Tryk på en af Jeppe Aakjærs titler, og du kommer til lyd filen, og teksten.
Paa æ stur hyw
En koged hummer
Aakjær
Der so tow Kragger
Gammel Kjærlighed
En koged hummer
Udgivet: Bovbjerg 19. Nov. 1905
EN KOGED HUMMER
De to mæ po tredve Favne Wand
Ja nue vil sej: en halvhunde
de støste Fiskere få Ferring Strand,
de kund så napple bund’e
Fae gik a så dawle og gro, åja!
No hår a en Kjowl så rø
Søen gor æ gjan mæ det Gued, en ska ha:
Det kommer – nær en er dø!
Paa æ stur hyw
Udgivet: 31. Maj. 1903
Paa æ Stur Hyw
Fræ Kistelbak og te Søndergaard Hyw’
der er en elendig Graan Vej;
og livvel: hwor mild’ jens Tanker ka’ blyw’,
nær en kjender hwer Knot og hwer Vrej.
Der gik mi’ Foræller og pojed og sô’
og fand’ i æ Saând dje’ Fød’;
de laa’ dje’ Ved ad den Gryssen, de gjord’,
— og no er de beggitow død’!
Det sukker saa sær øwer Kistelbak
og hwirmer om Søndergaard Hyw’.
Om det ku’ vi hejsen faa møj aa snakk’
og osse en Hobben aa skryw’.
Aakjær
Aakjær Bøj
Lidt sønden Fløj,
der bløw a føj,
der hjalp a tit mi’ Kow a Døj.
Det blæser møj
i den Graan Bøj,
men baag hwer Dig’ gir Minder Løj.
Der so tow Kragger
Udgivet : 3.Jan 1909
Der so tow Kragger
Der so tow Kragger paa Kistelbakk’
— nej, som æ Suel den skjenner!
den jen’ den nevved den naaen i æ Nakk’,
for de war tow Hjatens Venner.
Saa fløw de op po dje villerst’ Ving’
— nej, som æ Suel den skjenner!
Aak Ko’s, hwor sø’n en Pa’ Tow ka’ swing’
nær føst det er Elskow, som gjenner!
Saa standed de dem en vilre Red’
— nej, som æ Suel den skjenner!
af Gren’ saa glatt’ og af Strô saa skred’,
saa ingen ku’ ønsk’ sæ en pænner’.
Dér lod de dem hwist’ af Vind og Vejr,
— nej, som æ Suel den skjenner!
og haaj æ saa skjøn, ja, Taarier sej’r,
laant skjønner’ end Kragger fortjenner.
Snaar kravlt der en Ung’ paa hwer en Pind
— nej, som æ Suel den skjenner!
saa swot’ som æ Mue i Sind som Skind
— den Swej er der ingen, som lenner.
— Aa, war en som søen en betle Fowl,
— nej, som æ Suel den skjenner!
saa vend’ a aalle med Greef og Skowl
en Awer saa saane og stjenne.
No gor a saa stogend laangs Kistel-Bakk’
— nej, som æ Suel den skjenner!
for tow ka’ nevves, og tre ka’ snakk’,
men den ka’ kuns sukk’, der bløw jenne.
Gammel Kjærlighed
Udgivet: Bovbjærg 16. Okt. 1905
Gammel Kjærlighed
Vi er bløwen nøj aaldre, Kræn Nargaard,
og wor Øwn ka’ ett wal skimm’ æ Dar’,
og wor Kinder er gro, og wor Hinder er blo,
og vi spilder æ Mad aa æ Far’,
Vi er bløwen nøj stogend, Kræn Nargaard,
og æ Kjæp den maa værg’ for æ Bjen’,
og æ Vægg maa gi’ Støtt’, nær æ Træsko ska’ flytt’,
og æ Furd maa ta’ Wor’ o æ Stjen’.
Det var alln i æ Føsten, Kræn Nargaard,
da war vi en bitte Graan lin’,
og wor Øwn de war klaa’, og wor Tanker war glaa’,
og wor Klejmon war flunkend’ og fin’.
Aa, saamøj en tyt om dæ, Kræn Nargaard,
nær do mødt’ mæ dernied’ i æ Kjar’,
og do løwt’ mæ iland øwer Vilder og Wand —
for æ Engi war sjalden ret tarr’.
Ka’ do how’, te do kyst mæ, Kræn Nargaard,
en Sønde, a band’ dæ di’ Kled’?
A ved aalle nø’ Daa, a haar wot snaar saa glaa’,
og ino kan a græd’ ved mi’ Gled’.
Men si’ Sindlav den hwerrer, Kræn Nargaard,
og wor Suel gik jo snaar for en Blaan’;
for som Wand skjeller Hy — ja som Himmelens Sky,
saa skjelles jen Ven fræ enaan’.
Aa, saa jenle en haar æ, Kræn Nargaard,
og saa laangle æ Daw’ læ’ sæ slid’!
Men en ta’r jo si’ Torn, og en bærer si’ Born,
saalæng’ en maa her gaa og strid’.
— Læ’ wos saa komm’ te Stumlen, Kræn Nargaard,
og forglemm’, hwad der ett ka’ vær’ alln!
— Ka’ do skimm’, om æ Hyld’ ino stor med si’ Fyld’,
for de sejer, æ Blaad’ ska’ vær’ fald’n.