Logo for Dialekt gruppen på Jenle

Dorres Kat

Udgivet (1905.)

DORRES KAT

Da jeg endnu var Barn, vidste jeg ikke af nogen større Lykke end at stilles paa en Stol og faa Lov til at kigge ned i Mors Dragkisteskuffe; ja, det forstaar sig, — der fulgte jo ogsaa lidt Ragen med, thi saa længe Barnet ikke har befølt Gjenstanden, har det ikke rigtig faaet dens Fortrolighed; og hvilke herlige Ting var der ikke her at rage i! Først et Utal af Nøgler og Garnvindsler og Trum-mer i alle Farver; saa en Knapæske, der var et helt Musæum for sig; saa et Par gulnede Breve fra Fars Soldatertid, gjemt hen under en Dusk blegnede Lavendler. Den som var heldig kunde ogsaa paa Skuffens Bund finde hentørrede Smuler fra den sidste Julekage; men Samlingens Pragtstykke var dog en lang, svær Kvindefletning med ét Skjær som moden Byg; naar vi Børn „mussede“ hinanden om Kinden med dens bløde Haartaver, grebes vi altid af sær fortryllende Svimmelhed i Hjærtekulen. Men Mor ynded ikke denne Leg og bragte den gjerne til Afslutning med de Ord: „Aa Børn, a har jo bedt jer om at være fra Moster Dorres Fletning!“ — Det var os Børn paafaldende, at hun aldrig lagde den paa Plads igjen uden først at kjærtegne den med et Kys, og naar hun atter vendte tilbage til sin Rok, havde hun mindesyge, bedrøvede Øjne.
Det var først op i den voksne Alder, at jeg fik rigtig Besked om, hvem Dorre var. Hendes Saga gik i Korthed ud paa følgende:
Langt ude paa den øde Hede boede en enlig Nybygger ved Navn Kild. Hans Liv var en Særlings. Med sine tunge, knudrede Hænder havde han opbrudt Heden i vid
Udstrækning omkring sin Hytte og bragt den rustrøde Ahl til at skjørne, saa de traadfine, ormbidte Havrestraa nu strakte sig hviskende over Bundens glanende Flintesten. Selv malked Kild sine to hjelmede Køer, kogte sin sparsomme Mad, vasked sine Hørgarnsskjorter og spredte dem til Tørring paa Lyngrisene; han kjendte kun Slidets Evangelium; først naar Midnatsmaanen stod højt over Østens Bakkeøer, lød det ensomme Skrald ud over den tavse Hede, naar Kild slog sin Dør i Laas for Natten; og Morgenduggen laa endnu graa i Sperglen ved Hyttens Gavl, naar hans ludende Skikkelse paany steg over Dørtræet og ud paa Toften for at begynde et nyt Døgn.
Kom han ned til Byen, var det kun for at faa lagt nyt Egstaal i en sløvet Spade eller for at bytte en Snes Æg eller et Pund Smør mod en Smule Kaffebønner eller et Par Favn Hampereb. Kilds Smør var dog langt fra efterstræbt. Landhøkeren la det altid paa et Brædt for sig til Sognets Fattiglemmer; der var lovlig mange Kohaar i det, og Kild bar det som oftest til Torvs, indsvøbt i et sort Tørklæde, der var blevet for medtaget til, at han længere kunde ha det om Halsen.
Kild var en Mand, der efterhaanden „var kommen over hans Sager “; han var mager og tyndslidt; hans Haar var graat, hvor der var noget; hans Knæer var krumme som Stavtræer; de „stod over“, som man siger om Heste, der har været spændt haardere for, end de har haft godt af.
