Tryk på en af Jeppe Aakjærs titler, og du kommer til lyd filen, og teksten.
Nattepløjning – Po fir glowend pæl
Nissehævn – Po fir glowend pæl
Et flot Kast – Po fir glowend pæl
Hun går igjen – Po fir glowend pæl
Hyldefolk – Po fir glowend pæl
Hør mæ nu, folkens – GJHB
Paa æ stur hyw
En koged hummer
Aakjær
Der so tow Kragger
Gammel Kjærlighed
Æ Spøgels
En koged hummer
Udgivet: Bovbjerg 19. Nov. 1905
EN KOGED HUMMER
De to mæ po tredve Favne Wand
Ja nue vil sej: en halvhunde
de støste Fiskere få Ferring Strand,
de kund så napple bund’e
Fae gik a så dawle og gro, åja!
No hår a en Kjowl så rø
Søen gor æ gjan mæ det Gued, en ska ha:
Det kommer – nær en er dø!
Paa æ stur hyw
Udgivet: 31. Maj. 1903
Paa æ Stur Hyw
Fræ Kistelbak og te Søndergaard Hyw’
der er en elendig Graan Vej;
og livvel: hwor mild’ jens Tanker ka’ blyw’,
nær en kjender hwer Knot og hwer Vrej.
Der gik mi’ Foræller og pojed og sô’
og fand’ i æ Saând dje’ Fød’;
de laa’ dje’ Ved ad den Gryssen, de gjord’,
— og no er de beggitow død’!
Det sukker saa sær øwer Kistelbak
og hwirmer om Søndergaard Hyw’.
Om det ku’ vi hejsen faa møj aa snakk’
og osse en Hobben aa skryw’.
Aakjær
Aakjær Bøj
Lidt sønden Fløj,
der bløw a føj,
der hjalp a tit mi’ Kow a Døj.
Det blæser møj
i den Graan Bøj,
men baag hwer Dig’ gir Minder Løj.
Der so tow Kragger
Udgivet : 3.Jan 1909
Der so tow Kragger
Der so tow Kragger paa Kistelbakk’
— nej, som æ Suel den skjenner!
den jen’ den nevved den naaen i æ Nakk’,
for de war tow Hjatens Venner.
Saa fløw de op po dje villerst’ Ving’
— nej, som æ Suel den skjenner!
Aak Ko’s, hwor sø’n en Pa’ Tow ka’ swing’
nær føst det er Elskow, som gjenner!
Saa standed de dem en vilre Red’
— nej, som æ Suel den skjenner!
af Gren’ saa glatt’ og af Strô saa skred’,
saa ingen ku’ ønsk’ sæ en pænner’.
Dér lod de dem hwist’ af Vind og Vejr,
— nej, som æ Suel den skjenner!
og haaj æ saa skjøn, ja, Taarier sej’r,
laant skjønner’ end Kragger fortjenner.
Snaar kravlt der en Ung’ paa hwer en Pind
— nej, som æ Suel den skjenner!
saa swot’ som æ Mue i Sind som Skind
— den Swej er der ingen, som lenner.
— Aa, war en som søen en betle Fowl,
— nej, som æ Suel den skjenner!
saa vend’ a aalle med Greef og Skowl
en Awer saa saane og stjenne.
No gor a saa stogend laangs Kistel-Bakk’
— nej, som æ Suel den skjenner!
for tow ka’ nevves, og tre ka’ snakk’,
men den ka’ kuns sukk’, der bløw jenne.
Gammel Kjærlighed
Udgivet: Bovbjærg 16. Okt. 1905
Gammel Kjærlighed
Vi er bløwen nøj aaldre, Kræn Nargaard,
og wor Øwn ka’ ett wal skimm’ æ Dar’,
og wor Kinder er gro, og wor Hinder er blo,
og vi spilder æ Mad aa æ Far’,
Vi er bløwen nøj stogend, Kræn Nargaard,
og æ Kjæp den maa værg’ for æ Bjen’,
og æ Vægg maa gi’ Støtt’, nær æ Træsko ska’ flytt’,
og æ Furd maa ta’ Wor’ o æ Stjen’.
Det var alln i æ Føsten, Kræn Nargaard,
da war vi en bitte Graan lin’,
og wor Øwn de war klaa’, og wor Tanker war glaa’,
og wor Klejmon war flunkend’ og fin’.
