Tryk på en af Jeppe Aakjærs titler, og du kommer til lyd filen, og teksten.
An Mari tragter Øl
Gammel kjærlighed
En rædle slegi-GJHB
Methusalem_GJHB
Samsons bedrøwter-GJHB
Stur fremmed te Abrahams-GJHB
Jawn Humør
Jenn Hjemm
Jens hans Hywlbor
Mads Tammesens Maren
Djævlen paa Sjov-PFGP
Røjter-Anners og hans Muer
Øwer æ Æwn
Esper Tækki
An Mari tragter Øl
Udgivet: Sjørup, 7. Feb. 1903
Ann Mari tragter Øl
Nej Fanden sku’ fejst’ sæ da mir te Jens Kræme’!
Her staar sø’n en Stoder og trower, han ska’ læ’ mæ,
hvordan a ska’ brygg’, hvordan a ska’ baag’,
hvordan a ska’ legg’ en Flæskbøst i Laag’!
Og pin’won og gjerre det er jo æ Swi’n;
hwer Pott’ po æ Hyld’ saa kigge han i’en.
Saa ta’r en formøj af hans Miel og hans Maalt,
saa skuld’ en ha’ spaared ham tow Kjanne Saalt;
— ja haar en kjend’ Maagen! Det er aalle saa møj
som den usleste bitte Taar Wand, en ska’ løj,
saa ka’ han lav’ Vejlo og slaa med æ Dar’,
saa det rister i baade Tallerkner og Far’.
— Han blywer da jen Tid længer’ og warr’!
Nej haaj en saa stej sæ endda te Kræn Skræjer;
der kund’ en hejsen ha’ hat æ nø’ bejer!
Han bøj mæ en Bøst saa tyk som mi’ Lor
og Tow af den vildest For i æ Gord
foruden mi’ Løn. — Men dér war jo Bøen,
og han so’ jo Enki; og det er ett søen
aa tur’ med anne dje skjødløs’ Knæjt’,
saa der bløw’ da ingen Brød af den Bejt’.
Det hid’ sæ jo osse, te han vild’ ha’ tavn’ mæ
— ja sø’n te hans Kuen da! — men hwa’ sku’ det gavn’ mæ?
Tho han er jo gammel — og gro o æ Bælle
og snaar da saa grim, som en Mennesk’ ka’ blyw’;
som nu den her sølle Handtiring med æ Yw’
— og a’el sgu ett ha’ en Mand, der er skjelle!
En ska’ ett ta’ enhwer. — Tho de’e da de færrest’,
der ett ka’ gaa og skjelt’ sæ en Kjærrest;
men justemint find’ sæ nøj, en ka’ lid’ o,
en Kaal aa slaa Bund’ po, en Venskab aa slid’ o —
aah, det ka’ endda kost’ jen nø Beswær!
For fand’ en sæ jen, en tyt’, en haaj kjær,
saa ska’ æ nok pass’ — jow det war ett sær’!
te saa er der osse anne o æ Tæ’r.
Nu trowed mæ Synder, te Søren holdt a’ mæ.
— Her gaar a og gjemmer hwer Diel, som han ga’ mæ!
— — Ja, hwa’ a haar’ lid’ for den skjødløs’ Dreng!
A elsker ham — ogsaa saa det er faale!
Hans Billed hænger øwer mi’ Seng;
æ Ramm’ den kost’ mæ en javn Rigsdaale’!
Han kam her, saa tit mi’ Hosbond war ud’,
— søen hen ad æ Awten, nær aalting war still’;
aanej, hwor bløw en da kanter og hwell’,
saasnaar te Søren han pikked o æ Rud’!
Og nær han kam ind, bløw der ingenting spaa’e;
han haaj æ saa godt, som en Mennesk ka’ haa’é;
en læ’ dem regir’ laant mir, end en mo,
om ogsaa en ved, hwad Tak en vil fo;
og ingen ska’ sej’, te a bid heller kratte’ ham —
men laa han forlæng’, ja hwad tho saa wat a ham.
— Og saa ska’ en nu ha’ aa hør’ i æ Bøj,
te den forbandede Flaani Mett Fløj
baade Nætter og Daw’ Staar og drøwsker atte’ ham!
Aa Jøsses, hwor bløw a da lid’ ved æ Los
i Guer po æ Kjergaard; a sto’ med no’ anne
og glowed po Tolle-Thames hans Kos;
a vender mæ om og gaar ad æ Stett’;
hvem trower I, a møder anne end Mett’!
Hun bruser forbi mæ! — søen! — kallepros;
æ Buend — de bred’ saawal som de smal’ —
de blæst’ jo om hind’, som de war gal’,
og a tær forsuer mæ — ja læ’ mæ ett band —
men det er da baade sikker og sand’,
te de haaj kost øwer syv Mark æ Al’!
Hwa’, søen Stø’ jen hun haar godt ved aa hed’ sæ,
hun haar jo æ Faar og æ Kjærrest te aa kled’ sæ.
Men hwad haar en’naaen sølle Hjavl wal af Gled’?
Der sto’ a og bid i æ Knud’ af mi’ Kled’;
for hwad ka’ æ hjælp’, te’ en viser si’ Vred’!
En er som en er,
som en bløw af Worherr’,
og mukk’ imod ham er der ingen der tær!
Men ta’ den Kjærrest, en’naaen holder’ ve’,
nej, det sku’ nu aalle ha’ Low aa vær’ te!
Og mo æ ett sejes, saa mo æ wal hwiskes:
En Hjaani som Mætt’ — a tykkes hun sku’ piskes!
Ja hwis a haaj Majt,
som blot a haar Ajt!
— Aae Jøsses endda, tho der taft’ a æ Trajt!
Gammel kjærlighed
Udgivet: Bovbjærg 16. Okt. 1905
Gammel Kjærlighed
Vi er bløwen nøj aaldre, Kræn Nargaard,
og wor Øwn ka’ ett wal skimm’ æ Dar’,
og wor Kinder er gro, og wor Hinder er blo,
og vi spilder æ Mad aa æ Far’,
Vi er bløwen nøj stogend, Kræn Nargaard,
og æ Kjæp den maa værg’ for æ Bjen’,
og æ Vægg maa gi’ Støtt’, nær æ Træsko ska’ flytt’,
og æ Furd maa ta’ Wor’ o æ Stjen’.
Det var alln i æ Føsten, Kræn Nargaard,
da war vi en bitte Graan lin’,
og wor Øwn de war klaa’, og wor Tanker war glaa’,
og wor Klejmon war flunkend’ og fin’.
Aa, saamøj en tyt om dæ, Kræn Nargaard,
nær do mødt’ mæ dernied’ i æ Kjar’,
og do løwt’ mæ iland øwer Vilder og Wand —
for æ Engi war sjalden ret tarr’.
Ka’ do how’, te do kyst mæ, Kræn Nargaard,
en Sønde, a band’ dæ di’ Kled’?
A ved aalle nø’ Daa, a haar wot snaar saa glaa’,
og ino kan a græd’ ved mi’ Gled’.
Men si’ Sindlav den hwerrer, Kræn Nargaard,
og wor Suel gik jo snaar for en Blaan’;
for som Wand skjeller Hy — ja som Himmelens Sky,
saa skjelles jen Ven fræ enaan’.
Aa, saa jenle en haar æ, Kræn Nargaard,
og saa laangle æ Daw’ læ’ sæ slid’!
Men en ta’r jo si’ Torn, og en bærer si’ Born,
saalæng’ en maa her gaa og strid’.
— Læ’ wos saa komm’ te Stumlen, Kræn Nargaard,
og forglemm’, hwad der ett ka’ vær’ alln!
— Ka’ do skimm’, om æ Hyld’ ino stor med si’ Fyld’,
for de sejer, æ Blaad’ ska’ vær’ fald’n.
En rædle slegi-GJHB
Udgivet: 1912
EN RÆDLE SLEGI
Læd mæ nu si, hworden a ska faa samling paa æ … Det war søen nys atter, de haaj faat dem en kong i Israel, Savl I ved.
Det haaj jo stavn haadt paa, for Worherr tyt ett om æ; og det ka a misæl godt forstaa, for det er nøj, der tærer o æ land, saa det bundter nøj; og haaj en saa endda nø hg aa æ; men Gud bejr æ!
Men de war nu ett te aa snakk terett, en kong maatt Worherr skaff dem, helsen to de’en sjel med hæven ret!
Og si saa, saa underle det ka gaa te i verden:
Savls faar, gammel Kiis, han war en mand, der so godt ved æ; han haaj for, han haaj høwder, og han haaj hejst, saa det grylt!
Saa en daa war en pa kjælle plag saat te rend; og søne nøj det ka jo rend laant aa æ land, om ingen møder for æ. Og da der war gavn en tid, og det ett war vend tebaag, saa sejer æ faar te æ søn:
“Hør, Savl, ta en størrisknæjt med dæ og gaa hen og find mæ dæ her klojjer, det lied maag, te en ett ska ha lyst atter æ ved kjerkstævn.”
Ja, Savl han gjord jo, som æ faa’r bad ham, det war ett sær; han fæk en kjep i hans haånd, en melmad i hans lomm og kam te skræwen.
Og de drow gj emmel manne kjerksown, men go tten plag’ kund de ett faa nø spur paa.
Men Savl skuld endda faa nøj ud af hans gaang, for bejst som han gaar og tunter atter det her, saa møder han Samuel, og han haaj læng gan og vint atter ham, for Worherr haaj jo saå ham beskejn, og han “salvede ham til kon-ge” øwer æ hiel land.
Saa hiel tomhinned kam han nu iløwle ett hjem te æ faar.
Søen bløw Savl da kong, og det en kong af den rett slaw. For en bown kaal det war han for aller.
Ingen, der nowed ham længer end te æ skaaldre!
Nær han sto op war æ aa si, som aall anner so nied, om saa de rat sæ paa æ tæender.
Han war ett gued aa byw æ nakk paa, saalæng han haaj Worherr med sæ. Men det fæ jo end deswarr!
Worherr ska ha send ham en und aånd aa draawes mej, hwadenten det nu haar wot den slemm sjel heller jen af hans kanutter; der er jo nok af dem!
Det haar a nu aalle forstavn, te Worherr kund nænn te, men Savl maa wal ha gjord ham fortrydele paa en maad, som enaan ett kjender.
Nok om det, Savl war kommen i kri med dæ her sølle grimm filistre, saamøj nø røwsk pati, der aalle gjord andt end skaarstykker.
Dem haaj han wot i krammelurris mej får, og hwer gaang bløw de mir og mir koldhøgen.
De Haaj nu slawn sæ nied paa en bakksid, hwor de war kjor op med dje kanowner, dje bøsser og dje værker, simensak og menåsi!
Saa haaj de da ogsaa slæft en kjemp med sæ, Goliat de kaldt ham, og sønen krigskaal — ham er der vis aalle sit maagen te i nowe slav, for han molt fræ hans nies og te hans knogler sejs styvle al.
Ja, det war en javn slegi aa staa øwer for!
Og saa som han war staffired ud!
Han war i en jærnkjowl og en pa kobherbowser, og en hjælm paa æ hued som en dejnkaa, og han stod og pejt med en spyd, og den war tykker paa æ skawt, end den villerst bjælk i æ laad.
Og hwer daa, nær a skinting haaj faat hans dower — for han war en kaal, der sku ha nøj i æ lyw! — saa gik han ud paa æ bakk og brøld, saa det kund høres øwer syw kierksown. Det war jo for aa ræd de anner rejn hen, kan I forstaa det?
Ja, som han da trued dem paa æ bælle!
Han skræwed ud paa de her trej als bjen og sparked i æ brinker, te æ stien fløw — for rigtig aa ta æ bøw fræ dem, bandt, saa der gik blaanner for jen si øwn, imen han hwøwted ad dem og saa:
“Aa, vil I ett lig kikk hérøwer, I bette løjn kaal!
I kund fandenmæ vis træng te aa faa jer øwn laa om i æ rammer!
Ja, vil I ett nok komm, imen a haar æ warm — a ska dæwlenmæ sætt jer jer nies i braåndkass!
Saa det er den slaws pillikratværk, de kalder sølda-ater øwer ved jeranner! I skuld heller ha bløwn hjemm ved jer muer og lær og bind jer bowser op, inden I vil nappes med kaal af mi starels.
Og du, Savl, der gjelder for en faale kaal, nu war æ tid te aa vis, hwad du er gjord aa.
A sir nok, du krykker baag de anner. Aa, hold dæ nu ett tebaag, bette Savl; maa a’tt prøv aa maal dæ mell æ skaaldre med den her bette staag?
Ta baare de drengi med dæ, saamanne du sjel vil, og kom mæ saa nær, a ka now jer: A skal mi salighied law en kjøn fad finker a jer!”
Ja, som æ lied skuel da testibred dem!
Tho han kund jo mærk, de lod sæ forknytt, og det war jo hans handel.
Men saa kam der endda nø andt i æ spil. Hør ikkuns nu!
Søen en staånds vej fræ, hwor dæ hær gik for sæ, der bowed en buendmand, de kaldt Isaj. Han haaj en hiel rewl sønner — ott, om a hower — trej war med Savl i æ kri, fir war hjemm ved æ faar, og den femt i æ mark ved æ høwder.
Han hed Dawed, og skjønt han war den ungest, saa war æ j ’ett fri, te han war den viberst aa æ flok, hwad I snaar ska faa aa hør.
Tho han war jo endno betleajted te aa vær kongens kaal, skjønt der war mued nok; men en ska jo ogsaa ha nue hjemm te æ bestilling; helsen gaar æ karenmæ skidt med dje krigshandel — og han war en faale hwell bette knæjt te aa ponne om ae kreaturer, ja, som han kund faa æ te og lykkes og trywes, der haaj han nap hans lig.
Han sku snaar faa æ vend harom, om det skaft sæ skaars hæ skajle, og han war et ræj for aa vov hans trøj, nær det knied.
Jen daa war der kommen en løw’ ind o æ awr.
Det war en slem kammeraat og faa imell æ for!
Og den snapped jo jen aa æ lam lig for æ nies af ham og ad æ hied en lod ta!. Men Dawed han war ett taft obaag; søen vild han ett aa med hans lam; han sætter atter’en, nowed en ogsaa og gaar for’en med hans kjep.
