Logo for Dialekt gruppen på Jenle

Lene Musgaard’s

Indtalinger

Tryk på en af Jeppe Aakjærs titler, og du kommer til lyd filen, og teksten.

Dorres Kat

Per er syg-Vredens børn

Da hyrdedrengen skulle i skoven-Vadmelsfolk

Dorres Kat

Udgivet: 1905

DORRES KAT

Da jeg endnu var Barn, vidste jeg ikke af nogen større Lykke end at stilles paa en Stol og faa Lov til at kigge ned i Mors Dragkisteskuffe; ja, det forstaar sig, — der fulgte jo ogsaa lidt Ragen med, thi saa længe Barnet ikke har befølt Gjenstanden, har det ikke rigtig faaet dens Fortrolighed; og hvilke herlige Ting var der ikke her at rage i! Først et Utal af Nøgler og Garnvindsler og Trum-mer i alle Farver; saa en Knapæske, der var et helt Musæum for sig; saa et Par gulnede Breve fra Fars Soldatertid, gjemt hen under en Dusk blegnede Lavendler. Den som var heldig kunde ogsaa paa Skuffens Bund finde hentørrede Smuler fra den sidste Julekage; men Samlingens Pragtstykke var dog en lang, svær Kvindefletning med ét Skjær som moden Byg; naar vi Børn „mussede“ hinanden om Kinden med dens bløde Haartaver, grebes vi altid af sær fortryllende Svimmelhed i Hjærtekulen. Men Mor ynded ikke denne Leg og bragte den gjerne til Afslutning med de Ord: „Aa Børn, a har jo bedt jer om at være fra Moster Dorres Fletning!“ — Det var os Børn paafaldende, at hun aldrig lagde den paa Plads igjen uden først at kjærtegne den med et Kys, og naar hun atter vendte tilbage til sin Rok, havde hun mindesyge, bedrøvede Øjne.
Det var først op i den voksne Alder, at jeg fik rigtig Besked om, hvem Dorre var. Hendes Saga gik i Korthed ud paa følgende:
Langt ude paa den øde Hede boede en enlig Nybygger ved Navn Kild. Hans Liv var en Særlings. Med sine tunge, knudrede Hænder havde han opbrudt Heden i vid
Udstrækning omkring sin Hytte og bragt den rustrøde Ahl til at skjørne, saa de traadfine, ormbidte Havrestraa nu strakte sig hviskende over Bundens glanende Flintesten. Selv malked Kild sine to hjelmede Køer, kogte sin sparsomme Mad, vasked sine Hørgarnsskjorter og spredte dem til Tørring paa Lyngrisene; han kjendte kun Slidets Evangelium; først naar Midnatsmaanen stod højt over Østens Bakkeøer, lød det ensomme Skrald ud over den tavse Hede, naar Kild slog sin Dør i Laas for Natten; og Morgenduggen laa endnu graa i Sperglen ved Hyttens Gavl, naar hans ludende Skikkelse paany steg over Dørtræet og ud paa Toften for at begynde et nyt Døgn.
Kom han ned til Byen, var det kun for at faa lagt nyt Egstaal i en sløvet Spade eller for at bytte en Snes Æg eller et Pund Smør mod en Smule Kaffebønner eller et Par Favn Hampereb. Kilds Smør var dog langt fra efterstræbt. Landhøkeren la det altid paa et Brædt for sig til Sognets Fattiglemmer; der var lovlig mange Kohaar i det, og Kild bar det som oftest til Torvs, indsvøbt i et sort Tørklæde, der var blevet for medtaget til, at han længere kunde ha det om Halsen.
Kild var en Mand, der efterhaanden „var kommen over hans Sager “; han var mager og tyndslidt; hans Haar var graat, hvor der var noget; hans Knæer var krumme som Stavtræer; de „stod over“, som man siger om Heste, der har været spændt haardere for, end de har haft godt af.
I Kilds Hus saas der aldrig Kvinder, og inted tyded paa, at han nogen Sinde savned dem; det vakte derfor baade Latter og Forbavselse, da det en Dag rygtedes, at der var bleven lyst for „Kild paa æ Hied“ og Søren Stougaards purunge Datter; de fleste Steder var man tilbøjelig til at anse det for en styg Sladderhistorie, men Dorres forgrædte Øjne fjerned enhver Tvivl om Rygtets Rigtighed. Dorre var falden som et Offer for den vildledte Faderfølelse, der af Nidkjærhed for sit Barn dømmer det til en Skæbne, mod hvilken livsvarigt Tugthus er for intet at regne. Dorre græd Nætter og Dage, indtil Kjendsgjærningen stod som en fuldbyrdet Sag; ja aldrig mindedes Folk at ha set en Brud græde, som Dorre græd, da hun stod for Kirkens Alter med dette udtørrede, vildfremmede
Menneske ved Haanden, — saa Søren Stougaard var nok lige ved at angre, at han havde tvunget hende saa haardt.
Tre Døgn efter spændte Søren for sin Vogn og kjørte sin Datter halvfjerde Mil sydpaa — ind over den øde Mil til hendes Fremtidshjem. Bag i Vognen stod Dorres Dragkiste og en ny Spinderok, hvis Messingbeslag glimted i Solen; men foran i den grønmalede Agestol sad Side om Side Søren Stougaard med laadden Klaphue ned over Ørerne og Dorre med en ny Kyse paa Hovedet og en lille graa Kattekilling paa sit Skjød. I tre Døgn havde hun nu tvunget alle Taarer tilbage, nu formaaed hun ikke at holde igjen længere. Jo nærmere de kom Hytten, des stærkere græd Dorre, mens hun strøg tanketom hen over Killingens Haarlav. Søren Stougaard sad, stram i Nakken og skjæved nu og da gjennem venstre Øjenkrog ned paa Datteren uden at mæle et Ord. Naar der kom en Stigen i Graaden, fik Hestene et Ræk af Pisken, saa Rokkens Hjul snurred een Gang frem og to tilbage. Dorre selv gjorde en lignende Bevægelse i Agestolen, mens hun søgte at blive Herre over sin Graad ved at rue Næsen. Saadan naaed de igjennem et Par spredte Landsbyer; Dorre havde nu ruet det meste af sin Graad fra sig, mens kun fordobled sin Ømhed mod Killingen; det lille Dyr var blevet mere og mere uroligt ved den lange Kjørsel; naar en af Dorres Taarer ramte den paa øret, rejste den Nakken og rysted sit Hoved, og da de kjørte over en Bro, hvis hule Dumren vakte dens Rædsel, satte den i et Favnespring ud over Vognfadingen og piled af Sted hen over Kjærene; først efter megen angstfuld Søgen lykkedes det Dorre at fange den i en Porsbusk, hvor den med grønne vidskræmte Øjne sad dukket mellem Rafterne.
„Naa, det skuld til Flyvt, det lede Skidt,“ snærred Søren Stougaard ud gjennem de sure Tandstumper, da Dorre forpustet atter kløv op til ham.
Ad snirklede Ensporveje med den buskede Katskjæg langs Randene nærmed de sig nu det forblæste Hedehus, hvoi Kild boede. Længe havde Dorre med graadblindede Øjne stirret ud mod den lave Vaaning, der laa der træløs og ene paa den høje Hedelod med trekvart Skorsten paa en lyngtakt Rygning; til venstre havde den tre graa Lervægge med et aflangt Hul ved Grunden; det maatte være til Hønsene; lidt derfra hang et Par gamle Buxer og dasked paa Bjælkehovedet: helt henne tilhøjre sad der et haandsmalt Vindue; det var sikkert Spisekamret og det eneste Udsigtssted mod Hjemmet og de Egne, Dorre lige havde forladt; Dorre tænkte paa, hvor ofte hun vilde komme til at staa ved det Vindue og stirre ud mod sit gamle Hjem; hun var dybt inde i sørgmodige Betragtninger, da Vognen skumplede op mod Hyttens Dør, der laa mod Syd, og derfor først nu viste sig for dem. Kild kom ud af Kostalden og tog imod; paa Vejen hen til Vognen skubbed han med sin ene Træsko Hønsenes Ædetrug længere op mod Muren. En stram Gjødningsduft drev foran ham; med Øjnene bag i Vognen rakte han op med krum Arm og trykkede Dorres Haand i den sorte Handske. „Naa, er det Medgiften, Dorre?“ sagde han med en Haanlatter og peged paa Katten. „Hvi har I ikke Kvien med jer og det andet, en havde gjort Regning paa,“ tilføjed han i samme Aandedrag.
„Kvien skal ikke blive gaaet dig fra,“ svared Søren Stougaard med bedyrende Pandenik, „men en kunde ikke vel faa hende til at løbe ved Siden af Vognen. Og Rugen, som blev lovet dig, skal komme herop, saa snart Karlen kan faa det torsket af. Der skal ikke ske dig den mindste Forraskelse i nogen Maade, saa længe a har Hovedet over Skuldrene!“
Og med lavere Stemme føjed han til, idet han med Svøben pegte paa Dorre, der var i Færd med at stige af Vognen:
„Nu vil du jo nok vise en Krumm Gjævhed imod æ bitte Kvind, saa længe hun er saa ny paa æ Plads; for en ung Kone kan her jo nok imellemstunder være lidt ødlet.“
„Ødlet!“ svared Kild vredladen, „skulde det kaldes ødlet, her hvor en kan gaa og ro sig med baade Køer og Grise! Nej, da skulde I ha været her, ilag a kom herud; da kunde en snakke om Ødlethed; da kunde der være Aaringer, hvor en mellem Jul og Kjørmis aldrig saa saa meget som et Menneskeøje! — — Vil du ikke ha fra?“ tilføjed han med en brat Overgang og greb den nærmeste Hest ved Hovedlavet.
„Nej, a maa vel til Polren hjemad, imen der endnu er Lys paa æ Sky,“ svared Søren Stougaard og gjorde Mine til at vende.
Da Faderen var kjørt bort, følte Dorre sig som en Skibbruden, der er bleven sat i Land paa en øde Ø og nu staar og ser efter den bortglidende Baad.
Der kom Uger og Maaneder, fulde af tærende Længsel og Selvovervindelse. Alt bød hende imod i dette grimme, kolde Hus, hvor hver Krog stank af Mandfolk og gammelt Skimmel; ingen Urtepotter var der i Vinduerne; ingen Skilderier paa Væggene, nej, ikke saa meget som et Spejl, hvori man kunde se sit eget Ansigt. Borde og Stole, Loft og Gulv, ja selv den plumpe Familieseng med sine sorte Lyngknipper og sine talrige Musereder i Bunden, var overtrukket med et fedtet Lag af aargammelt Snavs og Mados. Dorre kilted sin Kjole op og gik kjækt ind paa Skidtet. Hun la sig ned paa Knæerne og skured, saa hendes smaa Øren blev borte i Haaret, mens hende unge Barm gik ud og ind. Bagefter hende gik Kild og knurred som en gammel Bindehund, der skal ha ryddet op i sit Leje.
