Udgivet: 1923
Nattepløjning
Nej, en ska taal te dem. Det ka, karenmæ, lidtle hjælp, en er ræj for dem.
Hvad er der osse aa vær ræj for, nær en haar Worherr med sæ!
Søen war derjen Gaang en Bejskræmer, som de haaj gin Lov te aa legg en Næt øwer i en ødlet Gord i Søwel.
Han war falden i Dumsen’, men ud ad æ Næt vovner han saa ved, te der er jet’ heller andt, der gir da en grimmige Ryk i æ Dyn, han haar øwer sæ.
Æ føst Gaang war han lig ved aa trow, te det war jen hæ naaen der vild ha si Spel med ham.
Men han kam sgi snaar po anne Tanker, for det bløw ett ved den Ryk; men det røt anden Gaang, og det røt tredje mej. No war æ Krænier ski bløwen en bette Kaal.
Han rækker ud øwer æ Stok for aa føl sæ for; men ubav endda! Der for han om en iskold Haånd; og den klemmer te, søen det betyd nøj!
No reser æ Kræmer sæ kavref i æ Vejr og ud aa æ Seng læ han ta, men’ æ Skjot dasker om æ Lor’ af ham.
Han ind te æ Folk i æ Sovkammer, hwor han lawer en Vejlo, saa det war faale;
War det en Seng aa legg ham i! Tho der war jo klaar Fanden tefaes. Han haaj aalle wot ud for nø lignendes i hans Daw’!
Han ga aa æ Væssing”, skjeldt ud i sturige Maader.
Heller legg i æ Swynsti end i søen en Moghwol
Ja, det vidst æ Hosbond ett nø Forre for. Han haaj aalle sjel lejn der. Men tbo der war da osse anne Sengi i æ Hus!
Saa fæk di æ Bejskræmer i en naaen Seng, og der bløw ett snakked mir om det den Gaang. –
Men saa er æ en Aftenstaånd, te æ Forkaal skal ud og gi dje Hejst den sidst Gjewt. Han haaj elt faat nø Løjt i æ Haånd, for han vidst jo, bwor han haaj æ Hakkelsdyng, hans Kuen og hans Sager.
Men lig med Jet stor der saa en swotte Skivels i den mørk Fuergaang lig ved æ Sid af ham.
Æ Kaal war ett forfar, han begynder aa tæst ham an; hvvad han gik her aa fesentired atter?
Jow han bad da æ Kaal saa mindele om aa gjør sæ en Tjennest.
Engaang for manne Herrens Tider sind haaj han ejed den her Gord, og nær han no aaltid maatt go her og stommel uden aa kunn find nø Fred i hans Gravv, saa war æ dessi Skyld, te han, imen’ han løwed, haaj plowed jen af hans Noboer wal nær.
Men hwis æ Kaal no imaaen den Daa war vild læ for æ Plow og kjør ud o æ Mark og dér ta lisse manne Plovfurer i æ Snø, som han – sølle Kumpen – haaj tawn i æ Mold, saa kund han fo Fred, dér hwor han no war.
Og det bløw osse gjord!
Og saa sor’ æ Suel haaj blønded æ Jurd saa møj, te æ Plov ku kom under æ Tjel bløw de her Omferre laa tebaag te den Gord, der war bløwen forrasked – og sind er der aalle en Menneskbaån, der haar mærked det mindste te den her sølle Stønnis i æ Læjerbowser.