Men den er jo gal som Filax; den reser sæ imud ham Ug paa æ baagbjen, som skuld’en ha sluged ham lig med det samm.
Men Dawed han war ett forfar, han tar’en ved æ skjegg; der staar de søen og bødles; men saa paa jen gaang: imud æ jurd med’en, en knæ paa si bryst, og æ kjep i æ gåf aa’ en. Æ lam maatt en aa mej; harovs! og æ lyw owen i æ handel!
En skuld jo snaar undres øwer, det kund vær sand!
A tinker, om ett det haar wot en bette ung!
Men saamøj en lywle bette knæjt war æ; ett søen nø tud’maag, som det en faar te hjorrer nuomdaw.
Naa. Æ muer hun gik jo derhjemm og sylred øwer de trej ældst, der war med Savl.
Tho det er nø lied nøj, det krigsvæsen, for der skir gjån skaad ved æ! Og æ muers hjat er æm, saa sjel om hun nu haaj ott sønner, saa tyt hun iløwle ett, hun haaj nue aa omvær aa — paa den maad.
Men hun war jo baare en sølle kwindmennesk, og hwad kund hun gjør fræ heller te?
Men saa jen daa haaj hun da baaged saamøj nø gued pandekagger; det vidst hun, te det war nøj af det aal-villerst, hun kun byd dæ her sønner, der war ad æ kri. Men hudden skuld hun endda faa æ send te dem? Ih jow; der kam jo Dawed springend øwer æ lukkidig — han war jo aaltid tefars — og hun faar æ knæjt vinked te sæ.
“Aae, bette Dawed, du er jo søen rask dreng, som en aaltid ka stuel paa; kund en ett faa dæ te aa rend hen te di brøjer med det her?
A er da rej for, te de ett faar nø ordentlig te æ fød. Og det war da osse raar aa ved, hworden de helsen haar æ; en gaar jo her og hører aalle en urd fræ dem.
Du ka nok faa en knæjt te aa hold yw med æ høwder saalæng.
Det er jo aalle ward aa sej nøj te di faa’r om æ” –
Jow, Dawed han war allat!
Det war jo da nøj for søn en kytter aa komm ad æ bøj og faa nøj aa si.
Og æ muer hun faar æ pandekagger i æ tejn, og a trowr migi osse hun laa en bette kukmand ved’em, tho “uden mad og drikke duer helten ikke”, og hun fløi-ed Dawed æ tejn i æ haånd:
“Lad mæ nu si, du skikker dæ wal!
Og nu maa du’tt gjån lett æ laag, for de skuld jo helst behold æ warm.
Og hels dem nu saamanne gaang fræ vi gammel her-hjemm. — Naa gaa saa, mi baan, og Gud vær med dæ!”
Og Dawed han gik nok saa walcker hen ad æ vej med æ tejn i hans jen haånd og en gued raamjælkspande-kaag i den naaen.
Det war helsen nø andt for gotten Dawed end aa legg ud ved en wot dig med en trøj øwer æ hued og gi ajt paa no skajle forkræger!
Naa, Dawed kam hivend nied te æ brøjer og fæk aagjøring paa æ muer hinne pandekagger; det war lig mad for Mowns!
Han haaj ogsaa faat en par grøn woster og andt edel-swor mej te æ skjesant, de haaj, og det bløw tawn ham møj wal op, og en beløwen klør det war han, saa der war ett den dom hæ diel han ett maat si; dér war ett nøj i æ vej, and han kund gaa ud og ind ved æ vagt, som han vild.
Og det war lig nøj, der past ham; for Guj bewors, hwad war dér ett aa si paa for søen en kaalsen!
Aalbejst som han staar og spjelker æ øwn op snaar paa det jet og snaar paa det andt, saa kommer ham æ slegi — Gohat — ijen pransend, skræwer hen og strammer sæ an med hans spyd og hans værker og gir hwer brøl fræ sæ, te Gud spaar wos! Ja dæ hwæl det rædle spetakel kund klemm af sæ, ret saa det skingred jen i æ ører! Og Savls folk — saasnaar de saa æ slamper, saa blatted aalting aa æ hinner af dem, som de gik og sto, og den jen vild immer baag den naaen; ingen turd vær den forrest, ihwad det saa maatt gjeld. Ja om det saa war Savl sjel, saa saa de for redle og sand, te han gik ad æ seng og kravlt under æ dyn og war ett te aa trøst. Søen haaj dæ hæ skumpi lawed æ med hans skjesu og hans brølen.
“Ih hwad er endda det for en kreatur, der staar søen og tar opaa?” saa Dawed; “tho han brumler snaar warr end jen af mi faa’rs tyr derhjemm.”
Naa, han fæ jo snaar beskejn om, hwem æ skinting war, og hwad Savl haaj lowed ud — hans villerst dætter og guld og rød trummer — te den der kund undlyw ham.
Dæ hér det slog migi Dawed i lotten, og han vild ha nø mir aa ved om æ stilling.
Men saa kam den ældst af hans brøjer og war møj værkele, og han sejer te æ bette swend:
“Hwad, staar din knæjt endno hér og glyner! Ska du’tt hjem og wand æ kali? Her er ett æ plads for søne swend; det ka vær skrumled nok for en naaen. Se du no aa pikk aa!”
“Aa, ka du’tt læ mæ staa! A gjør wal ingen uskjel,” swor Dawed og spruded ud aa æ ywend.
Æ knæjt war ett te aa gjen hjem. Han vild ilaw med æ slegi hesøwer.
Han lod sæ forlyd mej, te han war mynde for aa piri den hertug øwer end.
“Sønen siunder, søn stø pæsen, sønen uomskoren radbælle, der sto og gjord tyk nar af baade Worherr og aall anner; han fortjent aa faa hans nies te aa legg, hwor han taft hans frod!”
Og hwad han kund faa aa sej; æ dreng war saa opir-red, te han inderlig bevverist.
Det kam Savl for ør, te der war kommen søen bette muede klør te æ lejr, og han forlaanged aa faa ham aa si, og Dawed bløw før ind i æ kammer te kongen og maatt fortæl ham, hwad ajt han haaj.
Og Savl saa paa den her bette morris, der kund staa under hans aarmhwoller.
“Og du’el legg den slemrige kjemp ød?”
Ja, Dawed var vis paa, te han wal skuld slaa den vif fræ æ skogger.
“Nej, nej!” saa Savl og laå hans haånd paa æ dreng hans hued, “søen maa du’tt lieg med æ lyw; du er end-no en ong persown, men han er en krigskaal “fræ hans ungdoms dage.”
Gør æ ett, bette Dawed!”
Men æ knæjt war ett te aa raad mej; han vild som han vild.
Ett engaang kongen kund kwist ham fræ æ.
Ja, ja; saa skuld han da i kongens egen klæjer.
Naa, Dawed trak af hans trawallitøj og kam i Savls, men død og verden, sikke et syen!
Nok war Savl en alworlig mand, men her kund han iløwle ett baar sig for aa grinn. For hwor det ett war for bred, der war æ for laang.
En kobberhjelm sak ham hiel nied om æ ører, og da han saa skuld i Savls staaltrøj og kobbermundiring, saa maatt de ligfram ta og daj ham, for ved egen hjælp kund han knap faa den jen fued om den naaen.
Det ka en jo snaar forstaa: paa den fasown kund han ett gaa imud æ kjemp. “Nej nu ska I læ mæ vær, og læ mæ pass mæ sjel!” saa Dawed.
Og det maatt de saa ogsaa gjør, skjønt Savl rist paa hans hued aa æ.
Aalle saasnaar war Dawed kommen udenfor æ dar, får han astej, men han kund pinspring, nied te en bette bæk, der war. Og der laa søne bette glatt stien, som æ wand haaj slikked øwer; han tar en fir-fem af de her stien og putter i hans taåsk, fæ hans slyng aa æ lomm, hans kjep under æ aarm; saa war han tepas!
For det aa slyng en stien — det war nøj han war kjend mej!
Og nu begynd han aa søg æ kjemp.
Han gik nurden om ham og kam vejsten te ham for ett aa ha æ løjt af ham.
Der sto han og loged lidt og høt paa, hudden han balsenired. Det war naple nok, han kund kikk te æ ower af ham. Æ øwn sto i kjemp hans hued som en mandhwolm koks, æ frod vælt ham ud øwer æ skjegg og stent laant hen, som nær en helmes skummer fræ æ bjedsel; han glowed jo saa høt, te han ett kund faa yw paa saa smaa folk som Dawed.
Endle bløw han ham da wor og maatt nu te aa kig’ nok saa nejle.
“Hwad er du for en ussel majk, dér kommer kryvend?
Gaar du og lieder atter gal skjellinger, da maa du helst hold dæ paa din egen; for herøwer spiller vi klink med den her slaw!”
Hér hug han hans rædle spyd nied i æ jurd forved Dawed, saa æ saånd sto op om ham.
Men Dawed han veg ikki ud af flækken; han sto lisse frimodig med hans bette rød kinder, og han war ett ræj for aa knævver ijen.
“Hwad sejer din mjatt,” brøld æ kjemp; “a trowr saa mi salighed te den pøjke træder mæ imud; ta dæ iwor, te a ett drejer dæ en sandskag, saa du røger flir daw ind i næjst ug! Staar du og stier ad mæ med en
piskskawt? Tror du, a er en hund, der skuld ta imud stryg af en hwalp som dæ!
Kom her med di kjep, din kjepdreng!”
Men Dawed, der nu haaj list en stien i æ slyng, han løver hg ind under æ kjemp aa rover:
“Bed nu di fadervor, din arm synder, for nu haar du ett manne graader aa gi aa!
Og kom saa hér, aal I swot rawn, saa gir a jer nu fød for manne daw!”
Her swinged Dawed hans slyng; æ stien skor afstej og ramt æ slegi hg i æ stjern.
Goliat — aalle jen urd han mælt mir, men blatt! sak han lig nied paa hans æst.
Og Dawed — han war et hjamsk, han hen, Gohats savvild herut, æ hued af ham, saa en trilt!
Og da æ Filistre saa dæ hér, saa det afstej, men remmer og tøj kund hold; de rend jo/or ælyw — men Savl og hans mænd de war i æ hæl af dem, og de møwred jo nied aa æ, saa det fild som skurrehatt.
Men da æ sla war te end, saa maatt Dawed jo ind te kongen og skrøwt, hwem han war, og hwor æ faa’r war; det war jo’tt sær! og da Dawed kam ind, haaj han Gohats hued ved æ haar, nu war de jo knap saa ræj for ham, som de haaj wot; men de flest sigted iløwle atter æ dar.
Men det kan I stul opaa: atter den daa saa bløw der missen andt for Dawed aa bestill end rend i stunthueser ved æ hjordkjep; nu fæk han en rød kjowl om æ skaaldere, en plomaas paa æ hued og bløw jen af de villerst mænd i kongens gord.
Søen gik det!
Methusalem-GJHB
Udgivet: 1912
Metusalem
Nu far enhwer gaar te sin, saa skal I endda hør en bitte krumm om ham Methuselem, de kaldt ham.
Han bløw jo ni hunder og ni og tres aar, inden han død, hwisomenstid det helsen er sand; men det forstaar sæ: saa war han jo ogsaa halvfems, inden han ku gaa med æ hjølli!
Si kuns saa:
Sjel hed han Methuselem, og æ muer det war Ma’ Thuselem; æ faa’rs navn ved a ett nø forre for, men æ slaw ska vær redle nok.
Da han nu war skrejen øwer de fyrre, saa begynd æ muer aa snakk med ham om, te nu sku han te aa aasi æ patt te en minder, der war i kom.
Saa bløw han da rejn saa faale harmt, indte de haaj faat ham lær aa skraa.
For saa bløw det saamøj det sødest! -Nu, stur sager er der jo ett aa meld om æ mand; han holdt mjest aa aa faares i stilhied — men jen spil ska a iløwle fortæl jer om samm gotten swend.
En daa haaj de send ham ad æ mues aa graw tørr. Men han haaj jo’tt den samm maal paa æ tid som en naan jen, saa han sanst ett aa komm hjem te Awtren.
Han war gavn ud ved majdaastid, og han kam hjem te kjørmes; da war han trængend for hans nætter.
Det haaj han nu tavn for jen daa.
Saa han war javnhen gued aa send i æ hied, for hwem der lejer lyngslet i dawvis.
Men a trowr ett, nue vild hætt paa aa skikk ham atter jurdmu’r, for en ku jo resikir, te han ett kam tebaag, får æ ung ku konfirmires.
A ved ett, te han bløw gywt nowesind; og hwem sku wal ogsaa ta søen en gammel negger, nær der ett var skjellinger aa hivsk, og det war der nok ett der paa law.
Han haaj nok hat æ i tanker aa foranner sæ nowe gaang, men inden han fæ sæ betint, war æ sølle pig baade død og henn.
A vild gjån ha kjend æ persown, men a vild missel nødde ha hat ham te awtesmand, for det vild ha bløwn en slem forhæftels paa en gord.
Kund de faa ham ind paa en dram og en drik øl, saa war han en kaa’l te aa fortæl, for han ku how endnu længer tebaag end æ Vænø-Slegi, der sto ved de Hossens Kyrassirer og war med Napoleon i Frankerige.
Men han hér — Methuselem, han kund how den tid, da der gik “Kjemper paa Jor-den”, der war saa hyw som Saal Kjerk, der haaj træsko saa stur som Wandtrow og Hatt som en Vejrmøll.
Han var gået ud om foråret, og han kom hjem mortensaften. Da var han nemlig begyndt at føle sig lidt småsulten.
Og de søjt ind te “Menneskens Døtre” ved nættetider, hwis ett en holdt æ dar lot; og dérfræ stammer aal wor gordbonisser og troldfolk og aal de bjær’mænd, der haar wot i Daabjær’Dojs, saalæng te nue ka how.
Men hans oldfaa’r han kund how saamøj længer tebaag, for han kund how, te æ Dæwel en søndermaån får æ præjken war bløwen hwist fræ æ Himmel og nied i Helvede med en skaltaarn, saa æ jurd rist.