„Tho du kan snart bruge al ens Halm til Skurevisker,” sa Kild med det hvide ud af Øjnene. „Det havde endda været til nok saa megen Nytte, om du kom ud og hjalp mig med at hyppe Kartofler”. — Galt gik det dog først, da Dorre en Dag forlangte to Pund grøn Sæbe.
„Er du kommen herop for at rungenere mig?” raabte Kild forbløffet. „Saa megen Sæbe kunde en jo knapt nok faa ødelagt et helt Aar ! A har altid kunnet faa Sagerne rene i det klare Mosevand; det faar du sgu ogsaa lægge dig efter, Morlil!”
Saadan rendte Dorre overalt Panden imod en Mur. Alt i dette Hus, hvad enten det var levende eller dødt, syntes at indtage en fjendtlig Holdning til hende. Gik hun hen paa Agren for at flytte Faarene, stamped de i Jorden med de senede Forben, mens de kampfærdige slikked sig om de grimede Snuder. Køerne snused med fladnæset Foragt til hendes Malkedragt og søgte at faa et Bagben op i Strippen. Kun den lille graa Kattekilling blev ved at holde sig til hende med uskrømtet Hengivenhed; alle Vegne var den i Skjørterne paa hende, ude som inde; i Regnvejr eller i den tidlige Morgens Dug balancered den kuldskjær henover Brostenene efter hende; rysted Poterne og mjaved; hopped over et Par Sten; standsed atter og mjaved; men saa den Kild nærme sig, sprang den uden Hensyn til,
om den fik vaade Poter, en hel Række Sten, gjorde Sæt paa Sæt og vendte angst sine grønne Øjne i Lyset.
Dagene pinte sig hen den ene efter den anden; Dorre længtes mod Mennesker, saa det sved i Hjærterødderne; især var Søndagene uovervindelige; alene en Kirkegang var en hel Dagsrejse. Og Kild drev Spot med alt, hvad der angik Præsten; derfor blev Dorre som oftest hjemme; men for at fordrive Søndagens Kjedsomhed satte hun sig — naar Arbejdet var gjort — ud til Husgavlen og opramsed med høj Røst alle de Salmer, hun havde lært, da hun gik til Præst. Solvarmen knitred i den høje Lyng og gløded Stenene omkring Brønden; hvide Høns med røde Hudlapper strakte Hals inde i Kartoflerne, og en skrævende Spurv stod paa den yderste Rand af Tagskjægget og spejded nysgjerrig ned i Dorres Salmebog; Dorre ramsed og ramsed,— den ensommes monotone Snakken med sig selv for Himlens Aasyn ; saa snart Kild nærmed sig, skød Dorre Bogen under Forklædet og lod som ingenting.
Der gik et Aars Tid og der kom atter mildt Foraar i Luften, saa Dorre igjen kunde vælge sin Ynglingsplads ved Husgavlen. Det var en Søndag Eftermiddag ind imod Pinse; Harven stod rejst inde paa den brede Havreager med lange, trævlede Græsrødder mellem Tænderne; rundt omkring den skød Tusinder af violette Smaaspirer frem af det blygraa Sand. Viben slog Hjul i Luften inde over Mosedammene, Hjejlens Skrig lød helt ude ved Himmelranden, hvor ogsaa Toppen af et Kirketaarn raged op af det begyndende Mulm. Dorre sad paa et omvendt Bryggekar med den graa Kat paa sit Skjød og med sine Øjne fyldte af Solnedgangsrødme; saadan en himmelsk Aften var Længslerne mod Hjemmet altid mest ustyrlige. Nu kom jo snart den Tid, da hun plejed at gaa ned i sin Fars Eng og sanke Blomster til Pinsefesten. For nu maatte de jo være udfoldede allesammen, den gule Kavling og den violette Karse; og saa den sjældne Guldskinnende, som hun ikke vidste noget Navn paa, men som grangiveligt minded om smaa Æggeblommer paa Stilke. Ja hun havde hentet sig mange vaade Fødder nede i de Enge, men alligevel: hun troed ikke, der var saa smukt et Sted i Verden som der, naar Rylen fløj med Pylrelyd over Aaens lave Vandingssteder og Vibens brogede Æg laa med de fregnede Spidser mod hverandre inde under Kavlingens duggede Blade. Aa, hvor var det ikke skjønt PinSedagsformiddag, naar man havde gaaet dernede i Engene, mens Forældrene var i Kirke, at komme hjem i den rene Stue og hælde hele sit Forklædes Indhold af Blomster ud over det lange sandskurede Bord; og saa — mens en ældre Søster kogte Risengrøden færdig ude i Frammerset — at begynde at pynte alle Skilderierne med Blomster, en gul og en blaa bag hvert og en hel Buket over det gamle Spejl ved Klokhuset. Og saa kom Mor stille ind ad Døren og lagde den svære Salmebog med Guldkorset opad midt paa det hvide Langbord, og Far kom ogsaa ind og stilled sin tunge Kjæp op ad Døren og drak længe af Ølkovsen. Og endnu med Kaaben paa gik Mor hen til Blomsterne og tog dem varsomt om Hovedet med to Fingre, saadan som man tar et godt Barn om Kinderne.
„Aa, hvor det endda er skjønt at se saa mange kjønne Blomster!” sa hun. „Er du nu ikke gaaet og bleven vaad om Fødderne, bitte Dorre?” Mor var altid saa god, og saa holdt hun saa meget af Blomster, det har j e g efter hende, tænkte Dorre. — Og derfor blev hun jo heller ikke ret gammel. For det siger Folk jo, at de bliver aldrig gamle, der holder alt for meget af Blomster. — Aa, om Mor havde levet, saa var aldrig det sket, som nu var sket: for hun var altid saa rettænkend; og hun havde sagtikke een men mange Gange, at aldrig — saa længe hun havde noget at sige — skulde hendes Børn blive tvungne til at ta den, de ikke tykte om; „for det er den største Synde, en kan begaa,” sa hun. — Havde hendes Mor levet, sa havde hun faaet Jens Tammesen. om saa han aldrig var saa pengs-øde. „Aa, Jens Tammesen!” Dorres Barm fyldtes af varme Mindebølger, mens Katten paa hendes Skjød blev urolig under Taarernes tunge Fald. — Hvordan var det nu, de var komne til at holde „saa faale møj” af hverandre, hun og Jens Tammesen? Jo det var den Dag, de havde høstet hendes Fars Havre; det var ud paa Aftenen, inden de sidste Straa faldt; det var lige ved at gaa dem paa, men de vilde nu være færdige den Aften. Jens Tammesen var en farlig biel Karl, og hans Skaar var de bredeste i hele Byen. Dorre var dinglefærdig af Træthed, endda Jens Tammesen nu og da bandt et Neg for hende; da de var færdige med at høste, begyndte de
at sætte sammen; Jens Tammesen tog bestandig alle de yderste og tungeste Neg for at spare hende saa meget som muligt. Natten var saa blikkende stille under Himlen; der var ingen Maane men fuldt af blide, forunderlige Stjerner; Duggen faldt tæt over de fældede Neg, der laa med dunkle Omrids i Mørket; Frøerne sprang over ens Træskonæser, naar man gik over Agerfurerne, og Mulden mellem Stubberne dufted tungt og dugdrukken, naar man bøjed sig for at faa Neget ved Toppen. Saa var det, det skete, at de i Mørket samtidigt kom til at gribe efter det samme Neg; hans Haand havde været den nederste, og Dorre havde grebet ham lige om Haandleddet; og som et Lyn havde han saa lagt sin venstre Haand ovenpaa hendes og draget hende ind i sin Favn, og forinden hun i sin Overtræthed kunde sætte sig til Modværge, om hun havde villet, havde hans Læber fundet hendes og kysset hende Gang paa Gang, tungt og ildfuldt, som der kun kysses i Mørke. Og hun havde staaet der ganske stille med en underlig lammet Fornemmelse i sine Knæer; ja hun havde vist ogsaa lænet sig ganske lidt imod ham, og det havde ansporet ham til at lægge sin Haand omkring hendes Nakke. Han slap hende med et Kys, i hvilken han ligesom samlede Summen af alle de foregaaende, og skød hende saa heftigt om end ømt tilbage i Stubberne. Dorres Hovedklæde var sunket ned bag hendes svære Haarknude, og hun syntes, hun maatte kunne føle sine Kinders Rødme. Under Resten af Arbejdet gik hun som i en Taage. Hun var jo saa ung og uden Erfaring i Kjærlighed; naturligvis havde ogsaa før i Dag en eller anden taabelig Dreng fravristet hende et Kys i Forbiløbet, men saadanne voksne Mands-Kys, mættede af Styrke og ubøjelig Vilje, dem havde hun aldrig kjendt før i sit Liv.
Arbejdet skred videre i det glidende Mørke. Paa een Gang sa saa Jens: „Dorre, er d u træt?”
„Nej, nu er a ett træt.”
„Ja for saa maatte du godt have sat dig paa et Neg, ilag a gjorde Resten.”
„Nej da var det da Synde, Jens! A vil jo saa gjerne hjælpe dig!” sa Dorre.
Snart var de ved Agrens Ende. I kaad Glæde løb de omkap efter det sidste Neg; men lige da den leende Dorre vilde gribe det, tog Jens hende om Livet og løfted hende
en Alen fra Jorden, mens han svang Neget i en stor Bue over hendes Hoved.
„Hvor du endda er stærk, Jens Tammesen!“ sa Dorre, da hun atter naaed Jorden.
„Nu har vi gjort et godt Stykke Arbejde,” sa Jens, svang de to sidste Neg ind i hinandens Favn og klapped dem sammen i Toppen. „Vi er de første, der har faaet op-høstet i Aar.”
„Hør til Fuglene!” sa Dorre og lytted ud mod de store Kjær. „Naar de tar saadan opaa, plejer der ikke at være langt til Efteraar.”
Dorre slog sit opkiltede Skjørt ned over sit Knæ; Jens fandt sin Hjøle og svang den paa Nakken med den dug-slaaede Od opad. Saa gik de stille henad Markstien ved hinandens Side.
„Vi er da vist de sidste, der er oppe i Aften,” sa Dorre og lod sine Øjne fare hen over de slumrende Gaarde, der laa derinde i Byen uden et Lys.
