Esper Tækki

Udgivet: Ukendt udgivelsestidspunkt

ESPER TÆKKI
EN SALLINGBO-EMPE

A war drøwen te S k y w Bathemejmaikensdaa,

a haaj Peng i mi Lomm og war jawnhen glaa,
a haaj sol en Pa Owner og kjowt mæ en Gris,
a tyt, en war kanter og straag te æ Pris.

Tho søen haaj a halles mi Ærind forretted,
saa a ku saawal ha rat hjem te mi Nætter
og søen kommen te aa staa høt ved wor Muer,
men a er — Gud naad mæ! — ett bejer end gued;
for flyw aa æ Bøj, nær en helsen ka blyw,
især da saa faale en Kjøfsted som Skyw,
komm dogrend te Hjemmen ved Drywdawstidn,
nej, d e t haar æ T æ k k i nu aalle ku lid!

Nej, nu sku der spring en Pa Mark af mi Peng,
æ Gris ku jo sto te D i g i s saalæng.
Naa, a kam te Stagren op ad æ Gaad,
a vild ha mæ en Hivert, men aalting med Maad,
saa trowr a nu ett, det ka gjør wos nø Skaad,
— og nær a haaj faat mæ en jawn bette Kant,
vild a hen og fornyw mæ ved jet heller andt.
En ska ta si Fornywels, imen en ka fo’e.
Bathemejmarkensdaa — da saavidt a forstor —
den kommer ett mir end j e n Gaang om æ Or.

Og Jøsses, hwad er wal ett S k y w for en Bøj!
Det er helsen nø andt end som Aa k j æ r hæ F l ø j
hwor æ Stimmel bløw saat te mæ, som de sejer,
og det kund vær gjord baade ringer og bejer . . .
Men hwad a vild sej jer for sand nu om Skyw:
De haar Hus der paa Lav, te Gud fri mæ! s a a hyw
— om a stod paa mi Tær i mi Støwl saa styw,
a kund fand’nmæ ett now te dje Owr med enRyw!
— Naa, a er nøj stakked og law i æ Saadl,
men helsen en jawnhen faast bette Kaal.

Naa, a drøw omkring, som Worherr han vild før mæ,
som nys a haar saa, a haaj Lyst te aa rør mæ!
Og a kam jo hen for wor Kjømand hans Dar;
h a n so paa en Prik, hwad æ T æ k k i war ward.
Og han bøj mæ ind paa en Dram og en Skro,
a sku søg mæ en Sæd; han vild ett læ mæ go.

Han spur te mi Awling og spur te mi Kuen
om mi Hy war i Hus, om mi Byg lod sæ buen,
Han skinked en Sopen og sjel to a tow
for ett aa blyw klemt af den jen af mi Skow.
Og han krammed ud, Jøsses Bøen, hwor han søjt,
røw nied fræ hans Hylder, saa aalting da røjt,
for Fanden staa i dem, wor Peng ka de løjt!
A kjowt en Kardus der, og a kjowt en Bjedsk,
og a to mæ nokken en Dram ved hans Desk;
og lisom a war sluppen ud paa æ Gaad,
a so, a haaj osse faat Hold o en Skaad,
I véd en Slaws Fisk, der ka ryw som en Kaar.

A war gløj i mi Tanker og glaa i mi Aånd,
a gik som en Kong — med æ Skaad i mi Haånd.
Æ Pigger ku mærk, a war opp i æ Wand,
de pejt paa mi Skaad: „Ska den i æ Pand?“
De grinned og flinned; — det er, som det bør —
æ Pigger de ynder en Kaal med Humør!

Nu, a fild jo ind te æ H u n d h u e d, I véd;
a kjowt mæ en Kaffe og to mæ nøj te’e.
Hwem sejjer dér drutten og loger ved’e Dar?
Wor Snejker N i e l s R y l saa tynd og saa tar,
og sønden for ham lisse laang som en Fork
mi Vringl aa en Nobo den Sluri J e n s S t o r k.
Tho det Noboskaef ku nu vær det samm,
for a maa snaar fød baade ham og hans Lamm,
ifywr de øj mæ mi Hawer hwer Stjel,
saa der bløw sgu hwerken aa mol heller pel.

Naa, a haar sgi aalle ku lid aa vær fjedte;
a bøj dem herran baade stur og bette.
A raaft te æ Vært: „Tho a gir en Kryl,
læ dem dep dje Nep baade Stork og Ryl “

Æ Krowr er en Stej, hwor æ Burd de er beged,
wor Daaler og Mark hænger i ’em som Teger.
Æ Hundhued — a so, han bløw al beveged,
da a bad om no 01 — og det af dem speged!