I hans walmajtsdaw maatt han jo affensir for æ fød, som en naaen, men da han bløw aalder, so han gjan ved æ kagel, ligmøj om en war warm hæ kold.
A kagel bløw fornøjed manne gaang, men han bløw sejjend.
Han bløw saamænd en ring mennesk, inden Worherr to ham; æ brændmen ku han ett taal og æ brød ku han ett faa tøgged.
Men en kund aal tid gjør ham glaa med en skraa.
De sidst fi’hunder aar laa han jo kommunen te byrde. For han løwed iløwle ett saalæng, te han fæk nø nytt af æ alderdomslov.
Samsons bedrøwter-GJHB
Udgivet: 1912
SAMSONS BEDRØWTER
Nu men a er i træk, saa skal I iløwle hør, hwad der fortæles om ham Samsom, for det war da saamøj en brølstoder.
Jen gaang haaj han da faat søen en lyst te en kwindmennesk nied ad nøj, de kaldt Thimna, te. A ved saagi ett, hwor det war henn, men saamøj ka a da faa ud aa æ, te hinne faa’r war jen af de her uomskorne filistre, det vil wal sej paa godt dansk, te hun war aa æ kjeltringslaw; saa en sku jo ett tykk, te det kund vær nø ganning for ham. Men fanden slaa ham, æ sluri, han war nu bløwen hentavn af den her pig’baa’n, og han kam te æ forældre og saa, te han maatt ha hind te kuen, det kosted, hwad det være mo!
“Det er a endda kid aa aa gi mi mind te,” saa hans faa’er, “tho det er snaar som aa skamm æ hiel familli.
Du kund wal ha funden jen, der haaj klæj dæ nok saa wal, vild a tykk.”
Men det war som aa slaa wand paa en gjejsling, det æ faa’r saa; her hjalp hwerken løn hæ bøn; æ tøs vild han jengaang ha.
Naa, hwad skal en snaar still op, nær en knæjt kommer paa de tanker? En maa jo helst læ æ faa hinaånt, inden det gjør nø andt gal.
Saa pampred da æ sølle faa’r afstej med æ søn jo da, hen for at faa dæ her lawed istand.
A ved ett, hwad vej de to’; men de sku da’wl sajtens te æ præjst med æ.
Naa, som de gaar og stumler hen ad æ vej ad Thimna te — æ faa’r saå ett manne urd, for han war bløwen nøj urrise øwer dæ’ her — saa løf Samson en ywblik ind i en vingaard, det vil jo sej søn’en anleg — inden de nowed æ bøj; og der kam der saa en brølend løw imud ham og den vild kaski nap ham lidt i hans bowser, og det vild han nu et ha’en te.
Han haaj ett nøj i æ ha ånd, hwerken kjep heller staw, aa værr sæ mej; men han war jo saa grutstærk, te han ett vidst, hwad han skuld gjør med æ kræfter.
Nok er det: Han sparker ud te æ løw! Men saa haaj han en jo, og det ogsaa lig paa jen gaang. Men hwad han haar aa gyer: han griver en lig i æ kasilken, og kjek! herom med æ hjaj, imud æ jurd med’en, imen si knokler ku syng!
Dér saatt han sæ skræws øwer en, indte en war bløwen jawn tolie. Da’en endno ga en pa strujji fræ sæ, røw han si kief op, æ taang herud! Saa war den salwakred!
Saa gik han ijen ud te æ faa’r, som ingenting war passired.
Naa, han kam nied te den her pig’baa’n, det war jo da’tt sær! og han saå saa forlift paa hind som en rott paa en sødmjælkswost; og der bløw lyst for dem, og der bløw bejen til bojel.
Dér sku sgi staa skrald, saa det dut nøj!
Æ faa’r haaj raad te æ.
Og dæ hér fihstre, de gammel med de ung, det sku jo mej tehof.
Nu, imedlergodlaw som Samson gaar i dæ her gywtmaalstanker — de ska jo vær møj sød — saa kam han en daa for nøj, der war næjsten endno søder.
Han war drøwn forbi dæ hæ anleg, og saa tint han ved sæ sjel:
Hwad om du gik ind og saa atter, hwordan det haar sæ med den løw, du to æ pip fræ!
Naa, han gaar ind mell æ trær.
Jow, der laa guednok æ aadsel aa en. Men tho hwad war det? Nu haaj han da aalle sit maag te spil!
Der war der en swarm bi, der haaj slawn sæ nied i dæ her løwbælle, og dér so kagger fuld af honning fræ de hér bi og han snap en stur håndfuld af dem honningkagger og smummed i sæ og slikked æ finger; og æ faa’r han fæk ogsaa en gjew.
Naa, saa war æ paa hans bojeldaa; de war kommen fræ æ kjerk og haaj begynd aa rykk om te æ skyw.
Men nu war Samson ett saa lidt aa en træjring, nær det to ham; han sku gjån ha nø kommes for af jen slaw heller enaan; og dæ her løjn filistre dem kund han jo nok lid aa hold lidt for trekant, det ka en jo’tt fortink ham i.
Nu haaj han gavn og sprekulired møj øwer den her honninghistaarri.
Og som de nu sejjer ved æ sup, æ lystighied er kommen søen javnhen i æ vejr, saa sejer Samson, te han haaj lig en bette gaad aa legg for dem; den war saamænd ett saa wanskele, men den der ku gitt en, han sku faa den finest klæjmon, en ku si for si øwn, og en rejn skjot aa skywt mej.
Tho det war jo snaar, som vild han træj dem og sej, te de so her ved hans bojel som nø swyner, der ett haaj tawn en rejn skjot paa fræ hjemmen aa.
Men det to de nu te dje gued nyw.
“Tho læd wos hør di gaad, fa’lil,” begynd de aa rof.
“Med fornywels,” saa Samson og ryt ud med’en:
“”A fæk fød ved en slughals og sød sager af den brølstærk” — ka I nu bej mæ spids paa den?” saa Samson og letted sæ i æ sæd.
“I faar syw daw te æ.”
Syw daw, saa læng holdt de bojel der o law; dér ku helsen lawes nø gued basseraller!
Nu, de kløj dje nies, summed sæ paa æ, so ind i ø øwn af hinaan og to saa endno en skjeffel supp aa æ fad.
“Tho det war da en sær tokkiwon taal,” war dæ nue der saå og klipped piefhytter mell nies og mund.
Anner so hiel fornummed og keg op i æ lowt, som viint de atter hjøtar.
Jen selied sæ still fræ æ burd, får æ unnen war ædt, saat sæ i en krog og grovelired for hans egen regning.
Men æ swar kam ett.
Og Samson so og flired i æ skjegg, skinked i æ glajs for æ bruj og glemt heller ett sæ sjel.
Og dér gik jen daa, og de gik alsyw, og lig vidt war æ filistre kommen med dje gitten.
Nu war de bløwen hiel forfærlig og si paa, for ingen af dem haaj jo wot aa æ klæjer i aal de syw daw og nætter for dæ her sprekuliren, men de so — jen hér og jen dér, med æ haånd under æ kind’, og æ haar nied i æ øwn. Og de bløw ju mir og mir urrise, atterhaand som æ tanker løf i filt for dem. Og en ywblik, da Samson haaj forladt æ stow, faar de æ bruj klemt op i en krog, og de trued hind da paa æ lyw, hwis ett hun hjalp dem med aa faa klaaring paa dæ hér.
Og æ bette kwindmennesk — hun vild jo da gjån rejj æ lyw, det war da’tt sær.
Og hun gjorde sæ jo saa sieg mud Samson, saa det war faale, græd hinne øwn rød og saå:
“Du bryder dæ ett en hak om mæ!
Her er vi lig bløwen gywt, og saa ska en mærk, te du elsker mæ ett en kieren; helsen vild du da aalle komm med søen gaad og ett betro mæ det mindste om æ forklaaring.”
“Hwad er nu det for nø snak, bette Trine; det war hwad det war, om a haaj rend aa pievred om æ te anner folk, men ett engaang mi egen foræller a haar betrowed saamøj som en stawels,” swored Samson.
Men nu ga hun sæ te aa roel for aller.
Tesidst maatt han jo saa gi sæ, æ taari.
Aalle saasnaar haaj hun faat æ grev under, hwad hun lirked for, far hun hen og held æ i æ filistre; for hun war jo aa æ famille, og det war jo som en flok rød kyer.
Og da de fæ hold i æ forklaaring, saa kan I missen tro te de kraant!
“Hwad er søder end som honning, og hwad saa stærk som en løve,” begynd de aa mess.
“Er æ maaskisæ ett rigtig fåset, bette Samson?”
Samson rynked nøj o æ bryn, saa affentow paa æ kuen og dæ her skintinger. Han kund jo snaar forstaa, hwem det war, der haaj slawn te æ klokk.
Saa drejed han sæ om, hug æ dar i paa hans hæl, imen han saa:
“Haaj I ett spænd mi plag for æ plow, nej minsæl om I war kjor æ fur te end!”
Saa er en tid atter — folk haaj lig begynd aa ta dje row — saa kommer Samson sluntend endno engaang ad Thimna te.
Han haaj wot ud i æ land, nu vild han hjem aa si te æ kuen.
Han haaj en lam paa hans nakk, som hun sku ha, og war i en perlehumør.
Men hworlæng wor æ!
Han kommer fløjtend og vil ind i æ hus, men der er saa jen, der holder ham an i æ stowdar.
I tho, det er jo æ kuens faa’r!
“Ih hwad er det for nø kanallistreeger?” sejer Samson, han war ved aa blyw nøj knotter.
“Her kommer a med en lam o æ nakk og haar ett sit mi kuen i manne tider, og nær a saa vil ind, saa staar her sønen slytter og viser jen æ dar.
Hwor haar du gjord af hind?”
“Tho a trowed ett du ku lid hind mir atter det der ved æ bojel. Saa ga a hind hen te jen af di selskavsbrøjer.”
“Hwad sejer du! Haar du gin mi kuen hen? Da trower a, Fanden plawer dæ!”
Nu kund æ stoder jo nok si, te det trak op te torren, og han skynder sæ og sejer:
“Du behøwer ett aa sawn en kuen, bette faa’r, a haar tøser nok. Den ungest er baade bejer og kjønner end hind, du haar hat.”
Men Samson snurred i æ dar med hans lam, vend æ stoder hans hæl og saa:
”Nær I filistre gjør søne nøj ved mæ, saa kan I aalle vint andt end en knytnæw af mæ!”
Saa to han hans kos ud aa æ bøj, — og hwis han nu fløjt, saa war æ karenmæ aa æ gal!
Nu ga han sæ ud paa ræw’jagt; men han slo dem ett ihjæl, men lot dem ind, saatt’em i tyr, heller hwad han nu gjord ved dem, og da han haaj søen op imud en trehunder, saa det war lig ved aa patir hinaant, saa ska I nu hør, hwad æ skaar hætted paa:
Han tar de hér ræw, tow og tow, og binder dje haller te hinaan med en vill halm imell, og da det er besørre: Ild i æ halm, løs paa jen gaang det hiele, æ hund’ i æ hæl aa æ, og huj! afstej ind i æ filistre dje kwonager lod æ ta!
Og dæ hér glowend braånd der baagi det swej jo som al ulykker, og de sølle dyrer de sprang igjemmel æ fald fræ den jen awersend og te den naån og trilt ikold’ og bjelt og to paa og sled jo i æ haller for aa komm fræ hinaan.
Og æ ku’e, der sto og war mo og saa knajstar, det war jo nem aa fytt aa.
Og det slo low op hér og low op dér, klinkbrind æ awer øwer, hwad der stod paa rued som hwad der stod paa raad’.
– Ja, det war en vækildsblojs, som æ filistre hower ham j e n lidt!
Atter det sammelt de jo paa ondt, det kan en wal forstaa.
De tyt jo, de haaj faat dje maalt branked lowle haadt ved ham; dæ hér det sku knag’mæ hæwnes!
Og de fo’r ud og laa æ land ød, og Samsons folk kam te ham — han haaj lawed sæ en grawol ind i en bakk’sid, for han ku ett mir vær ved ordenlig mennesker — og de forklawed ham, søen swøef han war for æ land; nu vild de bind ham og gi ham te hans fjender, forre æ filistre sku læ dje gjærninger vær.
“Ja,” han kam sjel med æ hinner, “væsegued, bette folkens, bind mæ baare!”
Og de slo en par gued nøj hammelref om æ håndled af ham og slæft aa med ham hen imud æ filistre; og da de sir Samson begynder de aa høg med dje remeddier, dje køller og dje værker; nu skuld han dænenmæ faa hans refurrium!
Og de ska lig te aa legg daller te ham.
Men aalle saasnaar mærker han, hwad faår der er paafærd, saa kommer æ aånd øwer ham, og han begynder aa ras og skjær tænd, og æ øwn vend sæ i æ hued af ham. Og jen — tow — trej — kjek! Saa er æ réf slidt øwer som uldgaar!
Nu kan I trow, der wanked rappé te æ Filistre — aae, død og kritt!
Han bywer sæ nied og faar hold i en helmeskief, og med den øwer æ hued flywer han som en røj ind imell æ filistre, og saa ka I trow en sak i bund’! Smæksmæk, smæk-smæk! Lisse sor, lig nied i æ stjern af dem!
De saå sæ ett om mir end jen gaang! Hwad der ett undrend, det maatt herans!
Søen ska mir end tusind ha faat æ gowl vend i æ vejr —
Saa heller ett den gaang endno fæk gotten filistre hæws paa ham; a undrer øwer, om de nowtid haaj faat æ, hwis ett det haaj wot for den sags skyld, te han war søen lowle slem atter kwindfolk; det war ud, som det war hjemm; saå han en skywt, saa war han fræ æ.
Dæ her smaa filisterpigger dem kund han missæl ett læ gaa.
Søen war han engaang gavn in te en tøs nied i Gasa.
Det kam ud øwer æ bøj:
“Samson er her! Han er ind ved Stine Bethlehem!”
Og æ filistre skyd sæ laangs æ væggi og laa dje krumm nieser paa æ vinnier for aa kigg atter ham.
Jow, det war missen sand nok, der so han; lig baag henne gaanvindel!
