Udgivet: 1900

DA LAMPEN TÆNDTES
ET MINDE FRA FIRSERNE

SØREN Sejbæk sad ved Middagsbordet med hele sin Husstand.
Søren troned selv for Bordenden, saa fulgte i Bænkkrogen Aftægtsmanden gamle Anders, der til Forskjel fia de øvrige sad med sin flade Lue paa, mens der spistes, da han tilhørte en Tidsalder, hvor det var uforeneligt med god Tone at tage Huen af ved andre Maaltider end de, der vanked Juleaften.
Sammen med Tjenestekarlen, en lang, fregnet Fyr med stribede Trøjeærmer og store Bødeklude i Vestryggen, danned han en Klamme om en Revl Rollinger af forskjellig Alder og Kjøn.
Paa Langskamlen ligeoverfor danned Tjenestepigen og Madmoderen en ny Klamme om en ny Række Smaabørn, der blev mindre og mindre, alt som de nærmed sig Moderen, indtil det alleryngste, der var ganske lillebitte og sad paa hendes Skjød uden forøvrigt at deltage i Maaltidet paa anden Maade, end at det engang imellem raged Moderens Ske paa Gulvet.
De mindre sad paa Knæerne med de smaa Træsko stikkende bagud under Stumpkjolerne, da det kun ved denne Selvophøjelse var de smaa Arme muligt at naa de udstillede Fade.
Maaltidet stod paa Kartofler og stegt Flæsk, en Ret, der vanked en Gang om Dagen der paa Gaarden.
Kartoflerne var topped op paa et rødt Fad, og Meldyppelsen kom ind i en sort Pande med et alenlagt Skaft, der pegte fremad som en Dyrestjært.
s. 150
Fanden stod paa en bevægelig Træplade, ror at dens indgroede Sorthed ikke skulde sværte det skurede Bord.
Enhver i Laget var til en Begyndelse alvorlig optagen af at renpille de skurvede Kartofler.
De mindre maatte foretage denne Afpilling med en Gaffel, dels fordi der ikke var Knive nok til alle, men mest fordi man ikke kunde betro Smaafolk saa farligt et Vaaben.
Efterhaanden som dette Arbejde skred mod sin Fuldendelse, rejste der sig foran enhver i Selskabet to rygende Dynger af højst uensartet indhold, den ene med Kartoffelpylling, den anden med de gule, runde Frugter, der længe havde fristet de sultne Ganer.
Saa snart Pilningen var til Ende og man havde renset Fingrene ved at gnide dem nogle Gange op og ned ad Bukselaarene, begyndte indkjørslen. i et Selskab, der var sammensat af saa uensartede Bestanddele, kunde denne ikke foregaa uden en Hoben Rivninger, der maatte udjævnes af Moderen, som havde paataget sig Ordenspolitiets Rolle og røgted sit utaknemmelige Hverv samvittighedsfuldt.
Hvert Øjeblik vræled de mindre op om blodige Forurettelser.
De indløbne Klager drejed sig særlig om Krænkelser af Ejendomsretten:
“Mor!” hyled én fra Bænken til venstre, “Jens ta’r mine Kartofler!”
“Mor!” kom det derpaa fra yderste Højre – (Klagerens Øjne var fulde af Vand, og den grædende Mund berørte Ørene): “Peder bider af mit Flæsk!” Og der maatte langes en Kjæbop til højre og trækkes i et Øre til venstre, før de herlige Kartofler og det gyldne Flæsk kunde finde et retfærdigt Sted.
imens kasted Efteraarssolen sit fulde Lys ind over den fri Bordende, hvor den kigede i Ølkruset, saa en stor Krins af fornøjelige Lysringe virred og skjalv i evig Dans paa den revnede Loftsbjælke, mens Husets Hane med det fremskudte Bryst og de hængende Hudlapper galed paa Gaardmøddingen, saa det gjalded mellem Husvæggene.
Søren Sejbæk sad uden Vest og gjorde et nyvasket Indtryk, og hans endnu vaade Haar var redet foran Ørene.
Saadan plejed Soren kun at indtage sin Middagsmad, naar han umiddelbart efter skulde paa Farten.
s. 151
Af Samtalen fremgik det da ogsaa, at han skulde til Kjøbstaden i et alvorligt Ærinde.
Nu begyndte det jo snart at blive Aftensæde, sa Trine, hans Kone, og saa var det, hun syntes, at de alligevel i Aar skulde forsøge at faa Tællepraasen afløst af Lampen.
