Udgivet: 11. Jun.1908

Hjem fræ Plovgild’

Se, Slidder og Sladder er der nok, der vil før’,
og Løwn og Komeddi’ ka’ en sajt faa aa hør’,
men hwis I vil lyd’ te forstandig Taal’,
saa skal a hwerken dejt’ heller praal’
men baare berett’ jer en mærkele Spel,
der justemint er passired mæ sjæl;
og det a fortæler jer, det ska’ sgi særd,
for det’ er saa sikker, som a sejjer hêr:

Naa, det war en silde Avtenstaan’
med ingen Stjanner og lidtle Maan’;
det war søen omkring ved Sehansdastid’,
æ Byg war lig’ betint paa aa skrid’,
æ Hawer det samm’, men det vild’ bi’
og si, hwad æ Byg fæk lawed istand,
og om ett Worherr’ sku’ send’ en Taar Wand.

Det war lig’ under Minnet, om no a ka how’;
der war Lys i gammel Jehannes’es Stow’;
a haaj wot opp’ te Ywers aa plow’;
nu træn’ a saa Fandens haadt te aa sow’,
det war knap, en kund’ hold æ Brikker opp’;
jaja, vi haaj jo faat en Pa’ Kopp’,
— æ Kaal fæ’ jæn, fâr han, æ Piøg,
kjor’ hjem te Kaaren med Vovn og Øg. —

A gik saa fredle, som Folk ka’ go;
a fomlt i æ Lomm’, om a haaj mi’ Skro;
a war ett saa fuld’, a ku’ stywle sto,
saa læng’ da a kund’ ta’ Støtt’ ved æ Dig’.
A gik og summed paa manne Slavs Lig’,
a tint paa æ Ho’s, der snaar’ sku’ fuel,
paa bitte Jens, der imaaen skuld’ i Skuel,
paa hwad en haaj handelt, og hwad en haaj snødt,
det sidst skuld’ en inden si’ Død’ ha’ fortrødt.

Og a tint paa Kaaren, der lo derhjemm’
og sajtens hwerken ku’ dums heller dremm’,
fordet te æ Stoder gik her og vrødt;
for nær a er søen saa pasle fuld,
saa haar a aaltid en Hjat’ af Guld.

Naa, a bløw ved aa stummel astej;
a holdt mæ det bejst a kund’ o æ Vej,
indte a nowed Kræn Søndergaards Vrej.

Der war’ æ, som nøj haaj gin’ mæ en Pót;
og kjek! bløw aalt saa kwollendes swot
som mødt o æ Lowt, nær hwer Log’ er lot;
og lig’ som en rædle Hund to’ po
jestejes hesøwer vejsten æ O,
der er nøj, der vil list’ en Løkk’ om mi’ Furd
og ryw’ mæ baglænds om o æ Jurd:
og no ka’ I flir’, og no ka’ I snakk’ —
men her begynd’ mi’ Gummer aa hakk’,
for a hører en Stemm’,
og det war den Slemm’,
der trimmelt To øwer Kistel-Bakk’.

— Gud spaar’ jen evig for aal Ting ûnd,
hwad enten det saa ska’ mød’ Præjst heller Bûnd’
— Saasnaar a ku’ mærk, te hwad Sid det vild’ raw’,
a fæk mi’ Kjep flytt’ øwer i mi Kaw’;
det sled i mi Bowser, det røw i mi Maw’;
saa ræj haar a aalle wot i mi Daw’!
A rend, og a fild, og a fild og a rend;
a tøtt’, a maatt’ vær’ ved Verdens End’,
men bejje mi Træsko stod faast i æ Saând,
den jen’ kam aalle forbi den’aan.

A lo ad æ Jurd som en vælted Skru’,
mi’ Kjep en bitte Graan vejsten mi Lu.
A tint o manne kristele Urd,
som a haaj lær’ af mi’ Faar og mi’ Mue;
a prøved føst aa løs’ fræ æ Burd,
men mi’ Howkommels’ haar alle wot gue,
og det, a fæk saâ, war nø’ fuldajte Slurd.

A lowed Worherr’, om han kjend’ mæ’nø’ Raa’,
aa tejn’ mæ te Aalters imaaen den Daa;
den fatte Ma’ Sah sku’ faa en Skipp’ Maalt,
og Bitte Drejs en Stykk’ aa æ Gaalt.
— Gud naad’ mæ — a fæk æ saa naple holdt!

Det bløw mæ helsen en stywle Bied;
æ Bjenn’ vild op, men æ Hued’ vild’ nied.
A to’ i æ Lyng og stinned mi’ Nakk’,
men a ku’ hwerken flikk’ heller flakk’,
a tøtt’, det gi’ rundt med æ hile Bakk’;
æ stur’ Kaphyw war saat po en Bor’;
æ Hywl rend’ rundt, og æ Dæwl han kjor!

Hwad sin’ der passired, ka’ Kaaren sgi how’;
a fand mæ tesengs i wor pænest Stow’,
saa syg, te a hwerken ku’ drewl’ heller drow’,
og Kaaren war værkle, og a maatt’ low’,
te hwis a mie to’ te Ywers aa plow’,
a aalle vild’ legg’ mæ ved Kistel aa sow’.