Logo for Dialekt gruppen på Jenle

GAMMEL JEHANNES HANS NØJESVIS

Udgivet: 18. Jan. 1914

Gammel Jehannes hans Nøjesvis’

Æ Klokk’ haar slan’, æ Or er gan’ —
en nøj vil rist si’ Ving’;
den haar en gylden Kied’ te somm’,
en Sel’ te flir’ dje’ Bring’.
Æ Kokk’ ka’ gaal’ dje’ Kraaser krumm’,
men ingen ved, hwad Or dæ’el komm’.
Aa-e-ja!
Hwem der en jenle Kik mott’ ha!

Men render end di Klokk’ i Sto,
Worherr’ haar jen, der gor!
Den sæd’r æ Tid, nær aalt ska’ gro,
og toler ett det stor.
Aak, fæk a søen en Nøjesgaw’,
da vild’ a gled’ mæ aall’ mi Daw’.
Aa-e-ja!
A fôr den Ot, som a ska’ ha!

Men helsen er der fo tefreds
ved denne Verdens Bued,
far de fôr min og anner djes
rajt grundig o æ Jued.
Men kund’ enhwer bestemm’ æ sjel,
da skuld’ I baare si en Spel
— aa-e-ja!
hwad Nøjesgaw’ enhwer vild’ ta!

Mi Nobo Mowns han vild’ no drikk’
fræ Maan’ te Awtensend’,
saa do kund’ po hans Øwn prikk’,
imen’ æ Glajs han vend’;
en Kuen der villig bor for Burd’,
en Bimpel som en Oxehued’,
aa-e-ja —
det war den Gaw’, te Mowns vild ha.

Wor Slagter han haaj ett imud,
te Folk vild rigtig fraas’,
te vi gik forlænds te æ Burd
for ret aa fyld’ wor Kraas’;
det war hans Handl aa si opo,
te stue Swyn de od dem smo,
aa-e-ja —
det Syn han lig’ ku’ lid’ aa ha!

En Skræjers Nol haar gued’ Kor,
hwor „Hold-ijen” er henn’;
en pyntsyk Kwind’ i hwer en Gord,
en Flok af skjødløs’ Swenn’,
en nøj Slaws Mued’ hwer Maanedsdaa
— da er æ føst, wor Skræjer er glaa;
aa-e-ja! —
æ Regning — den fôr do og a!

Wor Smed han blæser uden Row
og ønsker uden Len,
te aall’ wor Plag’ mott’ smid’ dje’ Skow
og komm’ te ham ijen;
og kyrer do di’ Plow i Gras —
da ved a jen, det er tepas —
aa-e-ja!
tho grassed Plow si’ Smed mo ha!

Wor Tækkimand, der fæk æ ild’,
om ingen gjord’ ved Hus’,
a tinker wal, han gjan’ vild’,
te Kjørmes Knud’ sku’ bus’,
saa hwer en Tot af Taag mott’ flyw’
og fust si’ Vej fræ Skaw’ te Skyw’ —
aa-e-ja!
det vild’ den Træjring gjaen ha!

Wor Snejker ber om Low aa law’
en Kist’ aa putt’ dæ i,
der aalle jen Stej skuld’ dæ skaw’
men blyw jawn laang og vi’;
en søen jenle bette Hyr’
no men’æ Row det er saa dyr’-
aa-e-ja,
den vild’ wor Snejker gjaen ha!

Wor Krormand hwøwter i hans Dar,
han gir saa nødde Slip,
saalæng’ di Paang er nueting ward
og do ka’ syk en Drip.
Men drik di sidste Øg af Staald —
da fôr do snaar hans: „Guj i Wold!”
aa-e-ja —
det jennest Gued’ di Krormand ga’!

Wor Prokeraater plot’ mæ nær,
det gik lig’ ad æ Skind;
men læ’ ham mød’ med den Salær,
nær sidst’ Instans gor ind.
Da kund’ en moski fo si’ Peng’,
men da ’r æ drøwn søen lowle læng’
aa-e-ja!
da vild’ a nødde hans Plads ta’!

Wor Degn han synger faale falsk
i Amen ved æ End’.
Han slaar æ Knæjt’, og han slaar dwalsk,
det mo di Pejr bekjend’;
men gi’ hans Kuen’ te Ywl en Aând,
saa spaarer han det kje-re Baân!
Aa-e-ja!
men âandløs’ Bøen braa Haak mo ha!

Wor Præjst — han viger ett en Tomm’
Frræ Trowens san-de Urd.
i Synd’re mo putt’ i hans Lomm’,
og den er jawnhen stur.
Men nok aa gywt’ og nok aa døef,
saa fild der Hawr i æ Præjst hans Krøef’,
aa-e-ha!
en Gjewt den Præjstlomm’ da ka’ ta’!

Den Krigskaa’l, der er no po Mued’,
han er en Landeplaw’;
hwad der skuld’ komm’ wos aall’ tegued’,
ka’ han guff’ i hans Maw’,
og Sor og Hordhied, Blod og Kri
han vild’, æ Land sku’ dejgnes i.
Aa-e-ha!
Det bløw en stywle Dram aa ta’!

Nej, a vil ønsk jer Lykk’ og Fred,
saalæng’ enhwer ska’ løw’,
saa ingen gjør den naaen Fortræd,
hwad Ondt han end mo døw’;
te Byg mott’ bær’ og Row mott’ grow,
og hwer mott’ malk’ si’ egen Kow,
aa-e-ja —
for søn’ en Lykk’ wor Lyw vi ga’!