„Ja men hvad gjør det; det er jo Søndag i Morgen,” sa Jens Tammesen. „Kunde det ikke være rart at sætte sig lige et Øjeblik,” føjed han til, da de naaed et lavt Toftdige bevokset med Siv og Katskjæg. Jens la sin Le paa Diget og tvang lempeligt Dorre ned til sig; Sivene peb svagt i deres Skeder, da hun gled ind mod hans brede Bryst; her laa hun med lukkede Øjne og svimled i Kjær-tegnene fra hans Hænder, der lugted af Havretop og Hjøle-knag. Han løfted hendes Ansigt op imod sit, mens han tilhvisked hende alle Nattens søde Ord; men ængstet ved hans Hede satte hun søvngængeragtigt sine Hænder mod hans Bryst og skød sig i Arms Længde ud fra ham.
„Kom ikke for nær til min Hjøle!” hvisked han skarpt; og brat sank hun atter ind imod ham, saa deres Knæer berørtes og deres Træsko larmed svagt imod hverandre. — Høstnattens duggede Mørke laa over Pors og Siv, Trækfuglene larmed ude om Hededammene i Vest; en Plag gik og græssed inde i Toften bag de to Elskende; af og til lagde den sin Mule op paa Diget og napped en Tot Græs under hule Rusk. Dorre hørte det som i Drømme; vilde rejse sig op, men gled kun dybere ned i Sivene.
— — — „Aa, Jens Tammesen!” med dette Udraab afslutted Dorre disse Erindringsbilleder om sin Ungdoms Kjaerlighed. — Der var jo dem, der mente, at det var syndigt, saadan at gi sig hen til den, en holdt af; men var det kanske ikke syndigt, hvad man havde gjort imod hende? — Om han nogensinde kom tilbage — hun vilde gaa med ham, hvorhen han selv pegte, tværs over Hedebakker og Mosehuller, ja lige til Verdens Ende, om det skulde være. For han var saa stærk, saa god og saa stærk. — Bare hun ikke havde faaet sin Helsot ved at tænke paa ham: dette Sting der ved Hjærtet; saadan havde Mor ogsaa faaet det. En maatte være forsigtig og ikke ta Nattekuld — — Dorre trak ned i Korsklædet over det sviende Bryst. — Skjønt: hvorfor skulde hun ikke ville dø? Havde hun noget som helst andet end Sorg at vente paa? Det eneste skulde være, om Kild kunde gaa hen og dø; saa vilde hun sælge Huset og rejse ud og opsøge Jens Tammesen; og han vilde ikke jage hende bort; han vilde forstaa det altsammen, for han var ligesom Mor, saa rettænkend. Men hvorfor skulde Kild dø; han var naturligvis — ligesom alle onde Mennesker — saa sejglivet; hun blev nok nødt til at dø før Kild; for en af dem maatte dø; dette Liv var ikke til at holde ud. En Nabokone havde jo ogsaa set en Ugle tage Flugten lige ad deres Hus; hun paastod, at den havde hvilet sig paa Taget; men det kunde jo ogsaa være en af Køerne, der skulde dø; for der gik jo ogsaa Varsler for Dyr.
Men hvis det nu alligevel var Kild. — — Han var jo nu nede i Mosen og se til Tørvene; der var saa mange
dybe Huller — og nu mod Mørket.————–Hvad om nogen kom bærende med hans Lig op over Brinkerne. — — Nej, saadan maatte man ikke tænke; men hvi var han da saa ond imod hende? Havde han maaske ikke noget Vid om at være god? Og hvi var han saa ond imod Katten, den eneste Skabning, hun havde at ro sig ved? Var det for den Smule Mælk, den fik i sin Kop, naar hun mal-ked? Ja, for det var ham, der havde sparket Katten, saa den nu havde humpet paa tre i mange Dage; det var ligefrem en Ynk at se paa. — Lille Mis! — Dorre løfted lempeligt dens syge Fod i Vejret; Katten udjamred en lidelsesfuld Mjaven og saa ræd op paa sin Beskytterinde. — »Tag dig i Vare for at komme i Nærheden af ham, bitte Mis; for der har vi to nok ikke noget godt at vente,’ sa Dorre,
Endnu en Gang fortabte hun sig i Minderne om Fortiden og Jens Tammesen. — Skulde hun aldrig, aldrig mere se ham — eller høre fra ham! Han skulde jo ha faaet Plads dernede ned Aarhus ad. Aarhus — hvordan var det? det var jo østerpaa, den Vej der ned ad Aaen til. Den Vej vilde han maaske komme en Gang op imod deres Hus. Aa, om han saa kunde passe at komme en Aften som denne, naar hun var ene hjemme! Hun vidste saa nøje, hvordan han maatte komme. — Dorre la sit Forklæde for Øjnene for at gjøre sig Billedet rigtigt tydeligt. — — Ja; saadan vilde han komme op over Brinken: høj, rank, brunet, med dette raske Tag paa højre Fod og en pæn Rørkjæp i Haanden. — Dorre gik helt op i sin Rolle og .snakked højt med sig selv som et Barn, mens hun stadig holdt Forklædet for Øjnene. — — Se! nu sprang han over Vandrenden dernede bag Mergeldyngen, saa en Vibe fløj op med et skarpt Skrig; nu gik han forbi Faarene dernede paa Grønagrene; de stamper i Jorden ad ham ogsaa, de ækle Kræger; nu blev han borte bag den
hushøje Tørvestak — — men nu — — hør! hør!—————
Nu kom han lige hen til hende. „Aah, bitte Jens Tammesen!” — — Der hørtes nogle tunge Trad i Grønjorden bag om Huset; Katten sprang forfærdet ned fra Dorres Skjød og humped i Læ bag Kaalgaarddiget; Dorre rev Forklædet fra øjnene — og saa Kild staa foran sig med krogede Knæer og tvære Træk under den store fedtede Kaskjetskygge.
„Naa, her sidder du med ledige Hænder!” begyndte han. „Der er andre dje Koner — de her altid noget at ta sig til med Hænderne; enten det nu er en Bindhose eller en anden ringe Ting; for det er aldrig saa lidt, saa bliver det endda til nøj; men d u er nok ikke af den Slav, der er anlagt paa at gjøre Nytte i et Hus. — — Aa, kunde du ikke gaa med ind og hjælpe mig Dejgnkarret af Loftet; du ved jo, der skal bages i Morgen!”
Dorre gik lydig ind efter sin Husbond.
Næste Morgen tidlig, mens Dorre malked Køerne, stod Kild og var i Færd med at ilde Bagerovnen Han ligned mest en Djævel, der har taget sig over at gøre det lunt under en af de Fordømte. Ilden fra Ovnen flimred i hans Træskokramper, i hans smaa Øjne og i Fedtlaget paa hans store Kaskjetskygge; det lille Frammers var fuldt af Klyner og Brændlyng, som Kild vikled sammen i sine lange Arme og med et Svup sendte ind ad Ovngabet, mens hans magre Skikkelse gjorde Skyggespring mellem Loftsbjælkerne. Frammerset laa mellem Stuen og Risthuset; bag dette igjen: Kostalden. Dørene stod i øjeblikket aabne for at gi mere Træk i Ovnen. Paa een Gang stod Katten paa Dørtrinet ind til Stuen, fra hvilken den vilde snige sig gjennem Frammerset ud til Dorre og sin Morgenmælk. Under andre Omstændigheder havde det kun været et Spring om at gjøre; men den var i Dag — paa Grund af Sparket — daarlig til Bens, og Lyngrafterne lagde den ogsaa Hindringer i Vejen; da saa Kild pludselig spærred Risthusdøren, misted den Besindelsen, blev ræd og krøb i en Kugle under Vasken. Kild skød sin lange Arm ind efter den, greb det lille Dyr ved Hovedet og slængte det paa maa og faa ind i den rødglødende Ovn; der hørtes nogle skarpe, eksploderende Lyde, som naar der gaar Ild i Talg, og en sort, stinkende Røg vælted hen under Ovnhvælvingen. Kild bøjed sig ned i sine posede Knæer, indtil han sad foran Ovnmundingen i en Ramme af Ild; her blev han opmærksomt siddende, saa længe der var en Stump af Katten tilbage; saa rejste han sig op og skogred, saa hans lange Hage hoppede.
Kort efter lød Dorres Kalden ude ved Køerne: „Mis! Mis! Mis!“ — Man hørte hende aabne Nøsddøren og kalde ud over Toften. Da der endnu ingen Kat viste sig, aned Dorre Uraad; med opkiltet Skjørt og med Malkestrippen i Haanden kom hun frem i Melldøren og spurgte:
„Har du set noget til Katten?“
Kild, der endnu ikke var bleven Herre over sin Latter, svared oprømt:
„Jow du kan tro, a har set den! De sidste Fløde, den fik, de var saadan lovlig warmt.“ — Og med en Bevægelse hen mod Ovnen: „Du kan tro, te den
brased!“
Dorre blev i sit Ansigt som en kalket Væg; hun lod Strippen synke, gik hen imod Manden og sa med en Undertone af fortærende Had: „Aae, hvor du er en Skumpi!“ — Derpaa gik hun skjælvende ind i Stuen.
Da Kild lidt efter keg ud af Vinduet, saa han Dorre
forsvinde om Hushjørnet. — Det gav et Ryk i ham! Men hvad var det? Rendte Dorre hendes Vej! — Kild slap Indfyringen og styrted ud ad Bagdøren. Men Død og salte Pine, var æ Kwind bleven vidløs! Løb hun ikke der nordpaa saa hurtig hendes Ben kunde bære hende, i Støvler, Sjal og det hele, og med en Bylt i den ene Haand! „Dorre! Dorre! Vil du se at komme hjem! Hører du ikke en raaber efter dig! — Jamen har nogen da kj endt Mage til Kvindemenneske; rende sin Vej, naar en staar her og skal ha Brødet i Ovnen!”
Dorre var allerede langt uden for Hørevidden af Klids Kalden. Hun blev ved at rende saa rask, hun kunde, henad Hedevejen, mens Sjalet flagred i Luften.
Fire Døgn efter kjørte Søren Stougaard og Datter atter op for Kilds Hyttedør; bag i Vognen laa der to Tønder Rug og en grønsaltet Flæskebøste. Dorre gled ned af Agestolen forbi Kild og ind i Stuen uden Ord; Kild bar de gode Gaver under Tag; hans Knæer krummed sig dobbelt under Byrderne, og hans Træskonæse strejfed hans Bukseben over Dør trinet.
Søren Stougaard sad under Kabudsen med det uigjen-nemtrængelige Ansigt — som bag et Gitter.
„Ja, tho Dorre kom jo hjem,” sa han uden at dreje Hovedet.
„Naa, hun kom hjem?”
„Og nu har du hende jo saa igjen.”
„Ja; tho det ser a.“
Der gik en Tid. Saa sa Søren:
„Der bliver vist snart Forandring paa æ Vejrlo.”
„Ja, det kunde gjerne ligne for det,” sa Kild.
Langsomt vendte Søren Stougaard Vognen med de tømte Sække.
Kort Tid efter begyndte Dorre at spytte Blod. Næste Foraar døde hun.
Mens hun laa paa Straa, afskar Kild med en Uldsaks hendes lange gule Fletning lige til Bunden.
Kilds Bismer udviste, at den vejed knap og nap halvandet Pund.
Dette stod Kild haardt paa, da han senere borttusked Fletningen til Dorres nære Familje.