Aa, saamøj en tyt om dæ, Kræn Nargaard,
nær do mødt’ mæ dernied’ i æ Kjar’,
og do løwt’ mæ iland øwer Vilder og Wand —
for æ Engi war sjalden ret tarr’.
Ka’ do how’, te do kyst mæ, Kræn Nargaard,
en Sønde, a band’ dæ di’ Kled’?
A ved aalle nø’ Daa, a haar wot snaar saa glaa’,
og ino kan a græd’ ved mi’ Gled’.
Men si’ Sindlav den hwerrer, Kræn Nargaard,
og wor Suel gik jo snaar for en Blaan’;
for som Wand skjeller Hy — ja som Himmelens Sky,
saa skjelles jen Ven fræ enaan’.
Aa, saa jenle en haar æ, Kræn Nargaard,
og saa laangle æ Daw’ læ’ sæ slid’!
Men en ta’r jo si’ Torn, og en bærer si’ Born,
saalæng’ en maa her gaa og strid’.
— Læ’ wos saa komm’ te Stumlen, Kræn Nargaard,
og forglemm’, hwad der ett ka’ vær’ alln!
— Ka’ do skimm’, om æ Hyld’ ino stor med si’ Fyld’,
for de sejer, æ Blaad’ ska’ vær’ fald’n.
Æ Spøgels
Udgivet 1905
Æ Spøgels’
A kam op ad Resendaal
øwer æ Brow ved Mølgord;
der a mødt’ en Treals-Kaal
— det var den død’ Jens Kjølgord.
„Haah!
Haah!
A faar aalle Naad’!
A haar kwol mi’ Nobomand,
og a haar brænd’ mi’ Laad’!”
A kam te aa bevverist’,
som jen der blywer kold-slavn;
“Bitte Kos og Jøsses Krist!”
— A sto’ som a war trold-tavn.
„Haah!
Haah!
A faar aalle Naad’ —”
Mi Kuen haaj faat en Baaen mir,
derfor haaj a hat møj Rend;
æ Daw’ war’ kort’, æ Suel war nier’,
æ Maan’ haaj faat si’ Nøj tænd.
„Haah!
Haah! —”
A war bleg, men Jens war swot.
“Aa Gud! du mo ett haad’ mæ!
for war a ogsaa slem te’e Kwot,
saa mo du no bewaar’ mæ!”
„Haah!
Haah! —”
Saa laa’ a Damp — da som en Røj
hen øwer Blød’ og Knoldkjar’;
mi’ Hueser de løf fuld af Døj,
endda de far war aaltar’.
A vild’ jo rend’ æ Spøgels’ træt;
det bløw for haa’dt te mi’ Sid’:
Da a haaj rend den hal’e Næt,
vi war indno ali’sid’.
„Haah!
Haah! —”
Og bløw æ te, a fæk nø’ Len
— og Len det fæk a somm’sind’ —
saa li’saa snaar, a sak ijen,
det brøll’ imued mi Tromm’hind’:
„Haah!
Haah!
A faar aalle Naad’!
A haar kwol’ mi’ Nobomand,
og a haar brænd’ mi’ Laad!”
Det to’ mi’ Lu’ o Kistelbakk’
— det war ett te aa hold’ ve’ed —
mi’ Hor det løwt sæ i mi’ Nakk’,
mi’ Skjot war wot af Koldswed.
Ja der war hejsen Faar’ paa Fæ’d,
— det war ett nøj a tint jenn’ —
a rend’, saa for mi Træhskobed’,
der stented Kamp- og Flintstjen’.
Søen kam a ind til Resengord’;
men aalste’ war æ Pwot lot;
æ Hund’ de glammed lisse sor’;
baag hwer en Rud war swot, slot.
Men lig’ hwor no han bowr Jens Gaad’
— I ved: mi Ku’ens Hal’bror —
der faarer a søndenom æ Laad’
og vejstenom æ Kaalgord.
„Haah!
Haah! —”
Æ Spøgels’ han war hejs ett sien,
han flywer om æ Laad’swing,
saa Bankerot og Taag’ og Stien
det danst som anne glaad’ Ting.
Æ Nøj war gaven for en Blaan’;
da gaalt’ æ Kokk’ i Mølgord —,
a vend mæ, som a lig’ sku’ daan’
da sak den laang’ Jens Kjølgord:
„Haah!
Haah!
A faar aalle Naad’!