Vi smumred og gumred og sagelt og sak
og skinked og klinked og drevelt og drak,
men ett te en haaj je det r i n g e s t e Tak
for hwad en so her og fyldt i det Pak.
Tesidst bløw æ Stork da saa vringled og vraang,
fordet a vild ett ha hans Klør i m i Paang.

A betal mi Fortæring, og den haaj wot stur,
a war søen ett mir end jawnhen gued,
da a rest mæ laangle op fræ æ Burd
og lod mæ forlyd med de spidige Urd:
„Nu knævrer æ S t o r k imud Awtensti;
saa maa en nok hjem, men æ Øwn ka si“

Det war lig under Awten, da sidst a kam ud,
der war Lyw i det hiele, i Folk som Natur;
hérud stod æ Stork’ paa æ Skorstjen og knævred,
æ Gjes de nevred,
Og æ Tøser de hwirmt og gnasked og pjevred.

Og hen i en Pwot imell Potter og Gris,
der sang den blind Kræn Powlsen hans Vis.
Og Folk sang jo mej, te de græd i Spande;
a to en Pa Towner og græd med de anne.

Æ Stien war saa wod af de Torer, vi mist,
som en skjødløs Knæjt ku ha stawn der og pist.

A næjter æ aalle: Det er en Fornywels
aa hør saa grussele laang en Beskrywels
om Kjerlighids Fagter og sørgendis Mø,
der nappele hwerken ka løw heller dø,
da hen-des kjer Ven er paa skummende Sø;
og aalle a hører de Towner ijen,
far a tinker paa Kjesten, ilaw a sku hen.

Den blind han trækker æ Towner saa laang,
og vi maa trækk atter med Tænd og med Taang.

Te æ Mand jo war blind, det so en, war sand,
for det stod aa løs paa en Plaad i hans Pand.

— — Søen drøw a omkring imell ølle og fem,
te a saa: Esper Tækki! si nu aa- komm hjem!

Worherr ska ha Tak — skjønt ett a ku sien,
saa fand a mi Pues, og æ Gris war i’en.
Og sjel om saa ett en haaj hat æ saa pyntele,
en to da imud mæ jawnhen fryntele
og punst i æ Pues og lokked saa gryntele.
Nu, a lod æ bette Pegasi forsto,
te a war si Hosben, og nu sku vi go.
Det swored en aalle en Kiren opo.
Og a smed æ Pues med æ Gris po mi Nakk,
og a slunted aa, og æ Gris to tetakk.

Men aalle saasnaar war vi ud aa æ Bøj,
saa slottes æ Løjter, saa slowntes æ Nøj,
og æ halgammel Øwn haaj Hyr med aa slaw’e,
hwormøj der war ret, hwormøj der war kawed,
saa mæ sølle Hjawl gik og vringelt og rawed —
jen Bien o æ Vej og jen o æ Awer.

Men a haaj sgi slet ingen Frøjt for æ Vej,
a vidst, det vild skrid, nær a føst kam i Skrej.
Og a knøgelt aa, — øwer Bakker og Daal —
med æ Gris o mi Nakk og æ Skaad ved æ Haal.

A w a r saa tepas i mi Sind med mæ sjel.
Det snurred for æ Ører med Dans og med Spil.
Te dawle en tykkes æ Træsko er taang,
ijawten æ Bjen war saa lin og saa laang,
te s p r a n g de en Kjerk — de rejnt æ vis aalle —
ett den da i Balling, for den er jo kaalled

Søen skejted a aa, lisse wakker a kund;
i R e s e n a slowes en Graån med dje Hund;
de tyt wal, te haaj a j e n Hund i æ Réf,
saa kund a wal osse ha flir paa Slæf;
men da a haaj sleged dem lidt med mi Skaad,
saa kund a faa Lov te aa gaa paa m i Maad.

A nowed æ Bakk nied te Hagens Møli,
æ Nies godt ofor, og æ Bjen maatt slaa Føl,
og wa’e sæ en Gaang, te de ett fulle mej,
saa slow jo æ Stager en Es o æ Vej.

A snakked te’e Gris, den snakked te m æ,
og somtid saa grynted enhwer for s æ.

Den war bløwen nøj urrise nied ad æ Bakk,
det ga jo nø Skump, og a slow en Pa Flakk.
Men en Dyr ka sær wal læ sæ besnakk,
nær helsen der er Kondovitter ved’en,
og en taaler stabil og geskjeftig te’en.

A saa’, som det war: En sku hjem og vær Gris
for mæ og mi Kuen lidt nurden S k j e r r i s.

