Tryk på en af Jeppe Aakjærs titler, og du kommer til lyd filen, og teksten.
Forspil
Kom mi bette kipkal
Mads Tammesens Maren
Røjter-Anders og hans Muer
Æ Muespig
Øwer æ Æwn
Forspil
Udgivet: Sjørup, 1. Feb. 1906
Forspil
Jeg lægger mig i Læet her ved Storrugens Rod,
jeg lytter, og jeg lytter, til det synger i mit Blod;
den hvide Rug, den blide Rug, som mod min Tinding slaar
— det er som tusind Fingre smaa paa Sølvtangenter gaar.
Det lyder som af Leg i en spændbuet Hal,
hvor Dansen lokker Ringlelyd af Lampernes Krystal.
Det Lokkespil, det Klokkespil fra Sommerrugens Top,
det er den kjære danske Lyd, hvorved vi voxed op.
Den driver som en Hymne over Lyngtages Egn,
den toner som af Fløjter om de levende Hegn;
og bag om Bæk og Brombærhæk og Kjær og dyrket Jord
den møder Bølgesangen fra den vindrørte Fjord.
Kom mi bette kipkal
Udgivet: 13 Aug 1899
Kom mi Bette Kipkal
A haar tjent Jens Masen
no halvanden Or,
skjønt han er en Asen
i og om hans Gord.
A maa pas hans Høwde,
a maa ref hans Fyld;
haar æ ett aa løw ve,
saa faar a æ Skyld.
A haar gyd hans Ruesstok,
a haar past hans Lamm,
drøwen med hans Goesflok
aa og i æ Damm.
Rejen med hans Følkloj,
fløt en affentow,
rend æ Gord si Møllboj,
nær de anner sow.
Der haar ingen frej mæ,
a haar hat æ stræng,
skjønt æ Stoder stej mæ
næjsten uden Peng.
— Kom mi bette Kipkal,
kom mi bette Kwi!
Hosbond han er hwipgøl
søn ved Awtensti.
Derfor maa du rapp dæ
no mi bette gul;
her haar a di Klaptræ,
hwor haar do di Mul?
Blew wor Hosbond hwipgal,
det wer ild a spør;
kom mi bette Kipkal
med di lejen Ør!
Mads Tammesens Maren
Udgivet: Jebjerg. 15. Aug. 1899
Mads Tammesens Maren
Mads Tammeses Maren haaj Bejlere nok;
hwer Søndæ saa rænd dæ paa Towten en Skok.
Men hwa’ ska en gjør mæ di Pigger saa smaa,
hwem alle vil ha, men som ingen maa faa!
De Bejlere spejlede ret deres Stads,
drøw Skøjer og Løjer og Flanni og Fjas;
men ingen dæ war, dæ war rigtig tepas,
for klared han Maren, han stranded paa Mads.
Povl haaj ved hans Kjø’mand for slap en Kredit,
og Pejer han ejer af Haardkuen for lidt.
Jep holdt sæ for kroget, Jens knejsed for rank,
og Wolle haaj aalle en Ør i æ Bank.
Og sø’en gik dæ Or, og sø’en gik dæ Daw’
den Bejlen te Maren gik aalle ilaw’;
snaar bløw hun da vraget som øwergjemt Hø,
for nu war hun graa, hvor far hun war rø’.
Men Maren hun kigger fræ Tammeses Lowt;
nu saaes der aalle en Kjeft o æ Towt;
og Facit det bløw da, te Maren bløw sejn
te Taf for æ Præjst og te Grin for æ Egn.
Husk ændle, I Pigger i Træsko og Skow,
o tæsk, imen’ dæ er nøj o æ Low.
Dæ kommer en Daa — ja det ved Woher’!
da I vi ha alle, men ingen ha jer.
Røjter-Anders og hans Muer
Udgivet: 20. Nov. 1904
Røjter-Anders og hans Muer
Tho a er no Røjter, og a er fræ Fløj,
mi Muer hun kam jo fræ Trøwed.
Hun nær’ sæ som Skræjer, ilav a bløw føj,
og aaltid med Armud hun døwed.
Hun ried og stak æ Næt med æ Daa
og gløj’ saa geswindt hinne Ja’en;
det er træls aa vær’ te, nær en nap tær vær’ glaa,
for æ Fød’ ska’en ha, ja det ska’en.
Hun var kuns en spirrise, lilajte Kwind’,
men som hun kund’ brug’ hinne Finger’;
ja nær en Naals Tro’ hun skuld’ risp’ heller twind’,
de gik som æ Lærki si’ Vinger.
