DEN SLEMM HANS PROKURATOR

Udgivet: 18. Okt. 1926

Den slemm hans Prokurator

Wor Smed war da kommen så dæwels i Klemm
For en skoes, han en då håj lædt fald om den Sleemm:
Te trowed jen ætt, æ Dæwel war tee,
En kund wal endda blyw salig for de’!
No stod i æ Smedi den Vennek Pæ Bjatt
Og skuld ha såt Tænd i en krevalajted Kratt
– Såmøj da en lied, skinhelle Mjatt!

Han to no gelink æ Dæwel hans Pati,
Og det var sgi nøj, der war Alle lå i:
”A hår ålle hør magen te Pladder i mi Daww!
En sku trow, do’w’n Bån, der håj ondt i æ Maww!
En Tokki, der hwerken ku tæll eller staww!
Og do’el wær kristen og do’el wær Sme,
Og trowr så ett, æ Dæwl han er te!
Å twil po den Slemm, nær en trowr po Worherr –
A forstor ett en Synder, så arm, te han tær!
A fæk lissemøj Håk for den jenn som den nån,
Da a gik te Skuel som en banke Guds Bå’n.
Æ Degn stod og højt med æ Tamp i æ Hå’nd;
Æ Katekismus han holdt i den nån:
”Vil do si, te do ka fo æ lær te imånn
Det d’er: å forsag den on-de Å’nd,
Der kryver omkring wos – som Worm i æ S’ånd!
– Så from war æ Degn; skjønt mod Bøen en skå’n.
– – så skuld æ ett sæd: ett den ringeste Grån,
hwad de task jen for som en wærløs Bå’n –
hwerken Fanden hans Kunster heller Helvedes Brå’nd!
Den Blæes, godten Smed, den foer do læd revn,
Om mir vi tow med hinån ska ha Stæwn!
Hwad hjælper æ. do ka sæt Tænd i mi Krat
Så ’en gor øwer æ stovver som rywendes Katt, –
Hwad nytter æ, hwormøj do ka swejs og skow,
Nær do hår så ringleajted en trow,
Å ålle en Gång som ”den fromme Tobies”
Tær slå en Kors for æ Dæwel hans Nies”
– Hær hog no Pæ Bjatt en Kors mæ hans Kratt,
Der gik twat øwer æ Smedi og ind i en Latt.
Håj æ Dæwel wot tefars, han håj da mott skwatt!
– Æ Smed stod og traj sæ sjæl øwer æ Tæ’r;
– Han war halles ved å blyw lied ved de’ he’r.
Om æ Dæwl, sølle Træwl, han war te heller ætt –
– Sku det rag ham den jennest Bett!
Han past hans Stæwn å hans Åltesdå;
Æ Dæwl og det Æwl mot æ Præjst ta sæ å.
Han holdt sæ i Løj men æ Æl den drap,
– Hans Hånd i Hwil bag hans Skødesskindsklap;
han vint te Pejr sku sawt i hans Vred’,
så han ijen ku kom ad m’e å smed’.

