Logo for Dialekt gruppen på Jenle

Hans Brunsgaard’s

Indtalinger

Jawn Humør

Udgivet: 19. Okt. 1908

Jawn Humør

A bowr herud’e o æ Hie
en hal’ Mils Vej te Øster,
der haar a Low aa spild’ mi’ Tie
og spytt’ saalaant, a lyster.
Mi’ Bø’n ka lieg’ omkring æ Damm’
og trimmel To med Kaaren;
mi’ Awteskuen ku’ gjør’ det samm’,
skjønt hun er stywlelaaren.

Med Greef og Skovl hwer Dawsens Daa
en gaar og affencirer,
og a er gløj, og a er glaa,
hwor anner grovelirer;
for ha’ en Sind saa lærki-let,
en bitte Kwind’, en ynder,
og spis’ sæ mæt og slid’ sæ træt
— det passer wal for Bønder.

Mi’ Nobo aalle nue Tid Aa’s
war med de drutt’ hæ’ dovnle;
han haar en Bøl og a en Ho’s,
tho saa læ’ vi jo Vovnle;
han gjør for mæ en Søndesbie,
imen’ hans Støwt’ a stander;
han hjælper mæ, a hjælper Pie’,
sø’n hjælper vi hweranner.

Og haar mi’ Kuen en hægen Bej,
saa ska’ jo Pies smaag’e,
og Pies sender lisse rej
en Kovring, nær de baage;
og somtid’ med en jenle Dram
en gjør hinaan’ tegu’e;
tho byd’ det lidt’ er ingen Skam,
nær ett en haar det stu’e.

Vild’ Fattefolk kuns støtt’ hinaan’,
mod hwad der sø’n vil gnav’ wos,
saa skuld’ I si’, hwor vi sku’ kraan’
og aalle mie klav’ wos.
Men Smofolk ved ett, hwad de kan,
fâr de staar te æ Hammel;
de kund’ jo løwt’ æ hiele Land,
saatt’ de dje’ Rygge sammel!

Men jawn Humør te dawle Sled
det maa nu aalle fattes,
hwis ett en ska’ gaa fræ æ Bed
og aaltfor tidle mattes;
den fæk a med mæ fræ æ Red’
— mi’ jennest Arpaart wa’e —
den faar mi’ Bø’n laa i dje’ Kled’,
nær de skal ad æ Da’e

Jepp fræ Fly te Jepp fræ Thy

Udgivet: 23. Okt. 1927

Jepp fræ Fly te Jepp fræ Thy

A er kommen skidt afstej,
helsen vild a her wot mej,
drukket lig en jenle Klar
med wor gammel Antiqwar

Manne Bøgger haar do sold,
manne haar do i Behold.
Af di Ærm de fik en Fej.
og en Spøg gik gratis mej.

Jengaang war mi dawlw Skik
aa ta Sigt mod di Butik
Der lød hwerken Fransk hæ Tysk
men desmir af Thybojydsk.

Ingensind wor Patriark
saa i kryef Træ og Bark
Han er lun, for han er Jyd’,
Hanvil tjen’, men aalle snyd’.

Bøgger er sgi ward aa ej’!
Do haar send dem tusind Vej’!
Stryg dem bare med di Ærtm;
det kan ingen Bog fornærm.

Gammel Bøgger, som er gued’,
de gaar ingensind af Mued’!
Folk som do med di Humør,
de skal løw indte de dør!

A glemmer æ aalle i mi’ Daw

Udgivt: 10. Maj. 1912

A glemmer aalle i mi Daw

Og det war den Tid, da vi aaltid war tow
— a glemmer æ aalle i mi’ Daw! —
Atjent’ jo te Vistis her vejsten æ Brow,
og do kam te æ Gord og task te Traw’.

Do ga’ mæ en Gimmer og hjalp mæ aa tow’n
— a glemmer æ aalle i mi’ Daw’ —
og hwer Gaang a stod og gjord’ Brind’ te æ Own,
do kamm saa still’ og drow i mi’ Saw’.

En Daa vi war jenne, do to’ om mi’ Hâand —
a glemmer æ aalle i mi’ Daw! —
Aso der saa nywle og wand af mi’ Gâan,
imen’ do strøøg mi’ Kinder med di’ Kaw’.

