Logo for Dialekt gruppen på Jenle

Grethe Funch’s

Indtalinger

Ja, Lykken søen tepas for tow

Udgivet: 7. jul. 1902

JA, LYKKEN SØEN TILPAS FOR TOW

Ja, lykken søen tilpas for tow
den mo’en skam ta rap ve;
den skjenkes kons te husbehov
og det endda så knaple.

Kjærestbrev

Udgivet: 12. Aug. 1925

Kjærestebrev

Se så haar a fåt mi Rov i Hus –
Det lower aalgodt i æ Kjan –
No kommer a så med mi Boj, bette Mett,
Te gywt wos det ka vi no gjan.

Æ Spilmand ka foes Battemejmarkensdå,
Hwis do ka blyw færdig mæ dind.
Og saa skal vi sleges og kyss og vær glaa
Og dans med Kind’ imud Kind’.

Der stor en Bed’ paa mi Narmarks-Towt,
Han er så blævrendesd fied;
aa slagt den Bels te wor Bojel bitte Mett,
skal blyw ret en skjønne Plasir.

Af Hawr mi Laad nu er stappende fuld,
Mi Awl er bjerrer hwer Stjelk;
Men ind’ i mi stow, der er alting så tom,
Nær æ Klokk falder i Sla ved æ Bjælk.

Men drawer do te mæ, mi yndige Pig,
Og dirle med mæ Bysselow,
Så bytter a ikki for Himmerigs Rig
en Plads ved di Sid i wor Stow.

Til min efteraber

Udgivet: 14. apr. 1910

Til min Efteraber

Do bied af mi Kovring
forovn og fornejn;
æ Mad var sgi min,
men æ Måg bløv di ejn!

Æ gammel Snejker

Udgivet: Okt. 1907

Æ gammel Snejker

Der gor en Mand mell’ Grønning-Knold’
— vi letter po wor Hat —
hans Mind’ vil Salling læng’ behold’,
— den letter po si’ Hat.
Æ Blæst ka’ flyw’, æ Storm ka’ bus’,
det rokker ett den Snejkers Hus’,
men letter po wor Hat. —

Han er lidt rynked i æ Bark,
— vi letter po wor Hat —
men inderst ind’ en hwelle Knark,
— vi letter po wor Hat;
og stil ham mud en Timmerdyng’,
da ka’ do trow, hans Yws ka’ syng’,
— a letter po mi’ Hat!

Han haader Brændvin som æ Dæwl
— a letter po mi’ Hat —
og saå do ham handtir en Hæwl,
do letted po di’ Hat. —
Æ Sommerdaw’ han haar æ trunt,
ved Vintertid’ da gor han rundt
og letter po hans Hat.

For hwer en Knot, for hwer en Knast,
der stented mud hans Hat,
for hwer den Diel, han haar slaan fast,
vi letter po wor Hat.
Wor Tap ska’ dripp’, wor Øl ska’ skyll’!
A trowr saagi’ hans gammel Møll’
no letter po si’ Hat.

Her staar vi i den Snejkers Stow’
og letter po wor Hat,
ja for ham sjel og for hans Frow’
vi letter po wor Hat;
for aall’ de Daw’ og aall’ de Or,
der glaadle kam’ og laangle gor,
vi letter po wor Hat.