Per er syg-Vredens børn

Udgivet: 1919

PER ER SYG

Det blev en frygtelig Nat for lille Per. Skjorten krøb ind til hans Hud, som var den gjort fast dertil med Fuglelim. Varmen fra de nubrede Hylsklæder næsten skolded hans Legeme; hvordan han saa vendte sig, var Stillingen ubekvem; det var som at vælte sig rundt i et umaadeligt Begplaster, som Kropvarmen havde gjort mørt og klæbrigt.
Han domsed blot saa meget som en Fugl, saa vaagned han med stærk Hovedpine. Hans Sanser var bleven sygeligt følsomme; den stinkende Dam ved Døren, Anders transmurte Træskostøvler og Skidendunsten fra Linnedbunken – han ikke alene lugted det, men det var, som havde det lagt sig med et Lag paa hans Tunge. Og saa var han saa rent svælgende tørstig. Hvad skulde han dog gjøre for en Draabe Vand?
Han var kommen til at tænke paa Gojs Limonade. Som det havde smagt ham, og som han dog var en underlig Mand, den Goj, men vistnok saa god. Ellers var der ikke mange gode Mennesker. Jo, Kild Pejrsen; og Jen s Romlen, Daglejeren, der var fattig som han selv, og som havde bøjet sig saadan, for at Per kunde naa at lægge Møntørvene paa hans Ryg; og saa Anna – hun var vistnok ogsaa god, men hun var alligevel tilsidst gaaet bort med Jakob. Men Mette! aa, han kunde ha slaaet hende for Panden med sin Tøjrekølle, ja, med den ende af Køllen, hvor alle de brede Sømhoveder sad!
Aa, men den Tørst! Han holdt det ikke ud! Forsigtig slog han Dynen til Side og lod de nøgne Fødder glide ned paa Lergulvet; han var svimmel af Kvalme og Hovedpine ; han kanted sig over den stinkende Sø og kom ud i Stalddøren. Maanen stod som et stort Spøgelseansigt lavt over Vesterhuset; en Flok hvide Duer sov paa Mønningen.
Barfodet og kun iført Skjorten, hvis klissede Folder suged sig til hans Krop som Igler, naaed han hen til Brøndrammen. Han turde ikke trække frisk Vand op, da det usmurte Kjelddrav vilde skrige og vække alle paa Gaarden; han bøjed sig da ned mod Vandtruget og drak, begjærligt som et Dyr, der har staaet paa Sti hele Døgnet.
Syg og vaklende naaede han tilbage til Stalden. Maanen jaged hans tynde Skygge over de matbelyste Bæsingtræer.
Da Bertel næste Morgen kaldte som sædvanligt, lød det for Pers Øren som Raab i Taage. Bertel maatte hen til Sengen og ruske i ham.
“Aa, kom endda nu op i en Fart! Studene har rejst sig nede paa engene; tror du ikke, de er tjen lige for at blive ponned til!”
Per rejste sig avtomatisk op paa enden. Han var grøn under Øjnene, og der var som bundet en Møllesten om hans Nakke af Livsens Tynge; han vakled ud af Sengen, mens Bertels hule Træsko slog Gnister af Staldsten ene.
Per kom frem i Stalddøren, men han havde ikke gaaet to Skridt,før han kasted op, saa det knaged i Sideben ene. Sveden pressed sig frem af hans Pande, og han kunde knap se sine egne Fødder for Svimmelhed.
“A er syg!” sa Per med lav Stemme til Husbonden, der stod og snitted en Hæl til ude ved Møddingen.
“Aa er du ett Fanden!” sa Bertel. “Tykkes du maaskesig, du kan være bekjen dt at melde dig syg den her Tid Dags, hvor alle Høvderne staar og skal flyttes.”
Pers Svar var en ny Opstyrtning, der rysted hans Legeme, saa han maatte ta Stødd ved Muren.
“Hvad; er æ Knæjt bleven syg!” sa Ann Kjestin fra sit Baghold i Bryggersdøren.
“Ja, I kan min Salighed gaa og lave no godt nøj, ja I kan!” svared Bertel. “Det er naturligvis den her Satans Smøren, I nu skulde ha stilt an med; før har Drengen jo godt kunnet passe hans Arbejde, men saa skulde han endelig smøres! Jow I skuld Dævlen taa mig ha været smurt, skuld I! Mon I nu vil rende efter æ Høvder, eller hvem har I at vise an paa! – Der gaar Mett, den lange Los; men tror I, en skal faa hind til at flytte en Ko eller rokke en Kobbel Faar af Sted; nej, bare hun kan gaa inde og flegre med dig, og I kan faa jei en god Taar Kaffe med hinanden, saa kan det gaa med Kreaturerne, som det kan.”
“Tho nu tykkes a, te du kunde spare dig at gaa og himte op om det; æ Dreng skulde jo gjøres ren, det ved du jo. Og te æ sølle Pjevs saa ikke kan taale det, det er en Sag for sig. Men er æ Knægt syg, saa maa han jo ad æ Seng. Den Histori er wal ett længer.”
“Ja, gaa saa ind i Sengen, for Fanden, det kan du vel taale da!” sa Bertel. “Men er du ikke snart rask, saa skal du min Salighed faa Lov til at blive hjemme fra Sjørupmarked, det skal a love dig for!”
Det var et Marked, der laa en Maanedstid længere frem, som Per havde glædet sig meget til, som det ensformige Hyrdelivs næsten eneste Adspredelse.
Per havde allerede ligget en tre-fire Dage med temmelig høj Puls, før hans Mor ad Omveje fik Besked om hans Tilstand. en Eftermiddagsstund stod saa Ann Mari Kjærsgaard i Nørgaards Dagligstue. Ann Kjestin bød hende et behersket Velkommen og kaldte i det samme ud ad Kjøkkendøren:
“Mett!”
“Ja-a”!”
“Vil du sætte Kaffekjedlen paa Ilden.”
“Hvad for en af dem?”
“Den blaa!”
Til Forklaring af dette Vafg bør man vide, at paa Nørgaard retted Kaffens Smag og Godhed sig efter Stand og Sfilling.
Bedst var den brune Kande. Den anvendtes kun en sjælden Gang, til Familiemedlemmer og Honoratiores; ret god var ogsaa den hvide; den var til Ann Kjestins egen daglige Forbrug; men rent slet var den blaa; den brugtes udelukkende til Smaafolk og om Søndagen til Tjen estetyendet. Det var altsaa ogsaa den, der var falden i Ann Mari Kjærsgaards Lod.
“Tho det er blevet mig fortalt, te Pejr er syg?” begyndte Ann Mari Kjærsgaard.
“Ja, han er bleven tagen ned for os,” sa Ann Kjestin.
“Tho da er der vel ikke noget alvorligt tilfâs?” sa Ann Mari.
“Ne-ej. Han klager sig over Hovedpine. Ja, tho han gik jo hen og fik den her Kløe; men det plejer en jo dat at regne for no Sygen. Helsen har æ Dreng saamænd været hel flink; a skal ikke sige andet. Han har aldrig skadet nøj til wos. Og han har taget godt ved Føden, saa nær som de sidste Dage. – Ja, gaa du kuns nu hen og se til ham.”
Ann Mari Kjærsgaard gik ud til Sønnen. Hans uhægede blege Hoved med det strittende, solbrændte Haar tegned sig skarpt mod det snavsede Dynevaar.
“Tho du er nok bleven skidt Kaal!” sa Ann Mari og strøg ham hen over den klamme Pandehud.
Per saa op med et træt, ubestemmeligt Blik.
“Du kan da kjen d din Mor, Pejr?”
Pers Mundvige begyndte at bæve.
“Hvor gør det ondt, mit Barn?”
Han la Haanden paa sit Mellemgulv og paa Tindingerne.
“Tror du ikke du kunde spise en Bid Pandekage?” spurgte Ann Mari og begyndte ivrig at trække Knappenaalene ud af en lille Bylt og fæste dem i sin Barm.
Per rysted svagt paa Hovedet.
“Jow; en jen le Bid!” bad Ann Mari bønligt. “A har lagt Sukker paa!”
Pers Svar var en ny Hovedrysten.
“Nej, er du saa ring!” sa Ann Mari. “Og som Sveden vælter ud af dig!” Hun klapped ham pan Kinden, imens to store Taarer, de eneste hun havde kjen dt i uoverskuelige Aar, trilled ned over Pers Sengestok.
“Og du kom aldrig hjem til din sølle Mor siden, te en da kunde ha set engang imell, hvordan du havde det. Har du aldrig længst efter mig, hvad bitte Pejr?”
“Jo-ow!” sa Per under endnu voldsommere Graad.
Ann Mari vikled langsomt Klædet om den forsmaaede Pandekage; tog Knappenaalene fra Barmen een for een og fæsted dets Rande. Hun stod endnu længe og klapped Sønnens Kinder og gik derpaa stille over Gaarden og ind.
Ann Mari Kjærsgaard var tavs, saa længe hun nød sin Kaffe. Da der blev budt hende anden Gang, skød hun sin Kop fast og bestemt fra sig: “Nej Tak!”
Ann Mari Kjærsgaard havde ogsaa Forstand paa Kaffe.
“Naa, hvad siger du saa om æ Dreng?” spurgte omsider Ann Kjestin.
“A siger, han er syg, og det er møj! Og saa siger a, te her skal æ Doktor hentes, og det ogsaa uden lang Betænkning. ”
“Nej, Jøsses da, æ Doktor! for saadan en Knæjt si Skyld! Det war vi endda kjed af,” sa Ann Kjestin.