En gued Behandling vi bæggi vil und’en,
en sku faa sæ en Lej, som en Baan vil misund’en.
Æ Skowr fræ wor Dowr og æ Rind af mi Brød
sku ’en glaadle bekomm te si salige Død.

Og hwad ’en saa far haaj wot værkle og krotten —
den Taal slo iløwle æ Gris i Lotten!

Tho a vild maaskisæ ha saa ’en nø mir,
men a bløw nø hjamsk, a maatt sætt mæ aa bied.
A vidst, a sku ha en Krumm Krukk i mi Lomm,
en stywle Pæl heller søen kund ’en rumm.

A haaj aalle saasnaar faat æ Krukk te æ Mund,
far det reser en Hvæl, og i samme go Stund
det rammer mi Krukk, saa mi Håand bløw som Bly,
og æ Brændmen det stritt imud Himmelens Sky!

Naa, a haaj nok hør, baade jen Gaang og tow,
te der war nøj Firri ved H a g e n hans Brow.
Der østenfor legger nø rædele Bakker,
og ældgammel Folk de hwisker og snakker —,
snaar er det om jet og snaar om nø andt
fræ den Gaang, de S w e n s k war ud ad den Kant.
Og manne haar mødt — søen gaar da æ Taal —
mell aall dæhæ grimmige Bakker og Daal
en huedløs Sow med en Krøll o æ Haal.

Te nu det war hind, der haaj drøwn hinne Spil,
det tint da æ T æ k k i endlemoll sjel!

Nu, a vil s’mænd ett gjør mæ bæjr, end a er:
A trower d e n S l e m m haar pudsed W o r h e r r
og skaft wos nø Skidt, der staar wos imud,
især nær æ Dramm er bløwen for stur’.

Og heller ved Daa en mandhwolm Kow
end ved Nætteti’er en huedløs Sow,
læ hind saa ha Krøll enten for heller baag,
æ T æ k k i skal ett atter den Slaw aa aag —
Hwad enten det nu war Worr heller Høwed,
saa ka I sgi trow mæ: Mi Hjamskhid war øwer!

Æ Næt war saa swot som begendes Kwol,
æ Møll laa derhenn og brust i si Hwol,
en jenle Fowl ku en hør gik og rylred,
en Vief heller Ryl, det kam da saa sylred.

Mi Ryg, der nys får war saa warm aa æ Gris,
af Angst den med jet nu bløw koldre end Is.
A snapped æ Pues med æ Gris ved æ Mund’,
og op a lod knyg lisse virm, som a kund.
— Det er da saamøj en forbandede Bakk,
og sær da i Mørk, med en Gris paa æ Nakk.

Æ Gris den grynted og péf uden Len.
A tyt, der war nøj, te der grynted ijen!
— søen lokked og grynted og héf i mi Sæk.
Saasor a stod still, a høt kuns æ Bækk!

Og æ Gris, bette Bøen, en war ett te aa styr!
en sprang paa mi Ryg og holdt jo en Hyr
og péf og to po, det elendige Myr!

Nu, a tykkes ett, a sku regnes for Baa’n,
men a war nu ræj, saa det bundted en Gråan!

Jo mir a saa æsselt mæ for aa komm op,
jo længer a tyt, te a haaj te æ Top.
Tho a vild sgi nødde o den huedløs aa rid!
A tinker, de Bøster vild mærkes nøj strid
hen øwer æ Brinker ved Kwældnætterstid.

Nu, som I ka si: A kam jo da fræ’e,
tho hwem sku wal hejsen fortal jer dæher!

— Se, aalle saasnaar haaj a sluppen æ Sow,
saa fild æ Stump Gris en Gryssen te Row.
A saatt’n o æ Wajs, destaaen a sunded mæ,
mi Bjen de bevred som Syvvistro under mæ,
og mi Mund og mi Maw og mi Hals og mi Drøwl
war saa tøste og tar som æ Skawt aa en Støwl,
men ett a turd rør ved æ Krukk med en Haag;
a war ræj, te æ Sow sku komm faaren tebaag!

A war træt, ka I trow, i hwer jenneste Lemm,
a haaj ett hat imud, om a nu haaj wot hjemm
og ku lejn mi gro Hued paa æ Pud ved mi Kjesten,
og ku hør hinne Snorken. Men a maatt te Listen!

Æ Vej war jo laang, og æ Bjen ikkuns stakked.
Æ Maan gik og skult sæ derhenn øwer æ Bakker;
en kund ring hold æ Hyr, for æ Himmel war sløred,
saa en wojed i Blaanner te øwer si Ører;
men somtid saa røw en æ Blaanner tebaag
og laa øwer jen af dem tykkest si Haag,
saa tyt a, en grinned hen te mæ og læsped:
„Ki ki, Løjnør Hudden gaar æ dæ, Esper?”

