Tryk på en af Jeppe Aakjærs titler, og du kommer til lyd filen, og teksten.
Ellefolk – Po fir glowend
Hyldefolk – Po fir glowend Pæl
Nattepløjning – Po fir glowend Pæl
Nissehævn – Po fir glowend Pæl
Et flot Kast – Po fir glowend Pæl
Hun går igjen – Po fir glowend pæl
Syv Stakke – Po fir glowend Pæl
God igjen – Po fir glowend Pæl
Tyrene stanges – Po fir glowend Pæl
Slottet i Fly – Po fir glowend Pæl
Præstens Karl – Po fir glowend Pæl
Kræmmerdrab – Po fir glowend Pæl
Bjærgets Nøgle – Po fir glowend Pæl
Hør mæ nu, folkens – GJHB
Metuselem – GJHB
A glemmer æ aalle i mi Daw
Aakjær
Ann Mari hinne Filosofi
Autografsamler
Da æ Bjærmand kam
Den dovne Mand (Evald Tang Kristensen)
Der so tow Kragger
En koged hummer
Gammel Kjærlighed
Jawn Humør
Jens ved æ Bæk
Løwn og sand’
Paa æ stur hyw
Æ gammel Snejker
Æ Muespig
Æ Spøgels
En koged hummer
Udgivet: Bovbjerg 19. Nov. 1905
EN KOGED HUMMER
De to mæ po tredve Favne Wand
Ja nue vil sej: en halvhunde
de støste Fiskere få Ferring Strand,
de kund så napple bund’e
Fae gik a så dawle og gro, åja!
No hår a en Kjowl så rø
Søen gor æ gjan mæ det Gued, en ska ha:
Det kommer – nær en er dø!
Paa æ stur hyw
Udgivet: 31. Maj. 1903
Paa æ Stur Hyw
Fræ Kistelbak og te Søndergaard Hyw’
der er en elendig Graan Vej;
og livvel: hwor mild’ jens Tanker ka’ blyw’,
nær en kjender hwer Knot og hwer Vrej.
Der gik mi’ Foræller og pojed og sô’
og fand’ i æ Saând dje’ Fød’;
de laa’ dje’ Ved ad den Gryssen, de gjord’,
— og no er de beggitow død’!
Det sukker saa sær øwer Kistelbak
og hwirmer om Søndergaard Hyw’.
Om det ku’ vi hejsen faa møj aa snakk’
og osse en Hobben aa skryw’.
Aakjær
Aakjær Bøj
Lidt sønden Fløj,
der bløw a føj,
der hjalp a tit mi’ Kow a Døj.
Det blæser møj
i den Graan Bøj,
men baag hwer Dig’ gir Minder Løj.
Der so tow Kragger
Udgivet : 3.Jan 1909
Der so tow Kragger
Der so tow Kragger paa Kistelbakk’
— nej, som æ Suel den skjenner!
den jen’ den nevved den naaen i æ Nakk’,
for de war tow Hjatens Venner.
Saa fløw de op po dje villerst’ Ving’
— nej, som æ Suel den skjenner!
Aak Ko’s, hwor sø’n en Pa’ Tow ka’ swing’
nær føst det er Elskow, som gjenner!
Saa standed de dem en vilre Red’
— nej, som æ Suel den skjenner!
af Gren’ saa glatt’ og af Strô saa skred’,
saa ingen ku’ ønsk’ sæ en pænner’.
Dér lod de dem hwist’ af Vind og Vejr,
— nej, som æ Suel den skjenner!
og haaj æ saa skjøn, ja, Taarier sej’r,
laant skjønner’ end Kragger fortjenner.
Snaar kravlt der en Ung’ paa hwer en Pind
— nej, som æ Suel den skjenner!
saa swot’ som æ Mue i Sind som Skind
— den Swej er der ingen, som lenner.
— Aa, war en som søen en betle Fowl,
— nej, som æ Suel den skjenner!
saa vend’ a aalle med Greef og Skowl
en Awer saa saane og stjenne.
No gor a saa stogend laangs Kistel-Bakk’
— nej, som æ Suel den skjenner!
for tow ka’ nevves, og tre ka’ snakk’,
men den ka’ kuns sukk’, der bløw jenne.
Gammel Kjærlighed
Udgivet: Bovbjærg 16. Okt. 1905
Gammel Kjærlighed
Vi er bløwen nøj aaldre, Kræn Nargaard,
og wor Øwn ka’ ett wal skimm’ æ Dar’,
og wor Kinder er gro, og wor Hinder er blo,
og vi spilder æ Mad aa æ Far’,
Vi er bløwen nøj stogend, Kræn Nargaard,
og æ Kjæp den maa værg’ for æ Bjen’,
og æ Vægg maa gi’ Støtt’, nær æ Træsko ska’ flytt’,
og æ Furd maa ta’ Wor’ o æ Stjen’.
Det var alln i æ Føsten, Kræn Nargaard,
da war vi en bitte Graan lin’,
og wor Øwn de war klaa’, og wor Tanker war glaa’,
og wor Klejmon war flunkend’ og fin’.
Aa, saamøj en tyt om dæ, Kræn Nargaard,
nær do mødt’ mæ dernied’ i æ Kjar’,
og do løwt’ mæ iland øwer Vilder og Wand —
for æ Engi war sjalden ret tarr’.
Ka’ do how’, te do kyst mæ, Kræn Nargaard,
en Sønde, a band’ dæ di’ Kled’?
A ved aalle nø’ Daa, a haar wot snaar saa glaa’,
og ino kan a græd’ ved mi’ Gled’.
Men si’ Sindlav den hwerrer, Kræn Nargaard,
og wor Suel gik jo snaar for en Blaan’;
for som Wand skjeller Hy — ja som Himmelens Sky,
saa skjelles jen Ven fræ enaan’.
Aa, saa jenle en haar æ, Kræn Nargaard,
og saa laangle æ Daw’ læ’ sæ slid’!
Men en ta’r jo si’ Torn, og en bærer si’ Born,
saalæng’ en maa her gaa og strid’.
— Læ’ wos saa komm’ te Stumlen, Kræn Nargaard,
og forglemm’, hwad der ett ka’ vær’ alln!
— Ka’ do skimm’, om æ Hyld’ ino stor med si’ Fyld’,
for de sejer, æ Blaad’ ska’ vær’ fald’n.
Æ Spøgels
Udgivet 1905
Æ Spøgels’
A kam op ad Resendaal
øwer æ Brow ved Mølgord;
der a mødt’ en Treals-Kaal
— det var den død’ Jens Kjølgord.
„Haah!
Haah!
A faar aalle Naad’!
A haar kwol mi’ Nobomand,
og a haar brænd’ mi’ Laad’!”
A kam te aa bevverist’,
som jen der blywer kold-slavn;
“Bitte Kos og Jøsses Krist!”
— A sto’ som a war trold-tavn.
„Haah!
Haah!
A faar aalle Naad’ —”
Mi Kuen haaj faat en Baaen mir,
derfor haaj a hat møj Rend;
æ Daw’ war’ kort’, æ Suel war nier’,
æ Maan’ haaj faat si’ Nøj tænd.
„Haah!
Haah! —”
A war bleg, men Jens war swot.
“Aa Gud! du mo ett haad’ mæ!
for war a ogsaa slem te’e Kwot,
saa mo du no bewaar’ mæ!”
„Haah!
Haah! —”
Saa laa’ a Damp — da som en Røj
hen øwer Blød’ og Knoldkjar’;
mi’ Hueser de løf fuld af Døj,
endda de far war aaltar’.
A vild’ jo rend’ æ Spøgels’ træt;
det bløw for haa’dt te mi’ Sid’:
Da a haaj rend den hal’e Næt,
vi war indno ali’sid’.
„Haah!
Haah! —”
Og bløw æ te, a fæk nø’ Len
— og Len det fæk a somm’sind’ —
saa li’saa snaar, a sak ijen,
det brøll’ imued mi Tromm’hind’:
„Haah!
Haah!
A faar aalle Naad’!
A haar kwol’ mi’ Nobomand,
og a haar brænd’ mi’ Laad!”
Det to’ mi’ Lu’ o Kistelbakk’
— det war ett te aa hold’ ve’ed —
mi’ Hor det løwt sæ i mi’ Nakk’,
mi’ Skjot war wot af Koldswed.
Ja der war hejsen Faar’ paa Fæ’d,
— det war ett nøj a tint jenn’ —
a rend’, saa for mi Træhskobed’,
der stented Kamp- og Flintstjen’.
Søen kam a ind til Resengord’;
men aalste’ war æ Pwot lot;
æ Hund’ de glammed lisse sor’;
baag hwer en Rud war swot, slot.
Men lig’ hwor no han bowr Jens Gaad’
— I ved: mi Ku’ens Hal’bror —
der faarer a søndenom æ Laad’
og vejstenom æ Kaalgord.
„Haah!
Haah! —”
Æ Spøgels’ han war hejs ett sien,
han flywer om æ Laad’swing,
saa Bankerot og Taag’ og Stien
det danst som anne glaad’ Ting.
Æ Nøj war gaven for en Blaan’;
da gaalt’ æ Kokk’ i Mølgord —,
a vend mæ, som a lig’ sku’ daan’
da sak den laang’ Jens Kjølgord:
„Haah!
Haah!
A faar aalle Naad’!
A haar kwol mi’ Nobomand,
og a haar brænd’ mi’ Laad!”
Nattepløjning – Po fir glowend pæl
Udgivet: 1923
Nattepløjning
Nej, en ska taal te dem. Det ka, karenmæ, lidtle hjælp, en er ræj for dem.
Hvad er der osse aa vær ræj for, nær en haar Worherr med sæ!