Do tal’ om en Hjemmen herud’ baag æ Kjar —
a glemmer æ aalle i mi’ Daw! —
en Rues’ sku’ vi ha’ wos lidt vejsten æ Dar
og Løøg og Lavindler i wor Haw’.

Æ Log’ sku’ vær’ maaled, æ Hus vild’ do kalk’ —
a glemmer æ aalle i mi’ Daw! —
en nybærend Kwi’ vild’ do gi’ mæ aa malk’,
— for der bløw wal en Busk for hind aa gnaw’!

— — Saa bløw der Foran’ring, de kamm med di’ Pas
— a glemmer æ aalle i mi’ Daw! —
baagved dje Kanowner de ga’ dæ di’ Plads
— — og sind — i jen af Krigens manne Graw’!

En Blaan’ to’ dæ fræ mæ, en Kul’ røw dæ hen —
a glemmer æ aalle i mi’ Daw’!
For det aa ha’ mistet sin kje-reste Ven,
det løwter ett det længste Lyw i Law’.

Da æ Bjærmand kam

Udgivet: 29. maj 1910

Da æ Bjærmand kam

Der kam’ en Trold fræ Daabjærgdojs:
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
med Øwn saa glown’ som en Vækildsblojs,
for han maatt’ ha’ Brændvin far Awten.

For haar en Trold begynd’ aa drikk’,
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
saa tøster han warr’ end Kow og Krikk’,
der trækkes te Trow om æ Awten.

Og po æ Pukkel af den Hallunk,
Klump! Dump! Hump-i-Skump!
dér hopped og danst’ en Brændvinsdunk
saa huel som æ Suel imud Awten.

Og søen han traj gjemmel Hønemues’ —
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
te æ Wand gik owenind aa’ hans Hues’
og nejenud indte Awten.

Saa fløw han hen gjemmel Daabjærg Graw’
Klump-Dump; Hump-i-Skump!
saa æ Præjst kam ud uden Lu’ heller Kraw’
og tint’, han sku’ himl inden Awten.

Saa to’ æ Skjevl te aa pin’ og spring’.
Klump-Dump; Hump-i-Skump!
te æ Klokk’ begynd’ i æ Torn aa swing’
og trowr, æ Degn rind’ te Awten.

Og søen han traj gjemmel Ingedaal,
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
te aal’ dje Kokk’ de saatt’ sæ po æ Haal’
og kund’ ett tind’ te Raan’ om æ Awten.

Ja, søen han stamped ved Sjørrup Kjar,
Klump-Dump; Hump-i-Skump!
te Pæ’ Smed trimmeltom baag æ Krowmands Dar
og kam ett te hans Ved inden Awten.

Saa kam’ han slamprend’ sønden om Vrow’,
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
te æ Hejst’ gik baglænds med Harrer og Plow’,
og kam laask ad æ Gord’ inden Awten.

Og Koldkur Hus’ fæk han søen te aa wakk’,
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
te Jens Bruus hwyst Bagkorre nied ad en Bakk’
og end’ i en Groef henad Awten.

Hans Træsko de war saa faale tarr’,
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
men hans Nies’ og Ører haaj æ nø’ warr’,
for de sto’ i Døj indte Awten.

Saa laa han da Damp mod en vilre Krowr:
Klump-Dump! Hump.i-Skump’!
og det war sgi der, hwor Kræn Haabro bowr,
og stapper hans Pief’ imud Awten.

Saa fløw han da ind imell’ Haabro Hus’,
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
te æ Drikkels’ det blarped af Kopp’ og af Krus’
og Kræn Haabro glemt hans: Godawten!

Æ Krowmands Dar røw han a’ si’ Fals’,
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
og æ Darkarm hænd’ om æ Bjærgmands Hals,
da han sto’ i æ Stow’ imud Awten.

Og nu begynd’ da æ Skinting aa drikk’,
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
saa læng’, te han kund’ bælg’ i sæ’ for Hikk’,
for de vil jo komm’ imud Awten.