Og det gi jo snavs, det war derfor han spur,
han ku mærk, a war ett aal rejn i æ Hued.
Aaenej, bitte Folkens, her war æ det minked,
og derfor maatt a gaa og kratt i æ Brinker
og kryf paa mi Knær op ad G r ø n n i n g h u e l ,
hwor en Bejskræmer sejes engaang aa vær kuel,
der haaj en Slant Peng i æ Lomm som nu a,
a fulle i’e Vest — min laa der endda!

For m i Paart holder a — sand da aa sej —
ett af de hæ Hwoller langs Stier og Vej,
hwor Ræw de skræver og skidt Folk søger,
og Fanden og hans det hwirmer og spøger.

Men gjemmel æ maatt a — med Hjunten og Bumsen;
wal wa’e, te æ Gris war falden i Domsen,
det betteste Nøj, en ku wal træng te Søwn,
en haaj stavn i si Pues i nu næjsten en Døwn
uden Mjælk i æ Mul, uden Blund i æ Øwn.
Men nu sku vi karenmæ osse kaast i,
saa æ Pues ku blyw aavnt og æ Pirris komm fri.

Saa lod a da stryg gjemmel V e j s t e r G r ø n n i n g.
Dér gik a saa kjek som en Kok o en Mønning.
Der war ikki en Lys i en Vinni aa skirnm
og naple en jenneste Lyd aa fornimm
undtaven en Tyr’, der slævt mud æ Awer
fræ en Plag, der gik ind o nø Borer og gnawed.
Det haaj wot saa lyst, men saa lig med en Ryk
saa wa’e, som æ Maan skuld ijen rend i Syk,
og m i gammel Brikker kam haadt i Betryk.
Fræ G r ø n n i n g t e B r e u m a klaared en hedle
men G r i n d e r s l e v K l o s t e r er ett med dem r e d 1 e ;
omm vejstenfor Breum de viser nø Knold,
der wa’e sgi de brænd dæhér T i s s e T r o l d ;
no, dem ska Fanden jo wal behold,
for kam de tebaag, fæ dje Dom revidired,
er æ aalle saa vis, de ijen bløw levired.

Nej, G r i n d e r s l e v H e r r e m a n d, ham W o l m e r L y k k
der flyw’r paa en kwolswot Hejst si Ryg,
æ Mand og æ Hejst i jen jenneste Stykk,
ham tær han slaa værles, d e n S l e m m — aaeja,
for ham er der ingen anner , der vil ha!

Dér faarer hans Hejst med en Spaad i æ Haal
fra I l b j æ r g M u e s og te D u l e d D aa l;
det er bløw’n den Bød, som han maa betaal
for aall de Plawer og aall de Synder,
han farom bedrøw irnud vi sølle Bønder

.— — Æ Spurer er glown — — en Spaad i æ Haal — —
Hyp, hyp! hop, hop! øwer Drøwter og Daal,
te G r i n d e r s l e v Kokk vil rett sæ aa gaal!
— M e t t T o u g a a r d a osse ret nødde vild mød,
nær æ Ugl den synger si Sang for dem død,
nær æ Blaad de hwistes fræ K w o l b o r g Birk’,
og æ Stjanner staar rød øwer G r i n d e r s l e v Kjerk.
Det var M e t t , der kylt hinne Bøen i æ Kjeld
for sjel saamøj længer for Jomfru aa gjeld
og dans med æ J u n k e r med Øwn saa mild.

Nu danser hun awed om A s t r u p Laad,
m e n’ K w o l b o r g Skov den fælder si Blaad
og L ø w e r b a k s Kragger de skogrer: „Haa-haah!“
Men får te æ Hjord han fæjster hans Kow,
ska hun hjem te æ Kjerk øwer D u l e d B r o w ,
og hwad end der saa kommer i hinne Vej
om Dyr heller Mennesk — det slæver hun mej.

Mi Oldmu haar mødt hin en Nøjsawtensståand
i Drøwt mud nurdvejst som en swotajted Blaan,
hinne Tær mud æ Mold, hinne Pand mud æ Maanl“

—— Som I vis haar forstavn, war æ hen ad æ Næt.
Æ Øwn war nøj klatted, og Esper war træt;
men opp paa mi Skaaldre æ Gris, sølle Hork,
haaj faat saa mø Len, en ku hørele snork.
A lyder og lyder saalæng paa æ Spil,
te får a sanst ve’e, saa snorked a sjel.

Med jet saa blywer æ Vej da saa skrofled — —
saa war a skjøwelt ud i en Awer Kartofler!
Dér støwter a øwer paa stoendes Furd,
te, Jøsses, mi Nies stod faast i æ Jurd!