“Ja, det bliver nu ikke anderledes, end som a siger; og vil I ikke hente ham, saa skal a nok skaffe ham hentet; men I skal faa at vide, hvem der kommer til at betale det!
Har du været henne og se til ham?” spurgte Ann Mari strengt.
“Nej a har saamænd ett, men Mett har jo været ude ved ham flere Gange med hans Mad, som han da ogsaa har taget en bitte Krumm af,” sa Ann Kjestin.
“Ja, da vilde han ikke ha noget af min Mad; og a plejer helsen nok at vide, hvad der smager ham.
Men som a siger, æ Dokter skal hentes, og det i Morgen den Dag.”
“Ja, da tror a, te Bertel vil bliv møj sær ved det,” sa Ann Kjestin surt.
“Ja, lad Bertel blive, som han vil, men Barnet skal ha nø Hjælp, og det snart. Han har ikke andre end hans Mor at hold sig til, og det er første Gang, han er ude imell fremmed! Og a maa jo rigtignok sige, te det gjør mig ondt at se, hvordan han ligger i det”
“Ligger i det!” sa Ann Kjestin forundret; “tho du gjør dig saa hyw i æ Sæd; mon han ikke har det omentrent som andre dje Hjorddrenge, maaskesig endda en ussel Kjen d bedre. A ved i hvert Fald, ta a affentow har stukket en Bid til ham, som Bertel ikke fik at se, og som de andre dje Drenge fik ett.”
“Ja, det er ikke Føden, a klager over.” sa Ann Mari Kjærsgaard; “den er vistnok saa god, som den er nogensteder. Men te æ Dreng skulde komm her hen og blive skabet, det tykkes a er den største Synd’; a send ham herhen; han var misæl ren baade foruden og forinden; a stod selv og kjæmmed hans Haar; der var misæl ett Lus eller Lusmind’ paa ham, da I tog imod ham, – om saa aldrig a skal bliv salig, tro mig nu, a siger det! Og saa skal æ Dreng nu gaa omkring og vær skammet og ett kan komm til Skolen eller andre dje Børn! A kan ett forstaa, te I vil være det bekjen dt, saa velstaaend Folk te I er!”
Naar Ann Mari Kjærsgaard kom paa den Hest, saa var hun ikke god at bides med.
Og næste Dag satte Bertel, mut og sur, Stjærten i sin nye Vogn og kjørte efter Doktoren.
Op ad Formiddagen vendte Befordringen tilbage.
“Aa Jøsses, har en æ Dokter allerede!” udbrød Ann Kjestin. “Da var det endda slemt, om han skulde se de gammel grimm Lagner, nu de ikke har været byttet saa længe. Aae Mett, kan du ikke liste dig til at skifte dem, mens a faar ham ind til en Kop Kaffe.”
Mette sused ud i Karlekamret, mens Ann Kjestin skyndsomst fik den brune Kande paa Ilden.
Nu var LægEn dog allerede kommEn ned af VognEn. Det var En lav mavefør Mand med blondt Fuldskjæg, smaa Fødder og Stanleyhat En fin Gordon-Setter stod med det tungsindigste Ansigt og rakte Tunge imod Hjulfælgene.
“Ja tho, han ligger jo derind!” sa Bertel og pegte med Pisken mod Stalddøren.
“Naa,” sa Lægen, “har De Deres Folk i Stalden? Saa har De maaske Bæsterne inde i Stuerne?”
“Hwa-a?” sa Bertel; han kunde imellem blive saa sær tunghør.
“Aae Bertel, Bertel!” hvisked Ann Kjestin og trak i det samme Manden forvirret i Kjoleærmet. Derpaa sa hun med hævet Stemme: “Aa vil æ Dokter ett lige gaa til Døren og drikke en jen le Kop Kaffe – først!”
“Jo Tak, Ann Kjestin, bagefter!” sa Lægen og traadte ind i Karlekamret, hvor Mette rev og sled i Sengetøjet og den syge for at opfylde Madmoderens Ordre.
“Aa, giv Dem endelig Tid med at faa Lagnerne skiftede,” sa Lægen med et forstaaende Smil. “Renlighed er en overmaade god Ting, selv om den ikke kommer præcis til Juleaften.”
Mette var blussende rød, da hun gled forbi Dr. Koldkur med Favnen fuld af de svinske Sengelagner.
Lægen traadte nu hen til det syge Barn. I en Haandevending forstod han det altsammen. Han kigged bag Drengens svovlstinkende Skjortelinning; han løfted hans matte Haand lidt i Vejret og saa ham mellem Fingrene.
“Hvor er det, I har smurt ham i?” spurgte Koldkur.
Bertel skød et hæsligt Potteskaar hen over Bordet.
“Det er jo at regne for Mordforsøg!” mumled Lægen. “Gojs Kure kan I anvende i Tilfælde af Svinedifteritis eller Kreaturvask, men menneskelignende Patienter skal han den Onde gale mig holde sine Fingre fra. Det kan I hilse fra mig og sige! I har jo paa et hængende Haar været ved at slaa Barnet ihjel. – Kvaksalver-Idioter!
Selv om I lar jeres Folk leve halvvejs som Dyr, saa taaler de dog ikke alle Dyrenes Kur. Han der f. Eks. er noget sart i Kjødet. Men det forstaar sig, det er jo saa rart billigt, hva Nørgaard? 3 Lod Sebadillefrø, værsartig, 25 Øre! Det gjør ikke noget kjen deligt Hul i den kjære Pengepung. Vel, lille Nørgaard?”
,Ja, tho det maa én vel ogsaa se en bitte Krumm po!” sa Bertel.
“Ja, det maa en ogsaa se “en Krumm po!” Om net kreperer, det har mindre at betyde! det kommer kun an paa, han gjør det billigt; alt er godt, naar bare Operationen paa Pengepungen forløber let og smertefrit; jo jeg kjen der jer – Pungdyr!
Hvem deler han Seng med?”
“Aa, han har jo hele Tiden ligget ved Forkarlen,” sa Bertel.
“Maa jeg se ham!”
Anders kaldtes ind.
“Vil De vise mig Deres Hænder!”
Anders kom med højre Haand, der hang tung og brunet som en mægtig Hummerklo.
“Hvor længe har De gaaet omkring med det der?”
Anders forstod ikke, hvad Lægen sigted til.
“Jeg mener Skabet, Fnattet, det skrofuløse Eksem, hvori De synes at være indspundet som i en Kapsel.”
Anders stod mere og mere maabende forundret.
“Er De syg, Mand? Har De taget Skade paa Mælet, siden De ikke svarer?”
“Ja hwa – hwa – mener æ Dokter?” stammed Anders.
“Jeg mener, er De født skabet, eller naar er De bleven det?”
“Naa, det der! Jow det haar a saamænd haft en god Stød. Det gjør ingen Verdens Onde.”
“Men Menneske, vil De da ikke af med det?”
“Nej, hvad skulde det snart gjøre godt for? A har ingen Hinder af det, og saa holder det jo alle andre Sygner til Sid,” svared Anders.
“Alle andre Sygdomme til Side! Det der! O hellige enfold! Hvem har givet Dem den Generalløgn at løbe med?”
“Tho det har en da altid hørt, te dem der har den Sygen, de gaar fri for alle de andre; og saa er det da en sær bitte ring Ting at gaa med”, sa Anders.
“De vil altsaa ikke underkaste Dem en højst nødvendig Kur?”
“Hro, hrom! Hrom – hrom!” sa Bertel, der frygted for at komme til at afstaa Karlen i denne travle Tid.
“Kur! for det der! Nej gu om a vil! Det har a hverken Tid hæ føad til.”
“Nej det er jo en travl Tid,” sa Bertel.
“For nogen Mennesker!” sa Koldkur.
“Naa. Ja, ja; men De vil i hvert Fald drage Omsorg for, at Drengen der ikke oftere kommer til at ligge i Seng sammen med Dem; det maa jeg paa det indstændigste indskjærpe saavel Dem som Deres Husbond.
Ja, saa kan De godt gaa!”
Koldkur vendte sig nu mod Bertel.
“Ja Barnet er meget alvorlig angrebet. Han skal paa Hospitalet snarest muligt.”
“Paa æ Hospital!” udbrød Bertel forbløffet. “Da kan det da vel aldrig blive mig, der kan komme til at betale det. Tho Forældrene er jo paa Kommunen, og det maa vel saa blive den si Sag, om den vil gjøre nøj ved det”.
“Hør, Bertel Nørgaard, nu fortjen te De Fanden gale mig en Dragt Klø!” sa Lægen og traadte med Hænderne i Bukselommerne lige hen foran Bertel.
“Drengen er blevet smittet her i Deres Hus som Følge af, at De har ladet ham dele Seng med en vitterlig Fnatpatient, og naar han saa bliver syg, efterat De ved Deres Forsømmelighed har nedbrudt hans Helbred, spørger De, om De skal betale! . . .
Naa, det er forøvrigt mig ligegyldigt, hvem der betaler! At De som Drengens Husbond vil komme til at udrede Deres Part, anser jeg for en Selvfølge. Han skal blot hen, hvor han kan blive ordentligt plejet og faa nogen frisk Luft – for i dette Hul,” Koldkur lod et foragteligt Blik løbe hen over Karlekamrets Uhumskheder – “ja i Fald De her indespærred min ny fortræffelige Gordon-Setter, vilde den i Løbet af en Uge ha forvandlet sig til Grævling!”

