God igen
Udgivet: 1923
God igen
Jow, det war te Tier en wanskele bette Kaal, den Nis, men imellstaånd ku han osse vær grumme gued a’ sæ.
Men han vild jo gjøres en bette Krumm1 ud aa for hans Guedhied, og tho, de’el en naaen jen wal osse, nær det kommer te æ Stvkk!
Hans Grød Ywlawten – dem vild han no ett goes fræ mej, og Smør i æ Grød, det war osse en saa” Ret; bløw det forsæmt, saa vidst en aalle hwad æ Morris ku hætt po.
Og det skuld en wal heller ett tøkk’, der war formøj for aa go og si po en I Hosben’ si Bejst en Or om?
Søen fortæles der om en Gordbonis der holdt te i jen aa æ Gord’ hernied i Trøwed”.
De haaj faat dem en nøj Pig, og hun sku saa te aa dryw nø Fjanterads med sølle Nis; saa da hun Ywlawten ska te aa law ham hans Grød te, legger hun æ Smør po æ Bund’ aa ’æ Sætt; med æ Ma’stok hjunsler hun saa æ Grød derovenopo; søen sætter hun æ Fad ud po dje Logwol.
No, æ bette Vratling” kommer og ska te aa smumme de her Grød i sæ, som han war faale hægend atter; men da der for ham aa tøkk” ett er saa møj som jen Smørkaw’ i’em, blywer æ Spirris1’jo saa und”, saa han hwinter, hugger æ Skir lig imud æ Laaedar og faarer ud ad æ Nøds og drejer æ Hals om po tow af dem villest Kyer, de haaj i æ Gord.
Og da han haaj udretted det Stykk Arbed, saa selier han sæ tebaag ijen ind te hans tar Grød. Han to’ nø gued Skjeffel, for han to’em i’æ Gal.
Men ret manne haaj han ett tawn, far æ Smør begynder aa kwæld op fræ æ Bund. – I hwa’ wa’ det her endda! Saa war der jo iløwle Smør!
Endda møj Smør, ja, mir end han nowti haaj faat i hans Grød!
Haaj han no her undlywed tow saa herlige Kver, nær æ Folk haaj gjord saamøj ud af ham!
Ih føj for en Vesen endda! Æ bette Vennek so og bløw aal beveged.
No, han tæmt da æ Skoel for æ Grød og visked sæ lidt om æ Skjck; – men det ka I lig sej’ aa: det bløw en urolle Næt for Gordbonis, søen det bundted nøj!
Han ud i æ Land, aal det de smo krumm Bjenn kund traw, fræ Nøds te Nøds, øwer den hal’Jyllen, – om ett der sku’ sto en Par Kyer jestejes, der lignt dem, han haaj møwred
Og Syrren slaa ham! om ett han, inden æ Dawskjar kam, haaj funden, hwad han søjt: jen Kow po Mos og jen i Thy; dem fæk han po æ Ryk, harans! hjem te Trøwed med dem, og de stjendød Aasler i æ Bos’ for dem, han haaj knævven!
Men da æ Daa war po Sky, og æ Pig’ kam med hinne Stripp og skuld te aa lin æ Jøwer” po de her nøj Kyer, saa vild dejo ett sto still, de war nøj kjelle ved æ Patt, war jo wuen te en naaen Malker; og æ Pig to’ po og bløw nøj værkele”.
Men hette Nis war osse her ved æ Haånd og hwisked te æ Pig, nær hun ga væst aa æ Saws, for aa gjør hind mir rolle:
“Ti still og ett kny, for den jenn er fræ Mos og den naaen fræ Thy.”