Logo for Dialekt gruppen på Jenle

Kræmmerdrab

Fra “Po fir glowend Pæl”

Udgivet: 1923

Kræmmerdrab

Tho det war snaar ligesom i den Gord der i Feldembjærg, hwor no Jens Towtum bowr.
Der haaj de osse faat en fremmed Persown te Lej i en aparte Sengen Næt øwer, og der war jo saa osse nøj, der lo og fussied ved æ Dyen, han haaj øwer sæ, og vild kratt en te sæ.
Det war no æ Mennesk hil umulig aa faa Nætrow; og det war saagi ett saa sær, te dér gik Spøggelser, for i den Seng war der engaang bløwen undlywed en Kræmer.
Han haaj faat Kotir dér i æ Gord og haaj jo nok hat en Klat Skjellinger ved sæ – det haaj de Folk jo gjan – og saa haaj de Skumpier, han bowed ved, slawn æ sølle Mennesk ihjæl, hivsked hans Gaasi, og kylt ham i en Blewehwol en Stød nuren æ Gord.
Men hwer evig, jenneste Næt, nær æ Klokk kam hen te den Tid Daws, da denher grussele Gjærning haaj gan for sæ, kund en si en glowend Ildstaang, der rat lig fræ den Vinni, hwor de haaj kylt æ Lig ud og te æ Kjarhwol, hwor de haaj smidt ham nied.
Og det war en red Sag, saalæng de her growsomme Mennesker løwed, te Ywlawten da forswand æ Mand ud af den jen Gaadsled og æ Kuen ud af den naaen, og saa war der aalle en Kjeft der so nøj te dem, far søen om en Pa Staands Mud.
Hwor de saa haaj wot henn, det ska a ett sej.
Saa træffer æ sæ hwerken warr hæ bojer end de engaang gjord en viller Bojel der i Feldembjærre, hvor de jo da osse haaj æ Præjst mej, det war ett sær!
Han sejjer no og lyder po, Invad Folk fortal hinaan om den her Spøgen og Skjesu” dernied i æ Kjar, hwor æ Bejskræmer war putt hen, uden te æ Gjærning war opped. Det war nok saa rejn gudsforskrækkele, hwor det klawed sæ og to’ po dernied i den Kjar!
Og dæ hæ Præjst han war missel ingen Doggerhued, Invad I snaar ska fo aa mærk.
Da han haaj hør, hvad han vild, saa stapped han sæ en gued Pif Tobak, og uden te nue Sjæl mærked, hwad Ajt han haaj, selled han sæ fræ æ Burd og listed i Braandmørk nied te dæ her Kjar.
Hwad der saa dér er gawn for sæ, det er der ingen der ved.
Men ud ad æ Awten kam æ Præjst tebaag, og da war han snaar aal ukjendele; ett en Urd te nue Mennesk de kund fo ud af ham!
Han forlaanged baare aa faa en Tor Wand; saasor han haaj faat det, saa lod han hans Kusk læ for og kjor saa hjem uden Faawal te hwerken Pejr hæ Powl.
Men sind den Daa haar der aalle wot nø Firri aa mærk ved dæ her rædle Kjarhwol.