A haar kwol mi’ Nobomand,
og a haar brænd’ mi’ Laad!”
Nattepløjning – Po fir glowend pæl
Udgivet: 1923
Nattepløjning
Nej, en ska taal te dem. Det ka, karenmæ, lidtle hjælp, en er ræj for dem.
Hvad er der osse aa vær ræj for, nær en haar Worherr med sæ!
Søen war derjen Gaang en Bejskræmer, som de haaj gin Lov te aa legg en Næt øwer i en ødlet Gord i Søwel.
Han war falden i Dumsen’, men ud ad æ Næt vovner han saa ved, te der er jet’ heller andt, der gir da en grimmige Ryk i æ Dyn, han haar øwer sæ.
Æ føst Gaang war han lig ved aa trow, te det war jen hæ naaen der vild ha si Spel med ham.
Men han kam sgi snaar po anne Tanker, for det bløw ett ved den Ryk; men det røt anden Gaang, og det røt tredje mej. No war æ Krænier ski bløwen en bette Kaal.
Han rækker ud øwer æ Stok for aa føl sæ for; men ubav endda! Der for han om en iskold Haånd; og den klemmer te, søen det betyd nøj!
No reser æ Kræmer sæ kavref i æ Vejr og ud aa æ Seng læ han ta, men’ æ Skjot dasker om æ Lor’ af ham.
Han ind te æ Folk i æ Sovkammer, hwor han lawer en Vejlo, saa det war faale;
War det en Seng aa legg ham i! Tho der war jo klaar Fanden tefaes. Han haaj aalle wot ud for nø lignendes i hans Daw’!
Han ga aa æ Væssing”, skjeldt ud i sturige Maader.
Heller legg i æ Swynsti end i søen en Moghwol
Ja, det vidst æ Hosbond ett nø Forre for. Han haaj aalle sjel lejn der. Men tbo der war da osse anne Sengi i æ Hus!
Saa fæk di æ Bejskræmer i en naaen Seng, og der bløw ett snakked mir om det den Gaang. –
Men saa er æ en Aftenstaånd, te æ Forkaal skal ud og gi dje Hejst den sidst Gjewt. Han haaj elt faat nø Løjt i æ Haånd, for han vidst jo, bwor han haaj æ Hakkelsdyng, hans Kuen og hans Sager.
Men lig med Jet stor der saa en swotte Skivels i den mørk Fuergaang lig ved æ Sid af ham.
Æ Kaal war ett forfar, han begynder aa tæst ham an; hvvad han gik her aa fesentired atter?
Jow han bad da æ Kaal saa mindele om aa gjør sæ en Tjennest.
Engaang for manne Herrens Tider sind haaj han ejed den her Gord, og nær han no aaltid maatt go her og stommel uden aa kunn find nø Fred i hans Gravv, saa war æ dessi Skyld, te han, imen’ han løwed, haaj plowed jen af hans Noboer wal nær.
Men hwis æ Kaal no imaaen den Daa war vild læ for æ Plow og kjør ud o æ Mark og dér ta lisse manne Plovfurer i æ Snø, som han – sølle Kumpen – haaj tawn i æ Mold, saa kund han fo Fred, dér hwor han no war.
Og det bløw osse gjord!
Og saa sor’ æ Suel haaj blønded æ Jurd saa møj, te æ Plov ku kom under æ Tjel bløw de her Omferre laa tebaag te den Gord, der war bløwen forrasked – og sind er der aalle en Menneskbaån, der haar mærked det mindste te den her sølle Stønnis i æ Læjerbowser.
Nissehævn – Po fir glowend pæl
Udgivet: 1923
Nissehævn
Men no skal I da karenmæ osse hør’ lidt om æ Nisser”, saa Jehannes.
“De mo ett hiel blyw glemt.
Se, æ Bjærremænd, der er bløwn snakked en Dil om i Awten, de haaj jo dje Tilhold rundenom i æ Hyw’ og æ Bakker; men det vild æ Nisser ett læ sæ nyw mej; de vild missen indendar aa bow og ha dje Kotir med anne Mennesker.
Derfor bløw de kaldt Gordboer heller Gordbonisser. Og de kund hold en faale Rettense i en Gord, saalæng en sto po en gued Fued med dem, men der skuld heller ett møj Kunster te æ, far de kund blyw ret saa hjernegal’; og saa kund de hætt po de væste Skaarstykker. – Søen haaj de po jen aa æ Gord’ i Kostowf- en Gordbonis.