Nu haaj de fanged ham! Nu lot de dje pwotdår og saa imaatidle, nær æ skuel listed aa, saa skuld de iløwle gi ham søen en pa ræk øwer hans rygstykker med dje timmeryws’, te han ett skuld vær hægen atter aa komm saamøj snaar ijen!
Men godmaar! Søen kam æ nok ett te aa gaa!
Henad minnet vil Samson hjem.
Han kommer te dæ her jærnpwot, men den æ slawn i los.
“Det war der raad for,” ment Samson.
Han render te æ kram søen med den jen skaalder, saa bolt’og spægre og stolper det flywer da fanden te sorre!
Og hwad han haar aa gye: han laser de her taang pwotdar paa æ nakk og hæfier afstej med æ op paa en rædle flywbakk.
Dæ hér løs pwothængsler de slow ham paa hans hæl’ for hver trin, han to. Men opp paa det alhywest der kylt han’em.
Saa kund æ filistre jo faa for sæ og slæf’ em tebaag ijen, om de vdd ha’em.
Ja, søen drøw han jo de særeste kigser med dem.
Og han gjord missen ett nøj aa æ i fuldskav; for han haaj aalle hat en brændvinsdrip i hans mund, saa han kund ha stavn som formand for dje afholdshandtiring, hwor det sku vær.
Deraa kan en da si, te en behøwer ett aa drik for aa law gal streeger.
Men nu begynd æ aa lakk ad for ham.
Han war kommen nied te en tøs ved Sorek Bæk.
Hun hed Dallila — en nawn, en næjsten ku dans atter. Hun ska ha wot saamøj en ynde kwind, og hun kund hinne handtiring!
Ja, saa slinder hun war! Hun forstod aa gaa ham under æ øwn, nær hun vild ham æ aal væst.
Den slaws kwindfolk de er missel ett nemm aa ta sæ iajt for.
Og Samson wojed længer og længer ud, indte han ett war te aa rejj.
Ved den tøs so han æ nætter med æ daw, hiel hentavn af hinne skjønhed og kunster.
De fæk æ filistre nysmaal om.
“Haa, haa!” tint de, “der haar vi kaski den, der ska snær ham!”
Og de gik til Dallila og saå:
“Du ska faa aal det guld, du vil bær, nær du’el forlok ham og faa wos aa ved, huer de her grimmige kræfter sej jer.”
Jow, Dallila vild gjån tjen den skjelling. Og hun to jo fat paa hinne kunster.
Nu gik Samson ett lig med det samm i æ saws, han spilt først lidt hejgut med hind og saå, te hwisomenstid hun væwed hans haar ind i henne trendgaar, saa kun han bindes.
Og hwad hun haar aa gyer: hun faar det Sture kaalmennesk te aa legg sæ alstill, imen hun faar æ væw igaang, og da han er blatted i søvn, saa rover hun og sej jer:
“Nu haar vi aal æ filistre!”
Samson flywer op og rywer æ haar te sæ, saa baa-de væw og bom og væwstien dasker rundenom mued æ væggi; haaj hun ett sjel sprungen aa i tid, saa tinker a, æ væwpig haaj dasked mej.
Dér fæk hun helsen en slem forfippels!
Men som hun nu tal ham te! Ja, som den usleste pøjke: Skuld hun vær te nar for ham, saa kund han ta hans klud’er oggaa; hun haaj ett hat boj atter ham!
Men ind imell saa kyst hun ham og græd og tægged te ham.
Og saa gik Samson jo i æ snaar.
Hun maatt ett ta søen paa vej.
Herreguj, det war da’tt and hans lojer!
“Tår nu di øwn, mi baa’n, saa ska du faa sandhied aa ved.
Men det war ett di syndig terre, te du forraj mæ!”
Nej, hun lowed ham da ved all det hun haaj, te ett en kjeft sku faa æ aa ved; og hun sleged for ham og strøøg ham øwer de her forvowen lokker.
Og saa saa han æ jo!
Det war jo dem der, de taang krøller, der fild nied om hans owsler; ja, der so æ — aal det han war!
Bløw de tavn fræ ham, saa war han færdig!
Nu kund æ taåsk mærk:
Dæ her war allersnak! Søen haaj han aalle snakked te hind får.
Og hun lod gaa boj te æ filistre, om de nu vild hold sæ berej.
Og endno engaang fæk hun ham te aa sow med hans hued i hinne skyed, og hun lister æ saws op, og aalle saasor hun haar gin den sidst klip, saa er æ stow fuld af filistre.
De kaaster sæ øwer ham; han vil res sæ, som han plejer og hugg dem flaad imud æ væggi; men nu er hans majt henn; hans aarm falder nied, som war en vesen; de faar ham øwerinanded, slaar en linki om hans bjen og render en spyd i hans øwn.
Dallila, der stod paa en burdend og hwist med hans lokker — det war det sidst, hans øwn fæk aa si paa æ jurd.
Og de slæft aa med ham og gik baagatter og task ham, og kylt ham saa nied i en fanghwol, te hans sor war legt.
Sin saat de ham te aa trækk dje pell’kwån.
Han sled for tyw.
Han fedder var linket sammel, men hans hinner laa bred’ om æ staang.
Der hint aall æ filistre — Dallila ogsaa — dje gryn te dje grød.
Hwer gaang de kuelt en skjeffel, tint de:
“Det er grød af Samsons gryn!”
Det kund gjør æ aa for smør i æ grød!
Samsons haar ust ud omsi’er, men hans øwn de ust aalle ud.
Og jen ting te ust heller ett mir, for de’en war saa stur, som en kund blyw: hans had te dem, der haaj woldt ham hans skaad.
Nu; saa skuld æ filistre ha en fest for dje Guj, for det han søen haaj gin dem Samson i æ hinner, og de fæk dem en swingom, og der bløw ædt og der bløw drukken i sture maad’er.
Mødt under det hiele er der saa jen, der sejer:
“Hwi ska vi ett ha Samson mej te det hér? Tho det er da halles for hans skyld, æ fest holdes. A miener vi hinter ham herop; en ved aalle, hwad plasir der ku komm ud af det.”
Det war de lig mej paa hwérjen.
Samson bløw hinted op fræ hans hwol lisse pjalted og beskidt, som han war, og han maatt væsegued og spill for dem og fornyw dem, imen de danst om ham og ryt ham i hans haar og visked ham om æ nies med dje ræwhaller.
Og her skuld den her sølle blind staakkel sej j aa lieg paa de tynd stræng imen han brind af lyst te aa staa op og marregrutt aal ting.
Det war en møj stur hus, de war forsammelt i, med bygning søen i flir etåsier. Og en ywblik, da de haaj gin ham lidt len, saa sejer han te æ knæjt, der haaj ved hans haånd:
“Aa, før mæ hen te den sul’, der staar mødt i æhus, te a kund støtt mi ryg lidt te en; a er da saamøj daantræt!”
Naa, æ kyter gjord, som han ba ham, og lod ham staa og hwil sæ.
Men Samson ba saa mindele te Worherr og saå:
“Aa, Gud i himlen, hjælp mæ nu te for aller aa ta hæwn øwer de Sataner for bæggi mi stakkels øwns skyld!”
Og da han fornam, te hans styrk ijen skylled ind i hans orer, saa vender han sæ om mud æ sul’, kroger hans aarmer i en og slider en ud fræ æ syld. Det bra-ager og det knaager, og det sturige hus sak lig nied i sæ sjel, og aal æ mennesker — de stur med de smaa — de fild opp fræ og nied og moltes imell æ kwaddre som maalt i en kwån!
Søen fæk Samson da endle den len, han søjt.
Stur fremmed te Abrahams-GJHB
Udgivet : 1912
STUR FREMMED TE ABRAHAMS
Det war en møj skjøn sommerdaa, a tinker, det haaj wot søen omkring ved Se-Hanns – Abraham haaj lig wot henn og hjælp æ dreng med aa faa æ kyer kobbelt ud; nu haaj han saat sæ ved æ husend for aa dums en jenle ywblik, inden han ijen skuld te affensiren. Han haaj ett sæt manne minutter, saa begynder æ hund aa søg. “Jow; det ska en nok pass; nær ennaan jen sku ha en bette blund! Det lied maag! Der er da aaltid søen molør ved den hund. — Ih, ti nu still, Dine!” -Æ mand war jo ett tepas mej, te han søen skuld forstyrres i hans soven. Men æ hund bløw ved aa gjelster. Abraham slaar æ brikker op og ska rigtig te aa taal donner te æ hund; men saa fæ han helsen nø andt aa kikk atter!
“Ih, død og verden! hwem war endda det, der kam higend nied øwer æ towt? Trej persowner, den jen hans hued hywer end de anner.”
Nu haaj Abraham da aalle sit saa skjønn kaa’l i hans daw! Hwem kund endda æ mennesker vær? Lig med jet slaar æ nied i ham som en lyssen:
“Det er Worherr!”
Og han løver imud dem, som han gik og sto og kaaster sæ nied i æ dog for dem:
“Walkommen, walkommen! Nu haar a vint atter det i all mi løwdaw. Gud ske tak, te I endle kam! Men kom da nu ind og hwil jer! Nu skal a slaa nø wand op, te I ka faa jer fedder wasked; æ vej er saa støwed i æ daw, en skuld da hof, der snaar maatt komm nø regn.”
Og imen de kam hen te æ kjeld og kam aa æ støwl, smutted han ind te æ kuen:
“Da er æ helsen stur fremmed, vi haar faat, bette Sara! Haar du nøj i æ spiskammer?”
“Ih, er der fremmed? Hwem er det da?”
“Ja, blyw nu ett hiel hentavn: “Worherr og tow af hans Engle/”
“Aae jøsses endda! Tror du, de ka spis kalkjød? Ja, det er fæsk og nydele nok. A slagter iguer. — Huer er de?” hwisked Sara og vild kikk ud aa æ vinni.
“De staar og wasker dje fedder herud ved æ kjeld-trow. Vil du’tt mej ud aa hels paa dem?”
“Nej, nej, a staar her i mi dawle piøger!”
“Jaja da; læd mæ nu si, du lawer æ det bejst, du kan. — Aae, bette Sara,“ saa han og slo hans aarmer om hinne hals, “det er den skjønnest daa i mi lyw!” Han ud te de fremmed og fæk dem te sæd, og ind te Sara ijen, lisse sor; te ett hun sku gaa hen aa glemm nøj. I ka trow, te der bløw brast op!
“Nu skal I snaar faa en bej te æ fød; I haar gavn en laang vej, I ka gjån vær sulten,” saå Abraham. Og dér kam en nøj dug paa æ burd, det war da’tt sær. Der war migi ingen small stejer. Han haaj jo en gord i Mamre dengaang, haaj Abraham, og han war aaltid godt øwer hans sager; og sjel om Sara war nøj aaldre — hun haaj lig fyldt de niogfis — saa war hun sgi endno en hwell kwind i en gord.
Nu, som de er kommen te æ skyw — de fæk kalstieg og tykmjælk med en ordenlig law flød og sukker paa, saa det war karenmæ en gued løwmaad — saa sejer Worherr: “Hwor haar du æ kuen henn, for bø’n er her jo ingen aa?”
“Sara er ud i æ frammers,” sejer Abraham.
Hun vild jo ett ind; hun tøt jo ett, hun war snøg nok, forstaar I. Men hun holdt jo æ dar paa klem, for hun vild jo iløwle godt hør atter, hwad de saå.
Det er jo nysgjerre, æ kwindfolk!
“Om en aars mued, nær a sejjer her ijen,” saå Worherr, “saa ska du’tt vær saa baanløs, som du er i daa, Abraham.”
Saa høt de jen, der grinned baag æ frammersdar. Det ynd Worherr ett.
“Hworfor grinner Sara?” saå han. Nu kam Sara søen hal hen i æ darkarm, og hinne forklæ haaj hun opp for hinne mund.
“Aa, du maa ett vær vred, men a kund ett baar mæ
for aa li ved det, du sidst saå.
Herreguj, vi er da en par møj aaldre mennesker, og saa skuld søen en gammel hejring som mæ gaa hen og faa den plasir!”
Men Worherr vild nu ett læd sæ træd aa:
“Som a haar saå jer: Næjst or ved samm tid aa’s, da ska Sara haa en søn!”
Og misajn kam æ osse te aa sæd!
Jawn Humør
Udgivet: 19. Okt. 1908
Jawn Humør
A bowr herud’e o æ Hie
en hal’ Mils Vej te Øster,
der haar a Low aa spild’ mi’ Tie
og spytt’ saalaant, a lyster.
Mi’ Bø’n ka lieg’ omkring æ Damm’
og trimmel To med Kaaren;
mi’ Awteskuen ku’ gjør’ det samm’,
skjønt hun er stywlelaaren.
Med Greef og Skovl hwer Dawsens Daa
en gaar og affencirer,
og a er gløj, og a er glaa,
hwor anner grovelirer;
for ha’ en Sind saa lærki-let,
en bitte Kwind’, en ynder,
og spis’ sæ mæt og slid’ sæ træt
— det passer wal for Bønder.
Mi’ Nobo aalle nue Tid Aa’s
war med de drutt’ hæ’ dovnle;
han haar en Bøl og a en Ho’s,
tho saa læ’ vi jo Vovnle;
han gjør for mæ en Søndesbie,
imen’ hans Støwt’ a stander;
han hjælper mæ, a hjælper Pie’,
sø’n hjælper vi hweranner.
Og haar mi’ Kuen en hægen Bej,
saa ska’ jo Pies smaag’e,
og Pies sender lisse rej
en Kovring, nær de baage;
og somtid’ med en jenle Dram
en gjør hinaan’ tegu’e;
tho byd’ det lidt’ er ingen Skam,
nær ett en haar det stu’e.
Vild’ Fattefolk kuns støtt’ hinaan’,
mod hwad der sø’n vil gnav’ wos,
saa skuld’ I si’, hwor vi sku’ kraan’
og aalle mie klav’ wos.
Men Smofolk ved ett, hwad de kan,
fâr de staar te æ Hammel;
de kund’ jo løwt’ æ hiele Land,
saatt’ de dje’ Rygge sammel!
