Logo for Dialekt gruppen på Jenle

Knud Gyldenstjerne

Fra “Po fir glowend Pæl”

Udgivet 1923

Knud Gyldenstjerne

Se Traanum Kjerk hesøwer po den naaen Sid aa Kaarup O den kjender jo no hwer Baaen her po æ Egn, og det er jo hløwen saaniøj en bown1 Kjerk aa si po; men søen haar æ ett vvot aal Daw.
For æ Kjerk, der no stor og kraaner, er jo ett ælder, end de flest af wos kan how, te en bløw bøgged. Men i faroms Tider, for manne Hunder Or sind, da laa der po samm Bakk en naaen Kjerk, som en Stø Skumpi’ aa en Herremand fæ rejn nied som di’el sej’ uden hwerken Lov hæ Dom.
Det ska a no ett klog i, men saamø er’æ, te samm god Herremand, han war fræ Staawegord og hid Knud Gyldenstjerne; det skuld a wal trow, der war fin nok! Men war han no osse fin i Skind saa war han æ saa mari ett i Sind, hwad a no skuld fortæl’jer.
Dæ hæ Gyldenstjerne, hworom Taalen er, han ejed, atter hwad de saa’, den Kjerk i Traanum, saawal som den i Søwel; men no kløj’ sgi Patros Finger’ atter aa komm te aa neffe dæ hæ sølle Kjerk i Traanum, der lo der po si Blæsbakk mell nø fatte Trælbønder, der gik aa skjød Rykk imud det und Vejlo, imen de kjor’ dje Maag ud po æ Saånd-Awer’.
De war jo hwerjen æ Herremands Ejendom saawal som æ Kjerk. Kund Æ Herremand no fo Low af Kongen te aa ryw dæ hæ Guds Hues nied, saa kund der jo blyw en faale Se af Bly og Stien og Timmer, og det war hwer Krumm nøj, som han vidst Aàgjørring for, æ Swenn!
Og haaj han føst faat en laa ød’, tho saa bløw han jo fritaven for aa hold en ved Majt – og det war lig hans Handel!
No, hudden” det gor og hudden det gor ett: han fo da en Klamamus saat sammel og en Mand a’stej ind te Kongen med en, og her læ han sæ saa forlyd mej, te dæ hæ Kjerk war knap en Pief Tobak ward, og det war den urimmeleste Ting af Verden aa hold den Kjerk opp, der war saa rive-forfalden, nær der ett war mir end syw Kjellingsprøng fra* æ Kjerk i Traanum og te den i Søwel.
Og Invad de Traanum Bønder angik saa kund de Kaalserne saamøj wal stommel øwer æ Hied i dje Forskindstrøj’ og dje Skovbotræsko og komm hedele te Herrens Burd i Søwel Kjerk med anne jawn Kristne; og hwad dæ hæ Piøg ku fo aa sej.
Og dæ hér med baare “syw Sprøng” rnell tow Kjerker, det forstor sæ sjel, te det slo Kongen i Lotten.
Kund han virkelig fo ham det bogstavired, saa skuld han osse gi ham Low te aa jawn dæ hæ Kjerk med æjurd.
Og hwad æ Herremand han haar aa gye: han ud i æ Land om der kund findes en Kwindmennesk, der kund vær ham te Villi med den Sag. Omsie fand han da en Polverhægs, der for gued Urd og Betalling vild prøw hinne Løkk med dæ her.
Tho imell de tow Kjerker, – det var da enhwer, – der er jo en Mil, saa stywle saa der skuld, saamåri, skræwes wal ud, om det skuld moles op i syw Sprøng!
Men dæ hæ Troldkuen, de haaj faat Snøgger po, hun kund sgi hinne Handverk!
Hun laa for ved æ Kjerk i Traanum. Hun sprang som en Løjtmand!
Hill Rundesmos fræ Land’ te Land’ i jen jenneste Hop!
A tinker wal, te Fanden sjel haar gin hind Blæst under æ Skjowter!
Mødtvejs war hun endda en Krumm øwerwunden, saa hun mott sælt sæ po en Hyw, der lo; sind haar den hat Navn af Hwilhyw.
Da dæ hæ Kjælling haaj faat æ Vej skræwed aa te æ Herremands Tefredshied i aalle Maad’er, war æ Skaar’20 ett læng om aa fo æ ind for Kongen.
Og no war der ett en Kieren i æ Vej, and’n han ku gjør med hans Kjerk, som han sjel behaaged. Det war lig Wand po æ Herremand hans Møli!
Han kam ridend øwer æ Hied, men’ æ Hejst ku pin-spring og lig imud æ Kjerkdar! – op ad æ Kjerkgaang, i æ Vejr og øwer æ Knæfald; tesidst vend han hans Hejst i æ Brigsdar, saa si laang Haal pisked æ Aalterkalk po æ Jurd.