Djævelen på sjov

Udgivet: 1923

Djævlen paa Sjov

Tho en ka jo vær saa uheldig aa fo Fremmed som en -om a maa sej æ søen – gjån vild ønsk ad Helvede te; søen tinker a vval osse det war, den Gaang de i Hywsle1 fæk Besøg af den Slemm.
Jow, det fortæles jo po den Maad, te det war en Fastelavnsmande, der bløw holdt stur Liegstow i jen aa Byssens Gord.
Der bløw danst og drukken wal, og æ Kwot bløw nok heller ett forsemt; og de her Kwotspillere skal ha wot da saamøj brølhord te aa band; og det er jo lig æ Dæwl hans Handel.
Som de lied Slampere’ sejjer søen og tæsker i det moged Kwot og hwer Ywblik læ den bitte Mand ryw og flyw, saa skal Gaadsens Kaal ud aa fur’ aa.
Det war en begswot Awten med Drywwand, og som æ Kaal kommer uden æ Dar, ka han – nær han søen skaalmer hen for sæ – lissem skimm en Skyvels, der skrijer agter og fram forved æ Vinnier.
Æ Kaal, der trowed, det war jen aa æ Egns Folk, der vild mej te æ bojer i æ Liegstow, sejer:
“Godawten! Væsegued aa gaa ind ad æ Dar”.
“Manne Tak!” sejer den naaen.
Saa stikker æ Kaal i Rend ad æ Staald te og tinker ett mir ved det.
Da han haaj gin æ Hejst og er kommen tebaag, blywer han ett lidt fornumred ved aa si den sainm Persown ino go og stork under æ Taagdrip.
Der war nok osse nue af dem indenfor, der war bløwn forund’red ved aa si dæ hæ Rumpen glid og glid forved æ Vinnier og somti legg en laang, bleg Ansigt imud æ Rud og log ind i æ Liegstow, som for aa komm atter, Invad dér gik for sæ.
“Hwad!” sejer æ Kaal, “gor do ino her og slonter? Itho, go da ind ad æ Dar!”
“Manne Tak”, swor den Fremmed, men han gik derfor ett ind, men stod og flired, som vild han ha æ Boj tredje Gaang.
Æ Kaal bløw en Kon sær ved æ og sejer:
“Men hwi gor do saa ett ind?”
“Manne Tak!”
No to’ han, syrenmæ, ett flir Urd men smutted ind ad æ Dar forved æ Kaal.
Han op i æ Liegstow, men’ han ku ta!
Og no ka I trow, æ Pigger de bløw swungen, saa det betyd’ nøj!
Han war en swær ynde og stavelired Kaal for Ansiels, og I ka trow, han kun følle æ Repetis!
Han war i æ Dans som en Lopp po en Glød’, og hwer en Pigbaaen, han bøj op, hun hwirrelt øwer æ Gwol som en Søsselkon
Men det war iløwle ett æ Dans aaljen, der sto ham for æ Hued.
I lans Tanker haaj sgi annesteds Ærend. Og far nue jen véd en Urd aa æ aa sej’ haar han saa Faawel te æ Liegstow og sejjer no og spiller Kwot, sammel med de hæ Slurier”, der haa sejn og raaft po ham saalæng.
Dér war han kommen mell hans Gamlinger!
Aal de hæslige Band’er og lied Smodæwwel, der uafladelig pulst”’ ud aa æ Hals af de her Kwotspillere, det war lig nøj han ynded. Og som han kund vend æ Kwot! Og han war, migi, gued aa ha te Makker; for han vidst jo po en Prik, hwor æ Trumfer so.
– Men atter søen en Staånds Mud saa kund æ Fyrer mærk, te der mot vær nø Fini ved æ, for æ Klører – de forswand hwerjen aa æ Stamm.
I søde Nawn, hudden haaj des sæ! – De halv aa æ Kwot bløwjo henn! De fækjen jawed under æ Burd med en Vegi æ Haand.
Han kommer op saa bleg som en Lik. For aalle Klører i æ Spil ligger sprej o æ Gwol rundenom dæ her fremmed Skinting.
“Aae”, hwisked han, der haaj wot nied med æ Lys, “a er, brølmæ, rej for, te det er den Slemm sjel! For po den jen Fued haar han nøj som en Hejsthow’ og po den naaen bryder der nø laang krumm Klører ud aa æ Støwlnies, og dem haar han guednok slawn om den jen Burdtremm!”
No kan I trow æ Kwotspillere war bløwen nø bette Kaal.
Sjel om de wal aalle haaj sit ham far, saa vidst de nok, hwordan den Slemm sku si ud.
Te ett han kund styr æ KJører i æ Kwotstamm, det war jo ett a undres øwer, for aalt hwad der søen er i Kos – det hlatter fræ ham.
No, æ Skjewl er jo aalle laant henn, og de haaj jo saa banded ham te sæ!
No mott de si sæ for, hwodden de bløw aa med ham!
For han begynd guednok aa blyw dem lowle nærer. Og han lo sæ forlyd mej, te jen af hans Makkere vild i det mindst kom te aa gjør ham Følleskaf, inden æ End to’. – Som godt war, haaj de ett laant te æ Præjst; helsen kund æ misajn ha bløwen knowred nok for dem, æ Swend’!
De fæk da Boj te wor Faar; han kam osse, og det bode i hans Kjowl og hans Kraw’; no war æ, karenmæ, æ Dæwl te aa frøjt for hans Trøj.
For æ Præjst han sto po “Guds rene Urd”; han war et forfar. Han to’ en Frit ved æ Bjælk og lig i æ Hjørn aa æ Vinnisbly der burer han en Hwol som en Knapnolshued.
Og sajn, om ett osse æ Kaalsen mot harrud aa ’en!
Men Gud spaar jen, for en Døen, der bløw i æ Stow, da æ lied Aadsel war maant der igjemmel!

Et flot kast

Udgivet: 1923

Et flot Kast

Jow stæl fræ hinaant, det vild æ no, æ Maag, – men tho det er der endle osse anne, der vil – og forliges øvver en Dartrin, det kund æ heller ett.

Søen mødtes tow Gordboer en Awtenstaånd, hwer med en gned Borren Halmbrøjjinger po æ Nakk, lidt nurden Traannm’ Kjerkgo.

Naa, det gor hwerken war be bejer end de kam jo te aa skjær sammel da saa læstele om det lier Halm, omsi’e knnd æ Mund’ ett gjør æ ud, men æ Næwer maatt te aa klaar æ Facet.

Men hér er den jenn den naaen saa øwerhaånds’ i Kræfter, te han tar ham lig i æ Kåsilken11 og kyller ham saa høt i Luften te han støwter nied en Stød vejsten for Kowernp Kjerk, og det med en søen Skaltaarn, te der hløw en sturige Grawuel i æjurd, der atterhaånd fyldtes med Wand og hløw te det, \i sind haar kaldt Taastnm Sø.

No er Traannm Kjerkbakk en grumme raar Stej aa hwist nøj fræ sæ po, men kyll en Mennesk – sjel om han er bette – en styw Mil igjemmel Luften, det ska der no iløwle majte Kaal te!

Hwad miner do, Jens Daalum? Do haar jo wot Tøndtæsker og haar heller ett wot med dem hjamsk hwad Kræfter angor.

Nej saamænd”, swored Jens Daalum og so ud øwer æ Hied mod Vrow’ Kjerk; anne tøt moskisæ” han so mod Resen, der er Annegs.

For Jens war møj skjelywed”, saa han ku sajtens kik den Mil forkirt.

God igen

Udgivet: 1923

God igen

Jow, det war te Tier en wanskele bette Kaal, den Nis, men imellstaånd ku han osse vær grumme gued a’ sæ.

Men han vild jo gjøres en bette Krumm1 ud aa for hans Guedhied, og tho, de’el en naaen jen wal osse, nær det kommer te æ Stvkk!

