saa war han ijen ud ad æ dar, og Sara fild hen, da hun ett kund følle hans traj længer.
Abraham haaj nu gjord aalting istand te æ tur; en
øg sto for æ stowda, hwor en swend sto og holdt ved æ mul aa’en.
Abraham gik ind i æ kaminer te bette Isak.
Nu war æ halles lyst af daa, saa en kund begynd aa skaalm det jet fræ det aandt derind.
Abraham gik hen imud æ baa’ns seng.
Der laa han og sow saa trolle med hans rund, rød kinder nied i æ pud; hans jen bette fud stak udenfor æ dyn.
Abraham to hans bette sped haånd og kaldt:
“Ka du vown, mi baa’en! Du sku gjån med di faa’r ad æ bøj.”
Men den bette war laant henn, saa æ faa’r maatt te aa taal høt te ham.
Det haaj æ muer lejn og hør! med det samm sto Sara i æ dar:
“Men hwad er æ, du haar for? Vi du da ryw a baa’n op af hans søwn den tiddaws?”
Abraham haaj gan og list saa forsigtig, han vild jo ett, hun skuld’ ha vidst nøj om æ.
“Aa, det war nøj a laa og tint paa i næt, Sara. A faar ingen row i mi sind, får a haar wot opp i Moria og tal med Worherr, og der skuld a gjån ha ham mej, for en jenle gaang.
Æ vejlo er jo da ogsaa saa skjøn.”
“Ham mej! Te Moria! Dér plejer du jo aalle aa ha ham mej; han er jo aaltfor bette te det,” saå Sara.
“Ja, søen tint a ogsaa får; men nu finder Worherr maaskisæ, te han er stur nok!
Men gaa nu ind, bette muer, og staa ett dér og ta kuld i di baar bnned.”
“Hwitte kommer i saa tebaag?” saå Sara.
“Det ka a bejer sej dæ, Sara, nær du sir mæ ijen.”
Med den beskejen maatt hun list aa.
Naa, de kam te dalren. Det war den skjønnest maånstund, en kund ønsk sæ.
Æ suel skjenn og æ fowl sang; men hwad kund det rør Abraham? Han haaj jo hans egen taang tanker aa gaa op ad bakker mej.
Hwer jenneste jen krést de om æ baa’n dér, og det der sku passir i daa.
Hwor læng haaj han ett gan og vint paa den søn! Tesidst haaj han næsten slan æ af hans tanker, for Sara war jo bløwen en møj gammel kwind.
Men saa war Worherr kommen te og haaj gjord dem den sture gled.
Aalle haaj den baa’n nue stund sin wot ud aa dje tanker.
Og han haaj aaltid wot søen en nywle bette knæjt, der helst war ved æ faa’r.
Kjor han ad æ mark med æ stud — æ pisk maatt han aaltid aastaa te den bette; sku han hen og legg æ se — affentow stak den bette æ haand i æ sædløf for aa faa en håndfuld og saå mej.
Og saa sku det nu vær rejn forbi! Hwad Worherr jen gaanghaaj gin, det vild han nu ha tebaag. Isak sku nu rywes fræ ham, ett syg og bleg og hentær; men som han gik dér og dulred med hans klaar øwn og hans rød kinder — søen vild Worherr ha ham.
Abraham vild skywl hans torer for æ bette kytter; men bø’n er tit saa ajtsom øwerfor den slaw; og han bywer sæ ind under æ faa’rs ansigt og sejer:
“Faa’r, hwad er du kid aa? Hwad faa’r?”
“Aa, mi bette sød dreng, der er saa manne ting i verden, som ka bedrøw en gammel mand.
Men det maa du ett tink ved.
Haar du plot aal de bær, du vild? Vil du saa ett op paa æ øg ijen?”