Søen war derjen Gaang en Bejskræmer, som de haaj gin Lov te aa legg en Næt øwer i en ødlet Gord i Søwel.
Han war falden i Dumsen’, men ud ad æ Næt vovner han saa ved, te der er jet’ heller andt, der gir da en grimmige Ryk i æ Dyn, han haar øwer sæ.
Æ føst Gaang war han lig ved aa trow, te det war jen hæ naaen der vild ha si Spel med ham.
Men han kam sgi snaar po anne Tanker, for det bløw ett ved den Ryk; men det røt anden Gaang, og det røt tredje mej. No war æ Krænier ski bløwen en bette Kaal.
Han rækker ud øwer æ Stok for aa føl sæ for; men ubav endda! Der for han om en iskold Haånd; og den klemmer te, søen det betyd nøj!
No reser æ Kræmer sæ kavref i æ Vejr og ud aa æ Seng læ han ta, men’ æ Skjot dasker om æ Lor’ af ham.
Han ind te æ Folk i æ Sovkammer, hwor han lawer en Vejlo, saa det war faale;
War det en Seng aa legg ham i! Tho der war jo klaar Fanden tefaes. Han haaj aalle wot ud for nø lignendes i hans Daw’!
Han ga aa æ Væssing”, skjeldt ud i sturige Maader.
Heller legg i æ Swynsti end i søen en Moghwol
Ja, det vidst æ Hosbond ett nø Forre for. Han haaj aalle sjel lejn der. Men tbo der war da osse anne Sengi i æ Hus!
Saa fæk di æ Bejskræmer i en naaen Seng, og der bløw ett snakked mir om det den Gaang. –
Men saa er æ en Aftenstaånd, te æ Forkaal skal ud og gi dje Hejst den sidst Gjewt. Han haaj elt faat nø Løjt i æ Haånd, for han vidst jo, bwor han haaj æ Hakkelsdyng, hans Kuen og hans Sager.
Men lig med Jet stor der saa en swotte Skivels i den mørk Fuergaang lig ved æ Sid af ham.
Æ Kaal war ett forfar, han begynder aa tæst ham an; hvvad han gik her aa fesentired atter?
Jow han bad da æ Kaal saa mindele om aa gjør sæ en Tjennest.
Engaang for manne Herrens Tider sind haaj han ejed den her Gord, og nær han no aaltid maatt go her og stommel uden aa kunn find nø Fred i hans Gravv, saa war æ dessi Skyld, te han, imen’ han løwed, haaj plowed jen af hans Noboer wal nær.
Men hwis æ Kaal no imaaen den Daa war vild læ for æ Plow og kjør ud o æ Mark og dér ta lisse manne Plovfurer i æ Snø, som han – sølle Kumpen – haaj tawn i æ Mold, saa kund han fo Fred, dér hwor han no war.
Og det bløw osse gjord!
Og saa sor’ æ Suel haaj blønded æ Jurd saa møj, te æ Plov ku kom under æ Tjel bløw de her Omferre laa tebaag te den Gord, der war bløwen forrasked – og sind er der aalle en Menneskbaån, der haar mærked det mindste te den her sølle Stønnis i æ Læjerbowser.
Nissehævn – Po fir glowend pæl
Udgivet: 1923
Nissehævn
Men no skal I da karenmæ osse hør’ lidt om æ Nisser”, saa Jehannes.
“De mo ett hiel blyw glemt.
Se, æ Bjærremænd, der er bløwn snakked en Dil om i Awten, de haaj jo dje Tilhold rundenom i æ Hyw’ og æ Bakker; men det vild æ Nisser ett læ sæ nyw mej; de vild missen indendar aa bow og ha dje Kotir med anne Mennesker.
Derfor bløw de kaldt Gordboer heller Gordbonisser. Og de kund hold en faale Rettense i en Gord, saalæng en sto po en gued Fued med dem, men der skuld heller ett møj Kunster te æ, far de kund blyw ret saa hjernegal’; og saa kund de hætt po de væste Skaarstykker. – Søen haaj de po jen aa æ Gord’ i Kostowf- en Gordbonis.
Det war saamøj en Træjring! Men somti drøw han no hans Kigser aavidt; saa mott han jo snevves, og det war æ, æ bette Morris ett po nue optinkele Maader vild tol.
Og saa bløw der jo Kommes! Det war jo da for det Mjesten henn i æ Udhus’ han haaj hans Gaang; – i æ Sals ved a ett, te de haar sit ham – søen osse i den Gord, hvorom no Taalen er.
Hwitte’ saa æ Kaal’ kam ud, saa war Gordbonis tefaes. Og det war han lig vis, om det war Næt hæ Daa, for hans Lojer dem slap de ett for.
Søen ski’ æ ett saa sjalden, te haaj en Kaal la sæ for aa ta hans Mejjesøvn i den jenn Hjøgwol, saa wa’ æ lisse re, te han slo hans Brikker op i den naaen.
Tho saa kund æ jo hænd sæ, te æ Kaal’ bløw urrissæ øwer den Bettes Kanallistræger og prøwed po aa ærre ham ijen; men Gu Faare bewors, hwor fløjtegal æ bette Stegi kund blyw!
Søen war æ en skjøn Slettdaa, æ Kaal’ haaj wot nied ved æ O og hwerre Hy, no war de kommen hjem aa æ Engi for aa skjelt sæ en Mejjessøwn ind” i den suel Hjøgel. Søen i æ Mejjesbrynd’ er æ jo raarest aa vær i Skyggi. Men som de ska ind ad æ Risthusdar, saa sie de, te gotten Nis sejjer aa dingler med æ Træsko ud aa æ Kwistlog, tho det war jo rigtig hans Kans aa sejj her aa slikk Suelskjen, men’ de anne gik ved dje Arbed.
Og saa er der da jen aa æ Kaal’ – han haar wal sajt hat nø Pek te ham – og saa tøt han wal, te her so æ bette Kaalsen godt for æ Skrald – nok aa fortæl’: han griver en Rawt og leg’er da te den her bette Pirris i syndig Maad’er! søen en Par rigtig jawngued Swirp øwer æ Taller! Den bette gir en stur Hwæ fræ sæ og kyster Bagkorre nied i æ Hjøgel.
Æ Kaal’ baagatter hweranner ind ad æ Dar aal det, de ku støwtrend!
De trower jo, de skuld ha græven ham! Men vild de ett nø andt!
Der war sgi ingen Nis aa opdav; han haaj salvired sæ. Og de laa dem te aa sow’ po dje grønn Or.
Men Ihvad Nis han haar aa gyer! han fat i en laang Rinkning Reeb!
Den jen End fo han swired om æ Knaagler aa æ Kaal’, søen te de udgjør en passend Knip; den naaen End’ øwer æ Haandbuend, saa harows og harop med æ Sager!
Der hænd æ det Hiele! I kan trow, der war Skrej i æ Arbed!
Jen, tow, tre! saa so en jo fir før’ Kaal’ der hænd og spadjed som en Knip røged Sild po jen Snor.
Og de elendige Mennesker, der vownt op og fand sæ sjel i den Handtiring, – æ Hued nied, æ Træsko den naaen Vej – de ga jo hwer Spjat, og nø Hwæl, bette Bøen, som skuld dje Lyv da ta’ End’.
Og æ Gordbo han sto jo der nejenfor og skogred og slow sæ po æ Knæer og skaft sæ, det lied Ting!
Det war Wand po hans Møli!
Tesidst kam der jo da Hjælp tested og fæk æ sølle Knæjt’ fired te æjurd, inden de rejn haaj mist æ Aand-.
Sind trowr a’tt, de prøwed po aa legg Daller te Gordbonis!
Et flot Kast – Po fir glowend pæl
Udgivet: 1923
Et flot Kast
Jow stæl fræ hinaant, det vild æ no, æ Maag, – men tho det er der endle osse anne, der vil – og forliges øvver en Dartrin, det kund æ heller ett.
Søen mødtes tow Gordboer en Awtenstaånd, hwer med en gued Borren Halmbrøjjinger po æ Nakk, lidt nurden Traannm’ Kjerkgo.
Naa, det gor hwerken war be bejer end de kam jo te aa skjær sammel da saa læstele om det her Halm, omsi’e knnd æ Mund’ ett gjør æ ud, men æ Næwer maatt te aa klaar æ Facet.
Men hér er den jenn den naaen saa øwerhaånds’ i Kræfter, te han tar ham lig i æ Kasilken og kyller ham saa høt i Luften te han støwter nied en Stød vejsten for Kowernp Kjerk, og det med en søen Skaltaarn, te der hløw en sturige Grawuel i æjurd, der atterhaånd fyldtes med Wand og bløw te det, i sind haar kaldt Taastnm Sø.
No er Traannm Kjerkbakk en grumme raar Stej aa hwist nøj fræ sæ po, men kyll en Mennesk – sjel om han er bette – en styw Mil igjemmel Luften, det ska der no iløwle majte Kaal te!
Hwad miner do, Jens Daalum? Do haar jo wot Tøndtæsker og haar heller ett wot med dem hjamsk hwad Kræfter angor.
Nej saamænd”, swored Jens Daalum og so ud øwer æ Hied mod Vrow’ Kjerk; anne tøt moskisæ” han so mod Resen, der er Annegs.
For Jens war møj skjelywed”, saa han ku sajtens kik den Mil forkirt.
Hun går igjen – Po fir glowend pæl
Udgivet: 1923
Hun gaar igjen!
Mell aal andt Skidteri, der faares ved Nættetid’er, er der snaar et nøj saa lied som det, de kalder Gjengaangere.
No gaar der wal nap saa manne som i foromgoddaw, men der er syren mæ nok af dem ino, for den der haar æ Brikker med sæ.