I Kilds Hus saas der aldrig Kvinder, og inted tyded paa, at han nogen Sinde savned dem; det vakte derfor baade Latter og Forbavselse, da det en Dag rygtedes, at der var bleven lyst for „Kild paa æ Hied“ og Søren Stougaards purunge Datter; de fleste Steder var man tilbøjelig til at anse det for en styg Sladderhistorie, men Dorres forgrædte Øjne fjerned enhver Tvivl om Rygtets Rigtighed. Dorre var falden som et Offer for den vildledte Faderfølelse, der af Nidkjærhed for sit Barn dømmer det til en Skæbne, mod hvilken livsvarigt Tugthus er for intet at regne. Dorre græd Nætter og Dage, indtil Kjendsgjærningen stod som en fuldbyrdet Sag; ja aldrig mindedes Folk at ha set en Brud græde, som Dorre græd, da hun stod for Kirkens Alter med dette udtørrede, vildfremmede
Menneske ved Haanden, — saa Søren Stougaard var nok lige ved at angre, at han havde tvunget hende saa haardt.
Tre Døgn efter spændte Søren for sin Vogn og kjørte sin Datter halvfjerde Mil sydpaa — ind over den øde Mil til hendes Fremtidshjem. Bag i Vognen stod Dorres Dragkiste og en ny Spinderok, hvis Messingbeslag glimted i Solen; men foran i den grønmalede Agestol sad Side om Side Søren Stougaard med laadden Klaphue ned over Ørerne og Dorre med en ny Kyse paa Hovedet og en lille graa Kattekilling paa sit Skjød. I tre Døgn havde hun nu tvunget alle Taarer tilbage, nu formaaed hun ikke at holde igjen længere. Jo nærmere de kom Hytten, des stærkere græd Dorre, mens hun strøg tanketom hen over Killingens Haarlav. Søren Stougaard sad, stram i Nakken og skjæved nu og da gjennem venstre Øjenkrog ned paa Datteren uden at mæle et Ord. Naar der kom en Stigen i Graaden, fik Hestene et Ræk af Pisken, saa Rokkens Hjul snurred een Gang frem og to tilbage. Dorre selv gjorde en lignende Bevægelse i Agestolen, mens hun søgte at blive Herre over sin Graad ved at rue Næsen. Saadan naaed de igjennem et Par spredte Landsbyer; Dorre havde nu ruet det meste af sin Graad fra sig, mens kun fordobled sin Ømhed mod Killingen; det lille Dyr var blevet mere og mere uroligt ved den lange Kjørsel; naar en af Dorres Taarer ramte den paa øret, rejste den Nakken og rysted sit Hoved, og da de kjørte over en Bro, hvis hule Dumren vakte dens Rædsel, satte den i et Favnespring ud over Vognfadingen og piled af Sted hen over Kjærene; først efter megen angstfuld Søgen lykkedes det Dorre at fange den i en Porsbusk, hvor den med grønne vidskræmte Øjne sad dukket mellem Rafterne.
„Naa, det skuld til Flyvt, det lede Skidt,“ snærred Søren Stougaard ud gjennem de sure Tandstumper, da Dorre forpustet atter kløv op til ham.
Ad snirklede Ensporveje med den buskede Katskjæg langs Randene nærmed de sig nu det forblæste Hedehus, hvoi Kild boede. Længe havde Dorre med graadblindede Øjne stirret ud mod den lave Vaaning, der laa der træløs og ene paa den høje Hedelod med trekvart Skorsten paa en lyngtakt Rygning; til venstre havde den tre graa Lervægge med et aflangt Hul ved Grunden; det maatte være til Hønsene; lidt derfra hang et Par gamle Buxer og dasked paa Bjælkehovedet: helt henne tilhøjre sad der et haandsmalt Vindue; det var sikkert Spisekamret og det eneste Udsigtssted mod Hjemmet og de Egne, Dorre lige havde forladt; Dorre tænkte paa, hvor ofte hun vilde komme til at staa ved det Vindue og stirre ud mod sit gamle Hjem; hun var dybt inde i sørgmodige Betragtninger, da Vognen skumplede op mod Hyttens Dør, der laa mod Syd, og derfor først nu viste sig for dem. Kild kom ud af Kostalden og tog imod; paa Vejen hen til Vognen skubbed han med sin ene Træsko Hønsenes Ædetrug længere op mod Muren. En stram Gjødningsduft drev foran ham; med Øjnene bag i Vognen rakte han op med krum Arm og trykkede Dorres Haand i den sorte Handske. „Naa, er det Medgiften, Dorre?“ sagde han med en Haanlatter og peged paa Katten. „Hvi har I ikke Kvien med jer og det andet, en havde gjort Regning paa,“ tilføjed han i samme Aandedrag.