De war stawn aa for aa lenn æ sølle dyr, imen æ vej war saa brat og saaned.
Hwer tagn løf Isak rundenom æ faa’r, to ham snaar ved den jen haånd og snaar ved den naån, kam saa med en blomst og saa med en blank stien, han haaj funden; æ faa’r skuld si æ og føl paa æ hwer krumm.
Søen gik æ tid, men æ vej den steg.
“Faa’r, a vil ett gjør dæ harmt, nær a blywer stur. Vila, faa’r?”
“Nej, mi dreng, det … vil du … vis ett.”
“For nu blywer a da snaar stur. Nær en ka hjælp si faa’r, saa er en da stur?”
Den bette war ijen kommen op i æ saadl. Han so og gynged agter og fram, lejt med æ øg si man, rajt i æ kaarre øwer æ dyr si ryg og fæk nu en stur knyw list op aa æ kaarre. Abraham ta’r en limpele ud af hans haånd og sejer:
“Rør ett ved den lied knyw, bette Isak; den er altfor faarlig for en bette dreng.”
Lidt atter sejer æ baa’n:
“Faa’r, nu haar du rigtignok glemt nøj lijemm.” “Hvad haar a da glemt, mi dreng.”
“Du haar rigtignok glemt en bette lam te Worherr! Hwor skal vi nu faa den fræ; hwad faa’r?”
Abraham skywlt hans ansigt ind ved æ øg hinne lysk, imen han swor æ baa’n:
“Ska vi læ Worherr om, hwad lam han vil nywes mej, mi bette dreng!”
Nu haaj de nowed æ plads, hwor Worherr haaj saat dem stæwn. Det war søn’en kywl dojs, der laa høt øwer al ting, og hwor en ku si ud øwer æ land te aall hjørner; æ suel warmt saa fryntele paa eng’og awr, æ dog drøw nurdenind, æ tog hænd rundenom paa æ bakk’sider, og æ høwder brøld saa kowte og kjælle og rist æ hwonn nied i de doged kjår.
Men Abraham gik som med en spægger i hans sid. Han band æ øg ved en rawt og begynd aa law istand te en aalter. Føst vælt han nø stur stien øwer hinaan, saa låst han æ skottørr og æ brind aa æ øg og laa æ oweno dæ hæ stien. Isak kam slævend med æ stykker te ham, lo te æ faa’r, nær de vild kaåst ham øwer end, tripped og traj og dummelt astej atter mir.
Endle war Abraham bløwen færdig.
“S k a l æ saa vær!” sukked han og saa laangle mud æ himmel.
Men swar kam der ingen aa.
“Ka du legg di hinner paa di ryg, bette Isak!”
Æ dreng war opdrawed te aa lyd; han gjord, som æ faa’r bad ham.
“Faa’r , du binder saa haadt!”
No sto de lig op ad æ stien. Æ baa’n begynd aa skræf:
“Faa’r, det gjør saa ondt! Du haar bunden mi hinner saa haadt!”
Æ faa’r smed ham op med en jenneste taw; æ knyw war lig øwer hans struf.
“Hoj, hoj, hoj! Læd nu dæ her vær nok, Abraham!”
Hans håndled var lissem den var brækked; æ knyw råhed nied mell æ stien.
Worherr haaj ett mint nø ondt med æ; han vild baare ha æ mand saat paa prøw; og den fild søen
haadtlelaaren; da for wos aa tykk!
Abraham løst æ réf af den bette, to ham op i hans aarmer og kyst ham.
Men Worherr fæ jo iløwle hans offer, for en tovle væjjer, der haaj stan og burjed mud en tur’hækk og faat æ hwonn ind, hwor en ett ku faa ’em ud ijen, den maatt jo nu hold for.
Søen bløw Worherr fornywed.
Og saa end’ da hér for den jen som den naaen maaengraad i awtengled!