Søen fortæl’er di om en Kuen i Vrou, der war da saa møj slem te aa go og putt æ Peng tesid for æ Mand, hun haaj – helsen war dæ saamænd ett nøj aa sej æ Kuen po, te a ved.
Men den her lied Handtiring war der ved hind: æ Peng forswand for æ sølle Stoder, og ett en Kjeft, and æ Kjælling, kund ved, hwor de war bløwen aa.
Og hun kund ti’, aaestej. Men hør I kons no: Æ Kuen blywer tawn nied, blywer mir og mir simpels, og bejst som det er, saa dør hun da osse og blywer begrawed – “med æ Skind opo”, som det lvder for en gammel Sej.
No, saa kund æ Mand jo da behold de Skjellinger, han forhwerred og fo æ Skatter klaarired.
Men ret læng wored æ ett, saa bløw æ jo opped, te dæ her sølle Kwindmennesk kund ett find Fred i hinne Grav for den her syndige Handdring imud hinne Hosbond.
No, det war no ett nær enhwer Kuen, der vild ha tawn sæ a saa nær; men den her maa wal ha wot som en Krumm finfølendes, for bejst som det war – mødt” Nættertider – saa kund de si æ sølle Kwind’ sto i hinne baar Linned under en Bjælk op i dje Owerstow og smaakratted, pilked, pilked, med æ Negl’ op i den her Bjælk.
De haaj sit hind, affentow, bode den jen og den naaen; og æ Mand war ved aa blyw aalsær ved æ.
Saa en Aftenstaånd kommer æ Pig flywen ind i æ Stow te æ Mand, saa hwid i hinne Hued som en kalked Vægg: “Aae, Jøsses!” hwisked hun, “no haar vi Mari ijen!” Æ Mand – han tar ett flir Urd, men gaar hen og lenned æ Dar ind te æ Owerstow.
Æ Maan skjared lisse klaar ind ad æ Østerrud:
Jow, der stod hun – og pilked ved æ Bjælk, som sædvanlig.
“I Jesu Navn, hwad søger du, bitte Mari?” saa æ Mand og gik hen under æ Bjælk; og der i en usle Revn’ fand han en Markstykk, som han to’ søen imell æ Finger og vist’ hind.
Det war en gued Gjærning han gjord hind dér. Uden jen Urd war æ Kuen forswunden, og aalle nue Menneskbaaen der haar sit hind sind.
Hyldefolk – Po fir glowend pæl
Udgivet: 1923
Hyldefolk
Ja Ellfolk, det ved a wal”, saa’ Jens Daalum, “de findes saa manne Stejer; men er der nue a’jer der kjender nøj te Hyldfolk.
Nej, si I det. Da ved a jen Stej, der haaj de dem i mi Drengidaw. Det war migi hernied po Lundø.
Der lo en Hus lidt far, en nowr æ Tap, og udenfor dæ hæ Hus stod der saamøj en gobommele stur Hyldtræ; der haaj de dje Kotir.
Og det war nø bette freddele Nøj-, der aalle gjord saamøj som en Kat Fortræd.
Men saasor Husens Folk haaj slot’ æ Lys og gawn ad æ Seng, sa kam dæ her bette Hyldfolk wrassien ind øwer æ Dartrin og to æ Folk dje Plads.
Det war snaar hwer jenneste Awten. Æ Folk kund legg i dje Sengi og hør dje Søslen; og hwor de mored sæ!
De haaj saa tront, saa det war faale.
Ett en Ting, der war i æ Hus, som de ett kund hætt opo aa ta i Brug. De brujt æ Gaanvinde; de fæk æ Straangel gin en Kjørom; ud i Frammes arbed de i æ Gru’ med æ Ildklow, saa det ku høres øwer det Hiele.
Og de gjord aalle nø Fortræd po nue Slaws Iig’; nej, laant ifræ, men war der en Ting i æ Hus, en Støk Kaarwon, heller hwad det være mo, der haaj en Revn, en Mink, en Fejler enten her hæ der, saa skuld de Smo, karenmæ, snaar fo æ standed.
Det war saa møj nø bette raar Morriser”!
Knyw’, Gafler, Potter og Sager, som Folk ku sætt urejn fræ sæ om æ Awten – om æ Maaen, nær de stod aa æ Sengi, lo det hiele ordnt og pudsed som det blankeste Søl’.
Lissem Bøen saa vild de altid gjån ilaw med æ Rok; saa skuld jen te’en og saa en naaen! Den stod naple still a’ hiele Næt.
Og æ Kaarer de skritted og skratted; saa de haaj da osse lawed Tejer.
Haaj æ Kuen i æ Hus faat hinne Rok i Ulaw, saa skuld hun nok læ vær sjel aa ponne ved en; hun kund iløwle ett sætt en i Stand, søen som de Smo kund. Og søen haaj hun da aalle kund splitt en ad, te ett en war i den fineste Orden, inden æ Hyldfolk haaj forladt æ Stow.
Der war baaresten jen Ting, som æ Kuen mott ajt sæ for, inden hun om æ Awten skjød æ Rok tesid: hun mott ett skru’en nied.
For skru’ en tebaag ijen, det kund de Smo ett.
A tinker wal ett, de haar kund now te æ, de bette Proser!
Syv Stakke – Po fir glowend pæl
Udgivet: 1923
Syv Stakke
Se, hwormanne Nisser der end war, skuld en iløwle aalle find mir end jen po æ Stej.
Det war saa lig møj, om æ Gord war stur hæ bette; søen war det no bløwen skjewt, og det kund ett vær annerledes; for haaj der wot flir, hworden skuld æ vær kommen terett med hinaant?
For saa møj nø bette ildworre’ Kram war æ jo.
Søen lo der en Stej alisid en Præjstgord og en Herregord.
Og de haaj hwer si Gordbo, som Taalen er.
No kund æ Præjst jo ett hiel klaar sæ i Awl med æ Herremand, hwad der jo ett war aa und’res øwer; men det kund æ Præjst hans Nis no ikki fordrage.
Søen stor der jen Atteror syw skjønne Stakk po æ Herremand hans Towt men baare fatte fem po wor Præjstes.
Aae, som den Nis han ærret sæ! Han kund i Maanskjen sejj aa kig’ atter de her Stakk, som æ Herremand haaj, te hans Øwn rend i Wand ved æ.
Ja, som det bette Morris da war misuenle!
Saa en mørk Næt – saa kund han sgi ett hold sæ i æ Skind længer.
Men kjek! saa war han krawlt aander den villest aa æ Herremands-stakk; han reser en i æ Vejr po dæ her bette krumm Bjenn og begynder aa hæfler aa me’en; det war jo æ Mjenning aa æ, te den skuld herrøwer po æ Præjst hans, inden æ End to.
Kund han fo det rigtig bostavired, saa haaj de hwer sæjs; det tøt æ bette Løjnør, te søen war æ ret skjewt. Men Skam kam atter æ!
Lissem han er aalbejst i Gaang mej aa faa æ Stak hæffelt te sæ, saa kommer jo æ Herregosnis – de haar æ Øwn med sæ, de Kaal sjel om Nætteti’er! – og han war saa gal te han stied !
Om han ett lig vild drej hans grim Nies den naaen Vej og bær dje Stak tebaag, hwor han haaj knæwen’en!
Nej aalle Taal om den Ting! Søen vild den Bette ett slipp, hwad han haaj faat Hæws po.
No; det kam da te aa slaaes saamøj værles!
Den jenn brujt en Harre og den naaen en Plow; saa der wanked helsen jawnhen gued’ Singelduser! En mo jo undres øwer, te de ett fæk hinaan rejn og baar maskerired.
Tesidst war de da osse saa udgjord som en Par Kokkywlinger, nær de for Aller haar wot opp aa toppes.
Det war knap de kund kryw tebaag hwer te sin’.
Da æ Folk i de to Gord kam op om æ Maaen ku de da i al Verden ett forsto, hwad der war gawn a’ dje Stak te æ Herremands, te den sto henn mødt mell æ Gord’ og kund hwerken komm teframm hæ tebaag.
Der war jo nok en Par bette Kanniser, der kund ha gin Beskejn, men hwor de war henn den Tiddaws, det war ett godt aa sej; for de haaj jo hwer for sæ faat mir end nok aa blæs po.
Hør mæ nu, folkensl
Udgivet : 1912
Hør mæ nu, folkens!
A haar aaltid tøt, te æ Bivel war jen af de skjønnest bøgger, en da kund løs i. Herreguj, det war jo snaar den jennest bog, en sølle knæjt kund faa hold i, imen en war minder. Nu er der jo bøgger, saa det gryler; men hwad tror I, der war. da a ust op? Ett for en hawerown af nowe slaws lig! A haar saamænd som hjorddreng manne gaang rend omkap øwer æ hied atter en stump avis for aa si, hwad skjøn der ku staa i den, og faa en bette krumm aa fordryw æ tid mej.
Men æ Bivel, tho den haar da enhwer ved æ haånd, nær en baare ka sans te aa brug’en. Og her skal I lig si min! A haar jo laa en mærk ved de bejst aa æ histaarrier, og hwisomenstid I haar staånd aa hør paa mæ, saa ska a gi jer lig en jenle pa stykker af dem villerst. I ka jo aaltid faa flir, om I’el ha det.
Men nu vild a nødde, te I sku sejj og blyw sur og urrise, fordet a ett fortal atter je katekismus; tho enhwer gjør’æ, saa godt han formor; og de’el jo sej mæ, te a søen haar mi egen maad aa løs æ Bivel paa; tho a haar aalle wot styw i aa løs med anner dje brælier; men sjel om wor præjst nu haar en naaen fasown paa’æ — (a ved æ ett saa nyw, a kommer saa sjalden te kjerk; a tykkes aaltid, dér er søn’en kuld) — skuld a saa ett kund løs mi Bivel uden aa ha æ præjst te a stav for? Jow migi kan a saa! Det war ett andt terre!