Men jawn Humør te dawle Sled
det maa nu aalle fattes,
hwis ett en ska’ gaa fræ æ Bed
og aaltfor tidle mattes;
den fæk a med mæ fræ æ Red’
— mi’ jennest Arpaart wa’e —
den faar mi’ Bø’n laa i dje’ Kled’,
nær de skal ad æ Da’e
Jenn Hjemm
Udgivet. 1. Aug. 1902
Jenn Hjemm
Æ Blaanner de drywer,
og æ Swaanner de flywer,
og æ Fowl de flokkes i æ kjâr;
æ Blaad de salder,
og æ Hawl de ralder,
og æ Blæst den tar i æ Dar.
Men a sejjer ind ved æ Skyw
og tarer æ Dôg af mi Rud;
for nær en æ gammel, og æ Knoger er styw,
er ind saa laant bejer end ud.
Æ Suel den skjenner,
og æ Skyg den gjenner,
og æ Kokk de gaaler saa glaad;
æ Plejl den pikker,
og æ Klokk den dikker,
og æ Ugl — hun sejjer o æ Laad.
Men a ska wal hold mæ i Rumm,
for ind er det mjest af mi Gled;
nær føst det slaar ind med aa bus af Nordowst,
saa blywer æ Brok i hans Red.
Æ Gord blywer gammel,
æ Laad krykker sammel,
og æ Sals haar en Klink i si Dar;
æ Tækki er røwn,
æ Fløj den er fløvn,
og æ Gowl den hwæler te Nar.
Men hwad vil ett hæld og forfald,
om Naadens Visdom ska raad!
Faar a wal end aalle æ Kukmand aa hør,
a høt ham da føst baag æ Laad.
Ja, her haar a sungen
og her haar a sprungen,
og her haar a hat mi Kon Gled;
og her haar a sowed,
og her haar a plowed,
saa snaar æ Tiddaws war tered;
og her haar a gavn med mi Maag,
og her haar a funden mi Fød,
og her haar a tavn mod det bette Krumm Hjem,
ilav mi Forælder de død.
Mi Faar saatt Snaare,
mi Muer hun kaare
imell hun gik med æ Ryw;
men da de bløw kroged;
og æ Øwnsyen doged,
de so som no a, ved æ Skyw;
de listed sæ ud te æ Hjørn;
der kund de saa knøw sto og kig;
no legger de inden æ Kjerregordstett
led nurden den søndele Dig.
Æ Vief hun skriger,
o æ Blæst den stiger,
o æ Popler haar tront med aa swing;
æ Regn den pilrer,
og æ Vildgjæs hwilrer,
og æ Ugl hun letter o æ Ving.
Ja, Ungdom og Gled de er henn,
og Sommerens Daw de er drøwn,
og den der ett mir faar en Lærki aa hør,
han tinker paa dem, der er fløwn.
Jens hans Hywlbor
Udgivet: 14. Maj. 1915
Jens hans Hywlbor
Jens Bruus han haaj ingen anne Vogn
end en Hywlbor,
men han war kjend øwr æ hiele Sogn
for hans Hywlbor.
Den fløjt som Ryler en Ruskregnsnæt,
den tut for Tier, den fløjt for Fjedt,
Jens hans Hywlbor,
Jens hans Hywlbor.
Jens Bruus han hint hans Ywlbrændmen hjem
po hans Hywlbor,
Og det war nøj der haaj Fynd og Klem,
— spør æ Hywlbor!
Dèr lo hans Wanter, dèr hwilt hans Dunk,
dèr gik han sjel lisse strøg og strunk
baag hans Hywlbor,
baag hans Hywlbor.
Jens Bruus han tyt sæ en holden Mand
baag hans Hywlbor,
og spyt teframm øwr en javn Tønd Land
fræ hans Hywlbor.
No haaj han Edels og Hus og Skywl,
og Brændmen nok te en kristle Ywl
po hans Hywlbor,
po hans Hywlbor.
Da Jens war landed paa Dosbjærg Bakk
med hans Hywlbor,
da drap æ Swed fra hans Haag og Nakk
i hans Hywlbor.
“Harens!” raaft Jens. “Kluk-klunk!” swor æ Dunk,
og niedad skor æ med Skump og Skunk
i hans Hywlbor,
i hans Hywlbor!
Det tyt æ Hund’ war for gløj en Vals
der hwirlt en Kytter fræ hver en Sals
mod hans Hywlbor.
De kløj dje Gummer mod Jens hans Bjenn,
saa no begynd sgi æ Bruus aa skjenn
med hans Hywlbor,
med hans Hywlbor.
Det peef og klawed sæ uden Ro
fræ æ Hywlbor;
det war en Jammer aa hør opo
aa en Hywlbor!
Æ Dunk den hopped i hyw Galop,
æ Bruus strat ud, men æ Hund’ holdt Trop
med æ Hywlbor,
med æ Hywlbor.
Med Jet begynd æ aa vrikk og wakk
i æ Hywlbor;
fàr Jens han nowed æ Bund aa æ Bakk,
støwt æ Hywlbor.
Æ Værk stod still, det ga ett en Mjav;
æ Dunk — den trilt ad en Mergelgrav
uden Hywlbor,
uden Hywlbor.
Jens Bruus ha so paa en Knold og græd
uden Hywlbor:
“Mi Ywlbrændmen — no legger æ dèr
— og mi Hywlbor — !
Mi Lyng mo bjerres i Mues og Hied;
men Dæwlen skuld da hint Brændmen mier
po en Hywlbor,
po en Hywlbor!”
Mads Tammesens Maren
Udgivet: Jebjerg. 15. Aug. 1899
Mads Tammesens Maren
Mads Tammeses Maren haaj Bejlere nok;
hwer Søndæ saa rænd dæ paa Towten en Skok.
Men hwa’ ska en gjør mæ di Pigger saa smaa,
hwem alle vil ha, men som ingen maa faa!
De Bejlere spejlede ret deres Stads,
drøw Skøjer og Løjer og Flanni og Fjas;
men ingen dæ war, dæ war rigtig tepas,
for klared han Maren, han stranded paa Mads.
Povl haaj ved hans Kjø’mand for slap en Kredit,
og Pejer han ejer af Haardkuen for lidt.
Jep holdt sæ for kroget, Jens knejsed for rank,
og Wolle haaj aalle en Ør i æ Bank.
Og sø’en gik dæ Or, og sø’en gik dæ Daw’
den Bejlen te Maren gik aalle ilaw’;
snaar bløw hun da vraget som øwergjemt Hø,
for nu war hun graa, hvor far hun war rø’.
Men Maren hun kigger fræ Tammeses Lowt;
nu saaes der aalle en Kjeft o æ Towt;
og Facit det bløw da, te Maren bløw sejn
te Taf for æ Præjst og te Grin for æ Egn.
Husk ændle, I Pigger i Træsko og Skow,
o tæsk, imen’ dæ er nøj o æ Low.
Dæ kommer en Daa — ja det ved Woher’!
da I vi ha alle, men ingen ha jer.
Djævlen paa Sjov-PFGP
Udgivet: 1912
Djævlen paa Sjov
Tho en ka jo vær saa uheldig aa fo Fremmed som en -om a maa sej æ søen – gjån vild ønsk ad Helvede te; søen tinker a wal osse det war, den Gaang de i Hywsle fæk Besøg af den Slemm.
Jow, det fortæles jo po den Maad, te det war en Fastelavnsmande, der bløw holdt stur Liegstow i jen aa Byssens Gord.
Der bløw danst og drukken wal, og æ Kwot bløw nok heller ett forsemt; og de her Kwotspillere skal ha wot da saamøj brølhord te aa band; og det er jo lig æ Dæwl hans Handel.
Som de lied Slampere’ sejjer søen og tæsker i det moged Kwot og hwer Ywblik læ den bitte Mand ryw og flyw, saa skal Gaadsens Kaal ud aa fur’ aa.
Det war en begswot Awten med Drywwand, og som æ Kaal kommer uden æ Dar, ka han – nær han søen skaalmer hen for sæ – lissem skimm en Skyvels, der skrijer agter og fram forved æ Vinnier.
Æ Kaal, der trowed, det war jen aa æ Egns Folk, der vild mej te æ lojer i æ Liegstow, sejer:
“Godawten! Væsegued aa gaa ind ad æ Dar”.
“Manne Tak!” sejer den naaen.
Saa stikker æ Kaal i Rend ad æ Staald te og tinker ett mir ved det.
Da han haaj gin æ Hejst og er kommen tebaag, blywer han ett lidt saa fornumred ved aa si den sam Persown ino go og stork under æ Taagdrip.
Der war nok osse nue af dem indenfor, der war bløwn forund’red ved aa si dæ hæ Rumpen glid og glid forved æ Vinnier og somti legg en laang, bleg Ansigt imud æ Rud og log ind i æ Liegstow, som for aa komm atter, hwad dér gik for sæ.
“Hwad!” sejer æ Kaal, “gor do ino her og slonter? Itho, go da ind ad æ Dar!”
“Manne Tak”, swor den Fremmed, men han gik derfor ett ind, men stod og flired, som vild han ha æ Boj tredje Gaang.
Æ Kaal bløw en Kon sær ved æ og sejer:
“Men hwi gor do saa ett ind?”
“Manne Tak!”
No to’ han, syrenmæ, ett flir Urd men smutted ind ad æ Dar forved æ Kaal.
Han op i æ Liegstow, men’ han ku ta!
Og no ka I trow, æ Pigger de bløw swungen, saa det betyd’ nøj!
Han war en swær ynde og stavelired Kaal for Ansiels, og I ka trow, han kun følle æ Repetis!
Han war i æ Dans som en Lopp po en Glød’, og hwer en Pigbaaen, han bøj op, hun hwirrelt øwer æ Gwol som en Søsselkon
Men det war iløwle ett æ Dans aaljen, der sto ham for æ Hued.
Hans Tanker haaj sgi annesteds Ærend. Og far nue jen véd en Urd aa æ aa sej’ haar han saa Faawel te æ Liegstow og sejjer no og spiller Kwot, sammel med de hæ Slurier”, der haa sejn og raaft po ham saalæng.
Dér war han kommen mell hans Ganninger!
Aal de hæslige Band’er og lied Smodæwwel, der uafladelig pulst”’ ud aa æ Hals af de her Kwotspillere, det war lig nøj han ynded. Og som han kund vend æ Kwot! Og han war, migi, gued aa ha te Makker; for han vidst jo po en Prik, hwor æ Trumfer so.
– Men atter søen en Staånds Mud saa kund æ Fyrer mærk, te der mot vær nø Firri ved æ, for æ Klører – de forswand hwerjen aa æ Stamm.
I søde Nawn, hudden haaj de sæ! – De halv aa æ Kwot bløw jo henn! De fæk jen jawed under æ Burd med en Veg i æ Haand.
Han kommer op saa bleg som en Lig. For aalle Klører i æ Spil ligger sprej o æ Gwol rundenom dæ her fremmed Skinting.
“Aae”, hwisked han, der haaj wot nied med æ Lys, “a er, brølmæ, rej for, te det er den Slemm sjel! For po den jen Fued haar han nøj som en Hejsthow’ og po den naaen bryder der nø laang krumm Klører ud aa æ Støwlnies, og dem haar han guednok slawn om den jen Burdtremm!”
No kan I trow æ Kwotspillere war bløwen nø bette Kaal.
Sjel om de wal aalle haaj sit ham far, saa vidst de nok, hwordan den Slemm sku si ud.
Te ett han kund styr æ Klører i æ Kwotstamm, det war jo ett aa undres øwer, for aalt hwad der søen er i Kors – det blatter fræ ham.
No, æ Skjewl er jo aalle laant henn, og de haaj jo saa banded ham te sæ!
No mott de si sæ for, hwodden de bløw aa med ham!
For han begynd guednok aa blyw dem lowle nærer. Og han lo sæ forlyd mej, te jen af hans Makkere vild i det mindst kom te aa gjør ham Følleskaf, inden æ End to’. – Som godt war, haaj de ett laant te æ Præjst; helsen kund æ misajn ha bløwen knowred nok for dem, æ Swend’!
De fæk da Boj te wor Faar; han kam osse, og det bode i hans Kjowl og hans Kraw’; no war æ, karenmæ, æ Dæwl te aa frøjt for hans Trøj.
For æ Præjst han sto po “Guds rene Urd”; han war et forfar. Han to’ en Frit ved æ Bjælk og lig i æ Hjørn aa æ Vinnisbly der burer han en Hwol som en Knapnolshued.
Og sajn, om ett osse æ Kaalsen mot harrud aa ’en!
Men Gud spaar jen, for en Døen, der bløw i æ Stow, da æ lied Aadsel war maant der igjemmel!
Røjter-Anners og hans Muer
Udgivet: 20. Nov. 1904
Røjter-Anders og hans Muer
Tho a er no Røjter, og a er fræ Fløj,
mi Muer hun kam jo fræ Trøwed.
Hun nær’ sæ som Skræjer, ilav a bløw føj,
og aaltid med Armud hun døwed.
Hun ried og stak æ Næt med æ Daa
og gløj’ saa geswindt hinne Ja’en;
det er træls aa vær’ te, nær en nap tær vær’ glaa,
for æ Fød’ ska’en ha, ja det ska’en.
Hun var kuns en spirrise, lilajte Kwind’,
men som hun kund’ brug’ hinne Finger’;
ja nær en Naals Tro’ hun skuld’ risp’ heller twind’,
de gik som æ Lærki si’ Vinger.
Og som hun da kund’ handtir’ hinne Saws!
— Hwer øwles Strimmel fæk a’en,
hwer Tro’ og hwer Tromm’, der fild aa fræ æ Klaws’,
— for æ Bø’en ska’en gled’, ja det ska’en.
Der sto’ i wor Kalgo’ en jenle Pa’ Kôl,
og nær hun no rigtig vild’ gott’ sæ,
og ind’ war for mørk te aa træj’ hinne Nol,
saa kam hun herud og saatt’ sæ.
Saa sang hun en Vis’ om Sorrig og Gled’,
og somtid’ a tykkes, a ka’ en;
for det som si’ Muer haar lær’ jen aa kwed’,
— det ska’en hold’ aa, ja det ska’en.