Det var jo nu sket saa mange andre Steder. Heller havde de jo ret meget Tælle i Aar, da de havde solgt det Par Faar, som de ellers plejed at slagte.
Og alle sagde jo, det var en “sær Raarhied” fremfor hvad en var vant til.
Saadan en Lystelse den kunde gi i Stuen! Som nu til Jens Krænsens, hvor de fik den i Fjor; de vilde jo ikke af med den for aldrig det.
Og naar andre var saa tilfredse, hvorfor skulde saa en anden én blive misfornøjet?
“Aaja, Mor, maa vi ikke ogsaa faa en Lampe!” jubled en af de mindre og tabte i Begejstring en dyppet Kartoffel ned paa Bordpladen.
“Aa, pas paa din Gaffel, din Klatmajor!” svared Moderen med Tillæg af et eftertrykkeligt Ryk i vedkommendes Ørelæp.
Men nu optraadte gamle Anders, Aftægtsmanden, som en ivrig Modstander af “disse nymodens Paafund.”
For ham stod det som en aldeles ubetimelig Flothed at smide Penge ud til den Slags, saa længe en ikke vidste, hvad det var, og der tilmed var saa mange andre nødvendige Ting, der tiltrængtes.
Nu havde man i alle de Dage, han kunde huske, hjulpet sig med Tællelys, hvorfor skulde der saa gjores nogen Forandring; de kunde da i det mindste vente, til de havde faaet ham puttet i Jorden, saa kunde de jo gjøre, hvad de vilde.
For det var slet ikke saa sjældent, der skete Skade ved det, og han turde i det mindste ikke ha sine Ben i den Stue, hvor saadan et Himstrigims skulde hænge, for saa kunde en da aldrig være rolig for Liv og. Lemmer eller vide det Øjeblik, da en fik Huset fyttet af over Hovedet paa sig.
Men Trine blev ved at føre sin og Fremskridtets Sag saa vel, at alle Parter – Anders ogsaa, om end stærkt surmulende, – enedes om at gjøre det farefulde Forsøg.
s. 152
“Det er jo gaaet godt for alle andre, hvorfor skulde det da gaa galt for os,” slutted Trine sin Bevisførelse.
Og Søren Sejbæk var allerede vel ude af Døren for at fuldbyrde alles Vilje.
Han var dog næppe kommen midtvejs i Toften, før han pludselig gjorde omkring og gik med betænksomme Skridt hjem igjen.
Da Trine paany saa ham paa Dørtrinet, udbrød hun:
“Men, Jøsses Kos, hvad kommer du nu steglend tilbage efter?”
Den snilde Trine aned alt, at han var bleven omsindet, og vilde derfor bringe ham til Fornuft ved at tale Donner til ham:
“Hvad er det, du staar og glyner efter?
Har du glemt noget? Eller hvorfor svarer du ikke?”
“Jeg kom til at tænke paa, om det iløwle ikke var det bedste, te vi lod det drive, indtil vi hen ad Vinteren fik den sorte Ko solgt; for det er jo en knap Tid med Penge, ved du.”
“Vist skal vi ikke lade det drive,” svared Trine energisk.
“Det er jo nu, naar de lange Aftner kommer, te en skal ha nogen Lige af den, og ikke henad Foraaret, naar en ingen Lys brænder.
Tho nu troed jeg endda, te en havde faaet dig ved æ Sind; men du er jo ikke af den Slaw, der rider samme Dag, de sadler.”
“Naa, naa!” bad Søren.
“Lad os nu ikke staa og trædes om det.
Naar du tror, vi kan undvære Pengene til det, lad mig da saa i Guds Navn hjøbe den.
Men hvis de nu ingen har -?”
Her slog Trine en høj Skranne op:
“Ja, det skulde være det jennest!”
Hun lo endnu højere:
“Aa, Søren, du er da en sølle Baanrøw!
Fordet du nu tykkes, det er saa sjælden en Ting, saa tror du, det er lig’saadan for andre.
Nej, du skal ikke være ræd, mi Faa’r; har du kuns Penge, saa kan du tro, te der har de Lamper, saa det gryler.”
s. 153
For ikke at døje flere af Trines Skoser skød Søren Døren sagtelig i og pampred af Sted mod Byen.
Søren Sejbæks Hjemkomst var ventet med den største Spænding af store som smaa.