Vil I nu baare sætt jer om paa æ bænk, bette folkens, og faa jer pief stapped, saa faar a mæ imedlergodlaw sunded paa æ stilling. — Sesaa, nu er æ mand parat; saa ka vi gjån begynd.
Ellefolkl
Udgivet 1923
Ellefolk!
I mell aal anne “gudskafte Væsner”, som de Gammel haaj aa draawes mej, saa war der jo osse nøj, te de kaldt for Ellfolk.
Det vild gjan hold te hvvor æ Bund war nøj wande – i Ængi og Kjar’ og anne sid Stejer.
Nied i en Daal po Trøwed Østertowt nø fo Fawn’ø sønden æ Vrat der lo der i mi Præjstdaw en Hyw, og det vidst de Gammel aa fortæl, te her haaj sgi æ Ellfolk dje Bow
Det ku gammel Søren Nargo snakk mej om, ja, ’sajn ku han saa!
Han war kommen te Pampren hjemad en silde Awtenstaånd. Det gik jo laangsom i de taang Træsko; hwa, Søren haaj jo Tid te aa ta æ Vej med sæ.
Nøj swirend haaj han jo nok wot; det tinker a wal.
Og saa skal æ jo ett go hwerken ward hæ bejer, end da han kommer forbi dæ her Krumm Hyw, saa reser en sæ op lisse værles po fir’ glowend Pæl’, og ind under æ bette Hyw der myldrer æjo af dæ her smo Kanniser”, der mored sæ, danst og spøjt og slo op i syndig Maad’er; og den skjønnest Musik en ku ha for æ Ører!
Og somm sjowed og somm drak – men der war osse anne der kjemmed æ Bøen dje Huejer med bette smo Messingkaamm. Og gammel Soren han sto aal fornumred i æ Læjerbowser og seglt og smogrinned te sæ sjel og so po de her bette Proser og aal dje Firmen-ved.
Men po jen Gaang opdawed dejo, te de er belured; og det er nøj af det væst, de ved.
Og far han ka fo æ Træsko drejed om ad den rett Straag, saa haar han æ hiele Myldr om æ Ører som en Swarm Hwewser.
Og det røw og det bied og ga ham hwer Kjevop, saa han ku godt ha spytt en Tænd.
Det war vis den jennest Gaang, te gammel Soren haaj hat tront; æ Skovbotræsko war jo ett søen aa faa slawn i Gaang; tho han war jo en gammel Mennesk den Gaang, Soren, og -som a saa’ – nøj swirend owen i æ Handel; og endda det ett war mir end jawnhen mørk, saa war det ligmøj hwad det mott gjeld, saa ku han ett find æ Vej hjem!
Æ Gord lo da ett mir end en Par Bøssskaad fræ dæ hæ speddelsk Hyw.
Men det war lig møj hwad han strabesired sæ, de her stur Kjarknold, æ Kram haaj faat ham ind imell, kund han ett komm væk fræ ijen foraalle det, men trilt ikold hwer Ywblik, op ijen lisse sor, ijen tæsked imud æ Jurd; og hwer Sanskaag saa det sang, nær han lo nied!
Der kund de her smo Pøjkere rigtig komm te aa legg Daller te ham!
Saa æ sølle gammel Mennesk trowed, te de skuld rejn ha paated ham; han war da lig ved aa gaa fræ æ Snøws.
Endlemol kam han iløwle fræ æ Knold’ og op po dem hyw Awer; her smed han æ Træsko og to te Sprøng atter æ Gaadsled; mir død end løwend fæk han æ Dar røwen op ind te dje Forsti og fæk en da osse slawen i, inden han sak om.
Her kund han da endle bego sæ for æ Kram.
Og her fand de ham om æ Maan imell æ Foer saa simpels, te det war faale.
De trowed jo no hwer jen, te det war æ Ronnivejjer, der haaj bukked ham – og han haaj missel osse blo Stejer o æ Bælle! – og han saa haaj lejn og dremt det Hiele.
Men det vild gammel Soren no ingen Taal hør’ om, og han kund beskryw dem hwer Ting lisse grangivele.
Men æ Ellfolk og dje Handtiring – dem kund Soren no iløwle læ vær aa log’ atter en naaen Gaang.
Metuselem
Udgivet: 1911
Metusalem
Nu far enhwer gaar te sin, saa skal I endda hør en bitte krumm om ham Methuselem, de kaldt ham.
Han bløw jo ni hunder og ni og tres aar, inden han død, hwisomenstid det helsen er sand; men det forstaar sæ: saa war han jo ogsaa halvfems, inden han ku gaa med æ hjølli!
Si kuns saa:
Sjel hed han Methuselem, og æ muer det war Ma’ Thuselem; æ faa’rs navn ved a ett nø forre for, men æ slaw ska vær redle nok.
Da han nu war skrejen øwer de fyrre, saa begynd æ muer aa snakk med ham om, te nu sku han te aa aasi æ patt te en minder, der war i kom.
Saa bløw han da rejn saa faale harmt, indte de haaj faat ham lær aa skraa.
For saa bløw det saamøj det sødest! -Nu, stur sager er der jo ett aa meld om æ mand; han holdt mjest aa aa faares i stilhied — men jen spil ska a iløwle fortæl jer om samm gotten swend.
En daa haaj de send ham ad æ mues aa graw tørr. Men han haaj jo’tt den samm maal paa æ tid som en naan jen, saa han sanst ett aa komm hjem te Awtren.
Han war gavn ud ved majdaastid, og han kam hjem te kjørmes; da war han trængend for hans nætter.
Det haaj han nu tavn for jen daa.
Saa han war javnhen gued aa send i æ hied, for hwem der lejer lyngslet i dawvis.
Men a trowr ett, nue vild hætt paa aa skikk ham atter jurdmu’r, for en ku jo resikir, te han ett kam tebaag, får æ ung ku konfirmires.
A ved ett, te han bløw gywt nowesind; og hwem sku wal ogsaa ta søen en gammel negger, nær der ett var skjellinger aa hivsk, og det war der nok ett der paa law.
Han haaj nok hat æ i tanker aa foranner sæ nowe gaang, men inden han fæ sæ betint, war æ sølle pig baade død og henn.
A vild gjån ha kjend æ persown, men a vild missel nødde ha hat ham te awtesmand, for det vild ha bløwn en slem forhæftels paa en gord.
Kund de faa ham ind paa en dram og en drik øl, saa war han en kaa’l te aa fortæl, for han ku how endnu længer tebaag end æ Vænø-Slegi, der sto ved de Hossens Kyrassirer og war med Napoleon i Frankerige.
Men han hér — Methuselem, han kund how den tid, da der gik “Kjemper paa Jor-den”, der war saa hyw som Saal Kjerk, der haaj træsko saa stur som Wandtrow og Hatt som en Vejrmøll.
Han var gået ud om foråret, og han kom hjem mortensaften. Da var han nemlig begyndt at føle sig lidt småsulten.
Og de søjt ind te “Menneskens Døtre” ved nættetider, hwis ett en holdt æ dar lot; og dérfræ stammer aal wor gordbonisser og troldfolk og aal de bjær’mænd, der haar wot i Daabjær’Dojs, saalæng te nue ka how.
Men hans oldfaa’r han kund how saamøj længer tebaag, for han kund how, te æ Dæwel en søndermaån får æ præjken war bløwen hwist fræ æ Himmel og nied i Helvede med en skaltaarn, saa æ jurd rist.
I hans walmajtsdaw maatt han jo affensir for æ fød, som en naaen, men da han bløw aalder, so han gjan ved æ kagel, ligmøj om en war warm hæ kold.
A kagel bløw fornøjed manne gaang, men han bløw sejjend.
Han bløw saamænd en ring mennesk, inden Worherr to ham; æ brændmen ku han ett taal og æ brød ku han ett faa tøgged.
Men en kund aal tid gjør ham glaa med en skraa.
De sidst fi’hunder aar laa han jo kommunen te byrde. For han løwed iløwle ett saalæng, te han fæk nø nytt af æ alderdomslov.
God igjen
Udgivet: 1923
God igjen
Jow, det war te Tier en wanskele bette Kaal, den Nis, men imellstaånd ku han osse vær grumme gued a’ sæ.
Men han vild jo gjøres en bette Krumm ud aa for hans Guedhied, og tho, de’el en naaen jen wal osse, nær det kommer te æ Stykk!
Hans Grød Ywlawten – dem vild han no ett goes fræ mej, og Smør i æ Grød, det war osse en saa” Ret; bløw det forsæmt, saa vidst en aalle hwad æ Morris ku hætt po.
Og det skuld en wal heller ett tøkk’, der war formøj for aa go og si po en Hosbon’ si Bejst en Or om?
Søen fortæles der om en Gordbonis, der holdt te i jen aa æ Gord’ hernied i Trøwed”.
De haaj faat dem en nøj Pig, og hun sku saa te aa dryw nø Fjanterads med sølle Nis; saa da hun Ywlawten ska te aa law ham hans Grød te, legger hun æ Smør po æ Bund’ aa ’æ Sætt; med æ Ma’stok hjunsler hun saa æ Grød derovenopo; søen sætter hun æ Fad ud po dje Lo’gwol.