Hans Grød Ywlawten – dem vild han no ett goes fræ mej, og Smør i æ Grød, det war osse en saa” Ret; bløw det forsæmt, saa vidst en aalle hwad æ Morris ku hætt po.

Og det skuld en wal heller ett tøkk’, der war formøj for aa go og si po en I Hosben’ si Bejst en Or om?

Søen fortæles der om en Gordbonis der holdt te i jen aa æ Gord’ hernied i Trøwed”.

De haaj faat dem en nøj Pig, og hun sku saa te aa dryw nø Fjanterads med sølle Nis; saa da hun Ywlawten ska te aa law ham hans Grød te, legger hun æ Smør po æ Bund’ aa ’æ Sætt; med æ Ma’stok hjunsler hun saa æ Grød derovenopo; søen sætter hun æ Fad ud po dje Logwol.

No, æ bette Vratling” kommer og ska te aa smumme de her Grød i sæ, som han war faale hægend atter; men da der for ham aa tøkk” ett er saa møj som jen Smørkaw’ i’em, blywer æ Spirris1’jo saa und”, saa han hwinter, hugger æ Skir lig imud æ Laaedar og faarer ud ad æ Nøds og drejer æ Hals om po tow af dem villest Kyer, de haaj i æ Gord.

Og da han haaj udretted det Stykk Arbed, saa selier han sæ tebaag ijen ind te hans tar Grød. Han to’ nø gued Skjeffel, for han to’em i’æ Gal.

Men ret manne haaj han ett tawn, far æ Smør begynder aa kwæld op fræ æ Bund. – I hwa’ wa’ det her endda! Saa war der jo iløwle Smør!

Endda møj Smør, ja, mir end han nowti haaj faat i hans Grød!

Haaj han no her undlywed tow saa herlige Kver, nær æ Folk haaj gjord saamøj ud af ham!

Ih føj for en Vesen endda! Æ bette Vennek so og bløw aal beveged.

No, han tæmt da æ Skoel for æ Grød og visked sæ lidt om æ Skjck; – men det ka I lig sej’ aa: det bløw en urolle Næt for Gordbonis, søen det bundted nøj!

Han ud i æ Land, aal det de smo krumm Bjenn kund traw, fræ Nøds te Nøds, øwer den hal’Jyllen, – om ett der sku’ sto en Par Kyer jestejes, der lignt dem, han haaj møwred

Og Syrren slaa ham! om ett han, inden æ Dawskjar kam, haaj funden, hwad han søjt: jen Kow po Mos og jen i Thy; dem fæk han po æ Ryk, harans! hjem te Trøwed med dem, og de stjendød Aasler i æ Bos’ for dem, han haaj knævven!

Men da æ Daa war po Sky, og æ Pig’ kam med hinne Stripp og skuld te aa lin æ Jøwer” po de her nøj Kyer, saa vild dejo ett sto still, de war nøj kjelle ved æ Patt, war jo wuen te en naaen Malker; og æ Pig to’ po og bløw nøj værkele”.

Men hette Nis war osse her ved æ Haånd og hwisked te æ Pig, nær hun ga væst aa æ Saws, for aa gjør hind mir rolle:

“Ti still og ett kny, for den jenn er fræ Mos og den naaen fræ Thy.”

Odins jæger

Udgivet: 1923

Odins Jæger

Det en snaar war mjest ræj for som Bøen war det her, de kaldte æ Wojnsjeggere.

Og det war nøj jens Muer indprented wos lig fræ Baaensbien aa: “Pas endle po, Bøen, nær I gor aa vrøder ved Nættetider atter jet eller andt, te I ett kommer te aa fløjt.

Fløjt om æ Awten det mo I ett gjør, for alt i Verden er!

Saa kan æ Wojnjeggere komm aa ryw jer mej i Luften, og I sie aalle æ Jurd mir.

No er æ læng sind a hør æ, men i faroms Tid’er nær a gik dernied ved æ O’ med æ Togger, lig møj hwad Vejlo, der blæst po Sky, mjest i den tredje Mørk, nær æ Ørred gor op fræ æ Fywr”, da haar a høt æ manne Gaang.

A kaast mæ o mi Lyw saa laang a wor for Rejning og lod æ Togger dryw Fanden te Sorre!

A haar wot æ liisse nær, som a no er jen af ijanner. Det kommer gjan som en Piven fræ Nordvejst og drywer ad æ Sydowst.

A haar høt dem, der vild sej, te det sku vær Knarregjes.

Knar-re-gjes!

Sikken bespottle Taal! Det war helsen nø slem Gjes!

Somm Stejer haar en hør, de haaj rejn splitt en Stud ad.

Nær a som Hjorddreng mott ud aa lied atter en Lam i fremmed Sown’ og a war bløwen silde tefaes”, saa kan I trow, a haaj ett mir Mued end te mæ sjel, nær dæ hæ begynd aa pief øwer æ I Hued af jen!

Men tho Worherr haar da bewaar mæ te den her Daa.

De sejer jo, te det war en Mand derind fræ Wojns, der war bløwen da søen iband atter æ Bøss, te han ett tytt han knnd omvær’en for aldrig det; mott han blyw ved aa jaw, som hans Lyst war te, – osse atter de haaj putt ham i æ Jurd – saa kund de gjan ha bode dje Himmerig og dje Helvede for ham.

Det war jo en sær bespottle Urd aa læ sæ forlyd mej.

Og te han no mo flyw igjemmel “Luften te Dommensdag”, derfor haar han sæ sjel aa takk.

Men Gud naad den, der ska mød ham! – Han er aaltid tefaes po en kwolswot Hejst, en Bøss i æ Haånd og en Flok hujend Hund i aa Hæel.