Trine følte sig endnu ikke helt sikret imod, at han ikke kunde faa Nykker paa Halvvejen, og gamle Anders havde ligefrem Kuldegysninger ved Tanken om en saadan Helvedesmaskines indførelse i Huset:
“Det kan sprænge os alle sammen i Luften, før vi ved et Ord af det, saadant noget Dæwelskram!” havde han sagt og slaaet Døren haardt i efter sig, sidst han var inde i Stuen.
Men Børnene glæded sig inderligt til at skue dette nye og vidunderlige, der havde været i Stand til at fremkalde saa modsatte Meninger.
Det var allerede ud paa Aftenen forinden man hørte den umiskjendelige dumpe Lyd af Søren Sejbæks slubrende Skaftestøvler.
“ih, Gud ha Lov, nu har vi vor Far!” udbrød Trine med en let Hjærtebanken.
Alle Børnene stormed mod Døren:
“Far, har du faaet Lampen?” raabte de i Flok.
Selv de mindre glemte at gjøre deres sædvanlige Spørgsmaal om Kræmmerhuse, som de ellers aldrig forsømte, naar Faderen vendte hjem fra Byen.
“Men saa lad da vær, i store Sloger! i river jo i mig, som skulde i rent splitte mig ad!” sa Faderen i en venlig afværgende Tone.
“Ja men, har du faaet Lampen?” brølte de paany imod ham.
“Ih, ja da! tho det var jo det, en var gaaet efter.”
Nu faldt en tung Sten fra TrInes Hjærte, og hun gled ud I Kjøkkenet et ØjeblIk og ordrede PIgen tIl at sætte Sørens LIvret: Brødpandekage paa Ilden.
“Naa, lad os saa se, Søren, hvad du har faaet ud af din Gang,” sagde Trine med et nyfigent Smil, da hun atter var kommen ind i Stuen.
s. 154
“Ja, det hér er, fandenmæ, Sager!” sagde Søren, kjæphøj ved at se al den Spænding og glade Forventning, hans Komme vakte.
“Men hold nu jer smaa Nalliker ved jer, Børn; for dette her, det er sgu nøj, en skal være forsigtig med,” tilføjed han alvorsfuld.
Nogle af de mindre klatred dog fra Bænken op paa Bordet, og med Tungen spillende mellem Læberne kigede de ned i Kurven med en vis Gysen, som vented de at se et glubende Uhyre paa dens Bund.
Trine traadte nu hen til Kurven og aabned behændigt men forsigtigt for alle Pakkerne, mens Børnene stod i Stimle om hende med aabne Munde.
“Vil i gaa væk, i Unger,” sa hun bydende til den Sværm, der havde besteget Bordpladen.
i kunde komme til at ride det ned paa Gulvet.
Det er ikke Narspøg!
Se til, i kan trække Tæerne til jer!” og hun gjorde en stor affejende Armbevægelse hen over Bordpladen, saa 2-3 af de mest nærgaaende bumsed ned paa Bænken.
Dog gav ingen sig Tid til Hylen; snart var de atter paa ret Kjøl, og alle havde de de smaa blanke Øjne fæsted paa Moderens adrætte Hænder.
Thi hvad var det ikke for herlige Ting, hun hanked op af den gamle, snavsede Spaankurv, mens Manden stod ved Siden af med skrævende Ben og fortalte med endeløs Vidtløftighed, hvorledes han var løben fra Herodes til Pilatus, før han endelig fandt den Fasovn, og hvor han paa det indstændigste havde anmodet Svenden om at pakke alt omhyggeligt ind, saa det ikke skulde gaa i Gras paa Hjemvejen.
“Nej, har man set Mage!” udbrød Trine mere og mere straalende.
“i Dag har du rigtignok været en flink Mand!
Hvor den endda er knøv! Det er da Postelm?” sa hun og holdt en blomstret Beholder i Vejret.
“Nej,” sa Mette – Tjenestepigen – der ikke kunde dy sig, men maatte linde paa Kjøkkendøren for at kige med:
“Det er Glas, som de saadan har smurt over med noget; for saadan var ogsaa Jens Krænsens.”
s. 155
“Aa, du ser mig sgu ogsaa ud til, som var du saadan smurt over med noget,” sa Søren drillende.
“Faar jeg snart en Bid til Føden?”
“Ja, lige meget; kjønt er det nu, saa det kan forslaa noget,” fortsatte Trine sin egen Tankegang.