Æ Dog ku’ begynd’ aa trill’ i æ Kôl,
og Folk ku’ forlængst vær’ i Sengi,
men hun haaj no glemt baade Pesja’en og Nôl
for aall’ de Fowl’ i æ Engi.
Og a laa og sov ind mod hinne Knæ,
— for bitte og stummelwon wa’en —
indte hun saa wat mæ og bor mæ derfræ;
for de Smo ska’en sorg’ for, det ska’ en.
Gud ved, hwad hun tint’, nær mæ sølle Baaen
hun kyst, men’ æ Skyer saatt’ Gorer?
Nær a vaagnt op, fand’ a Dôg po mi Haând;
a tinker, det war hinne Torer.
Saa haaj hun wal grædt for den Lykk’, der forswand,
hwormøj hun saa tegged og ba’en,
den Daa de som Lig bor Jens Fisker iland;
— for rykkes og revves det ska’en.
Aaja sølle Muer, der saa sjalden war glaa’!
Hun bløw nok nøj bleg mod æ Sidsten;
men bleger’ end nowtid hun war nok den Daa,
de kam og laa’ hind’ i Kisten.
— Der er manne, der ta’r fræ Tusind æ Fød’
og sjel ett gjør Nytt’ for en Kja’en,
men sø’n bette Kwind’, der haar slæft sæ tedød’,
hind’ ska’en sætt høt, ja det ska’en.
— Ja, nær en ret tinker ved aal den Fortrær,
der gjør hwer en Fatte’ te Hejring,
saa hwisker en somtid’: Aa, war do Worherr’,
saa skuld’ der skam ski en Forbejring!
— Men nu maa a ud aa si te æ Kow,
om æ Gjewt en haar ædt, som a ga’en;
no er æ paatid’, te æ Høwder faar Row;
for æ Kyer ska’en pass’, ja, det ska’en
Øwer æ Æwn
Udgivet: Bovbjærg: 21. Nov. 1905
Øwer æ ævn’
Haar do hør’, haar du hør’, te Pe’ Døw han er dø’,
og hans Kuen sejjer Enk’ li’saa strag som en Mø!
A kund’ ett gaa forbi; a war nied’ i æ Kjar’
og føl’ atter i æ Skru’, om æ Tørre de war tarr’;
a saatt’ sni ad æ Pwot og kam vejstens æ Haw’ —
— Do haar aalle hat Maagen te Lykk’ i di’ Daw’!
Der er ikki en Enki i hile wor Sown
— ja saa’ a i sejsten! — saa knøv og saa bown.
Hun er rig, hun haar Peng’, hun haar Medler som Skidt,
hun haar Kister som Hus’; — a haar wot der saa tidt —
og dæ’ Ky’r og dæ’ Øg og den Avl, som der stôr!
Det er hejsen nø andt end di’ egn’ Skrantings-Gord.
Fæk do hind’ i di’ Snaar’ — war æ ind’, var æ u’e,
— ja hun sku’ sgi’ snaar løwt’ di’ Hywl i æ Fu’e!
Men do sworer jo ett! Do ska’ lyd’ te mi’ Taal’!
A `el fandenmæ ett sejj’ for døw’ Folk og gaal’!
Tho do ka’ wal forstaa, te en vil dæ di’ Bejst’,
nær en pæger paa den, som en tyt, do ku’ fejst’!
Gjør dæ fin, gjør dæ snøg, sejj’ ett søen og log’!
Ta’ di’ Lejerlu’ aa, smid’ en hen i æ Krog!
Træk æ Øg aa æ Staald, faa æ Saadl laa opo,
og sejj’ ett som en Dorn og tyg aved o æ Skro.
Res dæ no! Vær gilik! Gjør dæ snøg, gjør dæ fin:
Do ska’ hen og ta’ Kys ved den rig’ An’ Katrin’!
Jøsses Kos, bitte Bø’n! for en Kuen do da fôr!
ja, Katrin’ hun ska’ snaar sætt’ dæ Stywr te di’ Gord!
For hun ved, hwad hun vil, og hun haar hinne Sind,
saa do ska’ no’tt lav’ hind aaltfor møj Vind.
Hun er skrap, hun er stærk, hun haar banked æ Sme’,
hun ka hopp’ te æ Lowt, nær æ Gal’ det ta’ ve’.
Men haar det nøj aa sej’, te æ Kjælling er stræng’,
nær do fôr hinne Gord, hinne Jord, hinne Peng’,
hinne nybærend’ Kwier og blankhwonned’ Kal’,
hinne Grunker og Bunker, det Hil’ med det Hal!,
hinne trørre Alens Væv’, hinne Syv-Markes Særk’,
som æ Skræjjer hun sejer, hun goer i te Kjærk, —
hinne Maalt, hinne Gaalt’, om i Saalt’ om ilyw’,
hinne Høns po æ Raan’, hwer en blikkendes Yw’
— hwad hun aatte og ejer, hwer Drip og hwer Drof’:
Ka’ do vind’ hind’ te Kwind’, er æ din’ jo tehof’.
— Naa, der kam nok æ Øg; ja, kom saa ad æ Dar,
men æ Daa er paa Sky, og æ Vejlo er tar.
Ih men bi! Læ’ mæ si: er do snøg om di’ Haag’?
— Nær do no kommer op, held dæ dygtig tebaag,
og sej ett po en Hejst, som do rej po en Raag’;
og pas o, te æ Skro den ett drevler i æ Skjegg,
for søen fôr do aalle æ Sow i di’ Sæk.
Kom no op og astej, men’ det lyser af Daa,
og hold wal ved æ Krikk’, te do ett hwistes aa,
men kom hed’le te Bøj, og Worherr’ vær’ dæ gurd;
saa der ett ska’ gaa Skej a’ di’ Fagter og Urd.
Læ’ mæ si, bitte Do, der er Slyng i di’ Kapp’,
nær di’ Hejst gôr i Sto for Katrin’ hinne Trapp’,
og vær lin i æ Knogl’, men pas wal o æ Furd,
nær do kaaste dæ nied fræ æ Saadl te æ Jurd!
— Hwa’ for nøj, hwa’for nøj! — Hwa’ er do for en Kaal’
Ska’ do søen sto og koj’ for aa now en Krumm’ Saadl’!
Og her haar en gjord’ dæ saa fin og saa snøg,
og saa ka’ do ett kravl’ opo en Kon Øg!
— Ta’ æ Saadl aa æ Krikk’! Sæt di Lejerlu’ o,
og sej do som en Taari og drewl øwer æ Skro!
Esper Tækki
Udgivet: Ukendt udgivelsestidspunkt
ESPER TÆKKI
EN SALLINGBO-EMPE
A war drøwen te S k y w Bathemejmaikensdaa,
a haaj Peng i mi Lomm og war jawnhen glaa,
a haaj sol en Pa Owner og kjowt mæ en Gris,
a tyt, en war kanter og straag te æ Pris.
Tho søen haaj a halles mi Ærind forretted,
saa a ku saawal ha rat hjem te mi Nætter
og søen kommen te aa staa høt ved wor Muer,
men a er — Gud naad mæ! — ett bejer end gued;
for flyw aa æ Bøj, nær en helsen ka blyw,
især da saa faale en Kjøfsted som Skyw,
komm dogrend te Hjemmen ved Drywdawstidn,
nej, d e t haar æ T æ k k i nu aalle ku lid!
Nej, nu sku der spring en Pa Mark af mi Peng,
æ Gris ku jo sto te D i g i s saalæng.
Naa, a kam te Stagren op ad æ Gaad,
a vild ha mæ en Hivert, men aalting med Maad,
saa trowr a nu ett, det ka gjør wos nø Skaad,
— og nær a haaj faat mæ en jawn bette Kant,
vild a hen og fornyw mæ ved jet heller andt.
En ska ta si Fornywels, imen en ka fo’e.
Bathemejmarkensdaa — da saavidt a forstor —
den kommer ett mir end j e n Gaang om æ Or.
Og Jøsses, hwad er wal ett S k y w for en Bøj!
Det er helsen nø andt end som Aa k j æ r hæ F l ø j
hwor æ Stimmel bløw saat te mæ, som de sejer,
og det kund vær gjord baade ringer og bejer . . .
Men hwad a vild sej jer for sand nu om Skyw:
De haar Hus der paa Lav, te Gud fri mæ! s a a hyw
— om a stod paa mi Tær i mi Støwl saa styw,
a kund fand’nmæ ett now te dje Owr med enRyw!
— Naa, a er nøj stakked og law i æ Saadl,
men helsen en jawnhen faast bette Kaal.
Naa, a drøw omkring, som Worherr han vild før mæ,
som nys a haar saa, a haaj Lyst te aa rør mæ!
Og a kam jo hen for wor Kjømand hans Dar;
h a n so paa en Prik, hwad æ T æ k k i war ward.
Og han bøj mæ ind paa en Dram og en Skro,
a sku søg mæ en Sæd; han vild ett læ mæ go.
Han spur te mi Awling og spur te mi Kuen
om mi Hy war i Hus, om mi Byg lod sæ buen,
Han skinked en Sopen og sjel to a tow
for ett aa blyw klemt af den jen af mi Skow.
Og han krammed ud, Jøsses Bøen, hwor han søjt,
røw nied fræ hans Hylder, saa aalting da røjt,
for Fanden staa i dem, wor Peng ka de løjt!
A kjowt en Kardus der, og a kjowt en Bjedsk,
og a to mæ nokken en Dram ved hans Desk;
og lisom a war sluppen ud paa æ Gaad,
a so, a haaj osse faat Hold o en Skaad,
I véd en Slaws Fisk, der ka ryw som en Kaar.
A war gløj i mi Tanker og glaa i mi Aånd,
a gik som en Kong — med æ Skaad i mi Haånd.
Æ Pigger ku mærk, a war opp i æ Wand,
de pejt paa mi Skaad: „Ska den i æ Pand?“
De grinned og flinned; — det er, som det bør —
æ Pigger de ynder en Kaal med Humør!
Nu, a fild jo ind te æ H u n d h u e d, I véd;
a kjowt mæ en Kaffe og to mæ nøj te’e.
Hwem sejjer dér drutten og loger ved’e Dar?
Wor Snejker N i e l s R y l saa tynd og saa tar,
og sønden for ham lisse laang som en Fork
mi Vringl aa en Nobo den Sluri J e n s S t o r k.
Tho det Noboskaef ku nu vær det samm,
for a maa snaar fød baade ham og hans Lamm,
ifywr de øj mæ mi Hawer hwer Stjel,
saa der bløw sgu hwerken aa mol heller pel.
Naa, a haar sgi aalle ku lid aa vær fjedte;
a bøj dem herran baade stur og bette.
A raaft te æ Vært: „Tho a gir en Kryl,
læ dem dep dje Nep baade Stork og Ryl “
Æ Krowr er en Stej, hwor æ Burd de er beged,
wor Daaler og Mark hænger i ’em som Teger.
Æ Hundhued — a so, han bløw al beveged,
da a bad om no 01 — og det af dem speged!
Vi smumred og gumred og sagelt og sak
og skinked og klinked og drevelt og drak,
men ett te en haaj je det r i n g e s t e Tak
for hwad en so her og fyldt i det Pak.
Tesidst bløw æ Stork da saa vringled og vraang,
fordet a vild ett ha hans Klør i m i Paang.
A betal mi Fortæring, og den haaj wot stur,
a war søen ett mir end jawnhen gued,
da a rest mæ laangle op fræ æ Burd
og lod mæ forlyd med de spidige Urd:
„Nu knævrer æ S t o r k imud Awtensti;
saa maa en nok hjem, men æ Øwn ka si“
Det war lig under Awten, da sidst a kam ud,
der war Lyw i det hiele, i Folk som Natur;
hérud stod æ Stork’ paa æ Skorstjen og knævred,
æ Gjes de nevred,
Og æ Tøser de hwirmt og gnasked og pjevred.
Og hen i en Pwot imell Potter og Gris,
der sang den blind Kræn Powlsen hans Vis.
Og Folk sang jo mej, te de græd i Spande;
a to en Pa Towner og græd med de anne.
Æ Stien war saa wod af de Torer, vi mist,
som en skjødløs Knæjt ku ha stawn der og pist.
A næjter æ aalle: Det er en Fornywels
aa hør saa grussele laang en Beskrywels
om Kjerlighids Fagter og sørgendis Mø,
der nappele hwerken ka løw heller dø,
da hen-des kjer Ven er paa skummende Sø;
og aalle a hører de Towner ijen,
far a tinker paa Kjesten, ilaw a sku hen.
Den blind han trækker æ Towner saa laang,
og vi maa trækk atter med Tænd og med Taang.
Te æ Mand jo war blind, det so en, war sand,
for det stod aa løs paa en Plaad i hans Pand.
— — Søen drøw a omkring imell ølle og fem,
te a saa: Esper Tækki! si nu aa- komm hjem!
Worherr ska ha Tak — skjønt ett a ku sien,
saa fand a mi Pues, og æ Gris war i’en.
Og sjel om saa ett en haaj hat æ saa pyntele,
en to da imud mæ jawnhen fryntele
og punst i æ Pues og lokked saa gryntele.
Nu, a lod æ bette Pegasi forsto,
te a war si Hosben, og nu sku vi go.
Det swored en aalle en Kiren opo.
Og a smed æ Pues med æ Gris po mi Nakk,
og a slunted aa, og æ Gris to tetakk.
Men aalle saasnaar war vi ud aa æ Bøj,
saa slottes æ Løjter, saa slowntes æ Nøj,
og æ halgammel Øwn haaj Hyr med aa slaw’e,
hwormøj der war ret, hwormøj der war kawed,
saa mæ sølle Hjawl gik og vringelt og rawed —
jen Bien o æ Vej og jen o æ Awer.
Men a haaj sgi slet ingen Frøjt for æ Vej,
a vidst, det vild skrid, nær a føst kam i Skrej.
Og a knøgelt aa, — øwer Bakker og Daal —
med æ Gris o mi Nakk og æ Skaad ved æ Haal.
A w a r saa tepas i mi Sind med mæ sjel.
Det snurred for æ Ører med Dans og med Spil.
