Hyldefolk!

SØG – i Aakjærs Univers

Fra “PO fir glowend Pæl”

Udgivet 1923

Hyldefolk
Ja Ellfolk, det ved a wal”, saa’ Jens Daalum, “de findes saa manne Stejer; men er der nue a’jer der kjender nøj te Hyldfolk.
Nej, si I det. Da ved a jen Stej, der haaj de dem i mi Drengidaw. Det war migi hernied po Lundø.
Der lo en Hus lidt far, en nowr æ Tap, og udenfor dæ hæ Hus stod der saamøj en gobommele stur Hyldtræ; der haaj de dje Kotir.
Og det war nø bette freddele Nøj-, der aalle gjord saamøj som en Kat Fortræd.
Men saasor Husens Folk haaj slot’ æ Lys og gawn ad æ Seng, sa kam dæ her bette Hyldfolk wrassien ind øwer æ Dartrin og to æ Folk dje Plads.
Det war snaar hwer jenneste Awten. Æ Folk kund legg i dje Sengi og hør dje Søslen; og hwor de mored sæ!
De haaj saa tront, saa det war faale.
Ett en Ting, der war i æ Hus, som de ett kund hætt opo aa ta i Brug. De brujt æ Gaanvinde; de fæk æ Straangel gin en Kjørom; ud i Frammes arbed de i æ Gru’ med æ Ildklow, saa det ku høres øwer det Hiele.
Og de gjord aalle nø Fortræd po nue Slaws Iig’; nej, laant ifræ, men war der en Ting i æ Hus, en Støk Kaarwon, heller hwad det være mo, der haaj en Revn, en Mink, en Fejler enten her hæ der, saa skuld de Smo, karenmæ, snaar fo æ standed.
Det war saa møj nø bette raar Morriser”!
Knyw’, Gafler, Potter og Sager, som Folk ku sætt urejn fræ sæ om æ Awten – om æ Maaen, nær de stod aa æ Sengi, lo det hiele ordnt og pudsed som det blankeste Søl’.
Lissem Bøen saa vild de altid gjån ilaw med æ Rok; saa skuld jen te’en og saa en naaen! Den stod naple still a’ hiele Næt.
Og æ Kaarer de skritted og skratted; saa de haaj da osse lawed Tejer.
Haaj æ Kuen i æ Hus faat hinne Rok i Ulaw, saa skuld hun nok læ vær sjel aa ponne ved en; hun kund iløwle ett sætt en i Stand, søen som de Smo kund. Og søen haaj hun da aalle kund splitt en ad, te ett en war i den fineste Orden, inden æ Hyldfolk haaj forladt æ Stow.
Der war baaresten jen Ting, som æ Kuen mott ajt sæ for, inden hun om æ Awten skjød æ Rok tesid: hun mott ett skru’en nied.
For skru’ en tebaag ijen, det kund de Smo ett.
A tinker wal ett, de haar kund now te æ, de bette Proser!