Logo for Dialekt gruppen på Jenle

LØWN OG SAND’

Udgivet: Jun. 1908

Løwn og sand’

En Landarbejders Betragninger

Tho wal er a en simpels Mand,
der haar kuns lidt aa fred’,
en Hus paa naple en Tønd’ Land,
en Kow, en Kal’, en Bed’.
Wor Brød er bar, wor Tilme tar,
vi Folk ve’æ Ud’erand’;
te derfor vi er minder ward,
er mie Løwn end sand’.

Wal maa den fatte ta’ hans Skrop,
hwor Peng’ ka’ klaar’ det mjest’.
Hwor1 den, de løwter høttest op,
er den, der haar de flest’.
Ja, Peng’ ka’ laan’ den dovn’ en Pud’
og fyld’ en Fraadsers Spand’,
men te de ka’ gjør’ Mænd af Klud’
er mie Løwn end sand’.

A fraager ett den mindste Krumm’
om Guld’ og Grunkers Lyst,
ett hwad du bærer i di Lomm’,
men nærer i di Bryst;
staar der en Usling i di Hjat,
en Dosker baag di Pand’,
da er di Peng’, di Rang, di Skat
laant mie Løwn end sand’.

Det war jo da en sølle Mand,
hwor saa hans Taal’ haaj Vægt,
der fræ hans Stud’ sku’ hint’ Forstand
og fræ hans Hejst’ Respægt;
fand’ han saa Vej te Kongens Burd,
ja, sjel te fremmed Land’,
er al hans Tragten, Lyw og Urd
møj mie Løwn end sand’.

Og haar du wot en syndig Slog,
mod Fattefolk en Hwal,
æ Præjst vil rues’ dæ, for og baag,
blot der betaales wal;
men er æ nu ett mie end stræng’,
ja næjsten aa forband’:
Den Rues, der koster aalflest Peng’,
er mie Løwn end sand’.

En Grev’ er faale høt paa Stro,
a ka’ nap kikk’ derop;
hans Dragt er laa med Silkitro,
min slovrer om mi Krop.
Men læ’ ham rid’ wos Smofolk nied
og lurk’ af Gylden-Kand’,
hans Stads, hans Fjas, hans Muderhied
er mie Løwn end sand’.

De Pisk, som ham og hans haar laa
i Wolker paa wor Ryg,
de vender wal tebaag’ en Daa
med Klem og Attertryk.
Vi sejler med en Krown’ i Mast,
men Mand og Skif maa strand’,
hwis det, vi fører i wor Last,
er mie Løwn end sand’.

Aah, Lykkens Ævler smides u’e,
for wos aa tykk’, iblind’;
jæn fand’ en rødden, jæn en su’e,
enaan dem rød’ og trind’;
jæn fæk en Lispund, jæn en Kwint,
jæn be’r, enaan maa band’;
te de’er som Worherr’ haar tint
er mie Løwn end sand’!

Nej, vi faar hjælp’ wos sjel af Syk
og ett blyw’ mutt’ og matt’,
ihwad der tynger paa wor Ryg
og klemmer om wor Hjat.
Ka’ du ett gaa med lapped Trøj’
og livvel løwt’ di Pand’,
saa er di Ward kuns Pyt og Pøj’
og mie Løwn end sand’.

Ja, nok er a en fatte Mand,
det maa a tit bekjend’!
mi Ryg tar Kuld, mi Støwl’ tar Wand,
mi Peng’ faar jawnle End’;
mi Kuen’ maa legg’ med Halm te Lej’
og malk’ te fremmed’ Spand’;
— men derfor læ’ sæ spark’ og træj’
ska’ blyw’ mie Løwn end sand’!