Det er jo æ Hund’ dje Piven, en ka hør, nær æ Kramm ett ka følle med æ Helmes.

De ka helsen godt law Skaarstykker, de hæ Hund’. Det er jo sjalden, de kommer inden Dar’, men det ka da passir, og saa lawer de jo en forfærdele Vejlo og en Mollør, te Gud spaar wos!

Men de kan ett komm annestejer ind, end hwor der stor tre Gaefoven Dar’ lig øwer for hweranne; men dér flywer de osse igjemmel, saa det Hiele bewerister.

Søen war æ jen Stej, der war æ Kuen ilaw mej aa brygg hinne Ywløl1’.

Hun haaj faat æ Wot færdig og no lukker hun saa æ Dar’ op for aa suel hinne 01 – det forstor sæ.

Med det samme er osse æ Wojnsjegger allat!

Og hiele det rædle Pati flywer lig værles igjemmel æ Hus og det røwes og draawes og to’ po, saa æ Hus, si Stolper de waggier som Pilwoller.

Og da æ sølle Kwind kam ud i hinne Bryggers og skuld te aa si nyw atter, saa lo det Hiele i jen Smadderblatt.

Og æ gjewwe 01! – lig fræ den villest Kaar og te den mindste Stripp – fuld af Hundhor og Skidt og Maag øwer det Hiele; saa det vvar lig te æ Swynkaar hvver ewig Drip!

Ja, en ku græd øwer æ! Æ sølle Kuen stor der med hinne baar Hinner og haar ett saamøj som en Drip 01, te hun ka vær bekjend aa byd en Mennesk Ywlawten!

Hwad det war æ lied Skuel søen javver omkring atter, det haar a lidtle Ved” om.

Der er nowr, der sejer, te han jawer atter Ellpigger, den Slaw, de kalder Slattenpatt.

Det kan jo godt ha si Rimmelehied.

Det war nok saamøj faale, som han war hord ved den Slaw; ja det war snaar aamøj.

Søen fortæler de – a udgir æ ett for andt, end det er – te nær han no haaj fanged søen Par Ellfrower, saa knipped han dem sammel red dje Hor og lod dem hæng nied, jen ved hwer Sid aa æ Hejst si Saadl; snaar som kund æ ha wot en Par anner vild Fowl.

Saa det laader te aa haa wot en møj skumsk Persown”.

Slottet i Fly

Udgivet: 1923

Slottet i Fly

Men det er sgi ett det jennest, der er aa fortæl om Fløj. De haar, missen, osse hat dem en Slot der i æ Bøj, det er saa møj sikker! No er det ett andt tebaag aa en end æ Navvn, men den er da i Behold den Daa i Daa, som enhwer ved.

Søen en bette Stød1 vejsten æ Kjerk, der er æ, en mo søg æ Plads.

“En Kongeslot eller befæstet Borg” – det er saamøj vis! For manne Or sind, da nue dér grawed i æjurd, fand de osse guednok bode Mur og Kalk og en Masser Brokler.

Men hwad der snaar war det aalvillest’ – imell all det andt fand de osse tow brølstur Pwothængsler, og sjel om de war grim raasted saa to’ ingen jo da fejl aa, te de haaj, karenmæ, ett wot bestemt te aa sej i en Husmandsbrakk. Nej, sajn, haaj de ett! Tho den hæ Borre den haaj saa lejn alisid med Fløj Sø, det vi no kalder Flæskidamm.

No er der jo hwerken Sø hæ Damm, men engaang war her saamø Wand, te de sejlt i æ med Orlogsskiwe!

Da haaj de en Kong i Fløj og jen i Skyw.

Det kam jo op aa slaas saa værles det ska æ jo wal pas; og jen af dem bløw undlywed og kaast i en Hyw, der legger ved det, vi kalder Skjelhyw.

Kong Harald det war hans Nawn; men om det war ham, der war Kong i Fløj heller det war hans “kongelige Gefærlighied” fræ Skyw, det haar a aalle kund fo æ Greef aander.

Men der kund osse gjån blyw andt aa kikk atter po Fløj Hied.

Lidt vejsten for, hwor a bowr, legger der nø Wold’ og nø Værker, som de kalder Swartsstow, og dér vil de guednok sej, te æ Swenskere ska ha hat dje Kotir.

I mi Skueldaw da war der en Væs”, som vi Knejt gik og ærred hinaan mej.

Den war søen:

Syeby Bøj sak i Døj,

Kowerup kam op ponøj.

– Kaarup Dyefdaal,

Taastnm Knygsaaend.

Fløj – den forbandede Tywbøj!

I Vrow’ er de saa growk

I Vristed er de saa driste.

I Søwl er Hwermand snøwl.

1 Saal – gjennes dje Kokk te aa gaal

fjowten Daw, far de kommer aa æ Skaal’.

Tho det er jo ett fri for, te den gammel Sej er nøj nærgoend mod Fløj.

Men haar de dernied i Fløj i faromgodaw” osse hat en jenle Tywbælle aa draawes mej, saa ka I da skjønn, aa hwad a no haar fortal jer, te de osse haar hat det imell dem, der bowner nok saa møj.

Ellefolk

I mell aal anne “gudskafte Væsner”, som de Gammel haaj aa draawes1 mej, saa war der jo osse nøj, te de kaldt for Ellfolk.

Det vild gjan hold te hvvor æ Bund war nøj wande – i Ængi hæ Kjar’ og anne sid Stejer.