Da hyrdedrengen skulle i skoven-Vadmelsfolk

Udgivet: 1905

DA HYRDEDRENGEN SKULDE I SKOVEN

Det var ellers et kjønt Hus, der laa paa Ajlgaard den Sommermorgen, her er Tale om. Stafen, Gaardens 50-aarige Ejer og Husbond, kom i Skjorteærmer halsende ud af Bryggersdøren, stumled over en Zinkspand, der stod henkastet paa Stenbroen, vendte sig i sit Raseri mod Spanden og kyled den under en Række hule Eder mod Stuehuset, saa et af Kjøkkenvinduerne sank klirrende i Støvet. I næste Nu stod Stafens værdige Viv truende i Dørkarmen:
„Men Gud spar og bevar en i Jesu Navn endda, er Mennesket bleven vidløs!”
Sidsel Mari var nær ved at tude.
„Tykkes du ikke, Stafen, te du har Ære af, som du opfører dig imod dine egne Sager? To af de bedste Ruder helt smaddergruttet, aa ve endda!” Sidsel Mari gav sig med Besvær til at samle Skaarene op i sit Forklæde, mens hun bestandig brugte Mund.
Stafen holdt sig stadig ude i Omkredsen. Egentlig var han godt flov over sin Handling og aldeles rasende over den Udgift, han vilde faa med Rudernes Fornyelse. Det var ogsaa Fandens, som han var kommen af Sted!
Naturligvis havde han ikke sigtet imod Ruderne, men imod Brødrammen, og det hele var bare beregnet paa at lave en Smule Spektakel og give de forbandede Kvindfolk en gavnlig Forskrækkelse.
Sidsel Mari blev ved med at la Munden gaa; Stafen brøled til sit Forsvar: „Ja, hvi Satan sætter saa saadanne forbandede Malorriser” (her sigtedes til Tjenestepigerne) — „a siger: hvi sætter de Sagerne saadan, te en skal ha det at brække baade Arme og Ben over! De var ikke bedre værd, saadanne Skravindler, end en gik hen og tog en Slavl og lagde dem over dje Bælle, saa de kunde synke ved det!
Her gaar det og vender og trender, vender og trender! Det kan ikke faa den ene Skank om den anden; men lad det komme ud, lad det komme til Rend, saa skal a helsen love for, der kan komme Flyvt i Skjørterne!
Om der bliver noget udrettet i Gaarden eller ikke, det er ikke det, det staar paa; nej, faa Tiden dreven af, og Lønnen pilket fra en, saadan det kan komme til Strolen efter sin egen Kommers, det er det, det gjælder om; saa er det snart det samme, om det er bitte eller stor, for Husbonden — han skal rungeneres ! — Og d u holder med det! Du tykkes, det skal føjes! — Nu staar en saa her i Morgen igjen og har ingen Hjorddreng. Om Kreaturerne bejser ad Helvede til, hvad gjør det, bare Drengen morer sig. Jow, aaejow! Han skal paa Ferietur; han skal i Skoven, naar en anden maa gaa ved Arbejdet. Det er Lærerne dje Paafund nu om Dage; det er helsen en god Opdragelse at gi saadan en Kyter! Aae, hvor skulde det tæ’skes!“ Stafen svang Armen vildt over sit Hoved.
Men nu havde Sidsel Mari faaet et kjærkornment Angrebspunkt og raabte hen imod Manden tværs over Gaar-dens brede, friskduftende Mødding: „Ja, du er helsen den rette god Karl til at tale om Opdragelse, saadan som du opfører dig og knajser dine egne Vinduesruder af ene, bar Vidløshed! Skulde ikke et gammelt Menneske skamme sig ved at gjøre, hvad en knapnok vilde tiltro en skjødløs Knægt. Føj for en Vesen endda!”
Men forinden de sidste Ord naaed frem, havde Pokker allerede taget ved Stafen ud ad Risthusdøren.
Det, der var gaaet forud for denne Scene, var følgende:
Efter Davren var Hyrdedrengen kommen frem med det Budskab fra den nye Skolelærer, at denne næste Dag agted sig i Bedingholms Skov med alle Børnene; Turen skulde foregaa pr. Tog og koste en Bagatel af saa og saa meget; Læreren haabed, at ikke blot Gaardmandsbørnene, men ogsaa Tjenestedrengene og helst alle uden Undtagelse maatte kunne faa Tilladelse til at deltage i Udflugten, som jo havde været forberedt længe, og som det havde kostet megen Umage at faa i Stand.
Læreren vidste nok, at det var første Gang noget saadant forsøgtes i hans Skole, mens det i andre, mindre gammeldags Egne var en sagt Ret, at Børnene mindst een Gang hver Sommer skulde ha en Udflugt til en naturskjøn Plet i Nærheden. Alt dette havde Læreren fremført for Børnenes Forældre en Søndag ved Kirken og havde ogsaa opnaaet de flestes Godkjendelse; men uheldigvis havde Stafen ikke været til Stede og vilde vel ogsaa vanskelig ha ladet sig omvende til Degnens Synspunkt.
Bitte Jens stod nu her og skulde tale sin og Degnens Sag overfor sin strenge og tvære Husbord; han følte, at han gjorde det saa usigelig daarligt, saa bitte og bange som han var. Stemmen skjalv, og Sætningerne faldt fra hinanden i lutter afbrudte Stumper, og Stafen faldt over hver lille Ytring for sig og smadred den som en Æggeskal; han løfted sin Stemme mod Loftet og lod den fuld af Bebrejdelse rulle hen over Jenses Hoved, mens Purken af bar Skamfuldhed var nær ved at forsvinde i sin egen Hue.
„I Skoven ! Siger du: i Skoven? Paa Udflugt? Du! Her lige foran Høstens Tid! Jow, det kunde vist ikke være saa galt! Saa var den Tid dreven af! — — Og det sætter Læreren i jer! Derfor gi’r en ham Offer og Løn og — hes og her! — for at han skal lære jer at stille Fordringer til Husbonden! I kan ikke gjøre én det broget nok selv. Jow , a har længe set, hvad det var for en Person. Havde en saa endda beholdt den gamle. Han kunde sgu holde en Tone i Kirken langt længere end den her sølle Spirris, og en Gravskrift, som gamle Pallesen kunde sætte sammen, kommer den her, Fanden glo mig, aldrig til at gjøre Magen til i hans Dage. Og saa var den gamle da et Menneske, en kunde snakke med; han kunde da sætte sig ind i, te naar en Husbond holdt en Tjenestedreng og gav ham Kost og Løn og — hes og her — saa var det ikke for at lade ham sidde i Skolen og drive, men for at han da kunde gjøre en bitte Krumm Nytte i Gaarden. Men kom til den her og bed ham om at lade Drengen være fri for Skolen i nogle Dage, hvad mon han svarer en: „Dette kan jeg sandelig ikke indlade mig paa, Hr. Stafen Ajlgaard — Nej, det kan han ikke indlade sig paa! Saadan en sølle vigtig Stegel! — Og saa kommer han nu her og forlanger, te en skal gi Afkald paa Drengen her midt i den allertravleste Sommertid; det var endda, hvad det var, om det havde været en — æh — Vinterdag, a vil sige “ — —
„Aa, du er da en sær sølle en til at staa og hjavle op!“ afbrød nu pludselig Sidsel Mari og løfted i det samme en Gryde kogende Kartofler af Ilden, saa Vandet blarped ned over de flammende Hedetørv. „Vilde du maaske ha, at Læreren skulde gjøre Skovtur med Børnene en Vinterdag? Hvordan kan du nu staa og sige saadan noget tombet Snak; der er da heller ikke mindste Sædding ved din Tale mer! A ser vel, det ikke er nemt at omvære Drengen en hel Dag ud, men for andre dje Skyld saa kan en jo da ikke nægte det. A hørte da ogsaa, te Wolles Tjenestedreng skulde med — —“
„Niels Krænsens skal ogsaa med,“ fremstødte nu Jens, der havde fattet Mod ved Madmoderens lidt uventede Undsætning. „Han skal op at age med Jens Vistisen.”
„Aa hold du mig din Mund, din Morris!” sa Stafen og gjorde en truende Bevægelse hen imod Hjorddrengen, der blev saa lille af Angest, at han var nær ved at forsvinde under Bordpladen.
Sidsel Mari fortsatte: „Som a siger: vi vil ikke ha nogen Udstand med Læreren for den Ting, nu en staar og snart selv har Børn, en skal ha i Skole. Saa finder en vel en Udvej til at omvære ham“.
„Ja, dine Udveje dem kender a,“ svared Stafen hverregal, „saa kan en anden en selv faa for sig at rende efter Høvderne. For te du eller Pigerne skulde læ’ én en Haand — — “
„Ja, tho det kommer en da vel om ved,“ sa Sidsel Mari beroligende, „naar du nu kunde la være at la æ Gal ta Overhaand. “
Stafen drejed sig paany fuldladet mod Hjorddrengen: „Det er sært, en ikke ogsaa er bleven udkommanderet til at kjøre dig til Stationen; maa du gaa? maa du vel gaa, min Fa’r? Skal en ikke ha Fjedervognen ud? Eller Kaleschen, — det kunde da alligevel være saa meget rarere!
Og det gjælder jo bare om at forlange; en Husbond — han er jo ikke til andet end til at opfylde, hvad hans Tjenestefolk behager at finde paa. Det kan en jo høre paa vor Mor, om en ikke kan faa det at vide andre Steder; hun holder med det; hun tykkes, det er helt hwell, naar en Knægt kan forlange — — —“