Det war en skaa’esk Gjærning!
Og no begønd de aa brækk nied for Aller: Mur, Torn, Hwællinger, det mindst som det støst, indte den sidst Sparrekowel!
Og aalting, hwad det være mo, bløw æ slæft te Staawegord.
De sølle Bønder i Traanum, der no haaj mist dje Guds Hues, bløw kommandired haran med dje Helmisser for aa las æ po æ Vovn’; og de knækkelt aa med æ Sager øwer æ Hied i Dawtal i dje Pindvovn’.
Jow, den Herremand, det war en mynde Swenn!
En Brow haaj han læt slaa øwer æ Sø, for te æ Arbed ret skuld go fræ æ Haånd.
Men der kam han, surenmæ, skidt astej; for bejst som de kyrer øwer med den sidst Las, hwor æ Kjerkklokk war po æ Vovn, kwasser æ hiele Brow sammel som haaj æ wot Vinnisglas, og den yndige Klokk, der no war kommen i Røweres Haånd, sak lig te æ Søbund’; saa den fæk æ Skuel sgi ingen Gled aa!
Men nær de stur’ Høttier stor for, saa ka de ino hør si Kimen; det lyder ret saa laangle og bedrøwele, som om en klawe sæ som en Baacn dernied i Blewer og Døj, saa de, der hører æ under Awten, kan ett and’n fo Torer i æ Øwn ved æ.
Men æ Klokk o Søwel blywer lissem en Graan mir jewwer'” i æ Stemm, imen en swinger og sejer:
“Ding’ – dang bim’ – bamm!
Mi Søster legger i Hellesødamm.”
– Det jennest æ Herremand levnt aa æ Kjerk, det war guednok æ Nøgl te’en.
Den haar i de manne Munder Or, der sind er gavn, hænd po en Sem i den vejstest Gord i Traanumkjerkgo. No hænger en øwer æ Indgaangdar i den nøj Kjerk.
Aae, om den kund snakk!
Hwad knnd en ett ha fortal wos!
Staawegord haar aalle wot hiel rele” om Nættetider, og det her gjord æ da ett bejer.
En silde Awtenstaånd lo nø ung Mennsker og pjanked po æ Søland der østenfor. Lig po jen Gaang kommer der saa en Par ildglowen Huijer skriden ud’ fræ æ Sø og hen imud dem; ett længe i æ Vejr end søen Kaalslængde; I ka trow te dem Ung bløw flott po æ Bund!
Aae, der er møj Skidteri te!
Det er jo da en re Ting, te da den her uguddele Herremand war død og henn, og de haaj put ham nied i hans Graw i Viberre Domkjerk, saa kund han jo ett ret læng legg rolle dér, men han mott jo herrop og herrud aa rumstir for aal de Stræger og Skaarstykker, det lied Skinting haaj lawed, imen’ han war kanter og majted.
Især war han da rejn i band po Staawergord. Aalle saasfor æ Awten kam, saa haaj de ham! De ku si ham i æ Mørk, hwor han kam kyrend med fir for øwer Hjelmhied, fræ Traanum Kjerk og te Staawergord; det gik som Lyssen og Torren, og æ glovven Ild stod æ Krikker ud aa æ Nieshwoller.
Det bløw ett te aa nær sæ’ for ham opp hæ nied; æ Folk haaj hvverken Rest hæ Row i dje Sengi; æ Høwder brøll og to po, som for alt Ondt, søen balsenired ham imell æ!
De haaj prøved æ Præjst’ bode laant og nær men det war hwer Krumm te jen Haånd; der war ingen, der war mynde for aa sætt ham i æjurd.
Og det war jo ett saa sær; en hord Swenn haaj han wot i løwen Lyw og bejer bløw han da ett, no han war død.
Og den der skuld faa Majt med Knud Gyldenstjerne, han mott ett vær føj aa en Kwind’ po natu’lig Maad.
Endele fæk de da Spur po ino en Præjst – kund han ett vind Sejr med ham, saa war der, missen, ingen der kund!” Han ska nok ha wot en Præjstsøn fræ Vristed, om det no er sand, Folk sejer, og hans Nawn war Batel Uføj, for han war skor ud af hans Muers Sid’. (A ved wal, der er dem, der kalder ham Knud, men mi Gammelmuer hun saa’ no aaltid Batel).
Han to’ sæ dæ hæ lied Værk opo aa maan æ Spøggels, der lawed aal den Mollør po æ Gord.