En trørre Pots Anker med jawnhen Øl
Klump, Dump! Hump-i-Skump!
den tæmt æ Skuel som en Fingerbøl
og rat atter mir inden Awten.

Og band’ en Spuns ham lovle haadt,
Klump, Dump! Hump-i-Skump!
han stemt’en ind med hans Tommeltot,
saa det prost’ i hans Skjek under Awten

Og Rumpunsflasker, de Stur’ som smô —
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
— han knak dje Hals mud hans sture Tô,
som en knækker en Lopp’ imud Awten.

Hwer Brændvinsbimpel, hwer Vinglajsdrip
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
— han suet æ ud te den sidste Sip,
som en Snog suer Dôg om æ Awten.

Der bløw ikki en Droef’ te aa drikk’ heller spild’,
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
og æ Wand det sak en Al’ i dje’ Kjeld’,
og Folk war swær ædru — en Awten.

Men nu begynd’ æ Bjærgmand aa drvw’;
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
tho far maatt’ han traw’, men no ku’ han flyw’
og now hans Dojs inden Awten.

Saa drøw som en Torren han Øster opô
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
Hans Skjek det slævt’ saa laang ad en O,
som en Togger slæver mud Awten.

Den gaang te A war gywt med Lavs

Udgivet: 17. Aug. 1999

DEN GAAANG TE A WAR GYWT MÆ LAWS

Den Gaang te a war gywt mæ Lavs
— aa jøsse, jøsse jammen!
da strented a med Gie’ mi Klaws’,
mi Daa gik hen mæ Gammen.

For bejer Mand war ett end Lavs
— aa jøsse, jøsse jammen —
de skjønnest Ting a fæk tegavs,
og aalti’ holdt vi sammen.

Men sin’ saa bløw a gywt mæ Klavs
— aa jøsse, jøsse jammen —
mi Trow a føst haaj gin te Lavs
og no — no o-a’ a ham’ en!

Men der fæk a sgu hwet mi Saws!
— aa jøsse, jøsse jammen —
den Klavs det er det bare Snavs,
hwor aalt gaar ud paa Drammen.

Og mæler a en Muk mod Klavs
— aa jøsse, jøsse jammen —
saa brøler han: »Herut, heraus!«
saa rød som Kok i Kammen.

Og blywr æ Gywr ett saat o Klavs
— aa jøsse, jøsse jammen —
saa sker’ et sajtens jetedaws,
a drowner mæ i Dammen

En betle Haar

Udgivet: 19. Apr. 1912

En betle Haar’

„Her sejjer a, en betle Haar’—
haa — haah!
og smumrer gued’ Turnipsblaad’
haa — haah!
Æ Suel skjarer i mi’ Yw’,
a er saa glaad, som Haar’ ka’ blyw’,
haa — haah!
Haahaahaa — haahaa — haah!

Her vil a hytt’ mæ te imaar’ —
haa — haah!
for her er Fred og ingen Faar’,
haa — haah!
Ih hwa’, no klør mi’ venster Ør’;
ih, skuld’ en fo nø’ ild’ aa spør’!
aahaahaa — haahaa — haah!

Dér lister Lâs sæ laangs æ Laad’ —
haa — haah!
og po hans Nakk’ han haar en Spaad’,
aa — haah!
— — — Der skyd’es? Her!! Aae Jess’ og Jøss!
saa war den Spaad’ en rædle Bøss’!
aa — haah!
aahaahaa — haahaa — haah!

Og laangs den vejstes Turnipsraad’ —
aa — haah —
nøj springer po en Mynd’ si’ Maad’,
aa — haah!
Aae, bette Bjen’, no op og rend’,
som om det gjaldt jer Verdens End’ —
aa — haah,
aahaahaa — haahaa — haah!”

Saa spendt og sprang den usle Haar’
aa — haah!
saa bæggi Ører laa’ sæ flaad’,
aa — haah!
For hwer en Sprøng en Drip der drap,
for hwem ka’ løf med Hawl omkap?
Aa — haah!
aahaahaa — haahaa — haah!

Det war i’e Sid’, en haaj si Skaad’,
aa — haah!
og det kund’ ingen Renden klaar’,
aa — haah!
Med jet saa fild en om og død’,
saa holdt æ endle op aa blød’,
aa — haah —
aahaahaa — haahaa — haah!

