Logo for Dialekt gruppen på Jenle

Lige ved det!

Fra “Po  fir glowend Pæl”

Udgivet: 1923

Lige ved det!

Søen war æ jen Gaang, te en trej Mænd hernied fræ Daabjærg haaj slavn sæ sammel for aa prøv po aa graw aal dæ hæ skjønne Guld ud.
Naa; de mødt jo po æ Plads tidle om æ Maaen, med dje Skovl’, dje Værker og dje Sager. De gik frisk te æ Arbed, som Folk sædvvanlig, nær de haar nø Nyt for. De to’ fat fræ æ sønd ovst Hjørn; det skal vær den rett i den Slaws Sager.
Hen imud Drywdaws stød’er æ Spaad’ saa imud nø aparte, og da de faar æ Moeld skraft tesid, saa stor der jo en grumme stur Kobberkie, og under æ Laag er en aal dæmfuld af jenne Guldpeng.
Det kan nok vær, te der bløw Plasir, søen det bundted nøj’. Men nu ska den Slaw jo behandles med Forsigtighied.
Dér mo sgi ingen flægren’ vær.
Nej ett en hal’ Urd der mo mæles af nue Slaws Lig!
Det haaj de her Stod’re wal ett vidst nø Beskejn mej.
Nok er det: Da den jen reser sæ op og kiger nied ad Daabjærg te, saa er æ for hans Ywsyn som sto’ den hiele Bøj i lysen Low’.
“Aae, milde Navn!” sejer han, “da trowr a, Worherredød, te hiele Daabjærg brinder!”
Blatt!” lig i det sjell samm revner æ Jurd under dem, og æ Kiel sykker i Swawl og Damp laant nied i den swot Moeld.
De sto’ tebaag med dje tomm Hinner” og en laang Nies.

Jen Gaang te war nø Stønniser rend sammel for aa faa Hold po æ Bjærremand hans Grunker; no vidst dejo, de wa’ der!
Og de fand osse guednok nied te den samm Kobberkiel, som de anne haaj wot ilav mej.
Men det her aa hold æ Mund, om saa det er aalle saa kort, det er der aaltfor manne Mennsker, der haar saa brøl-ondt ve!
Og saa gaar æ da hwerken warr bæ bejer, end da de ska te aa grief i de her Hank’ for aa faa æ Pengkiel trækked iland’, saa haaj jen af dem vend æ Ansigt om imud Hønmues, som vi sier dernied, og dér faar han da Yw po saarnøj en spedelsk” Kyretøj:
En sære bette Mand med en rød Lu’ o æ Hued sejjer o æ Sædfiel og kommer faarend hen øwer æ Mueshwoller, og han haaj en rød Kok spænd for æ Vovn, og den to’ hwer Trin, saa æ Vovn hopped og sprang med dæ her bette Stegel aa en Mand, der slynged fræ den jen Sid aa æ Vovn og te den naaen hen øwer aal dæ her Skottørregraw’.
Saa det war da snaar ett te aa baar sæ for aa li.
Lig paa jen Gaang saa Sparked dæ her laangbjenned Kok ud, saa æ Hammelstok småt mødt øwer, og æ bette Mand dejst tebaag i jen aa æ Tørregraw’. Det bløw for møj af det Gued for jen af dem ved æ Kobberkiel; han slaar en Skranni op og rover “Det war bandenmæ en gued Kokspjat!”
Men det war jo lig de Urd for manne. Æ Kiel sak lig for dje Træskonieser.
Æ Bjerremand bjerred hvad der war hans ino en Gaang, og a tinker wal, han osse haar faat Low te aa behold æ sind!