Logo for Dialekt gruppen på Jenle

Odins jæger

Udgivet: 1923

Odins Jæger

Det en snaar war mjest ræj for som Bøen war det her, de kaldte æ Wojnsjeggere.

Og det war nøj jens Muer indprented wos lig fræ Baaensbien aa: “Pas endle po, Bøen, nær I gor aa vrøder ved Nættetider atter jet eller andt, te I ett kommer te aa fløjt.

Fløjt om æ Awten det mo I ett gjør, for alt i Verden er!

Saa kan æ Wojnjeggere komm aa ryw jer mej i Luften, og I sie aalle æ Jurd mir.

No er æ læng sind a hør æ, men i faroms Tid’er nær a gik dernied ved æ O’ med æ Togger, lig møj hwad Vejlo, der blæst po Sky, mjest i den tredje Mørk, nær æ Ørred gor op fræ æ Fywr”, da haar a høt æ manne Gaang.

A kaast mæ o mi Lyw saa laang a wor for Rejning og lod æ Togger dryw Fanden te Sorre!

A haar wot æ liisse nær, som a no er jen af ijanner. Det kommer gjan som en Piven fræ Nordvejst og drywer ad æ Sydowst.

A haar høt dem, der vild sej, te det sku vær Knarregjes.

Knar-re-gjes!

Sikken bespottle Taal! Det war helsen nø slem Gjes!

Somm Stejer haar en hør, de haaj rejn splitt en Stud ad.

Nær a som Hjorddreng mott ud aa lied atter en Lam i fremmed Sown’ og a war bløwen silde tefaes”, saa kan I trow, a haaj ett mir Mued end te mæ sjel, nær dæ hæ begynd aa pief øwer æ I Hued af jen!

Men tho Worherr haar da bewaar mæ te den her Daa.

De sejer jo, te det war en Mand derind fræ Wojns, der war bløwen da søen iband atter æ Bøss, te han ett tytt han knnd omvær’en for aldrig det; mott han blyw ved aa jaw, som hans Lyst war te, – osse atter de haaj putt ham i æ Jurd – saa kund de gjan ha bode dje Himmerig og dje Helvede for ham.

Det war jo en sær bespottle Urd aa læ sæ forlyd mej.

Og te han no mo flyw igjemmel “Luften te Dommensdag”, derfor haar han sæ sjel aa takk.

Men Gud naad den, der ska mød ham! – Han er aaltid tefaes po en kwolswot Hejst, en Bøss i æ Haånd og en Flok hujend Hund i aa Hæel.

Det er jo æ Hund’ dje Piven, en ka hør, nær æ Kramm ett ka følle med æ Helmes.

De ka helsen godt law Skaarstykker, de hæ Hund’. Det er jo sjalden, de kommer inden Dar’, men det ka da passir, og saa lawer de jo en forfærdele Vejlo og en Mollør, te Gud spaar wos!

Men de kan ett komm annestejer ind, end hwor der stor tre Gaefoven Dar’ lig øwer for hweranne; men dér flywer de osse igjemmel, saa det Hiele bewerister.

Søen war æ jen Stej, der war æ Kuen ilaw mej aa brygg hinne Ywløl1’.

Hun haaj faat æ Wot færdig og no lukker hun saa æ Dar’ op for aa suel hinne 01 – det forstor sæ.

Med det samme er osse æ Wojnsjegger allat!

Og hiele det rædle Pati flywer lig værles igjemmel æ Hus og det røwes og draawes og to’ po, saa æ Hus, si Stolper de waggier som Pilwoller.

Og da æ sølle Kwind kam ud i hinne Bryggers og skuld te aa si nyw atter, saa lo det Hiele i jen Smadderblatt.

Og æ gjewwe 01! – lig fræ den villest Kaar og te den mindste Stripp – fuld af Hundhor og Skidt og Maag øwer det Hiele; saa det vvar lig te æ Swynkaar hvver ewig Drip!

Ja, en ku græd øwer æ! Æ sølle Kuen stor der med hinne baar Hinner og haar ett saamøj som en Drip 01, te hun ka vær bekjend aa byd en Mennesk Ywlawten!

Hwad det war æ lied Skuel søen javver omkring atter, det haar a lidtle Ved” om.

Der er nowr, der sejer, te han jawer atter Ellpigger, den Slaw, de kalder Slattenpatt.

Det kan jo godt ha si Rimmelehied.

Det war nok saamøj faale, som han war hord ved den Slaw; ja det war snaar aamøj.

Søen fortæler de – a udgir æ ett for andt, end det er – te nær han no haaj fanged søen Par Ellfrower, saa knipped han dem sammel red dje Hor og lod dem hæng nied, jen ved hwer Sid aa æ Hejst si Saadl; snaar som kund æ ha wot en Par anner vild Fowl.

Saa det laader te aa haa wot en møj skumsk Persown”.