Og som hun da kund’ handtir’ hinne Saws!
— Hwer øwles Strimmel fæk a’en,
hwer Tro’ og hwer Tromm’, der fild aa fræ æ Klaws’,
— for æ Bø’en ska’en gled’, ja det ska’en.
Der sto’ i wor Kalgo’ en jenle Pa’ Kôl,
og nær hun no rigtig vild’ gott’ sæ,
og ind’ war for mørk te aa træj’ hinne Nol,
saa kam hun herud og saatt’ sæ.
Saa sang hun en Vis’ om Sorrig og Gled’,
og somtid’ a tykkes, a ka’ en;
for det som si’ Muer haar lær’ jen aa kwed’,
— det ska’en hold’ aa, ja det ska’en.
Æ Dog ku’ begynd’ aa trill’ i æ Kôl,
og Folk ku’ forlængst vær’ i Sengi,
men hun haaj no glemt baade Pesja’en og Nôl
for aall’ de Fowl’ i æ Engi.
Og a laa og sov ind mod hinne Knæ,
— for bitte og stummelwon wa’en —
indte hun saa wat mæ og bor mæ derfræ;
for de Smo ska’en sorg’ for, det ska’ en.
Gud ved, hwad hun tint’, nær mæ sølle Baaen
hun kyst, men’ æ Skyer saatt’ Gorer?
Nær a vaagnt op, fand’ a Dôg po mi Haând;
a tinker, det war hinne Torer.
Saa haaj hun wal grædt for den Lykk’, der forswand,
hwormøj hun saa tegged og ba’en,
den Daa de som Lig bor Jens Fisker iland;
— for rykkes og revves det ska’en.
Aaja sølle Muer, der saa sjalden war glaa’!
Hun bløw nok nøj bleg mod æ Sidsten;
men bleger’ end nowtid hun war nok den Daa,
de kam og laa’ hind’ i Kisten.
— Der er manne, der ta’r fræ Tusind æ Fød’
og sjel ett gjør Nytt’ for en Kja’en,
men sø’n bette Kwind’, der haar slæft sæ tedød’,
hind’ ska’en sætt høt, ja det ska’en.
— Ja, nær en ret tinker ved aal den Fortrær,
der gjør hwer en Fatte’ te Hejring,
saa hwisker en somtid’: Aa, war do Worherr’,
saa skuld’ der skam ski en Forbejring!
— Men nu maa a ud aa si te æ Kow,
om æ Gjewt en haar ædt, som a ga’en;
no er æ paatid’, te æ Høwder faar Row;
for æ Kyer ska’en pass’, ja, det ska’en
Æ Muespig
Udgivet: 26. Jan. 1905
Æ Muespig.
No søen vil du aaltsaa forlaad mæ, Jens Fløj,
og læ mæ sejj jenne aa sørr –
og græd ved mi Stripp, nær a malker mi Kow,
og sukk, nær a ponne om mi Tørr!
Hvor jenle a faar æ ved Awten, Jens Fløj,
nær æ Folk er gan hjem fræ æ Mues,
nær æ Røg fræ mi Skorsten den drywer saa laant,
og du plejer aa komm her med en Rues!
Den Daa a plot Krusbær ved Sejbæk, Jens Fløj,
og do fæk mi Buttel aa bær,
da skuld en saa nej te di Haånd og di Trow,
saa haaj en wot fri no for aa græd.
Ja hwis en haaj aalle holdt af dæ, Jens Fløj,
saa haaj æ wot letter no aa løw;
men som Verden no jen Gaang haar lawed wor Sind,
ja saa vil vi som-mjest hinaan bedrøw.
Men støst af de Sorger, du gjord mæ, Jens Fløj,
war den, te a ett kan dæ glemm;
a hower hwer Tor og hwer Blink i di Yw,
og nok saa ring en Bevren i di Stemm.
Og nær nu den Bitte er føj dæ, Jens Fløj,
kaski du da linner paa mi Dar;
og saa tar du mi Haånd for en jenle Graan Staând,
men æ Frøer di synger i æ Kjar..
Øwer æ Ævn
Udgivet: Bovbjærg: 21. Nov. 1905
Øwer æ ævn
Haar do hør’, haar du hør’, te Pe’ Døw han er dø’,
og hans Kuen sejjer Enk’ li’saa strag som en Mø!