„Aa kunde du nu ikke faa noget andet at bestille end staa her og bruge Kjæve!“ svarede Sidsel Mari truende.
„Lod en dig raade til enhver Tid, saa blev en da snart skammet for hele Sognet.
Hvad tror du, Folk vilde sige, hvis vi var de eneste, der holdt deres Dreng hjemme fra Skovturen! — —
Aa gaa fra Bordet, saadan en kan faa Vandet hældt fra Kartoflerne,” afslutted Sidsel Mari myndigt, mens hun mased ind paa Livet af Stafen med den kogende Gryde ved Ørerne.
Med megen Træskolarm rykked Stafen bort fra Vasken, og da han nu var kommen i Rav, gik han ud af Huset, saa de jærnbeslagne Træskobeder rasped i Bryggersstenene.
Kort efter indtraf saa det foran skildrede Attentat mod Vinduesruderne, der endte med Stafens Flugt gjennem Vesterhuset.
Lidt efter kom han til Syne paa Grønningen bag den hvide Ladevæg; her var der et Par tøjrede Kreaturer, som skulde rokkes af Sted.
Den røde Plag kunde længe ikke komme sig af sin Forbavselse, da den i Dag i Stedet for de sædvanlige Kjærtegn fik et rasende Stød i Klaptræerne; og Ronnivædderen, der ellers havde frit Slag alle Vegne, og hvis fripostige, halvt kammeratlige Dunk i Stafens rummelige Buxebag aldrig forhen var bleven taget ilde op, blev i Dag lønnet med Køllen mellem øjnene foruden et rasende:
„Kan du holde dig ved en Side, dit laadne Spøgelse!”
Med Ryggen i en vred Bue og Armene krogede som til Ørefigner gled Stafen videre over Grønagrene.
Samme Dag henimod Aften stod lille Jens nede ved Strømmen og renskured sine brune Ben, mens Svalerne svitted over Sivene og Viben larmed over Engdraget. — En ældre Mand med opsmøgede Buxer kom ind over Kjærene med en vippende Medegaj over Skuldren; ud foran Jens standsed han paa de nøgne, gammelmandstynde Fodballer og sa oprømt: „Ih ser vi til æ bitte Ka’l! Det kan a minsæl lide, te du faar de smaa Lankener gjort rene. I gaar jo ellers med Greblag paa jer der i Ajlgaard; men sig mig, hvordan kan det være, te du gjør dig saa snøg i Aften? Skal du ad æ By?“
„A skal til Skovfest i Morgen. Det skal alle Skolebørnene. Der skal ogsaa en Spillemand med. Og vor Melmad skal vi ha med os, for vi kommer ikke hjem før med æ sidst Tog,“ sa Jens og sparked i Bækken saa Vandet stritted.
„Ih nej da, hvad hører a!“ udbrød Fisker Thames.
„Det er helsen no andet end at sidde hjemme ved et Fad sure Vælling!
Skal det saa koste noget?”
„Ja—a, for hvem der har Raad til det; men a skal nu ikke gi noget; det har Degnen sagt, for min Mo’r har været ved ham.“
„Naa! — Har Stafen saa givet sil Minde til det?“ spurgte Thames.
„Ja, saadan da!“ svared Jens undvigende.
„Ja, a kan sgu nok tænke, te det har holdt jævn haardt,“ sa Thames flirende; „men tho det kan du jo ta dig let, naar du h a r faaet Lov.
Ih, Død og Kritt! — Saa skal I vel være tidlig til Farts ?“
„Ja, vi skal med Morgentoget; for vi skal om ved tre Stationer!”
Jens svimled ved Tanken om saa lang en Udfærd.
„Ja saagi skal I vel saa! Ja, ja, min Dreng, lad mig saa se, du ikke ligger paa det grønne Øre; for Toget — det venter mi’sæl ikke paa nogen.”
Thames svipped videre med sin Medegaj.
Stafen Ajlgaard havde aldrig saa snart næste Dags Morgen aabnet Staldkammerdøren og ladet sin sprukne Stemme gjalde, før Jens sad lysvaagen paa Sengestokken og strakte Haanden ud efter Stadstøjet, som han Aftenen i Forvejen omhyggeligt havde henlagt paa Skrinet ved Siden af Sengen.
„Naa du skal i det nye Tøj lige med det samme,” sa Stafen, „tho a troed, du vilde vente, til du havde faaet Høvderne ud.”
Her styrted en Sten ned i Jenses Hjærte. Han havde haabet saa inderligt, at han i Dag skulde være bleven fri for Kreaturerne; thi skulde han først til Slæben med dem op i Udmarkerne, kunde Tiden let løbe fra ham, ikke at tale om, at han fik sit nye Tøj griset til.
Jens sad et Øjeblik ubeslutsom midt mellem det nye og det gamle Tøj; i Fortvivlelse over Valget begyndte han stille at flæbe.
„Naa, saa du skulde til at pibe over det!“ larmed Stafen. „Jow, a kjender det! I er nogle stredde Karle! Saa du vilde ha væltet dig lige af Sengen og i Toget; jow, det havde jo været lige saa behageligt! Saa kunde en anden en selv ha staaet ved det og selv gjort det hele; blot du kan komme ad Døren!”
Jenses Taarer faldt stærkere og stærkere, mens Stafen blev mere og mere galhovedet; tilsidst gjorde han en truende Drejning hen imod den nøgne Dreng og raabte:
„Vil du holde mig din Mund, din usle Mjatt, heller a skal lære dig til det! Skal du sidde her og skræbe over at trække et Par Kreaturer ud, naar der baade er een og to Timer til Toget gaar!
Se du nu at faa Buxerne over Laarene og kom ud og faa begyndt, mens Tid er. Du faar sgu huske, min Fa’r, te du er ude at tjene og ikke mere kan krykke i Ly bag din Mors Skjørter.”
I det samme hørtes et Par stilfærdige Træskos Listen over Staldstenene; Stefen vendte sig om og saa Drengens Mo’r, en lille krumbøjet Kvinde med et blegt, godlidende Ansigt.
„Godmorgen!” sa hun og kigged under Hovedklædet forbi Stafen ind til Sønnen, der endnu sad smaagrædende paa Sengestokken.
„Naa, du har faaet Fødderne til Gulvet; ja, a er saamænd gaaet herhen med et Par nye Hoser til dig; for du skal nok til Storhed i Dag. “
Hun saa smaaleende op i Stafens tvære Ansigt; men da hun havde vekslet et Par Øjekast med ham og Sønnen, forstod hun straks Stillingen og sa:
„Ja, det kan maaskesig være vanskeligt nok at undvære ham saadan en hel Dag.“
„Aa, det bliver der nok ikke taget noget Hensyn til i vore Tider,” svared Stafen med en grim Mundvridning. „Det er snart kun paa Lønningsdagen, te en Husbond ved, om han har nogen Tjenestefolk, eller han har ingen.
Tho a vilde ha, te han skulde trække et Par Høveder ud, inden han tog til det; det tykkes a ikke kunde være hans Ære for nær, naar han saa forresten faar den hele Dag at slaa Dank i.
Tho Toget gaar da først om et Par Timer eller saadan; og selv om han ogsaa tog ved Mulen af et Par Ovner og flytted et Par Kobbel Faar, inden han kom til Stormen — væk fra det hele — saa kunde han vel endda naa, hvad han skulde. A skal saamænd ikke forlange urimelige Ting af Knægten; bare han endda vilde ta Kalvene med sig om paa Sønderheden; og det er da ikke alting af hans Vej.“
„Ja, med Guds Hjælp saa naar han vel ogsaa at faa det udrettet; naar han saa maa være fri,“ sa den stille Ann Mari; „men saa maa du virkelig skynde dig, bitte Jens!“
Stafen, der nu havde opnaaet s i t, forsvandt uden Farvel ud af Stalden, mens Jens begyndte at klæde sig paa.
„Kom du nu ud til Vandtruget og faa dig vasket ordentlig ren; pas endelig paa Ørerne!” formanede Ann Mari.
„Det er endda svært, saa blanke du har faaet dem,“ fortsatte hun og pegte hen paa Jenses Sko, som han omhyggeligt havde børstet Aftenen i Forvejen og stillet hen foran Sengen.
„Tror du nu ikke, det klogeste vilde være at ta dem og de nye Hoser paa Nakken, saa længe du har at gjøre med Kreaturerne; helsen faar du dem jo helt smudsket til af Dug og Skidt.”
Faa Minutter efter havde Jens allerede faaet Kalvene koblet ud og holdt nu paa Stenbroen med Strømperne og de smaa blanke Sko i en Snor over Skuldrene. Han var formelig bleven helt nydelig i Tøjet, som han stod der i al sin Nyvaskethed. Et splinternyt Slips, som Moderen havde haft i Lommen til ham, fik ham hvert Øjeblik til i Selvfølelse at skele ned under Hagen. For sidste Gang gik Ann Mari bag om Sønnen og gav ham et kraftigt Løft i Trøjekraven. —
— Jens’ Madmor kom ud af Gangdøren med en sirlig Melmadspakke i Haanden.
Kalvene stod og smaasov i Rebene, løfted kun nu og da et Forben for at bortstampe Fluerne.
„I skal endda ha Tak for Drengen, at han fik Lov
at komme med de andre; det er da en sær Skjønhed for ham,“ sa Ann Mari.
„Ja,” svared Sidsel Mari, og la Haanden paa sit fremstaaende Underliv, „de har det godt i vore Tider, æ Tjenest’folk, det er ikke som i anden si Ungdage! Nu sker de snart ensdan Ret, hvad enten de er Gaardmandsbørn eller Husmandsknægte. Og naar en tænker ved det, saa skulde der vel gjerne være lidt Forskjel paa fremmede og saa ens egne.