No, æ bette Vratling” kommer og ska te aa smumme de her Grød i sæ, som han war faale hægend atter; men da der for ham aa tøkk” ett er saa møj som jen Smørkaw’ i’em, blywer æ Spirris jo saa und”, saa han hwinter, hugger æ Skir lig imud æ Laaedar og faarer ud ad æ Nøds og drejer æ Hals om po tow af dem villest Kyer, de haaj i æ Gord.
Og da han haaj udretted det Stykk Arbed, saa seller han sæ tebaag ijen ind te hans tar Grød. Han to’ nø gued Skjeffel, for han to’em i’æ Gal.
Men ret manne haaj han ett tawn, far æ Smør begynder aa kwæld op fræ æ Bund. – I hwa’ wa’ det her endda! Saa war der jo iløwle Smør!
Endda møj Smør, ja, mir end han nowti haaj faat i hans Grød!
Haaj han no her undlywed tow saa herlige Kyer, nær æ Folk haaj gjord saamøj ud af ham!
Ih føj for en Vesen endda! Æ bette Vennek so og bløw aal beveged.
No, han tæmt da æ Skoel for æ Grød og visked sæ lidt om æ Skjek; – men det ka I lig sej’ aa: det bløw en urolle Næt for Gordbonis, søen det bundted nøj!
Han ud i æ Land, aal det de smo krumm Bjenn kund traw, fræ Nøds te Nøds, øwer den hal’Jyllen, – om ett der sku’ sto en Par Kyer jestejes, der lignt dem, han haaj møwred
Og Syrren slaa ham! om ett han, inden æ Dawskjar kam, haaj funden, hwad han søjt: jen Kow po Mos og jen i Thy; dem fæk han po æ Ryk, harans! hjem te Trøwed med dem, og de stjendød Aasler i æ Bôs’ for dem, han haaj knævven!
Men da æ Daa war po Sky, og æ Pig’ kam med hinne Stripp og skuld te aa lin æ Jøwer” po de her nøj Kyer, saa vild dejo ett sto still, de war nøj kjelle ved æ Patt, war jo wuen te en naaen Malker; og æ Pig to’ po og bløw nøj værkele”.
Men bette Nis war osse her ved æ Haånd og hwisked te æ Pig, nær hun ga væst aa æ Saws, for aa gjør hind mir rolle:
“Ti still og ett kny, for den jenn er fræ Mos og den naaen fræ Thy.”
Tyrene stanges
Udgivet: 1923
Tyrene stanges
Men no vil æ fortæl jer en Histaarri, som a hør, men’ a tjent derud i æ Vejsten.
Det war i en Bøj i æ Nærhied a’ mæ, te der en Daa gor en Buend og flytter no Foer henn’ po nø Ud-awer.
Lig med Jet stor dæ saa en bette gro Mand ofor ved ham og sejer:
“Hør, Fallil, vil do gjør mæ en Tjennest?” “Ja, det kan godt vær”, sejer æ Buend. “Hwad skuld den besto i?”
Jow, sir do, a bovvr no i æ Hyw, en ka si derhen mud æ Hied.
I den næjst Hyw bowr der en Mand af samm Starels; men han og mæ vi er no bløwen ujens og kan ett komm terett om wor Sager, hwerken for ledt hæ møj.
Og imaaen ska vi saa te aa slaaes, og det ka gjån komm te og go po æ Lyw løs.
Hwissemensti do no po den og den Tiddaws vil go hen øwer de Awer’, saa vil do faa Yw’ po tow Tyr’’, der stor og bødles; den swotbroged det er den Skuel mi Nobo.
Den rødbroged det er, saa mari, mæsjel.
Og no er æ justemint a vild be dæ da saa mindele om aa ha en Fork i di Haånd, og skuld æ saa vis sæ, te a ett ka klaar mæ, vil do saa ett nok løf di Fork i ham æ Skumpi – den swotbroged?”
“Da ska a endlemoel osse tjen dæ i det!” swor æ Buend.
No, det gik hwer Krumm, som den bette Gro haaj saa’.
Æ Daa atter, da der hæ Búend ijen war ud ved hans Foer, sir han tovv saa møj brølstur Tyr’, der stor og stikkes da saa dæwels imell bæjje de her to’ Hyw, og da æ Buend haaj stawn og glowed po dje Strudjen en Stø Ti og han ka skjønn, te dæ her med det alføst vil go hans Mand opo, saa tar han ett flir Urd, men han render te og dæmmer dæ hér rædle” Fork saa værles lig i æ Lyw a’ den svvot’, og han gir jo en Brøl fræ sæ, ret saa æ Hyw’ de danst for æ Buend hans Øwn!
Lig i det sjelsamm war bæggi Tyr’ henn, og det bode med Lok og Top!
Men den næjst Daa, da æ Buend ijen gik og glynt ud po æ Towt, saa kommer han te aa spark te sønen pæn bette Stykk Kaarwon, en Gryd, brejfuld a’ smo rød Stjen; og da han ret for æ Brikker spjelked an”’, saa er dæ her Stjen jo jenne Guldpeng.
Og det kan nok vær, te æ Mand bløw hentawn!
Det war jo saa nøj, den bette Gro haaj saat aa te ham, søen en jenle bette Kjendels, fordet han haaj wot allat med hans Fork, da dæ her forskrækkele Slaasen war ved aa go æ Kannis opo.
Aaeja, saamænd, ja!
Der er ingen der ved, hwad lykk en ska ha!
Æ Muespig
Udgivet: 26. Jan. 1905
Æ Muespig.
No søen vil du aaltsaa forlaad’ mæ,
Jens Fløj og læ’ mæ Sejj’ jenne aa sørr’ —
og græd’ ved mi’ Stripp’, nær a malker mi Kow,
og sukk’, nær a ponne om mi’ Tørr’!
Hvor jenle a faar æ ved Awten, Jens Fløj,
nær æ Folk er gan hjem fræ æ Mues,
nær æ Røg fra mi’ Skorsten den drywer saa laant,
og du plejer aa komm’ her med en Rues’!
Den Daa a plot Krusbær ved Sejbæk, Jens Fløj,
og du fæk mi’ Buttel aa bær’,
da skuld’ en saa’ nej te di’ Haând og di’ Trow,
saa haaj en wot fri no for aa græd’.
Ja hwis en haaj aalle holdt af dæ, Jens Fløj,
saa haaj æ wot letter’ no aa løw’;
men som Verden no jen Gaang haar lawed wor Sind,
ja saa vil vi som-mjest hinaan’ bedrøw’.
Men stø’st af de Sorger, du gjord’ mæ, Jens Fløj,
war den, te a ett kan dæ glemm’;
a hower hwer Tor’ og hwer Blink i di’ Yw’,
og nok saa ring’ en Bevren i di’ Stemm’.
Og nær nu den Bitte er føj’ dæ, Jens Fløj,
kaski du da linner paa mi’ Dar;
og saa ta’r du mi Haând
for en jenle Graan Staând,
men’ æ Frøer di’ synger i æ Kjar.
Jens ved æ Bæk
27. okt. 1908
Jens ved æ Bæk
Jens ved æ Bæk
gik te Møll’ med hans Sæk,
den war aalfuld af Maalt, uden Lap eller Læk.
Jens stunted væk,
han war strunk i hans Stræk,
og han pæst’, men’ hans Kjæp lisse javnle slo’ Smæk.
Jens ved æ Bæk
mødt’ en fuldajte Gjæk
med en Hund i æ Reef og en Flask’ i hans Fek.
Jens med hans Sæk
rend i Sto po æ Flæk;
war der Brændvin aa hætt’, stod han ett fræ æ Hækk’.
Jens og æ Gjæk,
da de tow kam i Træk,
bløw de kjøn ved aa kulp’, te æ Flask den war læk.
Jens bløw saa kjæk,
aa, saa himlendes fræk,
og en klyvende, dryvende Stjern han da fæk.
Jens ved æ Bæk
fild omkold med hans Sæk,
saa hans Pues’ fæk en Hwol, og hans Maalt ralled væk.
Jens med en Træk
bøj æ Møller hans Sæk;
men en Kjân for æ Kwân fand der ingen aa knækk’.
Jens ved æ Bæk
ga’ hans Kjælling en Skræk,
da han rat’ hind’ en Pues’, der war swotter’ end Blæk.
Jens ved æ Bæk
med det samm’ fæk en Ræk,
saa hans Ryg fæk en Knog, og dje Raag fæk en Knæk.
Lær af Jens Bæk,
hwis du møder en Gjæk
med en Hummel i æ Ør’ og en Flask i hans Fek,
frister han fræk,
swor ham aalle en Kwæk,
skynd dæ hjem, men’ ino du haar Maalt i di’ Sæk!
Æ gammel Snejker
Udgivet: Okt. 1907
Æ gammel Snejker
Der gor en Mand mell’ Grønning-Knold’
— vi letter po wor Hat —
hans Mind’ vil Salling læng’ behold’,
— den letter po si’ Hat.
Æ Blæst ka’ flyw’, æ Storm ka’ bus’,
det rokker ett den Snejkers Hus’,
men letter po wor Hat. —
Han er lidt rynked i æ Bark,
— vi letter po wor Hat —
men inderst ind’ en hwelle Knark,
— vi letter po wor Hat;
og stil ham mud en Timmerdyng’,
da ka’ do trow, hans Yws ka’ syng’,
— a letter po mi’ Hat!
Han haader Brændvin som æ Dæwl
— a letter po mi’ Hat —
og saå do ham handtir en Hæwl,
do letted po di’ Hat. —
Æ Sommerdaw’ han haar æ trunt,
ved Vintertid’ da gor han rundt
og letter po hans Hat.
For hwer en Knot, for hwer en Knast,
der stented mud hans Hat,
for hwer den Diel, han haar slaan fast,
vi letter po wor Hat.
