GODDAW  IJEN

Udgivet: 18 Dec.. 1919

Goddaw ijen

I folk, der gaar der sønderud,
jer skuld vi nødde glemm !
Vi saa æ fræ wor søndle Rud,
hwor haardt I var i Klemm.
Hwad der af Folkerued vild op,
det fæk I øj, far det saatt Top.
Saa bløw den Trang,
I høj te Sang,
en Bevren i jer Stemm.

I saates ved en Uddesid,
hwor der war slem med Træk,
hwor I maatt læ jer ryw aa slid
og si jer Lykk swind væk.
Den Træk, I fæk der søndenind,
den swej te mier end Marr og Skind !
Hwer Dawswns Daa
jer Hjerteblaa
bløw snerted af den Vind.

Og nøj gik op, og andt gik nied,
og nøj gik rejn i Syk,
For Øwerwold den splitt jer Kied
skjønt I saat Ryg mod Ryg.
Men jen ting holdt: Jer Bondemol !
Tros Wand- og Brød- og Mulkt og Skrol,
Proces og Bank
i Skuel og Skrank –
den flytt sæ ett en Flyk !

Mi Hjat den blywer ret så blød,
nær a tær tink opo,
te ud aa aal den Wold og Nød
jer Sprog ha kunn besto.
Det Sprog er hwerken Plat hæ Tysk,
nej det er redle Vejmelsjydsk
Det war æ han søjt
med Lys og Løjt, –
Gendarmen stram og brydsk !

Det gjewwe Vejmelssprog ! Dem Fin
de regner’t ett en Krumm,
for det de jen Gaang er så ”fin”
– og også wal ledt dumm – –
Det Sprog ska vi faa te aa kling,
saa det ska syng i Hjat og Bring
po Folk, der er
og – gir Worherr !
po dem, han vil ska komm !

Kom snaar herhjem ! Kom øwer æ O
og læ wos find hinaan,
da skal Alverden undres po,
saa warm vi end ka haand !
Og juvles – frelst fræ Prøjjser-Tysk –
”Godaw ijen” po Gammeljydsk –
den Daa wor Haab
po Hurraraab
ska stig mud Himlens Bla