Udgivet 1905
KROMAND IMOD SIN VILJE
DET havde været en hed og streng Dag, og jeg glæded mig meget, da jeg omsider saa Kro forude. Jeg slængte Cyklen opad Muren og gik ind. Alt tyded paa, at her fornylig var fejret en Basseralle. Luften stod tyk af Brændevinsdunster under Bjælkerne, og Foden gled i Propper og Ølbærme; Stuen var tom for Gjæster, kun henne i en Krog sad der en gammel rødblisset Mand og bed kejtet af et Stykke Ost og Brød.
Jeg forlangte en øl.
En ung Kvinde kom ind fra Kjøkkenet og erklæred forlegen, at de havde ikke „jen Drip i Huset — ett af nue Slaws Lig heller! — Wor egen Folk haar drukken æ det hile! “ slutted hun og drejed sig som i Anklage om mod den gumlende.
„Ja det er sgu Sandhed hwer Krumm,“ svared Manden og rejste sig op fra Væggen og nærmed sig, stærkt ravende, mit Bord, mens han stadig blev ved at gumle paa Ostebrødet.
„Jow vi haar sgu gjord Kaal paa æ fræ en End aa; det er saamøj sikker.
Føj, hwor haar vi drukken, ogsaa lig fræ æ Maaen-staånd. Ja, en skuld jo ett sej æ, men a haar dæwlen-mæ snaar aalle wot saa fuld i mi Daw. — Og det maatt jo ett vær, det war jo ett sær! En ska jo pass paa si Gjerninger, som Taalen er. Er det ett sand, a sejer? — Jamen Jøsses, bitte Faar, saa ka en jo aalle forswor aa før en søen Løwnet! — Men fuld det er a nu bløwen; men a er sgu paa en Maad aal skalu ved æ, for en haar
misæl ett Raad te æ. Og haaj Maren wot løwend, saa haaj æ heller aalle gavn, for hun war en vilre Kwind søen te aa hold ijen. — Nej, for a sku misæl aalle ha wot Krormand i mi Daw; a sku ha holdt ved mi Murhandti-ring, mi Skir og mi Waterpas, — det war æ, a skuld; for a æ for gammel; a dur sgu ett te æ Kror; for a ska sej dæ jen Ting: A er for drikfældig; a vil for gjan haa æ, a drikker æ fræ de fremmed! — Men en haar jo lædt sæ forlokk; for æ Kror her den war misæl saa rejn for dyr. A kund ha hat æ godt, hwor a war far; men søen æ’æ mæ’æ. De u n g vild jo endle haa’æ; ja hun dæ rend igjemmel æ Stow, det war mi Dætter, aaejow! ja hun er sgu en ynde Kwind, men lowle møj forfint; hwad, hun haar jo tjent i æ Kjøfsted, og saa wa’æ jo ett skjøn nok aa blyw ved æ Buendarbed; for mi Swigersøn — ja ham kjender du ett, men han gaar helsen derud o æ Ager — han er. saamænd geskjeftig nok, det er laant fræ søen, — men lidtle Lyst til æ Arbed! Og saa solg a jo æ Stej og fæk det her sølle Kram — men a er sgu træt aa æ, det er vis, a er! A ka ett hold te’æ. A er for drikfældig, a rammer ingen Maad.
Men søen maa du’t trow, a haar wot aall mi Daw. A haar maatt tavn ved, med de her tow! For det er misæl det: der ska arbeds — imellstaånd da. Og du ka trow, a haar kund bestilt nøj!
A haar wot Murer; osse med dem aallvillest; af den gammel Slaw. Vil du ha mæ te aa staa paa mi Hued paa Jebjerg Kjerktorn? saa ska a gjør æ, ogsaa lisse javnle! A haar wot saa faale smedde — og stærk! ogsaa lisse grutstærk. Og mi Sønner! — ja, der er — snaar aa sej — ett den Slaws Lig, te ett de ka ta’æ i styw Aarm og hold æ snaar saa læng, det ska vær.
Men nu blywer en jo for gammel, og for slundred; æ Drikkelswaar ka a ett taal — og æ Kror her — den vil saamænd ød mæ; haaj en wot aa med æ, det Skidt! og haaj hat fat po æ Murskir ijen! Du tror maaske ett, a ka arbed? Ogsaa søen, a ka gi tow Oppassere nok aa be-still! Det war mæ, der mured æ Laad paa Nørgaard! Du ka trow, a haar wot estimired! — Men nu er en jo kommen i Knyk, for de Ung fæk mæ jo slæft mej; — ja—a, 7000 — det vil der nu gaa — med aal Gued! Men det er det samm: a vil aa med æ, saa læng a ka klaarir æ.
For det haar a aaltid saa te mi Bøen: Vær ærlig, og læ enhwer behold sin. Er en baare ærlig og tar Worherr med sæ — læd æ saa komm! — Eræett ogsaa sand, Mari!” (her vendte han sig om mod Datteren) — „læ æ saa komm, dælenmæ!
Men i Daa er å pinnede bløwen for fuld — a haar drukken æ fræ de fremmed; og du sejjer der og faar ingenting.”