„Kvien skal ikke blive gaaet dig fra,“ svared Søren Stougaard med bedyrende Pandenik, „men en kunde ikke vel faa hende til at løbe ved Siden af Vognen. Og Rugen, som blev lovet dig, skal komme herop, saa snart Karlen kan faa det torsket af. Der skal ikke ske dig den mindste Forraskelse i nogen Maade, saa længe a har Hovedet over Skuldrene!“
Og med lavere Stemme føjed han til, idet han med Svøben pegte paa Dorre, der var i Færd med at stige af Vognen:
„Nu vil du jo nok vise en Krumm Gjævhed imod æ bitte Kvind, saa længe hun er saa ny paa æ Plads; for en ung Kone kan her jo nok imellemstunder være lidt ødlet.“
„Ødlet!“ svared Kild vredladen, „skulde det kaldes ødlet, her hvor en kan gaa og ro sig med baade Køer og Grise! Nej, da skulde I ha været her, ilag a kom herud; da kunde en snakke om Ødlethed; da kunde der være Aaringer, hvor en mellem Jul og Kjørmis aldrig saa saa meget som et Menneskeøje! — — Vil du ikke ha fra?“ tilføjed han med en brat Overgang og greb den nærmeste Hest ved Hovedlavet.
„Nej, a maa vel til Polren hjemad, imen der endnu er Lys paa æ Sky,“ svared Søren Stougaard og gjorde Mine til at vende.
Da Faderen var kjørt bort, følte Dorre sig som en Skibbruden, der er bleven sat i Land paa en øde Ø og nu staar og ser efter den bortglidende Baad.
Der kom Uger og Maaneder, fulde af tærende Længsel og Selvovervindelse. Alt bød hende imod i dette grimme, kolde Hus, hvor hver Krog stank af Mandfolk og gammelt Skimmel; ingen Urtepotter var der i Vinduerne; ingen Skilderier paa Væggene, nej, ikke saa meget som et Spejl, hvori man kunde se sit eget Ansigt. Borde og Stole, Loft og Gulv, ja selv den plumpe Familieseng med sine sorte Lyngknipper og sine talrige Musereder i Bunden, var overtrukket med et fedtet Lag af aargammelt Snavs og Mados. Dorre kilted sin Kjole op og gik kjækt ind paa Skidtet. Hun la sig ned paa Knæerne og skured, saa hendes smaa Øren blev borte i Haaret, mens hende unge Barm gik ud og ind. Bagefter hende gik Kild og knurred som en gammel Bindehund, der skal ha ryddet op i sit Leje.
„Tho du kan snart bruge al ens Halm til Skurevisker,” sa Kild med det hvide ud af Øjnene. „Det havde endda været til nok saa megen Nytte, om du kom ud og hjalp mig med at hyppe Kartofler”. — Galt gik det dog først, da Dorre en Dag forlangte to Pund grøn Sæbe.
„Er du kommen herop for at rungenere mig?” raabte Kild forbløffet. „Saa megen Sæbe kunde en jo knapt nok faa ødelagt et helt Aar ! A har altid kunnet faa Sagerne rene i det klare Mosevand; det faar du sgu ogsaa lægge dig efter, Morlil!”
Saadan rendte Dorre overalt Panden imod en Mur. Alt i dette Hus, hvad enten det var levende eller dødt, syntes at indtage en fjendtlig Holdning til hende. Gik hun hen paa Agren for at flytte Faarene, stamped de i Jorden med de senede Forben, mens de kampfærdige slikked sig om de grimede Snuder. Køerne snused med fladnæset Foragt til hendes Malkedragt og søgte at faa et Bagben op i Strippen. Kun den lille graa Kattekilling blev ved at holde sig til hende med uskrømtet Hengivenhed; alle Vegne var den i Skjørterne paa hende, ude som inde; i Regnvejr eller i den tidlige Morgens Dug balancered den kuldskjær henover Brostenene efter hende; rysted Poterne og mjaved; hopped over et Par Sten; standsed atter og mjaved; men saa den Kild nærme sig, sprang den uden Hensyn til,
om den fik vaade Poter, en hel Række Sten, gjorde Sæt paa Sæt og vendte angst sine grønne Øjne i Lyset.