Æ Gris den vowner og gir jo en Hwæl,
der skor mæ lige te Nyrer og Sjæl;
a war ræj, te æ Morris haaj vrejn en Bien
øwer jen at de manne forbandede Stien.

A fried æ Nies, skjønt æ Huj war gawn;
det bløw i æ Hwol, hwor æ Nies haaj stawn.

A trat sgi mæ sjel en Ræk øwr æ Bjen:
„Ih hwad ska de Kunster, og hwor er vi henn?“
Haar I liede Skanker ijen tawn te Skej
og før Esper Tækki hiel væk fræ æ Vej
og vælt ham øwr’en Kartoffelsmarksraad
i en Mørk, hwor ingen ka skimm en Skaad!
Hwis ett I ka lett jer — og  m æ med det samm,
skal I namm mæ fornimm, te mi Kjep den ka ramm!”
— Men lig i det samm, a ska te aa legg Dalder
og haar løwted æ Kjep, der lyder en Swalder
som nær en Flok Fowl, der haar lejn o en Plet,
forfikkes og reser sæ mødt o æ Næt.
Hwad saa det maat vær — det vidst a for vis:
Dæhér war ett Ænder og halminder Gjes!
Men flyw — det kund æ, og bask med æ Vinger,
og hwæl, og ta po, te æ Himmel den skinged!

Der var nøj der kam drævend,
i æ Rowstovver slævend,
der war andt, der kam hoppend og hujend og skrævend!

A tytt da, te hiele æ Narherred maatt hør’e,
æ Hor stod ud som Pigg fræ mi Ører.
Med jet sto’e mæ klaar, hwad den Swaldren sku gjeld:
Æ Hægser war sammelt ved B r e u m K j e l d’!

Tho det er en Hwol lidt østenfor K l o s t e r
med en ussel Biat Wand saa rød og saa raasted,
for rød det bløw æ — fortæler mi Moster —
den Næt, da en Pig her drownt hinne Foster.

Hér sir’n æ Tudser dje Haller de vrikker,
her kommer æ H e l h e j s t jawnle og drikker
og sluger æ Wand med Tudser og Døj,
får han, sølle Staakkel, ska ud paanøj
i Trebjenshjunt fræ Bøj og te Bøj.
Æ W o r u e l kommer og dipper hans Gåef,
imen han holder en Baan i ae Flåef;
og G a m m e l P æ K i l d , der nu gaar og negrer,
haar her hør Skjesu aa æ W o j e n s j e g r e r.

Det er ett en Stej ved Awten aa komm
med Gris o æ Nakk og med Klokk i æ Lomm.

A rist, maa a sej, som en Kraag for en Ræ,
og tint: Aae, Esper, haaj du wot her fræ!
Men kig’ — tho det kund jo da ingen læ vær.

A skyed mæ hen paa mi Marv og mi Lor
og loged saa ud mell Skræpper og Stro.

Søen kam a æ Kjeld’ saa nær, som a kund;
da tyt a, der skjared en Stjånn o æ Bund.
„Hwad,“ tint a, „saa mørk — og der staar en Stjån!”
A plukked en Vipp, og a tygged en Kjån,
men a fæk snaar andt aa bestill end aa grund.

I B r e u m og D u l e d der halsed dje Hund;
a glowed mi Øwn baade rindend og rund,
for, kjek! war æ Stjån skjødt op fræ æ Bund;
den sprang som en Noggel omkring øwr æ Damm,
og ind mell æ Syvvi en tænd i det samm
wal h u n d r e d e Lys med Flamm øwer Flamm,
og nue var blaalle og anner var rød,
men somm var osse som grønn i dje Glød.
— Se nu kund en hejsen faa Yw paa æ Sager.
A haar aalle sit Maag i mi L e v e d a g e  !

Der war hunder af Pigger, der danst og slo op,
og ett te de haaj jen Trævl o æ Krop!

— Aae, Kjesten, mi Mø i de fire Skjøwter, —
a sejer: Det var sgi nø stramlaaren Øwter!
Støvsnaagen, te Dans, en Awten halhelle!
De maatt jo da ett ha Skam i æ Bælle!”

Og nue war skred, og nue war strag,
og anner war trind som en Søsterkag,
og kaad war de aall som towaars Plag’;
Jen rej paa en Skod og jen paa en Lim,
jen hjalp sæ kristele med en Stø Sim.
De hujed og halst og kyssed og sleged,
og danst og slo op, saa æ Lys de hweged.

