Logo for Dialekt gruppen på Jenle

Hun gaar igjen!

Fra “PO fir glowend Pæl”

Udgivet: 1923

Hun gaar igjen!

Mell aal andt Skidteri, der faares ved Nættetid’er, er der snaar et nøj saa lied som det, de kalder Gjengaangere.
No gaar der wal nap saa manne som i foromgoddaw, men der er syren mæ nok af dem ino, for den der haar æ Brikker3 med sæ.
Søen fortæl’er di om en Kuen i Vrou, der war da saa ntøj slem te aa go og putt æ Peng tesid for æ Mand, hun haaj – helsen war dæ saamænd ett nøj aa sej æ Kuen po, te a ved.
Men den her lied Handtiring war der ved hind: æ Peng forswand for æ sølle Stoder, og ett en Kjeft, and æ Kjælling, kund ved, hwor de war bløwen aa.
Og hun kund ti’, aaestej. Men hør I kons no: Æ Kuen blywer tawn nied, blywer mir og mir simpels, og bejst som det er, saa dør hun da osse og blywer begrawed – “med æ Skind opo”, som det lvder for en gammel Sej.
No, saa kund æ Mand jo da behold de Skjellinger, han forhwerred og fo æ Skatter klaarired.
Men ret læng wored æ ett, saa bløw æ jo opped, te dæ her sølle Kwindmennesk kund ett find Fred i hinne Grav for den her syndige Handdring imud hinne Hosbond.
No, det war no ett nær enhwer Kuen, der vild ha tawn sæ a saa nær; men den her maa wal ha wot som en Krumm finfølendes, for bejst som det war – mødt” Nættertider – saa kund de si æ sølle Kwind’ sto i hinne baar Linned under en Bjælk op i dje Owerstow og smaakratted, pilked, pilked, med æ Negl’ op i den her Bjælk.
De haaj sit hind, affentow, bode den jen og den naaen; og æ Mand war ved aa blyw aalsær ved æ.
Saa en Aftenstaånd kommer æ Pig flywen ind i æ Stow te æ Mand, saa hwid i hinne Hued som en kalked Vægg: “Aae, Jøsses!” hwisked hun, “no haar vi Mari ijen!” Æ Mand – han tar ett flir Urd, men gaar hen og lenned æ Dar ind te æ Owerstow.
Æ Maan skjared lisse klaar ind ad æ Østerrnd:
Jow, der stod hun – og pilked ved æ Bjælk, som sædvanlig.
“I Jesu Navn, hwad søger du, bitte Mari?” saa æ Mand og gik hen under æ Bjælk; og der i en usle Revn’ fand han en Markstykk, som han to’ søen imell æ Finger og vist’ hind.
Det war en gued Gjærning han gjord hind dér. Uden jen Urd war æ Kuen forswunden, og aalle nue Menneskbaaen der haar sit hind sind.