Det war saamøj en Træjring! Men somti drøw han no hans Kigser aavidt; saa mott han jo snevves, og det war æ, æ bette Morris ett po nue optinkele Maader vild tol.
Og saa bløw der jo Kommes! Det war jo da for det Mjesten henn i æ Udhus’ han haaj hans Gaang; – i æ Sals ved a ett, te de haar sit ham – søen osse i den Gord, hvorom no Taalen er.
Hwitte’ saa æ Kaal’ kam ud, saa war Gordbonis tefaes. Og det war han lig vis, om det war Næt hæ Daa, for hans Lojer dem slap de ett for.
Søen ski’ æ ett saa sjalden, te haaj en Kaal la sæ for aa ta hans Mejjesøvn i den jenn Hjøgwol, saa wa’ æ lisse re, te han slo hans Brikker op i den naaen.
Tho saa kund æ jo hænd sæ, te æ Kaal’ bløw urrissæ øwer den Bettes Kanallistræger og prøwed po aa ærre ham ijen; men Gu Faare bewors, hwor fløjtegal æ bette Stegi kund blyw!
Søen war æ en skjøn Slettdaa, æ Kaal’ haaj wot nied ved æ O og hwerre Hy, no war de kommen hjem aa æ Engi for aa skjelt sæ en Mejjessøwn ind” i den suel Hjøgel. Søen i æ Mejjesbrynd’ er æ jo raarest aa vær i Skyggi. Men som de ska ind ad æ Risthusdar, saa sie de, te gotten Nis sejjer aa dingler med æ Træsko ud aa æ Kwistlog, tho det war jo rigtig hans Kans aa sejj her aa slikk Suelskjen, men’ de anne gik ved dje Arbed.
Og saa er der da jen aa æ Kaal’ – han haar wal sajt hat nø Pek te ham – og saa tøt han wal, te her so æ bette Kaalsen godt for æ Skrald – nok aa fortæl’: han griver en Rawt og leg’er da te den her bette Pirris i syndig Maad’er! søen en Par rigtig jawngued Swirp øwer æ Taller! Den bette gir en stur Hwæ fræ sæ og kyster Bagkorre nied i æ Hjøgel.
Æ Kaal’ baagatter hweranner ind ad æ Dar aal det, de ku støwtrend!
De trower jo, de skuld ha græven ham! Men vild de ett nø andt!
Der war sgi ingen Nis aa opdav; han haaj salvired sæ. Og de laa dem te aa sow’ po dje grønn Or.
Men Ihvad Nis han haar aa gyer! han fat i en laang Rinkning Reeb!
Den jen End fo han swired om æ Knaagler aa æ Kaal’, søen te de udgjør en passend Knip; den naaen End’ øwer æ Haandbuend, saa harows og harop med æ Sager!
Der hænd æ det Hiele! I kan trow, der war Skrej i æ Arbed!
Jen, tow, tre! saa so en jo fir før’ Kaal’ der hænd og spadjed som en Knip røged Sild po jen Snor.
Og de elendige Mennesker, der vownt op og fand sæ sjel i den Handtiring, – æ Hued nied, æ Træsko den naaen Vej – de ga jo hwer Spjat, og nø Hwæl, bette Bøen, som skuld dje Lyv da ta’ End’.
Og æ Gordbo han sto jo der nejenfor og skogred og slow sæ po æ Knæer og skaft sæ, det lied Ting!
Det war Wand po hans Møli!
Tesidst kam der jo da Hjælp tested og fæk æ sølle Knæjt’ fired te æjurd, inden de rejn haaj mist æ Aand-.
Sind trowr a’tt, de prøwed po aa legg Daller te Gordbonis!
Et flot Kast – Po fir glowend pæl
Udgivet: 1923
Et flot Kast
Jow stæl fræ hinaant, det vild æ no, æ Maag, – men tho det er der endle osse anne, der vil – og forliges øvver en Dartrin, det kund æ heller ett.
Søen mødtes tow Gordboer en Awtenstaånd, hwer med en gued Borren Halmbrøjjinger po æ Nakk, lidt nurden Traannm’ Kjerkgo.
Naa, det gor hwerken war be bejer end de kam jo te aa skjær sammel da saa læstele om det her Halm, omsi’e knnd æ Mund’ ett gjør æ ud, men æ Næwer maatt te aa klaar æ Facet.
