Et flot kast

Udgivet: 1923

Et flot Kast

Jow stæl fræ hinaant, det vild æ no, æ Maag, – men tho det er der endle osse anne, der vil – og forliges øvver en Dartrin, det kund æ heller ett.

Søen mødtes tow Gordboer en Awtenstaånd, hwer med en gned Borren Halmbrøjjinger po æ Nakk, lidt nurden Traannm’ Kjerkgo.

Naa, det gor hwerken war be bejer end de kam jo te aa skjær sammel da saa læstele om det lier Halm, omsi’e knnd æ Mund’ ett gjør æ ud, men æ Næwer maatt te aa klaar æ Facet.

Men hér er den jenn den naaen saa øwerhaånds’ i Kræfter, te han tar ham lig i æ Kåsilken11 og kyller ham saa høt i Luften te han støwter nied en Stød vejsten for Kowernp Kjerk, og det med en søen Skaltaarn, te der hløw en sturige Grawuel i æjurd, der atterhaånd fyldtes med Wand og hløw te det, \i sind haar kaldt Taastnm Sø.

No er Traannm Kjerkbakk en grumme raar Stej aa hwist nøj fræ sæ po, men kyll en Mennesk – sjel om han er bette – en styw Mil igjemmel Luften, det ska der no iløwle majte Kaal te!

Hwad miner do, Jens Daalum? Do haar jo wot Tøndtæsker og haar heller ett wot med dem hjamsk hwad Kræfter angor.

Nej saamænd”, swored Jens Daalum og so ud øwer æ Hied mod Vrow’ Kjerk; anne tøt moskisæ” han so mod Resen, der er Annegs.

For Jens war møj skjelywed”, saa han ku sajtens kik den Mil forkirt.