“Men hvordan faar en det nu sat sammel?
Det maa du komme og vise os, Mett.”
Mette var netop i Dagens Løb af sit Herskab bleven sendt op til Jens Krænsens for af forfarne Folk at blive sat ind i Lampetænding; for en kunde jo ikke være forsigtig nok med de Dele.
Omsider fik man Stykkerne samlet, Glasset omhyggelig pudset og hele indretningen anbragt i Loftkrogen, som Søren havde boret for med en Proptrækker i Mangel af et Fretbor.
Nu nærmed sig det alvorsfulde Tidspunkt, da Vægen skulde stikkes an.
Det var Mette, der paa Grund af sin formodede større indsigt i Faget var blevet udset som Offer.
Med en let Skjælven i Knæerne traadte Synderen hen til Bordet og udstrakte sin Haand efter Tændstikæsken.
Gamle Anders havde for længe siden taget Vejen ud af Stuen med sine Værdipapirer i Brystlommen.
Han skulde dog ikke have noget af at sprænges i Luften den Tiddags, sagde han.
Trine trak sig bly om bag Kakkelovnen.
Børnene stod paa alle fire med tilbagetrængt Aandedræt og Øjnene paa Stilke – helt ude paa den yderste Kant af Bordpladen, parate til at lade sig dumpe ned under Bænken ved den mindste mistænkelige Vending i Forholdene, ogsaa Søren havde i sidste Øjeblik humret sig til en Side.
“Tho her er jo da … ikke noget … at være . . . ræd for,” sagde Mette med en ilde dulgt Tænderklapren.
“Vær nu endelig forsigtig!” kom det fra Trine bag Kakkelovnen.
Hun var bleg, men fattet.
Mette rev en Tændstik.
To Rollinger dumped af Forfærdelse ned paa Bænken, og den øvrige Flok sad med de raadvildeste Stilkeøjne af Verden.
s. 156
“Nu i Guds Navn!” lød det samtidig fra Søren og Trine:
“Prøv saa, Mett!”
Mette nærmed langsomt og med skjælvende Haand den blussende Tændstik til den svagt frempippende Væge.
Et Øjeblik var der en Stilhed i Stuen, saa man kunde høre et Støvgran falde.
Kun det gamle Ur i Bænkkrogen hinked videre paa det slidte Hjulværk og slap Sekunderne med hikkende Metalsmæld over i Evigheden.
Trine stod med Hænderne op for Ørene, som vented hun hvert Øjeblik noget forfærdeligt.
Men intetsomhelst skete.
Tændstikken brændte ud, uden at Vægen havde fænget
Hjærterne slog atter regelmæssigt rundt om paa Borde og Bænke, men der var i denne Ro blandet en Hoben Skuffelse.
“Men hvad! Vil den ikke brænde!” raabte Søren fortørnet.
“Har det Kjæltringkram givet mig saadant noget forbandet Skidt!
Saa var de da heller ikke bedre værd, end at en kyled dem det lige i Planeten igjen.”
“Ja, tøv nu lidt!” sagde Trine, der atter var traadt ud fra Kakkelovnens Skygge. “Lad os da ikke ta saadan paa Veje.
Det er naturligvis ikke Lampens Skyld, men vi andre, der ikke forstaar os paa den.”
En ny Tændstik blev afreven under mindre Spænding, men med samme magre Virkning.
Søren banded grummeligen.
Ogsaa Trine saa ret modfalden ud. Paa een Gang udstødte Mette et Frydeskrig:
“Jamen – – -”
Hun kunde ikke komme længere for Latter, men krummed sig hen over Skamlen, slog sig paa Laarene og skogred, som skulde hun himle.
“Men hvad Fanden skal den Flannien betyde,” sa Søren, der fandt Sagen altfor alvorlig at skjæmte med, da disse Penge øjensynlig var ligesaa godt som slængte i Kjelden.
“Jamen, Jøsses, vi har jo ingen Olie hældt paa den!”
s. 157 fik Mette endelig stødt ud, mens hendes Barm hopped som en Skade under Livstykket i det ene Latterudbrud efter det andet.
Nu var det de andres Tur til at le, og under en Række spøgefulde Bemærkninger blev Petroleumsflasken baaren frem.
Snart klukked den fede Olie om Kap med de to Kvinder og den ene Søren, og atter greb Mette efter Tændstikæsken.
Men nu havde de let det meste af Spændingen af sig.
