Logo for Dialekt gruppen på Jenle

FAA’R OG SØN

(Fra Gl. Jehs.’ Bivlskist.)

Udgivet : 1912

FAA’R OG SØN

En næt vaawner Abraham op af hans sød søwn og tyt, lissom der war jen, der raaft paa ham. Han letter sæ op paa æ aalbo og lyder: Tho det war da underle, nu sak æ hiel hen! Saa haaj æ wal iløwle wot nøj, han haaj dremt. — Der war endno ett nø mindsel af daa. Æ kok gaalt paa æ raan, æ maan skjared paa æ kalgaarddig, og en ræw to ynkele afvej jesteds ud mell æ hiedbakker. Abraham lod ijen hans hued syk imud æ pud og fild i dumsen. Men nu war æ der anden gaang, og det lig te det skingred i æ bjælker:
“Abraham! Hører du ett! Det er heropp, en kalder paa dæ!”
Nu kan I trow, Abraham bløw wogen.
Den stemm kjend han. “Aae bette, søde Worherr, nu kommer a!”
Abraham hwist hans hæl øwer æ stok og sto med hans gammel baar fedder paa den kold gwol, imen æ røst bløw ved:
“Du haar en jenle søn og faar wal naple flir. Ta ham ved æ haånd imaan den daa, og mød mæ paa æ offer-hyw i Moria krat; du ved, hwem a er!
A er bløwen lied ved di lam og di fied beder, mi faa’r, nu ka du komm og gi mæ Isak!”
Abraham sto, som war han bløwen howormslawn. Kund æ vær Worherr hans mjenning? Bette Isak — hans jennest baa’n, hans ywstien, ham sku han nu legg ød! Det haaj Worherr saa te ham, og han plejed ett aa sej nøj mir end jen gaang!
Abraham sto’og bløw aal sølle; han mærked hwerken de kold stien under hans baar’ fedder, heller æ nætkuld, der begynd aa søg ham. Det war knap, han kund sans aa find ad æ seng ijen, og søwn war der aalle aa tink ved. Søen laa han og vent paa æ dawskjar, imen manne bedrøwele tanker gik gjemmel hans gammen hued.
Aalle saasnar det begynd aa lystes, saa han op og ud og faa æ kreaturer ponnied te, inden de sku te drawen.
Sara vownt og fand hans lej kold.
Ih, det war da en sær tid aa staa op paa; hwad kund han ha aa gaa og rimstir atter den tiddaws?
Nu kam han ind i æ bryggers. Ih, hør te ham, nu slef han en knyw paa æ dartrin!
Hwad haaj han aa brug knyw te? Vild han te aa slagt? Det plejed da gjån aa vær hinne bestilling.
Saa war han ijen ud ad æ dar, og Sara fild hen, da hun ett kund følle hans traj længer.
Abraham haaj nu gjord aalting istand te æ tur; en
øg sto for æ stowda, hwor en swend sto og holdt ved æ mul aa’en.
Abraham gik ind i æ kaminer te bette Isak.
Nu war æ halles lyst af daa, saa en kund begynd aa skaalm det jet fræ det aandt derind.
Abraham gik hen imud æ baa’ns seng.
Der laa han og sow saa trolle med hans rund, rød kinder nied i æ pud; hans jen bette fud stak udenfor æ dyn.
Abraham to hans bette sped haånd og kaldt:
“Ka du vown, mi baa’en! Du sku gjån med di faa’r ad æ bøj.”
Men den bette war laant henn, saa æ faa’r maatt te aa taal høt te ham.
Det haaj æ muer lejn og hør! med det samm sto Sara i æ dar:
“Men hwad er æ, du haar for? Vi du da ryw a baa’n op af hans søwn den tiddaws?”
Abraham haaj gan og list saa forsigtig, han vild jo ett, hun skuld’ ha vidst nøj om æ.
“Aa, det war nøj a laa og tint paa i næt, Sara. A faar ingen row i mi sind, får a haar wot opp i Moria og tal med Worherr, og der skuld a gjån ha ham mej, for en jenle gaang.
Æ vejlo er jo da ogsaa saa skjøn.”
“Ham mej! Te Moria! Dér plejer du jo aalle aa ha ham mej; han er jo aaltfor bette te det,” saå Sara.
“Ja, søen tint a ogsaa får; men nu finder Worherr maaskisæ, te han er stur nok!
Men gaa nu ind, bette muer, og staa ett dér og ta kuld i di baar bnned.”
“Hwitte kommer i saa tebaag?” saå Sara.
“Det ka a bejer sej dæ, Sara, nær du sir mæ ijen.”
Med den beskejen maatt hun list aa.
Naa, de kam te dalren. Det war den skjønnest maånstund, en kund ønsk sæ.
Æ suel skjenn og æ fowl sang; men hwad kund det rør Abraham? Han haaj jo hans egen taang tanker aa gaa op ad bakker mej.
Hwer jenneste jen krést de om æ baa’n dér, og det der sku passir i daa.
Hwor læng haaj han ett gan og vint paa den søn! Tesidst haaj han næsten slan æ af hans tanker, for Sara war jo bløwen en møj gammel kwind.
