Logo for Dialekt gruppen på Jenle

JENS HANS HYWLBOR

 Udgivet: 14. Maj. 1915

Jens hans Hywlbor

Jens Bruus han haaj ingen anne Vogn
end en Hywlbor,
men han war kjend øwr æ hiele Sogn
for hans Hywlbor.
Den fløjt som Ryler en Ruskregnsnæt,
den tut for Tier, den fløjt for Fjedt,
Jens hans Hywlbor,
Jens hans Hywlbor.

Jens Bruus han hint hans Ywlbrændmen hjem
po hans Hywlbor,
Og det war nøj der haaj Fynd og Klem,
— spør æ Hywlbor!
Dèr lo hans Wanter, dèr hwilt hans Dunk,
dèr gik han sjel lisse strøg og strunk
baag hans Hywlbor,
baag hans Hywlbor.

Jens Bruus han tyt sæ en holden Mand
baag hans Hywlbor,
og spyt teframm øwr en javn Tønd Land
fræ hans Hywlbor.
No haaj han Edels og Hus og Skywl,
og Brændmen nok te en kristle Ywl
po hans Hywlbor,
po hans Hywlbor.

Da Jens war landed paa Dosbjærg Bakk
med hans Hywlbor,
da drap æ Swed fra hans Haag og Nakk
i hans Hywlbor.
“Harens!” raaft Jens. “Kluk-klunk!” swor æ Dunk,
og niedad skor æ med Skump og Skunk
i hans Hywlbor,
i hans Hywlbor!

Det tyt æ Hund’ war for gløj en Vals
der hwirlt en Kytter fræ hver en Sals
mod hans Hywlbor.
De kløj dje Gummer mod Jens hans Bjenn,
saa no begynd sgi æ Bruus aa skjenn
med hans Hywlbor,
med hans Hywlbor.

Det peef og klawed sæ uden Ro
fræ æ Hywlbor;
det war en Jammer aa hør opo
aa en Hywlbor!
Æ Dunk den hopped i hyw Galop,
æ Bruus strat ud, men æ Hund’ holdt Trop
med æ Hywlbor,
med æ Hywlbor.

Med Jet begynd æ aa vrikk og wakk
i æ Hywlbor;
fàr Jens han nowed æ Bund aa æ Bakk,
støwt æ Hywlbor.
Æ Værk stod still, det ga ett en Mjav;
æ Dunk — den trilt ad en Mergelgrav
uden Hywlbor,
uden Hywlbor.

Jens Bruus ha so paa en Knold og græd
uden Hywlbor:
“Mi Ywlbrændmen — no legger æ dèr
— og mi Hywlbor — !
Mi Lyng mo bjerres i Mues og Hied;
men Dæwlen skuld da hint Brændmen mier
po en Hywlbor,
po en Hywlbor!”