Dagene pinte sig hen den ene efter den anden; Dorre længtes mod Mennesker, saa det sved i Hjærterødderne; især var Søndagene uovervindelige; alene en Kirkegang var en hel Dagsrejse. Og Kild drev Spot med alt, hvad der angik Præsten; derfor blev Dorre som oftest hjemme; men for at fordrive Søndagens Kjedsomhed satte hun sig — naar Arbejdet var gjort — ud til Husgavlen og opramsed med høj Røst alle de Salmer, hun havde lært, da hun gik til Præst. Solvarmen knitred i den høje Lyng og gløded Stenene omkring Brønden; hvide Høns med røde Hudlapper strakte Hals inde i Kartoflerne, og en skrævende Spurv stod paa den yderste Rand af Tagskjægget og spejded nysgjerrig ned i Dorres Salmebog; Dorre ramsed og ramsed,— den ensommes monotone Snakken med sig selv for Himlens Aasyn ; saa snart Kild nærmed sig, skød Dorre Bogen under Forklædet og lod som ingenting.
Der gik et Aars Tid og der kom atter mildt Foraar i Luften, saa Dorre igjen kunde vælge sin Ynglingsplads ved Husgavlen. Det var en Søndag Eftermiddag ind imod Pinse; Harven stod rejst inde paa den brede Havreager med lange, trævlede Græsrødder mellem Tænderne; rundt omkring den skød Tusinder af violette Smaaspirer frem af det blygraa Sand. Viben slog Hjul i Luften inde over Mosedammene, Hjejlens Skrig lød helt ude ved Himmelranden, hvor ogsaa Toppen af et Kirketaarn raged op af det begyndende Mulm. Dorre sad paa et omvendt Bryggekar med den graa Kat paa sit Skjød og med sine Øjne fyldte af Solnedgangsrødme; saadan en himmelsk Aften var Længslerne mod Hjemmet altid mest ustyrlige. Nu kom jo snart den Tid, da hun plejed at gaa ned i sin Fars Eng og sanke Blomster til Pinsefesten. For nu maatte de jo være udfoldede allesammen, den gule Kavling og den violette Karse; og saa den sjældne Guldskinnende, som hun ikke vidste noget Navn paa, men som grangiveligt minded om smaa Æggeblommer paa Stilke. Ja hun havde hentet sig mange vaade Fødder nede i de Enge, men alligevel: hun troed ikke, der var saa smukt et Sted i Verden som der, naar Rylen fløj med Pylrelyd over Aaens lave Vandingssteder og Vibens brogede Æg laa med de fregnede Spidser mod hverandre inde under Kavlingens duggede Blade. Aa, hvor var det ikke skjønt PinSedagsformiddag, naar man havde gaaet dernede i Engene, mens Forældrene var i Kirke, at komme hjem i den rene Stue og hælde hele sit Forklædes Indhold af Blomster ud over det lange sandskurede Bord; og saa — mens en ældre Søster kogte Risengrøden færdig ude i Frammerset — at begynde at pynte alle Skilderierne med Blomster, en gul og en blaa bag hvert og en hel Buket over det gamle Spejl ved Klokhuset. Og saa kom Mor stille ind ad Døren og lagde den svære Salmebog med Guldkorset opad midt paa det hvide Langbord, og Far kom ogsaa ind og stilled sin tunge Kjæp op ad Døren og drak længe af Ølkovsen. Og endnu med Kaaben paa gik Mor hen til Blomsterne og tog dem varsomt om Hovedet med to Fingre, saadan som man tar et godt Barn om Kinderne.