Men saa war Worherr kommen te og haaj gjord dem den sture gled.
Aalle haaj den baa’n nue stund sin wot ud aa dje tanker.
Og han haaj aaltid wot søen en nywle bette knæjt, der helst war ved æ faa’r.
Kjor han ad æ mark med æ stud — æ pisk maatt han aaltid aastaa te den bette; sku han hen og legg æ se — affentow stak den bette æ haand i æ sædløf for aa faa en håndfuld og saå mej.
Og saa sku det nu vær rejn forbi! Hwad Worherr jen gaanghaaj gin, det vild han nu ha tebaag. Isak sku nu rywes fræ ham, ett syg og bleg og hentær; men som han gik dér og dulred med hans klaar øwn og hans rød kinder — søen vild Worherr ha ham.
Abraham vild skywl hans torer for æ bette kytter; men bø’n er tit saa ajtsom øwerfor den slaw; og han bywer sæ ind under æ faa’rs ansigt og sejer:
“Faa’r, hwad er du kid aa? Hwad faa’r?”
“Aa, mi bette sød dreng, der er saa manne ting i verden, som ka bedrøw en gammel mand.
Men det maa du ett tink ved.
Haar du plot aal de bær, du vild? Vil du saa ett op paa æ øg ijen?”
De war stawn aa for aa lenn æ sølle dyr, imen æ vej war saa brat og saaned.
Hwer tagn løf Isak rundenom æ faa’r, to ham snaar ved den jen haånd og snaar ved den naån, kam saa med en blomst og saa med en blank stien, han haaj funden; æ faa’r skuld si æ og føl paa æ hwer krumm.
Søen gik æ tid, men æ vej den steg.
“Faa’r, a vil ett gjør dæ harmt, nær a blywer stur. Vila, faa’r?”
“Nej, mi dreng, det … vil du … vis ett.”
“For nu blywer a da snaar stur. Nær en ka hjælp si faa’r, saa er en da stur?”
Den bette war ijen kommen op i æ saadl. Han so og gynged agter og fram, lejt med æ øg si man, rajt i æ kaarre øwer æ dyr si ryg og fæk nu en stur knyw list op aa æ kaarre. Abraham ta’r en limpele ud af hans haånd og sejer:
“Rør ett ved den lied knyw, bette Isak; den er altfor faarlig for en bette dreng.”
Lidt atter sejer æ baa’n:
“Faa’r, nu haar du rigtignok glemt nøj lijemm.” “Hvad haar a da glemt, mi dreng.”
“Du haar rigtignok glemt en bette lam te Worherr! Hwor skal vi nu faa den fræ; hwad faa’r?”
Abraham skywlt hans ansigt ind ved æ øg hinne lysk, imen han swor æ baa’n:
“Ska vi læ Worherr om, hwad lam han vil nywes mej, mi bette dreng!”
Nu haaj de nowed æ plads, hwor Worherr haaj saat dem stæwn. Det war søn’en kywl dojs, der laa høt øwer al ting, og hwor en ku si ud øwer æ land te aall hjørner; æ suel warmt saa fryntele paa eng’og awr, æ dog drøw nurdenind, æ tog hænd rundenom paa æ bakk’sider, og æ høwder brøld saa kowte og kjælle og rist æ hwonn nied i de doged kjår.
Men Abraham gik som med en spægger i hans sid. Han band æ øg ved en rawt og begynd aa law istand te en aalter. Føst vælt han nø stur stien øwer hinaan, saa låst han æ skottørr og æ brind aa æ øg og laa æ oweno dæ hæ stien. Isak kam slævend med æ stykker te ham, lo te æ faa’r, nær de vild kaåst ham øwer end, tripped og traj og dummelt astej atter mir.
Endle war Abraham bløwen færdig.
“S k a l æ saa vær!” sukked han og saa laangle mud æ himmel.
Men swar kam der ingen aa.
“Ka du legg di hinner paa di ryg, bette Isak!”
Æ dreng war opdrawed te aa lyd; han gjord, som æ faa’r bad ham.
“Faa’r , du binder saa haadt!”
No sto de lig op ad æ stien. Æ baa’n begynd aa skræf:
“Faa’r, det gjør saa ondt! Du haar bunden mi hinner saa haadt!”
Æ faa’r smed ham op med en jenneste taw; æ knyw war lig øwer hans struf.
“Hoj, hoj, hoj! Læd nu dæ her vær nok, Abraham!”
Hans håndled var lissem den var brækked; æ knyw råhed nied mell æ stien.
Worherr haaj ett mint nø ondt med æ; han vild baare ha æ mand saat paa prøw; og den fild søen
haadtlelaaren; da for wos aa tykk!
Abraham løst æ réf af den bette, to ham op i hans aarmer og kyst ham.
Men Worherr fæ jo iløwle hans offer, for en tovle væjjer, der haaj stan og burjed mud en tur’hækk og faat æ hwonn ind, hwor en ett ku faa ’em ud ijen, den maatt jo nu hold for.
Søen bløw Worherr fornywed.
Og saa end’ da hér for den jen som den naaen maaengraad i awtengled!