Udgivet : 1912
Hør mæ nu, folkens!
A haar aaltid tøt, te æ Bivel war jen af de skjønnest bøgger, en da kund løs i. Herreguj, det war jo snaar den jennest bog, en sølle knæjt kund faa hold i, imen en war minder. Nu er der jo bøgger, saa det gryler; men hwad tror I, der war. da a ust op? Ett for en hawerown af nowe slaws lig! A haar saamænd som hjorddreng manne gaang rend omkap øwer æ hied atter en stump avis for aa si, hwad skjøn der ku staa i den, og faa en bette krumm aa fordryw æ tid mej.
Men æ Bivel, tho den haar da enhwer ved æ haånd, nær en baare ka sans te aa brug’en. Og her skal I lig si min! A haar jo laa en mærk ved de bejst aa æ histaarrier, og hwisomenstid I haar staånd aa hør paa mæ, saa ska a gi jer lig en jenle pa stykker af dem villerst. I ka jo aaltid faa flir, om I’el ha det.
Men nu vild a nødde, te I sku sejj og blyw sur og urrise, fordet a ett fortal atter je katekismus; tho enhwer gjør’æ, saa godt han formor; og de’el jo sej mæ, te a søen haar mi egen maad aa løs æ Bivel paa; tho a haar aalle wot styw i aa løs med anner dje brælier; men sjel om wor præjst nu haar en naaen fasown paa’æ — (a ved æ ett saa nyw, a kommer saa sjalden te kjerk; a tykkes aaltid, dér er søn’en kuld) — skuld a saa ett kund løs mi Bivel uden aa ha æ præjst te a stav for? Jow migi kan a saa! Det war ett andt terre!
Vil I nu baare sætt jer om paa æ bænk, bette folkens, og faa jer pief stapped, saa faar a mæ imedlergodlaw sunded paa æ stilling. — Sesaa, nu er æ mand parat; saa ka vi gjån begynd.