Wor Tap ska’ dripp’, wor Øl ska’ skyll’!
A trowr saagi’ hans gammel Møll’
no letter po si’ Hat.
Her staar vi i den Snejkers Stow’
og letter po wor Hat,
ja for ham sjel og for hans Frow’
vi letter po wor Hat;
for aall’ de Daw’ og aall’ de Or,
der glaadle kam’ og laangle gor,
vi letter po wor Hat.
Jawn Humør
Udgivet: 19. Okt. 1908
Jawn Humør
A bowr herud’e o æ Hie
en hal’ Mils Vej te Øster,
der haar a Low aa spild’ mi’ Tie
og spytt’ saalaant, a lyster.
Mi’ Bø’n ka lieg’ omkring æ Damm’
og trimmel To med Kaaren;
mi’ Awteskuen ku’ gjør’ det samm’,
skjønt hun er stywlelaaren.
Med Greef og Skovl hwer Dawsens Daa
en gaar og affencirer,
og a er gløj, og a er glaa,
hwor anner grovelirer;
for ha’ en Sind saa lærki-let,
en bitte Kwind’, en ynder,
og spis’ sæ mæt og slid’ sæ træt
— det passer wal for Bønder.
Mi’ Nobo aalle nue Tid Aa’s
war med de drutt’ hæ’ dovnle;
han haar en Bøl og a en Ho’s,
tho saa læ’ vi jo Vovnle;
han gjør for mæ en Søndesbie,
imen’ hans Støwt’ a stander;
han hjælper mæ, a hjælper Pie’,
sø’n hjælper vi hweranner.
Og haar mi’ Kuen en hægen Bej,
saa ska’ jo Pies smaag’e,
og Pies sender lisse rej
en Kovring, nær de baage;
og somtid’ med en jenle Dram
en gjør hinaan’ tegu’e;
tho byd’ det lidt’ er ingen Skam,
nær ett en haar det stu’e.
Vild’ Fattefolk kuns støtt’ hinaan’,
mod hwad der sø’n vil gnav’ wos,
saa skuld’ I si’, hwor vi sku’ kraan’
og aalle mie klav’ wos.
Men Smofolk ved ett, hwad de kan,
fâr de staar te æ Hammel;
de kund’ jo løwt’ æ hiele Land,
saatt’ de dje’ Rygge sammel!
Men jawn Humør te dawle Sled
det maa nu aalle fattes,
hwis ett en ska’ gaa fræ æ Bed
og aaltfor tidle mattes;
den fæk a med mæ fræ æ Red’
— mi’ jennest Arpaart wa’e —
den faar mi’ Bø’n laa i dje’ Kled’,
nær de skal ad æ Da’e
Løwn og sand’
Udgivet: Jun. 1908
Løwn og sand’
En Landarbejders Betragninger
Tho wal er a en simpels Mand,
der haar kuns lidt aa fred’,
en Hus paa naple en Tønd’ Land,
en Kow, en Kal’, en Bed’.
Wor Brød er bar, wor Tilme tar,
vi Folk ve’æ Ud’erand’;
te derfor vi er minder ward,
er mie Løwn end sand’.
Wal maa den fatte ta’ hans Skrop,
hwor Peng’ ka’ klaar’ det mjest’.
Hwor den, de løwter høttest op,
er den, der haar de flest’.
Ja, Peng’ ka’ laan’ den dovn’ en Pud’
og fyld’ en Fraadsers Spand’,
men te de ka’ gjør’ Mænd af Klud’
er mie Løwn end sand’.
A fraager ett den mindste Krumm’
om Guld’ og Grunkers Lyst,
ett hwad du bærer i di Lomm’,
men nærer i di Bryst;
staar der en Usling i di Hjat,
en Dosker baag di Pand’,
da er di Peng’, di Rang, di Skat
laant mie Løwn end sand’.
Det war jo da en sølle Mand,
hwor saa hans Taal’ haaj Vægt,
der fræ hans Stud’ sku’ hint’ Forstand
og fræ hans Hejst’ Respægt;
fand’ han saa Vej te Kongens Burd,
ja, sjel te fremmed Land’,
er al hans Tragten, Lyw og Urd
møj mie Løwn end sand’.
Og haar du wot en syndig Slog,
mod Fattefolk en Hwal,
æ Præjst vil rues’ dæ, for og baag,
blot der betaales wal;
men er æ nu ett mie end stræng’,
ja næjsten aa forband’:
Den Rues, der koster aalflest Peng’,
er mie Løwn end sand’.
En Grev’ er faale høt paa Stro,
a ka’ nap kikk’ derop;
hans Dragt er laa med Silkitro,
min slovrer om mi Krop.
Men læ’ ham rid’ wos Smofolk nied
og lurk’ af Gylden-Kand’,
hans Stads, hans Fjas, hans Muderhied
er mie Løwn end sand’.
De Pisk, som ham og hans haar laa
i Wolker paa wor Ryg,
de vender wal tebaag’ en Daa
med Klem og Attertryk.
Vi sejler med en Krown’ i Mast,
men Mand og Skif maa strand’,
hwis det, vi fører i wor Last,
er mie Løwn end sand’.
Aah, Lykkens Ævler smides u’e,
for wos aa tykk’, iblind’;
jæn fand’ en rødden, jæn en su’e,
enaan dem rød’ og trind’;
jæn fæk en Lispund, jæn en Kwint,
jæn be’r, enaan maa band’;
te de’er som Worherr’ haar tint
er mie Løwn end sand’!
Nej, vi faar hjælp’ wos sjel af Syk
og ett blyw’ mutt’ og matt’,
ihwad der tynger paa wor Ryg
og klemmer om wor Hjat.
Ka’ du ett gaa med lapped Trøj’
og livvel løwt’ di Pand’,
saa er di Ward kuns Pyt og Pøj’
og mie Løwn end sand’.
Ja, nok er a en fatte Mand,
det maa a tit bekjend’!
mi Ryg tar Kuld, mi Støwl’ tar Wand,
mi Peng’ faar jawnle End’;
mi Kuen’ maa legg’ med Halm te Lej’
og malk’ te fremmed’ Spand’;
— men derfor læ’ sæ spark’ og træj’
ska’ blyw’ mie Løwn end sand’!
Da æ Bjærmand kam
Udgivet: 29. maj 1910
Da æ Bjærmand kam
Der kam’ en Trold fræ Daabjærgdojs:
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
med Øwn saa glown’ som en Vækildsblojs,
for han maatt’ ha’ Brændvin far Awten.
For haar en Trold begynd’ aa drikk’,
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
saa tøster han warr’ end Kow og Krikk’,
der trækkes te Trow om æ Awten.
Og po æ Pukkel af den Hallunk,
Klump! Dump! Hump-i-Skump!
dér hopped og danst’ en Brændvinsdunk
saa huel som æ Suel imud Awten.
Og søen han traj gjemmel Hønemues’ —
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
te æ Wand gik owenind aa’ hans Hues’
og nejenud indte Awten.
Saa fløw han hen gjemmel Daabjærg Graw’
Klump-Dump; Hump-i-Skump!
saa æ Præjst kam ud uden Lu’ heller Kraw’
og tint’, han sku’ himl inden Awten.
Saa to’ æ Skjevl te aa pin’ og spring’.
Klump-Dump; Hump-i-Skump!
te æ Klokk’ begynd’ i æ Torn aa swing’
og trowr, æ Degn rind’ te Awten.
Og søen han traj gjemmel Ingedaal,
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
te aal’ dje Kokk’ de saatt’ sæ po æ Haal’
og kund’ ett tind’ te Raan’ om æ Awten.
Ja, søen han stamped ved Sjørrup Kjar,
Klump-Dump; Hump-i-Skump!
te Pæ’ Smed trimmeltom baag æ Krowmands Dar
og kam ett te hans Ved inden Awten.
Saa kam’ han slamprend’ sønden om Vrow’,
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
te æ Hejst’ gik baglænds med Harrer og Plow’,
og kam laask ad æ Gord’ inden Awten.
Og Koldkur Hus’ fæk han søen te aa wakk’,
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
te Jens Bruus hwyst Bagkorre nied ad en Bakk’
og end’ i en Groef henad Awten.
Hans Træsko de war saa faale tarr’,
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
men hans Nies’ og Ører haaj æ nø’ warr’,
for de sto’ i Døj indte Awten.
Saa laa han da Damp mod en vilre Krowr:
Klump-Dump! Hump.i-Skump’!
og det war sgi der, hwor Kræn Haabro bowr,
og stapper hans Pief’ imud Awten.
Saa fløw han da ind imell’ Haabro Hus’,
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
te æ Drikkels’ det blarped af Kopp’ og af Krus’
og Kræn Haabro glemt hans: Godawten!
Æ Krowmands Dar røw han a’ si’ Fals’,
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
og æ Darkarm hænd’ om æ Bjærgmands Hals,
da han sto’ i æ Stow’ imud Awten.
Og nu begynd’ da æ Skinting aa drikk’,
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
saa læng’, te han kund’ bælg’ i sæ’ for Hikk’,
for de vil jo komm’ imud Awten.
En trørre Pots Anker med jawnhen Øl
Klump, Dump! Hump-i-Skump!
den tæmt æ Skuel som en Fingerbøl
og rat atter mir inden Awten.
Og band’ en Spuns ham lovle haadt,
Klump, Dump! Hump-i-Skump!
han stemt’en ind med hans Tommeltot,
saa det prost’ i hans Skjek under Awten
Og Rumpunsflasker, de Stur’ som smô —
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
— han knak dje Hals mud hans sture Tô,
som en knækker en Lopp’ imud Awten.