Hør mæ nu, folkens

Udgivet : 1912

Hør mæ nu, folkens!

A haar aaltid tøt, te æ Bivel war jen af de skjønnest bøgger, en da kund løs i. Herreguj, det war jo snaar den jennest bog, en sølle knæjt kund faa hold i, imen en war minder. Nu er der jo bøgger, saa det gryler; men hwad tror I, der war. da a ust op? Ett for en hawerown af nowe slaws lig! A haar saamænd som hjorddreng manne gaang rend omkap øwer æ hied atter en stump avis for aa si, hwad skjøn der ku staa i den, og faa en bette krumm aa fordryw æ tid mej.
Men æ Bivel, tho den haar da enhwer ved æ haånd, nær en baare ka sans te aa brug’en. Og her skal I lig si min! A haar jo laa en mærk ved de bejst aa æ histaarrier, og hwisomenstid I haar staånd aa hør paa mæ, saa ska a gi jer lig en jenle pa stykker af dem villerst. I ka jo aaltid faa flir, om I’el ha det.
Men nu vild a nødde, te I sku sejj og blyw sur og urrise, fordet a ett fortal atter je katekismus; tho enhwer gjør’æ, saa godt han formor; og de’el jo sej mæ, te a søen haar mi egen maad aa løs æ Bivel paa; tho a haar aalle wot styw i aa løs med anner dje brælier; men sjel om wor præjst nu haar en naaen fasown paa’æ — (a ved æ ett saa nyw, a kommer saa sjalden te kjerk; a tykkes aaltid, dér er søn’en kuld) — skuld a saa ett kund løs mi Bivel uden aa ha æ præjst te a stav for? Jow migi kan a saa! Det war ett andt terre!
Vil I nu baare sætt jer om paa æ bænk, bette folkens, og faa jer pief stapped, saa faar a mæ imedlergodlaw sunded paa æ stilling. — Sesaa, nu er æ mand parat; saa ka vi gjån begynd.

Stur fremmed te Abrahams

Udgivet : 1912

STUR FREMMED TE ABRAHAMS

Det war en møj skjøn sommerdaa, a tinker, det haaj wot søen omkring ved Se-Hanns – Abraham haaj lig wot henn og hjælp æ dreng med aa faa æ kyer kobbelt ud; nu haaj han saat sæ ved æ husend for aa dums en jenle ywblik, inden han ijen skuld te affensiren. Han haaj ett sæt manne minutter, saa begynder æ hund aa søg. “Jow; det ska en nok pass; nær ennaan jen sku ha en bette blund! Det lied maag! Der er da aaltid søen molør ved den hund. — Ih, ti nu still, Dine!” -Æ mand war jo ett tepas mej, te han søen skuld forstyrres i hans soven. Men æ hund bløw ved aa gjelster. Abraham slaar æ brikker op og ska rigtig te aa taal donner te æ hund; men saa fæ han helsen nø andt aa kikk atter!

“Ih, død og verden! hwem war endda det, der kam higend nied øwer æ towt? Trej persowner, den jen hans hued hywer end de anner.”

Nu haaj Abraham da aalle sit saa skjønn kaa’l i hans daw! Hwem kund endda æ mennesker vær? Lig med jet slaar æ nied i ham som en lyssen:

“Det er Worherr!”

Og han løver imud dem, som han gik og sto og kaaster sæ nied i æ dog for dem:

“Walkommen, walkommen! Nu haar a vint atter det i all mi løwdaw. Gud ske tak, te I endle kam! Men kom da nu ind og hwil jer! Nu skal a slaa nø wand op, te I ka faa jer fedder wasked; æ vej er saa støwed i æ daw, en skuld da hof, der snaar maatt komm nø regn.”

Og imen de kam hen te æ kjeld og kam aa æ støwl, smutted han ind te æ kuen:

“Da er æ helsen stur fremmed, vi haar faat, bette Sara! Haar du nøj i æ spiskammer?”

“Ih, er der fremmed? Hwem er det da?”