Æ Fowl’ bløw ved aa syng’ saa glaad’,
haa — haah!
Æ Vind den spøjt mell’ Turnipsblaad,
haa — haah!
Og men’ se Haar lo dér og død’,
a Suel den strøøg si laange Ør:
„Aa — haah!
aahaa, — aahaa, — aah — haah!”

Paa æ stur Hyw

Udgivet: 31. Maj. 1903

Paa æ Stur Hyw

Fræ Kistelbak og te Søndergaard Hyw’
der er en elendig Graan Vej;
og livvel: hwor mild’ jens Tanker ka’ blyw’,
nær en kjender hwer Knot og hwer Vrej.

Der gik mi’ Foræller og pojed og sô’
og fand’ i æ Saând dje’ Fød’;
de laa’ dje’ Ved ad den Gryssen, de gjord’,
— og no er de beggitow død’!

Det sukker saa sær øwer Kistelbak
og hwirmer om Søndergaard Hyw’.
Om det ku’ vi hejsen faa møj aa snakk’
og osse en Hobben aa skryw’.

H H Fejlberg-Hwor er æ skjøn, te de er te

Udgivet: 4. Jan. 1909

H. F. Fejlberg

Hwor er æ skjon, te de er te,
som vil det Gued’ bewaar’,
som gor saa biel’ og æsler ve’
og kan sæ aalle spaar’!
— Do war saamøj en stredde Knop,
der gjord’ en stywle Bied,
der vild’, æ Awr skuld’ ploves op,
fâr Dawsens Suel gik nied.
Si dæ no om, og kik tebaag’:
En Omfer heller tow,
læd ham saa komm’, æ Awtenskraag’,
og hwil’ sæ po di’ Plov!
Og gor æ Maan’ saa taangle op
og skjarer po di’ Ru’e,
der dripper Sagn i æ Lyng si’ Top
og Guld af hwer di’ Fu’e.

Hjem fræ Plowgild’

Udgivet: 11. Jun.1908

Hjem fræ Plovgild’

Se, Slidder og Sladder er der nok, der vil før’,
og Løwn og Komeddi’ ka’ en sajt faa aa hør’,
men hwis I vil lyd’ te forstandig Taal’,
saa skal a hwerken dejt’ heller praal’
men baare berett’ jer en mærkele Spel,
der justemint er passired mæ sjæl;
og det a fortæler jer, det ska’ sgi særd,
for det’ er saa sikker, som a sejjer hêr:

Naa, det war en silde Avtenstaan’
med ingen Stjanner og lidtle Maan’;
det war søen omkring ved Sehansdastid’,
æ Byg war lig’ betint paa aa skrid’,
æ Hawer det samm’, men det vild’ bi’
og si, hwad æ Byg fæk lawed istand,
og om ett Worherr’ sku’ send’ en Taar Wand.

Det war lig’ under Minnet, om no a ka how’;
der war Lys i gammel Jehannes’es Stow’;
a haaj wot opp’ te Ywers aa plow’;
nu træn’ a saa Fandens haadt te aa sow’,
det war knap, en kund’ hold æ Brikker opp’;
jaja, vi haaj jo faat en Pa’ Kopp’,
— æ Kaal fæ’ jæn, fâr han, æ Piøg,
kjor’ hjem te Kaaren med Vovn og Øg. —

A gik saa fredle, som Folk ka’ go;
a fomlt i æ Lomm’, om a haaj mi’ Skro;
a war ett saa fuld’, a ku’ stywle sto,
saa læng’ da a kund’ ta’ Støtt’ ved æ Dig’.
A gik og summed paa manne Slavs Lig’,
a tint paa æ Ho’s, der snaar’ sku’ fuel,
paa bitte Jens, der imaaen skuld’ i Skuel,
paa hwad en haaj handelt, og hwad en haaj snødt,
det sidst skuld’ en inden si’ Død’ ha’ fortrødt.

Og a tint paa Kaaren, der lo derhjemm’
og sajtens hwerken ku’ dums heller dremm’,
fordet te æ Stoder gik her og vrødt;
for nær a er søen saa pasle fuld,
saa haar a aaltid en Hjat’ af Guld.