Men hér er den jenn den naaen saa øwerhaånds’ i Kræfter, te han tar ham lig i æ Kasilken og kyller ham saa høt i Luften te han støwter nied en Stød vejsten for Kowernp Kjerk, og det med en søen Skaltaarn, te der hløw en sturige Grawuel i æjurd, der atterhaånd fyldtes med Wand og bløw te det, i sind haar kaldt Taastnm Sø.
No er Traannm Kjerkbakk en grumme raar Stej aa hwist nøj fræ sæ po, men kyll en Mennesk – sjel om han er bette – en styw Mil igjemmel Luften, det ska der no iløwle majte Kaal te!
Hwad miner do, Jens Daalum? Do haar jo wot Tøndtæsker og haar heller ett wot med dem hjamsk hwad Kræfter angor.
Nej saamænd”, swored Jens Daalum og so ud øwer æ Hied mod Vrow’ Kjerk; anne tøt moskisæ” han so mod Resen, der er Annegs.
For Jens war møj skjelywed”, saa han ku sajtens kik den Mil forkirt.
Hun går igjen – Po fir glowend pæl
Udgivet: 1923
Hun gaar igjen!
Mell aal andt Skidteri, der faares ved Nættetid’er, er der snaar et nøj saa lied som det, de kalder Gjengaangere.
No gaar der wal nap saa manne som i foromgoddaw, men der er syren mæ nok af dem ino, for den der haar æ Brikker med sæ.
Søen fortæl’er di om en Kuen i Vrou, der war da saa møj slem te aa go og putt æ Peng tesid for æ Mand, hun haaj – helsen war dæ saamænd ett nøj aa sej æ Kuen po, te a ved.
Men den her lied Handtiring war der ved hind: æ Peng forswand for æ sølle Stoder, og ett en Kjeft, and æ Kjælling, kund ved, hwor de war bløwen aa.
Og hun kund ti’, aaestej. Men hør I kons no: Æ Kuen blywer tawn nied, blywer mir og mir simpels, og bejst som det er, saa dør hun da osse og blywer begrawed – “med æ Skind opo”, som det lvder for en gammel Sej.
No, saa kund æ Mand jo da behold de Skjellinger, han forhwerred og fo æ Skatter klaarired.
Men ret læng wored æ ett, saa bløw æ jo opped, te dæ her sølle Kwindmennesk kund ett find Fred i hinne Grav for den her syndige Handdring imud hinne Hosbond.
No, det war no ett nær enhwer Kuen, der vild ha tawn sæ a saa nær; men den her maa wal ha wot som en Krumm finfølendes, for bejst som det war – mødt” Nættertider – saa kund de si æ sølle Kwind’ sto i hinne baar Linned under en Bjælk op i dje Owerstow og smaakratted, pilked, pilked, med æ Negl’ op i den her Bjælk.
De haaj sit hind, affentow, bode den jen og den naaen; og æ Mand war ved aa blyw aalsær ved æ.
Saa en Aftenstaånd kommer æ Pig flywen ind i æ Stow te æ Mand, saa hwid i hinne Hued som en kalked Vægg: “Aae, Jøsses!” hwisked hun, “no haar vi Mari ijen!” Æ Mand – han tar ett flir Urd, men gaar hen og lenned æ Dar ind te æ Owerstow.
Æ Maan skjared lisse klaar ind ad æ Østerrud:
Jow, der stod hun – og pilked ved æ Bjælk, som sædvanlig.
“I Jesu Navn, hwad søger du, bitte Mari?” saa æ Mand og gik hen under æ Bjælk; og der i en usle Revn’ fand han en Markstykk, som han to’ søen imell æ Finger og vist’ hind.
Det war en gued Gjærning han gjord hind dér. Uden jen Urd war æ Kuen forswunden, og aalle nue Menneskbaaen der haar sit hind sind.
Hyldefolk – Po fir glowend pæl
Udgivet: 1923
Hyldefolk
Ja Ellfolk, det ved a wal”, saa’ Jens Daalum, “de findes saa manne Stejer; men er der nue a’jer der kjender nøj te Hyldfolk.
Nej, si I det. Da ved a jen Stej, der haaj de dem i mi Drengidaw. Det war migi hernied po Lundø.