„Aa, hvor det endda er skjønt at se saa mange kjønne Blomster!” sa hun. „Er du nu ikke gaaet og bleven vaad om Fødderne, bitte Dorre?” Mor var altid saa god, og saa holdt hun saa meget af Blomster, det har j e g efter hende, tænkte Dorre. — Og derfor blev hun jo heller ikke ret gammel. For det siger Folk jo, at de bliver aldrig gamle, der holder alt for meget af Blomster. — Aa, om Mor havde levet, saa var aldrig det sket, som nu var sket: for hun var altid saa rettænkend; og hun havde sagtikke een men mange Gange, at aldrig — saa længe hun havde noget at sige — skulde hendes Børn blive tvungne til at ta den, de ikke tykte om; „for det er den største Synde, en kan begaa,” sa hun. — Havde hendes Mor levet, sa havde hun faaet Jens Tammesen. om saa han aldrig var saa pengs-øde. „Aa, Jens Tammesen!” Dorres Barm fyldtes af varme Mindebølger, mens Katten paa hendes Skjød blev urolig under Taarernes tunge Fald. — Hvordan var det nu, de var komne til at holde „saa faale møj” af hverandre, hun og Jens Tammesen? Jo det var den Dag, de havde høstet hendes Fars Havre; det var ud paa Aftenen, inden de sidste Straa faldt; det var lige ved at gaa dem paa, men de vilde nu være færdige den Aften. Jens Tammesen var en farlig biel Karl, og hans Skaar var de bredeste i hele Byen. Dorre var dinglefærdig af Træthed, endda Jens Tammesen nu og da bandt et Neg for hende; da de var færdige med at høste, begyndte de
at sætte sammen; Jens Tammesen tog bestandig alle de yderste og tungeste Neg for at spare hende saa meget som muligt. Natten var saa blikkende stille under Himlen; der var ingen Maane men fuldt af blide, forunderlige Stjerner; Duggen faldt tæt over de fældede Neg, der laa med dunkle Omrids i Mørket; Frøerne sprang over ens Træskonæser, naar man gik over Agerfurerne, og Mulden mellem Stubberne dufted tungt og dugdrukken, naar man bøjed sig for at faa Neget ved Toppen. Saa var det, det skete, at de i Mørket samtidigt kom til at gribe efter det samme Neg; hans Haand havde været den nederste, og Dorre havde grebet ham lige om Haandleddet; og som et Lyn havde han saa lagt sin venstre Haand ovenpaa hendes og draget hende ind i sin Favn, og forinden hun i sin Overtræthed kunde sætte sig til Modværge, om hun havde villet, havde hans Læber fundet hendes og kysset hende Gang paa Gang, tungt og ildfuldt, som der kun kysses i Mørke. Og hun havde staaet der ganske stille med en underlig lammet Fornemmelse i sine Knæer; ja hun havde vist ogsaa lænet sig ganske lidt imod ham, og det havde ansporet ham til at lægge sin Haand omkring hendes Nakke. Han slap hende med et Kys, i hvilken han ligesom samlede Summen af alle de foregaaende, og skød hende saa heftigt om end ømt tilbage i Stubberne. Dorres Hovedklæde var sunket ned bag hendes svære Haarknude, og hun syntes, hun maatte kunne føle sine Kinders Rødme. Under Resten af Arbejdet gik hun som i en Taage. Hun var jo saa ung og uden Erfaring i Kjærlighed; naturligvis havde ogsaa før i Dag en eller anden taabelig Dreng fravristet hende et Kys i Forbiløbet, men saadanne voksne Mands-Kys, mættede af Styrke og ubøjelig Vilje, dem havde hun aldrig kjendt før i sit Liv.
Arbejdet skred videre i det glidende Mørke. Paa een Gang sa saa Jens: „Dorre, er d u træt?”
„Nej, nu er a ett træt.”
„Ja for saa maatte du godt have sat dig paa et Neg, ilag a gjorde Resten.”
„Nej da var det da Synde, Jens! A vil jo saa gjerne hjælpe dig!” sa Dorre.
Snart var de ved Agrens Ende. I kaad Glæde løb de omkap efter det sidste Neg; men lige da den leende Dorre vilde gribe det, tog Jens hende om Livet og løfted hende
en Alen fra Jorden, mens han svang Neget i en stor Bue over hendes Hoved.
„Hvor du endda er stærk, Jens Tammesen!“ sa Dorre, da hun atter naaed Jorden.
