Udgivet: 1923
Djævlen paa Sjov
Tho en ka jo vær saa uheldig aa fo Fremmed som en -om a maa sej æ søen – gjån vild ønsk ad Helvede te; søen tinker a vval osse det war, den Gaang de i Hywsle1 fæk Besøg af den Slemm.
Jow, det fortæles jo po den Maad, te det war en Fastelavnsmande, der bløw holdt stur Liegstow i jen aa Byssens Gord.
Der bløw danst og drukken wal, og æ Kwot bløw nok heller ett forsemt; og de her Kwotspillere skal ha wot da saamøj brølhord te aa band; og det er jo lig æ Dæwl hans Handel.
Som de lied Slampere’ sejjer søen og tæsker i det moged Kwot og hwer Ywblik læ den bitte Mand ryw og flyw, saa skal Gaadsens Kaal ud aa fur’ aa.
Det war en begswot Awten med Drywwand, og som æ Kaal kommer uden æ Dar, ka han – nær han søen skaalmer hen for sæ – lissem skimm en Skyvels, der skrijer agter og fram forved æ Vinnier.
Æ Kaal, der trowed, det war jen aa æ Egns Folk, der vild mej te æ bojer i æ Liegstow, sejer:
“Godawten! Væsegued aa gaa ind ad æ Dar”.
“Manne Tak!” sejer den naaen.
Saa stikker æ Kaal i Rend ad æ Staald te og tinker ett mir ved det.
Da han haaj gin æ Hejst og er kommen tebaag, blywer han ett lidt fornumred ved aa si den sainm Persown ino go og stork under æ Taagdrip.
Der war nok osse nue af dem indenfor, der war bløwn forund’red ved aa si dæ hæ Rumpen glid og glid forved æ Vinnier og somti legg en laang, bleg Ansigt imud æ Rud og log ind i æ Liegstow, som for aa komm atter, Invad dér gik for sæ.
“Hwad!” sejer æ Kaal, “gor do ino her og slonter? Itho, go da ind ad æ Dar!”
“Manne Tak”, swor den Fremmed, men han gik derfor ett ind, men stod og flired, som vild han ha æ Boj tredje Gaang.
Æ Kaal bløw en Kon sær ved æ og sejer:
“Men hwi gor do saa ett ind?”
“Manne Tak!”
No to’ han, syrenmæ, ett flir Urd men smutted ind ad æ Dar forved æ Kaal.
Han op i æ Liegstow, men’ han ku ta!
Og no ka I trow, æ Pigger de bløw swungen, saa det betyd’ nøj!
Han war en swær ynde og stavelired Kaal for Ansiels, og I ka trow, han kun følle æ Repetis!
Han war i æ Dans som en Lopp po en Glød’, og hwer en Pigbaaen, han bøj op, hun hwirrelt øwer æ Gwol som en Søsselkon
Men det war iløwle ett æ Dans aaljen, der sto ham for æ Hued.
I lans Tanker haaj sgi annesteds Ærend. Og far nue jen véd en Urd aa æ aa sej’ haar han saa Faawel te æ Liegstow og sejjer no og spiller Kwot, sammel med de hæ Slurier”, der haa sejn og raaft po ham saalæng.
Dér war han kommen mell hans Gamlinger!
Aal de hæslige Band’er og lied Smodæwwel, der uafladelig pulst”’ ud aa æ Hals af de her Kwotspillere, det war lig nøj han ynded. Og som han kund vend æ Kwot! Og han war, migi, gued aa ha te Makker; for han vidst jo po en Prik, hwor æ Trumfer so.
– Men atter søen en Staånds Mud saa kund æ Fyrer mærk, te der mot vær nø Fini ved æ, for æ Klører – de forswand hwerjen aa æ Stamm.
I søde Nawn, hudden haaj des sæ! – De halv aa æ Kwot bløwjo henn! De fækjen jawed under æ Burd med en Vegi æ Haand.
Han kommer op saa bleg som en Lik. For aalle Klører i æ Spil ligger sprej o æ Gwol rundenom dæ her fremmed Skinting.
“Aae”, hwisked han, der haaj wot nied med æ Lys, “a er, brølmæ, rej for, te det er den Slemm sjel! For po den jen Fued haar han nøj som en Hejsthow’ og po den naaen bryder der nø laang krumm Klører ud aa æ Støwlnies, og dem haar han guednok slawn om den jen Burdtremm!”
No kan I trow æ Kwotspillere war bløwen nø bette Kaal.
Sjel om de wal aalle haaj sit ham far, saa vidst de nok, hwordan den Slemm sku si ud.
Te ett han kund styr æ KJører i æ Kwotstamm, det war jo ett a undres øwer, for aalt hwad der søen er i Kos – det hlatter fræ ham.
No, æ Skjewl er jo aalle laant henn, og de haaj jo saa banded ham te sæ!
No mott de si sæ for, hwodden de bløw aa med ham!
For han begynd guednok aa blyw dem lowle nærer. Og han lo sæ forlyd mej, te jen af hans Makkere vild i det mindst kom te aa gjør ham Følleskaf, inden æ End to’. – Som godt war, haaj de ett laant te æ Præjst; helsen kund æ misajn ha bløwen knowred nok for dem, æ Swend’!
De fæk da Boj te wor Faar; han kam osse, og det bode i hans Kjowl og hans Kraw’; no war æ, karenmæ, æ Dæwl te aa frøjt for hans Trøj.
For æ Præjst han sto po “Guds rene Urd”; han war et forfar. Han to’ en Frit ved æ Bjælk og lig i æ Hjørn aa æ Vinnisbly der burer han en Hwol som en Knapnolshued.
Og sajn, om ett osse æ Kaalsen mot harrud aa ’en!
Men Gud spaar jen, for en Døen, der bløw i æ Stow, da æ lied Aadsel war maant der igjemmel!