Saadan tykkes da a! —
Naa, her har du din Melmad,” sa hun med en rask Overgang. „Æder du det ikke hver Krumme, saa tar du det vel med dig hjem igjen. —
Kom saa af Sted med Høvderne: og skik dig vel; det spørges mindst!”
Jens tog mod Smørrebrødet og satte Kalvene i Gang. Moderen fulgte stilfærdigt efter.
Udenfor Porten slog hun det stribede Forklæde til Side og jog Haanden ned i sin Skjortelomme.
„Ja, Stafen gav dig velsagtens ikke noget til Turen?” spurgte hun og begyndte at opvikle et Stykke Avispapir.
„Ne—ej!“
„Nej, det tænkte a godt nok. —
Her er en enlig 25 Øre, som vor Far gav mig med til dig.
Han er jo selv i Mosen; du kommer lige der forbi! Du skulde nikke ud til ham fra Toget; det vil han blive glad ved.
Og pas saa godt paa æ bitte Skilling, mit Barn; tho en har jo faa af dem.
Og lad mig saa se, du holder af dit Tøj!
Naa, Farvel, bitte Jens! Og kom nu vel af Sted med det!”
Jens drog videre med sit Kalvekobbel.
Morgenhimlen var blaa som en Drøm. Dueflokke fløj hjemad fra Brakmarkerne og vendte de hvide Vinger i Luften; Kalvenes Spor laa bag dem som lange, dunkle Striber i Duggen.
Gaardfolkene begyndte allerede at kjøre deres Børn til Stationen. De morgenkaade Hestespand søgte raskt ind paa hinanden, indtil Vognene danned en uafbrudt Række. De frisklakerede Vognfadinger glimted; de smaa Gaardmandsdøtre i de klare Kjoler og med Flagrebaand i Hattene sad i Agestolene og tisked, nyfigne som Ællinger, der lige er komne ud af Skallen. Bagved dem, holdende sig fast ved Agestolenes Ryglæn, stod Tjenestedrengene og slingred for at holde Balancen, naar Hjulene slog haardt ned i en Haide.
Et af Spændene havde en Klarinet i Vognen; den rødblissede Spillemand blæste med oppustede Kinder de skingre Toner ud i den duggede Morgen.
Da denne Vogn slingred forbi de dorske Dyr i Kalvekoblet, vaagned de pludselig op, gjorde et Fust til Siden og stødte til Jens, saa Skoene slog ham om Ørerne. Et Par af Vognens Smaapiger bøjed sig ud over Agestolen, peged efter ham og opslog en lys, drillende Latter; en dingiende Tjenestedreng, der følte sig ovenpaa, vendte sit friegnede Fjæs imod ham og raabte: „Du kommer for sildig! “
Jens havde selv gaaet og tænkt paa det hele Tiden. — Det var da ogsaa urimeligt, som de Kalve kunde gaa og stryge Skanker; en kunde jo knapt slæbe dem ud af Flækken.
Jens greb nu Pisken og lod den falde et Par Gange over de Brogedes knortede Rygge. Men dermed var det gode Forhold ulægelig brudt. Trækkalven stod stædig som en Stolpe. Jens gik fremefter, lagde Tøjret over Akslen og trak af al Magt; Kalvens Hals syntes at forlænge sig til det dobbelte; dens øjne lukked sig i en Art religiøs Selvpinsel oven over de skjærende Klaptræer; en lang regnbuefarvet Traad hang ned fra dens saglende Mule; kun i en Slags stram Etmarch bevæged den sig fremad med stive Knæ og udadvendte, strittende Klove. — Sveden hagled ned over Jenses Pande; nu var den sidste Vogn forsvunden bag Stationsbakken; dette maatte jo blive hans fuldstændige Undergang!
Ophidset og udaset drejed han sig om med løftet Svøbe. Men Kalvene, der alle gik paa den ondeste Samvittighed, styrted nu som efter en fælles Aftale baglæns i Grøften, hugged i Klaptræerne og stødte i Rebene, saa et af Forbindelsestøjrene smak midt over.
To Kalve sprængte bort fra Koblet og begraved sig under en haansk Brølen i Naboens Havreager.
Jens tudskræbte af Fortvivlelse og Vrede,
En gal Kjælling i knæsid, broget Underskjørt kom fægtende og skjældende ud fra et Gaardsled i Nærheden og saaede en Syndens Sæd af Eder og Forbandelser ud over de brede Agre:
„Satan skal stent i din Hals, din moged Dreng, kan du ikke holde ved dine Høveder!”
De onde Ord mangedobledes ved at kastes tilbage fra Huslængerne.
Jens styrted paa bare Fødder skrækslagen efter Kalvene, bugtende sig hen over Agrenes hvide Flintesten. De vaade Havreaks rammed med ét Slag deres Dug igjennem hans Buxelaar; kun Kalvenes Ører var synlige over Havretoppene; med deres lange begjærlige Tunger skummed de langvejs Kjærneme af Straaet.
Kjællingen blev ved at halse sønderslidende.
Jens’ Øjne stod ham hjælpeløst ud af Hovedet; da saa han med ét Fisker-Thames gaa forbi med Vejen; Thames smed straks sin Medegaj og vaded ind i Havren; ved forenede Anstrengelser fik de omsider Kalvene ved Mulen; Thames forlod ikke sin lille Ven, før Koblet stod fæstet paa Agren.
„Gud bevares endda, hvor hun tog paa!“ sa Thames og nikked henad den Kant, hvor den kortskjørtede Skrussi nu skjævled hjemad mod Gaarden.
„Det var sgi Enkekonen! Ja hun er mi’sæl ikke sød at ta Morgenkys ved!“
Lidt efter tilføjed han:
„Naa, Stafen kunde ikke lade dig slippe i Dag heller! Nej a kjender det!
A vilde jo tro, du kunde komme tidlig nok, naar du nu skynder dig!°
Thames optog sin Vandring mod Aaen med den vippende Medegaj pegende fremefter.
En Snes Alen fra Jens standsed han og lyttede; jow, det var Lokomotivfløjten; det maatte være Ankomsten!
„Bitte Jens, a tror du kommer til at rende alt det, du kan!———–— Har de nu ikke Synd af at lade et Barn komme for sildig, der kun én Gang om Aaret har en bitte Glæde!“ mumled han hen for sig og gik hovedrystende videre.
Og Jens rendte ud af karske Bælg; i Begyndelsen syntes han, at han kunde ta en Bakke i to, tre Spring; senere blev han mere slap i Haserne; nu og da fik han et Svirp over Taaen af en Flintesten; det fik ham bare til at kaste bedre i for at dulme Smerten.
Nu havde han naaet den brede Stationsbakke; han gik næsten paa Næsen, saadan løb han. Her hvor Synet fremefter var spærret, gav Angsten for at komme for sent ham Vinger:
„A kommer ett med! a kommer ett med!“ hvisked han uhørligt for hvert Spring.
Den grønne Skov med Fjorden omkring, de glade Kammerater, Legen, Dansen, Musikken, den dampende Kaffe og den liflige Hvedekage — alt tykkes han nu det forsvandt bag Røgen af det bortdampende Lokomotiv.
Fortumlet af Aandenød kom han op paa Bakkens Top; der var intet Tog at se, og der var saa uhyggelig dødt dernede.
„A kommer ett med, a kommer ett med,“ jog det bestandig igjennem hans Hoved.
Endnu var der dog en Mulighed for, at Toget kunde staa skjult bag den røde Stationsbygning. —
Jow, surenmæl røg det ikke op over Taget?
Jens løb, som havde han Ild under Fodballerne, mens de løsthængende Sko ustandselig knalded sammen bag hans Hoved.
Nu svinged Vejen til højre og røbed, at den Røg, der havde indgivet ham Haab, stammed fra et Nabohus.
„A kommer ett med, a kommer ett med!“ stønned han grædende, mens han svinged ind paa Perronen med en rød Taage for Øjnene.
Aa saa tomt der var her! Hønsene gik roligt inde mellem de blanke Skinner. Stationsklokkens Lædertamp svang blødeligt frem og tilbage i Morgenbrisen.
Jens’es Øjne vided sig ud til en unaturlig Størrelse, mens han saa fremefter langs de tomme Skinner og løfted Blikket højere og højere mod den haabløse Horisont.
Stationsforstanderen, en mager Mand med et barskt Ansigt, var kommen ud paa Perronen:
„Skulde du ha været med i Skoven?”
„Ja,“ sa Jens og hulked, som saa han først nu sin Skuffelse i hele dens Omfang.
„Ja den der vil med Toget, han maa sørge for at komme i Tide, “ sa Forstanderen, som læste han op af et Reglement.
„Ja men a skuld først ha Kalvene ud!“ hulked Jens.
„Er det saa dig, der tjener Stafen Ajlgaard?“
Jens bejaed det.
„Paa Lærer Pedersens indtrængende Anmodning lod jeg Toget holde i fem Minutter over sædvanlig Tid; man havde nok set dig under Vejs — men da du endnu ikke var ankommen — —“
Nu var ogsaa Forstanderens Hustru kommen til:
„Herregud, er h a n kommen for sent!“ Hun kigged ned i hans forgrædte Ansigt.
„Kom ind til mig og faa en Kop Kaffe!“
Den rare Frue bød ham ogsaa Kage. Jens sad paa den yderste Kant af den fine Sofa og turde knap se op for Generthed, mens han under smaa hikkende Lyde slubred Koppen tom.
Et Øjeblik efter lukked den venlige Frues Dør sig bag Jens’es nøgne Hæle.