“Ja, blyw nu ett hiel hentavn: “Worherr og tow af hans Engle/”

“Aae jøsses endda! Tror du, de ka spis kalkjød? Ja, det er fæsk og nydele nok. A slagter iguer. — Huer er de?” hwisked Sara og vild kikk ud aa æ vinni.

“De staar og wasker dje fedder herud ved æ kjeld-trow. Vil du’tt mej ud aa hels paa dem?”

“Nej, nej, a staar her i mi dawle piøger!”

“Jaja da; læd mæ nu si, du lawer æ det bejst, du kan. — Aae, bette Sara,“ saa han og slo hans aarmer om hinne hals, “det er den skjønnest daa i mi lyw!” Han ud te de fremmed og fæk dem te sæd, og ind te Sara ijen, lisse sor; te ett hun sku gaa hen aa glemm nøj. I ka trow, te der bløw brast op!

“Nu skal I snaar faa en bej te æ fød; I haar gavn en laang vej, I ka gjån vær sulten,” saå Abraham. Og dér kam en nøj dug paa æ burd, det war da’tt sær. Der war migi ingen small stejer. Han haaj jo en gord i Mamre dengaang, haaj Abraham, og han war aaltid godt øwer hans sager; og sjel om Sara war nøj aaldre — hun haaj lig fyldt de niogfis — saa war hun sgi endno en hwell kwind i en gord.

Nu, som de er kommen te æ skyw — de fæk kalstieg og tykmjælk med en ordenlig law flød og sukker paa, saa det war karenmæ en gued løwmaad — saa sejer Worherr: “Hwor haar du æ kuen henn, for bø’n er her jo ingen aa?”

“Sara er ud i æ frammers,” sejer Abraham.

Hun vild jo ett ind; hun tøt jo ett, hun war snøg nok, forstaar I. Men hun holdt jo æ dar paa klem, for hun vild jo iløwle godt hør atter, hwad de saå.

Det er jo nysgjerre, æ kwindfolk!

“Om en aars mued, nær a sejjer her ijen,” saå Worherr, “saa ska du’tt vær saa baanløs, som du er i daa, Abraham.”

Saa høt de jen, der grinned baag æ frammersdar. Det ynd Worherr ett.

“Hworfor grinner Sara?” saå han. Nu kam Sara søen hal hen i æ darkarm, og hinne forklæ haaj hun opp for hinne mund.

“Aa, du maa ett vær vred, men a kund ett baar mæ

for aa li ved det, du sidst saå.

Herreguj, vi er da en par møj aaldre mennesker, og saa skuld søen en gammel hejring som mæ gaa hen og faa den plasir!”

Men Worherr vild nu ett læd sæ træd aa:

“Som a haar saå jer: Næjst or ved samm tid aa’s, da ska Sara haa en søn!”

Og misajn kam æ osse te aa sæd!

