Logo for Dialekt gruppen på Jenle

Nissehævn

Fra “Po fir Glowend Pæl”

Udgivet: 1923

Nissehævn

Men no skal I da karenmæ osse hør’ lidt om æ Nisser”, saa Jehannes.

“De mo ett hiel blyw glemt.

Se, æ Bjærremænd, der er bløwn snakked en Dil om i Awten, de haaj jo dje Tilhold rundenom i æ Hyw’ og æ Bakker; men det vild æ Nisser ett læ sæ nyw mej; de vild missen indendar aa bow og ha dje Kotir med anne Mennesker.

Derfor bløw de kaldt Gordboer heller Gordbonisser. Og de kund hold en faale Rettense i en Gord, saalæng en sto po en gued Fued med dem, men der skuld heller ett møj Kunster te æ, far de kund blyw ret saa hjernegal’; og saa kund de hætt po de væste Skaarstykker. – Søen haaj de po jen aa æ Gord’ i Kostowf- en Gordbonis.

Det war saamøj en Træjring! Men somti drøw han no hans Kigser aavidt; saa mott han jo snevves, og det war æ, æ bette Morris ett po nue optinkele Maader vild tol.

Og saa bløw der jo Kommes! Det war jo da for det Mjesten henn i æ Udhus’ han haaj hans Gaang; – i æ Sals ved a ett, te de haar sit ham – søen osse i den Gord, hvorom no Taalen er.

Hwitte’ saa æ Kaal’ kam ud, saa war Gordbonis tefaes. Og det war han lig vis, om det war Næt hæ Daa, for hans Lojer dem slap de ett for.

Søen ski’ æ ett saa sjalden, te haaj en Kaal la sæ for aa ta hans Mejjesøvn i den jenn Hjøgwol, saa wa’ æ lisse re, te han slo hans Brikker op i den naaen.

Tho saa kund æ jo hænd sæ, te æ Kaal’ bløw urrissæ øwer den Bettes Kanallistræger og prøwed po aa ærre ham ijen; men Gu Faare bewors, hwor fløjtegal æ bette Stegi kund blyw!

Søen war æ en skjøn Slettdaa, æ Kaal’ haaj wot nied ved æ O og hwerre Hy, no war de kommen hjem aa æ Engi for aa skjelt sæ en Mejjessøwn ind” i den suel Hjøgel. Søen i æ Mejjesbrynd’ er æ jo raarest aa vær i Skyggi. Men som de ska ind ad æ Risthusdar, saa sie de, te gotten Nis sejjer aa dingler med æ Træsko ud aa æ Kwistlog, tho det war jo rigtig hans Kans aa sejj her aa slikk Suelskjen, men’ de anne gik ved dje Arbed.

Og saa er der da jen aa æ Kaal’ – han haar wal sajt hat nø Pek te ham – og saa tøt han wal, te her so æ bette Kaalsen godt for æ Skrald – nok aa fortæl’: han griver en Rawt og leg’er da te den her bette Pirris i syndig Maad’er! søen en Par rigtig jawngued Swirp øwer æ Taller! Den bette gir en stur Hwæ fræ sæ og kyster Bagkorre nied i æ Hjøgel.

Æ Kaal’ baagatter hweranner ind ad æ Dar aal det, de ku støwtrend!

De trower jo, de skuld ha græven ham! Men vild de ett nø andt!

Der war sgi ingen Nis aa opdav; han haaj salvired sæ. Og de laa dem te aa sow’ po dje grønn Or.

Men Ihvad Nis han haar aa gyer! han fat i en laang Rinkning Reeb!

Den jen End fo han swired om æ Knaagler aa æ Kaal’, søen te de udgjør en passend Knip; den naaen End’ øwer æ Haandbuend, saa harows og harop med æ Sager!

Der hænd æ det Hiele! I kan trow, der war Skrej i æ Arbed!

Jen, tow, tre! saa so en jo fir før’ Kaal’ der hænd og spadjed som en Knip røged Sild po jen Snor.

Og de elendige Mennesker, der vownt op og fand sæ sjel i den Handtiring, – æ Hued nied, æ Træsko den naaen Vej – de ga jo hwer Spjat, og nø Hwæl, hette Bøen, som skuld dje Lyv da ta’ End’.

Og æ Gordbo han sto jo der nejenfor og skogred og slow sæ po æ Knæer og skaft sæ, det lied Ting!

Det war Wand po hans Møli!

Tesidst kam der jo da Hjælp tested og fæk æ sølle Knæjt’ fired te æjurd, inden de rejn haaj mist æ Aand-.

Sind trowr a’tt, de prøwed po aa legg Daller te Gordbonis!