Te dawle en tykkes æ Træsko er taang,
ijawten æ Bjen war saa lin og saa laang,
te s p r a n g de en Kjerk — de rejnt æ vis aalle —
ett den da i Balling, for den er jo kaalled
Søen skejted a aa, lisse wakker a kund;
i R e s e n a slowes en Graån med dje Hund;
de tyt wal, te haaj a j e n Hund i æ Réf,
saa kund a wal osse ha flir paa Slæf;
men da a haaj sleged dem lidt med mi Skaad,
saa kund a faa Lov te aa gaa paa m i Maad.
A nowed æ Bakk nied te Hagens Møli,
æ Nies godt ofor, og æ Bjen maatt slaa Føl,
og wa’e sæ en Gaang, te de ett fulle mej,
saa slow jo æ Stager en Es o æ Vej.
A snakked te’e Gris, den snakked te m æ,
og somtid saa grynted enhwer for s æ.
Den war bløwen nøj urrise nied ad æ Bakk,
det ga jo nø Skump, og a slow en Pa Flakk.
Men en Dyr ka sær wal læ sæ besnakk,
nær helsen der er Kondovitter ved’en,
og en taaler stabil og geskjeftig te’en.
A saa’, som det war: En sku hjem og vær Gris
for mæ og mi Kuen lidt nurden S k j e r r i s.
En gued Behandling vi bæggi vil und’en,
en sku faa sæ en Lej, som en Baan vil misund’en.
Æ Skowr fræ wor Dowr og æ Rind af mi Brød
sku ’en glaadle bekomm te si salige Død.
Og hwad ’en saa far haaj wot værkle og krotten —
den Taal slo iløwle æ Gris i Lotten!
Tho a vild maaskisæ ha saa ’en nø mir,
men a bløw nø hjamsk, a maatt sætt mæ aa bied.
A vidst, a sku ha en Krumm Krukk i mi Lomm,
en stywle Pæl heller søen kund ’en rumm.
A haaj aalle saasnaar faat æ Krukk te æ Mund,
far det reser en Hvæl, og i samme go Stund
det rammer mi Krukk, saa mi Håand bløw som Bly,
og æ Brændmen det stritt imud Himmelens Sky!
Naa, a haaj nok hør, baade jen Gaang og tow,
te der war nøj Firri ved H a g e n hans Brow.
Der østenfor legger nø rædele Bakker,
og ældgammel Folk de hwisker og snakker —,
snaar er det om jet og snaar om nø andt
fræ den Gaang, de S w e n s k war ud ad den Kant.
Og manne haar mødt — søen gaar da æ Taal —
mell aall dæhæ grimmige Bakker og Daal
en huedløs Sow med en Krøll o æ Haal.
Te nu det war hind, der haaj drøwn hinne Spil,
det tint da æ T æ k k i endlemoll sjel!
Nu, a vil s’mænd ett gjør mæ bæjr, end a er:
A trower d e n S l e m m haar pudsed W o r h e r r
og skaft wos nø Skidt, der staar wos imud,
især nær æ Dramm er bløwen for stur’.
Og heller ved Daa en mandhwolm Kow
end ved Nætteti’er en huedløs Sow,
læ hind saa ha Krøll enten for heller baag,
æ T æ k k i skal ett atter den Slaw aa aag —
Hwad enten det nu war Worr heller Høwed,
saa ka I sgi trow mæ: Mi Hjamskhid war øwer!
Æ Næt war saa swot som begendes Kwol,
æ Møll laa derhenn og brust i si Hwol,
en jenle Fowl ku en hør gik og rylred,
en Vief heller Ryl, det kam da saa sylred.
Mi Ryg, der nys får war saa warm aa æ Gris,
af Angst den med jet nu bløw koldre end Is.
A snapped æ Pues med æ Gris ved æ Mund’,
og op a lod knyg lisse virm, som a kund.
— Det er da saamøj en forbandede Bakk,
og sær da i Mørk, med en Gris paa æ Nakk.
Æ Gris den grynted og péf uden Len.
A tyt, der war nøj, te der grynted ijen!
— søen lokked og grynted og héf i mi Sæk.
Saasor a stod still, a høt kuns æ Bækk!
Og æ Gris, bette Bøen, en war ett te aa styr!
en sprang paa mi Ryg og holdt jo en Hyr
og péf og to po, det elendige Myr!
Nu, a tykkes ett, a sku regnes for Baa’n,
men a war nu ræj, saa det bundted en Gråan!
Jo mir a saa æsselt mæ for aa komm op,
jo længer a tyt, te a haaj te æ Top.
Tho a vild sgi nødde o den huedløs aa rid!
A tinker, de Bøster vild mærkes nøj strid
hen øwer æ Brinker ved Kwældnætterstid.
Nu, som I ka si: A kam jo da fræ’e,
tho hwem sku wal hejsen fortal jer dæher!
— Se, aalle saasnaar haaj a sluppen æ Sow,
saa fild æ Stump Gris en Gryssen te Row.
A saatt’n o æ Wajs, destaaen a sunded mæ,
mi Bjen de bevred som Syvvistro under mæ,
og mi Mund og mi Maw og mi Hals og mi Drøwl
war saa tøste og tar som æ Skawt aa en Støwl,
men ett a turd rør ved æ Krukk med en Haag;
a war ræj, te æ Sow sku komm faaren tebaag!
A war træt, ka I trow, i hwer jenneste Lemm,
a haaj ett hat imud, om a nu haaj wot hjemm
og ku lejn mi gro Hued paa æ Pud ved mi Kjesten,
og ku hør hinne Snorken. Men a maatt te Listen!
Æ Vej war jo laang, og æ Bjen ikkuns stakked.
Æ Maan gik og skult sæ derhenn øwer æ Bakker;
en kund ring hold æ Hyr, for æ Himmel war sløred,
saa en wojed i Blaanner te øwer si Ører;
men somtid saa røw en æ Blaanner tebaag
og laa øwer jen af dem tykkest si Haag,
saa tyt a, en grinned hen te mæ og læsped:
„Ki ki, Løjnør Hudden gaar æ dæ, Esper?”
Og det gi jo snavs, det war derfor han spur,
han ku mærk, a war ett aal rejn i æ Hued.
Aaenej, bitte Folkens, her war æ det minked,
og derfor maatt a gaa og kratt i æ Brinker
og kryf paa mi Knær op ad G r ø n n i n g h u e l ,
hwor en Bejskræmer sejes engaang aa vær kuel,
der haaj en Slant Peng i æ Lomm som nu a,
a fulle i’e Vest — min laa der endda!
For m i Paart holder a — sand da aa sej —
ett af de hæ Hwoller langs Stier og Vej,
hwor Ræw de skræver og skidt Folk søger,
og Fanden og hans det hwirmer og spøger.
Men gjemmel æ maatt a — med Hjunten og Bumsen;
wal wa’e, te æ Gris war falden i Domsen,
det betteste Nøj, en ku wal træng te Søwn,
en haaj stavn i si Pues i nu næjsten en Døwn
uden Mjælk i æ Mul, uden Blund i æ Øwn.
Men nu sku vi karenmæ osse kaast i,
saa æ Pues ku blyw aavnt og æ Pirris komm fri.
Saa lod a da stryg gjemmel V e j s t e r G r ø n n i n g.
Dér gik a saa kjek som en Kok o en Mønning.
Der war ikki en Lys i en Vinni aa skirnm
og naple en jenneste Lyd aa fornimm
undtaven en Tyr’, der slævt mud æ Awer
fræ en Plag, der gik ind o nø Borer og gnawed.
Det haaj wot saa lyst, men saa lig med en Ryk
saa wa’e, som æ Maan skuld ijen rend i Syk,
og m i gammel Brikker kam haadt i Betryk.
Fræ G r ø n n i n g t e B r e u m a klaared en hedle
men G r i n d e r s l e v K l o s t e r er ett med dem r e d 1 e ;
omm vejstenfor Breum de viser nø Knold,
der wa’e sgi de brænd dæhér T i s s e T r o l d ;
no, dem ska Fanden jo wal behold,
for kam de tebaag, fæ dje Dom revidired,
er æ aalle saa vis, de ijen bløw levired.
Nej, G r i n d e r s l e v H e r r e m a n d, ham W o l m e r L y k k
der flyw’r paa en kwolswot Hejst si Ryg,
æ Mand og æ Hejst i jen jenneste Stykk,
ham tær han slaa værles, d e n S l e m m — aaeja,
for ham er der ingen anner , der vil ha!
Dér faarer hans Hejst med en Spaad i æ Haal
fra I l b j æ r g M u e s og te D u l e d D aa l;
det er bløw’n den Bød, som han maa betaal
for aall de Plawer og aall de Synder,
han farom bedrøw irnud vi sølle Bønder
.— — Æ Spurer er glown — — en Spaad i æ Haal — —
Hyp, hyp! hop, hop! øwer Drøwter og Daal,
te G r i n d e r s l e v Kokk vil rett sæ aa gaal!
— M e t t T o u g a a r d a osse ret nødde vild mød,
nær æ Ugl den synger si Sang for dem død,
nær æ Blaad de hwistes fræ K w o l b o r g Birk’,
og æ Stjanner staar rød øwer G r i n d e r s l e v Kjerk.
Det var M e t t , der kylt hinne Bøen i æ Kjeld
for sjel saamøj længer for Jomfru aa gjeld
og dans med æ J u n k e r med Øwn saa mild.
Nu danser hun awed om A s t r u p Laad,
m e n’ K w o l b o r g Skov den fælder si Blaad
og L ø w e r b a k s Kragger de skogrer: „Haa-haah!“
Men får te æ Hjord han fæjster hans Kow,
ska hun hjem te æ Kjerk øwer D u l e d B r o w ,
og hwad end der saa kommer i hinne Vej
om Dyr heller Mennesk — det slæver hun mej.
Mi Oldmu haar mødt hin en Nøjsawtensståand
i Drøwt mud nurdvejst som en swotajted Blaan,
hinne Tær mud æ Mold, hinne Pand mud æ Maanl“
—— Som I vis haar forstavn, war æ hen ad æ Næt.
Æ Øwn war nøj klatted, og Esper war træt;
men opp paa mi Skaaldre æ Gris, sølle Hork,
haaj faat saa mø Len, en ku hørele snork.
A lyder og lyder saalæng paa æ Spil,
te får a sanst ve’e, saa snorked a sjel.
Med jet saa blywer æ Vej da saa skrofled — —
saa war a skjøwelt ud i en Awer Kartofler!
Dér støwter a øwer paa stoendes Furd,
te, Jøsses, mi Nies stod faast i æ Jurd!
Æ Gris den vowner og gir jo en Hwæl,
der skor mæ lige te Nyrer og Sjæl;
a war ræj, te æ Morris haaj vrejn en Bien
øwer jen at de manne forbandede Stien.
A fried æ Nies, skjønt æ Huj war gawn;
det bløw i æ Hwol, hwor æ Nies haaj stawn.
A trat sgi mæ sjel en Ræk øwr æ Bjen:
„Ih hwad ska de Kunster, og hwor er vi henn?“
Haar I liede Skanker ijen tawn te Skej
og før Esper Tækki hiel væk fræ æ Vej
og vælt ham øwr’en Kartoffelsmarksraad
i en Mørk, hwor ingen ka skimm en Skaad!
Hwis ett I ka lett jer — og m æ med det samm,
skal I namm mæ fornimm, te mi Kjep den ka ramm!”
— Men lig i det samm, a ska te aa legg Dalder
og haar løwted æ Kjep, der lyder en Swalder
som nær en Flok Fowl, der haar lejn o en Plet,
forfikkes og reser sæ mødt o æ Næt.
Hwad saa det maat vær — det vidst a for vis:
Dæhér war ett Ænder og halminder Gjes!
Men flyw — det kund æ, og bask med æ Vinger,
og hwæl, og ta po, te æ Himmel den skinged!
Der var nøj der kam drævend,
i æ Rowstovver slævend,
der war andt, der kam hoppend og hujend og skrævend!
A tytt da, te hiele æ Narherred maatt hør’e,
æ Hor stod ud som Pigg fræ mi Ører.
Med jet sto’e mæ klaar, hwad den Swaldren sku gjeld:
Æ Hægser war sammelt ved B r e u m K j e l d’!
Tho det er en Hwol lidt østenfor K l o s t e r
med en ussel Biat Wand saa rød og saa raasted,
for rød det bløw æ — fortæler mi Moster —
den Næt, da en Pig her drownt hinne Foster.
Hér sir’n æ Tudser dje Haller de vrikker,
her kommer æ H e l h e j s t jawnle og drikker
og sluger æ Wand med Tudser og Døj,
får han, sølle Staakkel, ska ud paanøj
i Trebjenshjunt fræ Bøj og te Bøj.
Æ W o r u e l kommer og dipper hans Gåef,
imen han holder en Baan i ae Flåef;
og G a m m e l P æ K i l d , der nu gaar og negrer,
haar her hør Skjesu aa æ W o j e n s j e g r e r.
Det er ett en Stej ved Awten aa komm
med Gris o æ Nakk og med Klokk i æ Lomm.
A rist, maa a sej, som en Kraag for en Ræ,
og tint: Aae, Esper, haaj du wot her fræ!
Men kig’ — tho det kund jo da ingen læ vær.
A skyed mæ hen paa mi Marv og mi Lor
og loged saa ud mell Skræpper og Stro.
Søen kam a æ Kjeld’ saa nær, som a kund;
da tyt a, der skjared en Stjånn o æ Bund.
„Hwad,“ tint a, „saa mørk — og der staar en Stjån!”
A plukked en Vipp, og a tygged en Kjån,
men a fæk snaar andt aa bestill end aa grund.
I B r e u m og D u l e d der halsed dje Hund;
a glowed mi Øwn baade rindend og rund,
for, kjek! war æ Stjån skjødt op fræ æ Bund;
den sprang som en Noggel omkring øwr æ Damm,
og ind mell æ Syvvi en tænd i det samm
wal h u n d r e d e Lys med Flamm øwer Flamm,
og nue var blaalle og anner var rød,
men somm var osse som grønn i dje Glød.
— Se nu kund en hejsen faa Yw paa æ Sager.
A haar aalle sit Maag i mi L e v e d a g e !
Der war hunder af Pigger, der danst og slo op,
og ett te de haaj jen Trævl o æ Krop!