Vorherr og den slemm

Vorherre og den slemm

Som a nu skuld fortæl: Fanden, I ved, det war da saamøj en grimme dreng, da han war minder — og atter hwad en haar hør, ska han nok ett vær bløwen bejer sind — saa rajsen og forskjøt, te han snaar ett war te aa vær i hus ved. Æ faa’r kund ett hold ham te æ hjemmen hwerken for lidt hæ møj, og ingenting nytte han vild ta hans hinner te.
No, saa er æ en maa’n søen i æ dawskjar, de anner Guds bø’n war lig gavn fræ dje dower — de er jo tidle tefars dér o lav — men Fanden, han haaj nu wot ud æ hiele næt lisom han plejer.
Saa kommer Worherr og gaar øwer æ gaa’dsplads; dér møder han jo saa gotten swend.
Han tint jo, han sku ha lusked forbi uden aa blyw græven; men Worherr haar sgi hans øwn med sæ! Han træjer i æ vej for ham, og saa sejer han søen jawn høt — for han war jo nøj opirred:
“Nu dér kommer du, din stø sluri! Haar du nu ijen wot ud paa flanni? Du haar nøj aa rand aa strol atter! Herreguj endda, dæ mennesker en ska ha aa fød paa! Nær en gjord dæ di ret, forvist en dæ æ gord paa staanend fued.
Hwor mon du haar wot?”
“A haar saamænd wot nied o æ jurd,” swored æ Dæwel nok saa koldhøgen.
“O æ jurd! Det war helsen en stej for dæ aa komm!
“Hwad mon du haar dér, du ska ha forretted?”
“Ja tho, en ka da’tt aaltid sejj herhjemm og glyn,” swored han nok saa stønsk.
Men nu ka I tro, han fæ hans refurrium!
Worherr han tint: Da skal a iløwle forsøg, om a ett ska sætt æ gywr paa den kammeraat!
Han løwter hans kjep, som skuld han da ha slawn ham hg i æ stjern.
Han kund jo ett fordrag det her, te æ knæjt aalle war hjemm om æ nætter.
Men aalle saasnaar han mærked, der war aller i æ spil, saa begynd den slemm aa gi godt for; og hudden det gik og hudden det gi ett: Fanden slap da for haak den gaang endno; for det war jo en slinder kannis, saamøj en pløg te aa begaa sæ i æ taal.
Kort aa fortæl: da de nu haaj stavn søen og æwltes lidt, saa sejer Worherr:
“Da du nu haar finstred saa laant omkring, haar du saa ett sit nøj te mi tjenner Job?”
“Jow, det war ett andt sær,” swored æ Dæwel! “Han er lig i æ Daw ved aa legg hans kartofler.
Han sejjer helsen paa en gued plads, den kaa’l!”
“Ja,” sejer Worherr, “det er en biel og walholden mand, og en kaa’l en ka slaa bund paa. War der baare manne af hans slaw, men Gud bejr æ!”
“Ja, hold nu,” sejer Fanden, “nu er æ heller ett ward aa rues ham aa stærk!”
Han gi jo udpaa aa sætt ondt for ham; det er jo hans bestilling.
“Tho,” sejer han, æ skuel, “æ mand ka ha hans gued sider, det næj ter wal ingen, men det er j o en nem sag aa slaa tesid med anner djes.
Holder han sæ saamøj te dæ i æ daw, saa ved han migi nok, æ træjring, hworfor!
Tho du ga ham jo da æ gord kwit og fri for enhwer forhæftels, og du blywer ved aa spedde te hwer dawsens daa.
Han faar jo aal det, han pæger paa og mir te.
Paa den maad er æ helsen ingen sag aa vær en Guds baa’n.
Nej, du skuld lig prøv aa pirre lidt ved ham, saa sku du snaar faa en naaen spil aa si!
Du trowr æ ett?
Det maa surenmæ gjeld, hwad det ska vær, te hwis du baare vil rør ved ham med saa møj som en halmstro, saa ska han undsej dæ, osse lig op i di oven øwn!”
Worherr vild ett trow æ; men æ Dæwel bløw ved hans.
No; de sætter jo saa en bette væddesmol paa æ, te den slemm ett ku faa Job te aa vend sæ fræ Worherr, om saa han sto paa hans hued.
Og han sku jo saa ha lov te aa dryw hans kunster med ham, det ka I nok forstaa.
Det war lig wand paa æ Dæwel hans møll.
Ka han kom te aa lav nø skaarstykker, saa er æ te maad for ham.
Worherr war iløwle bløwen li’som nøj sumpers ved æ. Han vild jo nødde ha æ sølle mand fristed øwer æwn; tho han holdt jo møj af ham.
Og i det sjell samm, som han vil te aa gaa, saa vender han sæ te den slemm og sejer — og da war han møj beveged:
“Nu blywer du wal ett aaltfor haard ved ham!”
Det maatt æ slog jo saa low ham.
“Ja, ja,” sejer da Worherr, “gaa saa ind og faa di dower, inden æ mjælk blywer kold.”