Nied i en Daal po Trøwed Østertowt nø fo Fawn’ø sønden æ Vrål1 der lo der i mi Præjstdaw en Hyw, og det vidst de Gammel aa fortæl, te her haaj sgi æ Ellfolk dje Bow

Det ku gammel Søren Nargo snakk mej om, ja, ’sajn ku han saa!

Han war kommen te Pampren hjemad en silde Awtenstaånd. Det gik jo laangsom i de taang Træsko; hwa, Søren haaj jo Tid te aa ta æ Vej med sæ.

Nøj swirend haaj han jo nok wof; det tinker a wal.

Og saa skal æ jo ett go hwerken ward hæ bejer, end da han kommer forbi dæ her Krumm Hyw, saa reser en sæ op lisse værles po fir’ glowend Pæl’, og ind under æ bette Hyw der myldrer æjo af dæ her smo Kanniser”, der mored sæ, danst og spøjt og slo op i syndig Maad’er; og den skjønnest Musik en ku ha for æ Ører!

Og somm sjowed og somm drak – men der war osse anne der kjemmed æ Bøen dje Huejer med bette smo Messingkaamm. Og gammel Soren han sto aal fornumred i æ Læjerbowser og seglt og smogrinned te sæ sjel og so po de her bette Proser og aal dje Firmen-ved.

Men po jen Gaang opdawed dejo, te de er belured; og det er nøj af det væst, de ved.

Og far han ka fo æ Træsko drejed om ad den rett Straag, saa haar han æ hiele Myldr om æ Ører som en Swarm Hwewser.

Og det røw og det bied og ga ham hwer Kjevop, saa han ku godt ha spytt en Tænd.

Det war vis den jennest Gaang, te gammel Soren haaj hat tront; æ Skovbotræsko war jo ett søen aa faa slawn i Gaang; tho han war jo en gammel Mennesk den Gaang, Soren, og -som a saa’ – nøj swirend owen i æ Handel; og endda det ett war mir end jawnhen mørk, saa war det ligmøj hwad det mott gjeld, saa ku han ett find æ Vej hjem!

Æ Gord lo da ett mir end en Par Bøssskaad fræ dæ hæ speddelsk Hyw.

Men det war lig møj hwad han strabesired sæ, de her stut Kjarknold, æ Kram haaj faat ham ind imell, kund han ett komm væk fræ ijen foraalle det, men trilt ikold hwer Ywblik, op ijen lisse sor, ijen tæsked imud æ Jurd; og hwer Sanskaag saa det sang, nær han lo nied!

Der kund de her smo Pøjkere rigtig komm te aa legg Daller te ham!

Saa æ sølle gammel Mennesk trowed, te de skuld rejn ha paated ham; han war da lig ved aa gaa fræ æ Snøws.

Endlemol kam han iløwle fræ æ Knold’ og op po dem hyw Awer; her smed han æ Træsko og to te Sprøng atter æ Gaadsled; mir død end løwend fæk han æ Dar røwen op ind te dje Forsti og fæk en da osse slawen i, inden han sak om.

Her kund han da endle bego sæ for æ Kram.

Og her fand de ham om æ Maan imell æ Foer saa simpels, te det war faale.

De trowed jo no hwer jen, te det war æ Ronnivejjer, der haaj bukked ham – og han haaj missel osse bio Stejer o æ Bælle! – og han saa haaj lejn og dremt det Hiele.

Men det vild gammel Soren no ingen Taal hør’ om, og han kund beskryw dem hwer Ting lisse grangivele.

Men æ Ellfolk og dje Handtiring – dem kund Soren no iløwle læ vær aa log’ atter en naaen Gaang.

Syv stakke

Udgivet: 1923

Syv Stakke

Se, hwormanne Nisser der end war, skuld en iløwle aalle find mir end jen po æ Stej.

Det war saa lig møj, om æ Gord war stur hæ bette; søen war det no bløwen skjewt, og det kund ett vær annerledes; for haaj der wot flir, hworden skuld æ vær kommen terett med hinaant?

For saa møj nø bette ildworre’ Kram war æ jo.

Søen lo der en Stej alisid en Præjstgord og en Herregord.

Og de haaj hwer si Gordbo, som Taalen er.

No kund æ Præjst jo ett hiel klaar sæ i Awl med æ Herremand, hwad der jo ett war aa und’res øwer; men det kund æ Præjst hans Nis no ikki fordrage.

Søen stor der jen Atteror syw skjønne Stakk po æ Herremand hans Towt men baare fatte fem po wor Præjstes.

Aae, som den Nis han ærret sæ! Han kund i Maanskjen sejj aa kig’ atter de her Stakk, som æ Herremand haaj, te hans Øwn rend i Wand ved æ.

Ja, som det bette Morris da war misuenle!

Saa en mørk Næt – saa kund han sgi ett hold sæ i æ Skind længer.

Men kjek! saa war han krawlt aander den villest aa æ Herremands-stakk; han reser en i æ Vejr po dæ her bette krumm Bjenn og begynder aa hæfler aa me’en; det war jo æ Mjenning aa æ, te den skuld herrøwer po æ Præjst hans, inden æ End to.

Kund han fo det rigtig bostavired, saa haaj de hwer sæjs; det tøt æ bette Løjnør, te søen war æ ret skjewt. Men Skam kam atter æ!

Lissem han er aalbejst i Gaang mej aa faa æ Stak hæffelt te sæ, saa kommer jo æ Herregosnis – de haar æ Øwn med sæ, de Kaal sjel om Nætteti’er! – og han war saa gal te han stied !

Om han ett lig vild drej hans grim Nies den naaen Vej og bær dje Stak tebaag, hwor han haaj knæwen’en!