Hwer Brændvinsbimpel, hwer Vinglajsdrip
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
— han suet æ ud te den sidste Sip,
som en Snog suer Dôg om æ Awten.
Der bløw ikki en Droef’ te aa drikk’ heller spild’,
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
og æ Wand det sak en Al’ i dje’ Kjeld’,
og Folk war swær ædru — en Awten.
Men nu begynd’ æ Bjærgmand aa drvw’;
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
tho far maatt’ han traw’, men no ku’ han flyw’
og now hans Dojs inden Awten.
Saa drøw som en Torren han Øster opô
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
Hans Skjek det slævt’ saa laang ad en O,
som en Togger slæver mud Awten.
Ann Mari hinne Filosofi
Skotsk Motiv.
(1904.)
Ann Mari hinne Filosofi
Som a gik med mæ sjel,
a saa’ te mæ sjel,
og mæ sjel saa’ ijen te mæ:
Hold Yw’ med dæ sjel
og pas nyw’ po dæ sjel,
for anne de passer kuns sæ.
Men a swored mæ sjel,
og a saa’ te mæ sjel,
akkuraat som a no sejer dæ:
Pas en Bett’ po dæ sjel
heller ett paa dæ sjel —
det er jet og det samm’ for mæ!
A glemmer æ aalle i mi Daw
Udgivt: 10. Maj. 1912
A glemmer æ aalle i mi Daw
Og det war den Tid, da vi aaltid war tow
— a glemmer æ aalle i mi’ Daw! —
Atjent’ jo te Vistis her vejsten æ Brow,
og do kam te æ Gord og task te Traw’.
Do ga’ mæ en Gimmer og hjalp mæ aa tow’n
— a glemmer æ aalle i mi’ Daw’ —
og hwer Gaang a stod og gjord’ Brind’ te æ Own,
do kamm saa still’ og drow i mi’ Saw’.
En Daa vi war jenne, do to’ om mi’ Hâand —
a glemmer æ aalle i mi’ Daw! —
Aso der saa nywle og wand af mi’ Gâan,
imen’ do strøøg mi’ Kinder med di’ Kaw’.
Do tal’ om en Hjemmen herud’ baag æ Kjar —
a glemmer æ aalle i mi’ Daw! —
en Rues’ sku’ vi ha’ wos lidt vejsten æ Dar
og Løøg og Lavindler i wor Haw’.
Æ Log’ sku’ vær’ maaled, æ Hus vild’ do kalk’ —
a glemmer æ aalle i mi’ Daw! —
en nybærend Kwi’ vild’ do gi’ mæ aa malk’,
— for der bløw wal en Busk for hind aa gnaw’!
— — Saa bløw der Foran’ring, de kamm med di’ Pas
— a glemmer æ aalle i mi’ Daw! —
baagved dje Kanowner de ga’ dæ di’ Plads
— — og sind — i jen af Krigens manne Graw’!
En Blaan’ to’ dæ fræ mæ, en Kul’ røw dæ hen —
a glemmer æ aalle i mi’ Daw’!
For det aa ha’ mistet sin kje-reste Ven,
det løwter ett det længste Lyw i Law’.
Autografsamler
Autografsamler
Ja, bejste Hr. Meyer!
Det er, som a sejer:
en Løfte er godt, men aa hold’en er bejer;
og a haar no lowe’,
saavidt som a howe’,
aa send’ Dem en Urd imell’ Unnen og Dowe’.
Men hwad a ska’ sej’ Dem,
hwad Knap a ska’ drej’ Dem.
det ved a sgi ett, hwis ett a maa træj’ Dem —
Men De ska’ jo ha’ æ
te jen, som De ga’ æ,
en Stod’er „der samler”; naa, kom saa og ta’ æ!
Det vil a forær’ Dem.
Gid Fanden fortær’ Dem,
om ti’re med den Slaw’ De’el beswær’ Dem!
Slottet i Fly
Udgivet: 1923
Slottet i Fly
Men det er sgi ett det jennest, der er aa fortæl om Fløj. De haar, missen, osse hat dem en Slot der i æ Bøj, det er saa møj sikker! No er det ett andt tebaag aa en end æ Navvn, men den er da i Behold den Daa i Daa, som enhwer ved.
Søen en bette Stød vejsten æ Kjerk, der er æ, en mo søg æ Plads.
“En Kongeslot eller befæstet Borg” – det er saamøj vis! For manne Or sind, da nue dér grawed i æjurd, fand de osse guednok bode Mur og Kalk og en Masser Brokler.
Men hwad der snaar war det aalvillest’ – imell all det andt fand de osse tow brølstur Pwothængsler, og sjel om de war grim raasted saa to’ ingen jo da fejl aa, te de haaj, karenmæ, ett wot bestemt te aa sej i en Husmandsbrakk. Nej, sajn, haaj de ett! Tho den hæ Borre den haaj saa lejn alisid med Fløj Sø, det vi no kalder Flæskidamm.
No er der jo hwerken Sø hæ Damm, men engaang war her saamø Wand, te de sejlt i æ med Orlogsskiwe!
Da haaj de en Kong i Fløj og jen i Skyw.
Det kam jo op aa slaas saa værles det ska æ jo wal pas; og jen af dem bløw undlywed og kaast i en Hyw, der legger ved det, vi kalder Skjelhyw.
Kong Harald det war hans Nawn; men om det war ham, der war Kong i Fløj heller det war hans “kongelige Gefærlighied” fræ Skyw, det haar a aalle kund fo æ Greef aander.
Men der kund osse gjân blyw andt aa kikk atter po Fløj Hied.
Lidt vejsten for, hwor a bowr, legger der nø Wold’ og nø Værker, som de kalder Swartsstow, og dér vil de guednok sej, te æ Swenskere ska ha hat dje Kotir.
I mi Skueldaw da war der en Væs”, som vi Knejt gik og ærred hinaan mej.
Den war søen:
Syeby Bøj sak i Døj,
Kowerup kam op ponøj.
– Kaarup Dyefdaal,
Taastnm Knygsaaend.
Fløj – den forbandede Tywbøj!
I Vrow’ er de saa growk
I Vristed er de saa driste.
I Søwl er Hwermand snøwl.
I Saal – gjennes dje Kokk te aa gaal
fjowten Daw, far de kommer aa æ Skaal’.
Tho det er jo ett fri for, te den gammel Sej er nøj nærgoend mod Fløj.
Men haar de dernied i Fløj i faromgodaw” osse hat en jenle Tywbælle aa draawes mej, saa ka I da skjønn, aa hwad a no haar fortal jer, te de osse haar hat det imell dem, der bowner nok saa møj.
Ellefolk
I mell aal anne “gudskafte Væsner”, som de Gammel haaj aa draawes1 mej, saa war der jo osse nøj, te de kaldt for Ellfolk.
Det vild gjan hold te hvvor æ Bund war nøj wande – i Ængi hæ Kjar’ og anne sid Stejer.
Nied i en Daal po Trøwed Østertowt nø fo Fawn’ø sønden æ Vrål1 der lo der i mi Præjstdaw en Hyw, og det vidst de Gammel aa fortæl, te her haaj sgi æ Ellfolk dje Bow
Det ku gammel Søren Nargo snakk mej om, ja, ’sajn ku han saa!
Han war kommen te Pampren hjemad en silde Awtenstaånd. Det gik jo laangsom i de taang Træsko; hwa, Søren haaj jo Tid te aa ta æ Vej med sæ.
Nøj swirend haaj han jo nok wof; det tinker a wal.
Og saa skal æ jo ett go hwerken ward hæ bejer, end da han kommer forbi dæ her Krumm Hyw, saa reser en sæ op lisse værles po fir’ glowend Pæl’, og ind under æ bette Hyw der myldrer æjo af dæ her smo Kanniser”, der mored sæ, danst og spøjt og slo op i syndig Maad’er; og den skjønnest Musik en ku ha for æ Ører!
Og somm sjowed og somm drak – men der war osse anne der kjemmed æ Bøen dje Huejer med bette smo Messingkaamm. Og gammel Soren han sto aal fornumred i æ Læjerbowser og seglt og smogrinned te sæ sjel og so po de her bette Proser og aal dje Firmen-ved.
Men po jen Gaang opdawed dejo, te de er belured; og det er nøj af det væst, de ved.
Og far han ka fo æ Træsko drejed om ad den rett Straag, saa haar han æ hiele Myldr om æ Ører som en Swarm Hwewser.
Og det røw og det bied og ga ham hwer Kjevop, saa han ku godt ha spytt en Tænd.
Det war vis den jennest Gaang, te gammel Soren haaj hat tront; æ Skovbotræsko war jo ett søen aa faa slawn i Gaang; tho han war jo en gammel Mennesk den Gaang, Soren, og -som a saa’ – nøj swirend owen i æ Handel; og endda det ett war mir end jawnhen mørk, saa war det ligmøj hwad det mott gjeld, saa ku han ett find æ Vej hjem!
Æ Gord lo da ett mir end en Par Bøssskaad fræ dæ hæ speddelsk Hyw.
Men det war lig møj hwad han strabesired sæ, de her stut Kjarknold, æ Kram haaj faat ham ind imell, kund han ett komm væk fræ ijen foraalle det, men trilt ikold hwer Ywblik, op ijen lisse sor, ijen tæsked imud æ Jurd; og hwer Sanskaag saa det sang, nær han lo nied!
Der kund de her smo Pøjkere rigtig komm te aa legg Daller te ham!
Saa æ sølle gammel Mennesk trowed, te de skuld rejn ha paated ham; han war da lig ved aa gaa fræ æ Snøws.
Endlemol kam han iløwle fræ æ Knold’ og op po dem hyw Awer; her smed han æ Træsko og to te Sprøng atter æ Gaadsled; mir død end løwend fæk han æ Dar røwen op ind te dje Forsti og fæk en da osse slawen i, inden han sak om.