De gammel gro Vidj stod og rist med dje Woller,
æ Mus de péf rundt om i dje Hwoller!
i Jem fræ æ Damm stod Syvvi og Rokker
med Dog i æ Hor og med Wand i æ Sokker.

— De haaj osse faat runselt en Ligkist derhen,
dér laå der saamøj en g r i m r e jen.

A tint, om det ett var en M o r d e r s Aånd;
han rest sæ op med hans Hued i æ Haånd,
og somtid han grinned og somtid han gaft,
tesidst fild han hen, og æ Hued han taft;
naa, det war der ett saamøj aa sej t e,
der er dem, der taver’n for minder end det!

Imen a fortæler, saa læ mæ ett glemm,
te mødt for det hiele, der so jo d e n S 1 e mm,
og han war karenmæ kommen i Klemm,
for aall dæhæ Hægser, det war jo saa røwsk,
saa vild og saa tonted, saa kjælle og drøwsk
te æ arme Stø Skumpi ku ingensteds vær,
for det vild jo kyss ham, saa her og saa der,
saa han maatt bestandig lett s’i’e Sæd.
Saasor han kund blot fo dem te aa vær still,
saa ka I sgi trow, te æ Skuel ku spill !
Og det war ett tøwtløs Værk, det var Spil,
som nær a vil sej, te wor Kat ka vær gjel.

Med en Mongeltrill — for han haaj et andt —
han gnej mud en maskrødden Hejsthued-Kant,
tho saa kund der komm de Towner, der vild,
de bløw ett bejer, hwor han stod for Gild.

Det lyd ett godt for Kristendoms-Ører,
men sajtens nøj bejer for dem, der skuld hør’e.

Det war Synd aa sej, te han f j e d t e d sæ fræ’e,
han gnej, te det skor mæ nied i æ Tær;
æ Hejsthued govred og skreg i æ Tapper,
æ Nies ga Ild, og æ Tænd de klapped.

Ja Fanden han filt og drilt og sawed,
te æ Hund tut høtte, o’e Katt de mjawed.

Hans Haal den pisked hen i Hawer —
saa den task aaltid aa en Pa Trawer.

Jow, fandmæ, — æ Mand haar jawn gued Gawer,
men han bruger ’em ild, vil de jo skyld paa ham,
saa en haar si Hyr med aa bjerre sæ fo ham.

— Der war manne, a kjend, nær de kam i dje Klæjer,
men som de mødt hér med æ Gowl i æ Vejr,
søen kjend a dem ett for Ansiels saa lig.
Men dér war saa faale Stø bown en
Pig, h i n d kjend a! — Mi Nobo æ S t o r k e s Dætter,
som aaltid haar finstred ud om æ Nætter —
i Awten hun fæk hinne Ærend forretted!

H u n fløv med æ Flok øwer Digier og Grof;
det war lissem, te hun regird æ tehof,
H u n hwistelt, og op lod æ ta i en Rof,
som nær en Swarm Bi forlaader æ Kof;
og men hun klemt hinne Lim mell æ Knær,
K a R y t t e r , æ Stork’ung, knævred dæhér:

Fanden fløjted og op jeg fløj
sammen med Tørveklynens Røg,
Sidder der Sod paa min hvide Krop, —
den har jeg faaet i vor Skorstenstop,

Breum Kilde har Heksefest.
Her skal I skue vor Hædersgjæst:
Gammel Jerrik med Kalkbørst-Skjæg,
Horn i Nakken og Haar paa Læg.

Fandens Oldmor hun kommer nok
ridende hid paa sin Krykkestok;
hun og Skarnbassen følges ad,
hvor de kan lugte den gode Mad;

Her vil vanke saa sød en Smous:
Edderkopper i Pibesous.
Fanden vil smaske, ved jeg vist,
naar han faar syltet Ørentvist.

Tyrebove og Hingstelaar
steges hele med Hud og Haar,
Barnehjerter i Skarntydsaft
de skal øge vor Trolddomskraft.

Gammel Jerrik tar j e g paa Skjød;
siden vejer vi Salt og Brød.
Ah, hvor han vil sin Hale sno,
slynge den om os begge to!

— — Hyp, min Rage og Limeskaft!
Vis nu rigtig jer Bærekraft,
hvist os op mod den brune Høg,
før os saa hen som Tørverøg!

Sorte Sidsel, slaa Haaret ud!
Birret, stang med din Hornfisktud!
Luften piskes som Sæbelud,
lugter fra os som Svovl og Krud.

Hør, nu spytter min sorte Kat.
Fanden fik den om Stjærten fat.
Den der vover min Kat at gjeld’,
han skal drownes i Breum Kjeld’!