A kund’ ett gaa forbi; a war nied’ i æ Kjar’
og føl’ atter i æ Skru’, om æ Tørre de war tarr’;
a saatt’ sni ad æ Pwot og kam vejstens æ Haw’ —
— Do haar aalle hat Maagen te Lykk’ i di’ Daw’!
Der er ikki en Enki i hile wor Sown
— ja saa’ a i sejsten! — saa knøv og saa bown.
Hun er rig, hun haar Peng’, hun haar Medler som Skidt,
hun haar Kister som Hus’; — a haar wot der saa tidt —
og dæ’ Ky’r og dæ’ Øg og den Avl, som der stôr!
Det er hejsen nø andt end di’ egn’ Skrantings-Gord.
Fæk do hind’ i di’ Snaar’ — war æ ind’, var æ u’e,
— ja hun sku’ sgi’ snaar løwt’ di’ Hywl i æ Fu’e!
Men do sworer jo ett! Do ska’ lyd’ te mi’ Taal’!
A `el fandenmæ ett sejj’ for døw’ Folk og gaal’!
Tho do ka’ wal forstaa, te en vil dæ di’ Bejst’,
nær en pæger paa den, som en tyt, do ku’ fejst’!
Gjør dæ fin, gjør dæ snøg, sejj’ ett søen og log’!
Ta’ di’ Lejerlu’ aa, smid’ en hen i æ Krog!
Træk æ Øg aa æ Staald, faa æ Saadl laa opo,
og sejj’ ett som en Dorn og tyg aved o æ Skro.
Res dæ no! Vær gilik! Gjør dæ snøg, gjør dæ fin:
Do ska’ hen og ta’ Kys ved den rig’ An’ Katrin’!
Jøsses Kos, bitte Bø’n! for en Kuen do da fôr!
ja, Katrin’ hun ska’ snaar sætt’ dæ Stywr te di’ Gord!
For hun ved, hwad hun vil, og hun haar hinne Sind,
saa do ska’ no’tt lav’ hind aaltfor møj Vind.
Hun er skrap, hun er stærk, hun haar banked æ Sme’,
hun ka hopp’ te æ Lowt, nær æ Gal’ det ta’ ve’.
Men haar det nøj aa sej’, te æ Kjælling er stræng’,
nær do fôr hinne Gord, hinne Jord, hinne Peng’,
hinne nybærend’ Kwier og blankhwonned’ Kal’,
hinne Grunker og Bunker, det Hil’ med det Hal!,
hinne trørre Alens Væv’, hinne Syv-Markes Særk’,
som æ Skræjjer hun sejer, hun goer i te Kjærk, —
hinne Maalt, hinne Gaalt’, om i Saalt’ om ilyw’,
hinne Høns po æ Raan’, hwer en blikkendes Yw’
— hwad hun aatte og ejer, hwer Drip og hwer Drof’:
Ka’ do vind’ hind’ te Kwind’, er æ din’ jo tehof’.
— Naa, der kam nok æ Øg; ja, kom saa ad æ Dar,
men æ Daa er paa Sky, og æ Vejlo er tar.
Ih men bi! Læ’ mæ si: er do snøg om di’ Haag’?
— Nær do no kommer op, held dæ dygtig tebaag,
og sej ett po en Hejst, som do rej po en Raag’;
og pas o, te æ Skro den ett drevler i æ Skjegg,
for søen fôr do aalle æ Sow i di’ Sæk.
Kom no op og astej, men’ det lyser af Daa,
og hold wal ved æ Krikk’, te do ett hwistes aa,
men kom hed’le te Bøj, og Worherr’ vær’ dæ gurd;
saa der ett ska’ gaa Skej a’ di’ Fagter og Urd.
Læ’ mæ si, bitte Do, der er Slyng i di’ Kapp’,
nær di’ Hejst gôr i Sto for Katrin’ hinne Trapp’,
og vær lin i æ Knogl’, men pas wal o æ Furd,
nær do kaaste dæ nied fræ æ Saadl te æ Jurd!
— Hwa’ for nøj, hwa’for nøj! — Hwa’ er do for en Kaal’
Ska’ do søen sto og koj’ for aa now en Krumm’ Saadl’!
Og her haar en gjord’ dæ saa fin og saa snøg,
og saa ka’ do ett kravl’ opo en Kon Øg!
— Ta’ æ Saadl aa æ Krikk’! Sæt di Lejerlu’ o,
og sej do som en Taari og drewl øwer æ Skro!