Der lo en Hus lidt far, en nowr æ Tap, og udenfor dæ hæ Hus stod der saamøj en gobommele stur Hyldtræ; der haaj de dje Kotir.
Og det war nø bette freddele Nøj-, der aalle gjord saamøj som en Kat Fortræd.
Men saasor Husens Folk haaj slot’ æ Lys og gawn ad æ Seng, sa kam dæ her bette Hyldfolk wrassien ind øwer æ Dartrin og to æ Folk dje Plads.
Det war snaar hwer jenneste Awten. Æ Folk kund legg i dje Sengi og hør dje Søslen; og hwor de mored sæ!
De haaj saa tront, saa det war faale.
Ett en Ting, der war i æ Hus, som de ett kund hætt opo aa ta i Brug. De brujt æ Gaanvinde; de fæk æ Straangel gin en Kjørom; ud i Frammes arbed de i æ Gru’ med æ Ildklow, saa det ku høres øwer det Hiele.
Og de gjord aalle nø Fortræd po nue Slaws Iig’; nej, laant ifræ, men war der en Ting i æ Hus, en Støk Kaarwon, heller hwad det være mo, der haaj en Revn, en Mink, en Fejler enten her hæ der, saa skuld de Smo, karenmæ, snaar fo æ standed.
Det war saa møj nø bette raar Morriser”!
Knyw’, Gafler, Potter og Sager, som Folk ku sætt urejn fræ sæ om æ Awten – om æ Maaen, nær de stod aa æ Sengi, lo det hiele ordnt og pudsed som det blankeste Søl’.
Lissem Bøen saa vild de altid gjån ilaw med æ Rok; saa skuld jen te’en og saa en naaen! Den stod naple still a’ hiele Næt.
Og æ Kaarer de skritted og skratted; saa de haaj da osse lawed Tejer.
Haaj æ Kuen i æ Hus faat hinne Rok i Ulaw, saa skuld hun nok læ vær sjel aa ponne ved en; hun kund iløwle ett sætt en i Stand, søen som de Smo kund. Og søen haaj hun da aalle kund splitt en ad, te ett en war i den fineste Orden, inden æ Hyldfolk haaj forladt æ Stow.
Der war baaresten jen Ting, som æ Kuen mott ajt sæ for, inden hun om æ Awten skjød æ Rok tesid: hun mott ett skru’en nied.
For skru’ en tebaag ijen, det kund de Smo ett.
A tinker wal ett, de haar kund now te æ, de bette Proser!
Hør mæ nu, folkensl
Udgivet : 1912
Hør mæ nu, folkens!
A haar aaltid tøt, te æ Bivel war jen af de skjønnest bøgger, en da kund løs i. Herreguj, det war jo snaar den jennest bog, en sølle knæjt kund faa hold i, imen en war minder. Nu er der jo bøgger, saa det gryler; men hwad tror I, der war. da a ust op? Ett for en hawerown af nowe slaws lig! A haar saamænd som hjorddreng manne gaang rend omkap øwer æ hied atter en stump avis for aa si, hwad skjøn der ku staa i den, og faa en bette krumm aa fordryw æ tid mej.
Men æ Bivel, tho den haar da enhwer ved æ haånd, nær en baare ka sans te aa brug’en. Og her skal I lig si min! A haar jo laa en mærk ved de bejst aa æ histaarrier, og hwisomenstid I haar staånd aa hør paa mæ, saa ska a gi jer lig en jenle pa stykker af dem villerst. I ka jo aaltid faa flir, om I’el ha det.
Men nu vild a nødde, te I sku sejj og blyw sur og urrise, fordet a ett fortal atter je katekismus; tho enhwer gjør’æ, saa godt han formor; og de’el jo sej mæ, te a søen haar mi egen maad aa løs æ Bivel paa; tho a haar aalle wot styw i aa løs med anner dje brælier; men sjel om wor præjst nu haar en naaen fasown paa’æ — (a ved æ ett saa nyw, a kommer saa sjalden te kjerk; a tykkes aaltid, dér er søn’en kuld) — skuld a saa ett kund løs mi Bivel uden aa ha æ præjst te a stav for? Jow migi kan a saa! Det war ett andt terre!
Vil I nu baare sætt jer om paa æ bænk, bette folkens, og faa jer pief stapped, saa faar a mæ imedlergodlaw sunded paa æ stilling. — Sesaa, nu er æ mand parat; saa ka vi gjån begynd.