„Nu har vi gjort et godt Stykke Arbejde,” sa Jens, svang de to sidste Neg ind i hinandens Favn og klapped dem sammen i Toppen. „Vi er de første, der har faaet op-høstet i Aar.”
„Hør til Fuglene!” sa Dorre og lytted ud mod de store Kjær. „Naar de tar saadan opaa, plejer der ikke at være langt til Efteraar.”
Dorre slog sit opkiltede Skjørt ned over sit Knæ; Jens fandt sin Hjøle og svang den paa Nakken med den dug-slaaede Od opad. Saa gik de stille henad Markstien ved hinandens Side.
„Vi er da vist de sidste, der er oppe i Aften,” sa Dorre og lod sine Øjne fare hen over de slumrende Gaarde, der laa derinde i Byen uden et Lys.
„Ja men hvad gjør det; det er jo Søndag i Morgen,” sa Jens Tammesen. „Kunde det ikke være rart at sætte sig lige et Øjeblik,” føjed han til, da de naaed et lavt Toftdige bevokset med Siv og Katskjæg. Jens la sin Le paa Diget og tvang lempeligt Dorre ned til sig; Sivene peb svagt i deres Skeder, da hun gled ind mod hans brede Bryst; her laa hun med lukkede Øjne og svimled i Kjær-tegnene fra hans Hænder, der lugted af Havretop og Hjøle-knag. Han løfted hendes Ansigt op imod sit, mens han tilhvisked hende alle Nattens søde Ord; men ængstet ved hans Hede satte hun søvngængeragtigt sine Hænder mod hans Bryst og skød sig i Arms Længde ud fra ham.
„Kom ikke for nær til min Hjøle!” hvisked han skarpt; og brat sank hun atter ind imod ham, saa deres Knæer berørtes og deres Træsko larmed svagt imod hverandre. — Høstnattens duggede Mørke laa over Pors og Siv, Trækfuglene larmed ude om Hededammene i Vest; en Plag gik og græssed inde i Toften bag de to Elskende; af og til lagde den sin Mule op paa Diget og napped en Tot Græs under hule Rusk. Dorre hørte det som i Drømme; vilde rejse sig op, men gled kun dybere ned i Sivene.
— — — „Aa, Jens Tammesen!” med dette Udraab afslutted Dorre disse Erindringsbilleder om sin Ungdoms Kjaerlighed. — Der var jo dem, der mente, at det var syndigt, saadan at gi sig hen til den, en holdt af; men var det kanske ikke syndigt, hvad man havde gjort imod hende? — Om han nogensinde kom tilbage — hun vilde gaa med ham, hvorhen han selv pegte, tværs over Hedebakker og Mosehuller, ja lige til Verdens Ende, om det skulde være. For han var saa stærk, saa god og saa stærk. — Bare hun ikke havde faaet sin Helsot ved at tænke paa ham: dette Sting der ved Hjærtet; saadan havde Mor ogsaa faaet det. En maatte være forsigtig og ikke ta Nattekuld — — Dorre trak ned i Korsklædet over det sviende Bryst. — Skjønt: hvorfor skulde hun ikke ville dø? Havde hun noget som helst andet end Sorg at vente paa? Det eneste skulde være, om Kild kunde gaa hen og dø; saa vilde hun sælge Huset og rejse ud og opsøge Jens Tammesen; og han vilde ikke jage hende bort; han vilde forstaa det altsammen, for han var ligesom Mor, saa rettænkend. Men hvorfor skulde Kild dø; han var naturligvis — ligesom alle onde Mennesker — saa sejglivet; hun blev nok nødt til at dø før Kild; for en af dem maatte dø; dette Liv var ikke til at holde ud. En Nabokone havde jo ogsaa set en Ugle tage Flugten lige ad deres Hus; hun paastod, at den havde hvilet sig paa Taget; men det kunde jo ogsaa være en af Køerne, der skulde dø; for der gik jo ogsaa Varsler for Dyr.