Her kund han da endle bego sæ for æ Kram.
Og her fand de ham om æ Maan imell æ Foer saa simpels, te det war faale.
De trowed jo no hwer jen, te det war æ Ronnivejjer, der haaj bukked ham – og han haaj missel osse bio Stejer o æ Bælle! – og han saa haaj lejn og dremt det Hiele.
Men det vild gammel Soren no ingen Taal hør’ om, og han kund beskryw dem hwer Ting lisse grangivele.
Men æ Ellfolk og dje Handtiring – dem kund Soren no iløwle læ vær aa log’ atter en naaen Gaang.
Den dovne Mand
Mindesamleren Evald Tang Kristensen
Den dovne Mand
Dær wa jengaang en Mand dæ wa saa down te han gaah ett o klø sæ sjæl,
laantminne da o bestæll nøj.
Han fæk aalle no Tørre grawwe aam æ Saamme, o dæhfaa so han i en kaald Stoww o frøs som en Hund aam æ Vinter.
Nææ Faalk saa gi te ham o saa ham hwo dom det wa, ett o fo no Tørre grawwe aam æ Såmmer, saa swurre han aaltie:
Ja bi te de blywwe Saammer, saa skal a grawwe Tørre saa Jorden skal ryste.
Men nææ saa æ Ti komm, saa gi han jo aasse op i æ Hie mææ Spaaaa o æ Nakk, mæn trowwe do han grawwe Tørre, nej gjoh han ett beskidt.
Han laah saa lisse laang han wa wi en Hyw deraap, o gi Faalk te ham o spurre ham aam om han ingen Tørre vild ha grawwe lissem anne Faalk, saa swurre han aalti te æ:
Nej saa Fannen gaahl mæ væl a ett, nu blywwe æ aalle Vinter mie, søen gue Warm vi haah idaa.
Præstens Karl
Udgivet: 1923
Præstens Karl
Jow, de hæ’ gammel Præjst’, dem skuld de, karenmæ, eti prøw aa ta Baagskow op opo; det war nø Kaal, der kund dje Sager; hwur de saa haaj hætted æ; for der er jo dem, dæ’el sej, te søne nøj kan ingen komm atter, uden aa lær’ æ af den Slemm ‘.
Læ wos saa læ det sto ved si Ward; men vis er æ, te det ska ett vær Torrenhuijjer, der gi sæ aa med den Slavv’; for det vild, missel, go ud øwer æ Persown sjel i æ Uddraw!
Søen fortæles der om en Præjst, der haaj da saamøj en øwerstilt Lyst te aaltid aa gaa og knokkel’ ind’ po æ Kjerregord – (dér skal a, missel, nok hold mi Nies fræ, atter æ Suel er gan i Bjerre) – men han war no ett te aa hold derfræ, hwerken for ledt hæ møj.
Aalle saasor æ Suel war ringed nied, linned han æ Stætt og kawed sæ ind – som en Skygi, og saa war der ingen der so’ mir te wor Faar den Awten.
No haaj han en Kaal, der war søen nøj aa en Træjring. Han haaj laa Mærk te den her sær Woen, wor Faar haaj, te han aaltid skuld go og dommel derind øwer æ Graw’.
Og han øwerlaa lisse still ved sæ sjel, om ett han skuld ta sæ for aa sætt nø Bøw i ham. Kort aa fortæl:
Han tar en Aftenstaånd en hwid Skjot under æe Aarm og kommer ind po æ Kjerregord lidt far æ Præjst.
Men det bekam ham no ett aalbejst, for wor Faar war ett oplaa te Narspøg.
Han er lig kommen ind ad æ Stætt, da æ Kaal haar faat æ Skjot nied øvver æ Kasilken no ska han jo saa te aa gjør sæ te æ som Spøggels.
Men han mo ha hat for ring Gawer, for æ Præjst rover ham an ret saa det swalred:
“Hwad mon do haar her aa forrett, Farlil!”
Med det samm begynder han aa maan ham i æ Jurd.
No sak sgi æ Maag i æ Kaal; æ Jurd to’ ham lisse laangle.
Han sak te æ Knaagler, han sak te æ Knær, om en Lidt vild han vær under lot Laag!
No begynd dæ hæ før Kaalmennesk aa rol som en Baan; han vrej hans Hinner og tegger te æ Præjst.
Te sidst lod wor Faar sæ da osse formild, da han kund forsto, te dæ hæ Skaarstykker ett war lawed i nø undt Mjenning -æ Præjst vild wal heller ett aa med en hwel Kaal, som helsen te det dawle war ham atter æ Hued – ; nok aa fortæl: han tar ham ved æ Haånd og faar ham hæwnen aa æjurd ijen, skjønt han so jawnhen faast.
No kund æ Kaal godt hold sæ fræ æ Kjerrego aaestej.
Kræmmerdrab
Udgivet: 1923
Kræmmerdrab
Tho det war snaar ligesom i den Gord der i Feldembjærg, hwor no Jens Towtum bowr.
Der haaj de osse faat en fremmed Persown te Lej i en aparte Seng en Næt øwer, og der war jo saa osse nøj, der lo og fussied ved æ Dyen, han haaj øwer sæ, og vild kratt en te sæ.
Det war no æ Mennesk hil umulig aa faa Nætrow; og det war saagi ett saa sær, te dér gik Spøggelser, for i den Seng war der engaang bløwen undlywed en Kræmer.
Han haaj faat Kotir dér i æ Gord og haaj jo nok hat en Klat Skjellinger ved sæ – det haaj de Folk jo gjan – og saa haaj de Skumpier, han bowed ved, slawn æ sølle Mennesk ihjæl, hivsked hans Gaasi, og kylt ham i en Blewehwol en Stød nuren æ Gord.
Men hwer evig, jenneste Næt, nær æ Klokk kam hen te den Tid Daws, da denher grussele Gjærning haaj gan for sæ, kund en si en glowend Ildstaang, der rat lig fræ den Vinni, hwor de haaj kylt æ Lig ud og te æ Kjarhwol, hwor de haaj smidt ham nied.
Og det war en red Sag, saalæng de her growsomme Mennesker løwed, te Ywlawten da forswand æ Mand ud af den jen Gaadsled og æ Kuen ud af den naaen, og saa war der aalle en Kjeft der so nøj te dem, far søen om en Pa Staands Mud.
Hwor de saa haaj wot henn, det ska a ett sej.
Saa træffer æ sæ hwerken warr hæ bejer end de engaang gjord en viller Bojel der i Feldembjærre, hvor de jo da osse haaj æ Præjst mej, det war ett sær!
Han sejjer no og lyder po, Invad Folk fortal hinaan om den her Spøgen og Skjesu” dernied i æ Kjar, hwor æ Bejskræmer war putt hen, uden te æ Gjærning war opped. Det war nok saa rejn gudsforskrækkele, hwor det klawed sæ og to’ po dernied i den Kjar!
Og dæ hæ Præjst han war missel ingen Doggerhued, Invad I snaar ska fo aa mærk.
Da han haaj hør, hvad han vild, saa stapped han sæ en gued Pif Tobak, og uden te nue Sjæl mærked, hwad Ajt han haaj, selled han sæ fræ æ Burd og listed i Braandmørk nied te dæ her Kjar.
Hwad der saa dér er gawn for sæ, det er der ingen der ved.
Men ud ad æ Awten kam æ Præjst tebaag, og da war han snaar aal ukjendele; ett en Urd te nue Mennesk de kund fo ud af ham!
Han forlaanged baare aa faa en Tor Wand; saasor han haaj faat det, saa lod han hans Kusk læ for og kjor saa hjem uden Faawal te hwerken Pejr hæ Powl.
Men sind den Daa haar der aalle wot nø Firri aa mærk ved dæ her rædle Kjarhwol.
Bjærgets Nøgle
Udgivet: 1923
Bjærgets Nøgle
“Jow, aaejow!” saa gammel Ywer, han haaj æ hiele Tid sæt aa tar hans Øwn, der hwer Ywblik vild rend i Wand for ham.
Om Daabjergdojs kun der helsen blyw møj aa fortæl, nær en sku ha æ mej hwer Krum.
Søen war der en Sommerdaa en bette Kytter’, der paa de baar Fædder rend øwer æ Mues her nejenfor – Hønmues, vi kalder en.
Der kommer han te aa træj po søen nø kold, hord nøj.
Æ Knæjt bywer sæ nied og tar æ op. Saa er æ saamøj en brølstur Nøgl med en Stump Linki ve, saa fæl og saa raaste te æ bette Knæjt tinker ett mir ved det, men kyller æ hen ijen, som det gammel Kram, det saa ud te aa vær.
Aalle saa sor’ haar han sluppen æ Nøgl aa æ Haånd, saa stor der en stur swot Kok ved æ Sid af ham; den obner æ Gaef aa sejer: “Hwad war æ endda do lawed dér, din tonte Dreng! Der haaj do faat Hold o æ Nøgl te æ stur Dojs; og den der ejer den Nøgl, han ejer i det samm aall det Guld og Søl, der ligger gjemt ind i æ Bjærre.
Det haar do no kaast baag dæ!” –
Med det samm war æ Kok henn.
Æ Dreng bløw wont for hans Nøgl, kan I trow!
Men aal det han ledt og aal det han skraft – æ Nøgl war henn og bløw henn. Den Slaw, det viser sæ sjalden mir end jen Gaang.
Men te der jo er gjemt stur Skatte i æ Hyw her, det haar en da aaltid hør fortæl om; men aa faa Finger i’em – der er æ, misajn, det kniver!