Naa, a bløw ved aa stummel astej;
a holdt mæ det bejst a kund’ o æ Vej,
indte a nowed Kræn Søndergaards Vrej.

Der war’ æ, som nøj haaj gin’ mæ en Pót;
og kjek! bløw aalt saa kwollendes swot
som mødt o æ Lowt, nær hwer Log’ er lot;
og lig’ som en rædle Hund to’ po
jestejes hesøwer vejsten æ O,
der er nøj, der vil list’ en Løkk’ om mi’ Furd
og ryw’ mæ baglænds om o æ Jurd:
og no ka’ I flir’, og no ka’ I snakk’ —
men her begynd’ mi’ Gummer aa hakk’,
for a hører en Stemm’,
og det war den Slemm’,
der trimmelt To øwer Kistel-Bakk’.

— Gud spaar’ jen evig for aal Ting ûnd,
hwad enten det saa ska’ mød’ Præjst heller Bûnd’
— Saasnaar a ku’ mærk, te hwad Sid det vild’ raw’,
a fæk mi’ Kjep flytt’ øwer i mi Kaw’;
det sled i mi Bowser, det røw i mi Maw’;
saa ræj haar a aalle wot i mi Daw’!
A rend, og a fild, og a fild og a rend;
a tøtt’, a maatt’ vær’ ved Verdens End’,
men bejje mi Træsko stod faast i æ Saând,
den jen’ kam aalle forbi den’aan.

A lo ad æ Jurd som en vælted Skru’,
mi’ Kjep en bitte Graan vejsten mi Lu.
A tint o manne kristele Urd,
som a haaj lær’ af mi’ Faar og mi’ Mue;
a prøved føst aa løs’ fræ æ Burd,
men mi’ Howkommels’ haar alle wot gue,
og det, a fæk saâ, war nø’ fuldajte Slurd.

A lowed Worherr’, om han kjend’ mæ’nø’ Raa’,
aa tejn’ mæ te Aalters imaaen den Daa;
den fatte Ma’ Sah sku’ faa en Skipp’ Maalt,
og Bitte Drejs en Stykk’ aa æ Gaalt.
— Gud naad’ mæ — a fæk æ saa naple holdt!

Det bløw mæ helsen en stywle Bied;
æ Bjenn’ vild op, men æ Hued’ vild’ nied.
A to’ i æ Lyng og stinned mi’ Nakk’,
men a ku’ hwerken flikk’ heller flakk’,
a tøtt’, det gi’ rundt med æ hile Bakk’;
æ stur’ Kaphyw war saat po en Bor’;
æ Hywl rend’ rundt, og æ Dæwl han kjor!

Hwad sin’ der passired, ka’ Kaaren sgi how’;
a fand mæ tesengs i wor pænest Stow’,
saa syg, te a hwerken ku’ drewl’ heller drow’,
og Kaaren war værkle, og a maatt’ low’,
te hwis a mie to’ te Ywers aa plow’,
a aalle vild’ legg’ mæ ved Kistel aa sow’.

Kjørmes Knud

Udgivet: 11. Mar. 1916

Kjørmes Knud’

„Kjørmes Knud’
han holder herud’
med hans fir’ hwid’ Stud’.”
Buendmandssej’.

Kjørmes Knud’, hør ham tud’
te hans krid-hwid’ Stud’,
nær han swinger hans Swøef fræ Nordowst om dje’Snud’!
Kjørmes Knud’ med hans Stud’
sætter sni øwer Fur’,
saa det knarker af Frøst fræ dje Bringstykk’ og Pud’.

Kjørmes Knud’, Kjørmes Knud’,
a haar tit høt dæ tud’
som i Daa, nær æ Rim den vild blind’ mæ mi’ Rud’.
Kjørmes Knud’, Kjørmes Knud’,
sikken Vejlo derud’!
I haar Snø i jer Skjek bode dæ og di Stud’.

Kjørmes Knud’, Kjørmes Knud’,
det war faale te Stud’,
søn det wolmer og kwolmer med Snø fræ dje’ Snud’.
Kjørmes Knud’, Kjørmes Knud’,
fo da Hold po di Stud’;
tho æ Himmel den stor i jen Toeg for mi Rud’!

