Udgivet: 1923
Kragsø
Hwts nue a’ jer nowtid haar wot te Lund Markend, er I saa” ett kommen om ved en bette rund Sø, som de kalder Kraagsø24?
Ja, haaj æ no wot lyst, saa er en snaar ett længer henn, end I kund skaalm en.
En sære bette Sø er æ, som en ligger der mødt po den flaad Hied, og ikki Bæk hæ Groef af nue Slaws Lig der løvver hwerken fræ ’en hæ te ’en. Men den, der vil ha æ Øwn med sæ, kan ett blyw fri for aa opdaw’, te hes og her ind under æ Lyngtopp render der gammel Vejspur, der ender iblind her i æ Sø.
Saa det ska nok sæd, Invad a no fortæler jer, te akkuraat po den Plads, hwor no æ Sø er, der lo der for umindele Tider sind en skralles Herregord med en Herremand, der war saa møj en Brølstoder i aalle Maad’er ja, da saamøj en lied bespottele Slunder! Drik – og Sjov – og Allandsens Tummel Nætter og Daw” lisse laang, æ Or war!
Aaltid war han jo i Krammelurris med anne Mennesker -, ett mindst da med dje Præjst; det haaj wal sajt wot ham i I Hadderep.
Kund han find en Udvej, te aa ærre ham, saa war han i hans Es, æ Slog! Men hør saa no, hworden det gor: Jow, det er en Daa som enhwer anden, te æ Præjst gor og pamprer ved hans Hushjørner.
Saa for han da Yw po en Rytter, der kommer flywend hen øwer æ Hied, som war æ da ild’ fat.
Han holder an forved æ Præjst, og fortæler ham, te dæ hæ Herremand er bløwen taven nied, saa ingen trowr, han stor æ igjemmel.
Men no skuld æ Boj da hels æ Præjst aa sej’, te æ sølle SkueP aa æ Herremand war da bløwen saa angemodig, te han kund ett dø fræ “denne syndige Verden” med rolle Samvittighied far han war bløwen forligt med æ Præjst, – og hwad den her Træjring no kund fo aa sej’.
Og kort aa fortæl: æ Præjst tar hans Kjowl og hans Kraw po og kommer po en naaen Ridhejst og tar med dæ ha‘ Boj tebaag øwer æ Hied, hen te den her sølle syg Skidrik aa en Herremand.
Naa, hworden det gor og hworden det gor ett: de nowr æ Gord – og der er da osse lyw i æ Stoder” ino, sejer æ Folk -og æ Præjst blywer jo før ind i æ Kammer, hwor den Syg lo.
Men han haaj aallered laa æ Mol, saa møjleajted war der wal ett ved aa taal te ham; men hør han ett, hwad der bløw saa, saa hør moskisæ dem der sto omkring ham, og de so osse nok æ Præjst ud te aa kund træng te en Refurrium!
Den Syg lo aal still hen under æ Dyen; det jennest en ku si war en rød Nætlue, der stak i æ Vejr.
Runden om æ Seng stod hans Tjennere og flæft, det bejst de haaj lær.
Æ Præjst gik no saanær hen te æ Seng, som han wal ku komm og begynd aa torden løs te dæ her ukristele Herremand, røw ham aal hans Skaarstræger i æ Nies, aal de fatte Dæwel’, han haaj trækked aa æ Trøj’, og aal det Pigger, han haaj lokked og belejn, det lied Skuel.
I ka trow, han fæk Fjedt aa smør hans Støw i, inden han skuld ad æ Dar! Æ Præjst glemt ett aa pæg hwerken po Noboskrog hæ’ den Slemm, der aaltid holder æ Klører hvvedt te den Slaws Kumpener, hwis ett de for æ Skir i en naaen Haånd, inden de mo hérfræ.
Nær æ Aånd war aa dem, saa war æ sgi forsiide med dje Anger. – Han haaj jo jawnhen Pek” te ham, æ Stoder, saa han haaj ett nøj i mud aa sætt en Braånd te æ Nies af ham.
Og da han saa war færdig med hans Taal, vild han jo ta ham te Aaltes, det forstor sæ. Men da han ett ret kan fo æ Aabbelat i æ Mund af ham for aal det Sengklæjer, han legger dolted ind i, saa griver han med den jenn Haand i æ Dyen for aa trækk en nied; og no si han jo, te det, der legger i æ Seng, er ett en Mennesk men en slagted Swyn, der haar faat æ Herremands Nætlu’ o.
Og lisse sor æ Præjst opdawed det her, saa udstøder aal de Kanutter, der stor omkring æ Seng, en Skogger, som skuld da æ Hus ha vælt. Æ Præjst vender sæ om saa bleg som en Lig.
Og no sir han der for ved sæ æ Herremand sjel med aal hans Swirgaster og de brøll og skogred og to’ po og tæsked sæ sjel po æ Knæer, imen æ sølle Præjst røw og sled og drøw dem tesid med hans Aalterbog for aa komm udenfor.
Og saasnaar de war kommen aa med ham, saatt de sæ te æ Skyw“ og ga sæ te aa swir po en Frisk.
No haaj de helsen nøj aa kraaen ved, tøt de.
Men aalle saa snaar æ Prajst er kommen øwer Gaadsens Skjel, saa strat han æ Aarm ud – lissem det bløw fortal wos om Moses ved “det røde Haw” – og saa nidkald’ han “Herrens Forbandelse” øwer Folk og Fe, øwer Engi og Awer’, øwer Gorer og Grund og øwer hwer den Diel, æ Herremands war!
Og med det samm war æ, som sjelle æ jurd knækked og brækked, og lig i en Rof sak det hiele væk dyft nied under lot Laag.
Og ett en levendes Yw’ og ett en Halmstow af hvvad æ Gords haaj wot kam owen æ Moeld mir!
Men den hæ rædle Grawhuel i æ Jurd rend strags fuld af Wand og bløw te den lier bette Sø, de flest af wos kjender.
Og di’el sej’ for sikker og sand, te ve Vintertid, nær Folk er derud po æ Is med dje Olgrier og dje Lyster, ka æ Staangjar ino ta æ Skorstjen po dæ her Herremandsred og hugg imud ’em, saa det dalrer imell æ Hiedbakker.