Nej aalle Taal om den Ting! Søen vild den Bette ett slipp, hwad han haaj faat Hæws po.

No; det kam da te aa slaaes saamøj værles!

Den jenn brujt en Harre og den naaen en Plow; saa der wanked helsen jawnhen gued’ Singelduser! En mo jo undres øwer, te de ett fæk hinaan rejn og baar maskerired.

Tesidst war de da osse saa udgjord som en Par Kokkywlinger, nær de for Aller haar wot opp aa toppes.

Det war knap de kund kryw tebaag hwer te sin’.

Da æ Folk i de to Gord kam op om æ Maaen ku de da i al Verden ett forsto, hwad der war gawn a’ dje Stak te æ Herremands, te den sto henn mødt mell æ Gord’ og kund hwerken komm teframm hæ tebaag.

Der war jo nok en Par bette Kanniser, der kund ha gin Beskejn, men hwor de war henn den Tiddaws, det war ett godt aa sej; for de haaj jo hwer for sæ faat mir end nok aa blæs po.

Syv Stakke

Se, hwormanne Nisser der end war, skuld en iløwle aalle find mir end jen po æ Stej.

Det war saa lig møj, om æ Gord war stur hæ bette; søen war det no bløwen skjewt, og det kund ett vær annerledes; for haaj der wot flir, hworden skuld æ vær kommen terett med hinaant?

For saa møj nø bette ildworre’ Kram war æ jo.

Søen lo der en Stej alisid en Præjstgord og en Herregord.

Og de haaj hwer si Gordbo, som Taalen er.

No kund æ Præjst jo ett hiel klaar sæ i Awl med æ Herremand, hwad der jo ett war aa und’res øwer; men det kund æ Præjst hans Nis no ikki fordrage.

Søen stor der jen Atteror syw skjønne Stakk po æ Herremand hans Towt men baare fatte fem po wor Præjstes.

Aae, som den Nis han ærret sæ! Han kund i Maanskjen sejj aa kig’ atter de her Stakk, som æ Herremand haaj, te hans Øwn rend i Wand ved æ.

Ja, som det bette Morris da war misuenle!

Saa en mørk Næt – saa kund han sgi ett hold sæ i æ Skind længer.

Men kjek! saa war han krawlt aander den villest aa æ Herremands-stakk; han reser en i æ Vejr po dæ her bette krumm Bjenn og begynder aa hæfler aa me’en; det war jo æ Mjenning aa æ, te den skuld herrøwer po æ Præjst hans, inden æ End to.

Kund han fo det rigtig bostavired, saa haaj de hwer sæjs; det tøt æ bette Løjnør, te søen war æ ret skjewt. Men Skam kam atter æ!

Lissem han er aalbejst i Gaang mej aa faa æ Stak hæffelt te sæ, saa kommer jo æ Herregosnis – de haar æ Øwn med sæ, de Kaal sjel om Nætteti’er! – og han war saa gal te han stied !

Om han ett lig vild drej hans grim Nies den naaen Vej og bær dje Stak tebaag, hwor han haaj knæwen’en!

Nej aalle Taal om den Ting! Søen vild den Bette ett slipp, hwad han haaj faat Hæws po.

No; det kam da te aa slaaes saamøj værles!

Den jenn brujt en Harre og den naaen en Plow; saa der wanked helsen jawnhen gued’ Singelduser! En mo jo undres øwer, te de ett fæk hinaan rejn og baar maskerired.

Tesidst war de da osse saa udgjord som en Par Kokkywlinger, nær de for Aller haar wot opp aa toppes.

Det war knap de kund kryw tebaag hwer te sin’.

Da æ Folk i de to Gord kam op om æ Maaen ku de da i al Verden ett forsto, hwad der war gawn a’ dje Stak te æ Herremands, te den sto henn mødt mell æ Gord’ og kund hwerken komm teframm hæ tebaag.

Der war jo nok en Par bette Kanniser, der kund ha gin Beskejn, men hwor de war henn den Tiddaws, det war ett godt aa sej; for de haaj jo hwer for sæ faat mir end nok aa blæs po.

Vi går i fare, hvor vi går

Udgivet: 1923

Vi gaar i Fare, hvor vi gaar

I ved jo wal, te der er nøj de kalder Ellfolk.
Det er søen nø bette Grasværk, der løwer i æ Mueser og Kjar og søne wod Stejer.
Men der er osse nøj, der hied Ellpigger; det er no hiel andt; nø lied forførisk Kram, som I her ska hør.
Søen war der jen Gaang en Kaal – ja tho han war osse fræ Hywsle; – ja, han war da nøj i Familli med ham Skjelle-Jerrik, I ved. –
Han haaj wot nøj sille tefaes – tho han war lowle hægen atter æ Kwot – no war han da saa po æ Vej ad Hjemmen te og haaj faat den laang’ Bien godt oforaa.
Men lig som han stegler forbi en Hyw, som der aaltid haaj wot nø Nekodemus ve – den lo søen lidt ind po æ Awer’, – saa er æ, som der kommer skrid’en en Par Kwindfolk ud fræ dæ hæ Hyw, – lisse laangsom, – alstill hen imud ham!
Det war aal det, han ku si dem bevæg æ Fædder. Han blywer aal sær ved æ, det kan da enhwer forsto.
Men far han ved Urd aa æ aa sej, er de kommen alisi med ham og haar hwer tavn ved en Aarm a’ Fyren, og de klemmer te, saa det gor ham lig te Marre og Bien! Og han maatt væsegued og go imell dem.
De gjord ino ett andt ved ham end de klemt da saamøj værles; men han war rej, te de sku fo dje Aarme om hans Lyw -for de war søen lowle sleg – og der war han ett vis po, han ku tol æ Knog.
Æ Swed hawit jo nied a’ ham, og han sprekulired frem og tebaag, hwordan han da skuld blyw skild ved de Malorisser.
Det war j o nok æ Straf for æ Kvvot, tint han. I Avvten war æ da ham, der haaj taft – bode Øel og Ærm”, – men det ku altsaa ett klaar æ, Gud naad’ ham!
Te al Held kommer æ sølle Kaal imedlergodlaw” te aa tink ved en Salm, han haaj lær, men han gi te Præjst.
Han begynder lisse rolle:

Jeg gaar i Fare, hwor jeg gaar,
min Sjæl Skal altid tænke,
at Satan allevegne staar
i Vejen med sin Lænke;
hans skjulte Helvedbrand
mig let forvilde kan,
naar jeg ej paa min Skandse staar,

jeg gaar i Fare, hwor jeg gaar.
De Urd, det mærker han i æ Aarme med det samm, – dem ynd’ de her Pigger ett!
Og han blywer ved, saalaant æ Væs vil rind ham i Mind:
Jeg gaar i Trængsel, hwor jeg gaar,
mod Synden skal jeg stride;
om Gud med Korsets Ris mig slaar,
det skal jeg taalig lide – –

No war der snaar ingen Klemmen aa mærk, og han blywer ved, det bejst han haar lær:
Jeg gaar til Døden, hwor jeg gaar
og ved mig ikke sikker,
ej nogen Dag og Time, naar
han har mig alt i Strikker.
Et lidet Aandefang
kan ende al min Gang——

Jeg gaar blandt Engle, hwor jeg gaar,
de skal mig vel bevare;
slet intet Satans Magt formaar
i saadan Himmelskare.
Bort Verdens Suk og Sorg!
Jeg gaar i Engleborg!

Trods nogen rører mig et Haar,
jeg gaar blandt Engle, hwor jeg gaar.
Jeg gaar med Jesus, hwor jeg gaar,
han har mig ved sin Side – –

Længer kam han ett!
Mir vild dæ hæ to’ Skivelser ett hør. Det ga en Ryk i æ Kaal hans Aarme, saa det swej hiel op i æ Skaaldre, saa haaj dje Pohæng End, æ lied Kram! – De haaj gjord omkring.
Æ Kaal vender sæ lisse virm.
Jow, dér skrej de afstej, tebaag te dje Hyw!
De haaj wot saamøj nø ynde Kwindfolk for Ansiels, saalæng de haaj æ Frampaart te ham, men no baagfræ aa si, war æ da saa møj nø lied Hjaanier18, ja osse ret nø Wonhejringer19.
Og det bode opp og nied’, og huel i æ Ryk, som en Dejnkaar’20 det war de oven i Handel!
Men æ Kaal, der war kommen ud af den Klemhærk – han war glaa, saa det bundted nøj – og den Awten da han war kommen ad æ Seng – det kan I lig stuel opo:
Da glemt gotten Kaalsen ett aa løs hans Fadervor!