Men hvis det nu alligevel var Kild. — — Han var jo nu nede i Mosen og se til Tørvene; der var saa mange
dybe Huller — og nu mod Mørket.————–Hvad om nogen kom bærende med hans Lig op over Brinkerne. — — Nej, saadan maatte man ikke tænke; men hvi var han da saa ond imod hende? Havde han maaske ikke noget Vid om at være god? Og hvi var han saa ond imod Katten, den eneste Skabning, hun havde at ro sig ved? Var det for den Smule Mælk, den fik i sin Kop, naar hun mal-ked? Ja, for det var ham, der havde sparket Katten, saa den nu havde humpet paa tre i mange Dage; det var ligefrem en Ynk at se paa. — Lille Mis! — Dorre løfted lempeligt dens syge Fod i Vejret; Katten udjamred en lidelsesfuld Mjaven og saa ræd op paa sin Beskytterinde. — »Tag dig i Vare for at komme i Nærheden af ham, bitte Mis; for der har vi to nok ikke noget godt at vente,’ sa Dorre,
Endnu en Gang fortabte hun sig i Minderne om Fortiden og Jens Tammesen. — Skulde hun aldrig, aldrig mere se ham — eller høre fra ham! Han skulde jo ha faaet Plads dernede ned Aarhus ad. Aarhus — hvordan var det? det var jo østerpaa, den Vej der ned ad Aaen til. Den Vej vilde han maaske komme en Gang op imod deres Hus. Aa, om han saa kunde passe at komme en Aften som denne, naar hun var ene hjemme! Hun vidste saa nøje, hvordan han maatte komme. — Dorre la sit Forklæde for Øjnene for at gjøre sig Billedet rigtigt tydeligt. — — Ja; saadan vilde han komme op over Brinken: høj, rank, brunet, med dette raske Tag paa højre Fod og en pæn Rørkjæp i Haanden. — Dorre gik helt op i sin Rolle og .snakked højt med sig selv som et Barn, mens hun stadig holdt Forklædet for Øjnene. — — Se! nu sprang han over Vandrenden dernede bag Mergeldyngen, saa en Vibe fløj op med et skarpt Skrig; nu gik han forbi Faarene dernede paa Grønagrene; de stamper i Jorden ad ham ogsaa, de ækle Kræger; nu blev han borte bag den
hushøje Tørvestak — — men nu — — hør! hør!—————
Nu kom han lige hen til hende. „Aah, bitte Jens Tammesen!” — — Der hørtes nogle tunge Trad i Grønjorden bag om Huset; Katten sprang forfærdet ned fra Dorres Skjød og humped i Læ bag Kaalgaarddiget; Dorre rev Forklædet fra øjnene — og saa Kild staa foran sig med krogede Knæer og tvære Træk under den store fedtede Kaskjetskygge.
„Naa, her sidder du med ledige Hænder!” begyndte han. „Der er andre dje Koner — de her altid noget at ta sig til med Hænderne; enten det nu er en Bindhose eller en anden ringe Ting; for det er aldrig saa lidt, saa bliver det endda til nøj; men d u er nok ikke af den Slav, der er anlagt paa at gjøre Nytte i et Hus. — — Aa, kunde du ikke gaa med ind og hjælpe mig Dejgnkarret af Loftet; du ved jo, der skal bages i Morgen!”
Dorre gik lydig ind efter sin Husbond.
Næste Morgen tidlig, mens Dorre malked Køerne, stod Kild og var i Færd med at ilde Bagerovnen Han ligned mest en Djævel, der har taget sig over at gøre det lunt under en af de Fordømte. Ilden fra Ovnen flimred i hans Træskokramper, i hans smaa Øjne og i Fedtlaget paa hans store Kaskjetskygge; det lille Frammers var fuldt af Klyner og Brændlyng, som Kild vikled sammen i sine lange Arme og med et Svup sendte ind ad Ovngabet, mens hans magre Skikkelse gjorde Skyggespring mellem Loftsbjælkerne. Frammerset laa mellem Stuen og Risthuset; bag dette igjen: Kostalden. Dørene stod i øjeblikket aabne for at gi mere Træk i Ovnen. Paa een Gang stod Katten paa Dørtrinet ind til Stuen, fra hvilken den vilde snige sig gjennem Frammerset ud til Dorre og sin Morgenmælk. Under andre Omstændigheder havde det kun været et Spring om at gjøre; men den var i Dag — paa Grund af Sparket — daarlig til Bens, og Lyngrafterne lagde den ogsaa Hindringer i Vejen; da saa Kild pludselig spærred Risthusdøren, misted den Besindelsen, blev ræd og krøb i en Kugle under Vasken. Kild skød sin lange Arm ind efter den, greb det lille Dyr ved Hovedet og slængte det paa maa og faa ind i den rødglødende Ovn; der hørtes nogle skarpe, eksploderende Lyde, som naar der gaar Ild i Talg, og en sort, stinkende Røg vælted hen under Ovnhvælvingen. Kild bøjed sig ned i sine posede Knæer, indtil han sad foran Ovnmundingen i en Ramme af Ild; her blev han opmærksomt siddende, saa længe der var en Stump af Katten tilbage; saa rejste han sig op og skogred, saa hans lange Hage hoppede.