Men han stilled hans Betingelser; han mott ha nue te aa hjælp sæ; de sku find ham en Jomfru, der ett haaj hat nøj med Kaalfolk aa skaff, aa saa en Degn owen i æ Handel – om han ett mot ha hat med Kwindfolk aa gjør, det ved a saa ett – en sku tøkk”, te han kund ha bløwen nøj wanskele aa hivsk.
Saasor de haaj funden de tow Personer, saa kund Batel begynd.
Det war søen jawnhen mørk, da han kommer med hans Bøgger under æ Aarm; dem legger han fræ sæ po æ Burdend opp i dje Sturstow.
Saa ba’ han om aa faa syw Lys; dem tænd han drit-drat! rundenom i æ Stow; nue po æ Burd’ og anne po æ Hylder.
Æ Bette Jomfru bløw saat te aa pass po en Springloes, som han haaj laa po æ Overburdend, – te en ett skuld hopp po æ Gwol, nær det ret to’ ved.
Æ Degn bløw strammed an hen ved æ Bøgger; tho dem war han wal nærest te aa ha en Yw mej?
Sjel saat Batel sæ po en Stuel mødt i æ Stow’.
Søen venter de en Staånds Mud aalstill.
Po jen Gaang gir æ Loes da saamøj en rædle’ Sprøng po æ Burd.
Æ sølle Pig bløw all forsikker, men hun mødt en da, inden en kam hiel po æ Gwol.
“Saa!” saa’ Batel Uf’øj hen fræ hans Stuel, “no sprang han aa hans Graw i Viberre Domkjerk!”
Der goer ijen en Stø Tid, saa gjør æ Loes ino en Hop.
“Saa, no er han i Haabro!” saa’ Batel. Ijen en Krumm Tid, og æ Loes hopper tredje Gaang, saa en Pig haaj aal hinne Døw’ mej, aa styr en po æ Burd.
“Saa, no er han i æ Gaardsled!” saa’ Batel; han reser sæ fræ æ Stuel. I det samm begynder æ Hues’ aa bewer aa wakk, og den samm Mollør høres mell æ Høwder, som de er woen te.
Æ Spøggels kommer ind ad æ Forstow, som skuld han ha æ Darkarm med sæ. En grimme Vindswøef hugger æ Stowdar po vid Gaef, saa all æ Lyes gik ud po nær tre, som Batel haaj saat op po æ Hyld øwer æ Darfylding.
Saasnaar Gyldenstjerne stor i æ Stow’ og han for Yw po Batel, brøler han og sejer:
“Do kan ett mandir mæ, for do haar engaang staaln en Hwæddekaag! ” Men Batel han griver i æ Lomm og smider en Kowersøsling hen ad æ Burd.
Saa ment han, æ Kaag war betald.
Han rover te æ Degn, te han ska rækk ham jen aa æ Bøgger; æ Degn gjør, som han ber ham. Men æ Spøggels slaar te æ Bog, saa en stier!
“Jen te!” rober Batel te æ Degn; men osse den for en Singerdus, saa en ryger ind under æ Bænk.
No bløw Batel iløwle nøj hied om æ Ører, men han tær jo ett læ sæ forsto med nue Ting.
“Ræk mæ den dér!” saa’ han og pejt po jen med saamøj no glownrød Bogstaw’.
Og den mo, karenmæ, ha wot skrap; han langed ud te den, som te de anne, men den kund æ Dæwel ett slaa fræ ham; den mott han, bandemæ, hold æ Klører fræ!
Og no begynd gotten Præjst aa go te Urds med ham.
Han haaj ett løst saa faale læng, saa haaj han Hæws po æ Kaal.
No haaj han, karenmæ, ett behow aa ta te Rams med ham, for Gyldenstjerne stod aa bevred under æ Øwn af ham; aa, saa myg, saa han ku sieg ham, ja swøef ham om en Finger, om han vild.
Saasor Batel beveged sæ, saa beveged æ Spøggels sæ atter ham.
No war æ po Tid’, de kam ud med hinaan. Æ Herremand fulle ham i æ Hæl lisse trolle, imen’ Batel bløw ved aa løs høt af hans Bog.
De kam hen øwer æ Gaadsplads, hwor æ Bindhund to opo med æ Haal mell æ Bien, saa Slawer og Frod’ stod ud aa æ Gaef aa en; de drøw gjemmel æ Østerpwot og to’ æ Drøwt ad æ Sø te; de skrej hen øwer æ Brow, – den samm der war gawn i Gras under æ Klokk – og kam øwer te æ øster Land, og der i en Døjpøt ett laant fræ æ Søland, der drøw han ham nied og en gued solid Egistolp igjemmel æ Kasilken af ham!
Saa war han fejst, æ Kaal!
No haaj han faaet hans Tyr slækked op, saa han kund blyw, hwor han war for det føst.