Kjørmes Knud’, Kjørmes Knud’,
ka do skjøtt dæ derud’,
tho do hwister med Halmstakk som anner med Klud’.
Øwr æ Møn! Læd no vær’!
Ka do osse kjør dær!
Hwem haar røjt dæ di Stud’, da do sidst haaj em fræ.

Kjørmes Knud’, med di Stud’
kyr’ do twat for mi Rud’
med en Stjat lisse laang som fræ Naur og te Bur.
Kjørmes Knud’, vælt derud’
no æ Skorsten si Tud’?
saa Gud naadigen spaar jen æ Taag po æ Mur’!

Kjørmes Knud’ kjørr’ med Stud’
twat po Marker og Mur’,
øwer Knold’, øwer Kjar’, øwer klukkendes Tud’.
Kjørmes Knud’, Kjørmes Knud’!
Hej! no skjenner hans Stud’
og tar Herred’ og Sown’ i jen brølendes Fur’!
KJØRMES KNUD’

Skolesang under krigen

Udgivet. 7. jan. 1917

Skolesang under krigen

Sej mæ, ska vi mej i kri
Kan æ dryw wor Dar forbi?
Vi er Bønder for Worherr,
Løwer helst wor Lyw i Fred.

Fred mo te,hwor nøj ska grow,
Fred po Awer, Fred po Low;
Fred I Hus som Kongens Gord,
Det er søen, en Land bestor!

Hwad de Stur fæk rejen nied
I en Ywbliks Kowtehied
Kan de biel og bittesmo
Krassel mej, te de blywr gro.

Vi vil Kamp, men aalle Kri.
Kamp den er der Mjenning i.
Kamp gir Kræfter, Lyw og Spel.
Kri slaar Lyw og Mand ihjel.

Der er andt, vi haar aa gjør,
Osse andt end ælt wor Smør:
Gjør wor Land saa skjøn og fri,
Te dem bejst ku tryw’s deri.

Det mo vær wor dawle Lær:
Urts Brød mo ingen tær,
Ingen Ridt po naaen Mands Nakk,
Liggud Ret i Gord og Brakk!

Hwis en Ryg bløw krum med Ær,
Hwis en fæk formøj aa bær,
Len en lidt, og lidt ijen;
Dæ vil anner da gi Len!

Søen a vild, wor Skuel skuld wær!
Klaar i Lyw som klaar i Lær,
Søen hwer fatte Mø og Mand
wand en Lod i Lykkens Land.

Æ gammel Snejker

Udgivet: Okt. 1907

Æ gammel Snejker

Der gor en Mand mell’ Grønning-Knold’
— vi letter po wor Hat —
hans Mind’ vil Salling læng’ behold’,
— den letter po si’ Hat.
Æ Blæst ka’ flyw’, æ Storm ka’ bus’,
det rokker ett den Snejkers Hus’,
men letter po wor Hat. —

Han er lidt rynked i æ Bark,
— vi letter po wor Hat —
men inderst ind’ en hwelle Knark,
— vi letter po wor Hat;
og stil ham mud en Timmerdyng’,
da ka’ do trow, hans Yws ka’ syng’,
— a letter po mi’ Hat!

Han haader Brændvin som æ Dæwl
— a letter po mi’ Hat —
og saå do ham handtir en Hæwl,
do letted po di’ Hat. —
Æ Sommerdaw’ han haar æ trunt,
ved Vintertid’ da gor han rundt
og letter po hans Hat.

For hwer en Knot, for hwer en Knast,
der stented mud hans Hat,
for hwer den Diel, han haar slaan fast,
vi letter po wor Hat.
Wor Tap ska’ dripp’, wor Øl ska’ skyll’!
A trowr saagi’ hans gammel Møll’
no letter po si’ Hat.

Her staar vi i den Snejkers Stow’
og letter po wor Hat,
ja for ham sjel og for hans Frow’
vi letter po wor Hat;
for aall’ de Daw’ og aall’ de Or,
der glaadle kam’ og laangle gor,
vi letter po wor Hat.