— — Hyrden gyser paa Duled Bro!
hej, nu slængte jeg ned min Sko,
Ræven skræber langs Astrupvig,
Kvulborg Ugler har Fært af Lig.

Sving mod Sønder og Sving mod Nord!
Alt vi lægger i Heksesnor;
Folk og Høvder i Baand og Bast —
Slaa nu Knude, saa er det fast I

Rask, I Hekser! Allat hwer Pig
Trej Gaang rundt om wor Kjergaardsdig,
trej Gaang rundt for den sorte Vif,
trej Gaang rundt om wor Skorstenspif!

— — Imen æ Hægser lufted dje Haller,
vild a stæl mæ hjem. Nu skuld æ vær Aller.

A ku hør dje Swalder øwer gammel F i l s h a w ,
en Borr ved æ Fywr i farom god Daw,
en Herr’mand te Gled og nø Bønder te Plaw.

Aa, baare en nu ku ha saat dem dje Gywer,
får de kam tebaag fræ æ Østerfywer,
for da vild en vis faa dje Vred aa føl,
og det vild vær Wand paa æ Dæwl hans Møll.

A søjt da mi Gris, hwor a mint, en maatt vær,
men a fand en ett, hwerken her heller dér.

A lied’er a skravér, men ett te en e’der.
A raaft i æ Gal, men hwer Ting a letter:

„Haar det Fandens Stø’ Kram da staallen en fræ dæ
og kaskisæ ædt æ Dyr te dje Nætter!
En war ward aa fortær med si Spæk og si Ister;
det war helsen nø andt end dje Ørentwister!“

A war nær ved en Graad. Haaj a nu gan aa vringelt
den laangige Vej og bløwn saa forhwingelt,
haaj slæft, saa mi Rygstykker værked ved’e
og war wod, ett baare af jenne Swed —
saa lig ved æ Hjemmen, snaar uden si Dar,
sæt æ Dyr øwerstyr, læ æ Fandens Kram ta’e!

Aae, betteste Kjesten, mi Viv og mi Mø,
med hwem a haar lo-vet at le-ve og dø,
hwor s aa du æ tit, og hwor h aa r du Ret:
„Hwi gor du da aa l tid og vrøder om æ Nat!
Du drikker dæ fuld, faar en Hummel i æ Ør,
og saa vil du hwerken sans heller hør!

Aa, Esper, Espe.r! tink paa K r æ n W o l l e,
som de fand herhenn i æ Mergelhwoller!
— Mon du ett drak tepæls med den Fyldbøtt N e l s H a u n,
der so i æ Krowr, te æ Sønde war gawn,
gik hjem ved æ Næt, bløw howormslawn,
laa død o æ Hied og bløw huggen at Ravn’!”

Søen præjker hun Kjesten und aa blyw træt.
Hwad trower I saa, a ka vint mæ i Næt,
nær a kommer hjem fræ Swiren og Spil
og haar ett anner Gris’ — end mæ sjell

Ja, som a war harmt! Nej mier end de’,
a war und, a war flintrende gal som en Sme.

— Nu haaj en ijen dæhæ Pak øwr æ Hued.
Haaj a ejed en Bøss, — a haaj skjødt dem forfued!
Men saa skuld a hat mæ en Sølvknap, forstoes,
for Hawl te dem er som Wand paa en Goes
— (heller hwis a haaj hat en Kjerksærn vejned,
for det er det jennest, te Hægser de regner).

Som søen a render og rawer i Mørk,
a træjer i nøj med hiele mi Styrk;
det laader saa blød, men gier en Hwæl,
som haaj da Fanden saat Klør i en Sjæl!
Hwad wa’e der to po? — Behøv’r a aa sej’e!
Søen hwæler kuns jen Ting ved Minnet som Mejje:
en b e t t e opsækked Gris, en træjer.

Men aalle saasor war æ Hyl gan hen,
får aall æ Hægser de hylt ijen,
og lig med en Gaang de vender dje Skaar’,
„Aae, Jernmine,” tint a, „ n o er der Faar!”

Æ Kjeld laa som død. Aall Lys de slottes.
„N o haar du æ!“ tint a, „n o ska du grottes!

A griver æ Gris, som bejst a haaj Gawer
og faarer saa ind paa nø Plovjurdsawer
og rywer en Ægstols-Knyw aa æ Lomm
og stiller mæ an: „Læd æ Kram nu komm!“
For den, der haar Ægstol ind i si Haånd,
er hyt mod den f ø r s t e on-de „Aånd.

