Logo for Dialekt gruppen på Jenle

Dronning Margrethe

Udgivet: 1923

Dronning Margrethe

No to’ Jens Daalum fat og saa’:
“Saa vidt a ka blyw klog po, hwad do no sidst lo og fortal, saa æ den Wojnsjegger vis ett and Kong Wolmer sjel, ham de aal si Daw haar kaldt for Valdemar Atterdag, for det der med ham “atter kam Dag te Danmark”.
A haarwal hør, te han sku hawot lowle slem atter Kwindfolk, men te han ligfrem skuld ha dem søen i Knipvis po hans Ridhejst, det trowr a no der er nø Firri ved ’.
Og hwad er osse det for nø Plewer’, te han sknid ha nøj aa skaff med Wojens herind i Salling!
Folk ka da osse hætt po saa møj!
Nej, men hans Dætter, Dronning Margret, det er missel en hiel anden Sag.
Hun er kommen møj po den her Egn i hinne Walmajtsdaw’.
Det er der nok der tyder po.
Ud po Fløj Hied’, der stod dæ hér faale Sla’ imell hind og den swensk Kong, ham Albrekt – det haar I da nok høt sej aa?
I laar I ett!
Nej ung Mennesker det lærer ingen Ting i wor Daw!
Men vild I engaang go med mæ, da skuld a, sajn, vis jer æ Plads.
Den, der vil si nyw atter, kan saamøj godt den Daa i Daa find de Hwoller i æ Hied, hwor Margret haaj bode hinne Lejr og hinne Hejststaald.
Og hinne Hejst’ dem maa hun ha gjord møj ud aa, for dem vild hun ha wanded med det lettest Wand, der war i Danmark, og det skal vær bløwen funden i Skajbæk, en bitte Krumm O’, der løvver den Daa i Daa er.
Ja, den Margret, det vvar saamøj en slinde Kwind! Det haaj hun hwer Graån atter æ Faar.
Den Næt, far hun tørnt sammel med den swensk Kong, da ska hun ha hat hinne Kotir po Ejstedgord, og far hun og hinne Følle rej i Sla, lod hun vend æ Skow under aal æ Hejst’, saa trowd jo de Doggerhuejjer a’ no Swenskere, te Margret war rejn te æ Gord i det Stej, hun war rejn derfræ. Imen æ sjelle Sla sto po, war hun kravvlt op i jen aa æ Glamhvvoller i Kobberup Kjerktorn.
Her kund hun lisse granne sto og øwerkikk det Hiele.
Dæ hæ Albrekt, ham æ swensk Kong, han war rejn i æ Sla po en kridhwid Hejst.
Men han war en sølle Fillifut, han taft snaar æ Hued.
Æ Danskere, her mødt po Fløj Hied, – her war de hjemm po dje egn; der kund de, dænenmæ, styr dem, æ Swend”!
Æ Fjender, det rend som for al Ondt; støwt øwer æ Mueshwoller, baare det kund rej’ æ Bælle!
Men Margret hinne Kaa, det war før Swend’!
De drøw æ Fjender for ved sæ som en Flok Foer; ud i Swonsø Mues, under lot Laag” med æ!
Ja, Gud spaar wos, hwor de maskerired dem!
Og da æ sølle Kong so, te æ Sla vild rejn go ham imued, -saa – hwad han haar aa gye, hans kjønne hwid Hejst den lær han skyd for æ Pand, æ Indwold’ ud aa en, og saa kravvlt han sjel ind i dje Stej.
Der trowed han, han vvar hyt, sølle Taari
Men Margret – det war en granne Pig’, søen det dut nøj; hun war, karenmæ, ett søen aa narre.
Hun haaj hat æ Øwn med sæ, der opp i æ Kjerktorn.
Hun kam i Flywspring lien øwer æ Hied ofor ved hinne Ryttere.
Og hun fæk dæ her sølle Kong trækked ud aa æ Helmus og gjord ham te hinne Faang. Her hjalp hwerken Løn hæ Bøn!
Han bløw i Linki før te Koldinghues; der ska han ha faat æ saamøj ynkele.
Nær Margret vild ud aa rid, saa mott den her sølle Kong op af hans Faanghwol og legg sæ nied po aall fir, imen Margret saat hinne Fued opo ham og brujt ham te Springbrædt for aa kom i æ Saadl. Ja, Jøsses, sølle Mennesk!
Haaj Margret en rigtig nydle og hægend Bej for æ Nies, bløw æ, far det kam ind po hinne Burd, fired nied i æ Hwol te æ Kong, men aalle saa sor, te han haaj faat æ Ryeg aa æ, saa bløw æ trukken op ijen, og han ku’ saa sejj og gnaffel po den Endskal jenne Brød, der war aal det hans Tafel bestod aa.
Og det holdt æ sølle Knog æ Lyw ved i manne Tid’er, saalæng de ett skor ham æ Rind aa æ Brød – for æ Brød si Kraft den sejjer i æ Rind’ – men da de saa osse to den fræ ham, saa kund han ett hold te æ længer.
Saa mott han laad æ Lyw; og det war wal osse det bejst en ku und’ ham.