— Aae, Kjesten, mi Mø i de fire Skjøwter, —
a sejer: Det var sgi nø stramlaaren Øwter!
Støvsnaagen, te Dans, en Awten halhelle!
De maatt jo da ett ha Skam i æ Bælle!”
Og nue war skred, og nue war strag,
og anner war trind som en Søsterkag,
og kaad war de aall som towaars Plag’;
Jen rej paa en Skod og jen paa en Lim,
jen hjalp sæ kristele med en Stø Sim.
De hujed og halst og kyssed og sleged,
og danst og slo op, saa æ Lys de hweged.
De gammel gro Vidj stod og rist med dje Woller,
æ Mus de péf rundt om i dje Hwoller!
i Jem fræ æ Damm stod Syvvi og Rokker
med Dog i æ Hor og med Wand i æ Sokker.
— De haaj osse faat runselt en Ligkist derhen,
dér laå der saamøj en g r i m r e jen.
A tint, om det ett var en M o r d e r s Aånd;
han rest sæ op med hans Hued i æ Haånd,
og somtid han grinned og somtid han gaft,
tesidst fild han hen, og æ Hued han taft;
naa, det war der ett saamøj aa sej t e,
der er dem, der taver’n for minder end det!
Imen a fortæler, saa læ mæ ett glemm,
te mødt for det hiele, der so jo d e n S 1 e mm,
og han war karenmæ kommen i Klemm,
for aall dæhæ Hægser, det war jo saa røwsk,
saa vild og saa tonted, saa kjælle og drøwsk
te æ arme Stø Skumpi ku ingensteds vær,
for det vild jo kyss ham, saa her og saa der,
saa han maatt bestandig lett s’i’e Sæd.
Saasor han kund blot fo dem te aa vær still,
saa ka I sgi trow, te æ Skuel ku spill !
Og det war ett tøwtløs Værk, det var Spil,
som nær a vil sej, te wor Kat ka vær gjel.
Med en Mongeltrill — for han haaj et andt —
han gnej mud en maskrødden Hejsthued-Kant,
tho saa kund der komm de Towner, der vild,
de bløw ett bejer, hwor han stod for Gild.
Det lyd ett godt for Kristendoms-Ører,
men sajtens nøj bejer for dem, der skuld hør’e.
Det war Synd aa sej, te han f j e d t e d sæ fræ’e,
han gnej, te det skor mæ nied i æ Tær;
æ Hejsthued govred og skreg i æ Tapper,
æ Nies ga Ild, og æ Tænd de klapped.
Ja Fanden han filt og drilt og sawed,
te æ Hund tut høtte, o’e Katt de mjawed.
Hans Haal den pisked hen i Hawer —
saa den task aaltid aa en Pa Trawer.
Jow, fandmæ, — æ Mand haar jawn gued Gawer,
men han bruger ’em ild, vil de jo skyld paa ham,
saa en haar si Hyr med aa bjerre sæ fo ham.
— Der war manne, a kjend, nær de kam i dje Klæjer,
men som de mødt hér med æ Gowl i æ Vejr,
søen kjend a dem ett for Ansiels saa lig.
Men dér war saa faale Stø bown en
Pig, h i n d kjend a! — Mi Nobo æ S t o r k e s Dætter,
som aaltid haar finstred ud om æ Nætter —
i Awten hun fæk hinne Ærend forretted!
H u n fløv med æ Flok øwer Digier og Grof;
det war lissem, te hun regird æ tehof,
H u n hwistelt, og op lod æ ta i en Rof,
som nær en Swarm Bi forlaader æ Kof;
og men hun klemt hinne Lim mell æ Knær,
K a R y t t e r , æ Stork’ung, knævred dæhér:
Fanden fløjted og op jeg fløj
sammen med Tørveklynens Røg,
Sidder der Sod paa min hvide Krop, —
den har jeg faaet i vor Skorstenstop,
Breum Kilde har Heksefest.
Her skal I skue vor Hædersgjæst:
Gammel Jerrik med Kalkbørst-Skjæg,
Horn i Nakken og Haar paa Læg.
Fandens Oldmor hun kommer nok
ridende hid paa sin Krykkestok;
hun og Skarnbassen følges ad,
hvor de kan lugte den gode Mad;
Her vil vanke saa sød en Smous:
Edderkopper i Pibesous.
Fanden vil smaske, ved jeg vist,
naar han faar syltet Ørentvist.
Tyrebove og Hingstelaar
steges hele med Hud og Haar,
Barnehjerter i Skarntydsaft
de skal øge vor Trolddomskraft.
Gammel Jerrik tar j e g paa Skjød;
siden vejer vi Salt og Brød.
Ah, hvor han vil sin Hale sno,
slynge den om os begge to!
— — Hyp, min Rage og Limeskaft!
Vis nu rigtig jer Bærekraft,
hvist os op mod den brune Høg,
før os saa hen som Tørverøg!
Sorte Sidsel, slaa Haaret ud!
Birret, stang med din Hornfisktud!
Luften piskes som Sæbelud,
lugter fra os som Svovl og Krud.
Hør, nu spytter min sorte Kat.
Fanden fik den om Stjærten fat.
Den der vover min Kat at gjeld’,
han skal drownes i Breum Kjeld’!
— — Hyrden gyser paa Duled Bro!
hej, nu slængte jeg ned min Sko,
Ræven skræber langs Astrupvig,
Kvulborg Ugler har Fært af Lig.
Sving mod Sønder og Sving mod Nord!
Alt vi lægger i Heksesnor;
Folk og Høvder i Baand og Bast —
Slaa nu Knude, saa er det fast I
Rask, I Hekser! Allat hwer Pig
Trej Gaang rundt om wor Kjergaardsdig,
trej Gaang rundt for den sorte Vif,
trej Gaang rundt om wor Skorstenspif!
— — Imen æ Hægser lufted dje Haller,
vild a stæl mæ hjem. Nu skuld æ vær Aller.
A ku hør dje Swalder øwer gammel F i l s h a w ,
en Borr ved æ Fywr i farom god Daw,
en Herr’mand te Gled og nø Bønder te Plaw.
Aa, baare en nu ku ha saat dem dje Gywer,
får de kam tebaag fræ æ Østerfywer,
for da vild en vis faa dje Vred aa føl,
og det vild vær Wand paa æ Dæwl hans Møll.
A søjt da mi Gris, hwor a mint, en maatt vær,
men a fand en ett, hwerken her heller dér.
A lied’er a skravér, men ett te en e’der.
A raaft i æ Gal, men hwer Ting a letter:
„Haar det Fandens Stø’ Kram da staallen en fræ dæ
og kaskisæ ædt æ Dyr te dje Nætter!
En war ward aa fortær med si Spæk og si Ister;
det war helsen nø andt end dje Ørentwister!“
A war nær ved en Graad. Haaj a nu gan aa vringelt
den laangige Vej og bløwn saa forhwingelt,
haaj slæft, saa mi Rygstykker værked ved’e
og war wod, ett baare af jenne Swed —
saa lig ved æ Hjemmen, snaar uden si Dar,
sæt æ Dyr øwerstyr, læ æ Fandens Kram ta’e!
Aae, betteste Kjesten, mi Viv og mi Mø,
med hwem a haar lo-vet at le-ve og dø,
hwor s aa du æ tit, og hwor h aa r du Ret:
„Hwi gor du da aa l tid og vrøder om æ Nat!
Du drikker dæ fuld, faar en Hummel i æ Ør,
og saa vil du hwerken sans heller hør!
Aa, Esper, Espe.r! tink paa K r æ n W o l l e,
som de fand herhenn i æ Mergelhwoller!
— Mon du ett drak tepæls med den Fyldbøtt N e l s H a u n,
der so i æ Krowr, te æ Sønde war gawn,
gik hjem ved æ Næt, bløw howormslawn,
laa død o æ Hied og bløw huggen at Ravn’!”
Søen præjker hun Kjesten und aa blyw træt.
Hwad trower I saa, a ka vint mæ i Næt,
nær a kommer hjem fræ Swiren og Spil
og haar ett anner Gris’ — end mæ sjell
Ja, som a war harmt! Nej mier end de’,
a war und, a war flintrende gal som en Sme.
— Nu haaj en ijen dæhæ Pak øwr æ Hued.
Haaj a ejed en Bøss, — a haaj skjødt dem forfued!
Men saa skuld a hat mæ en Sølvknap, forstoes,
for Hawl te dem er som Wand paa en Goes
— (heller hwis a haaj hat en Kjerksærn vejned,
for det er det jennest, te Hægser de regner).
Som søen a render og rawer i Mørk,
a træjer i nøj med hiele mi Styrk;
det laader saa blød, men gier en Hwæl,
som haaj da Fanden saat Klør i en Sjæl!
Hwad wa’e der to po? — Behøv’r a aa sej’e!
Søen hwæler kuns jen Ting ved Minnet som Mejje:
en b e t t e opsækked Gris, en træjer.
Men aalle saasor war æ Hyl gan hen,
får aall æ Hægser de hylt ijen,
og lig med en Gaang de vender dje Skaar’,
„Aae, Jernmine,” tint a, „ n o er der Faar!”
Æ Kjeld laa som død. Aall Lys de slottes.
„N o haar du æ!“ tint a, „n o ska du grottes!
A griver æ Gris, som bejst a haaj Gawer
og faarer saa ind paa nø Plovjurdsawer
og rywer en Ægstols-Knyw aa æ Lomm
og stiller mæ an: „Læd æ Kram nu komm!“
For den, der haar Ægstol ind i si Haånd,
er hyt mod den f ø r s t e on-de „Aånd.
Det hylt i Luften og nied ved æ Jurd,
som nær en Storm gaar wos stywt imud,
det sprut som Glød’er og hwæst som Katt;
men a lod æ hwæs, saalæng det ett kratt;
det rend som Rotter o’e Plovfur-Kaamm:
„Læ wos si po jer Trav, nær æ N æ t den er omm!“
— Fræ æ Plow kaaster i, te æ Wojnsawers End —
saalaant ved Awten det haar aa rend;
hwor æ Omfur vender, æ Spøgels maa vend.
— Søen laangs ad æ Fur, nu op, nu nied
ka sjel blyw en Hægs for lowfuld en Bied.
—Saa stærk K a’ R y t t e r hun løf i æ Gal:
Da en Staånd war skrejn, haaj hun klaared det hal,
da æ Dawskjar kam, kund hun n æ j s t e n træj mæ,
men a haaj jo mi Stol, nær ett andt vild ræjj mæ,
det holder a po hind, og Fanden ta hind,
om ett med det samm te æ Stywels gik af hind!
Væk war hinne Trassen og væk hinne Vred!
Der laa hun, støvsnaag’en, uden Særk heller Kled,
som en Ung’ te æ Stork’ haar smidt nied fræ æ Red.
Hun tægged og skræft og krøf for mi Fued:
„Aae Esper, s e j æ ett te mi Muer!“
A nikked og saa: „Se no aa komm væk!
Forgjø hwerken mæ hejr æ Gris i mi Sæk!“
Saa vist a hind hjem, hwor hun bowed baag æ Krat;
det war vilds i æ Hued, baade hind og æ Kat.
‘Ja, det er den særeste Næt, a haar hat.
!— — Nu kommer der nøj, a vil aalle forsto,
om saa a skuld blyw som Methuselem gro:
A gik te det sidst med oven Øwn
og ilywl, ja ilywl war æ Mand skrejn i Søwn.
Saa hører a jen, der med jet snakked te mæ;
æ Taal maa jo sajtens vær falden nøj ve mæ,
for a letter mi Hued lidt op fræ æ Pues. —
Hwem sir a for mæ: Mi Mø og mi Rues,
mi Kjesten, der stod og band To i en Hues!
Æ Træk om æ Mund k u n d ha wot nø bejer,
æ Pind de klavred, imen hun sejer:
„Ih ligger din Swyen da osse og sower,
men anner dje Folk de virmer og plower!
Æ Hawer er mo, og æ Row staar ud;
men du sir jo kuns aa faa nøj i æ Snud!“
— Det er grim fræ en Drem, hwor en haaj æ nøj skjønner,
aa blyw røwn op ved den Slaws Bønner.
A swored æ Kwind — og mi Urd fild aa l ild:
„Tho a er nok stommelt ved Breum Koldkjeld,
og æ Gris, bette Nøj, haar a laa ved mi Hued,
det ett for det und men wal for det gued.
Men Kjesten, mi Mø, a trowr, a haar Ret
te aa føl mæ lissem ledt søwned og træt,
for a haar sgu hat en beveged Næt.
A haar fandenmæ prøwed saamøj, det er faale,
a vild ett løw æ om for en jawn Rigsdaaler!”
— — Nu, a fortal op, som nu nys for I anner;
men Kwindfolk er Kwindfolk, ihwor de saa lander;
det vil i n g e n ting hwerken fatt hæ’ forsto,
hwad ett te det sjel haar hat Finger opo.
Men a sku wal trow, a so, hwad a so!
— Nej, ett saa en Urd a kund vend hind te Maad!
Men hun ga en Skranni, en „Pøtt!“ og „Haa-haah !“
i aal det Esper og æ Tækki vi saa.
A vist hind æ Wold’, hwor æ Hægser slo op,
a pejt paa æ Damm, hwor æ Løjt’mand gjord Hop,
hun swored: „Aa, spaar mæ di Præjk, bette do,
do war swirend ijaes, do er swirend eno!“
„Ja, det er ett søen aa rend te aa forsto:
Men her war æ no, te Fanden han so!
Men det sejer sæ sjel, te en skyd’er forbi,
nær Folk ett haar Hued aa sammel nøj i!“
„Ja,“ saa hun, do er mæ en jawnhen Kaa’l,
saalæng det baare kan endes ved Praal!“ — —
Naa, op ad æ Daa kam vi hjem te S k j e r r i s,
baade mæ og æ Skaad og Kjesten og æ Gris,
fæk høsted æ Hawer og towed æ Lamm,
og æ Row kam i Hus, får æ Regn den kam,
— og a fæk en Kys og endda en Pa Dramm!
__ __ __
Nej, som det imell’staånd sejes og skrywes:
„Det er ett for det væ’st, te æ Katt de rywes!“
— — Men bejst af det hiele: Æ G r i s d e n t r y w e s!