Det hylt i Luften og nied ved æ Jurd,
som nær en Storm gaar wos stywt imud,
det sprut som Glød’er og hwæst som Katt;
men a lod æ hwæs, saalæng det ett kratt;
det rend som Rotter o’e Plovfur-Kaamm:
„Læ wos si po jer Trav, nær æ N æ t den er omm!“

— Fræ æ Plow kaaster i, te æ Wojnsawers End —
saalaant ved Awten det haar aa rend;
hwor æ Omfur vender, æ Spøgels maa vend.
— Søen laangs ad æ Fur, nu op, nu nied
ka sjel blyw en Hægs for lowfuld en Bied.

—Saa stærk K a’ R y t t e r hun løf i æ Gal:
Da en Staånd war skrejn, haaj hun klaared det hal,
da æ Dawskjar kam, kund hun n æ j s t e n træj mæ,
men a haaj jo mi Stol, nær ett andt vild ræjj mæ,
det holder a po hind, og Fanden ta hind,
om ett med det samm te æ Stywels gik af hind!

Væk war hinne Trassen og væk hinne Vred!
Der laa hun, støvsnaag’en, uden Særk heller Kled,
som en Ung’ te æ Stork’ haar smidt nied fræ æ Red.

Hun tægged og skræft og krøf for mi Fued:
„Aae Esper, s e j æ ett te mi Muer!“
A nikked og saa: „Se no aa komm væk!
Forgjø hwerken mæ hejr æ Gris i mi Sæk!“
Saa vist a hind hjem, hwor hun bowed baag æ Krat;
det war vilds i æ Hued, baade hind og æ Kat.
‘Ja, det er den særeste Næt, a haar hat.

!— — Nu kommer der nøj, a vil aalle forsto,
om saa a skuld blyw som Methuselem gro:

A gik te det sidst med oven Øwn
og ilywl, ja ilywl war æ Mand skrejn i Søwn.

Saa hører a jen, der med jet snakked te mæ;
æ Taal maa jo sajtens vær falden nøj ve mæ,
for a letter mi Hued lidt op fræ æ Pues. —
Hwem sir a for mæ: Mi Mø og mi Rues,
mi Kjesten, der stod og band To i en Hues!
Æ Træk om æ Mund k u n d ha wot nø bejer,
æ Pind de klavred, imen hun sejer:

„Ih ligger din Swyen da osse og sower,
men anner dje Folk de virmer og plower!
Æ Hawer er mo, og æ Row staar ud;
men du sir jo kuns aa faa nøj i æ Snud!“

— Det er grim fræ en Drem, hwor en haaj æ nøj skjønner,
aa blyw røwn op ved den Slaws Bønner.

A swored æ Kwind — og mi Urd fild aa l ild:
„Tho a er nok stommelt ved Breum Koldkjeld,
og æ Gris, bette Nøj, haar a laa ved mi Hued,
det ett for det und men wal for det gued.

Men Kjesten, mi Mø, a trowr, a haar Ret
te aa føl mæ lissem ledt søwned og træt,
for a haar sgu hat en beveged Næt.
A haar fandenmæ prøwed saamøj, det er faale,
a vild ett løw æ om for en jawn Rigsdaaler!”

— — Nu, a fortal op, som nu nys for I anner;
men Kwindfolk er Kwindfolk, ihwor de saa lander;
det vil i n g e n ting hwerken fatt hæ’ forsto,
hwad ett te det sjel haar hat Finger opo.

Men a sku wal trow, a so, hwad a so!

— Nej, ett saa en Urd a kund vend hind te Maad!
Men hun ga en Skranni, en „Pøtt!“ og „Haa-haah !“
i aal det Esper og æ Tækki vi saa.

A vist hind æ Wold’, hwor æ Hægser slo op,
a pejt paa æ Damm, hwor æ Løjt’mand gjord Hop,
hun swored: „Aa, spaar mæ di Præjk, bette do,
do war swirend ijaes, do er swirend eno!“

„Ja, det er ett søen aa rend te aa forsto:
Men her war æ no, te Fanden han so!
Men det sejer sæ sjel, te en skyd’er forbi,
nær Folk ett haar Hued aa sammel nøj i!“

„Ja,“ saa hun, do er mæ en jawnhen Kaa’l,
saalæng det baare kan endes ved Praal!“ — —

Naa, op ad æ Daa kam vi hjem te S k j e r r i s,
baade mæ og æ Skaad og Kjesten og æ Gris,
fæk høsted æ Hawer og towed æ Lamm,
og æ Row kam i Hus, får æ Regn den kam,
— og a fæk en Kys og endda en Pa Dramm!

__ __ __

Nej, som det imell’staånd sejes og skrywes:
„Det er ett for det væ’st, te æ Katt de rywes!“

— — Men bejst af det hiele:  Æ  G r i s  d e n  t r y w e s!