Kort efter lød Dorres Kalden ude ved Køerne: „Mis! Mis! Mis!“ — Man hørte hende aabne Nøsddøren og kalde ud over Toften. Da der endnu ingen Kat viste sig, aned Dorre Uraad; med opkiltet Skjørt og med Malkestrippen i Haanden kom hun frem i Melldøren og spurgte:
„Har du set noget til Katten?“
Kild, der endnu ikke var bleven Herre over sin Latter, svared oprømt:
„Jow du kan tro, a har set den! De sidste Fløde, den fik, de var saadan lovlig warmt.“ — Og med en Bevægelse hen mod Ovnen: „Du kan tro, te den
brased!“
Dorre blev i sit Ansigt som en kalket Væg; hun lod Strippen synke, gik hen imod Manden og sa med en Undertone af fortærende Had: „Aae, hvor du er en Skumpi!“ — Derpaa gik hun skjælvende ind i Stuen.
Da Kild lidt efter keg ud af Vinduet, saa han Dorre
forsvinde om Hushjørnet. — Det gav et Ryk i ham! Men hvad var det? Rendte Dorre hendes Vej! — Kild slap Indfyringen og styrted ud ad Bagdøren. Men Død og salte Pine, var æ Kwind bleven vidløs! Løb hun ikke der nordpaa saa hurtig hendes Ben kunde bære hende, i Støvler, Sjal og det hele, og med en Bylt i den ene Haand! „Dorre! Dorre! Vil du se at komme hjem! Hører du ikke en raaber efter dig! — Jamen har nogen da kj endt Mage til Kvindemenneske; rende sin Vej, naar en staar her og skal ha Brødet i Ovnen!”
Dorre var allerede langt uden for Hørevidden af Klids Kalden. Hun blev ved at rende saa rask, hun kunde, henad Hedevejen, mens Sjalet flagred i Luften.
Fire Døgn efter kjørte Søren Stougaard og Datter atter op for Kilds Hyttedør; bag i Vognen laa der to Tønder Rug og en grønsaltet Flæskebøste. Dorre gled ned af Agestolen forbi Kild og ind i Stuen uden Ord; Kild bar de gode Gaver under Tag; hans Knæer krummed sig dobbelt under Byrderne, og hans Træskonæse strejfed hans Bukseben over Dør trinet.
Søren Stougaard sad under Kabudsen med det uigjen-nemtrængelige Ansigt — som bag et Gitter.
„Ja, tho Dorre kom jo hjem,” sa han uden at dreje Hovedet.
„Naa, hun kom hjem?”
„Og nu har du hende jo saa igjen.”
„Ja; tho det ser a.“
Der gik en Tid. Saa sa Søren:
„Der bliver vist snart Forandring paa æ Vejrlo.”
„Ja, det kunde gjerne ligne for det,” sa Kild.
Langsomt vendte Søren Stougaard Vognen med de tømte Sække.
Kort Tid efter begyndte Dorre at spytte Blod. Næste Foraar døde hun.
Mens hun laa paa Straa, afskar Kild med en Uldsaks hendes lange gule Fletning lige til Bunden.
Kilds Bismer udviste, at den vejed knap og nap halvandet Pund.
Dette stod Kild haardt paa, da han senere borttusked Fletningen til Dorres nære Familje.