Som søen det dingelt mell ølle og ti,
Kam Gammel Jehannes sgi steglend forbi.
Han fæk en skro af Pejr hans pång,
og så kam æ gammel Kwan igång.
For det å fortæl war Jehannes hans Lyst;
Så æ Sme kam sgi ett te å smed’ for det føst.
– Han begynd menn han harked en Tuds fræ æ Bryst:
”Å twil æpo te den Slemm han er te –
Nej det kan en Smed no’tt sto sæ ve.
Men no ska’a fortæl jer en Løwn, som er sand’,
For det er passiered ved Rundesmus Land’:
Engång war æ Dæwl bløwn rejn iband’,
Ma Za, den Hægs, å en syv Sætters Kand’
Håj belle ham fuld, såt ham op i æ Wand’
Med nø Mød, hun håj blænd i hind Stripper og Spand;
I Fandennavn håj hun da skraft hinne Negl
Øwer æ Kows i æ Frammes, og såt en gued Stejl
Te en Hivert; for det nåj no åller slan fejl – –
Nej det sku sgi nok leg si Mand mued æ Jurd,
Sjæl om han så krånt nok så brøsig å stuer
Han smisked og smasked og snowed hans Hål;
Jow, det war sgi Mjø, der war brøgges for Kål’!
Men ållee så sor’ han håj hwælt hinne Kand’,
Så war’æ, som der swarmt en Stok Bi båg hans Pand’.
Og no vild han gantes, og no vild han dans.
Men Maren war jawnhen jewwer te å sans,
Hun kam fræ ham, æ Sluri, øwer æ Darteæ i Tid’,
Humped nierd te æ Mues. Stak sæ bag en Busk Vid’.
Men den Slemm vild dans; også næj,der sku skrid’.
Så lå han hans Klører om æ Kages si Sid’,
Men den war nøj tångle, den fæ’ sgi ondt,
far æ Omgång war ud æ Stow trint rundt,
den taft æ Fædder, så her, så der;
så det sku æ Dæwl sgi heller lædt vær’.
Æ Åsk det pulst, å æ Ringi de sprang,
Or æ Dæwl to opo, så æ Bjælke de sang!
Så op lod han ta å æ Skorstenspief,
Så æ Sued stod ud som en kwollendes Strief,
Æ kat bust Bagkårre ind ad æ Ån,
Æ Kok fild baglænds nied fræ hans Rån;
Æ Mødkår vælt mæ si Bund’ i æ Vejr;-
Jow de’r fæk Ma Za sågi blæst og gjord Hejr!
Så fløw no æ Dæwl da Fanden te Sorre,
som en send-warm Kok, sluppen ud af si Korre!
Syw Gång fo’r han rundenom Rundesmus Land’,
Med hans Fork i hans Næw og en Stjern bag hans Pand’.
I ka spør te æ Za’s, so i Prwjk ett er sand!
Æ Tørre i æ Mues, der war skrued å tar
Og bare vint po, å kom inden æ Dar,
De fæk en Refurrium ringer end warr;
Hans Hål’, bette Bøen! Den hwist med en Skru’
Som kund æ ha wot mi fjedte gro Lu,-
Ja, søen æ Stø Skumpi han task mæ den Hål’,
Te æ Skåtørr’ de røjt imell Trånum å Sål’.
Gud spår jen si Tørr’ for å mød søne Kål’!
Ja Gud spår jen æ Tørr’, og Gud spår jen sjæl,
Hwor det Uend er tefa’s og den Slemm er på Spel!

– – – Æ Tudse de so i dje Pytter og gaft;
Æ Howorm’ sang, så æ Slavver de taft,
Imen’ Fanden kjor rundt om den samm go’ Plet:
Men no war han også ved å rend træt;
Det war bæøwn søen halles hen ad æ Næt;
En stywle Las Døj håj han fåt i æ Sokker
Af ål den Fløwt gjemmel Blevve og Rokker;
men no wild han hjem mæ sæ sjæl og Ma Za’
te en Stej, hwor æ Hurser – of hun – ku blyw tar,
a tinke derhen ad Nobiskrog,
som a hår sit stawed i mi Oldmurs Bog
– Wal sajt nøj lig ad Helvedes Rig’ –
Hwor han vint, hunvild blyw ham en venle Pig’;
– Men det war no’tt Marens Handel så lig’.
– Han rajt og han skraft øver tre Tønder Land,
No melle Howormkol, no i Syvvi og Wand,
men Maren, den Hægs, han ingensteds fand.
Den Frågen ku Maeen no lidtajte li.
Hun reser sæ långle fræ æ Vid’;
de’r griver hun så hinne Råg’ med jet;
den håj hun smur ind i Englefjedt;
Po den håj hun rejn øwer rinden Wand,
fræ Bregnsko’brow og te Troms Kjerk Strand’
med en Kat i en Kled’ og en Løjt for æ Pand’ –
med den hun no lå ham øwer hans Skrot,
te en skuld da trow, hwer Knokkel bløw grott!
Men søen ska’en ett vint en Dæwel kapot!
Nok er’æ: han blatt – fand ett andt å gjør –
Som en Kjælling hun drøwter og taver hind Smør,
Ja letter’ end Maren ku skjætt en Log Hør!
Men de’r, hwor hun ga godten Dæwl hans Bank,
de’r drøw øwer æ Pors søen Døen og Stank,
som nær Pæ Smed med en handle Slawl
hår ramt æ Ilder lidt nejn æ Nawl.
– Den Då i Då er: Den Tørrjurdstawl,
– I ved: på mmi Skywt – hwor Ma Za’, sølle Skrawl!
Lå Daller te æ Dæwl og ga ham hans Hawl,
De’r løjter æ Tørr’ da så dæwels af Swawl.
Og æ Egn deromkring – de vil sej bitte Do;
Den løjter ål – ild’ å æ Dæwl ino!”