DA Æ BJÆRMAND  KAM

Udgivet: 29. maj 1910

Da æ Bjærmand kam

Der kam’ en Trold fræ Daabjærgdojs:
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
med Øwn saa glown’ som en Vækildsblojs,
for han maatt’ ha’ Brændvin far Awten.

For haar en Trold begynd’ aa drikk’,
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
saa tøster han warr’ end Kow og Krikk’,
der trækkes te Trow om æ Awten.

Og po æ Pukkel af den Hallunk,
Klump! Dump! Hump-i-Skump!
dér hopped og danst’ en Brændvinsdunk
saa huel som æ Suel imud Awten.

Og søen han traj gjemmel Hønemues’ —
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
te æ Wand gik owenind aa’ hans Hues’
og nejenud indte Awten.

Saa fløw han hen gjemmel Daabjærg Graw’
Klump-Dump; Hump-i-Skump!
saa æ Præjst kam ud uden Lu’ heller Kraw’
og tint’, han sku’ himl inden Awten.

Saa to’ æ Skjevl te aa pin’ og spring’.
Klump-Dump; Hump-i-Skump!
te æ Klokk’ begynd’ i æ Torn aa swing’
og trowr, æ Degn rind’ te Awten.

Og søen han traj gjemmel Ingedaal,
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
te aal’ dje Kokk’ de saatt’ sæ po æ Haal’
og kund’ ett tind’ te Raan’ om æ Awten.

Ja, søen han stamped ved Sjørrup Kjar,
Klump-Dump; Hump-i-Skump!
te Pæ’ Smed trimmeltom baag æ Krowmands Dar
og kam ett te hans Ved inden Awten.

Saa kam’ han slamprend’ sønden om Vrow’,
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
te æ Hejst’ gik baglænds med Harrer og Plow’,
og kam laask ad æ Gord’ inden Awten.

Og Koldkur Hus’ fæk han søen te aa wakk’,
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
te Jens Bruus hwyst Bagkorre nied ad en Bakk’
og end’ i en Groef henad Awten.

Hans Træsko de war saa faale tarr’,
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
men hans Nies’ og Ører haaj æ nø’ warr’,
for de sto’ i Døj indte Awten.

Saa laa han da Damp mod en vilre Krowr:
Klump-Dump! Hump.i-Skump’!
og det war sgi der, hwor Kræn Haabro bowr,
og stapper hans Pief’ imud Awten.

Saa fløw han da ind imell’ Haabro Hus’,
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
te æ Drikkels’ det blarped af Kopp’ og af Krus’
og Kræn Haabro glemt hans: Godawten!

Æ Krowmands Dar røw han a’ si’ Fals’,
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
og æ Darkarm hænd’ om æ Bjærgmands Hals,
da han sto’ i æ Stow’ imud Awten.

Og nu begynd’ da æ Skinting aa drikk’,
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
saa læng’, te han kund’ bælg’ i sæ’ for Hikk’,
for de vil jo komm’ imud Awten.

En trørre Pots Anker med jawnhen Øl
Klump, Dump! Hump-i-Skump!
den tæmt æ Skuel som en Fingerbøl
og rat atter mir inden Awten.

Og band’ en Spuns ham lovle haadt,
Klump, Dump! Hump-i-Skump!
han stemt’en ind med hans Tommeltot,
saa det prost’ i hans Skjek under Awten

Og Rumpunsflasker, de Stur’ som smô —
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
— han knak dje Hals mud hans sture Tô,
som en knækker en Lopp’ imud Awten.

Hwer Brændvinsbimpel, hwer Vinglajsdrip
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
— han suet æ ud te den sidste Sip,
som en Snog suer Dôg om æ Awten.

Der bløw ikki en Droef’ te aa drikk’ heller spild’,
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
og æ Wand det sak en Al’ i dje’ Kjeld’,
og Folk war swær ædru — en Awten.

Men nu begynd’ æ Bjærgmand aa drvw’;
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
tho far maatt’ han traw’, men no ku’ han flyw’
og now hans Dojs inden Awten.

Saa drøw som en Torren han Øster opô
Klump-Dump! Hump-i-Skump!
Hans Skjek det slævt’ saa laang ad en O,
som en Togger slæver mud Awten.