Dronning Margrethe

Udgivet: 1923

Dronning Margrethe

No to’ Jens Daalum fat og saa’:
“Saa vidt a ka blyw klog po, hwad do no sidst lo og fortal, saa æ den Wojnsjegger vis ett and Kong Wolmer sjel, ham de aal si Daw haar kaldt for Valdemar Atterdag, for det der med ham “atter kam Dag te Danmark”.
A haarwal hør, te han sku hawot lowle slem atter Kwindfolk, men te han ligfrem skuld ha dem søen i Knipvis po hans Ridhejst, det trowr a no der er nø Firri ved ’.
Og hwad er osse det for nø Plewer’, te han sknid ha nøj aa skaff med Wojens herind i Salling!
Folk ka da osse hætt po saa møj!
Nej, men hans Dætter, Dronning Margret, det er missel en hiel anden Sag.
Hun er kommen møj po den her Egn i hinne Walmajtsdaw’.
Det er der nok der tyder po.
Ud po Fløj Hied’, der stod dæ hér faale Sla’ imell hind og den swensk Kong, ham Albrekt – det haar I da nok høt sej aa?
I laar I ett!
Nej ung Mennesker det lærer ingen Ting i wor Daw!
Men vild I engaang go med mæ, da skuld a, sajn, vis jer æ Plads.
Den, der vil si nyw atter, kan saamøj godt den Daa i Daa find de Hwoller i æ Hied, hwor Margret haaj bode hinne Lejr og hinne Hejststaald.
Og hinne Hejst’ dem maa hun ha gjord møj ud aa, for dem vild hun ha wanded med det lettest Wand, der war i Danmark, og det skal vær bløwen funden i Skajbæk, en bitte Krumm O’, der løvver den Daa i Daa er.
Ja, den Margret, det vvar saamøj en slinde Kwind! Det haaj hun hwer Graån atter æ Faar.
Den Næt, far hun tørnt sammel med den swensk Kong, da ska hun ha hat hinne Kotir po Ejstedgord, og far hun og hinne Følle rej i Sla, lod hun vend æ Skow under aal æ Hejst’, saa trowd jo de Doggerhuejjer a’ no Swenskere, te Margret war rejn te æ Gord i det Stej, hun war rejn derfræ. Imen æ sjelle Sla sto po, war hun kravvlt op i jen aa æ Glamhvvoller i Kobberup Kjerktorn.
Her kund hun lisse granne sto og øwerkikk det Hiele.
Dæ hæ Albrekt, ham æ swensk Kong, han war rejn i æ Sla po en kridhwid Hejst.
Men han war en sølle Fillifut, han taft snaar æ Hued.
Æ Danskere, her mødt po Fløj Hied, – her war de hjemm po dje egn; der kund de, dænenmæ, styr dem, æ Swend”!
Æ Fjender, det rend som for al Ondt; støwt øwer æ Mueshwoller, baare det kund rej’ æ Bælle!
Men Margret hinne Kaa, det war før Swend’!
De drøw æ Fjender for ved sæ som en Flok Foer; ud i Swonsø Mues, under lot Laag” med æ!
Ja, Gud spaar wos, hwor de maskerired dem!
Og da æ sølle Kong so, te æ Sla vild rejn go ham imued, -saa – hwad han haar aa gye, hans kjønne hwid Hejst den lær han skyd for æ Pand, æ Indwold’ ud aa en, og saa kravvlt han sjel ind i dje Stej.
Der trowed han, han vvar hyt, sølle Taari
Men Margret – det war en granne Pig’, søen det dut nøj; hun war, karenmæ, ett søen aa narre.
Hun haaj hat æ Øwn med sæ, der opp i æ Kjerktorn.
Hun kam i Flywspring lien øwer æ Hied ofor ved hinne Ryttere.
Og hun fæk dæ her sølle Kong trækked ud aa æ Helmus og gjord ham te hinne Faang. Her hjalp hwerken Løn hæ Bøn!
Han bløw i Linki før te Koldinghues; der ska han ha faat æ saamøj ynkele.
Nær Margret vild ud aa rid, saa mott den her sølle Kong op af hans Faanghwol og legg sæ nied po aall fir, imen Margret saat hinne Fued opo ham og brujt ham te Springbrædt for aa kom i æ Saadl. Ja, Jøsses, sølle Mennesk!
Haaj Margret en rigtig nydle og hægend Bej for æ Nies, bløw æ, far det kam ind po hinne Burd, fired nied i æ Hwol te æ Kong, men aalle saa sor, te han haaj faat æ Ryeg aa æ, saa bløw æ trukken op ijen, og han ku’ saa sejj og gnaffel po den Endskal jenne Brød, der war aal det hans Tafel bestod aa.
Og det holdt æ sølle Knog æ Lyw ved i manne Tid’er, saalæng de ett skor ham æ Rind aa æ Brød – for æ Brød si Kraft den sejjer i æ Rind’ – men da de saa osse to den fræ ham, saa kund han ett hold te æ længer.
Saa mott han laad æ Lyw; og det war wal osse det bejst en ku und’ ham.

Tyrene stanges

Udgivet: 1923

Tyrene stanges

Men no vil æ fortæl jer en Histaarri, som a hør, men’ a tjent derud i æ Vejsten.
Det war i en Bøj i æ Nærhied a’ mæ, te der en Daa gor en Buend og flytter no Foer henn’ po nø Ud-awer2.
Lig med Jet stor dæ saa en bette gro Mand ofor ved ham og sejer:
“Hør, Fallil, vil do gjør mæ en Tjennest?” “Ja, det kan godt vær”, sejer æ Buend. “Hwad skuld den besto i?”
Jow, sir do, a bovvr no i æ Hyw, en ka si derhen mud æ Hied.
I den næjst Hyw bowr der en Mand af samm Starels; men han og mæ vi er no bløwen ujens og kan ett komm terett om wor Sager, hwerken for ledt hæ møj.
Og imaaen ska vi saa te aa slaaes, og det ka gjån komm te og go po æ Lyw løs.
Hwissemensti1 do no po den og den Tiddaws vil go hen øwer de Awer’, saa vil do faa Yw’ po tow Tyr’’, der stor og bødles6; den swotbroged det er den Skuel mi Nobo.
Den rødbroged det er, saa mari, mæsjel.
Og no er æ justemint a vild be dæ da saa mindele om aa ha en Fork i di Haånd, og skuld æ saa vis sæ, te a ett ka klaar mæ, vil do saa ett nok løf di Fork i ham æ Skumpi – den swotbroged?”
“Da ska a endlemoel osse tjen dæ i det!” swor æ Buend.
No, det gik hwer Krumm, som den bette Gro haaj saa’.
Æ Daa atter, da der hæ Búend ijen war ud ved hans Foer, sir han tovv saa møj brølstur Tyr’, der stor og stikkes da saa dæwels imell bæjje de her to’ Hyw, og da æ Buend haaj stawn og glowed po dje Strudjen en Stø Ti og han ka skjønn, te dæ her med det alføst vil go hans Mand opo, saa tar han ett flir Urd, men han render te og dæmmer dæ hér rædle” Fork saa værles lig i æ Lyw a’ den svvot’, og han gir jo en Brøl fræ sæ, ret saa æ Hyw’ de danst for æ Buend hans Øwn!
Lig i det sjelsamm war bæggi Tyr’ henn, og det bode med Lok og Top!
Men den næjst Daa, da æ Buend ijen gik og glynt ud po æ Towt, saa kommer han te aa spark te sønen pæn bette Stykk Kaarwon, en Gryd, brejfuld a’ smo rød Stjen; og da han ret for æ Brikker spjelked an”’, saa er dæ her Stjen jo jenne Guldpeng.
Og det kan nok vær, te æ Mand bløw hentawn!
Det war jo saa nøj, den bette Gro haaj saat aa te ham, søen en jenle bette Kjendels, fordet han haaj wot allat med hans Fork, da dæ her forskrækkele Slaasen war ved aa go æ Kannis opo.
Aaeja, saamænd, ja!
Der er ingen der ved, hwad lykk en ska ha!