Ved den gjentagne Fingereren var de bleven fortrolige med Dyret. De var nu snarere tilbøjelige til at anse Lampen for en godmodig Fyr, der havde holdt dem alle lidt til Bedste.
Ogsaa Rollingerne var rykket den nærmere paa Livet, og da Mette paany retted Lunten mod Fænghullet, gjorde hun det med den Ro i Blodet, der erhverves ved Bevidstheden om, at man ikke staar ene.
Og nu fænged den som en Mis.
Men da Flammen først var kaldt til Live og Mette ikke straks var Mand for at trykke Glasset ned over den, viste det sig, at man alligevel langt fra havde rystet al Banghed ud af Fingrene.
Udviklingen gik med stærke Skridt hen mod en Krise,
Mettes haarde FIngre famled I BlInde omkrIng Skruen, men da de endelIg fIk fat, gav hun den en saa forsvarlIg Tryksejsten tIl den forkerte SIde, at Flammen rakte sIn rødsorte Tunge kvarterhøjt I Vejret, hvad der bragte ForsamlIngen tIl at udstøde et saa rædelIgt SkrIg, at Mette skrækslagen slap det hele og gav sIg I det Sted paa KvIndevIs tIl at vrIde sIne Hænder foran Ilden.
i Aanden saa hun allerede Gaarden i Aske for sin Fod.
Flammen arbejded sig stadig højere og højere til Vejrs; den strejfed nu Loftsfjælene. og en kvælende Os drev ind under Bjælkerne.
Børnene vræled, som havde de alle en Kniv i Halsen, og de tre voksne havde i skjøn Forening lagt Hovederne fra sig hver i sin Mørkekrog.
Trine skreg paa en Dyne, og den hovedløse Mette stod allerede med Favnen fuld af Sengeklæder, færdig til at slænge dem ind mod det ildspyende Utyske, der hang der og dingled skjødesløst paa sin Krog.
s. 158
Da tændtes der pludselIg ved Skæbnens Gunst en Funke af BevIdsthed I Sørens bævende Indre.
Forholdsvis mandig skred han frem mod Lampen og kneb den saa eftertrykkelig i Skruen, at den aldeles sluktes, saa Omgivelserne, der før havde staaet i lys Lue, nu indhylledes i Bælgmørke.
Denne pludselige Overgang havde en saare beroligende Virkning, og alle Tudehorn tav øjeblikkelig bomstille.
“I er nogle rare Høns!
I var fandenfo Ikke bedre værd, end at I skulde ha en ordentlIg LInIng Hug paa jer Bælle Ind ad en Kant, saadan som I staar og fomler med det forbandede Kram.”
Der var ingen Tvivl om, at den forpinte Sjæl, der i det dybe Mørke kom til Udbrud gjennem disse trøstefulde Ord, var Sørens.
“Kan I snart faa en Praas tændt!
En kan jo ikke se sine egne Fødder i det Brandmørke,” lød det fra samme Hjørne.
“Ja, ja!” sagde Mette blidt, “du har da ikke behov saadan at skovraabe; tho der skete jo ingen Skade.”
“Da var det, min Salighed, ikke din Skyld, din Kopatte!” støjed Søren videre; disse og lignende Udbrud bidrog saa godt til at dulme hans egen Ængstelse.
Saa gik han i Lag med Lampen, for nu havde han faaet nok af deres Viderværdigheder, sagde han.
Og faa Minutter efter sendte den vidunderlige et strømmende Lys ud over den lave Stue, saa enhver Gjenstand laa badet i dens Straalebundter.
Og Trine gik trippende omkring som en æggesyg Høne og stilled sig prøvende snart i den ene Krog, snart i den anden, og alle hendes Ord forvandled sig til Lovtaler paa hendes Læber.
Ogsaa gamle Anders gled omsider ind ad Døren, saa et Øjeblik mistænksom og hovedrystende paa Tingesten og gik derpaa stille hen og lagde Værdipapirerne paa deres vante Plads.
Og Børnene krøb paa alle fire lige hen under den og saa med blanke, beundrende Øjne ind i dens gule Flamme.
Og bred og magelig og med korslagte Arme sad Sørens. 159 Sejbæk i Lænestolen ved Kakkelovnen og tog mod Hyldest, fordi han til syvende og sidst dog var den, der havde faaet “Spektaklet til at fonstre ret.”
“Ja, se I det, Folkens,” sa Søren:
“Det er Tavet, te det kommer an paa!”